Mor-til-mor eller crap mødre siger til hinanden

Da min datter var yngre gik vi til rytmik engang om ugen sammen med resten af speltsegmentet fra Nørrebro. Pæne mødre i smart tøj, med Ida Ising pusletasker og rent hår. Min datter var ikke den hurtigste på holdet til at lære ting, jeg var ikke den smarteste i tøjet, ej heller den slankeste, men jeg har dog en Ida Ising pusletaske 😀

På holdet var der egentlig en fin stemning – Vi lavede gode øvelser med vores unger side om side, og nogle gange faldt man også i snak. En dag mødte jeg dog en af de andre mødre på vejen derhen. Jeg havde trillet min barnevogn ind i den lokale Ella’s Kitchen forhandler (øko baby mad på pose), så der var lidt at spise til barnet efter de rytmikprøvelser vi skulle udsættes for. I butikken står en anden mor foran mig i køen, en kvinde jeg med det samme genkender fra rytmikholdet. Jeg smiler til hende, og følgende senarie udspiller sig:

Mig: ”Hej”
Hende: ”Øh, hej.. Det er lidt pinligt, men hvor er det nu vi kender hinanden fra?”
Mig: ”Vi går til rytmik sammen – I er også på vej derhen kan jeg regne ud?”
Hende: (Rødmer lidt) ”Nååå ja, undskyld.”
Mig: ”I skulle måske også lige tankes op på babymad?”
Hende: ”Ja – altså jeg havde lavet noget hjemmelavet. Men pludselig løb tiden fra mig og jeg nåede ikke at pakke det sammen”.
Jeg smilede og sagde noget med at nogle gange får man jo bare travlt. Det kender vi alle sammen – de sædvanlige floskler.

MEN. Situationen har jeg virkelig tænkt på flere gange.

1. Hvis ikke øko-baby mad til fucking 17,95 portionen er godt nok, hvad er så?
2. Hvorfor opbygge en stemning af, at det ikke er ok at springe over hvor gærdet er lavest (dyrest) når man nu tager ungen med til rytmik?

Jeg har oplevet flere eksempler på at mødre dunker hinanden i hovedet. Helt sikkert ubevidst, men det er stadig ærgerligt. Mødre der siger ”jeg er sikker på at grunden til at mit barn udvikler sig så hurtigt, er fordi han stadig bliver ammet”, selvom der sidder en i rummet, hvis amning mislykkes.

Mødre der insisterer på at samsovning er det eneste rigtige – ikke kun for dem selv. Men for alle. Samsovning er det der gør børn trygge. Og hvem vil ikke gerne have trygge børn?

Børn er forskellige. Mødre er også forskellige, og mange er usikre, især når det hele er nyt. Så lad os lige være nogle gode sisters og støtte hinanden i stedet for at dunke andre i hovedet i jagt på bekræftelse. Jeg savner søstersolidaritet.

– (Skrappe) Mor her

P.s. Nogle gange vil man gerne bekræftes i at man er skidehamrende dygtig til at være nogens mor. Jeg har en hotline jeg ringer til og blærer mig med barnets og mine egne genialiteter. Det kan både være et nyt ord (barnets) eller en fantastisk kombination af mos udtænkt af mig selv. I de situationer ringer jeg til min mor og hun siger altid ”du er så dygtig til at være mor, lille skat”. Mødre stopper åbenbart aldrig med at være stolte af deres (søde små) børn.

Continue Reading

Mor hvem?

En bekendt sagde en gang til mig; jeg ved ikke hvem jeg selv er efter jeg har fået barn. Mens en mor ude cyberspace skrev, at hun i hvert fald stadig var helt sig selv – morrollen var ligesom lagt ovenpå alt det andet der var hende.

Et sted midt i mellem dumper denne blog ned. Jeg kan sagtens kende mig selv og føler mig stadig som mit gamle jeg. På samme tid er alt ændret, mit syn på nogle ting er totalt forandret. Jeg er mere angst, mere stærk, mere sårbar, mere glad, mere træt, mere tvivlende og mere sikker end mit gamle jeg.

Alt det vil jeg gerne skrive om og derfor har jeg nu oprettet en blog. En blog der handler om at være mor, men ikke handler direkte om mit barn. En blog uden billeder af et barn med natursut og hæklet legetøj, men en blog med tekster om alt det der optager mit morliv.
Mit liv er ikke kun at være mor, jeg studerer, jeg arbejder, jeg drikker rødvin med veninder og ryger en cigaret i smug. Men de fleste af mine overvejelser og tanker omkring livet starter med min familie og med mig, som mor.

Velkommen til, jeg håber at du bliver hængende.

– Mor her

Continue Reading