2-års-mor

I morgen har min mor-karriere varet i 2 år. Det lyder ikke af meget når jeg sådan siger det for mig selv og på en og samme gang er det de hårdeste, sjoveste, smukkeste, længste og korteste to år jeg nogensinde har været med til.
Lange fordi – hvad var der før min datter? Jeg kan nærmest ikke huske det. For mig startede der nærmest en ny tidsregning den dag hun blev født. For folk der ikke har børn lyder det sikkert en anelse corny, og mit liv var helt sikkert også fedt og indholdsrigt før – men alligevel var den 17. september 2014 starten på et helt nyt liv for mig.
Korte fordi – de er sgu fløjet afsted. Selvom det føles som om hun altid har været her, kan jeg næsten stadig dufte hendes babyduft, og mærke hendes lillebitte krop der lå og sov på mig.

Den lillebitte krop er nu næsten 40 cm længere end da den blev født, og hun ligger i hvert fald ikke og sover på mig mere, til det har hun for meget krudt. Men jeg elsker hende om muligt endnu mere, end da jeg fik hende lagt i mine arme den der september nat for to år siden. Hver dag forundrer hun med mig ting hun kan, følelser hun forstår, ord og vendinger hun bruger. Hun er smuk, selvstændig, omsorgsfuld, skrap, sej, frygtløs, sød og en drillepind med egne holdninger – intet af det ville jeg bytte for noget. Heller ikke selvom jeg sikkert mener noget andet senere i dag når hun igen bliver vred over at tingene ikke går helt som hun synes de skal.

Jeg er stolt af hende. Jeg er stolt af mig. Hun kan alt og vil alt. Jeg halser efter hende og hendes eventyrlyst. Men med alle de udfordringer der har hørt med, vil jeg sgu nok sige at jeg har gjort det godt. Der er helt klart øjeblikke hvor jeg ikke synes jeg er den ideelle mor – men hvad er også det? Jeg er en ægte mor, en der både kommer til at råbe højt og blive irriteret, men også en der krammer og elsker så det kan mærkes.

Kære mors skat, kæmpe stort tillykke med din 2-års fødselsdag – alverdens ord eller blogindlæg kan ikke beskrive hvor meget jeg elsker dig.

0993_gallery_ib_spang_olsen-l

Pårørende mor #3

Gårsdagens indlæg om at de følelser og tanker der har strømmet igennem mig den seneste tid, blev taget virkelig godt imod. TAK! Heldigvis var dagen igår og dagen i dag ret gode og nærmest almindelige. Så måske det begynder at gå den rigtige vej?

Forleden læste jeg en gammel artikel fra Politiken om det at være pårørende, hvor generalsekretæren fra Bedre Psykiatri siger følgende: »Som pårørende bliver du stillet over for en enorm opgave, som ingen ønsker sig på forhånd. Du er på 24 timer i døgnet. Hele tiden lurer bekymringen i baghovedet om, hvordan det nu skal gå. Når den syge har det godt, er den pårørende også ovenpå. Men dagen efter kan det se helt sort ud igen. Det er komplet uforudsigeligt og opslidende. Livet som pårørende er som at tage en tur i en karrusel, der aldrig stopper« Selvom min karruseltur heldigvis stopper i årelange perioder, kan jeg sagtens nikke genkendende til betragtningen. Især bekymringen i baghovedet – det er umuligt at slappe af hundrede procent, og det bliver man altså drænet af.

Jeg har lavet en lille liste med idéer, tanker og råd til karruselturen. Det er selvfølgelig bare ting der har virket for mig, men deles det skal de:

  • Sig pyt til alt det du kan sige pyt til. Rene gulve, hjemmelavet aftensmad, sammenlagt tøj på rette plads, vent med alt hvad der er overflødigt. Og lad være med at slå dig selv i hovedet med det du ikke når.
  • Få hjælp! Der er sikkert mange der gerne vil hjælpe, hvis bare du fortæller hvordan omstændighederne er. Sig JA til dem der tilbyder at vaske tøj, holde dig i hånden, skuldre du kan græde på og gryder med mad
  • SNAK! I forbindelse med punktet herovre – det er altså meget lettere at få hjælp og ikke føle sig alene, hvis du prøver at tale med folk. Det er svært at tage hul på, men det føles så meget bedre når du har gjort det og du vil føle dig mindre ensom
  • Pas på dig selv – du er hverken til hjælp eller støtte, hvis du ikke selv får spist, sovet eller slappet af. Det er vigtigt at du ikke glemmer dig selv
  • Kom ud og hver dig selv. Mærkeligt nok er det så dejligt for mig at være i studie – dels fordi det ikke er alle der kender mig så godt og dels fordi jeg kan være en anden version af mig selv og kan bruge mig selv på en anden måde
  • Snak med andre der har det ligesom dig. Jeg har meldt mig ind i en pårørende gruppe hos SIND – jeg tror virkelig det er godt at opleve en form for samhørighed med andre “lidelsesfæller”
  • Sig fra – nogle gange har jeg været nødt til at sige til min mand at jeg kan klare at holde vores liv sammen, jeg kan klare rammerne om vores familie, men jeg kan ikke deltage i alt hvad der har med sygdommen at gøre
  • Sidst, men ikke mindst og noget som jeg fortæller mig selv hver dag, og som jeg ved fordi jeg har prøvet det før er at “det skal nok gå! og det skal nok blive bedre”. 

Tror faktisk at disse råd med lethed kunne oversættes til at passe på andre livskriser. Håber i hvert fald at de vil blive taget godt imod.

Pårørende-mor #2

Den seneste uge har min mand haft et form for tilbagefald til noget sygdom der snart ligger 2 år tilbage. Det er hårdt. Jeg har før skrevet om at han har været syg i sindet. Det her tilbagefald er ikke helt så slemt som tidligere, men sådan noget er jo aldrig nemt. Kombinationen af min opstart på sidste semester af uddannelse, at jeg er gravid i 4. måned og at vi har en (lige om lidt) 2-årig med en masse krudt gør det næsten uoverskueligt. Synes vi har rigeligt at se til under normale omstændigheder.

Fordi jeg selv tidligere har savnet at læse noget om mennesker der er i situationer der minder om min og fordi jeg ikke bryder mig om tabuer tager jeg altså bladet fra munden og skriver alt det jeg kan og orker om det. Det her blogindlæg er lavet på baggrund af lomme-noter fra en dag hvor jeg gik på gaden og gjorde mit bedste for ikke at bryde sammen:

Du får det værre og værre. Lige mellem hænderne på mig. Jeg kan ikke nå ind til dig og du kan ikke høre alt hvad jeg siger.
Min vejrtrækning bliver hurtigere og hurtigere. Følelsen af at drukne og følelsen af at få mavepusterer blander sig og bliver til en. Det er ikke rart at være inde i mig. Jeg har lyst til at stikke af. Jeg har lyst til at smide mig ned og tude. Var det bedre at være alene? Jeg føler mig allerede helt alene. Jeg ved ikke hvem jeg skal snakke med, hvem jeg skal kontakte. Vil der ikke nok komme nogle voksne?
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Så jeg bliver ved med at skubbe den tomme klapvogn foran mig. Jeg skal op og hente vores datter. Hun og det at være hendes mor er det rigtigste der er. Hvis det ikke var for hende og babyen i maven, ville det hele faktisk være meget sværere. Børn har meget at skulle sige, børn har på en måde meget magt. “Find roen. Træk vejret” – For deres skyld. Det bliver jeg ved med at messe for mig selv. 

Da jeg var ung. Teenager. Havde jeg en t-shirt, hvor jeg selv havde skrevet “Normal people scare me”. I dag ved jeg sgu ikke hvad der er normalt. Om noget i virkeligheden er normalt. Til gengæld er jeg ved at brække mig over folk der ser lykkelige ud. Lykkelige mennesker uden problemer. Jeg prøver at fortælle mig selv at alle har jo deres. Ingen har det nemt hele tiden. Men hvor mange af mødrene på legepladsen er udover at være mor til en vildbasse, gravid og har en mand der måske falder fra hinanden derhjemme? Jeg ved ikke om jeg egentlig har ondt af mig selv. Jeg er bare vred. Og vreden rammer alle mulige og ingen specifikke – egentlig bare alle dem der har det lettere end mig. Jeg er vred over min situation. 

Heldigvis går det allerede meget bedre – det er op og ned. Men det går den rigtige vej.

Kontrol-mor

Nu hvor katten er ude af sækken, og jeg har afsløret at vi får en lillebror/søster i 2017, kan jeg bedre udgive dette blogindlæg. I den seneste tid har jeg tænkt meget over trangen til at kontrollere eget liv, og det at vi skal vide det hele.

Hvor meget skal vi egentligt vide? Hvor meget skal vi time? Hvor meget skal vi kontrollere?

Da vi planlagde lillebror/søster, gjorde jeg brug af ægløsningstest. Jeg skulle hjem til en veninde og drikke rødvin, og jeg vidste at det muligvis ville være sidste gang jeg skulle noget i den dur. Så jeg smækkede 2 flasker vin på båndet, en pose chips og en æske med ægløsningstests. Det føltes på en gang stort og en lille smule latterligt. Nu var det snart virkelighed, men det var også planlagt ned til nærmest mindste detalje, og selvom man jo i den grad kan sige at lillebror/søster bliver et ønskebarn, er der ikke meget romantik over timing og tilrettelæggelse.

I denne graviditet er jeg blevet medlem af en terminsgruppe på facebook, og det er egentlig ret hyggeligt. For bortset fra den, kvalme og træthed fylder graviditeten ikke særlig meget. Ikke i forhold til hvad den gjorde sidst. Dengang var den jo alt-omfavnende. Men i denne terminsgruppe har jeg opdaget at rigtig mange af mine medsammensvorne gør brug af Angelsound – en hjertelydsmonitor. Med sådan en lille maskine, kan du lytte til din ufødte babys hjertelyd og bevægelser. Mange bruger dem i slutningen af første trimester og ind i andet, altså før du kan mærke baby. Man gør det jo selvfølgelig for tryghedens skyld. For at være sikker på at der ér et lille hjerte der banker og en lille baby der mosler derudaf. Jeg kan sagtens forstå at man i visse situationer, føler sig nødsaget til at have sådan et apparat – hvis man har mistet og lignende. Men på den anden side, tror jeg at vi med alle de gadgets vi har adgang til, nogle gange glemmer at mærke efter, eller bare være i det og stole på at kroppen kan det den skal og endelig tror jeg ikke det er sundt at ligge og scanne i tide og utide.

Ligeledes er der flere gravide der vælger ekstra scanninger, som de selv betaler. Igen forstår jeg virkelig godt at der kan være nogle omstændigheder der gør at man har brug for at se guldklumpen mere eller på andre tidspunkter end det offentlige tilbyder. Dog har jeg opdaget en tendens, hvor gravide selv betaler en såkaldt “kønsscanning”. Flere klinikker tilbyder det de kalder “kønsgaranti” fra uge 14. De gange jeg er stødt på kvinder der vælger dette, handler det udelukkende om at finde ud af om man får en dreng eller en pige. For så kan indkøbene rigtig begynde. I min bog er der egentlig ikke stor forskel på det at få en dreng og en pige. Jeg tror på at det meste handler om personlighed, og endelig mener jeg jo at drenge/pige-udstyr lidt er noget pjat. Babyen er i hvert fald helt ligeglad. Desuden burde der være rigelig tid til at shoppe udstyr fra uge 20 (hvor det offentlige tilbyder misdannelsesscanningen, hvor man normalt også vil kunne se køn) og så til termin. De her ekstra scanninger er interessante fordi de viser at forbrugsfesten i høj grad lever i bedste velgående – at man ikke kan vente 6 uger med at komme ud og købe lyserødt er mig en gåde! Samtidig viser det også den stigende tendens til at tage/få alt den kontrol og viden man kan få. Hvorfor ikke tage det stille og roligt? For at være lidt hippie-agtig, mærk efter i kroppen i stedet for at storforbruge gadgets og scanninger. Jeg tror sgu ikke det andet er sundt for noget som helst.

Der hersker jo ingen tvivl om at vi lever i et videnssamfund. Har du spørgsmål til noget, eller er der noget du gerne vil vide noget om, er svaret aldrig mere end et klik og en google søgning væk. At det så ikke altid er de rigtige svar du finder, er en hel anden historie. Som gravid bliver vi tilbudt en masse scanninger og undersøgelser der skal være med til at fastlægge at dit barn er så “normalt” som muligt. I min første graviditet snakkede min svigermor og jeg om det. Jeg var så nervøs inden de to scanninger og hun sagde at da hun ventede sine tre børn, var det ikke faldet hende ind at bekymre sig. For hvorfor skulle der være noget at bekymre sig for? Det var så også i en tid, hvor man ikke blevet scannet og muligheden for at købe sig til flere undersøgelser var der i hvert fald slet ikke. Måske giver alle de her tilbud og mulighed de gravide mere dårlige nerver, end hvad godt er? Det tror jeg er rigtigt. For tænk at ligge der med sin hjemme-hjertelyds-måler og ikke kunne finde lyden – så går man sgu da i panik. Jeg tror det er en god idé at forsøge at minde sig selv om at kvinder sådan set har født børn, siden tidernes morgen og i de fleste tilfælde går det godt. Mine hormoner synes heller ikke altid det er det letteste – men for baby og ens egen skyld, tror jeg det er godt hvis man kan finde ro.

Om mor her #3

Der kommer flere og flere “ukendte” læsere til (hvilket gør mig så glad og taknemmelig) og derfor vil jeg lige skrive et lille indlæg der handler lidt om mig. Hvem ved, måske folk der kender mig også kan blive overraskede over nogle af punkterne.

  • Jeg læser på mit sidste semester af læreruddannelsen. En uddannelse jeg faktisk har været i tvivl om siden jeg satte mine fødder her første gang. Men jeg har godt kunne lide undervisningen og forventer at bygge noget ovenpå og skabe mig min egen vej
  • Ambitiøs og doven – to ord der ikke rigtig hænger sammen. Men i virkeligheden to ord der beskriver mig godt. Jeg kan få enormt meget for hånden og vil rigtig mange ting med livet, samtidig kan jeg fandeme også bing-watche serier så jeg skammer mig
  • Jeg blev holdt meget udenfor i folkeskolen og følelsen af at stå uden for, vil altid være med mig
  • Min datter er uden tvivl min største bedrift og jeg er skide stolt af hende. Jeg har svært ved at forestille mig at noget skal overgå det
  • Jeg er højlydt, storsnakkende, højt-grinene og nogle gange fylder jeg nok lidt for meget i et selskab
  • Det værste jeg ved i verden er uretfærdighed. Det gælder både småt og stort. Mine forældre har altid sagt at jeg har en virkelig veludviklet retfærdighedssans
  • Jeg har en svaghed for vrede damer der laver rock musik. Min musiksmag har ikke ændret sig ret meget siden jeg var 14
  • Mit humør kan virkelig svinge som et pendul – jeg har let til de helt store følelser og det kan hurtigt skifte. Sådan har det altid været og jeg har næsten altid følelserne uden på tøjet
  • Jeg synes det er svært at “blive” voksen – ikke desto mindre kan jeg mærke at det sker sådan lidt as we go. Sommetider kan jeg godt tænke “hvornår kommer de rigtige voksne?” 
  • Mor her bliver snart mor til 2 – noget man nok kommer til at læse mere om på bloggen og som skubber til den der voksenlivs følelse

 

Mor-udfordringer

Indlægget her kunne have mange titler, jeg opererede lidt med noget om lykke. Eller mangel på samme. For gør moderskabet lykkelig eller ulykkelig? Nogle mener at livet først giver mening når du får børn, andre føler at de var mere lykkelige før børnene.

De sidste par måneder har man kunne høre mere og mere, og læse mere og mere om det faktum at det at være mor langt fra er en dans på roser. Nogle fortæller at de er i tvivl, andre om at de elsker deres barn, men ikke det at være mor, ganske få fortæller at de har fortrudt. Jeg er dybt imponeret over disse kvinders mod.

Verden har på mange punkter ændret sig meget, siden jeg selv for knap 27 år kom til verden. I virkeligheden er det jo ikke ret mange år, men så alligevel. Af flere omgange har jeg snakket med både min mor og min svigermor om det at være mor i vores samtid. Min mor sagde noget i stil med: “at det da måtte være svært at det var noget alle mennesker har en holdning til” – hun mente ikke at det fyldte helt så meget i verden at nogle var mødre dengang, i slutfirserne/start halvfemserne. I dag, synes jeg at det kan føles meget svært at gøre noget som helst rigtigt, eksemplet med sammensovning er godt – for sover du sammen med dit barn er du en hønemor der er for knyttet til dit barn og gør du det ikke, giver du ikke dit barn den nødvendige tryghed og kærlighed. Det kommer an på brillerne der kigger på det. Men kritikken er “nem at finde”. Samtidig med at du skal træffe alle de rigtige beslutninger, skal du jo være glad mens du gør det.
Min egen mor er temmelig kølig og siger: “det er da pissehamrende hårdt at have et lille barn” – ikke så meget pis eller dårlig samvittighed. Vi gør jo hvad vi kan.

Og ja, det er hårdt. Det synes jeg faktisk. I nogle perioder mere end andre. Lige nu, er jeg inde i en periode hvor det er hårdt på en ny måde, en måde som jeg ikke har oplevet før. Det er ikke så meget selve det at være mor der er det hårde. Jeg har styr på rutinerne og fornemmer bestemt at mit barn har det godt. Personligt har jeg ingenlunde fortrudt at blive mor, det har bygget en ekstra dimension ovenpå mit liv og jeg ville ikke være det eller min datter foruden. Det er der slet ingen tvivl om. Men det betyder ikke at det bare er lutter lagkage, lyserøde skyer og sommerfugle. Det er også svært. På mange måder og på forskellige måder.

Det er egentlig mere det udenom moderskabet jeg synes der er svært. Det er som om det først nu rigtigt går op for mig, hvor meget det har ændret mit liv at blive mor. Det genkendelige liv fra før. Det at blive mor som 24-årig var i virkeligheden en brat overgang til det “rigtige” voksenliv. Starten af mine tyvere handlede meget om at drikke store øl på værtshus og at ses og måske også identificere mig meget med mine veninder. Vi har set hinanden på alle mulige skæve tidspunkter, da vi allesammen er studerende og derfor oplever undervisnings-fri på hverdagsformiddage – på den måde bliver man en meget stor del af hinandens (hverdags) liv og man kender til hinandens gøren og laden.

Af gode grunde ved jeg ikke ret meget om hvordan det er blive mor når man er i 30’erne. Men jeg tænker det må føles lidt anerledes, fordi man i større omfang er vant til at have en 8-16 hverdag og ikke kan smide alverdens venindedates ind i den. Det er ren gætteri, men sådan forestiller jeg mig det.

I min barsel mærkede jeg ikke meget til hvordan mit (sociale) liv havde ændret sig. De fleste af mine veninder studerede endnu og derfor var der stadig tid til kaffe i hverdagen og mange veninder var søde til at lufte barnevognen med mig. Men nu her, et år efter min barsel sluttede kan jeg godt mærke at der er sket noget. Der tikker ikke ligeså mange SMS’er ind på telefonen og jeg ser færre mennesker og også mindre frekvent end for et år siden.

For et par uger siden, til sidst i min sommerferie affødte det en form for ensomhed. Mit liv vendte på en tallerken den dag jeg stod med min datter i armene, og det kan helt sikkert ikke være anerledes. Men behovet for social kontakt er ikke ophørt og jeg kan stadig virkelig have brug for at føle mig som en del af venindeflokken, eller som en folk gerne vil se. Måske har jeg sagt nej til for mange arrangementer, eller måske har jeg snakket for meget om mit barn – jeg ved det ikke – jeg kan ikke huske det. (Fri)tiden er helt klart ikke det samme som før, men det betyder ikke at jeg ikke savner det, og stadig har prøver at justere hist og her for at få den “nye” virkelighed til at hænge sammen.

I virkeligheden tror jeg ikke det kan være anerledes. Om lidt skal jeg ud og have et rigtigt voksenjob, så tiden bliver kun mere knap. Men jeg vil tænke tilbage på starten af 20’erne som noget rigtig sjovt og dejligt – voksenlivet kom hurtigt, men det valgte jeg selv og jeg ville ikke vælge anerledes i dag. Det handler måske mest om tilvænning. Og så om at have “honningdepoter”, som min far kalder det. At gøre lige det man har allermest lyst til og brug for. Engang i mellem. I sidste uge hjalp det mig meget at tage en halv spontan tur til Odense og se en veninde jeg ikke har set i lang tid, og bare have tid til at snakke. Honningdepoterne og venindetiden bliver mindre, men de er der, og de giver mig fornyet energi.

– (Veninde/unge/savne) Mor her

 

 

 

By-mor?

Her i løbet af sommeren har min mand og jeg gået med overvejelserne omkring hvor vores lille familie skal bo. Jeg er (forhåbentlig) færdig med min uddannelse til januar og derefter har vi en lidt anden slags penge at leve og bo for end vi har nu, og vi får ligeså stille brug for mere plads.

I al den tid vi har boet sammen, og faktisk også før vi flyttede sammen, har vi boet på Nørrebro. I mine øjne den bedste af alle broerne og indtil for nylig har jeg virkelig ikke kunne forestille mig at bo noget andet sted. Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned om mangfoldighed, gode legepladser, barnevognsture på Assistensen, verdens BEDSTE vuggestue, at bo lige rundt om hjørnet fra flere veninder, hvordan Nørrebrogade kan føles som et fremmet land når solen rigtig skinner, sammenhold, unikke butikker, storbyliv og alt det jeg elsker. Men egentlig er Nørrebro bare hjem for mig. Jeg er kommet her siden mine spæde teenage-år, først i Ungeren på Jagtvej og siden alle mulige andre steder. Jeg ved hvor alting ligger, jeg ville aldrig kunne fare vild her. Jeg hilser på de samme mennesker hver dag og jeg elsker det lille skøre samfund vi har her. 2200 er mit hjem og Nørrebro har mit hjerte.

Men, vi skal snart bo i noget større. Og noget større er dyrt. Især her. Jeg går tit forbi ejendomsmæglerene på Jagtvej, og det er soleklart at man ikke får meget lejlighed for sine penge. De fleste små andelslejligheder er langt oppe i millionklassen. Og med andelslejligheder følger der som bekendt altid et beløb til boligydelse. Hvis du ønsker dig mere end 3 værelser på Nørrebro skal du i hvert fald finde 3 millioner, og vi er ikke den bydel, hvor det er værst. Det er jo helt hul i hovedet! Boligmarkedet i København er ved at stikke helt af.

I overvejelserne omkring hvor vi skal bo, ligger også hvilket liv vi ønsker for vores familie. Vi har ikke lyst til at sidde så dyrt, at vi er nødt til at knokle for at tjene til huslejen – selvfølgelig skal vi arbejde, men der SKAL være tid til at være en familie. Det bliver mere og mere klart for mig, at for at få råd til at kunne holde fri, er vi måske på vej ud af byen.

Priserne på boliger i byen, er ved at jage helt almindelige mennesker væk. Vi, en akademiker og en skolelærer med lyst til en lidt fritid engang i mellem, er i tvivl om det kan lade sig gøre at finde noget vi har råd til. Det er forrykt. Noget af det jeg elsker allermest ved at bo i byen, og især på Nørrebro, er at vi der bor her er så forskellige, men vi er enige om at vi skal bo her allesammen og at alle har lov at være her. Men snart har ingen råd, især ikke dem der er på vej ind på boligmarkedet. Jeg er seriøst bekymret for at København om få år vil minde om London, hvor ingen almindelige mennesker har råd til at bo. Dét er faktisk slet ikke det der er byens ånd.

hjerte

Her på Nørrebro har vi et mindesmærke – Bjørn Nørgaard lavede i 2010 “farvel til våbene”, som ses her på billedet. I daglig tale hedder det dog bare Nørrebros hjerte. På betonsoklen står der “Vi vil leve sammen” på en helt masse forskellige sprog. Nørgaard selv skriver “Verden skal være åben og mangfoldig, der skal være plads til den enkelte, til forskelligheder, til en rigdom og sprog, religion og kulturer, men det skal være en mangfoldighed i en fælles verden” –  noget jeg er meget enig i, og som virkelig er det mit Nørrebro står for. Og derfor kan jeg faktisk ikke holde ud, at det nogensinde skulle blive anerledes.

Morskab

Moderskabet er en forunderlig og foranderlig størrelse. Selvom jeg er den samme som før, ændrer det at være mor sig hele tiden, for barnet udvikler sig hele tiden. Der er således forskel på tanker/gøremål/lege etc., nærmest fra måned til måned.

Derfor har jeg lavet en lille liste om det at være mor til en på knap to:

  • du kan ikke se en gravko uden at tænke: “GRAVKO!!” Det samme gælder flyvemaskiner, kraner, lastbiler, helikoptere osv..
  • sølv er tale, tavshed er guld. Dine ører er nogle gange ved at falde af
  • for meget stilhed er farligt. Det betyder f.eks. tush på gulvet/i håret/på væggen/
  • du ved hvornår nogen er trætte, før de selv vil indrømme det
  • du kan blive helt nervøs for fremtiden, når du tænker på den stædighed, selvstændighed og viljestyrke der allerede bliver lagt for dagen
  • flere gange om dagen må du smile små-undskyldende til fremmede, fordi barnet kommenterer deres every move, eller kalder dem for en dame (selvom vedkommende er en stor mand)
  • frygter du hvad der bliver det næste barnet finder på at sige
  • er toiletbesøg alene en KÆMPE luksus. I anden række kommer toiletbesøg hvor alting ikke bliver kommenteret
  • du griner heldigvis meget.. For få er så sjove som en på næsten 2

 

Ferie-mor

En “lille” hilsen fra ferielandet. Som så mange andre er vi også draget på ferie – og det der med sommerferien har jeg været spændt på. Sommerferie med barn kræver mange praktiske overvejelser – V I R K E L I G mange. Og så er der jo alle bekymringerne.

Men som sagt, sommerferie. Vi har tre ugers ferie sammen. Vi er netop gået ind i den tredje. De to første uger var vi i sommerhus, først en uge alene og så en uge med mine forældre. Denne, den tredje uge, bruger vi i en lille hyggelig by uden for Berlin med barnets farmor og farfar. Den her sommerferie er altså all about bedsteforældre-tid. Det kan sikkert lyde ret intenst for nogle. Men det har i den grad vist sig at være en rigtig god idé. Hjemme i hverdagen har vi ikke specielt meget intenst bedsteforældre-samvær, så der bliver i den grad fyldt på den konto her i ferien. En anden konto der også lades op i bedsteforældrenes selskab er søvnkontoen – nu er vi nemlig flere til at stå op klokken tidligt, og hvis man har lyst kan man hvile sig mens nogle andre leger med barnet. Brilliant!

Jeg bliver altid lidt stresset i forbindelse med at skulle rejse, jeg er ikke overdrevet god til mange skift, og jeg fornemmer at det kun er blevet værre af at være blevet nogens mor. Derfor har denne her ferieform været ret ideel – i første omgang skulle vi ikke ret langt væk, vi har haft base det samme sted i længere tid af gangen og så videre. Men det betyder jo desværre ikke at bekymringerne udebliver.

For hvad nu hvis det hele blev for kedeligt? Før vi fik barn rejste vi meget på storbyferie, hvor man kunne træde lige ud af døren og opleve alt muligt. Ville barnet føle sig underholdt nok? Havde vi nu pakket legetøj/tøj og underholdning nok? Og hvad nu hvis det regnede hele tiden?

Indtil videre har det ikke været kedeligt. Men der har heller ikke været den vilde gang i gaden. Og ja, det har regnet meget i sommerhusland. Når det så er sagt, har der været så mange gode ting. Jeg er virkelig blevet opmærksom på hvor meget børn, eller i hvert fald mit barn, kan få ud af ikke ret meget.
Vi har plukket blomster, set en masse (for by-barnet hidtil ukendte) dyr, f.eks. dådyr, en grævling, men også mange larver, biller og sommerfugle. På stranden har vi set og leget med sand, vand og tang og barnet har lært hvad blæretang er – at moren i den forbindelse også blev klogere snakker vi selvfølgelig ikke om. Vi har cyklet, spist is, set Ramasjang, læst bøger, tegnet, leget med alt hvad man kan finde i skufferne i en sommerhus-kommode. Vi har moret os over det høje “PLUMP” der kommer når man smider en sten i vandet. Kort sagt, verden er stor. Også i Vestjylland. Det hele behøver ikke nødvendigvis være så skide fancy. I hvert fald ikke endnu, og det nyder jeg.

Nu har vi så brugt to dage i en lille tysk by. Her er stille, så vi har udforsket byen, spist på fiskerestaurant og været ude og sejle. Desuden har der været en masse tid til at lege med farmor og farfar, og intet gør mig mere lykkelig end at høre min datter skraldgrine fordi hendes bedsteforældre har fundet på noget sjovt. Hun har det som blommen i et æg på den her ferie, og jeg kan virkelig mærke hvor mange mennesker der elsker hende.

I morgen er det dog endelig tid til at der skal ske lidt mere. Vi ind til Berlin, en af mine yndlingsbyer og selvom det ikke er uden bekymringer (vil barnet sove lur i klapvognen? Kan vi overhovedet nå at se noget som helst med en meget selvstændig pige, der helst vil det hele selv? Bliver det for varmt? Etc etc), glæder jeg mig alligevel, for det skal nok blive sjovt, godt og spændende – det har den her ferie lært mig. Og hvis det ikke går, er vi flere til at tage os af barnet. Det er i sandhed fantastisk.

Jeg bruger generelt alt for meget tid på bekymringer der slet ikke når at blive til noget. Den her sommerferie har virkelig lært mig at “ja-hatten” slet ikke er så dum. For det hele skal jo nok gå og det er faktisk slet ikke så svært at rejse med en knap 2-årig.

– (Bekymrede) (Ferie)Mor her

Princip mor #2

Det her blogindlæg har jeg tænkt på i flere måneder. Flere gange er tankerne omkring det blusset op, og igen de seneste par dage. Det skal handle om børn på de sociale medier. Mine tanker omkring det har fået fornyet styrke af den debat der  foregår i kommentarfeltet hos Mette Marie. Hun har medvirket i en artikel for Berlingske og senere også medvirken i Godmorgen Danmark.

Mette Marie har en Danmarks største “mommy-blogs”, og startede ud med at vise mange billeder af sine tvillinger på bloggen og instagram. Men nu har hun skiftet mening. Fra nu af fotograferes børnene kun bagfra. Hendes beslutning om denne ændring har skabt stor debat i kommentarfeltet på hendes blog og jeg har været med i debatten. For som den skarpe læser af min blog nok har opdaget – er Mor her en blog om at være mor, men ikke om min datter, som sådan. Jeg har hele tiden haft det sådan at de to ting umiddelbart godt kan skilles ad.

Jeg er i kraft af mine 26 år, vokset op med sociale medier og digitalisering. Jeg fik min første mobiltelefon som 10-årig, min første Arto-profil som 13-årig. Jeg husker også hvordan jeg før det, havde “for-sjov profiler” på diverse datingsider og chatfora sammen med veninder. Når vi gik hjem efter skole sad vi og chattede for sjov og foregav at være nogle andre end de bøjle-befængte tweens vi var. I min tid som Arto-bruger oplevede jeg at være en del af en gruppe der var “Arto-kendte” – vi var en “kendt” del af en subkultur der blomstrede op i Danmark i mine teenage-år. Jeg oplevede at blive genkendt på gaden. Jeg oplevede at folk gerne ville snakke med mig, give øl og mad, for jeg var jo “hende der fra Arto”. Lad mig bare sige, det gjorde ikke noget godt for mig at få den opmærksomhed. I min folkeskoletid havde jeg en lang periode hvor jeg blev holdt grusomt udenfor og følte mig mobbet. At gå derfra og så til at blive en der blev genkendt, og en som nogle ligefrem så op til, kunne jeg som 15-16-årig slet ikke håndtere. Det steg mig totalt til hovedet og i den forbindelse kunne jeg godt finde på at udnytte det og bruge det på en ikke særlig hensigtsmæssig måde. Det har jeg det faktisk dårligt med idag.

Blandt andet derfor, har jeg en virkelig skarp holdning til at have min datter på de sociale medier. Jeg ved godt at bare fordi jeg ligger et par billeder af min datter på min private Facebook-side, Instagram, eller på min lille blog her, betyder det ikke nødvendigvis at hun bliver kendt eller kommer til at opføre sig som sin mor. Men jeg kender til bagsiden af alt det der sociale-medie behov og forbrug.

Derudover handler det for mig også om at give min datter et frit valg. Jeg har læst mange forskellige kommentarer omkring det her emne. Nogle fra store børn, der skriver at de nærmest ville blive kede af det, eller ikke føle at deres forældre holdt nok af dem, hvis de ikke var en del af deres sociale-medie liv. Argumentet at man skal følge med tiden, og at det her jo er den virkelighed vores børn vokser op i – dét har jeg også hørt. Og jeg kan sagtens forstå begge synspunkter – det er bare ikke sådan jeg har det. Jeg vil hellere have at min datter bliver vred på mig, eller ked af at jeg ikke har “givet hende en identitet” på de sociale medier i vuggegave, end jeg ønsker det modsatte. For jeg har også hørt historier om børn der føler det grænseoverskridende at deres forældre deler deres liv. Af de to onder, ved jeg godt hvad jeg foretrækker. Og ja, så kan det være at jeg en dag bliver nødt til at forklare min datter at det var ud af kærlighed og respekt for hende, at hun er den eneste i klassen der ikke allerede findes på det store internet.
Endeligt, har jeg hørt uhyggelig historier om hvordan delte facebook billeder bliver brugt som reklamer i andre lande. Vi ved faktisk ikke hvor billederne ender.
Selvom at de sociale medier efterhånden har eksisteret hele mit teenage- og voksenliv, synes jeg stadig det er en lidt ny ting, som vi ikke kender enden på endnu. Derfor har jeg, som den forsigtig-Per jeg er, brug for at fare lidt med lempe.

Paradoksalt nok, blogger jeg jo om vores liv og smider alt muligt ud i cyperspace. Men jeg prøver alt hvad jeg kan at holde mig på min egen banehalvdel. Den har jeg nemlig bruset ud med før.

– (Princip) Mor her