En uventet uge #3

For den fulde historie, læs afsnit 1 her og afsnit 2 her.

10. januar 2017: 
Denne morgen vågner jeg og er for første gang i det her indlæggelses forløb i ret godt humør. Jeg har sms’et med min studieveninde og hun kommer. Endda med care-package og læssevis af studiebøger kl. 11, for som hun siger, så har vi en time til at snakke, så vi er klar til at modtage opgaven kl. 12. Da jeg har hentet min morgenmad, hopper jeg i et hurtigt bad og tænker at det er mærkeligt hvor forskelligt graviditeter forløber. Jeg er selv 36+6 i dag og hopper rundt og skal til at skrive eksamen, mens hende i sengen overfor min er i uge 18 og er totalt sengeliggende, hvis hun rejser sig begynder hun at bløde. Jeg føler heldig. Selvom jeg er indlagt.
Lidt nede af gangen er kontoret hvor jordemødre, sygeplejersker og læger holder til når de piler rundt mellem stuerne, jeg stikker hovedet ind –
“øh hej, det er mig der ligger nede på 28”
“Ah, ja. Det er dig med eksamen. Vi kan gøre solstuen klar til dig? Så kan I sidde der?”Jeg kan ikke lade være med at smile. Det grænser til det absurde, men hvor er det dog fint. Jeg siger tak og at det virkelig er fornemt.

Tilbage på stuen logger jeg på min studiemail og skriver til min bachelorvejleder at jeg desværre er nødt til at sygemelde mig fra bachelorforsvaret senere på ugen, fordi jeg lige skal føde et barn. Klokken er snart 11 og min studieveninde skriver at det er håbløst med parkeringen og spørger hvor hun kan finde mig. Jeg tænker at det er helt utroligt at hun virkelig vil komme hele vejen herind og hjælpe mig. For en som mig, der ikke er ret god til at bede om hjælp, er det næsten for meget. Jeg kan næsten ikke rumme det. Sender hende mit værelsesnummer og sidder nu og stresser lidt over stuegang og om lægen snart kommer. Hun kommer hun mig i møde da jeg er på vej ud at lede efter hende. Hun har kigget på mine tal, mit blodtryk er faldende, mine blodprøver og urinprøver er fine og baby har det godt. Og så smider hun bomben, hun synes vi skal vente med igangsættelse til på fredag, og så spørger hun om jeg har lyst til at komme hjem på orlov, for som hun siger er det da alt andet lettere at sidde derhjemme og skrive eksamen. Jeg er helt rundt på gulvet og beder om lidt betænkningstid, min studieveninde står ude på gangen og har hørt det hele. Jeg er på en gang irriteret over udsættelsen af igangsættelsen, men også lettet. Jeg vil jo ret gerne være derhjemme. Så det er rart at have selskab – jeg kan slet ikke træffe beslutninger lige nu. Vi snakker om det – hun er i bil, og kan køre mig og alle tingene hjem og inden jeg nærmest har set mig om, sidder jeg i hendes bil på vej hjem. Hjem. Som i hjem til mig selv. Det eneste jeg virkelig har ønsket hele ugen.

Vi når hjem til mig og kaster os ret hurtigt over opgaven. I skrivende stund kan jeg knap huske hvad det var den handlede om eller hvad det egentlig var det skulle. Men det skulle vise sig at min underviser var glad for den. Rigtig glad endda. Nu, hvor jeg er træt og har været mor til to i en måned, fatter jeg slet ikke hvordan det lykkedes. Noget med adrenalin måske?

Om aftenen hygger jeg med min datter og da hun er puttet fortsætter jeg med opgaven. Det er så rart at være hjemme, men næste formiddag skal jeg igen indfinde mig på hospitalet.

11. januar 2017: Dagen starter i sædvanelig børnefamiliestil, med havregrød, morgenhygge i sofaen, leg og rod og jeg elsker det. Min mand og datter cykler imod vuggestuen og jeg sætter mig ved computeren og fortsætter. En af mine veninder kommer forbi med nogle småting hun har købt for mig og noget tøj lillesøster kan låne. Når nu hun allerede skal til at komme.
Pludselig føler jeg mig bagud og sindssygt meget i tvivl. Opgaven skal afleveres om 30 minutter. Min veninde hepper fra sofaen. Jeg skal nok klare det siger hun. Jeg er rundt på gulvet, kan pludselig ikke huske hvordan man laver referencer og går helt kold. Hun hepper lidt mere fra sofaen. Og så. Pludselig er opgaven færdig. Jeg trykker upload. Fatter ikke hvad der lige skete. Vi deler en kanelsnurrer og griner. Situationen er absurd. For at det ikke skal være løgn er der er en mindre snestorm i gang udenfor. Jeg pakker tasker, en til mig og en til lillesøster. Hvornår mon jeg kommer hjem igen? Og hvordan skal jeg få alt det og min gravide krop fragtet til Riget? Min veninde siger noget med force majure og en taxa til hospitalet. Det kan man måske godt ofre i denne – igen – absurde situation. Vi krammer farvel, velvidende at næste gang vi ses, er det med en lille dame mere i flokken.
Tilbage på hospitalet føler jeg mig mere lettet, mere klar. Men er samtidig lidt irriteret over at jeg skal vente med igangsættelse til på fredag, i stedet for onsdag. Jeg tænker at jeg kunne have nået bachelorforsvaret, men at det jo nok er meget godt at slappe af. Desværre går der ikke længe inden jeg igen er irriteret over at ligge på den der 4-sengsstue. De andre larmer. De tre andre der ligger der er mere sengeliggende end jeg er. De kan ikke rejse sig, derfor foregår alt deres besøg på stuen. Hende i nabosengen har konstant besøg, de overlapper hinanden og jeg lærer hendes familie utrolig godt at kende på den tid jeg ligger der.

12. januar: Jeg er i mærkeligt humør. Igår eftermiddag havde jeg håbet at jeg igen måtte komme hjem og tilbringe natten. Sygeplejerskerne og jordemødrene sagde nej til mit ønske. For de ville gerne lige holde snor i mig og se at alt var som det skal være. Men jeg føler mig alligevel lidt overset. Så i dag skal piben have en anden lyd. Jeg vil hjem igen! Jeg bliver undersøgt igen. Blodprøve, blodtryk og CTG. Jeg er rutineret og fyldt med små prikker fra nåle i armen. Blodprøverne bliver taget det samme sted fra hver gang. Da jeg skal have målt hjertelyd, bliver jeg glemt. Jeg ligger i over en time og ender til sidst med at ringe efter en sygeplejerske der kan befri mig. Der er travlt på afdelingen, det hører vi hele tiden. Det gør mig lidt nervøs for den forestående fødsel. Hvad nu hvis noget går galt?
Da lægen kommer til stuegang, får jeg igen lov at komme hjem på en lille orlov. Jeg skal indfinde mig i morgen kl. 10 og så sætter de fødslen igang.
Eftermiddagen går med at komme hjem, og at besøge min yndlingscafé, jeg drikker kaffe, spiser en god frokost og læser avisen. Tænker at der går mange år før jeg kan det igen. Senere henter jeg min datter og nyder hele eftermiddagen og aftnen sammen med hende og min mand. Det er sidste aften før min familie tæller endnu et medlem. Jeg kan ikke overskue tanken. Jeg glæder mig. Jeg er nervøs. Jeg er spændt på at se hende og finde ud af hvad hun er for en. Og så frygter jeg en lille smule hvordan det hele skal blive. Alligevel føler jeg mig klar. Forløbet med at stemple ind og ud af hospitalet gør (heldigvis) at jeg bliver utålmodig og egentlig gerne bare vil have fødslen overstået.

Men der skulle gå lidt endnu…

(Næste og sidste afsnit i min før-fødsels-føljeton kommer så snart mit barselsliv tillader det. Der er nok at se til i mor-til-to-livet)

 

En uventet uge #2

Læs gerne indlægget fra i går, hvis du vil have hele historien med.

Mandag d. 9. januar: Jeg vågner allerede ved 6-tiden efter en urolig nat. Det er svært for min store gravide krop at finde hvile i den smalle hospitalsseng, med den klumpede pude og vattæppet der er en ynkelig undskyldning for en dyne. Jeg savner min egen seng, min dyne og at ligge i ske med min ammepude. Allerede fra morgenstunden er jeg småsur og bitter. Der er fandeme også en af de andre på stuen der snorker. Fuck altså.
Selvom jeg er sur og urolig falder jeg alligevel i søvn igen og vågner da en jordemoder tænder alt lyset på stuen fordi hun skal snakke med én af de andre. Fedt! Klokken er blevet otte og en ny dag på Riget er igang. Jeg sms’er frem og tilbage med manden. Jeg kan ikke holde ud at jeg ikke er hjemme. Jeg føler at jeg har mistet al kontrol over mit liv. Jeg sender sms’er hvor jeg spørger hvad de har spist til morgenmad – for jeg nåede ikke at købe havregryn dagen før. Yoghurt svarer han, det købte han på vejen hjem fra hospitalet. Der er styr på det. Han har styr på det – selvfølgelig har han det. “Hvad med aftensmad?” Skriver jeg. “Der er kødsauce i fryseren, tag det op, så skal du ikke tænke på det” – her ligger jeg og skal slappe af og jeg kan kun tænke på at gøre det nemmest muligt for dem derhjemme.

Senere er der stuegang og det er her min skæbne skal afgøres. Jeg smågræder lidt hele tiden. Af savn og frustration. Fordi alting er uafklaret og fordi jeg ingen kontrol har over noget. Jeg snakker med en læge, efter at være blevet undersøgt grundigt. Får kørt CTG-strimmel, målt blodtryk i et væk og jeg får et lille kig ind til babyen, da jeg også skal scannes. Alt ser fint ud, men blodtrykket er lidt højt og min ene hånd og arm snurrer ret meget. Det ligner altså fortsat svangerskabsforgiftning. Lægen siger at hun gerne lige vil have mig til uge 37 og derfor sætte fødslen igang onsdag. Indtil da vil hun have at jeg bliver på hospitalet og jeg er altså fortsat indlagt. Onsdag, sagde hun virkelig onsdag? Som i overmorgen? Jeg er helt rundt på gulvet over beskeden og tuder lidt mere. For både dagen efter og onsdag har jeg eksamen. Den ene en skriftlig, den anden et bachelorforsvar – jeg er slet ikke klar til at blive mor igen. Jeg har ikke pakket noget. Jeg har ikke vasket noget – og hey, har vi overhovedet noget tøj i størrelse 50? Da jeg blev scannet bliver lillesøster skudt til 26-2800 gram, så hvad for noget tøj skal hun så have på?! Jeg stresser og kan ikke finde hoved og hale i noget som helst!

Da jeg kommer tilbage til den firesengsstue der foreløbig er mit hjem, har en af de andre gravide besøg af både mand og barn. Barnet er en pige på min datters alder og jeg styrter ud igen. Det er simpelthen for meget. Finder en stol midt på svangergangen og græder så meget at jeg ryster. Jeg føler jeg svigter mit barn. Hun har brug for sin mor. Jeg har brug for hende og for at være der. Jeg vil hjem!!

I løbet af dagen sms’er jeg med min bedste studieveninde  hun skriver og spørger hvad jeg tænker om morgendagens eksamen – det er en 24-timers eksamen man skriver hjemme fra. Jeg har det ambivalent, en lille stemme i mig siger at jeg bør tænke på at slappe af, men en lidt højere stemme advokerer for at det fandeme også kunne være fedt at få overstået. Da verdens bedste studieveninde skriver at hun gerne vil komme ind på hospitalet og skrive den med mig, er det afgjort. Jeg kan mærke at jeg ligeså stille er ved at få pip af at ligge og lave ingenting og med lidt hjælp kan jeg måske klare det? Måske det kan hjælpe lidt på trangen til kontrol.

Senere er det min tur til at få besøg af mand og barn. Det går fint og jeg formår at holde tårerne tilbage. Vi læser Lille Frø i hospitalssengen, jeg krammer hende og går på opdagelse på hospitalet. Det føles næsten normalt og indtil videre virker det ikke til at barnet lider overlast. Da de skal gå, må jeg dog virkelig stramme mig an for ikke at blive ked af det.

Efter aftensmaden – der uhyggeligt nok er fuldstændig identisk med den jeg fik under indlæggelsen i december – kommer min mor. Min søde gode mor. Hun har stor-shoppet økologisk babytøj i bitte små størrelser. Det er godt at have en mor. Ligeså meget jeg har brug for at være min datters mor, ligeså meget har jeg brug for min egen mor. Det er mærkeligt. At være mor og barn på en gang. Men min mor ved fuldstændig hvad jeg har brug for. Hun kender mig.

Da jeg går ud for at børste tænder den aften kan jeg se at jeg er blevet kronisk rød rundt om øjnene, huden er tørret helt ud efter alt det vand der er væltet ud af øjnene på mig. Alligevel har jeg mere mod på det hele nu. Der er styr på babytøjet, i morgen skal jeg skrive eksamen og på onsdag gør vi klar til fødsel. Flueben, flueben, tjek, tjek. Den aften føler jeg at jeg har mere kontrol over situationen. Nu ved jeg hvad jeg kan regne med og jeg falder hurtigt i søvn og sover bedre end natten før.

Men som bekendt, så bliver det jo aldrig helt som man regner med.
Mere om det i næste indlæg.

 

En uventet uge #1

Jeg havde som bekendt tænkt og forestillet mig at jeg skulle gøre min uddannelse færdig inden lillesøsters ankomst. Men skæbnen og livet ville noget andet. Som en jordemoder på Riget sagde til mig, så er det at have og få børn – uanset barnets alder – ofte noget med at man forestiller sig en ting og at det hele bliver noget andet, noget modsat af det man lige havde planlagt. Men man finder alligevel ud af det hele. Det ender næsten altid godt alligevel og det kunne ikke være mere rigtigt og den uge jeg nu vil beskrive for dig, kære læser, er et glimrende billede på det:

Ugen inden lillesøster blev født endte nemlig med se helt anderledes ud, end jeg havde regnet med at netop den uge skulle.

Søndag d. 8. januar: Jeg er 36+4 i min graviditet, og har egentlig forestillet mig at jeg går til terminen i denne graviditet. Søndagen starter som en helt almindelig søndag, men alligevel går jeg hele formiddagen rundt med en mærkelig fornemmelse i kroppen – en fornemmelse af at noget er under opsejling. Da mit blodtryk steg meget hen imod slutningen af min første graviditet, har jeg indkøbt et måle-apparat og har aftalt med læger og sundhedsplejersker at jeg skal tjekke det dagligt. Ved halv to tiden ligger jeg mig op i sengen, trækker vejret helt ned i maven og prøver at slappe af. Et kvarter senere tager jeg blodtrykket og det er højt. Som i alt for højt. 155/100! Efter en snak med min mand, beslutter jeg lige at slappe af og tage det et par timer senere. Umiddelbart derefter banker det på døren og mine søde veninder og min mor står pludselig i stuen, klar til at fejre at jeg er ved at lave en baby. Og jeg blev så glad og glemte lykkeligt alt om blodtryk. De medbragte alt til en virkelig dejlig fejring, gaver, kage, mad, kaffe og juice. Jeg har verdens bedste damer i mit liv. Ingen tvivl om det.

Da fejringen var slut, aften-afviklingen med storesøster eksekveret, besluttede jeg mig for at måle trykket igen. Desværre med det resultat at det var alt alt for højt. Jeg ringede til fødegangen, som gerne ville have mig ind. Jeg bestilte en taxa, kyssede barnet godnat og satte mod Riget. Klog af tidligere erfaringer med pludselige hospitalsophold pakkede jeg en bog, lidt snacks og min oplader. Men jeg var desværre ikke klog nok, for jeg havde på ingen måde forudset at jeg skulle indlægges. Men indlagt, det blev jeg. Denne gang under observation for svangerskabsforgiftning. Hele søndag aften brugte jeg på at tude, jeg græd og græd og følte mig både uretfærdigt behandlet (af min krop, vel og mærke) og en lille smule alene. For jeg sad jo bare der, på Riget – igen. Alene.
Dog fik min søde mand ordnet det sådan at hans bror kom og sad lidt hjemme hos os og lyttede efter det sovende barn, så han kunne komme ind til mig med mine ting.

Da han kom sad jeg på en stol på den såkaldte svangerafdeling og ventede. Det var jo meningen at jeg skulle have en seng at sove i. Men ventetiden er lang og mens jeg sidder og venter, kigger jeg på det hospitalsarmbånd jeg tidligere på aftenen har fået på – kun for at opdage at det er en fremmed kvindes oplysninger der står på det. Jeg henvender mig til en sygeplejerske og bliver i den forbindelse også tilddelt en seng på en stue med tre andre gravide. Klokken nærmer sig 22, og min mand er nødt til at tage hjem igen. Dels for at afløse barnepige og dels fordi det er slut med besøg efter kl. 22.

Den aften er jeg hamrende ulykkelig. Jeg kan ikke holde tanken ud om at skulle være væk fra min datter – slet ikke når jeg ved at jeg i løbet af kort tid hjembringer en lillesøster til hende. En lillesøster vi selvfølgelig allesammen glæder os helt vildt til at møde, men som jo også kommer til at vende op og ned på alt hvad hun kender til. Jeg ved at jeg i den kommende uge har hele to eksaminer og hvad skal der ske med dem? Hvornår skal jeg føde? Hvornår kommer jeg hjem igen? Og hvad skal der ske indtil da?
Jeg er et stort ulykkeligt spørgsmålstegn.

Tjek bloggen i morgen, hvis du vil læse mere om en af de mest krævende og mærkelige uger i mit liv.

Tiden

Tiden er en underlig størrelse og den bliver mere tydelig og på en måde også mere forvirrende i det man får børn. En klog mand sagde engang til mig at når man får børn, så føles dagene lange og årene korte. Det er virkelig rigtigt på mange måder. Tiden kan gå så hurtigt at man slet ikke kan følge med og den kan gå uendeligt langsomt – f.eks. når man prøver at få barnet til at falde i søvn.

I tiden efter lillesøsters kommen til verden er dagene flydt lidt sammen. På en gang føles det som om jeg halser rundt og stresser for at få det hele til at hænge sammen, samtidig sidder jeg flere timer i dagligt i sofaen og ammer. Amme-tiden går langsomt, resten af tiden går (alt for) hurtigt. Og jeg når ingenting. Jeg har flere gange tænkt på at jeg ville skrive et blogindlæg der beskrev dagene op til lillesøsters fødselsdag og selvfølgelig også lidt om hvordan det hele gik på selve dagen. Men jeg når det ikke. Jeg når at aflevere storesøster i vuggestuen, købe ind på vejen hjem eller ordne andre ærinder, gå hjem og amme, sætte aftensmaden igang, rydde lidt op og når storesøster kommer hjem er den ekstra tid jeg har hundrede procent hendes.

Tiden er i den grad blevet en fysisk ting. Fredag d. 13. januar afleverede jeg min lille 2 årige datter i vuggestue og fortsatte mod Rigshospitalet for at blive sat igang med fødslen af hendes lillesøster. Jeg afleverede et lille barn og da jeg så hende næste gang, to dage senere var hun en stor pige. En pige der kan det meste selv, en pige med lange ben, en god forstand og et kæmpe hjerte. Hun er så langt fra at være en baby, og mit lille første barn er nu blevet en stor storesøster – jeg kunne næsten ikke kende hende igen og på en måde er der noget utroligt sørgeligt og rørende ved at hun aldrig mere skal være lille og at vi har gjort en ende på det at hun er lille. Ja, jeg har tudet over det. Men samtidig virker hun også klar, hun er vokset med opgaven og er bestemt selvstændig og gammel nok til at gøre sig som storesøster. Det er en “opgave” der falder hende helt naturligt og jeg er så stolt af hende. Det tænker jeg på, når jeg “savner” mit lille første barn.

Lillesøsterens sovetid og sovemønster er et helt andet end jeg oplevede første gang. Hun sover korte lure og de skal helst foregå ovenpå et andet menneske. Nattesøvnen er mere afbrudt og det er gør kun min tidsfornemmelse mere forskruet – jeg vågner tit om natten og har ingen fornemmelse af om jeg har sovet 5 minutter eller 2 timer.

Hvad dag på ugen det er, eller sågar hvad dato der står på kalenderen ville jeg skulle tænke lidt for længe over, hvis nogen spurgte. Og som jeg skriver dette, går det op for mig at der kun er en uge til at mindstebarnet har været her en hel måned. Hvor forsvandt den måned lige hen?!

I morges havde vi sundhedsplejerske – vi er så heldige at det er den samme som med vores store datter. Og jeg sagde til hende at jeg ikke følte at jeg nåede noget som helst. Men vi endte med at få en fin snak om at dét at holde to små mennesker i live og møde deres behov og være deres mor i særdeleshed er så rigeligt. Det vil jeg prøve at fortælle mig selv, når tiden føles knap og jeg igen tænker at jeg burde have nået mere end at fylde opvaskeren og smøre mig en rugbrødsmad.

Januar

Januar 2017 går allerede på hæld. Sidst jeg skrev et blogindlæg så min verden meget anderledes ud end den gør i dag. Jeg havde nemlig januar planlagt ned til mindste detalje. Der var mange ting jeg skulle nå inden årets første måned randte ud, for når det først blev februar skulle jeg være mor igen. Min terminsdato 1. februar indikerede for mig (måske lidt naivt) at mit andet barn ville blive et februar barn. For jeg ville jo helt sikkert gå over tiden.

Wrong! Jeg gjorde det modsatte af at gå over tiden. Min fødsel blev sat igang, da jeg var 37 uger henne – altså hele 3 uger før termin. I de tre uger havde jeg planlagt at jeg skulle færdiggøre min læreruddannelse, ordne det sidste redebyggeri, være en masse sammen med min datter – bare hende og jeg, ud og spise med en god veninde, i biffen med børnenes far, lave mad til fryseren. Og jo, alt det kunne jeg faktisk have nået på tre uger.

Men ja, virkeligheden skulle blive en ganske anden. D. 15. januar – efter 2 dages igangsættelse – fødte jeg mit andet barn. Mens jeg lå på hospitalet og igangsættelsen blev planlagt tænkte jeg igen og igen på det gamle John Lennon citat, måske er det en smule corny, men ikke desto mindre meget rigtigt for mit liv:

life_is_what_happens-82933

Der kom liv til og livet skete, selvom mine planer ville noget andet og det kunne ikke føles mere rigtigt. Den 15. januar er nemlig den rigtigste dag for lille E at have fødselsdag. Det er lige som det skal være.

For en kontrolfreak som mig og i en verden og en tid, hvor det næsten er muligt at tage kontrol over alting, er det egentlig befriende at opleve hvordan livet alligevel har noget andet til en, end det man lige regner med. At det modsatte af hvad man regner med, kan ende med at føles som det rigtige.

I dag, på januars sidste søndag og min yngstes 2-ugers fødselsdag kunne jeg ikke være mere taknemmelig for hvordan det hele flaskede sig. Jeg har nu to helt fantastiske døtre, min læreruddannelse kom næsten i hus og indtil videre klarer vi alt det nye ret godt synes jeg, også selvom fryseren ikke nåede at blive fyldt op og på trods af at vi stadig manglede at vaske en del babytøj. Alle mand er sunde, raske og glade og resten kan vi jo altid ordne, det er bare et spørgsmål om tid.

Velkommen nytår og velkommen her

Om 2016 er der allerede sagt mange ting. Jeg har ikke fornemmelsen af at mange ligefrem begræder at året er slut og man kan se fremad. 2016 blev året hvor mange store kunstnere blev taget fra os – på et tidspunkt virkede det næsten absurd og jeg har tænkt at Madonna, Sir Paul og andre virkelig skulle passe på at de ikke fik en tagsten i hovedet. Selv kan jeg stadig sørge lidt over at Bowie aldrig mere skal være i blandt os. USA fik en kvindehadsk, klimaproblems-ignorant, minoritetsfjendsk og ikke mindst tikkende bombe som præsident. Året har budt på en flygtningekrise af dimmensioner, alt alt for mange terrorangreb (jeg kan næsten ikke holde ud at tænke det og skrive det). Meget synes sørgeligt og uvirkeligt og man kan da kun håbe på at 2017 bliver et lyst og løsningsorienteret år.

For mig, på det helt personlige plan, har 2016 sgu været lidt en blandet landhandel. Jeg har været udfordret, jeg har grædt, jeg har stået med en positiv graviditetstest i hånden, jeg har grinet, jeg har mærket mit moderhjerte være ved at skvulpe over at stolthed og kærlighed til mit eget lille store menneske. Jeg har været usikker. Været sikker. Jeg har taget store beslutninger. Jeg har næsten færdiggjort en uddannelse. Kørt galt på cykel og derefter afleveret bachelor. Jeg har set mine veninder mindre end nogensinde før. Jeg har følt mig mere voksen end nogensinde før. Hverdagen er blevet en meget real thing. Jeg har været mere træt end nogensinde før. Min mave er vokset og vokset og snart er vi en familie på 4.

I går var årets sidste dag og samtidig min mands fødselsdag. Dagen bød på overraskelsesbesøg af hans forældre, kagespisning og nytårsfejring hos min svoger og hans familie. Helt stille og roligt og børnefamilie agtigt. Vi havde HELDIGVIS aftalt at sove der, og da klokken var 22 kunne jeg næsten ikke holde mig vågen længere og 23.30 måtte jeg kapitulere og kravle i seng. Det føltes lidt forkert, men også virkelig rart at gå ind i det nye år omgivet af dyner og i hvileposition. Min mand kom ind og holdt mig i hånden og vi hviskede godt nytår til hinanden kl. 00., krammede og snakkede om året der var gået. Måske det spring i det nye år der har adskilt sig mest fra tidligere, men virkelig rart og meget rigtigt lige der.

2016 var:
Året hvor jeg startede bloggen.
Året hvor min mand blev syg igen og hvor jeg lærte endnu mere om mig selv og ham. Vi rykkede endnu tættere sammen med vores familier, fik lært at række hånden ud og bede om hjælp. Vi lærte hvad vi kan klare selv, men også at det er okay ikke at kunne klare alting selv og at vi har de bedste kræfter omkring os.
Året hvor jeg blev bedre til at mærke mine egne grænser og markere dem.
Året hvor jeg fik lov at mene noget i radioen
Året hvor jeg blev endnu klogere og nu, på den første dag i det nye år, ved jeg at jeg er lige der hvor jeg skal være.

Jeg har i 2016 virkelig nydt at kunne samle mine skriblerier herinde. Bevares, der er stadig en masse skrivebordsskuffe-skriv og halv fyldte notesbøger gemt rundt omkring, men jeg hygger mig ret meget med bloggen her. Når jeg kigger på mine statistikker kan jeg da også se at der er kommet flere og flere læsere til bloggen. På statistikkerne har jeg også fundet årets 5 mest læste indlæg og det stikker i alle mulige retninger, og jeg har derfor svært ved at konkludere noget som helst ud fra det der har fået flest klik. Jeg bliver bare ved med at skrive hvad der falder mig ind, så længe jeg hygger mig med det tænker jeg.

  1. By-mor? Et indlæg om det at bo i byen, nærmere bestemt Nørrebro, som jeg virkelig elsker. Men samtidig også en overvejelse omkring hvor vi skal bo i fremtiden – jeg tænker at de meget stigende boligpriser nærmest smider almindelige mennesker ud af byen og det er jeg så ærgerlig over.
  2. At blive far… Min søde mand overtog bloggen og skrev et (i mine øjne) virkelig godt og fint indlæg om det at blive far
  3. Pårørende-mor #2 Jeg har skrevet flere indlæg om det at være pårørende til en der er psykisk sårbar og det er nogle af de indlæg jeg får bedst respons på – dette skulle vise sig at blive det mest læste af dem
  4. Om mor her #1 Dette her indlæg handler om mig, det at jeg er ekstremt ekstrovert og hvordan det tit kan være svært og være forbundet med at føle sig forkert
  5. Ligenu.. Et indlæg der er skrevet da jeg og min familie stod i den hårde sygdoms sværeste tid, et indlæg hvor jeg er taknemmelig og føler mig passet på

Rigtig godt nytår til alle – må alle jeres nytårsønsker gå i opfyldelse <3

Birthday-boy <3

For mange er den 31. december lig med raketter, bordbomber, kaosbranderter, dronningens nytårstale, 90 års fødselsdag, året der gak, og så videre.

Det er det også lidt for mig – men mest er dagen noget andet. Jeg har tidligere beskrevet hvordan fødselsdag og det at fejre dem jeg holder af, er noget der betyder rigtig meget for mig og d. 31. december er udover at være nytårsaften, også min kære hr. mands fødselsdag. I år er vi endda ude i en rund en af slagsen. Fødselsdagsnazisten (altså mig), har altid haft svært ved at hans fødselsdag falder som den gør – for det bliver bare aldrig rigtig kun hans dag og der er mange hensyn at skulle tænke ind i en fødselsdagsfejring. Selv siger han at han jo aldrig har prøvet andet og er godt tilfreds med at vi bare hygger os sammen og får lidt god mad. Fødselsdagsnazisten har spurgt, plaget og spurgt lidt mere for om vi ikke skulle lave noget særligt, om han ikke ville have en fest eller noget helt tredje. Men nej, han er en beskeden mand – alt for god synes jeg faktisk.
Jeg har selvfølgelig ikke helt kunne leve med hans ønske om en stille fødselsdag og har planlagt et par gode overraskelser, som jeg er sikker på at han vil skønne meget på. Der skal sgu hverken mangle overraskelser, kærlighed, kage eller gaver når han fylder år.

I kærlighedens navn har jeg derfor formuleret en lille hyldest til ham, som jeg nu vil dele med hele verden (eller “bare” jer der læser bloggen):

Kære P, 
“Du er aaalt for flink” – for snart 6 år siden hjalp du en meget fuld ung dame i seng. Vi havde på det tidspunkt begge to et ret godt øje til hinanden og havde vist også snig-kysset på gangen foran Pejsestuen på Vallekilde højskole en gang eller tre. Men du var ridderlig som min far ville sige og hjalp mig i seng, da jeg ikke selv kunne forcere trapperne til mit værelse. Du er flink, sød faktisk – et godt menneske endda. Et af de mest oprigtige, ærlige og ordentlige mennesker jeg kender. Jeg tror det var det jeg mente dengang, men mit mere sofistikterede ordforråd var vist gemt på bunden af en flaske.

252706_10150312191242802_6883558_n

Du er hjælpsom, omsorgsfuld og betænktsom. Jeg ved at jeg kan regne med dig. Jeg ved at jeg kan regne med os og at vi passer på hinanden. Du har givet mig en tryghed som ingen andre har kunne give mig. Du har formået at få mig helt ned på jorden og være tilpas med det. Mødet med dig og de sidste snart 6 år har lært mig uendeligt meget om verden, om andre mennesker og om mig selv.  

Første gang vi mødte hinanden vidste jeg på en måde at der var noget over dig. Jeg tror jeg kunne genkende noget af mig selv i dig. En af vores fælles veninder fra højskolen sagde engang at vi har samme øjne og jeg forstår hvad hun mener. I talen til vores bryllup sagde jeg til dig “kender du en med det samme blik, skal du vide at han er din ven” og det var det jeg så. Jeg vidste at vi var på bølgelængde. Skæbnen ville imidlertid at vi skulle starte med at være venner. Min gode veninde havde tænkt sig at det skulle være hende og dig. Så vi måtte være venner og det var vi. Lige indtil at det ikke var nok. Jeg havde dårlig samvittighed over at bryde den der girl-code, og prøvede også at stritte imod, lige indtil at jeg ikke kunne stritte mere imod. I dag kan jeg tydeligt se at det ikke kunne være anerledes. Jeg er ret sikker på at vi to høre sammen.

image2 getattachment-1

Vi er blevet testet af lidt af hvert, men har altid fundet tilbage til at være lige præcis os to. Alting kan sgu bare komme an, vi klarer det nok. Det ved jeg at vi kan.

unnamed-3-1

Kære P, kære min mand, kære min bedste ven, kære mine børns far, rigtig hjertelig tillykke med fødselsdagen. Fra det inderste af mit hjerte ønsker jeg dig den bedste fødselsdag og alt det bedste for resten af vores eventyr. 

concybc2ozkhuryukgw9icqoa482v50hhknecnimsaq

Helt corny, er jeg jo nødt til at indsætte vores sang her. Din helt er Bruce Springsteen, min er Patti Smith – de har begge sunget sangen. Men nu er det jo din fødselsdag, og derfor skal du selvfølgelig ha’ den med Bruce. 

 

Jul, jul, jul, julegaver

Julen er for alvor et overstået kapitel her hos os. Pynten er pillet ned, kalenderlyset er væk og barnet har forstået at nissen ikke længere kommer med gaver i julesokken. Men vi glæder os til næste år, hvor julemanden kommer igen og hvor vi atter skal danse om juletræet – det er der ingen tvivl om.

Lige straks er julen 2016 også et overstået kapitel her på bloggen, men først vil jeg lige fortælle om mine julegaver. Julegaverne bliver færre og færre og heldigvis også mindre vigtige som jeg bliver ældre – jeg er meget mere interesseret i at min datter får gode gaver – hvilket hun så sandelig også gjorde. Hold nu op. Vi kan næsten ikke være i stuen for Lego klodser, togbaner, guitar, klæd-ud-tøj og dukker. Det er lige som det skal være.

Mine egne julegaver var virkelig også gode – på en måde er det svært at være udstyret med en kæmpe stor gravid krop når det kommer til at modtage julegaver. Parfume duer ikke, lækkert undertøj ved jeg sgu ærligtalt ikke hvornår jeg kommer til at skrue mig ned i og tøj er også lidt svært, det skal i hvert fald være ammevenligt!

Fra min opmærksomme og søde mand fik to skjortekjoler = PÆNT (!!) ammetøj og en bodyscrub, så jeg kan lege spa derhjemme.
Mine smarte forældre forærede mig et gavekort til Magasin = shoppetur når min krop engang arter sig igen. Pt. skifter jeg mellem joggingbukser, en kjole fra Asos Maternity-linje og en graviditetsnederdel fra H&M – er SÅ træt af at se på det 😀 Helt perfekt!
Mine meget opfindsomme piger (lillesøster er her jo næææsten, så der var også gave fra hende) gav mig et gavekort til graviditetsmassage. Det kommer virkelig til at gøre underværker og jeg glæææder mig.
Og den bedste gave af dem alle: min datters gave til hendes far og mig – et lille maleri hun har lavet i vuggestuen. Så kan alle de andre fine gaver, julens materialisme og drømmen om nyt tøj godt pakke sammen. Mit barn har malet mig et billede og jeg er efterhånden blevet så blød og mor-agtig, at jeg rent faktisk synes at de bedste gaver er de hjemmelavede.

Julen der kom og gik

Nu har vi altså haft jul igen, der la’r sig ikke skjule…

Sidst jeg tjekkede ind på bloggen havde jeg lige afleveret bachelor og tænkte at nu kunne julefreden virkelig sænke sig og jeg kunne få tid til alt det jeg ikke har fået gjort op til aflevering. F.eks. at skrive blogindlæg, ordne lillesøsters tøj/dyne/sengetøj/udstyr – at “neste” om man vil. Jeg kunne måske oven i købet have tid lidt skønlitterær-hyggelæsning, lave mad til fryseren, og så videre …… Det skete ikke – i dagene efter cykelstyrt og aflevering var jeg totalt smadret, mest i kroppen, men også lidt i hovedet. Det der med at man kan komme pludseligt til skade, er sgu uhyggeligt. Mandag inden jul afleverede jeg de sidste eksamensting, og så holdt jeg ellers to fridage hvor jeg så meget fjernsyn og spiste morgenmad og snakkede en hel formiddag væk med en god veninde. 2 hele fridage uden mit barn, 2 dage hvor jeg kørte hende i vuggestue (godt nok til nogle meget korte dage), for så at køre hjem igen. Noget jeg kan forstå man ikke må som forælder. Det hører nok til i sit helt eget blogindlæg og det er hermed skrevet bag øret.

Den 22. december fik barnet juleferie, på facebook annoncerede jeg både efter børnefrisør og julemand, så vi kunne opleve en masse spændende på vores første juleferie-dag sammen – igen blev virkeligheden en helt anden. Vi lavede puslespil, gik en lang tur, forbi bageren og ned og løbe på Assistensen, morede os i vaskekælderen (at vaske tøj er et hit når man er 2,5 – det er nok om at nyde det så længe det vare), bygget togbaner og ellers bare tullet rundt. Julemanden fandt vi ikke og jeg endte igen med at selv at stå for pandehårs-studsningen. Det med julemand og oplevelser var nok i virkeligheden mere mit behov end min datters. Når man kan have det sjovt med at løbe og kaste med blade og putte tøj i en vaskemaskine, er det jo helt fjollet at kaste penge efter indgangen til Tivoli – det skal vi nok komme til. Lige nu er vi stadig et sted hvor noget af det største ses i det små, og det er fedt. Dagen efter drog vi op til mormor og morfar hvor julen skulle fejres – vi fik pyntet juletræ og hygget og leget efter alle kunstens regler, både med mormor, morfar, Karla-hund og den hjemvendte onkel, som alle, på hver deres måde er et kæmpe hit at være sammen med.

Og så blev det altså rigtig jul. Komplet med min mors fantastiske julemad, familiehygge, en afslappet stemning, julemands-besøg og tonsvis (eller næsten i hvert fald) gaver til barnet. Mine forældre har været fantastisk søde til i år at arrangere en jul der var mest på mine og min datters præmisser. Mest af alt skulle det være hyggeligt og overskueligt. Julen i år var blandt de bedste jeg har haft. Helt sikkert den bedste som voksen. Jeg tror virkelig at det er en god og sund idé lige at tage et skridt væk fra alt hvad der hedder jul og så vurdere hvor meget af det man kan overskue og hvor meget af det man vil være med til. Hvor meget der er for andres skyld og hvor meget det egentlig vil ende med at stresse en. 1. juledag brugte vi på at lege med alt det nye legetøj og skiftevis sove middagslur og spise rester – ligesom sådan en dag skal bruges. Det efterlod kræfter til det helt store juleeventyr der ventede dagen efter.

2. juledag proppede vi mine forældres lillebitte bil med mennesker, hund og udstyr – besluttede os for at trodse Urd og sætte kursen mod Jylland. For julen er jo også tiden til at se familien – og Jylland og familie hænger uløseligt sammen for mit vedkommende. Ingen jul uden lidt stress og drama, vi havde planlagt en “ud og hjem samme dag-tur” og det skulle stormvarslerne ikke lave om på. Da vi sidder ved Odden og venter på færgen, tikker der en SMS ind om at den færge vi skulle have hjem er ombooket og nærmest umulig at nå. Så langt så godt. Alle i bilen arbejder for at bevare optimismen og vi trækker ja-hattene endnu længere ned over ørerne og kører ombord på færgen. Færgen vipper og vi smiler stift til hinanden, men bevarer roen. Turen til Jylland ender med at være en stor succes. Vi får nærmest set al familien, 3 stop bliver det til, de 2 første af 1,5 times varighed. Datterbarnet tager det i stiv arm og vader lige ind alle stederne, leger og snakker og følger bare med uden problemer. Jeg er en meget stolt mor. På alle vores stop bliver vi mødt af familiær kærlighed, julekram og gode snakke.

Vi spiste aftensmad hos min farfar – barnets oldefar, som hun ikke har set siden hun var knap et år – noget der ofte har givet mig dårlig samvittighed. Og det var et så fint et møde for alle – vi blev både mødt af flere julegaver og hjemlig hygge. Det betød meget for både min farfar og hans kone at vi var der og min datter blev mødt af megen opmærksomhed og fik mange søde og rosende ord med på vejen. En virkelig fin oplevelse, både for hende, dem og mig. Min onkel, tante og kusine var også med og da der fra dem blev overdraget et hjemmesyet tiger-kostume kunne dagen næsten ikke blive meget bedre. Jylland var en stor succes.

Hjemturen var der vist ikke nogen der havde troet vi ville klare – stormen Urd skulle jo rase over Danmark og da vi kørte fra Aarhus og man kunne mærke de kraftige ryk i bilen, tænkte jeg også at det – på trods af at have været en meget hyggelig dag, måske var lige lovlig kækt at sætte liv og lemmer over styr for at besøge familien nogle timer. Jeg tænkte på min mand – tænk hvis bilen styrtede i vandet med vores datter, mig og lillesøster i maven. Sikke en tragedie – og nej, min fantasi fejler ingenting. I det øjeblik vi ramte Fyn var stormen dog nærmest ikke til stede og turen over Storebælt var, med min fars ord “som på en forårsdag” – ikke en vind rørte sig.

Således vel hjemme fra en juleferie i både nære og fjerne dele af landet, med mange oplevelser og gaver i rygsækken, ser jeg nu tilbage på nok den bedste jul nogensinde. Julen hvor vi kun var en lille bitte smule stressede – mest over vejret. Dagen i dag fortjener ikke mange ord med på vejen, jeg har haft det som om jeg har gået rundt halvt i søvne hele dagen og haft ondt i samtlige knogler i kroppen. Sådan en tur sætter sig i en gravid krop, skulle jeg lige hilse at sige. Jeg har sovet længe, leget med barnet, vi har set lidt for meget fjernsyn, for midt på dagen blev manden min kidnappet af to venner, der startede hans fødselsdagsfejring. Nytårsaften fylder han rundt og han fortjener om nogen en masse fejring. Nu vil jeg gå tidligt i seng, håbe at jeg er mere levende i morgen og nyde juleferien noget mere.

Et forsinket glædelig jul til alle jer der læser med.

 

 

24 timer på Riget

Igår fortalte jeg jo at jeg lige brugte 24 timer på Rigshospitalet forleden. Selvom det ikke lyder af længe – så kan man nå at suge mange indtryk til sig på den tid. Og på en mærkelig måde, nåede jeg også at føle mig lidt hjemmevant.

Her følger en slags komprimeret Vinterbørn anno 2016:

Riget – at kalde det et mikrosamfund ville næsten være en underdrivelse. Men det er nok det nærmeste man kan komme det. Et samfund i samfundet. Hospitalet er jo selvfølgelig indrettet så man nærmest kan bo her. Det er klart – det er der jo nogen der gør, det tænker jeg ikke så meget over til hverdag, men nu gør jeg.
En kirke.
Kiosken.
En skole.
Kaffevogne.
Internetkoderne man får af sygeplejersken.
Køleskabet til de indlagtes egen mad. Billedbladet og Euroman i stakkevis – på svangerafdelingen er der både tænkt på mormor og far.

Her er pyntet op til jul. Små kræmmerhuse pryder dørene ind til 4-sengsstuerne. Et juletræ lyser op med elektrisk lys og glinsende glaskugler lidt længere nede af gangen. I lobbyen laver en sød udklædt nisse julepynt med de indlagte børn. Det kan godt være der er mange besparelser i hospitalsvæsnet, men jeg synes ikke man mærker dem. Der bliver tænkt på os. På julen, nissebørnene og det hele.

Jeg ligger på svangerafdelingen, ligesom damerne i bogen Vinterbørn, som jeg holder så meget af. Ens for os alle sammen er det lille hvide plastik-agtige armbånd. Og ja, så de store runde maver. Vi ligger her alle sammen med en form for forventning om hvad der skal ske. For nogen er fødslen tæt på, for andre er den langt væk. Nogle skal være sengeliggende hele graviditeten og skal have hjælp til at hente mad og gå på toilettet. Andre, som mig selv, er kun på en kort visit.

Bortset fra strutmaver, fødselstanker og plastikarmbånd er ligeså forskellige som alle mulige andre i denne verden. Jeg ligger på stue med to meget smukke afrikanske kvinder der dels gør meget ud af at have farvestrålende nederdele på under deres hospitalsskjorter, men som hellere spiser den mad deres store familier kommer med i kølebokse end den hospitalet tilbyder. Men så igen, havde jeg ikke også takket ja, hvis der kom nogen med hjemmelavet mad til mig? Jeg tror det – den bleggule kartoffelmos og oksekødet i den fesne sennepsauce fra i går aftes var i hvert fald ikke en af mine største mindeværdige gourmetoplevelser. Men det behøver det heller ikke at være.

Selvom man på mange måder er overladt helt vildt meget til sig selv, er jeg virkelig taknemmelig for al den hjælp jeg får. Jordemødrene er alle sammen helt vildt søde og spørger sødt ind til mig og min situation. En aer mig på armen og mærker på bulen i min pande og siger ting som ”sikke en forskrækkelse” og ”nu skal du bare sørge for at passe godt på dig selv” – så megen (jorde)moderlig omsorg.

Ude på gangen møder jeg en kvinde der måske er 10 år ældre end jeg. Hun smiler og siger godmorgen. Hun kigger dernæst på min sorte joggingbukser og den rødstribede nattrøje og siger ”hvad har du måtte gøre for at få lov at beholde dit eget tøj på?” Dem der er her længe går rundt i det blå-hvide, lettere forvaskede hospitalstøj. Nogle går med Mao-sko, andre på strømpesokker, en er helt avanceret og har sorte Birkenstocks med foer i. Det er lidt ligesom det må være at gå med skoleuniform – man får lidt lyst til at skille sig ud fra mængden – og det kan man gøre ved hjælp af sine sko. Smykker og make-up gør vi os trods alt ikke i.

En lille dreng kommer løbende ind på afdelingen, mens jeg sidder i en sofa og spiser. En jordemoder hilser hjerteligt på ham, hans mor ligger her tilsyneladende og har gjort det længe. Han har gaver med, han viser dem til jordemoderen, der giver ham et klem og siger noget med at hans mor er meget heldig med ham. Jeg tænker på mit feberramte barn derhjemme og får tårer i øjnene. Shit, hvor kan man savne, selvom man hverken er længe eller langt væk.

På hospitaler er der er en særlig luft og lugt. Jeg har svært ved at beskrive det, men jeg har det som om at luften på hospitaler gør mig døsig. Jeg sover godt her – længe og meget. Selvom sengen er halv hård, puden er klumpet og jeg har ondt hver gang jeg vender mig – så sover jeg. Måske er det i virkeligheden mest en sindstilstand. På hospitaler sover man, man kommer til hægterne.

Selvom jeg kun skal være her i 24 timer, bliver det hurtigt en form for hverdag at være her. Jeg har selvfølgelig også prøvet det før, men alligevel. Man henter mad 3 gange om dagen, spiser, går i bad, henter kaffe eller saftevand. Går en tur rundt på afdelingen og det hele føles på en underlig måde velkendt.

De andre på stuen får besøg. Nogle har lækker kaffe og morgenmad med. Jeg henter saftevand i en lille kande og pose med nødder i kiosken – nu skal jeg skrive på mit bachelorprojekt. Når jeg altså lige har fået kørt en hjertelydsstrimmel.

På Riget er kontrasterne store og mange.