Feeling old

Jeg trænger vist til at komme lidt ud. Det skal jeg heldigvis i aften. Er i skrivende stund på vej til min første fest uden børn, i meget lang tid. Kan slet ikke huske hvornår det sidst var. Anyway. Følgende udspillede sig på vejen ud af døren:

Mødte lige en af mine naboer i opgangen på vej ud. Hun havde alt muligt camping-hejs med sig.

Mig: “det er jo det perfekte campingvejr”
Hende: “ja, eller Roskilde, ikk?”
Mig: “nej nej nej. Jeg har været mor for længe. Ej, det er sgu pinligt!”

Da jeg kom ud på gaden, vrimlede det jo med folk iført gummistøvler og telt under armen. Jeg selv er iført regnjakke og gummistøvler. Hvem sagde skolelærer? Det er i øvrigt helt skørt at gå rundt uden at skubbe en vogn foran sig.

2017-06-24 17.09.36

Shoppede lige en rød kjole på vejen. Der er høje sko i rygsækken og jeg minder lige mig selv om at jeg kun er 27 år! I’m going out.

 

Om særlige dage

Hjemme hos mig og pigerne, har vi et begreb vi kalder for “en særlig dag”. En særlig dag, er når man skal fejre et eller andet, nogle gange kan det være en af os, der har en særlig dag. I sidste uge fejrede vi f.eks. at bleen er en saga blot for den ene af dem, og derfor fik hun en særlig dag med legetøjsbutik og pizza om aftenen.

Sidste weekend overnattede vi hos mine forældre, hvor vi fejrede min lillebrors fødselsdag. Han har en kæmpe stjerne hos mine piger, og det var skønt at fejre ham. Men søndag formiddag blev jeg lidt ked af det. Jeg havde eksamensnerver. Det er nok ikke gået ret manges næser forbi, at jeg i torsdag var til eksamen og blev færdig med min læreruddannelse. Men i søndags var jeg bange for at skulle være alene på eksamensdagen, på min særlige dag. Lidt ligesom jeg frygter for min første fødselsdag, som enlig mor. De der mærkedage, hvor man er vant til at der er en anden. Det er ikke længere givet, at der er en der tager sig af ens “særlige dage”.

Troede jeg! Min mor havde sørget for at torsdag blev en meget meget særlig dag. Da jeg trådte ud af eksamenslokalet ventede mine forældre, to af mine gode veninder, min bror på mig med blomster, flag og store kram. Det er den første eksamen, jeg har været til, hvor ventetiden på karakteren ikke var slem. Jeg kom ind og fik min karakter, og vi kunne drikke bobler.

Resten af eftermiddagen, væltede det ind med gode mennesker. Min lille stue var stuvende fuld af mine bedste venner og dejlige familie. Jeg fik tonsvis af blomster, fine gaver, søde kort og verdens bedste lærer-stol. En Y-stol, jeg har ønsket mig i årevis. Har næsten lyst til at pakke den ind i plastik, for at passe ekstra godt på den. Men selve dagen var nok den største gave. Tak mor <3 Jeg følte mig alt andet end alene, en særlig dag blev til en fuldstændig fantastisk og meget særlig dag, og jeg vil aldrig glemme den.

20170624_113254

Igår var det en andens tur, til at have en særlig dag. Min ældste datter havde sidste dag i vuggestuen. Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned, om årene der er fløjet lynhurtigt forbi, om hvor ufatteligt hurtigt det hele er gået. Min største mindste menneske skal snart i børnehave. Det i sig selv, føles næsten ligeså stort som en afsluttet uddannelse. Barnet havde bestilt jordbærkage, ananas og vandmelon til festen i vuggestuen. Og når man har en særlig dag, skal man jo have hvad man ønsker. Derfor måtte moren improvisere en jordbærkage uden sukker.
Det var meget rørende og vemodigt, at skulle sige farvel til vuggestuen. De kender hele vores historie og har udover at være et fantastisk sted med nogle meget dygtige pædagoger, også været et sted der har hjulpet mig, støttet mig og givet gode råd i en svær tid. Men jeg tror vi er klar, både barnet og mig til næste kapitel. I første omgang, står den på sommerferie. Juhu!

I did it!

I går var det 8 år siden, at jeg kom ud af eksamenslokalet og ud i den skæve gange på Christianshavns Gymnasium. Min gudmor satte den hvide hue på mit hoved, og jeg kunne kalde mig student. Jeg kom kun lige akkurat igennem gymnasiet. Tidligere har jeg været inde på, at mit gennemsnit fra gymnasiet er så dårligt, at ingen nogensinde har fået det at vide. Især i 3.g levede jeg en ret kaotisk tilværelse, jeg var blevet svigtet af nogle af mine bedste venner, året forinden. Jeg var blevet efterladt med ansvaret for noget dumt, vi allesammen havde været med til. Det år var jeg ked af det, jeg arbejdede meget, gik meget i byen og skolearbejdet var ikke vigtigt. Til sidst i 3.g kulminerede det. Alt det fravær jeg havde haft på gymnasiet, sendte mig til eksamen i fuldt pensum. Det vil sige, at jeg skulle til eksamen i alle de fag jeg havde på gymnasiet. Jeg turde ikke fortælle mine forældre det. Jeg var flov og jeg vidste godt, at det ikke ville gå ret godt. Der var mange der ikke vidste, at jeg i juni 2009 gik til eksamen flere gange om ugen.

Studentereksamen blev derefter, jeg klarede mig igennem med nød og næppe. Fik huen, festerne og alt det. Men også et gennemsnit der ikke kan bruges til ret meget. Det gennemsnit, de mange dårlige eksamensoplevelser og min manglende faglige ballast fra gymnasiet, har i høj grad påvirket mit syn på mig selv. “Du duer ikke til noget”, sagde en lille stemme bagerst i mit hoved, i mange år.

FB_IMG_1498205250245

De 8 år der er gået brugte jeg på 3 sabbatår, et højskoleophold, 4 års studie, 2 graviditeter og fødsler, 1½ barselsperiode. I de 8 år, har jeg været ung med alt hvad det indebærer. Jeg har elsket, jeg har grædt, jeg er blevet svigtet, jeg har mærker kærlighed, jeg har været elsket, jeg er faldet, jeg har rejst mig. Jeg har kæmpet med mig selv og i dag, men nærmest først i dag ved jeg at, jeg duer til noget.

I går kulminerede mange års skolegang, som min mor så fint sagde det. Jeg blev færdiguddannet, på trods af livet og alle dets udfordringer. På trods af den lille dumme stemme, den tunge rygsæk, på trods af svigt og hårde odds.

Det er den vildeste følelse. Jeg er meget glad og lettet. Mit bachelorprojekt scorede karakteren 10. Men det allerstørste var næsten at lærer og censor roste mig og sagde: “du er meget meget dygtig”. Så kan den lille stemme fandeme lære det. Hende kaos-studenten kunne faktisk godt blive til noget.

Alvor

Om en time er det alvor. Jeg sidder lige nu og prøver at trække vejret dybt ned i maven og fortælle mig selv, at jeg kan det her, at det ikke det vigtigste i verden og at jeg har overlevet det der var værre. Med andre ord, jeg venter på at skulle ind til min (forhåbentlig) sidste eksamen på læreruddannelsen. Kl. 14 i dag, er jeg (forhåbentlig) lærer.

I januar var jeg til eksamen, umiddelbart efter at jeg havde født lillesøster. Dengang skrev jeg det her på Facebook:

Screenshot_2017-06-22-10-03-12

Det blev så ikke en helt almindelig barsel. Men det er jo en anden historie. Nu trækker jeg vejret ned i maven igen. Har lige genlæst det her blogindlæg og messer for mig selv “det skal nok gå. Det er ikke det vigtigste i verden”

Wish me luck. I’m going in.

At passe på sig selv

Da jeg i slutningen af februar, modtog det skæbnesvangre opkald, hvor min mand annoncerede, at han ville skilles, var jeg hos mine forældre. Og der blev jeg. I 10 dage. Efter nogle dage kiggede min mor på mig og sagde “find en frisør, hvor du må have en baby med – du trænger til lidt forkælelse”. Som den korrekte speltmor jeg er, gik jeg igang med at google “øko frisør Nordsjælland” og faldt så over en afdeling af Zenz, utrolig tæt på der hvor mine forældre bor. Jeg fik hurtigt en tid og dagen efter drog jeg afsted, med barnevogn und alles.

På vejen derop, tænkte jeg meget over om jeg skulle fortælle om skilsmissen. Frisøren var det første menneske jeg skulle se, der ikke enten var mine forældre eller bedste veninder. Den første udefrakommende der muligvis skulle have historien. Jeg tænkte meget over hvor lidt, eller hvor meget man behøver at fortælle en frisør. Det er vel op til en selv, der kræves vel ikke at man nærmest fortæller noget? Omvendt kan det blive nogle lange timer, hvis man kun svare i en-stavelsesord.

“Skal I så holde barnedåb?” Skæbnen ville at hende der havde tid før mig, også var nybagt mor. Men det var vist også det eneste vi havde til fælles. Jeg sad i sofaen og ventede på at det blev min tur, mens kvinden fortalte om hvordan de skulle fejre deres tredje barn. Selvfølgelig fortalte hun om det, og selvfølgelig havde frisøren spurgt. Når nogen er forholdsvis nybagt mor, falder det jo ikke naturligt at hele verden er vendt på hovedet og at vedkommende er blevet forladt. Det giver mere mening at spørge til søvn, amning, barnedåb og den slags.

Det blev min tur til at komme i stolen. Inden jeg havde set mig om, havde jeg fortalt det meste af min historie. Fortalt om chokket, om at jeg boede lidt hos mine forældre, om den ukuelige kærlighed til mine piger, om bekymringerne jeg havde for min (eks)mand, jeg forstod intet af hvad han havde gang i, og om at, jeg ikke anede om hvad fremtiden ville bringe.

Samtidig bad jeg hende om at klippe 10 cm. af mit hår. Jeg har altid været i tvivl om hvorvidt jeg kunne klippe det så “kort”, jeg har altid tænkt over om han ville synes det var pænt. Men nu “skulle der ligesom ske noget”, som jeg sagde til frisøren.

Amning i frisørstolen

Amning i frisørstolen

Jeg endte med at være der i 3 timer. Resultatet blev et væsentlige lysere og kortere hår. Da jeg gik derfra følte jeg mig meget lettere og lysere. Der er noget terapeutisk ved at gå til frisøren. På flere måder.

Igår var jeg så tilbage. Pigerne og jeg skulle være med til at fejre min lillebrors fødselsdag om aftenen. Igen havde min mor på forhånd mere eller mindre insistereret på at jeg fik mig en frisør tid. Denne gang var det helt uden børn. De blev passet og jeg blev nurset. Min far siger, at det gælder om at have nogle honningdepoter – det er gå til frisøren, er mit ultimative honningdepot, og det var meget længe siden jeg havde tilladt mig selv lidt honning. De få timer jeg fik for mig selv var det der gjorde hele forskellen den her weekend. Det gælder sgu om at passe lidt på sig selv.

Jeg har seriøst set frem til den frisørtid i en måned, tror jeg. Bare at skulle forkæles og slappe af, uden at tænke på andres behov i et par timer. And so I did. Det fine ved netop den frisør, er at den ligger på en lille villavej i Nordsjælland. Så mens jeg fik hovedbundsmassage, havde hårkur i og massagestolen trykkede på min trætte ryg, kunne jeg bare ligge og kigge ud i trækronerne der ligeså stille bevægede sig frem og tilbage i vinden. Det er længe siden, at jeg har været så afslappet.

Samme labre hætte. Nu på en gladere mor.

Samme labre hætte. Nu på en gladere mor.

Som nævnt tidligere, vidste jeg ikke hvad fremtiden bragte, da jeg sidst sad i frisørstolen. Det ved jeg heller stadig ikke. Da jeg gik derfra denne gang, følte jeg mig mindst ligeså let, lys og glad. Jeg havde nemlig tid til at reflektere over hvordan det hele egentlig går. Især fordi jeg jo fortalte frisøren om meget af det, der er sket siden sidst. Min konklusion blev, at jeg er et meget rigtigt sted lige nu, Det er intensivt at have to små børn, ja. Men der er heldigvis nogle der sørger for at jeg får nogle pauser. Men de valg jeg har truffet for min og pigernes fremtid virker som de rigtige. Jeg er helt klart et sted nu, som jeg ikke regnede med for bare 4 måneder siden. Det meste ser ud til at falde på plads og deep down, er jeg faktisk glad. Fremtiden er ikke skræmmende mere.

20170617_145654

Kom tilbage til børnene, lige i tide til at putte begge mine dejlige unger til lur. Hvilket resulterede i en endnu en pause – dog med babyalarm om halsen.

Tak til Marianne, fra Zenz i Humlebæk. Jeg kan kun anbefale hende. Sød, lyttende, klog og dygtig.

Eksamen på barsel

Never a dull moment, det er ret meget historien om mit liv, føler jeg. Det ene projekt bliver lynhurtigt afløst af det næste.

Om under en uge skal jeg til eksamen. Min forhåbentlig sidste eksamen på læreruddannelsen. En eksamen jeg troede, at jeg kunne nå i januar, inden lillesøster kom til verden. Virkeligheden skulle vise sig at være en anden. En ganske anden. Jeg nåede det ikke. Og så skete der jo alt muligt. Eksamen har virkelig ikke været det jeg tænkte mest på.

I december skrev jeg bachelorprojekt, afleverede efter at have ligget til observation på Riget, fordi jeg væltede på cykel. Det bachelorprojekt har haft ret dårlige betingelser, på flere måder. I de her dage forsøger jeg at læse på det, når jeg har ledigt øjeblik. Dem har jeg ikke mange af.

Min bedste studieveninde, krykke og tro væbner gennem hele min uddannelse, blev færdig i mandags. Jeg dukkede uanmeldt op med blomster for at fejre hende, og det var kæmpe stort at dele øjeblikket med hende. Da jeg ventede på, at hun skulle komme ud fra eksamenslokalet, faldt jeg i snak med en af mine andre medstuderende, en der startede sammen med os, og som også fik to børn undervejs. Hun spurgte til mit bachelorprojekt, og hvad jeg havde skrevet om. I det øjeblik kunne jeg slet ikke huske det. Altså hele mit emne. Det ord jeg har skrevet måske 100 gange i min opgave. Det var totalt pinligt, og lidt skræmmende. Heldigvis dukkede det op, og jeg undskyldte mig med at jeg simpelthen var så spændt på min venindes vegne. Det var jeg også. Men jeg kunne også mærke alvoren, eksamenssommerfuglene og de begyndende nerver. Snart er det mig. Hvis noget ikke går galt. Igen.

Om alt går vel, er jeg på torsdag kl. 14.00 uddannet folkeskolelærer. Hvis jeg altså ikke glemmer ordet relationskompetence. 

20170617_150443

Det var en onsdag aften

Her er lige lidt late-night (i hvert fald for småbørnsforældre 😃) live blogging. I skrivende stund forkæler jeg mig selv, med den her skål.

20170614_165851
Irma slik. En virkelig dum last, for det er ret dyrt af slik at være og aldrig på tilbud. Ikke destro mindre, mit yndlings slik.

Jeg fortjener den her skål nu, fordi jeg i dag har:
– gået 16332 skridt
– været til babysalmesang med yngsten
– kigget på fisk på vejen hjem fra vuggestue
– leget på legeplads på vejen hjem fra vuggestue
– luftet løbecyklen (med barn på naturligvis) på vejen hjem fra vuggestue
– skiftet 4 lortebleer
– brugt cirka 5 minutter på mig selv
– fået grønsagsmos spyttet i ansigtet 2 gange
– startet dagen kl. 05.20 #solsolgådinvej
– skrevet 3 (!!!) eksamensnoter
– lavet og serveret sund og nærende mad til mine børn til alle måltider (ingen slikskål til dem #wannabespeltmor)
– (redigeret) blevet afbrudt i slikspisning og blogging 3 gange, 2 gange for at hjælpe storebarnet på toilettet, 1 gang fordi hun var tørstig! The circle that never ends 😀

Med andre ord, været mor. Nu vil jeg overveje at vaske mit hår. Selvforkælelsen når helt nye højder i dag.

Mere om kroppe

Der er kommet virkelig meget sindssyg fin, klog og god respons på mit seneste indlæg om kroppe. Tusind tak for det! Men jeg vil lige uddybe en enkelt ting, som der vist var nogen der havde misforstået. Jeg mener ikke at kroppe kun er gode hvis de har født, eller går 8 kilometer om dagen. Det jeg ville frem til, med det jeg skrev, var egentlig bare hvad der virker for mig.

I det hele taget er min livsfilosofi måske lidt, at man må se på det man har, i stedet for det man ikke har. Derfor man må se på hvad er det gode ved min krop, hvad kan den, hvorfor er jeg glad for den – fremfor det modsatte. Det kan man nemlig ikke bruge til ret meget. Egentlig handlede det måske også om, at minde mig selv om det. Der er bestemt (mange) dage, hvor jeg ikke sætter pris på min krop, og det vil jeg blive bedre til at gøre.

Jeg fornemmer at der er flere der har det som mig. I går så jeg Temalørdag, fra i lørdags, hvor det netop handlede om krops-positivisme. For mig gav det lige det sidste nøk opad, og gjorde kun mit eget selvbillede mere positivt. Så derfor kan jeg kun anbefale at få programmet set, det kan man gøre her.

Efter at have set Det er fedt at være tyk, som programmet så fint hedder, kom jeg til at tænke over, at jeg aldrig rigtig har tilladt mig selv, at bruge penge på noget lækkert badetøj eller f.eks. shorts. Jeg har altid tænkt at der var meget tøj, jeg ikke rigtig kunne være bekendt at gå i, fordi jeg ikke er model-tynd. Det skal simpelthen være slut nu! Dette skal blive sommeren, hvor jeg finder en nice bikini, tager den på når jeg leger med mine børn på stranden og går i det sommertøj jeg har lyst til.

Hermed endnu en opfordring givet videre: blæs lidt mere på hvad andre tænker, og vær sød ved din krop, du skal trækkes med den i mange år <3

 

 

Noget om kroppe

På flere blogs kan man for tiden, læse om kroppe. Fantastisk Petra Nagel har lavet et TV-program, hvor hun vil lære at elske sin krop. Det har vist sparket en debat igang. En debat jeg synes der er vigtig at tage. Så derfor vil jeg selvfølgelig også være med. Heldigvis kan man læse den samme pointe flere steder, nemlig at kroppe er seje – uanset størrelse. Det er jeg sådan set helt enig i. Oftest er de indlæg eller artikler jeg er faldet over, bare skrevet af slanke kvinder. I manges øjne, tror jeg at det er lidt provokerende og virker meget gratis at skrive, at du skal elske dig selv og din krop, når du har den mest “almindelige” tøjstørrelse og ikke oplever at blive fat-shamet som det så fint hedder. Men selvom man er slank og har modellignende mål, så er det ikke ensbetydende med at man hviler i sin krop og har det godt med den. Det kommer jeg ind på senere. For jeg ved godt hvordan det er.

Men alligevel savner jeg personligt lidt, at høre fra kvinderne med de brede røve og de bløde lår. Sådan en er jeg (heldigvis) selv og jeg er jo ikke som sådan bange for at bruge min stemme. Så here goes:

Alle kroppe er gode kroppe, siger kropsaktivisten Andrea Storgaard Brok. Jeg kan kun erklære mig enig. Som tilføjelse vil jeg sige, at jeg synes det at have en krop, er blevet alt for meget lig med at have et udseende. Et udseende som nogen kan forholde sig til og mene noget om. Men en krop er jo så meget mere end et udseende.

Det har helt klart hjulpet på mit forhold til min krop, at blive mor. Aldrig har min krop været så kurvet og blød som den er nu. Men jeg har det helt fint med den.
Jeg skulle lige til at skrive det der, man altid siger til sine venner – jeg kunne da sagtens trænge til at tabe mig. Det ligger ligesom lige på tungen, og er sådan noget man lidt forventes at sige. For må man egentlig godt være glad nok for sin krop, når den ikke har modelmål? Hvis man er tyk og glad for sin krop, så er man jo nok dum, synes at være fordommen. Må man rose sin krop, når man har modelmål? Hvad med janteloven og den slags? I Danmark er vi sgu egentlig ikke så vilde med folk der hylder sig selv.

Og jo, der ville sikkert ikke ske noget ved at jeg tabte mig lidt. Men jeg har det nu afslappet nok med min krop. Den har båret og groet 2 mennesker. Efterfølgende født dem. Og så igen fodret dem. Og det er på under 3 år. Det er sgu da meget godt klaret.
I øjeblikket slæber den rundt på skiftevis 7,5 og 14 kg barn- nogle gange samtidig. Den har næsten altid en rygsæk med de vigtigste fornødenheder på, når vi forlader lejligheden. Den skubber tit en søskendevogn, med knap 22 kg fordelt på to sæder foran sig. Den løber op og ned ad trapperne til 3. sal mange gange om dagen. Og hvis man skal tro skridttælleren på min telefon, går den i gennemsnit 7-8 km. om dagen. Min krop er sgu sej nok. Og ja, muligvis lidt tungere end det der BMI foreskriver at den “bør” være. Men kroppen, den er igang, den sidder ikke bare stille hele dagen lang. Den bliver fodret med grøntsager og fibre hver dag. Den får sine vitaminer og mineraler. Bevares, den får måske lidt for meget kaffe, chokolade og boller med smør og ost – men sådan er det altså lige nu.

På den ene side bliver jeg glad (og føler mig meget moderne) når jeg ser en artikel med overskriften “Morkroppen er moderne” – skønt hvis bløde maver og hængerpatter er på vej tilbage. MEN, samme overskrift gør mig også lidt i dårligt humør. For, den viser bare præcis hvor meget fokus der er på, hvordan vores kroppe tager sig ud, i disse tider. Kunne vi ikke bare gå rundt og se ud som vi nu engang gør, uden at det var et kæmpe tema? Som der også er en der udtaler i artiklen, ønsker jeg at vi kunne slappe lidt mere af i forholdet til vores kroppe.

Jeg har to piger. Den ene har alle dage været lang og slank og den anden er også lang, men klart mere i den runde ende. I morges klappede min ældste datter mig, på mit bare lår og jeg skulle lige til at sige noget med mors tykke lår. Men nej. Jeg tænker så meget over at være en god rollemodel for mine døtre. Det er virkelig vigtigt for mig at de to – uanset hvordan de ender med at forme sig – aldrig vil føle sig forkerte, eller tro at man er mere værd, hvis man ser ud på en bestemt måde. Det er så vigtigt for mig at du får et afslappet forhold til deres kroppe. Jeg vil gerne have at de ser mange forskellige kroppe, at der er rollemodeller i forskellige størrelser, man kan spejle sig i.
I førnævnte artikel, nævner Charlotte Højlund noget om det kvindebillede hendes døtre skal vokse op med og at “hun ville ønske, at normalspektret blev udvidet, og at vi kunne fjerne fokus fra, at alt handler om, hvordan vi ser ud. At vi kunne slappe mere af og bare være glade for, at vi har en krop, der fungerer”. Det er præcis sådan jeg også ser det. Kroppen er så meget mere end et hylster.

Da jeg var 16 år, havde jeg det på mange måder ret svært med mig selv og min krop. Det er der desværre ikke noget usædvanligt i at have, når man er 16 år. Men hos mig resulterede det i, at jeg i en periode ikke spiste ret meget. Nærmest ingenting. Nogle gange kastede jeg også op – hvis jeg var nødt til at spise. Jeg ville ikke have at der var nogle der skulle opdage noget, så derfor spiste jeg, når jeg var sammen med andre mennesker, i situationer hvor mad var en del af programmet. Hvis jeg kunne komme til det, prøvede jeg at få maden op igen. Perioden var ikke ret lang og nåede aldrig at kamme helt over. Men en spiseforstyrrelse, det var det vist. Jeg blev også rimelig tynd. Dengang var jeg en del af en sub-kultur, hvor det var et must at være tynd, have en masse sort øjenmakeup og stort hår. Selvom jeg blev tynd, blev jeg ikke glad.

1931328_44462809094_612_n

16 år og ikke spor glad for sig selv.

De to gange jeg har været gravid, har jeg begge gange fået målt et BMI der var for højt. De jordemødre jeg mødte, greb det helt forskelligt an. Første gang fik jeg at vide “at jeg jo var en lidt stor pige” og “at det jo er vigtigt at spise fuldkorn” – jeg er uddannet madkundskabslærer og lever generelt rimelig sundt – så det ved jeg godt. Men jordemoderen fik mig til, at føle mig så dum, tyk og forkert. Anden gang havde jeg en fantastisk jordemoder, som målte mit BMI og sagde “ja, Louise, så “skal” jeg jo fortælle dig noget om kost og indstille dig til en glukosebelastningstest for at udelukke sukkersyge – hvordan har du det med det?” Hun var ikke selv nogen lille dame, og var tydeligvis godt klar over, at en krop godt kan være sund, selvom den ikke er lille. Jeg følte mig set, forstået og mødt i øjenhøjde.

Resized_20161029_163003_1496922750107

November 2016. Gravid i 7. måned.

Alle kroppe ER gode kroppe. Personlig er jeg selv gladere for min i dag, end dengang jeg var allertyndest og blev stoppet på gaden i London og fik tilbudt en modelkarriere. Men hele min krop bliver så træt, når jeg fornemmer at folk skuer hunden på hårene og dømmer folk på deres udseende. I det hele taget, skal man sgu passe på med, at dømme hinanden ret meget. Dybest set ved vi meget lidt om hinanden. Når man ser mig og min krop komme gående ned af gaden, ser man jo ikke den spiseforstyrrelse jeg havde som 16-årig, at jeg har født to børn, at jeg hver dag slider og slæber for at få alting til at fungere. Man ser muligvis mine rander under øjnene, mine brede hofter – og det kan man jo mene så meget om. Men i stedet for at dømme, kan man jo spørge. Det er ikke sikkert at den tykke pige nødvendigvis har det skidt med sig selv – til gengæld kan den slanke kvinde sagtens have det. Jeg ønsker mig virkelig en verden, hvor det er det indre der tæller. Selvom det lyder så mega hippie-agtigt, så er det i mine øjne klart det vigtigste.

Morkrop i fuld firspring og klar til at lege.

Morkrop i fuld firspring og klar til at lege.

Pinse”ferie”

I fredags, var der en mand på gaden der smilede af mit karavane-lignende ensemble bestående af barnevogn med baby, ståbræt med 2 årig og rygsæk på ryggen. “God weekend” sagde han. “Weekend og weekend” sagde jeg.
For helt ærligt, i gamle dage, før jeg fik børn, der var der weekender til. Det var noget med at sove til man ikke kunne længere, stå op når man ikke orkede at ligge i sengen mere, stene fjernsyn, drikke øl, spise god mad og alt det der livsnyderi. Nu er weekend liiidt noget andet. Især hvis den ovenikøbet er forlænget!

Nu synger pinseferien på sidste vers. Det er gået godt sgu. Til gengæld har jeg det mest som om, at jeg er blevet kørt over. Af en damptromle, that is.

Vi har ikke været på en smart ferie, til fjerne og lune himmelstrøg. Pinse”ferien” har været små-intens, hyggelig, hård, trættende, fyldt med søde børnegrin. Jeg har summeret den op i punktform. Mest for letheds skyld.

I pinse”ferien” har jeg:

  • haft alle mand i bad. Ikke på en gang. Eller på samme dag. Men alligevel
  • fjernet neglelak fra mine tæer
  • (næsten) lært ældstebarnet at gå på potte
  • tørret tis op fra gulv x 2
  • heppet på mindste barnet der nu næsten kravler #theygrowupsofast
  • haft samvær med børnenes far. Vi er en stor lykkelig skilsmisse-familie
  • lagt rent sengetøj på 3 senge i forskellig størrelse
  • serveret aftensmad for den største foran fjernsynet (den dag hun sprang luren over – tak skat!)
  • købt ind
  • sovet for lidt
  • drukket så meget kaffe at jeg fik kvalme x 2
  • betalt 40 kroner for ½ kg nye kartofler. Vanvittig kilopris, vanvittigt lækkert!
  • bagt rabarber “barabar”-kage med storesøster #speltmornumedsukker
  •  tegnet
  • leget hospital (en god leg hvor man får lov at ligge på sofaen)
  • vasket tøj (2 maskiner!!!)
  • købt og solgt på dba – tak til min evige chauffør hr. Far <3
  • spist klart for meget chokolade og kage og kulhydrater.
  • haft besøg af verdens bedste mormor og morfar (som er grunden til at så mange af punkterne, er ok overskudsagtige)
  • haft kalender-koordinerings møde i telefonen med min eks-mand – how very skilsmisse of us
  • luftet løbecyklen flere gange
  • elsket at min mor lagde vasketøjet sammen, ellers var det strandet i en IKEA-pose
  • most udkogte grønsager til ugenkendelighed

Og meget meget andet. Nu er klokken 20 og begge børn sover. Halleluja.

edc7bfe63a929734159160ea4cdea8d7

Seriøst – jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden <3