28 år

I går var det min fødselsdag. Jeg har før skrevet om det der med de svære mærkedage i kølvandet på skilsmisse. Og man skulle da også tro, at sådan en fødselsdag ville blive forbigået i tavshed og dagligdags praktiske gøremål, når husstanden herhjemme tæller en 28 årig, en 3 årig og en på 9 måneder. Men nej. Jeg havde den bedste dag.

Sidste år skrev jeg om, at have sin første fødselsdag som voksen, en fødselsdag hvor jeg ikke forventede noget. Den her fødselsdag var lidt anerledes. På den måde, at jeg faktisk ikke havde skænket den så mange tanker. Lige pludselig var det d. 18. Og hvilken dag det var.

Tirsdag aften var jeg ude og spise med verdens bedste Amalie. Det gav jeg nemlig hende i fødselsdagsgave, i sommer, fordi hun er en helt ekstraordinær god ven. Imens passede min mor mine døtre. Sidst på aftenen sendte hun en SMS om at hun havde redt op til mig på sofaen, så jeg kunne få sovet. Folk med små børn vil vide, at det i sig selv er en kæmpe gave.

Onsdag vågnede jeg selvfølgelig 6:30, og kunne ikke sove mere. Men det gjorde ikke noget. Min mor kom ind med mindste-datteren og vi drak morgenkaffe. Jeg havde tid til et morgenbad (endnu en gave). Derefter stod den på en lægetid jeg har udskudt lidt for længe. Derefter brunch med bobler på Sult. En Tivolitur hvor jeg havde tid og mulighed for at køre i karrusel med den 3-årige. Senere shoppede vi børne-vinterstøvler med god rabat. Dagen sluttede med tapas, flere bobler og selskab af mine forældre, bror og hans søde kæreste.

På den måde blev min 28-års fødselsdag både luksus-agtig, praktisk, fyldt med nærvær, vigtige gøremål, kærlighed og så er jeg nu så gammel at det virkelig tæller som en luksus at begge børns vintergarderober er på plads. Og på den måde kunne jeg faktisk ikke have haft en bedre dag.

Hele dagen mærkede jeg, at det slet ikke er et spor ensomt liv jeg har. Der er mange der virkelig passer på mig, forkæler sender rørende søde fødselsdagshilsner som emmer af kærlighed og omsorg. På lørdag sender jeg begge børn på overnatning hos mormor og morfar, og så er det tid til at give lidt tilbage. Min allernærmeste veninder skal forkæles med god mad og rødvin. Life is faktisk great.

28 år – med mørkere rander end nogensinde før. Blomster fra min søde overbo
og fødselsdagsgave-hårbånd fra eksmand og børn.
This is the new normal

Continue Reading

Going on 28

I morgen er det min fødselsdag. Min 28 års fødselsdag. Sølle 28. Eller. Altså. På en måde, er det jo lige som det skal være. Men samtidig, kan jeg næsten ikke forstå at jeg kan nøjes med 28. Det er sgu ikke ret meget.

Jeg føler mig ikke særlig ung. Ikke særlig 28. Jeg har sgu allerede oplevet så mange ting. Så mange sindssyge ting at det er svært at forstå.

Men det er også en lettelse. Jeg tænker rigtig meget over fremtiden i de her dage. Og her er det sgu en lettelse at det ikke er værre med alderen. Jeg tror ikke at jeg er færdig med at få børn. Jeg er heller ikke færdig med at uddanne mig.

Og så er der jo alt det der med skilsmisse og mærkedage. I morgen er det min første fødselsdag som fraskilt. Sidste år skrev jeg om min første fødselsdag som voksen. En fødselsdag der bar præg af at min daværende mand havde været syg.

I weekenden batlede jeg ret meget med den der ensomshedsfølelse. Den kan være ret gennemtrængende særlig fredag aften og søndag eftermiddag.

Når alt det er sagt. Så har jeg faktisk mod på det. På det alt sammen. Hvis der er noget jeg har lært i mit 27. år, så er det at alt er foranderligt og intet er ret sikkert. Men også at alt er muligt, hvis man er klar til at kæmpe. Jeg er sikker på at 28, bliver mit år. Og at det må blive de gode overraskelsers år.


Continue Reading

Fra skuffen #5

Jeg har tidligere udgivet skriverier fra min skuffe. Jeg holdt et par måneders blogpause, mens skilsmissen stod i lys lue. Det betød dog ikke, at jeg ikke fik skrevet. Nedenstående fra skuffen-skriv, er dog ikke så gammelt. Men læs flere skriv fra min skuffe herherher og her.

 

At være en familie

En gammel klassekammerat offentliggjorde igår et billede af hans nyfødte datter. Selvom han er typen der lavet lidt sjov med det og ikke er så højtidelig, emmer det alligevel af kærlighed. Først bliver jeg rørt, glad på deres vegne og tænker at det er så stort at blive forældre for første gang. Så bliver jeg lidt irriteret, og lidt sur. Sur over alt det som det ikke blev for mig. Og ked af at det aldrig kommer igen. Virkelig ulykkelig over, at den allermest særlige tid blev taget fra mig. Jeg lover mig selv, at jeg ikke er færdig med at få børn. Jeg er nødt til at prøve det igen.

Forleden dag er pigerne og jeg på vej hjem fra weekendbesøg hos mormor og morfar. Jeg øje på et par. De har en barnevogn med. Og en lille dreng der er på alder med min yngste datter. På Hellerup station sidder de og fjoller med ham. Er sammen om ham. Sammen.  De snakker og griner af et eller andet han gør med sin hue. Jeg kigger ned i min dobbeltvogn der er læsset med børn og de alle pakkenelliker, vi har haft brug for for at være på weekend. Den yngste sover trygt. Den ældste smiler op til mig. Jeg kan høre kvinden ved siden af grine.
Var vi mon også sådan, dengang, med bare et barn og to forældre? Måske. Eller det var vi. Nogle gange. Håbløst lykkelige. Og uvidende om hvad der ventede. Men vi havde også vores og slås med. Sygdommen der kom og gik. Og som jeg altid frygtede.

Parret står af på Nørrebro station, ligesom os. Men er hurtigere henne ved elevatoren end mig. De kom på toget først. Først til den forreste vogn. Jeg snakker med min ældste datter. Om at nu er vi hjemme på Nørrebro. At gaderne nedenfor hedder Nørrebrogade og Frederikssundsvej. Manden foran mig bukker sig ind foran kvinden. Jeg kigger væk. Jeg vil ikke se det. Jeg kan åbenbart stadig ikke rigtig holde ud at se et lykkeligt par kysse hinanden. Ihvertfald ikke denne søndag.

 

Continue Reading

Børneafdelingen tur-retur

“I får stue 1 – jeg tror faktisk det er den samme som sidst”. 

Før jeg blev gravid første gang, havde jeg aldrig prøvet at være indlagt på et hospital. Jeg har været på skadestuen 2 gange, men ellers har hospitaler været ret uudforsket land for mig. Med børnene blev det anderledes, skal jeg da lige love for. Begge mine graviditeter er endt med igangsættelser, da jeg var gravid i vinter havde jeg 24 timer til observation efter et møde med en bildør, og så var der jo hele frem og tilbage til Riget-showet i foråret. Jeg har været meget på hospital – på et særligt hospital, that is.

Tirsdag aften tog vi en tur mere. Lillesøster og jeg har – igen – været en tur forbi Rigshospitalets børneafdeling.

Vi havde en helt almindelig og stille eftermiddag og aften. Pigernes far hentede den  store fra børnehave og jeg havde lavet lasagne. Begge piger ELSKER lasagne og spiste med stor appetit. Lillesøster rå-åd og det gik hurtigt. For hurtigt. Og det gik galt. Hun fik et stykke i den gale hals og hostede som en gal. Vi dunkede hende i ryggen og lavede alle de der ting man skal når små børn får noget i den gale hals og ud fløj et stykke lasagneplade. Pyha. Men hun blev ved med at hoste. Gentagende gange og med korte intervaller. Det var svært at vurdere om det var en efterreaktion, eller om der sad mere tilbage. Men jeg fik ondt i maven og dårlige nerver. Derfor ringede jeg til 1813. Sygeplejersken var heller ikke vild med hosten, og selv lillesøster hverken havde blå læber eller decideret åndedrætsbesvær og ellers var i fint humør, mente sygeplejersken at vi skulle tage på børneafdelingen.

Jeg bestilte en taxa og tog lillesøster med ned på gaden og vente. Vi ventede og ventede. 15 minutter senere får jeg en SMS fra selskabet om at den er afmeldt. Jeg bruger aldrig 4×35 igen, det er fandeme for dårligt. Det lykkedes til sidst at komme igennem til et andet sted, der selvom der var en times ventetid, forstod alvoren og 5 minutter senere sad jeg i en vogn.

På Rigshospitalet var der en del ventetid. Ikke til lægen, eller de undersøgelser der skulle til. Men jeg ventede 3 timer på, at lægen fik fat i den kirurg der skulle bestemme hvorvidt min datter skulle have en kikkertoperation for at få pillet den rest lasagne op, som et røntgenbillede måske viste.

Der nåede faktisk ikke at komme en rigtig afgørelse, før en sød sygeplejeske kom og sagde at nu havde hun fundet en stue til os. I det øjeblik, begyndte jeg at tude. Ikke igen! tænkte jeg. Senere tænkte jeg, at jeg virkelig ville ønske at jeg kunne klone mig selv. Det kan gøre ondt helt ind i hjertet på mig, at jeg ikke kan være hos begge mine piger, når vi er sådan nogle her situationer.

“Jeg ved ikke hvad fanden jeg har gjort”, sagde jeg hulkende til en veninde i telefonen. Nogle gange føler jeg simpelthen at jeg bliver udfordret helt sindssygt og testet til grænsen.

Onsdag morgen blev min datter undersøgt af en kirurg og fik taget et nyt røntgenbillede. Resultatet var heldigvis at hun slap for kikkertoperation og at vi kunne vende hjem. Efter at have fastet i næsten 12 timer gik vi ombord i frokostbuffeten på børneafdelingen. Min store lille baby var så sej og glad hele vejen igennem og jeg er dybt imponeret af hendes altid gode humør og kampånd. Natten til onsdag sov vi ikke ret meget og så måtte hun ikke spise i tilfælde af operation, alligevel kravlede hun rundt og undersøgte hele legetummet på afdelingen og smilede til alle sygeplejersker og læger. Seje unge ❤️

Nu er vi heldigvis hjemme igen og den almindelige hverdag har indfundet sig. Jeg har det lidt, som jeg havde det efter den sidste indlæggelse, nu føler jeg igen, at mit liv nærmest er nemt, når bare mine børn ikke er syge. Det er en kæmpe frihed, ikke at skulle være på hospital. Selvom vi kun var der i 16 timer og selvom personalet på børneafdelingen er verdens sødeste, så er der sgu intet som at være hjemme. Hjemmelavet mad, begge pigers selskab, at kunne gå ud i den friske luft, lege med LEGO og bare være os. Det er det bedste jeg ved ❤️

 

 

Continue Reading

Confessions of a Nørrebro-mom #2

Nå, i sidste uge udgav jeg mit første Confessions of a Nørrebro-mom skriv. Jeg har det ret sjovt med at lave dem, og kommer i tanke om alt muligt, når jeg dagligt traver min bydel tynd. Så nu napper vi lige en omgang mere:

  • Får jeg stadig et stik af “who am I kidding?” og “hvornår blev jeg SÅ voksen?!!?”, når jeg triller mine 2 (!!) børn forbi Bumzen og Jagtvej 69
    Det er da ikke sååå længe siden, at man gik til Punkkoncerter. Eller måske er det?
  • Den der ostecroissant var slet ikke så fantastisk som man kunne have forestillet sig
    #Mitvildelivioverhalingsbanen
  • Er der åbenbart indsat noget der mest af alt minder om et charter-rutefly i kampen mod banderne og skyderierne
    Luftrummet over Nørrebro begynder at være crowdet, og hvor mon det har tænkt sig at lande henne? 
  • Har Føtex 25 % på deres uld til børn
    Igen #Mitvildelivioverhalingsbanen!
    Og måske er det alligevel længe siden jeg kom til de der punkkoncerter – ikke ret meget Rock ‘n’ roll her.
  • Er den her bydel alligevel så meget en landsby, at jeg kan spotte når der er nye barselstyper ude med vognen
    Velkommen til vor midte, du trætte barslende 
  • De grønne metro hegn er forsvundet
    Prøv lige at se noget flot grønt græs der gemte sig bagved 

IMG_4686

 

Continue Reading

I’m so tired

.. I haven’t slept a wink. Sådan synger Beatles. Jeg ved ikke om John Lennons søn var ved at få tænder da han skrev den sang. Nok ikke, for den handler vist mere om at ligge søvnløs og spekulere. Det gør jeg heldigvis ikke. Lige nu er jeg så træt at jeg kunne ligge mig hvor som helst.

I nat var jeg så tæt på at Google, få tænder til at bryde hurtigt frem eller hjælp til tandfrembrud. Jeg veeeed godt, at det er pointless, for tænder kommer når de kommer og man kan nok ikke hjælpe dem på vej. Men for fanden. Jeg savner min sove-baby. Lige for tiden vågner hun midt på natten, og jeg kan med lidt held og en masse mælk, få hende til at sove igen. Derefter sover hun måske 1,5 time og så er det morgen. I dag var den 05, prøvede at få hende til at indse at det var nat i godt en time, inden jeg kastede håndklædet i ringen, stod op og gik ud for at finde den største kaffekop jeg har i skabet.

Når den står på natteroderi og vågne børn, er det virkelig tydeligt for mig, hvorfor man fra naturens side er to om at lave børn. Det må helt klart være for, at man kan skiftes til at underholde/vugge/fodre dem der er vågne og skiftes til at sove. Henne i mit enlige mor liv, betyder det, at jeg har affaldssæk store rander under øjnene og er helt lysegrå af træthed.

Når man står op kl. 5, falder man selvfølgelig i søvn igen lidt i ni, når man triller sin storesøster i børnehave. Derfor kan jeg ikke rigtig smide mig og sove. Til gengæld kan jeg spise hvede og sukker til morgen og drikke dagens tredje kop kaffe. Og nu skinner solen endda også. God dag til alle.

IMG_4685

Continue Reading

En helt særlig søndag

I søndags var der høstgudstjeneste i Stefanskirken, her på Nørrebro. I kurve stod der solsikker, dahlia, græskar, vindruer, æbler, blomkål og andre frugter, blomster og grøntsager. Mine piger og jeg var der, iført blomster fra top til tå. Vores familier var der. Vores venner var der. Alle dem der er særlige for os. Alle dem som elsker os og som vi elsker var der. I søndags blev mine døtre nemlig døbt.

IMG_2685

Det har ikke altid været planen, at de skulle det. Men det må jeg uddybe en anden gang. I dag vil jeg hellere skrive om den helt særlige og magiske søndag det var.

For det var helt særligt. Både op til, under og efter. Når jeg tænker tilbage på dagen, bliver jeg virkelig helt varm indeni. Det var ret stort at mærke, hvor mange der støtter op om mine døtre (og mig).

Undervejs i planlægningen af både dåbsritualet og den efterfølgende reception, blev det meget tydeligt for mig, hvor vigtige begge dele var for mig. Min eksmand annoncerede skilsmisse dagen efter vi havde lavet invitationer til lillesøsters Velkommen til verden-fest, og da jeg sad og lavede de nye indbydelser, blev det ret klart for mig, at der måske lidt var tale om at binde knude på en snor. Jeg har haft det virkelig svært med, at min yngste datter ikke fik en almindelig start på livet. Eller hvad man nu skal kalde det. At hun blev skilsmissebarn som 5 uger gammel, at store dele af hendes familie ikke rigtig har set hende, at hun ikke fik en fest, at jeg græd på hende når jeg ammede, og alt muligt. Hun har slet ikke lidt overlast, for babyer ved jo slet ikke hvad en “almindelig” start på livet er.
Men, i søndags fik jeg på en måde bundet sløjfe på det hele.

Pigerne blev døbt sammen, og selve dåben var så fin og smuk som den kunne være. Jeg er ret glad for at de gjorde det samme, det i sig selv, er der noget rørende ved. Selvom de selvfølgelig er selvstændige individer, og at de ikke skal tvinges til at være venner altid, betyder det meget for mig, at de har mange ting de deler. Også de store dage. Efter den kirkelige handling, havde vi (min eksmand og jeg) inviteret vores familie og venner til en lille reception i Osramhuset. Jeg havde bagt kager, min søde mor havde købt brød, og en af mine helt fantastiske veninder og hendes lillesøster, fik det ellers lidt kedelige lokale til at tage sig virkelig fint ud. Op til arrangementet har flere af mine veninder været indeover, hjælp til bagning, udlån af køkkengrej, og da jeg i fredags havde det lidt som om at jeg ville dejse om, holdt mine to yndlingsnaboer et ekstra øje med mig. Igen igen, var et projekt i mit liv en holdopgave. Igen igen, mærkede jeg hvor lidt alene jeg trods alt er.

Denne her begivenhed var udover at være pigernes dåbsdag, også det første store møde, de to familier imellem siden den store bryllupsfest vi holdt i august 2015. Så derfor også første skilsmisse-familie-arrangement. Der var på den måde nok at være nervøs for. Men jeg synes, at det gik godt. Jeg havde nok lidt frygtet, at der var mange der ikke ville komme, fordi det er en lidt mærkelig setting. Men der kom mange, vi var mange. Pigerne fik tonsvis af fine gaver, nogle virkelig betænktsomme imellem, og så mange søde hilsner. Jeg er meget lykkelig for, at de har så mange mennesker omkring dem der elsker dem og ønsker dem alt det bedste. At der er så mange mennesker der støtter om deres liv og om dem de er.

Da festen var ved at slutte, var der mange der blev og gav en hånd med. Til sidst fulgtes pigerne og jeg, hjem med mine gamle naboer og mine nye, men velkendte, overboere, der selvfølgelig også havde været med til fest. Vi gik hjem, mig med lillesøster i bæresele, to af ungerne i min dobbelt-klapvogn, en i en anden klapvogn. Vi var et lille bitte optog af søde, fjollede unger og deres forældre. På vejen hjem, efter en vellykket dag, med septembersolen i ansigtet og gode mennesker ved min side, følte jeg mig næsten som om, at jeg var med i et afsnit af Alle vi børn i Bulderby, anno 2017.

I søndags mærkede jeg virkelig, hvor mange fællesskaber mine døtre og jeg er en del af, og jeg bliver stadig helt rørt når jeg tænker på det.

Continue Reading

Confessions of a Nørrebro-mom

Jeg elsker at bo på Nørrebro. I over 6 år har 2200 været mit postnummer og jeg har svært ved at forestille mig, at jeg skal flytte herfra. Jeg ved hvor alting er, verdens bedste naboer er her, flere af mine tætteste veninder er lige rundt om hjørnerne, min stamcafé og det hele emmer af hjem. Min ældste datter mener endda at Assistens kirkegården er vores have. Når der bliver skudt i gaderne, gør det mig virkelig ked af det. Min jyske familie har flere gange spurgt til, om det ikke er lidt farligt at bo her. Sådan oplever jeg det slet ikke, jeg kan ikke forestille mig et bedre sted at bo.

I dag cyklede jeg ned af Nørrebrogade med begge mine piger i ladcyklen, og så kom det her til mig. Jeg håber at jeg kan finde på punkter nok til at det kan blive en slags føljeton. Hvis I synes det er sjovt. Anyway, Nørrebro-mor confessions kommer her:

  • Rema1000 er åbnet ved Runddelen.
    Joy to the world #byensbedsteblepusher
  • Det eneste der er værre end at cykle bag en ladcykel, er selv at cykle på en ladcykel, bag en ladcykel
  • Ingen skyderier i en måned og vi er tilbage til landsbystilen
    Skrev egentlig det her skriv forleden dag. I nat har der åbenbart igen igen været skyderi i gaderne her. Så politi overalt i formiddags promenerede med barnevognen. Nørrebroerne virker ikke umiddelbart til at være rystede. Som en jeg kender skrev på Facebook: “vi opdager det kun, fordi medierne skriver om det
  • Meyers har fået oste-croissanter
    Just saaayin’. 
  • Hvis man siger Jægersborggade meget hurtigt, lyder det som Jespergade
    hilsen min 3 årige*

  • Assistensen skifter farve og det er så pænt <3 
  • Selv kioskerne sælger øko frugt/mælk/havregryn.
    2200 spelt

IMG_4648

Continue Reading

Kære A

Da du var helt nyfødt og jeg gik en tur med dig på Riget i den gennemsigtige plastikvugge spillede Mads Langers Elephant ud af højtalerne “she is so beautiful and i’m affraid of breaking her” .. jeg vidste godt at sangen var skrevet til en kæreste. Men jeg tænkte at det ligeså godt kunne være mig der havde skrevet den til dig. Du var den smukkeste baby jeg nogensinde havde set. 

Du strøg ud af maven på mig kl. 02:40. Da fødslen endelig gik igang, gik det stærkt. Der var helt stille og himlen over Blegdamsvej var kulsort. Du skreg. Jeg fik dig op og mine første ord til dig var “så så lille skat. Jeg skal nok passe på dog”. I et øjeblik føltes det som om, at der kun var dig og mig i verden.

Dagene efter var vi indlagt på Riget. Alt var egentlig fint, men fødslen, eller optakten til den havde været hård og lang, så de passede på os og holdt øje med os. Efter to dage hvor vi ikke forlod stuen bevægede vi os ud. Du fik en lille uldhue på og blev svøbt i dynen. Din far og jeg var skide nervøse for at der skulle ske dig noget. Vi snakkede om, og spurgte sygeplejerskerne til råds, om det nu var sikkert nok at gå uden for. Efterårssolen skinnede. Vi var ude i frisk luft, men kun kort. Vi ville så nødig ødelægge dig.

Dagen efter vi kom hjem, skulle vi med bussen ind til hospitalet. Der var FCK – Brøndby i Parken og jeg var rædselsslagen over de fulde mennesker i bussen. Allerhelst ville sidde hjemme i sengen og passe på dig.

Lige da du kom til verden, synede verden utrolig stor, styg, ond, beskidt, farlig og fyldt med bakterier for mig. Jeg kan huske hvordan din fætters løbende næse, næsten fik mit hjerte til at stoppe. Hvordan det at gå forbi en der røg en cigaret på gaden, gav mig lyst til at råbe. Jeg havde lyst til at bane vejen for dig, til at fjerne alt det farlige.

Med tiden har jeg dog besindet mig. Frisk luft, bakterier og snotnæser gør mig ikke længere nervøs. Du er nemlig en af de sejeste, jeg nogensinde har mødt. Da du var baby, var du lidt til den lille side, og du startede i vuggestue allerede da du var 10 måneder. Du var sgu lidt lille i det, dengang. Men du var og er bare skide sej. Der er sgu ingen der skal vælte dig omkuld. Du siger tydeligt fra og ved hvad du vil, og ikke vil. Dét er sejt. Du er alvorlig, klog og eftertænksom. Samtidig er du glad for fest og sjov i gaden. Du er en livsnyder der gerne vil på restaurant og bestiller allerede selv mad. Du er min smukke store unge. Du er verden sødeste og mest omsorgsfulde storesøster. Jeg kan se både mig selv, og din far i dig. Du har fået det bedste fra os, synes jeg. Du gør mig så uendeligt stolt.

Kære A, på de 3 år, der er gået, har jeg lært og følt at kærligheden i den grad tåler og udholder alt og at intet er så stort som en mors kærlighed til sit barn. Da jeg fik dig op på brystet den nat for 3 år siden vidste jeg, at jeg ville bruge hele mit liv på at passe på dig, at jeg ville ofre alt for dig – og det var ganske overvældende. Den nat for 3 år siden, vidste jeg ikke, at man kunne elske et lille bitte menneske så meget og jeg vidste slet ikke, at kærligheden ville blive ved med at vokse.
Jeg finder uendeligt meget styrke i at være din mor og det giver det hele så meget mening. Når alt har synet fuldstændig uoverskueligt, og verden har været i brand, kigger jeg på dig, og ved at jeg kan finde de mest ubeskrivelige urkræfter frem, for at beskytte dig.
Jeg elsker dig, mere end jeg kan beskrive. Jeg mener det når jeg skriver at jeg vil ofre alt, hvis det betyder at du og din søster har set godt.

IMG_1406
I’m curious, curious
Where this might end

Continue Reading

At blive mor

IMG_4586

I dag er det her 3 år siden. Det er 3 år siden, at jeg endelig kom på en fødestue. At det endelig føltes som om, at der nu var kort tid til at jeg endelig skulle møde min datter. Jeg havde et langt og bøvlet igangsættelsesforløb bag mig, og det at komme på fødestuen var fantastisk. Og skræmmende.

Der skulle gå mange timer, før hun gjorde sin ankomst. Jeg var på fødestuen i 14 timer før der rigtig skete noget. Min datter har først fødselsdag i morgen.

“Nu er der ingen vej tilbage” sagde jeg til jordemoderen, da hun tog vandet. Hun smilede og sagde “det har der ikke været i rigtig lang tid”. Jeg prøvede at virke som om at jeg glædede mig. Jeg vidste godt, at det var det største i verden jeg skulle opleve lige om lidt. Men jeg var så skræmt. Jeg tror ikke at der var nogen der opdagede det. Lige om lidt skulle jeg være mor. Og det var sgu da ikke sikkert, at jeg kunne finde ud af det?

Som udgangspunkt er jeg ikke ret glad for at prøve nye ting. Jeg er totalt tryghedsmenneske og bliver allerhelst i min comfortzone. Hvis jeg skal lære noget nyt, giver jeg ret hurtigt op, hvis jeg ikke kan lære det hurtigt. Det er f.eks. derfor at jeg hverken kan strikke eller tale spansk (efter 3 års højniveau i gymnasiet).

Det at skulle være mor var nervepirrende. Jeg havde aldrig prøvet det før, jeg havde ingen mulighed for at vide om jeg ville være god til det. Om jeg ville lykkedes med det. Jeg ville gerne give det kommende barn det bedste, men hvad hvis jeg ikke kunne?

Pludselig var hun ude. Så pludseligt som det kan være, når igangsættelsen har varet 3,5 døgn. Og da hun var der, var det som om, at jeg alligevel vidste hvad jeg skulle gøre.

3 år er ingen tid. Og samtidig al tid. Jeg har aldrig lært så meget på 3 år, som jeg har fra 2014 til 2017. Jeg har lært en masse om kærlighed, udholdenhed, afvikling, styrke og opofrelse. Alt var og er nyt, og heldigvis falder det meste mig ret naturligt. Jeg har lært, at det største ses i det/de små. At det er godt, at kaste sig ud i noget nyt og uprøvet.

Mange ting giver mening på en anden måde. Det at blive forladt, var hårdt. Selvfølgelig. Men jeg ville ikke ønske, at jeg aldrig havde mødt min eksmand for de børn vi har fået sammen, giver min verden så uendelig meget mening. Og på den måde, er det, at være blevet mor, på en måde langer than life for mig.

Hvis jeg havde kunne se ind i fremtiden, der på fødestuen for 3 år siden, havde det helt sikkert ikke hjulpet på skrækken. Tværtimod. Men jeg ville ikke gøre det om. Noget af det. Kære A, jeg elsker at være din mor. Med alt hvad det indebærer.

Continue Reading
1 2 3 14