2-års-mor

I morgen har min mor-karriere varet i 2 år. Det lyder ikke af meget når jeg sådan siger det for mig selv og på en og samme gang er det de hårdeste, sjoveste, smukkeste, længste og korteste to år jeg nogensinde har været med til.
Lange fordi – hvad var der før min datter? Jeg kan nærmest ikke huske det. For mig startede der nærmest en ny tidsregning den dag hun blev født. For folk der ikke har børn lyder det sikkert en anelse corny, og mit liv var helt sikkert også fedt og indholdsrigt før – men alligevel var den 17. september 2014 starten på et helt nyt liv for mig.
Korte fordi – de er sgu fløjet afsted. Selvom det føles som om hun altid har været her, kan jeg næsten stadig dufte hendes babyduft, og mærke hendes lillebitte krop der lå og sov på mig.

Den lillebitte krop er nu næsten 40 cm længere end da den blev født, og hun ligger i hvert fald ikke og sover på mig mere, til det har hun for meget krudt. Men jeg elsker hende om muligt endnu mere, end da jeg fik hende lagt i mine arme den der september nat for to år siden. Hver dag forundrer hun med mig ting hun kan, følelser hun forstår, ord og vendinger hun bruger. Hun er smuk, selvstændig, omsorgsfuld, skrap, sej, frygtløs, sød og en drillepind med egne holdninger – intet af det ville jeg bytte for noget. Heller ikke selvom jeg sikkert mener noget andet senere i dag når hun igen bliver vred over at tingene ikke går helt som hun synes de skal.

Jeg er stolt af hende. Jeg er stolt af mig. Hun kan alt og vil alt. Jeg halser efter hende og hendes eventyrlyst. Men med alle de udfordringer der har hørt med, vil jeg sgu nok sige at jeg har gjort det godt. Der er helt klart øjeblikke hvor jeg ikke synes jeg er den ideelle mor – men hvad er også det? Jeg er en ægte mor, en der både kommer til at råbe højt og blive irriteret, men også en der krammer og elsker så det kan mærkes.

Kære mors skat, kæmpe stort tillykke med din 2-års fødselsdag – alverdens ord eller blogindlæg kan ikke beskrive hvor meget jeg elsker dig.

0993_gallery_ib_spang_olsen-l

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *