Mor-udfordringer

Indlægget her kunne have mange titler, jeg opererede lidt med noget om lykke. Eller mangel på samme. For gør moderskabet lykkelig eller ulykkelig? Nogle mener at livet først giver mening når du får børn, andre føler at de var mere lykkelige før børnene.

De sidste par måneder har man kunne høre mere og mere, og læse mere og mere om det faktum at det at være mor langt fra er en dans på roser. Nogle fortæller at de er i tvivl, andre om at de elsker deres barn, men ikke det at være mor, ganske få fortæller at de har fortrudt. Jeg er dybt imponeret over disse kvinders mod.

Verden har på mange punkter ændret sig meget, siden jeg selv for knap 27 år kom til verden. I virkeligheden er det jo ikke ret mange år, men så alligevel. Af flere omgange har jeg snakket med både min mor og min svigermor om det at være mor i vores samtid. Min mor sagde noget i stil med: “at det da måtte være svært at det var noget alle mennesker har en holdning til” – hun mente ikke at det fyldte helt så meget i verden at nogle var mødre dengang, i slutfirserne/start halvfemserne. I dag, synes jeg at det kan føles meget svært at gøre noget som helst rigtigt, eksemplet med sammensovning er godt – for sover du sammen med dit barn er du en hønemor der er for knyttet til dit barn og gør du det ikke, giver du ikke dit barn den nødvendige tryghed og kærlighed. Det kommer an på brillerne der kigger på det. Men kritikken er “nem at finde”. Samtidig med at du skal træffe alle de rigtige beslutninger, skal du jo være glad mens du gør det.
Min egen mor er temmelig kølig og siger: “det er da pissehamrende hårdt at have et lille barn” – ikke så meget pis eller dårlig samvittighed. Vi gør jo hvad vi kan.

Og ja, det er hårdt. Det synes jeg faktisk. I nogle perioder mere end andre. Lige nu, er jeg inde i en periode hvor det er hårdt på en ny måde, en måde som jeg ikke har oplevet før. Det er ikke så meget selve det at være mor der er det hårde. Jeg har styr på rutinerne og fornemmer bestemt at mit barn har det godt. Personligt har jeg ingenlunde fortrudt at blive mor, det har bygget en ekstra dimension ovenpå mit liv og jeg ville ikke være det eller min datter foruden. Det er der slet ingen tvivl om. Men det betyder ikke at det bare er lutter lagkage, lyserøde skyer og sommerfugle. Det er også svært. På mange måder og på forskellige måder.

Det er egentlig mere det udenom moderskabet jeg synes der er svært. Det er som om det først nu rigtigt går op for mig, hvor meget det har ændret mit liv at blive mor. Det genkendelige liv fra før. Det at blive mor som 24-årig var i virkeligheden en brat overgang til det “rigtige” voksenliv. Starten af mine tyvere handlede meget om at drikke store øl på værtshus og at ses og måske også identificere mig meget med mine veninder. Vi har set hinanden på alle mulige skæve tidspunkter, da vi allesammen er studerende og derfor oplever undervisnings-fri på hverdagsformiddage – på den måde bliver man en meget stor del af hinandens (hverdags) liv og man kender til hinandens gøren og laden.

Af gode grunde ved jeg ikke ret meget om hvordan det er blive mor når man er i 30’erne. Men jeg tænker det må føles lidt anerledes, fordi man i større omfang er vant til at have en 8-16 hverdag og ikke kan smide alverdens venindedates ind i den. Det er ren gætteri, men sådan forestiller jeg mig det.

I min barsel mærkede jeg ikke meget til hvordan mit (sociale) liv havde ændret sig. De fleste af mine veninder studerede endnu og derfor var der stadig tid til kaffe i hverdagen og mange veninder var søde til at lufte barnevognen med mig. Men nu her, et år efter min barsel sluttede kan jeg godt mærke at der er sket noget. Der tikker ikke ligeså mange SMS’er ind på telefonen og jeg ser færre mennesker og også mindre frekvent end for et år siden.

For et par uger siden, til sidst i min sommerferie affødte det en form for ensomhed. Mit liv vendte på en tallerken den dag jeg stod med min datter i armene, og det kan helt sikkert ikke være anerledes. Men behovet for social kontakt er ikke ophørt og jeg kan stadig virkelig have brug for at føle mig som en del af venindeflokken, eller som en folk gerne vil se. Måske har jeg sagt nej til for mange arrangementer, eller måske har jeg snakket for meget om mit barn – jeg ved det ikke – jeg kan ikke huske det. (Fri)tiden er helt klart ikke det samme som før, men det betyder ikke at jeg ikke savner det, og stadig har prøver at justere hist og her for at få den “nye” virkelighed til at hænge sammen.

I virkeligheden tror jeg ikke det kan være anerledes. Om lidt skal jeg ud og have et rigtigt voksenjob, så tiden bliver kun mere knap. Men jeg vil tænke tilbage på starten af 20’erne som noget rigtig sjovt og dejligt – voksenlivet kom hurtigt, men det valgte jeg selv og jeg ville ikke vælge anerledes i dag. Det handler måske mest om tilvænning. Og så om at have “honningdepoter”, som min far kalder det. At gøre lige det man har allermest lyst til og brug for. Engang i mellem. I sidste uge hjalp det mig meget at tage en halv spontan tur til Odense og se en veninde jeg ikke har set i lang tid, og bare have tid til at snakke. Honningdepoterne og venindetiden bliver mindre, men de er der, og de giver mig fornyet energi.

– (Veninde/unge/savne) Mor her

 

 

 

By-mor?

Her i løbet af sommeren har min mand og jeg gået med overvejelserne omkring hvor vores lille familie skal bo. Jeg er (forhåbentlig) færdig med min uddannelse til januar og derefter har vi en lidt anden slags penge at leve og bo for end vi har nu, og vi får ligeså stille brug for mere plads.

I al den tid vi har boet sammen, og faktisk også før vi flyttede sammen, har vi boet på Nørrebro. I mine øjne den bedste af alle broerne og indtil for nylig har jeg virkelig ikke kunne forestille mig at bo noget andet sted. Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned om mangfoldighed, gode legepladser, barnevognsture på Assistensen, verdens BEDSTE vuggestue, at bo lige rundt om hjørnet fra flere veninder, hvordan Nørrebrogade kan føles som et fremmet land når solen rigtig skinner, sammenhold, unikke butikker, storbyliv og alt det jeg elsker. Men egentlig er Nørrebro bare hjem for mig. Jeg er kommet her siden mine spæde teenage-år, først i Ungeren på Jagtvej og siden alle mulige andre steder. Jeg ved hvor alting ligger, jeg ville aldrig kunne fare vild her. Jeg hilser på de samme mennesker hver dag og jeg elsker det lille skøre samfund vi har her. 2200 er mit hjem og Nørrebro har mit hjerte.

Men, vi skal snart bo i noget større. Og noget større er dyrt. Især her. Jeg går tit forbi ejendomsmæglerene på Jagtvej, og det er soleklart at man ikke får meget lejlighed for sine penge. De fleste små andelslejligheder er langt oppe i millionklassen. Og med andelslejligheder følger der som bekendt altid et beløb til boligydelse. Hvis du ønsker dig mere end 3 værelser på Nørrebro skal du i hvert fald finde 3 millioner, og vi er ikke den bydel, hvor det er værst. Det er jo helt hul i hovedet! Boligmarkedet i København er ved at stikke helt af.

I overvejelserne omkring hvor vi skal bo, ligger også hvilket liv vi ønsker for vores familie. Vi har ikke lyst til at sidde så dyrt, at vi er nødt til at knokle for at tjene til huslejen – selvfølgelig skal vi arbejde, men der SKAL være tid til at være en familie. Det bliver mere og mere klart for mig, at for at få råd til at kunne holde fri, er vi måske på vej ud af byen.

Priserne på boliger i byen, er ved at jage helt almindelige mennesker væk. Vi, en akademiker og en skolelærer med lyst til en lidt fritid engang i mellem, er i tvivl om det kan lade sig gøre at finde noget vi har råd til. Det er forrykt. Noget af det jeg elsker allermest ved at bo i byen, og især på Nørrebro, er at vi der bor her er så forskellige, men vi er enige om at vi skal bo her allesammen og at alle har lov at være her. Men snart har ingen råd, især ikke dem der er på vej ind på boligmarkedet. Jeg er seriøst bekymret for at København om få år vil minde om London, hvor ingen almindelige mennesker har råd til at bo. Dét er faktisk slet ikke det der er byens ånd.

hjerte

Her på Nørrebro har vi et mindesmærke – Bjørn Nørgaard lavede i 2010 “farvel til våbene”, som ses her på billedet. I daglig tale hedder det dog bare Nørrebros hjerte. På betonsoklen står der “Vi vil leve sammen” på en helt masse forskellige sprog. Nørgaard selv skriver “Verden skal være åben og mangfoldig, der skal være plads til den enkelte, til forskelligheder, til en rigdom og sprog, religion og kulturer, men det skal være en mangfoldighed i en fælles verden” –  noget jeg er meget enig i, og som virkelig er det mit Nørrebro står for. Og derfor kan jeg faktisk ikke holde ud, at det nogensinde skulle blive anerledes.

Morskab

Moderskabet er en forunderlig og foranderlig størrelse. Selvom jeg er den samme som før, ændrer det at være mor sig hele tiden, for barnet udvikler sig hele tiden. Der er således forskel på tanker/gøremål/lege etc., nærmest fra måned til måned.

Derfor har jeg lavet en lille liste om det at være mor til en på knap to:

  • du kan ikke se en gravko uden at tænke: “GRAVKO!!” Det samme gælder flyvemaskiner, kraner, lastbiler, helikoptere osv..
  • sølv er tale, tavshed er guld. Dine ører er nogle gange ved at falde af
  • for meget stilhed er farligt. Det betyder f.eks. tush på gulvet/i håret/på væggen/
  • du ved hvornår nogen er trætte, før de selv vil indrømme det
  • du kan blive helt nervøs for fremtiden, når du tænker på den stædighed, selvstændighed og viljestyrke der allerede bliver lagt for dagen
  • flere gange om dagen må du smile små-undskyldende til fremmede, fordi barnet kommenterer deres every move, eller kalder dem for en dame (selvom vedkommende er en stor mand)
  • frygter du hvad der bliver det næste barnet finder på at sige
  • er toiletbesøg alene en KÆMPE luksus. I anden række kommer toiletbesøg hvor alting ikke bliver kommenteret
  • du griner heldigvis meget.. For få er så sjove som en på næsten 2

 

Ferie-mor

En “lille” hilsen fra ferielandet. Som så mange andre er vi også draget på ferie – og det der med sommerferien har jeg været spændt på. Sommerferie med barn kræver mange praktiske overvejelser – V I R K E L I G mange. Og så er der jo alle bekymringerne.

Men som sagt, sommerferie. Vi har tre ugers ferie sammen. Vi er netop gået ind i den tredje. De to første uger var vi i sommerhus, først en uge alene og så en uge med mine forældre. Denne, den tredje uge, bruger vi i en lille hyggelig by uden for Berlin med barnets farmor og farfar. Den her sommerferie er altså all about bedsteforældre-tid. Det kan sikkert lyde ret intenst for nogle. Men det har i den grad vist sig at være en rigtig god idé. Hjemme i hverdagen har vi ikke specielt meget intenst bedsteforældre-samvær, så der bliver i den grad fyldt på den konto her i ferien. En anden konto der også lades op i bedsteforældrenes selskab er søvnkontoen – nu er vi nemlig flere til at stå op klokken tidligt, og hvis man har lyst kan man hvile sig mens nogle andre leger med barnet. Brilliant!

Jeg bliver altid lidt stresset i forbindelse med at skulle rejse, jeg er ikke overdrevet god til mange skift, og jeg fornemmer at det kun er blevet værre af at være blevet nogens mor. Derfor har denne her ferieform været ret ideel – i første omgang skulle vi ikke ret langt væk, vi har haft base det samme sted i længere tid af gangen og så videre. Men det betyder jo desværre ikke at bekymringerne udebliver.

For hvad nu hvis det hele blev for kedeligt? Før vi fik barn rejste vi meget på storbyferie, hvor man kunne træde lige ud af døren og opleve alt muligt. Ville barnet føle sig underholdt nok? Havde vi nu pakket legetøj/tøj og underholdning nok? Og hvad nu hvis det regnede hele tiden?

Indtil videre har det ikke været kedeligt. Men der har heller ikke været den vilde gang i gaden. Og ja, det har regnet meget i sommerhusland. Når det så er sagt, har der været så mange gode ting. Jeg er virkelig blevet opmærksom på hvor meget børn, eller i hvert fald mit barn, kan få ud af ikke ret meget.
Vi har plukket blomster, set en masse (for by-barnet hidtil ukendte) dyr, f.eks. dådyr, en grævling, men også mange larver, biller og sommerfugle. På stranden har vi set og leget med sand, vand og tang og barnet har lært hvad blæretang er – at moren i den forbindelse også blev klogere snakker vi selvfølgelig ikke om. Vi har cyklet, spist is, set Ramasjang, læst bøger, tegnet, leget med alt hvad man kan finde i skufferne i en sommerhus-kommode. Vi har moret os over det høje “PLUMP” der kommer når man smider en sten i vandet. Kort sagt, verden er stor. Også i Vestjylland. Det hele behøver ikke nødvendigvis være så skide fancy. I hvert fald ikke endnu, og det nyder jeg.

Nu har vi så brugt to dage i en lille tysk by. Her er stille, så vi har udforsket byen, spist på fiskerestaurant og været ude og sejle. Desuden har der været en masse tid til at lege med farmor og farfar, og intet gør mig mere lykkelig end at høre min datter skraldgrine fordi hendes bedsteforældre har fundet på noget sjovt. Hun har det som blommen i et æg på den her ferie, og jeg kan virkelig mærke hvor mange mennesker der elsker hende.

I morgen er det dog endelig tid til at der skal ske lidt mere. Vi ind til Berlin, en af mine yndlingsbyer og selvom det ikke er uden bekymringer (vil barnet sove lur i klapvognen? Kan vi overhovedet nå at se noget som helst med en meget selvstændig pige, der helst vil det hele selv? Bliver det for varmt? Etc etc), glæder jeg mig alligevel, for det skal nok blive sjovt, godt og spændende – det har den her ferie lært mig. Og hvis det ikke går, er vi flere til at tage os af barnet. Det er i sandhed fantastisk.

Jeg bruger generelt alt for meget tid på bekymringer der slet ikke når at blive til noget. Den her sommerferie har virkelig lært mig at “ja-hatten” slet ikke er så dum. For det hele skal jo nok gå og det er faktisk slet ikke så svært at rejse med en knap 2-årig.

– (Bekymrede) (Ferie)Mor her

Princip mor #2

Det her blogindlæg har jeg tænkt på i flere måneder. Flere gange er tankerne omkring det blusset op, og igen de seneste par dage. Det skal handle om børn på de sociale medier. Mine tanker omkring det har fået fornyet styrke af den debat der  foregår i kommentarfeltet hos Mette Marie. Hun har medvirket i en artikel for Berlingske og senere også medvirken i Godmorgen Danmark.

Mette Marie har en Danmarks største “mommy-blogs”, og startede ud med at vise mange billeder af sine tvillinger på bloggen og instagram. Men nu har hun skiftet mening. Fra nu af fotograferes børnene kun bagfra. Hendes beslutning om denne ændring har skabt stor debat i kommentarfeltet på hendes blog og jeg har været med i debatten. For som den skarpe læser af min blog nok har opdaget – er Mor her en blog om at være mor, men ikke om min datter, som sådan. Jeg har hele tiden haft det sådan at de to ting umiddelbart godt kan skilles ad.

Jeg er i kraft af mine 26 år, vokset op med sociale medier og digitalisering. Jeg fik min første mobiltelefon som 10-årig, min første Arto-profil som 13-årig. Jeg husker også hvordan jeg før det, havde “for-sjov profiler” på diverse datingsider og chatfora sammen med veninder. Når vi gik hjem efter skole sad vi og chattede for sjov og foregav at være nogle andre end de bøjle-befængte tweens vi var. I min tid som Arto-bruger oplevede jeg at være en del af en gruppe der var “Arto-kendte” – vi var en “kendt” del af en subkultur der blomstrede op i Danmark i mine teenage-år. Jeg oplevede at blive genkendt på gaden. Jeg oplevede at folk gerne ville snakke med mig, give øl og mad, for jeg var jo “hende der fra Arto”. Lad mig bare sige, det gjorde ikke noget godt for mig at få den opmærksomhed. I min folkeskoletid havde jeg en lang periode hvor jeg blev holdt grusomt udenfor og følte mig mobbet. At gå derfra og så til at blive en der blev genkendt, og en som nogle ligefrem så op til, kunne jeg som 15-16-årig slet ikke håndtere. Det steg mig totalt til hovedet og i den forbindelse kunne jeg godt finde på at udnytte det og bruge det på en ikke særlig hensigtsmæssig måde. Det har jeg det faktisk dårligt med idag.

Blandt andet derfor, har jeg en virkelig skarp holdning til at have min datter på de sociale medier. Jeg ved godt at bare fordi jeg ligger et par billeder af min datter på min private Facebook-side, Instagram, eller på min lille blog her, betyder det ikke nødvendigvis at hun bliver kendt eller kommer til at opføre sig som sin mor. Men jeg kender til bagsiden af alt det der sociale-medie behov og forbrug.

Derudover handler det for mig også om at give min datter et frit valg. Jeg har læst mange forskellige kommentarer omkring det her emne. Nogle fra store børn, der skriver at de nærmest ville blive kede af det, eller ikke føle at deres forældre holdt nok af dem, hvis de ikke var en del af deres sociale-medie liv. Argumentet at man skal følge med tiden, og at det her jo er den virkelighed vores børn vokser op i – dét har jeg også hørt. Og jeg kan sagtens forstå begge synspunkter – det er bare ikke sådan jeg har det. Jeg vil hellere have at min datter bliver vred på mig, eller ked af at jeg ikke har “givet hende en identitet” på de sociale medier i vuggegave, end jeg ønsker det modsatte. For jeg har også hørt historier om børn der føler det grænseoverskridende at deres forældre deler deres liv. Af de to onder, ved jeg godt hvad jeg foretrækker. Og ja, så kan det være at jeg en dag bliver nødt til at forklare min datter at det var ud af kærlighed og respekt for hende, at hun er den eneste i klassen der ikke allerede findes på det store internet.
Endeligt, har jeg hørt uhyggelig historier om hvordan delte facebook billeder bliver brugt som reklamer i andre lande. Vi ved faktisk ikke hvor billederne ender.
Selvom at de sociale medier efterhånden har eksisteret hele mit teenage- og voksenliv, synes jeg stadig det er en lidt ny ting, som vi ikke kender enden på endnu. Derfor har jeg, som den forsigtig-Per jeg er, brug for at fare lidt med lempe.

Paradoksalt nok, blogger jeg jo om vores liv og smider alt muligt ud i cyperspace. Men jeg prøver alt hvad jeg kan at holde mig på min egen banehalvdel. Den har jeg nemlig bruset ud med før.

– (Princip) Mor her

 

Pige-mor #2

Forleden læste jeg hos Cana, at hendes dreng har fået nye sandaler – ikke bare hvilken som helst slags sandaler, men et par sandaler han helt selv har valgt og derfor er de guld og har blomster på. Hvis I kigger forbi hendes blog, kan I selv se hvor flotte de er. Og hvorfor skal børn egentlig ikke have lov selv at bestemme? Og hvis de skal, hvornår er det så?

I sidste uge oplevede jeg for første gang, at min datter var utilfreds med det tøj jeg havde givet hende på. Hun har tidligere udtryk mening om hvad hun helst ville have på, men ikke haft en decideret holdning. Og come lige on, hun bliver først 2 år til september. Så det starter lidt for tidligt.

I bedste “drenge”-stil, eller måske bare klassisk for hendes alder, er hun helt bidt af alt hvad der hedder gravkøer, kraner, “flymaskinaa” og alverdens transportmidler. At stå ved bygge pladsen ved Nørrebro station er cirka det fedeste man kan lave, for der er både toge, store kraner, gravkøer og der kører busser forbi. Sikke en fest!

Derfor har moderen selvfølgelig været på Reshopper og fundet en aflagt gravko og en mejetærsker. By-barnet høster nu korn midt på stuegulvet og sammen med DUPLO-dyr er det pt. det bedste legetøj der findes. Hver morgen kører vi desuden forbi en stor kran på vej til vuggestue og der bliver bliver både råbt “HEEEJ”, hujet og sagt farvel til den.

Et sted i mellem de indkøbte landbrugsmaskiner og de daglige besøg til byggepladsen, troede jeg at det var godt nok, men næ-nej.  Nu er den nemlig gal med tøjet. I sidste uge havde vi set både kraner og gravkøer på vej til vuggestue. Da vi ankom til vuggestuen ville skæbnen at de to drenge der udover min datter var mødt tidligt, havde trøjer med gravkøer og kraner på. Da hun blev opmærksom på det, udspillede følgende sig:

Hun kigger ned af sig selv. Kigger forurettet op på mig og siger “Mig gravko-trøj” – det er ellers fine sæt med leopard-gamacher (eller “tiger-buksarh”) og en sort trøje var og er slet ikke godt nok. Jeg må altså på jagt efter noget sejere tøj.

Samtidig er hun i de her dage helt vildt optaget af at få “fina hår” – altså fint hår, og viste stolt verdens mindste hestehale frem i vuggestuen i morges.

Jeg tror at kombinationen mellem lyserøde elastikker og tøj med køretøjer bliver perfekt. For det behøver jo ikke være så sort/hvidt hvad man godt kan lide? Hvorfor ikke vælge det bedste fra begge verdener? Moren foretrækker i øvrigt, biler og gravkøer frem for Frost-rædsler any day.

– (Drenge)-Pige Mor her.

Institutions-mor

To af mine bedste veninder har netop fået vuggestuepladser til deres dejlige unger, og det har selvfølgelig sat tankerne igang hos Mor her.

For i et samfund hvor man høre så mange stygge ting om børns institutions-liv. Historier om én pædagog til 15 børn, bræk, gråd og tænders gnidslen er dagligt at finde i flere aviser. Jeg vil slet ikke undervurdere disse historier, men mange må være meget nervøse for at aflevere deres aller dyrebareste til en så presset institutions-verden.

Mange forældre har sikkert fældet en lille mange tårer i forbindelse med indkøring, måske fordi man savner og måske fordi det føles forkert at nogle andre – ovenikøbet vidt fremmede mennesker – skal passe på ens lille pus. Der er måske noget unaturligt i at overgive sit lille forsvarsløse barn til andre. Da min datter startede i vuggestue, kan jeg huske at jeg blev enormt påvirket af, hvis jeg hørte historier om forældre der havde barsel i flere år, gik hjemme med barnet eller fandt andre alternativer til vuggestue. Hun var kun 10,5 måned da hun startede og netop det oplevede jeg at der var få der havde en negativ holdning til. Selvom det var få, blev det der fyldte. Svigtede jeg nu som mor?

Det ved jeg nu at jeg ikke gjorde.

Min datter går, som jeg vist tidligere har nævnt, i en F A N T A S T I S K vuggestue. Den er selvejende, normeret til få børn og det til trods har de masser af plads. Personalet er sindsygt dygtige og finder på de sejeste projekter med børnene. Jeg er ikke i tvivl om at det selvfølgelig har gjort det noget nemmere at aflevere hende.

Faktisk har jeg nærmest kun positive ting at sige om det at have et vuggestuebarn. For at være helt ærlig kan jeg mærke at jeg nyder min datter på en helt anden måde, end jeg gjorde da jeg var på barsel. Sat lidt på spidsen kan man sige at (noget af barslen) var præget af en vis form for afvikling. Jeg synes jeg var lidt stresset over om det hele var godt nok og jeg følte at der var mange ting vi “skulle”.

Min mand og jeg snakkede lidt om det hele i går og det endte egentlig med at blive en større filosofisk udredning. Vi snakkede om det faktum at alting har to sider – at man for at være glad også skal kende til at være ked af det. Lykken som koncept afhænger af lykkens modsætning. Og at det at savne ikke nødvendigvis er skidt. For når man savner elsker man og når man savner nyder man den tid man har sammen. Disse overvejelser er summerer meget godt op, hvad det for mig vil sige at have et institutions barn.

Det at jeg ikke bruger alle døgnets timer sammen med mit barn gør at jeg elsker det og nyder det på en helt anden måde – i stedet for at tænke på ting vi skal, hvornår hun har sovet, skal spise og så videre, er jeg nu kun fokuseret på en eneste ting. Nemlig at nyde det. Det at vi har en hverdag hver for sig er ikke kun en dårlig ting. Ved at skrive dette, kan det være at jeg lægger mig ud med en masse af de forældre der prædiker at børn har bedst af at være sammen med deres forældre. Det er jeg egentlig ret enig i, men jeg ser nu alligevel ikke alternativerne som værende stygge og onde.

Jeg er som nævnt i tidligere indlæg velsignet med et meget socialt barn der selv efterspørger at komme i vuggestue om morgenen. Hun snakker tit – og meget – om de andre børn og pædagogerne og jeg synes det er fint at hun har sin egen lille hverdag. Der er helt klart morgener hvor jeg har svært ved at aflevere hende og allerede mærker savnet når vuggestuens tunge hoveddør smækker bag mig. Men de dage ender alligevel med at blive gode dage, for så kompenserer jeg for savnet ved at hente hende så tidligt det overhovedet er muligt, kalenderen bliver (i det omfang det kan lade sig gøre) ryddet, der bliver taget en frossen gryderet op af fryseren og tid med barnet bliver prioriteret over alt andet.

For selvfølgelig savner jeg hende når hun ikke er hos mig. Men i min bog er savn ikke kun en dårlig ting. For når jeg savner, mærker jeg hvor meget jeg elsker.

Overraskede mor

Når man går og venter sig et barn, kan man læse en masse om, hvad der med det venter en. Der er helt sikkert også mange mennesker der har alverdens velmenende råd. Jeg fik selv min portion af disse. Alligevel var der visse ting ved det at blive forældre der virkelig overraskede mig.

Derfor har jeg udformet listen over de største overraskelser ved moderskabet:

  • Hvad der før var lidt kikset og pinligt er nu HELT naturligt. F.eks. at omtale mig selv og min mand som henholdsvis mor og far
  • At rigtig mange ting giver sig selv
  • Følelserne – ALLE følelser bliver forstærket. Lige fra glæde og lykke til selvbebrejdelse, tvivl og angst
  • Min forfængelighed er tit en by i Rusland. Jeg kan fint gå på legeplads i joggingbukser og daggammel make-up
  • At man kan føle sig HELT veludhvilet ved 2 x 3 timers uafbrudt søvn.
  • Ens tålmodighed vokser – det ville jeg ønske nogen havde fortalt mig før jeg fik min datter – for det troede jeg ikke at den hverken ville eller kunne.
  • At selvom jeg ikke følte mig klar eller særlig mor-agtig helt op til fødslen gav alting sig selv, da jeg fik min datter i armene første gang
  • TIDEN. Shit man kan få meget ud af sin tid, når man står børnefamilie-tidligt-op
  • At med den store kærlighed, følger også stor angst. Har fandeme aldrig været så bange for at miste som nu

Det allervigtigste som overraskede mig er sværhedsgraden i det at være forældre. Jeg troede på en måde at det ville være meget kompliceret. Det er virkelig utrolig mærkeligt hvor mange instinkter man har, og hvor meget der ender med at give sig selv. Det bedste råd jeg kan give til gravide/nybagte forældre er: Stol på dig selv! Da vi lå på hospitalet, efter jeg havde født, spurgte jeg en jordemoder om alt muligt. Hele tiden. Til sidst kiggede hun på mig og sagde? Hvad tænker du selv? Jeg svarede hvad jeg tænkte og hun sagde: Det synes jeg lyder så fornuftigt. Og ved du hvad? Hver gang du har spurgt mig om noget, har du selv kendt svaret. Det er dig der ved hvad dit barn har brug for”. 

Så, kære kommende forældre – Det skal nok gå! Også selvom du ikke føler dig spor klar.

Princip-mor

I pinsen skal vi på tur til Jylland. En tur vi har taget rigtig mange gange. Denne gang har vi flere stop på vores Jyllandstur, og starter med en togtur på 3 timer første dag, for så at være et døgns tid hos min datters farmor og farfar. Dagen efter tager vi 2,5 time med henholdsvis bus og tog. Det er storartet for os at vi kan bryde vores tur over i flere i dele. Så når det nemlig ikke at blive uudholdeligt for nogle af os.

Når vi har rejst på de her togture tidligere, har der vist sig et mønster, eller en tendens, kan man nærmest kalde det. Vi reserverer altid plads i togets familievogn – hvor andre børnefamilier også sidder. Lidt udfra devisen om at være i samme båd. Jeg tænker at børnefamilier er (forhåbentlig) er mere tolerante over for andre børns larm og løb op og ned af midtergangen.

På turene med tog, tværs over Danmark, er det blevet mig smerteligt klart at vi lever i teknologiens og især iPad’ens tidsalder. For når man tager på togtur med børn – også dem under 2 år – kan man stikke dem en iPad og så er der ellers ro det meste af turen. Således kan mor og far sidde med snuden i deres telefoner og alle kan passe sig selv.

En dag overhørte jeg nogle forældre der snakkede om at det snart var tid til at deres lille barn fik en iPad. Er det bare mig, eller er det ikke totalt hul i hovedet at udstyre børn under 2 år med dyr elektronik?

For et års tid siden var jeg på biltur med mine forældre og min datter – hun var ærligtalt helt helt umulig og i et sidste forsøg på at få hende til at falde ned viste jeg hende et eller andet på min telefon. Min far, der har stor erfaring i at køre skrigende unger rundt på tværs af landegrænser, konstaterede lidt små-fortørnet at moderne forældre havde det meget nemmere end de havde haft det og noget med at vi bare skulle vide.

Men bare fordi vi har alle de muligheder vi har – er det så ensbetydende med at vi skal bruge dem? Jeg synes det er vildt at stikke børn et stykke dyrt elektronik som en form for holdkæft-bolsje. I sidste uge læste jeg en artikel, der handler om at “vi har fået digitaliseringen galt i halsen”. Artiklen kommer blandt andet med den overvejelse at i det vi giver vores børn iPad’en eller elektronikken går de glip af noget andet. Der er sociale koder barnet ikke lærer at aflæse, fordi det er travlt beskæftiget med noget andet. Det tror jeg er meget rigtigt.

Som man måske kan regne ud, ejer vi ikke en iPad. Faktisk har vi heller ikke fjernsyn. Jeg kan forstå at nogle af dem med fjernsyn har Ramasjang kørende hele morgenen. Det kan jeg godt forstå, og jeg er ikke sikker på at vi ikke selv vi ryge i den fælde. Inden man forestiller sig at vi sidder og leger med dukker uden ansigter og løber efter et tøndebånd, skal det lige siges at det faktisk ikke er et politisk statement som sådan. Når det så er sagt, synes jeg ikke at små børn skal se fjernsyn i rå mængder. For der er så meget andet de skal lære.

Hos os har vi TV-tid, engang i mellem. Ikke hver dag, men stadig rimelig tit. Min datter ELSKER at se fjernsyn og kalder alle skærme for Per – Postmand Per har ikke levet forgæves. Når vi har TV-tid fungerer det således, at vi fortæller hende hvor længe hun må se. Det er aldrig mere end 15-20 minutter af gangen. Jeg ved godt at børn på 1½ år ikke kender klokken, men det handler om at få opbygget en vane. Oftest sidder vi sammen med hende, hun vil rigtig gerne snakke om det hun ser, så det gør vi. Selvfølgelig er der dage hvor hun ser fjernsyn når jeg laver aftensmad eller støvsuger. Det er klart. Samtidig er det vigtigt for mig at skærmen ikke bliver en digital barnepige. Man kan ligeså godt stikke barnet et puslespil, en bog, eller nogle farver.

Førnævnte artikel fortæller også hvordan store mediemoguler som Steve Jobs lod deres børn indskrive på en skole hvor digitale redskaber er bandlyst. Omtalte skole har et princip om at disse redskaber ikke har noget at gøre i barndommen. Ret interessant, ikke sandt?

Tilbage til togturen – når vi er afsted, side om side med andre småbørnsfamilier, kan jeg godt få fornemmelsen af at vi er de eneste i landet uden en iPad. Men så har vi en blok, tusher, bøger, legoklodser og snacks med. Når gode råd er dyre, og barnet har leget alt hvad hun kan med det “analoge”-legetøj, får hun lov at se lidt på telefonen. Det handler altså ikke om fuldstændig afholdenhed, men mere om at bare fordi vi har en masse muligheder og redskaber skal vi ikke nødvendigvis bruge dem hele tiden. Der er ingen tvivl om at der virkelig er tidspunkter hvor de er gode at have, og at fjernsyn, film og serier godt kan lære en helt masse, men det må stadig gerne være lidt noget særligt.

Vi øver os meget i at ligge vores telefoner væk, og lade være med at sidde og glo ned i den, når vi er sammen med vores barn. Lige som hun har TV-tid eller skærm-tid, skal vi også efterleve vores egne principper. Jeg er nemlig slet ikke nervøs for at hun nok skal lære og mestre at bruge alle den moderne verdens medier og teknologier – men vanerne, det er dem der er det svære at lære.

– (Analoge) Mor her

Skrappe-mor

Forleden var jeg i H&M. Barnets sommergarderobe trængte voldsomt til at blive optimeret. For pludselig var sommeren her jo.

Min datter er røget op i stor-pige tøjet, hun er nu en størrelse 92 og er derfor i samme tøjkategori som de helt store piger på op til 4 år. Der er ikke meget baby tilbage over mit barn – faktisk tværtimod når det kommer til H&Ms tøj.
I pige-afdelingen var det kun muligt at finde shorts til min (trods alt) lille tumling, der kun lige akkurat ville dække hendes ble. Hotpants er åbenbart et hit til de små piger. De kunne så krydres med en bindebluse, hvor man ville kunne se hendes navle og hendes (stadige) “baby-topmave”. Det fatter jeg seriøst ikke en lyd af!

Sidste år på denne tid huserede en debat om bikinier til småpiger. Som jeg husker fik H&M nogle lussinger på den konto. Nogle mente at det var mærkeligt med en “BH-del” til små piger, andre mente at det var en direkte seksualisering af de små piger, modsvaret til det blev at hvis man synes at der er noget sexet over små piger i bikini-toppe, så må det være fordi man er pervers. Debatten fra i fjord blussede op i hovedet på mig som jeg stod der i H&M.

For mig handler det ikke direkte om seksualiseringen, selvom det var yderst påfaldende at shortsene var flere centimeter længere i drenge-afdelingen, og t-shirtsene er lavet til at dække de små drenges topmaver. Derfor brugte jeg da også mit aktive valg som forbruger og købte det meste af sommergarderoben hos “drengene” – igen! Egentlig handler det mest om at det tøj jeg vælger til min datter skal have følgende funktioner:

  • Det skal være behageligt – man skal kunne lege og tumle i det. Af samme grund havde hun stort set ikke kjole på før hun kunne gå.
  • Tøjet skal ikke være for sart. Lyst tøj der ikke kan kogevaskes er en sjældenhed.
  • Børnetøj skal være børnetøj, og ikke en kopi af voksentøj. Børn er børn og børn skal lege. Derfor blev jeg heller ikke fristet af ruskinds-frynse-vesten H&M bød på. Hvorfor give børn overflødigt tøj på?!
  • Når det er sommer skal tøjet skærme hende mest muligt for solen – derfor ingen hotpants!
  • Tøjet skal ikke være for dyrt. Jeg er vild med øko-bomuld og god kvalitet. Men igen, det er et barn der skal have det på. Tanken om at jeg måske ville blive irriteret over at nogen kom til at spilde tomatsauce på Mini Rodini trøjen til 500 kroner er ikke til at holde ud.

Så selv om der vist var en skjult opsang til H&M, skal de også have en spand ros. Tak for jeres Conscious linje, jeres 3 for 2 tilbud og tak for at have studierabat engang i mellem. Det kan jeg li’.

– (Skrappe-Femi) Mor her.