Du ved at du er mor, når…

Man kan vel næsten kalde det en gammel traver i mor-blog-land – ikke desto mindre vil jeg også være med. Jeg har tidligere lavet en liste der minder om denne her, men kære læser, her kommer den…
Du ved du er mor, når:

  • Det at sove til klokken 8 er forbundet med en kæmpe luksus #ifyoulovesomebodyletthemsleep
  • Du er helt stolt af at have lavet og overholdt en madplan en helt måned
  • den romantiske get-away du er på med barnets far, ender ud i restaurantbesøg klokken 17, at I falder i søvn klokken 22 og vågner klokken 7 – helt stressede over ikke at kunne sove mere
  • Du faktisk synes at barselsknolden er en helt flot frisure

2016-11-25-15-57-42

  • du ingen problemer har med at fjerne andres bussemænd (dog mest barnets 😀 )
  • din tunge er lige ved at gå midt over, fordi du må bide dig så hårdt i den for ikke at sige noget skrapt/upassende/fornærmende når folk uden børn siger de er trætte eller har travlt
  • du har snot på ærmet
  • de fleste nyheder er nogle du undgår – jeg kan simpelthen ikke tåle at læse om hvor ond verden kan være #denial
  • du glemmer hele verdenen omkring dig/du ikke føler sult/træthed/ondt i ryggen eller noget som helst andet, fordi barnet har høj feber og skal til lægevagten
  • alt vasketøjet aldrig når at blive lagt på plads. Ikea-posen holder <3
  • du nærmest har tårer i øjnene og har lyst til at dele barnets første perleplade med hele verden (og faktisk også gør det 😉 )

2016-11-25-16-05-09

Den tunge rygsæk

Som den opmærksomme læser sikkert har bidt mærke i, fylder mit bachelorprojekt en del i de her dage. Det skal afleveres d. 14. december og det er der snart kun en måned til. Noget der er lidt svært at forholde sig til. Ligeledes at der snart kun er to måneder til at jeg forhåbentlig er færdig med min uddannelse. Jeg forstår det ikke helt. Målet er nær.

På DR kører der for tiden en programserie der hedder Mig og Klassen – kort sagt handler den om forskellige kendte danskere der tager tilbage til deres gamle skole, mødes med gamle klassekammerater og tager et blik på hvem de var og hvilken betydning deres “skole-jeg” har haft for deres liv og deres person efterfølgende. Jeg har set nogle af dem – og de er ikke alle lige gode. Det er ikke alle kendisserne jeg kan forholde mig til, men idéen om at blive “konfronteret” med sit skole-jeg og tankerne om hvad det har betydet for ens fremtid synes jeg er virkelig interessant.

I programmet er der to eksperter med, Helle Bjerg der er forsker i skole udvikling og psykologen Margrethe Brun Hansen. I et af programmerne snakker de blandt andet om det der med “hvem man var i klassen”, eller hvilken rolle man havde. Der er 12-tals pigen, det dårlige selskab, klassens klovn og så videre. Margrethe Brun Hansen har en virkelig god pointe undervejs. Hun snakker om hvordan ens skolegang kommer til at have kolosalt stor påvirkning på hele ens liv. Nogle mennesker bruger hele deres efterfølgende liv på at flygte fra det mærkat de fik i skolen. Nogle mennesker vi forevigt føle sig som klassens klovn – fordi i de 10 år man går i folkeskole, nemt kan blive fastholdt i den samme rolle. Det er oftest de samme klassekammerater man har hele perioden og derfor er rollen så svær at slippe af med.
Hendes ord ramte mig benhårdt. Lige i mellem øjnene.

En lidt genert, 1. skoledags pige.

En lidt genert, 1. skoledags pige

I min folkeskoletid tænker jeg at jeg dog havde forskellige kasketter. Som nyt skolebarn var jeg ret glad for at gå i skole. Men jeg havde et iltert temperament og hvis drengene drillede var jeg ikke bange for at både slå og sparke tilbage. Omkring 5.-6. klasse havde jeg et par år hvor jeg følte mig meget alene i skolen, tit græd og var meget følsom.
De sidste år af skolen var jeg vist mest en rod – jeg havde i hvert fald travlt med alt muligt andet end at gå i skole – og i skoletiden handlede det mest om at ryge smøger i smug, eller snakke med sidemanden. Skolen var for mig kun et socialt fællesskab.

Fælles for alle de her kasketter, eller personligheder, er en mangel – jeg har aldrig været den fagligt dygtige elev. Jeg har aldrig været 12-tals pigen. Jeg har altid fået at vide at jeg var kvik og i starten af mine folkeskolekarriere tror jeg egentlig også at det meste kom nemt til mig. Men jeg satte alt ind på at at være en del af et fællesskab og jeg var hunderæd for nogensinde at skulle føle mig holdt udenfor igen.

Da jeg kom i gymnasiet havde jeg nogle ekstremt turbulente år (det er en lang historie, som vi må tage i et eller flere blogindlæg). Jeg lavede en masse dumme ting, småkriminelle ting, røg for meget hash, drak klart alt for meget og kom ud i nogle dumme problemer. Igen kom skolearbejdet til at ligge meget langt nede på prioriteringslisten og denne her gang fik det benhårde følger. Jeg kom med nød og næppe igennem og endte med en studenterhue. Mit karaktergennemsnit fra gymnasiet er så dårligt, at jeg aldrig har kunne få mig selv til at fortælle nogen hvad det præcist er på. Det er simpelthen for pinligt. Det pinlige tal, følelsen af ikke at være dygtig nok i skolen, eller god nok til at være en del af fællesskabet, at jeg måtte kæmpe mig igennem og følelsen af at fejle ligger altså og roder rundt i den rygsæk jeg har haft med siden. En gang i mellem eksplodere rygsækken og det hele vælter frem.

En glad student - alting til trods.

En glad student – alting til trods.

Mindreværd og tvivlen på at kunne lykkes med noget som helst har været oppe og vende i denne uge, hvor jeg har arbejdet med førnævnte bacheloropgave. De her følelser er helt klart grundlagt i skolen, og selvom jeg faktisk har klaret mig aldeles strålende på lærerseminariet, fået en masse ros, gode karakterer, anbefalinger, fået tilbudt flere jobs og pladser i diverse råd, fylder den der der satans bagage bare det meste. Den der lille stemme der bliver ved at fortælle mig at jeg ikke kan, at jeg ikke er god nok og at det hele bare har været held, den har for meget taletid. Mindre end tidligere, men stadig for meget. Måske vil den altid være en del af mig, jeg ved det ikke?

Åh, hvor vil jeg prøve at få alle siderne frem i de elever jeg skal møde. De elever der bliver mit ansvar lige om lidt.
For alle kan være dygtige og alle børn er gode nok. Som de er.

 

Mañana

I morgen er der atter en dag, siger man jo. Og heldigvis for det. I dag har bestemt været mindeværdig, men en sørgelig dag, det har det været.

Vi vågnede op til nyheden om at USA har fået en kvindehadsk, klimaproblems-ignorant, minoritetsfjendsk og ikke mindst tikkende bombe som præsident, og så startede dagen jo ligesom trist ud. Det er simpelthen ufatteligt og jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige om det. Fremtiden bliver spændende.

thumbnail_2016-11-09-14-44-46

Regnen silede ned af ruden, jeg kom lidt for sent ud af sengen, barnet ville ikke spise sin havregrød hvis hun ikke måtte sidde hos mor. Selvfølgelig må hun jo normalt det, men i dag skulle jeg hurtigt ud af døren.

Jeg skulle nemlig bruge formiddagen på at få en glukose-belastningstest. Sprintede gennem det våde og grå Nørrebro og nåede Rigshospitalet på under 10 minutter – som gravid i 3. trimester og med den morgentrafik der er omkring runddelen er det altså ganske godt klaret, vil jeg lige sige. Jeg var fremme lige tidsnok og skulle efter at have fastet i 10 timer sluge en halv liter sukker vand. På givne tidspunkt var jeg simpelthen så tørstig at jeg drak det lynhurtigt – med det resultat at jeg indkasserede en ordentlig omgang kvalme. To timer skal man sidde (stadig fastende, btw) og vente på at man kan måle resultatet. To lange timer med træthed, kvalme og ondt i hovedet. Sygeplejersken havde været flink og indskærpe over for os at vi IKKE måtte sove. At bruge formiddagen på de sociale medier var jo lige til at få en depression over, så det droppede jeg hurtigt og læste lidt i stedet. Da de to lange timer var gået fik jeg et godt resultat og forsøgte at tømme vandautomaten på Obstetrisk klinik på Rigshospitalet.

At jeg fik en mail fra en af mine undervisere om at min sidste eksamen kommer til at ligge en uge inden terminsdatoen for lillesøsters fødsel, var heller ikke med til at gøre dagen lysere. Også det bliver lige spændende nok.

Afleveringsdatoen for mit bachelorprojekt nærmer sig med hastige skridt, og det var da også meningen at den skulle have haft en over nakken i dag, men det blev vist lidt tyndt med indsatsen. Kvalme, ondt i hovedet og træthed var ret uforeneligt med at arbejde. Jeg prøver at prise mig lykkelig for det lidt jeg trods alt har fået udrettet.

Og så tænker jeg, skal vi ikke bare aftale at i dag var sådan en rigtig undtagelsestilstands-dag? Og at vi i morgen allesammen gør hvad vi kan for at gøre verden til sådan et sted vi gerne vil være? Jeg ved godt at det er en kliche, men man må jo starte med sig selv. Valgresultatet fra over there kan vi jo ikke stille noget op med, men især nu, tænker jeg over at være inkluderende, rummelig, vise mine børn den retning som jeg synes er den rigtige og at være ved andre, som jeg ønsker de er mod mig. Bedre kan en lille bitte kedelig borger fra et lille land langt mod nord vel ikke gøre det?

I øvrigt, regnen blev til solskin, min 2-årige er måske det gladeste væsen jeg kender, lillesøster i maven har det godt – det sætter nu de fleste ting lidt i perspektiv.

At blive far…

Forleden dag teasede jeg med at min mand har brygget et blogindlæg sammen til mig og selvfølgelig jer, kære læsere. Han har skrevet om sine oplevelser fra da vi i september 2014 blev forældre første gang. Jeg synes i al beskedenhed at det er fremragende og håber at I vil synes det samme. Ordet er her med givet videre: 

Elevator ned. Hen i Rigshospitalets kiosk og hente kaffe. Elevator op. Kramme, snakke, ligge i ske, ae, fjolle, grine, nusse. Elevator ned. Hen i Rigshospitalets kiosk og hente kaffe. Elevator op. Mere kramme, snakke, nusse. Elevator ned. Gentag.

36 timer senere.

Min kone får indsat ballonkateter. FUCK!

Tag lige en dyb indånding og plant fødderne på gulvet, før du googler ballonkateter. Mens du gør det, så tillad mig lige at spole historien lidt tilbage.

Min kone blev indlagt søndag formiddag d. 14 september 2014, fordi hendes fødsel skulle sættes i gang for at undgå eventuel svangerskabsforgiftning. I samme øjeblik vi fik beskeden, spurtede jeg ud af hospitalet, sprang op på min kones alt for lille cykel (jeg er 194 cm høj. Det er hun ikke) og sprintede tværs gennem Indre Nørrebro, mens mine knæ skiftedes til at banke ind i styret hvert milisekund. Konen var i uge 37. Vi var ikke forberedte. Jeg skulle hente tøj. Og jeg skulle nå over og købe bleer, inden hun fødte.

Lad mig bare røbe det nu. Jeg nåede det hele.

3 dage senere fødte hun.

Nå, men altså… Cykelturen var det dramatiske højdepunkt i de første 36 timer, for heldigvis fik jeg smidt min hjælp-det-er-nu-jeg-skal-være-far-panik ret hurtigt efter jeg kom tilbage til hospitalet. Og så skete der ikke meget andet den dag — eller den næste — end at vi måtte trodse de lidt kedelige omgivelser og udfylde ventetiden med noget hygge og ture i elevatoren til mig.

Veerne ville ikke dukke op. Babyen ville ikke ud.

Spol frem til mandag aften igen.

Min kone får indsat ballonkateter. FUCK!

Nu er jeg jo godt nok ikke udstyret med en livmoder, men det gjorde sgu stadig ondt på mig, da jordemoderen forklarede nærmere omkring ballonkateteret og hvordan det udvider livmoderhalsen. Det var så heller ikke en følelse, der blev bedre af at opleve kateteret sat op i min kone. Hun måtte have hjælp til at bevæge sig hen til sin seng. Og hjælp til at falde i søvn. Mere skal der ikke fortælles om det.

Fuck, hvor var hun sej.

Lige så ondt som ballonkateret gjorde, lige så godt blev vi behandlet af personalet. Jeg fik lov til at overnatte sammen med min kone. En sygeplejerske skubbede to senge sammen og redte op til os. Det var sgu nærvær.

Og det var omsorg.
Tak.

Jeg er formentlig ikke den eneste, der er af det indtryk, at der de sidste mange år har været alt for stort fokus på at effektivisere landets fødselsafdelinger (og offentlige hospitaler generelt). Men trods det har diverse politikere, administratortyper og andre bureaukrater heldigvis ikke fået pillet menneskeligheden ud af personalet. Oven i det var det vores held, at min kone skulle føde uden for højsæsonen (som en af sygeplejerskerne fik kaldt den travle sommerperiode). Så vi følte, at der blev taget rigtig godt hånd om os gennem hele vores ophold.

Tak endnu engang.

Og så tilbage til tirsdag formiddag.

Ballonkateteret skulle ud efter en slem nat for min kone. Vi røg over på en stue på fødegangen. Det var tid til ve-drop. Hvilken lettelse! Jeg fik lært elevatorerne endnu bedre at kende. Og 7-Eleven, der bestyrer kiosken på Riget, tjente gode penge på mig endnu en dag.

I løbet af eftermiddagen begyndte min kone endelig at få veer med jævne mellemrum, og livmoderhalsen udvidede sig langsomt. Inden hele showet startede, var jeg godt klar over, at jeg var nødt til at fokusere 100 procent på min kones behov under fødselsforløbet. Så mellem veerne agerede jeg troligt pauseklovn, hyggeonkel og massør, alt efter hvilken form for underholdning min kone havde behov for. Og når veerne ramte, gjorde jeg mit bedste for at hun kunne fokusere. Det var ligesom det, jeg kunne gøre.

Nemt.
Kein problem.
Piece of cake.
Men fucking hårdt.

Nemt, fordi jeg for det meste blot skulle være til stede og fokusere på min kones behov. Hårdt, fordi det ikke var nemt for min kone.

En epiduralblokade og adskillige ture med elevatoren senere.

Sent på aftenen beordrede min kone mig hen til stuens sofa for at hvile. Modvilligt lagde jeg mig ned.

Zzz.

Klokken rammer 1 natten til onsdag.
En fremmed kvinde vækker mig.

Dagens tredje jordemoder var mødt ind, mens jeg sov. De to tidligere havde været totalt cool. Det var den tredje så absolut også. Og nu var det tid til, at jeg skulle være med igen. Min kone havde udvidet sig meget. En time senere blev der gjort klar til, at min kone skulle presse.

Shit. Hvor gik alting bare stærkt, når jeg tænker tilbage på det. Men sådan føltes de dage absolut ikke, da jeg oplevede dem. Det var en lang, langsom, indimellem hyggelig og til tider træls march, specielt for min kone. Til gengæld er jeg stolt over, hvordan jeg klarede de dage og stolt over, hvor sej min kone var. For det var hun. Og er hun.

Sikken en oplevelse vi havde sammen.

Klokken rammer 2:20.

Tid til sidste akt. Pressefasen. Livmodermunden havde åbnet sig til ca. 10 cm og barnets hoved stod på bækkenbunden. Jeg var forberedt på, at min kone skulle på endnu mere hårdt arbejde den næste times tid eller mere. Til gengæld var jeg ikke forberedt på, at jeg skulle hjælpe til med at holde min kones ben, mens hun pressede.

Tid til at tænke hurtigt.

Til al held for jordemoderen og min kone var min hjælp-det-er-nu-jeg-skal-være-far-panik længe borte. Det var sgu bare at gribe fat. Og så ellers fokusere på at opmuntre min kone og holde øjenkontakten med hende.

En time eller mere?

No way.

20 minutter.

2:40.

Mor + Far = den dejligste datter

Vildt,

Smukt
Det
Var!

Jeg er far. Min datter fyldte 2 år for ikke så lang tid siden. Min kone er gravid igen. Vi har haft så mange fantastiske oplevelser sammen, alle tre. Og nu skal vi være fire.

Glæder mig!

Mit råd til dig, kommende førstegangs-far eller -mor? Glem dine bekymringer. Glem alt om, hvor let eller hård en fødsel lyder. Bare vær til stede, når det sker. Det er en elevator-optur du aldrig glemmer.

elevatorknap

Nesting

… Eller at bygge rede, som det hedder på dansk, er åbenbart noget man skal som gravid. I gårsdagens blogindlæg nævnte jeg at det at være gravid 2. gang er noget helt andet end første. Det bliver meget tydeligt når det kommer til det at bygge rede.

Forleden snakkede manden og jeg lidt om hvordan vi skal være her i lejligheden allesammen. Om vi skal lave noget med skillevægge, om pigerne skal dele værelse eller ej. Måske får vi tilbudt noget større inden det overhovedet bliver nødvendigt. Måske finder vi et røverkøb af et hus, måske sker der noget vi ikke kan forudse? Vi har i hvert fald besluttet at lade det være helt åbent. Det første halve år sover hun alligevel sikkert ved siden af mig i sin vugge. Og så må vi jo se på hende og vores behov. Vi ved jo endnu ikke hvad hun er for en type og det tror jeg helt sikkert har noget at sige.

Sidst jeg var gravid var det hele noget anderledes, for den gang “nestede” jeg på en hel anden måde. Der var mange ting der skulle købes ind og være klar. Vi satte en kommode i stand, hyggede os med at finde en fin farve til den, manden byggede puslebord og vi købte barnevogn og udstyr, alt muligt udstyr! Nogle af tingene troede jeg var uundværlige, fordi nogle mødre henne på Instagram havde reklameret for dem. Denne her gang ved jeg to ting:
1. At verden ikke stopper, eller at butikkerne ikke lukker fordi jeg føder. Hvis jeg opdager noget lillesøster virkelig mangler for at kunne være en glad baby, så kan det jo skaffes lynhurtigt.
2. Babyer har ikke brug for ret meget for at være tilpasse. I starten mest deres mor, en masse mælk, måske en sut (hvis de da gider sådan en), en tør ble en gang i mellem, og så skal resten sgu nok gå.

Tidligere har jeg skrevet på bloggen at jeg følger en terminsgruppe på Facebook, og noget af det sjoveste ved at gøre det, er at opleve hvor helt utroligt forskellige vi er. Nogle gange føles det mest som om det er mig der er forskellige for resten af gruppen. For jeg er slet ikke der hvor de andre er, de tager mavebilleder, køber ind, vasker og ligger på plads, bygger værelser, sætter møbler i stand, indhenter gratis babypakker med bleer og nogle er allerede begyndt at lave mad til fryseren til den første tid.

Lillesøsters tøj burde allerede ligge i en dertil indrettet og istandsat kommode – det gjorde storesøsters. Vi har ikke nået det endnu, faktisk er jeg i tvivl om vi når det. Moderen skal jo lige have sin uddannelse i hus først, det er ikke sikkert at vi når så meget andet end det, men der er vist en ledig skuffe i storesøsters kommode. Den gamle barnevogn duer endnu. Jeg håber at jeg kan amme, og så har vi en masse stofbleer fra sidst.

Vi er måske i virkelig all set – sådan så godt som vi kan blive – det kan nok godt være at vi denne gang får brug for at takke ja til at folk kommer med barselsmåltider og giver en hjælpende hånd. Men det er i virkeligheden en 3. ting jeg har lært efter jeg er blevet mor og med alt hvad vi er gået igennem. De fleste mennesker vi har i vores liv, vil gerne hjælpe. Rigtig gerne endda. Vi skal bare sige til. Og de kan faktisk også godt lide os selvom her ikke lige er blevet støvsuget. Ligesom jeg ved at sundhedsplejersken ikke melder mig til kommunen hvis jeg ikke har fået gjort rent inden hendes besøg. Det vidste jeg åbenbart ikke sidst 😉

Det. Skal. Nok. Gå!
Som en klog veninde sagde: “tror du måske ikke at det er fordi reden allerede er bygget?”

Tak, Riget

Jeg lover at det her bliver det sidste indlæg i denne omgang, hvor jeg lovpriser det offentlige system. Men, pudsigt nok, fik jeg brug for vores allesammens sygehusvæsen i fredags.

Fredag var lukkedag i barnets vuggestue, og derfor var jeg hjemme med hende. Vi havde en rigtig hygge-dag, hvor vi var iført nattøj hele dagen – dog med regntøj udenover på et tidspunkt- vi skulle naturligvis have den obligatoriske tebolle fra bageren og en tur på legeplads og hoppe i vandpytter. Senere kom morfar og legede barnet helt træt. Alt i alt en rigtig god hjemme-dag. Men også en aktiv en af slagsen, sådan en 2-årig har temmelig meget krudt et vist sted, kan jeg fortælle.

Ud på aftenen, efter barnets sengetid, fik jeg rigtig ondt i min efterhånden ret store gravide mave og når jeg tænkte tilbage på dagen der var gået, var det ikke meget jeg havde mærket til lillesøster. Jeg ringede på det telefonnummer jeg havde fået til fødegangen og fik verdens sødeste jordemoder i røret. Hun kunne se at jeg var 2. gangsfødende og derfor regne ud at det er meget længe siden jeg sidst har været til jordemoder – “så kom lige ind, så kigger vi på dig” – sagde hun. Som sagt så gjort. Jeg hoppede i en taxa og tog ind på Rigshospitalet, hvor jeg er virkelig glad for at høre til. Jeg meldte min ankomst og blev henvist til venteværelset med varsel om at der selvfølgelig kunne være noget ventetid.

I venteværelset sidder en kæmpe familie: en gravid kvinde, hendes mand, søstre og mødre, de har verdens største care-package liggende på bordet. Der er chokolade, blade, chips og slik nok til en virkelig lang indlæggelse. Jeg får selvfølgelig de lange ører på, og sidder og suger til mig. Den gravide kvindes fødsel er blevet sat igang, hun har fået nogle piller og nu skal de bare vente. Ganske som jeg selv prøvede det for lidt over 2 år siden. Hele familien var kommet for at heppe og støtte. Mens jeg sad og observerede dem, sms’ede jeg med en veninde og fortalte hvor jeg var. “Er du alene?” skrev hun, og lige der, midt i storfamiliens hepperi og medbragte madpakker blev jeg helt ked af det, rørt og følte mig meget alene. Helt som hende den alene i Vinterbørn. Jeg ved godt at jeg ikke er spor alene, men der er godt nok forskel på at skulle have sit første og sit andet barn – det er ikke helt den samme event anden gang, det er lidt mere praktisk og lidt mere noget man lige gør, og normalt synes jeg det er helt fint, men lige der, blev jeg lidt ramt.

Verdens sødeste jordemoder kom heldigvis hurtigt og hentede mig og jeg blev lagt i en dejlig blød seng, og hun målte hjerterytmen på lillesøster. Jeg lå i en time og kiggede op i loftet og mærkede heldigvis i den tid en masse spark, fik søde og opmuntrende sms’er fra både mand og veninde og følte mig slet ikke så alene alligevel.

Jordemoderen undersøgte mig lidt mere og vi snakkede en masse og hun mente at alt var og er fint. Den følelse havde jeg heldigvis også selv, da jeg efter et par timer i det offentliges hænder begav mig ud i efterårsmørket. Jeg følte mig set, passet på og jeg slet ikke nervøs for at skulle føde på Rigshospitalet – selvom der sikkert (også) er travlt den dag.

thumbnail_20161106_192950

P.S. At være tilbage på fødegangen på Riget, mindede mig selvfølgelig om den der september nat for 2 år siden, hvor min datter kom til verden. Min mand har i ugens løb arbejdet på et gæste-indlæg her til bloggen om hans oplevelse af det at blive far – og hele forløbet op til at vi endelig fik vores datter i armene. Det poster jeg i løbet af ugen.

Menings-mor 2.0

I morges var jeg som bekendt i radioen. Der er flere der har spurgt til linket på udsendelsen og det kommer selvfølgelig her.

Selv hørte jeg først programmet i eftermiddags og jeg var meget spændt på hvordan det var blevet. Og hvor er der dog mange ting man ikke når at sige i sådan et radiointerview. Men der skulle åbenbart lige være plads til et “øh” eller 10, man er jo som bekendt sin egen værste kritiker, men min mor, gode veninde F og min mand har været søde til at sige at det gik godt. For en første radio-performance synes jeg også det var helt okay.

Og alt det jeg gerne ville have sagt, kan jeg jo passende skrive her. Mange af de sms’er der blev sendt ind under radioprogrammet fik det til at lyde som om, at man var forkælet, hvis man ønskede en bedre behandling på fødegangene. En skrev endda “er det børn eller voksne der skal føde?” – og ja, på en måde er vi måske blevet forvænte med at få hjælp og have kontrol over en masse ting, men samtidig er de forhold der er på landets fødegange altså blevet dårligere. Vi skal ikke mange år tilbage før det var helt normalt at man havde mulighed for at blive på barselsgangen i flere dage efter fødslen, også selvom det havde været ukompliceret.

Det er ikke fair at blive kaldt forkælet fordi man gerne vil have en rolig fødsel med tilstrækkelig opmærksomhed fra en jordemoder. Når det så er sagt, kunne jeg stadig ikke finde på at bruge de private tilbud der findes, ligesom jeg som udgangspunkt heller ikke har tænkt mig at sende mine børn i privatskole. For mig er det også en ren ideologisk beslutning. Jeg ønsker virkelig et stærkere offentligt system på mange fronter. Hospitaler og skoler skal i mine øjne være i orden. Når jeg ikke har lyst til at bruge private tilbud, handler det om, at jeg mener at vi selv er med til at udhule det offentlige tilbud, hvis alle det kan begynder at bruge de private tilbud. Jeg ønsker simpelthen ikke at leve i et samfund hvor man allerede fra fødslen er på enten A eller B holdet. Som en af værterne på morgenens program sagde kan man jo frygte, at der ikke bliver bedre forhold på fødegangene, fordi folk flygter derfra. Jeg kan også frygte at en masse dygtige jordemødre begynder at arbejde i det private fordi der simpelthen er bedre forhold der. Jeg har set noget lignende med en masse af mine med-lærerstuderende. Mange af de dygtigste vælger at blive privat-skolelærere og det er virkelig ærgerligt, men desværre ikke mærkeligt.

For at få et solidt offentligt system er vi “desværre” nok nødt til at kende det så godt, at vi også kan kritisere det – ellers tror jeg desværre ikke der sker så meget.

Man skal aldrig sige aldrig. Jeg kunne ikke drømme om at bruge mine egne børns fremtid eller sundhed og sikkerhed som kanonføde i en ideologisk kamp, og man ved jo som bekendt aldrig hvad fremtiden bringer. Men for nu bliver jeg i det offentlige system, for det har faktisk budt mig på meget godt.

Menings-mor

I skrivende stund er jeg på vej i en taxa, ind til Radio 24/7 hvor jeg skal være med til at debattere det at flere og flere gravide gør brug af private jordemødre og fødeklinikker. De besparelser der er i det offentlige får mange til at vælge at betale sig fra at få den omsorg og tryghed de føler de har brug for. Noget jeg sådan set godt kan forstå, fødslen af ens barn er noget af det største man kan opleve og selvfølgelig skal det være en tryg og god oplevelse. Berlingske bragte igår en artikel hvor de beskriver hvordan folk køber sig til det de kalder luksusfødsler – det at beskrive en fødsel med tid og tryghed som en luksus er jo hele problemets kerne. Det burde jo være alle forundt.

Jeg har tidligere på bloggen skrevet om en problemstilling, jeg synes minder lidt om den her. Jeg kan principielt sagtens forstå at man ikke vil gå på kompromis med sikkerheden og trygheden under en fødsel. Ligesom jeg godt kan forstå at man ikke vil give sit barn en folkeskoletid som man ikke kan bruge til noget, og derfor vælger privatskolen til. I et tidligere indlæg her på bloggen harcelerede jeg lidt over det at vælge private daginstitutioner eller at vælge passe barnet hjemme. I indlægget skriver jeg blandt andet at mange mener at det er en prioriteringssag, og at alle kan gøre det, hvilket jeg er lodret uenig i.

Det jeg egentlig vil sige her på falderebet inden min radio debut er at jeg synes det er ærgerligt og sørgeligt hvis alle der har ressourcer til det vælger de offentlige tilbud fra. For så er vi jo selv med til at styrke privatiseringen af vores samfund. Vi skal have de triste historier frem i lyset og selvom jeg måske kunne have råd til “luksus-fødsel”, privat skole og andre fordelagtige ting, synes jeg at vi allesammen skal bruge vores offentlige system og sammen kæmpe for at det bliver bedre.

Min første fødselsdag som voksen

I går var det min fødselsdag. 27 år er gået siden jeg blev født på et lille, nu lukket hospital i provinsen. Jeg hører ikke til dem der har det svært med at blive ældre, 27 er i min optik nærmest ingenting, for jeg har på en måde følt mig gammel hele livet.

Alligevel har jeg altid haft en helt barnlig måde at håndtere det med fødselsdag på. Da jeg var barn var mine forældre virkelig gode til at gøre noget ud af fejringen, når jeg havde fødselsdag. Vi holdt altid fri og gjorde noget særligt sammen hele dagen. Den der fyldte år fik lov at være i centrum og hele dagen var ens egen. Måske derfor har jeg altid haft et helt vildt forhold til fødselsdage, både mine egne men også andre menneskers – særligt dem der betyder meget for mig. På ens fødselsdag skal man føle sig elsket, på ens fødselsdag skal man have alt det man ønsker sig og alt det der skal til for at dagen bliver helt speciel. Når man har fødselsdag er man kongen af verden. Mine veninder driller mig lidt med det og kalder mig for fødselsdags-nazisten. Sådan er det bare, sådan har det altid været.

Men i år var det anderledes. Fødselsdags-nazisten er død. Eller hvilende i hvert fald. Eller måske bare blevet voksen. For i år fyldte min fødselsdag intet i mit hoved. Jeg har altid lagt storstilede planer om flere fejringer, haft en ønskeliste klar flere måneder i forvejen, købt pynt til det fine fødselsdagsbord, googlet kageopskrifter og jeg ved virkelig ikke hvad. I år.. Ingenting. I lang tid kunne jeg ikke forholde mig til det, når jeg blev spurgt hvad jeg ønskede mig, eller hvad jeg havde lyst til at lave og om mon jeg havde tænkt mig at fejre det i år? Måske hænger det sammen med at være nogens mor, mit fokus er ikke kun på mig selv længere, men så igen, jeg har jo været mor i 2 år – først på min tredje fødselsdag som mor var det anderledes. Det hænger muligvis sammen med at det hele har været meget svært på det sidste.
Fødselsdag har været the last thing on my mind. 

Det har sikkert også handlet om frygten for at blive skuffet. Jeg havde ærlig talt ikke regnet med noget som helst i år – mit allerstørste ønske for dagen var i virkeligheden bare at vi alle sammen havde det godt og var glade.

Jeg er pessimist helt ind til den inderste knogle. “Når man forventer det værste, bliver man sjældent skuffet” – sådan tænker jeg tit, måske man næsten kan kalde det et motto.

I går havde fødselsdags-pessimisten fødselsdag. Jeg regnede ikke med noget, håbede ikke på noget særligt. Bare en stille og rolig god dag. En af de første hilsner jeg fik var denne her:

thumbnail_screenshot_2016-10-19-14-13-07
Fra min tandlæge! Selvom de har gjort brug af fine balloner og de sikkert bare ville være søde, var det ærlig talt nedslående og meget voksen-agtigt med sådan en besked. Der var ikke meget barnlig fødselsdags-kongen-af-verden-lykke over det.

Men så skete der alligevel noget. Jeg blev “vækket” på sengen af min søde mand og verdens dejligste to-årige, som sang fødselsdagssang, flagede, råbte “HURRA” og gav mig gaver (at jeg ikke selv fik lov at pakke dem op er en anden snak). Jeg fik nogle virkelig fine ting og da vi var stået op tog vi på en hemmelig tur der endte på SULT, hvor vi spiste os igennem en kæmpe – og meget lækker – brunchbuffet. Da datterbarnet ikke gad spise mere, gik min mand og hende på opdagelse og jeg sad med min varme kaffe og lækre mad og kiggede til og følte mig meget rig og heldig. For mens jeg kiggede efter dem væltede det ind med søde beskeder. En veninde formulerede noget meget smukt der fik mig til at føle mig meget elsket og værdsat, et familiemedlem fik tårerne til at pible frem og lige der kunne jeg ikke ønske mig det meget bedre.

Da vi kom hjem igen, ringede det på døren og en meget ung dreng kom løbende op af trappen med en smuk buket blomster og et kort der udnævnte mig til at være den modigste og stærkeste min søde veninde kender. Som om blomsterne i selv ikke var nok. Efter et lille hvil derhjemme, satte manden, barnet og jeg kursen mod La Glace hvor vi var inviteret ind af mine ret så fantastiske forældre, som udover at betale gildet havde nogle meget flotte gaver med og et kort der igen fik mig til at tude af rørelse. Min mor og jeg gik en lang tur i byen, snakkede om alt og intet og endte med at købe aftensmad i Torvehallerne. Senere samledes vi med min far, min mand og min datter derhjemme til tapas og champagne (et lille bitte mikro glas til mig, men alligevel).

Fødselsdagen endte på sofaen hvor jeg flettede fingre med min mand og hvor vi havde den vigtigste og smukkeste snak vi har haft i meget lang tid. En snak om at elske hinanden. Om at vælge hinanden til. Om alt det vi har.

Måske fødselsdags-nazisten er tilbage næste år – den dag jeg havde i går gav i hvert fald fødselsdag-pessimisten kamp til stregen og selvom jeg intet havde forventet gik jeg lykkelig og overbevist i seng. I går følte jeg mig som en meget elsket og hyldet kongen af verden.

Tak <3
Bare, virkelig tak <3

 

Hjemkomst

Mandag formiddag gik jeg lidt rundt i cirkler rundt om mig selv. Som jeg skrev i lørdags har min mand været 6 dage i Jylland for at blive passet lidt på af sine forældre. Noget der både var en fælles og rigtig god beslutning.
Det er muligvis ret priviligeret, men i de 2 år vi har været far, mor og børn, har vi aldrig været mere end en enkelt overnatning væk fra hinanden. Der er ingen af os der har jobs hvor man rejser meget og der er nok ikke rigtig nogle af os der har haft lyst til at tage væk. Det betyder jo også at vi er vant til at drive den der hverdags-trædemølle sammen. At det næsten altid er ham der bader og putter, mens jeg gør noget andet. At vi er to om det hele. Noget som jeg af til stopper op, tænker over og skønner på. Men som også bare er vores hverdag og derfor noget vi “bare gør”.

Onsdag i sidste uge skulle vi så prøve noget helt nyt – at far var væk og mor var alene med barn. Noget jeg ikke har prøvet ret meget af og noget som barnet slet ikke er vant til. Og selvom jeg virkelig godt kunne se at det var for hele min lille families bedste at min mand tog afsted, var det ikke uden en vis form for nervøsitet.
Det handlede ikke så meget om mig selv, jeg skulle nok klare det. Det skulle jeg jo.
Men barnet – hvad med barnet? Jeg gjorde ret meget ud af at snakke meget åbent med pædagogerne i vuggestuen om hvad der skete hjemme hos os, om at vi var alene for en kortere periode, hvorfor, at det var svært for mig og at det ikke var noget vi havde prøvet før. Pædagogen jeg snakkede med var bare fantastisk, hun roste mig for måden at håndtere det på, rakte mig en kleenex og kom med nogle virkelig brugbare råd. Jeg vil virkelig anbefale at man trækker på den faglighed pædagogerne har – de kan virkelig give et andet perspektiv.
En anden ting der virkelig fungerede var Skype. Et medie jeg ellers har det ret svært med – jeg kommer aldrig til at synes at det er helt vildt fedt at man sidder og kan se hinanden, jeg ved aldrig hvor jeg skal kigge hen og synes tit at det hele kommer til at virke lidt akavet. Men i den her situation var det et hit, min datter kunne se far, snakke med ham, se at han faktisk var hos farfar og farmor og at han havde det godt. Vi skypede om morgenen inden vuggestue og om aftenen inden sengetid. Derfor gik hun rundt, helt afklaret og sagde “far hos farfar og farmor” “far kommer tilbage” – og ja, det var jo bare sådan det var.

I mandags, mens hun var i vuggestue kom han hjem. Vi fik snakket og jeg fik mærket at han havde det godt nok. Jeg sendte vuggestuen en SMS om at vi begge to kom og hentede hende og om de lige ville sige det til hende. På vejen ned til vuggestuen snakkede vi om at det jo kunne være at hun ikke ville snakke med ham, eller at hun ville reagere på en eller anden måde vi ikke kunne forudse og det var han helt afklaret med. Da vi træder ind i vuggestuen sidder de midt i eftermiddagsfrugt-situationen og vi venter lidt på at hun selv får øje på os. Hun kigger op, smiler lidt og siger “far ikke hos farfar og farmor mere” og gnasker videre på sit æble. Hold nu op, det var nemt, tænkte jeg. Igen, er det gået over al forventning. Hun har gerne ville lege lidt mere med far end hun plejer og har været ret svær og putte om aftenen. Det skal være far og han må ikke gå. Men som de siger i vuggestuen; “det ville være underligt hvis hun slet ikke reagerede” og igen, er jeg meget enig. Hun er et lille bitte menneske, men hvor har hun været sej. De store mennesker i familien har også været seje. Far er en kæmper. Mor er en kæmper og vi skal nok klare det.