Om lyst til leverpostej

Nå. Jeg har sagt det før. Jeg keder mig aldrig. Never a dull moment, er de ord der beskriver mit liv bedst.

Vi er så godt som på plads i nyligheden. Alle flyttekasser er pakket ud og vi mangler kun lidt knager, billeder og skoopbevaring, før vi er helt på plads. Jeg havde derfor set frem til en uge, hvor jeg ligeså stille kunne gå og dimse med det.

Men sådan skulle det selvfølgelig ikke gå. Jeg har pt en virkelig pylret baby. Hun er forkølet, små-varm og utilpas. Tænderne er på vej igennem. Oh the horror. Derfor vågnede hun også 6 (!!!) gange i nat og kartede rundt of havde helt tydeligt ondt. Det er jo sådan det er, I know. Og jeg var sådan set også forbedredt på at det kunne ske.

Men. Fordi en ulykke som bekendt aldrig kommer alene, så har børnehaven lus og ældsten er ramt.

Eftermiddagen bliver noget med at lusekæmme, med en baby i bæresele. Hvis det rent fysisk, kan lade sig gøre!

Tidligere skrev jeg en SMS til en veninde, hvor jeg efterlyste en hel almindelig hverdagsuge. En hvor det bare er hverdag, uden alt det ekstra man kan smide ovenpå. Ingen skilsmisser, ingen sygdomme, ingen lus eller flytninger. Men sådan en må man åbenbart se langt efter. Måske romantiserer jeg det, men jeg trænger sådan til en god gammeldags kedelig leverpostejs-uge.

IMG_4272

“Vil du have den store æske, eller den med en enkelt kur?” Spurgte manden på apoteket. Jeg svarede “bare den store tak” – sådan er livet nemlig. Det ved jeg. Man skal altid have luseshampoo på lager!

Continue Reading

Instagram

Når det kommer til teknik, sociale medier og sådan noget, er jeg totalt en late bloomer. Det tog mig flere år, at beslutte at jeg ville blogge.  Jeg har læst blogs i mange år, alt i mens jeg har fyldt notesbøger op. I virkeligheden kan jeg ret godt lide at skrive i hånden. Jeg fremkalder stadig billeder, ligesom jeg aldrig kunne drømme om at læse bøger på en tablet. Så jeg egentlig ret glad for det analoge.

Samtidig er jeg virkelig glad for Instagram og følger alt muligt derinde. Der udover, er der et par læsere der efterlyst min profil, og min private har jeg ikke lyst til at dele herinde. Så nu, som den sene starter jeg er, har jeg oprettet en Instagram profil til bloggen her. Følg med her, hvis I vil.

Continue Reading

Kloge børn

In such an ugly world, something so beautiful, synger the Kooks, og de ord kom jeg til at tænke på i dag.

For shit, en grim verden altså. Jeg kan slet ikke holde tanken om det terrorangreb, der skete i Barcelona i torsdags. Barcelona er klart en af mine yndlingsbyer og en jeg meget gerne vil besøge med mine børn en dag. Desuden var min lillebrors søde dejlige kæreste i Barcelona indtil samme dag og jeg er så glad for at hun er okay.

På Nørrebro, hvor pigerne og jeg bor huserer der pt. bandekrig. Min Gudmor ringede forleden fra Jylland, for at sikre sig at vi ikke er blevet skudt endnu, og ville også høre om vi kan gå frit på gaden. Det kan vi. Sådan da. Eller altså, det er sgu da noget jeg tænker over. Og er på en måde glad for, at jeg aldrig går rundt udenfor efter kl. 17, og der er klart visse steder jeg skynder mig igennem eller undgår. Det giver mig myrekryb, at tænke på, at der er røget kugler ind af vinduerne, hos en familie, uhyggeligt tæt på hvor jeg bor. Det skal stoppe nu!

IMG_4088

I dag var mig og min ældste datter på tur til Silvan i Nørrebro Bycenter. Min yngste og pigernes far var hjemme i lejligheden. Inden vi cyklede, sagde jeg lidt i spøg “nu må man håbe at vi ikke bliver skudt”. Jeg er nu som sådan ikke nervøs for det. Men så alligevel.

Da vi kom ud af Silvan holdt der 3 politibiler og der var flere betjente i skudsikre veste. Nogle af dem var ved at ransage en bil og andre holdt en mand fast i håndjern. Det så egentlig ikke så dramatisk ud (jeg har muligvis boet på Nørrebro for længe). Min datter fik øje på en politibil der kærte, og sagde “det er en politibil. Politiet er på vej ud og redde nogen” “måske sidder de fast i et træ og har slået sig”. 

Jeg smilede til hende og sagde, at det troede jeg også. Samtidig tænkte jeg, at verden ville være et bedre og mindre ugly sted, hvis alle anskuede den som en på knap 3 år.

Continue Reading

3 år

For 3 år siden var jeg temmelig højgravid. Min store mave var fyldt med sommerfugle og pakke ind i hvidt stof. For 3 år siden var jeg brud.

IMG_4229

Solen strålede da min far kørte mig ind til Rådhuspladsen. Jeg havde svært ved at have mine trætte fødder i de sorte højhælede sko, så jeg stak først i dem, i det øjeblik jeg skulle hoppe ud af bilen. Vi var lidt forsinkede. Midt på Rådhuspladsen stod min kæreste sammen med sine forældre og med min brudebuket i hånden. Selvom det skulle være en stille dag med kun de nærmeste, ville jeg alligevel gerne have sådan en. Som det sig hør og bør. Han fik ikke øje på mig til at starte med. Da jeg gik henimod ham, tænkte jeg, at det var lidt sindssygt at vi gjorde det. Det føltes som alvor og som forevigt.

Giftefogden snakkede om medgang og modgang. Om svære dage og gode dage. Hun nikkede mod min store mave og sagde noget med, at det jo ikke altid var nemt når der kom børn. Den dag var jeg helt sikker på, at vi ikke ville blive en del af den der grimme skilsmisse statistik.

For et par uger siden, cyklede jeg forbi Rådhuset. Solen skinnede på det, på samme måde som det gjorde, d. 14/9-14. Men den dag, var jeg skilt, og på vej til min venindes polterabend. Jeg funderede meget over, om man mon må fortælle om sin polterabend og bryllup, når det ligesom ikke gik? Slugte den klump i halsen, de tanker medførte. Tænkte “det handler ikke om dig, det her!!”

Vi var altid gode til at fejre mærkedagene. Den dag vi blev kærester, bryllupsdagen og sådan noget. I dag er første gang, vi ikke har bryllupsdag. Dagen har jeg fejret med at pakke flyttekasser ud. Pigerne og jeg har spist kødboller i tomatsauce. Alt er hverdag. Intet festligt på den måde.

På vejen hjem fra børnehave, midt på smarte Jægersborggade, med sved på overlæben, lidt for vågen sprællebaby i den lidt for fyldte barnevogn, med løbecykel over armen og børn over det hele. Udbrød ældstebarnet, helt ud af det blå “Jeg vil ha’ en ridder”, og lige i det øjeblik var jeg tilbøjelig til at give hende ret, og ønske mig en ridder.

Dagen i dag, havde jeg faktisk frygtet at skulle se i øjnene. Broken dreams og alt det der. Men det er ok. Har ikke skænket det så mange tanker, som jeg havde troet, at jeg ville. Jeg har set hele to gode veninder i dag. De har givet mig peptalks, hjulpet med at sætte varer på plads og rykke møbler rundt i stuen. Når ungerne sover kommer en tredje veninde med vin. Så jeg føler mig ikke alene. Langt fra, faktisk. Det er bare noget andet og det andet kan nu også noget. Selvom jeg ikke har en ridder, har jeg alle mine ridderinder og de er de bedste ❤️ Og som en ridderinderne konstaterede i dag, klarer vi os sgu ret godt selv. “Vi er nogle stærke piger”, som barnet også sagde i dag

Continue Reading

We’re here

Weekenden har i den grad stået i flytningens tegn. Fredag formiddag efter ældstebarnet blev afleveret i børnehave, gik vi igang. Eller det vil sige, flytningen har været igang længe. Men det sidste seje træk, var i denne weekend.

Der har været mange hjælpende hænder igang. Min venindes mand, min eks-mands venner, mine søde veninder, min ret så fantastiske familie, nye og gamle naboer. Det er helt på sin plads, at sige, at jeg ikke havde kunne klare det alene.

Nu ligger jeg på sofaen og kigger op i de hylder som hele 4 forskellige mænd, har hjulpet med at hænge op. Goddamn murstensvægge. Jeg er hjemme. Vi er næsten på plads. Jeg er træt i kroppen. Jeg har virkelig fået meget hjælp i den her weekend og jeg er så taknemmelig. Men jeg føler måske også lidt, at jeg har overtrukket hjælpekontoen nu. Det er en svær balancegang. De sidste dage har nok ikke været så sjove for alle. Mine far og bror har virkelig slæbt, bygget Ikea møbler og slæbt lidt mere. Især en af mine veninder har måtte lytte til megen ynk og har også måtte trøste lidt. Mange har løbet op og ned af trapper. Min eksmands bedste ven har været her både igår og i dag og hjælpe mig med alt det, jeg ikke selv kan finde ud af. Er der egentlig nogen der ved, hvor man kan tage et boremaskine-kørekort?

Tidligere i dag, hjalp min far mig med at tømme mine gamle loftsrum og fylde det nye. Verdens mest rædselsfulde opgave. Min far er stor og stærk og det var godt han var der.

Min tante sidder i Aarhus og syer gardiner til min lejlighed. Min faster kørte mig i Ikea. Mine veninder hjalp med at male væggene og pakke kasser og sætte på plads. Alle har været i gang og mit hjem er nærmest et kludetæppe af hjælpende hænders værk.

Når jeg får lidt dårlig samvittighed over, at jeg har trukket så meget på andres hjælp, tænker jeg tilbage på de sidste uger af februar, hvor jeg vitterligt ikke troede, at jeg nogensinde ville kunne være alene med mine børn hverken hele eller halve dage. I dag har jeg – bortset fra 3 timer midt på dagen, været alene med dem. I flytterod. Vi har spist havregrød, været i fakta og pakket flyttekasser ud og der er blevet lavet aftensmad. Der har været mere skærmtid end der plejer, men vi har også tumlet, læst bøger og leget. Det kan godt være, at hjælpekontoen er overtrukket, men heldigvis kan jeg sagtens klare hverdagen og lover mig selv og alle andre, at jeg ikke flytter nogensteder lige foreløbig 😃

 

IMG_4161

Continue Reading

Den sidste nat

Den kommende nat er den sidste nat, jeg sover i min gamle lejlighed. Den første lejlighed jeg har (delvist) ejet. Den lejlighed som mig og min eksmand valgte sammen. Den der skulle være vores hjem.

Min ældste datter, har fundet på at den gamle lejlighed hedder gamligheden og den nye nyligheden. 

I morgen rykker vi over i nyligheden. Ind i vores nye hjem. I dag har jeg, min eksmand, og flere gode (skønne og hjælpsomme) venner hjulpet mig med at komme et ordentligt stykke. Det er vigtigt for mig, at i hvert fald børnenes værelse, står helt klar, når vi rykker. De skal føle sig hjemme, fra første øjekast.

I dag har jeg ligeså stille gået og taget afsked med gamligheden. Jeg har foræret mine gamle Ikea-skabe til to unge flygtninge. Jeg pillet lamper ned, fjernet uroen over puslebordet. Det puslebord min eks-mand byggede, da jeg var høj gravid med den ældste. Jeg kan næsten ikke huske hvordan lejligheden så ud uden. Dørskiltet jeg gav min eksmand i “tillykke-du-er-blevet-far-gave”, med vores families navne på, har jeg skruet ned, med min nye “single-mom”-skruetrækker (Tak Annemette ❤️) Nu er jeg nemlig typen der skal have sin egen værktøjskasse.

Pigerne sover. Jeg drikker en øl på den sofa, jeg købte for et par måneder siden, min første egen sofa. Den kommer min far og bror og slæber over i nyligheden i morgen. Min stue er fyldt med legoklodser, babylegetøj og flyttekasser. I morgen er den tom.

Selvom vi kun flytter rundt om hjørnet. Selvom vi bliver i samme gård. Selvom stukken er ens i begge lejligheder og selvom begge opgange er malet i samme mærkelige lyserøde nuance, er det alligevel pisse vemodigt. Den her lejlighed, gamligheden, var den lejlighed, begge børn blev bragt hjem til. I september 2014, tog min far et billede af to nybagte forældre foran hoveddøren. De holdt begge i liften med en lille bitte pige i. To et halvt år senere, tog min eksmand et billede af en lille ny pige i samme lift. Ved døren ind til lejligheden, babyens mor og storesøster hjalp hinanden med at bære hende over dørtærsklen. Nu er begge piger vokset ud af liften og vi er sammen vokset ud af lejligheden.

Farvel gamlighed. Tak for det hele. For festerne, for hverdagen. For frieriet på sofaen, for de første skridt, for at være rammen om det familieliv der var mit engang. For krampegråden på sofagulvet en sen aften i marts. Jeg håber at nyligheden bliver ligeså fantastisk, og fuld af minder som dig.

IMG_4164

Continue Reading

På det seneste

Som jeg skrev forleden, går det stærkt i de her dage. Jeg har en milliard ting at se til inden pigerne og jeg kan rykke ind i vores nye hjem. Der er så meget jeg har lyst til at skrive, men for nu bliver det bare en slags status.

På det seneste:

  • har jeg været ved at tude over de søde søde kommentarer jeg får her på bloggen
  • været til et meget smukt have bryllup og tudet lidt af rørelse og vemod
  • afleveret tonsvis af tøj til mødrehjælpen
  • malet både lyserøde og blå vægge i lejligheden – det handler om balance
  • fået så meget fantastisk hjælp af familie og venner. Tak tak tak!! (Det har jeg selvfølgelig også været ved at tude over)
  • været til den årlige familieweekend i min eks-mands familie. Hvem sagde moderne idyllisk skilsmisse familie?
  • Pakket og pakket og pakket
  • haft mega meget lyst til at skrive en hel masse
  • bandet over at min (gamle) lejlighed er en labyrint af legetøj og flyttekasser
  • observeret en lille halvårs-unge der er lige ved at knække kravle-koden 😱
  • er jeg blevet forundret og forarget over Ikeas fragtpriser – 799 kroner for at få leveret møbler for 2000 kroner. Når der er fri fragt alle andre steder. Kom ind i kampen Ikea
  • fået en alt for sød gave af søde venner gavekort til nemlig.com og magasin. Så kan hverdagen i den nye lejlighed bare komme an
  • følt mig både hjulpet og elsket ❤️

IMG_4118

IMG_4117

Continue Reading

De nye begyndelsers tid

IMG_4070

I mandags fik jeg nøglerne til min nye lejlighed. Min mor var her og overnatte, så da pigerne var puttet listede jeg derover med tommestok og blok. Jeg sad midt på gulvet et øjeblik og prøvede at tage det hele ind.

Det er sgu underligt. Og rart. Skønt faktisk. Det er en rigtig fin lille lejlighed, jeg har fået. Faktisk er lejligheden det første hjem, der mest bare er mit. Jeg har altid boet sammen med andre. Det gør jeg jo også nu – de allerbedste (og vist mest krævende roomies jeg  nogensinde har haft) Men lejligheden den er sgu min. Det er mit boliglån, min stuk og mine trægulve. Det føles sært, men godt. Tænker at det er godt nok at prøve.

Da jeg sad der på gulvet i mandags, blev jeg igen ramt af det hele. Det er vildt at være kommet hertil. Så hurtigt. Men jeg føler mig klar og glæder mig til de nye begyndelser.

Hurra for at være kvinde i eget hus, hurra for lyserød maling og girlpower.

Continue Reading

De perfekte mødre

For et par måneder siden læste jeg, et fint debatindlæg i Politiken. Overskriften var fængende:

“Smid nu den blankpolerede Instagram-mor ad helvede til”

I februar sidste år, skrev jeg det her indlæg – det minder en smule om debatindlægget fra Politiken. Det rejser i hvert fald lidt samme paradoks, det der med at det er umuligt at gøre det rigtige. F.eks. i forhold til sovende børn – hvis du samsover med dit barn, giver du det den tryghed og nærhed det har brug for, eller også er det fordi du selv har et kæmpe behov for at være tæt med dit barn hele tiden, fordi du er en løvemor, og hvis du samsover kompromitterer du dit parforhold. Hvis man ikke gør det, er man jo ligeglad med sit barn, eller sætter sine egne behov først? Eller hvad? Tit bliver linjerne trukket meget skarpt op og det hele syner meget sort-hvidt.

Jeg kan kun tilslutte både debatindlæg og overskrift. I mine øjne er der slet ikke nok der gør op med glansbilledet. Men det er fandeme også svært. Jeg tænker tit selv over, hvordan jeg fremstiller mit liv her på bloggen. For selvom jeg jo har skrevet om at mit liv langt fra er et glansbillede, med skilsmissen and all that, tænker jeg da over, at det hele heller ikke altid behøver syne så sindssygt hårdt, som det nogle gange kan være. Det er jo både og, og måske får det ene lov at fylde mere end det andet. En der jo virkelig har slået et slag, og været god til at dele, når moderskabet har været hårdt, er Lortemor – jeg har fulgt hende siden hun startede. Især da jeg var gravid og nybagt mor, var jeg glad for at læse at det hele ikke behøver være lutter lagkage hele tiden. Men at dem der deler, når det hele er lidt gråt og grumset, bliver konfronteret groft og meldt til kommunen og hvad ved jeg, giver jo kun plads til flere lyserøde blogs og blankpolerede instagramprofiler – for hvem tør stikke næsen frem, når man risikerer at få kastet i hovedet at man er dårlig mor? Det er dybt urimeligt, synes jeg.

I forhold til de perfekte mødre – eller dem der i hvert fald er det udadtil, har jeg lidt en fornemmelse af at det er ny ting. Eller, selvfølgelig har der altid været mødre der har trumfet alle de andre og er kommet med vilde hjemmelavede kreationer til sommerfesten i børnehaven. Men, det virker alligevel lidt som om at mødrene til kvinder i min generation og før den, ikke lod det fylde helt ligeså meget at være mor, som mange kvinder gør i dag. Det er selvfølgelig både på godt og ondt. For noget tid siden, skrev jeg om det der Mom-shaming, og om at frygte det. Jeg tror, at den gængse opfattelse af moderskabet, har lidt at gøre med mængden af de sten der bliver kastet med.

Med det meste det moderne 2017 menneske gør, virker det ofte på mig, som om at man skal lave top-præstationer i alt hvad man foretager sig. En eksamen er ikke interessant med mindre den smider et 12 tal af sig. Hvis du løber i din fritid, skal du gerne kunne løbe minimum et halv marathon. Alt skal dyrkes ud i det overdrevne. Og samtidig “skal” man være dygtig (eller perfekt) flere steder. Også som mor. Det gælder om at være forælder på elite plan.

Min påstand er at børnene ville have meget bedre af, hvis vi alle sammen tog det lidt mere med ro. Luntede i stedet for at løbe. Men jeg har selvfølgelig ikke nogen evidens herfor.

Det at være mor er efterhånden helt identitetsskabende, og jeg ved godt at jeg er one to talk – jeg har ligesom bygget hele det her blogunivers op om det at være mor, først og fremmest. Men jeg oplever alligevel at der er nogle der er værre end mig. Kvinder der bekender sig til BLW, stimualstik, sammensovning og slynger som om det var en religion. Hvis man er dum nok til at spørge til deres valg, får man serveret en brandtale af den anden verden. Jeg har oplevet flere gange, at man skal have bekendt sig til et valg; hvilken slags mor vil du være? Vil du bruge bæresele eller vikle, skal dit barn sove i slyngevugge, bedsidecrip, babynest, sammen med dig i sengen, eller bare i en tremmeseng? Får dit barn hjemmelavet øko-mad? Øko-mad på glas? Konventionel hjemmelavet, eller på glas? Vil du gå til babyrytmik, babysvømning, eller er du typen der tager din baby med ned i dit crossfitcenter til mor-baby-crossfit? Moder, bekend dig! Det at alting er en google-søgning væk, at du i din barsel kan debattere lystigt på diverse internetfora, mens du ammer.  Jeg tror jeg er virkelig skidt for den her udvikling. Selvfølgelig er det godt, at kunne træffe et velovervejet valg. Men hvorfor skal alting overvejes, googles først, og nærmest forskes i, før du træffer et valg? Den mulighed havde vores egne mødre jo ikke. Jeg tror, at en af grundene til, at mange så gerne vil dele deres valg med andre, og have dem til at bekende sig til samme valg, er at det jo er den ultimative anerkendelse. Hvis du selv er lykkes med noget, hvis andre kan se det, og tilmed både lytter til dit råd og begynder at gøre som dig – så er man da virkelig lykkes som mor, ikke? Det skal ikke forståes sådan, at jeg har noget imod at man bekender sig til et valg, eller en måde at leve på. Men når man nærmest missionerer eller ikke kan forstå at andre gør noget andet, så synes jeg at der er et problem. Jeg er egentlig ret overbevist om, at de fleste faktisk gør det så godt de kan (det meste af tiden 😉) og det synes jeg at man skal have tiltro til.

Forleden snakkede jeg med en kvinde jeg kender, der har børn på samme alder som mine. Vi snakkede om en oplevelse hun havde haft på legepladsen, hvor hendes børn havde teet sig åndssvagt begge to. Hun var flov over det og pisse træt af, at være til offentligt skue i den situation. Jeg sagde til hende, at jeg egentlig tit synes at det er ret befriende at være vidne til den slags situationer. At det er godt at opleve og se, at andres børn også kan være bøvlede og at vi allesammen kan være udfordrede. Hvis vi så allesammen kunne blive bedre til at give hinanden et skulderklap og vise hinanden at det er ok og normalt, så ville det være rigtig godt.

Det korte af det lange for mig, er egentlig ret simpelt. Måske er det fint nok bare at være lidt. Uden at tænke så meget. Uden at google så meget. Og huske at vi til tider allesammen kæmper. Have lidt forældre-solidaritet. Jeg er sikker på, at alle gør deres bedste.

IMG_4059

Continue Reading

Fra skuffen #4

Jeg har tidligere udgivet skriverier fra min skuffe. Jeg holdt et par måneders blogpause, mens skilsmissen stod i lys lue. Det betød dog ikke, at jeg ikke fik skrevet. Læs mere herher og her.

I sommer
Nu er det februar. Jeg sidder med vores 5 uger gamle baby i armene, og den store vimser rundt om mig. Hun er mor-syg. Hun kan godt mærke, at alt ikke er som det plejer. For det er det godt nok ikke. Jeg har ellers prøvet at hele hendes liv, var så plejer-agtigt som muligt. Ro og stabilitet og sådan. Som mor, vil man jo allerhelst skærme sine børn fra alverdens ulykker og triste ting. Men selvom jeg gør mit bedste, oplever de nu begge en ualmindelig trist ting.

I sommer var vi på ferie i det sommerhus ved Vesterhavet, der har været i min familie i mange år. Et sommerhus vi tit har holdt ferie i. Vi jokede med, at du var heldig, fordi du havde giftet dig til en del af sommerhuset. Selvom det er lidt slidt og sjovt indrettet, er det en plet vi holder meget af. Begge to.
Vi havde nogle sløve og dejlige dage derude. Gik på opdagelse i klitterne. Cyklede ture på de faldefærdige sommerhuscykler. Det var den sommer, hvor vores datter virkelig fik smag for jordbæris. Hver dag sov vi fælleslur alle tre. Jeg mærkede livet af lillesøster vokse i maven på mig. En eftermiddag, under fællesluren, vågnede jeg, og mens I sov, lå jeg og tænkte på det paradoksale i at alle de mennesker, jeg altid er kommet bedst ud af det med og som jeg agter og elsker allerhøjest, er dem med lidt ridser i lakken. Dem der har mærket at livet kan gøre ondt. Dem som har befundet sig i et form for stormvejr. Samtidig tænkte jeg på, at mine piger ville få en tryg opvækst, uden noget af det der gør ondt. Mærkeligt nok gav det mig ikke kun glæde at tænke på. Jeg ønsker dem det bedste. Det allerbedste man kan få. Jeg ønsker at de skal være så glade og have det så godt, som man overhovedet kan. Men jeg ønsker også for dem, at de bliver seje, robuste og livserfarne. At de kan klare lidt af hvert. Tit kommer sejheden, livserfaringerne og modet, fordi man har været igennem stormvejret og oplevet at det hele ikke bare er lutter lagkage. Det har de allerede oplevet nu, kan man sige. Selvom de kun er 2,5 år og 5 uger, har livet allerede budt dem udfordringer og svære ting. Desværre. Måske? De er nok for små til, at de mærker hvor kæmpe stort det her er. Men der ingen tvivl om, at de er seje. Begge to.

Continue Reading
1 2 3 12