(Påske)ferie-mor

Så er påskeferien slut. Hverdags-trædemøllen skal rulles i gang. I morges snakkede min mand om at det var godt at skulle på arbejde igen. Jeg frygtede lidt det hele – især at aflevere barnet, efter 10 dage i familiens skød, forestillede jeg mig at hun ville knuge sig til mig og græde. Jeg brugte derfor lang tid på at aflevere, men da den store afskedsscene skulle udspille sig vinkede hun bare og sagde “Hahej Moar”. Både barn og mand har det altså fint med at hverdagen er igang igen.

Men jeg savner allerede påskeferien lidt. Vi trængte til den. Alle 3. Barnet trængte til at være sammen med sine forældre, non stop. Forældrene trængte til at slappe af, være sammen med hinanden og at mærke hvor meget vores familie faktisk trives. Min datter har udviklet sig med raketfart henover ferien. Mange flere ord er kommet på. Nogle bliver til sætninger. Vi har været på Statens Museum for Kunst, besøgt Farfar og Farmor, været i en virkelig fin, børnevenlig mini Zoologisk have, og trillet æg med Mormor og Morfar. Jeg har fået brudt det traume jeg havde omkring babysvømning og været i svømmeren. Vi har leget, grinet, danset, hoppet på hoppepuder, spillet bold, tumlet og været sammen. I skrivende stund er min arbejdsdag slut – resten denne uge står på lange møder, eksamenslæsning og eksamen. Lige nu kan jeg slet ikke se hvordan jeg skal gå til eksamen på torsdag og har mest lyst til at holde påskeferie igen.

Forleden læste jeg et blogindlæg, der blandt andet handlede om den angst og bekymring man har som nybagt mor overfor det at være blevet mere erfaren og garvet. Forleden skrev jeg selv om det at leve med frygten for alt det man ikke kan styre og hvordan det at være mor, kun har gjort det være. Så angsten og bekymringerne er der bestemt stadig. Men erfaringen er blevet større og jeg tvivler ikke helt så meget på mig selv og mine evner mere. At være sammen med min datter mere eller mindre non-stop i påskeferien har givet mig følelsen af at jeg sgu er en ret god mor. Min datter stortrives og det mindsker en masse tvivl. Hun er modig, nysgerrig, fjollet og glad. Hun knytter bånd til andre mennesker, og elsker alle sine bedsteforældre. Hun kan sige fra, være fræk og skælde ud. For mig er det klart nemmere nu, for hun giver tydelige indikatorer på hvordan hun har det, også får hun sin mor til at føle sig som verdens heldigste.

På denne tirsdags-mandag synes jeg det må være på sin plads med lidt rosende ord. Så giv lige jer selv det. Og selvom sommertidsjetlagget måske ikke har lagt sig, at det er mandag på en tirsdag, to-do-listen er lang og at ferien er slut, så er livet med en tumling sgu ret sjovt, solen skinner og forårshelligdagene og sommerferien er tæt på.

 

Continue Reading

Bange-mor

Da jeg så nyhederne om terrorangrebet i Bruxelles i tirsdags fik jeg kvalme, det rislede ned af ryggen på mig, og jeg havde mest af alt lyst til at ligge mig til at tude helt uhæmmet. Igen. For sådan var det også med København, Paris og Istanbul og alle de andre gange. Jeg kan simpelthen ikke holde ud at verden er så ond. Jeg bor i København og har været i både Bruxelles og Paris flere gange, og det at det er kendte steder for mig, gør det hele endnu mere ubehageligt.

Efter september 2014 er dog der kommet en ekstra dimension på. Jeg er nogens mor. Terror, død og ulykker skræmte mig også fra vidt og sans tidligere. Men nu kan jeg mærke rædslen helt ind i knoglerne. At noget ondt skal ramme mig eller min familie, er noget af det værste jeg kan komme i tanke om. Jeg ved godt at man ikke skal lade sig skræmme, men frygten for ting jeg ikke selv kan styre er en del af det at være mor. Frygten for at miste, eller for at min datter mister mig, er et sted i baghovedet, næsten altid. Og begivenheder som i tirsdags får det hele til at blusse op. Jeg prøver at ignorere det. Men det kan jeg ikke.

I de her dage arbejder jeg meget med at prøve at spejlvende frygten. I stedet for at være bange, prøver jeg at mærke livet og lykken. Tænke at jeg har en familie jeg elsker så højt, at jeg kan være bange. Kigge på min datter når hun sover. Holde hende ind til mig når hun giver mig lov. Danse til Kaj og Andrea med hende. Opleve verdenen igen, sammen med hende. Det er så sindsygt livsbekræftende at være sammen med et lille menneske på 1,5 år. Heldigvis.

Jeg vil mærke at vi lever og at vi har hinanden, og hver aften gå i seng med et smil på læben, for lige rundt om mig er de mennesker jeg elsker allermest. Livet er nemlig også smukt og jeg er meget heldig!

Continue Reading

Om Mor her #1

Min gode veninde skrev for noget tid siden et blogindlæg om at være introvert. Fra mig selv kender jeg intet til at være introvert – jeg er ekstrovert ud i det ekstreme, men mærkeligt nok, er de fleste af de mennesker jeg tiltrækkes i mod introverte – mine forældre og min bror er i høj grad introverte, min mand er det, og mange af mine veninder er også.

Af og til bliver jeg virkelig ramt af følelsen af at være forkert, fordi jeg er så modsat af de fleste af de mennesker jeg omgiver mig med. I fredags skete det igen, og det her blogindlæg har været i mine tanker siden. For hvordan er det at være ekstrovert i introverte omgivelser? Som et modsvar til mine søde veninde Amalies blogindlæg kommer her – du ved du er ekstrovert i en introvert verden, når:

  • Du aldrig er klar til at gå hjem. Da jeg var yngre var jeg nærmest altid den der lukkede og slukkede en fest. Jeg har tit taget hjem, eller siddet tilbage efter en fest, og været sulten efter mere.
  • følelsen af at være en elefant i en glasbutik, sådan rent socialt, er noget du kan nikke genkendende til. Jeg buldrer tit derudaf, og snakker højt og længe, selvom nogle måske gerne vil være stille og læse i deres bog.
  • træthed er først noget du mærker, i det øjeblik du er alene
  • det er svært at vente på at andre har talt færdigt. Jeg kommer virkelig tit til at afbryde eller fuldføre andre menneskers sætning, fordi jeg så ivrig for at kommunikere.
  • dit drømmejob ville være “bare” at tale med mennesker dagen lang.
  • det at gå glip af noget, er det værste du kan forestille dig.
  • du presser flere arrangementer ind på en hel dag, end det i virkeligheden kan lade sig gøre.
  • ensomhed er en kendt og gammel ven

Som punkterne her beskriver, har jeg tit været oppe i mod følelser af at være forkert, og det at være ensom i andre menneskers selskab, er også meget velkendt for mig. Jeg læste en artikel om det at være ekstrovert, hvor der stod noget med at ekstroverte mennesker tit har døren til deres kontor åben når de er på arbejde. Da jeg gik på højskole havde jeg virkelig tit døren til mit værelse åben, enten fordi der jo kunne foregå noget jeg ikke ville gå glip af, men også sådan rent symbolsk – jeg er altid disponibel, og folk må altid kontakte mig. Jeg har virkelig nemt ved at sætte mig i folks sted, og er som sagt, så ivrig for at kommunikere med andre at jeg (måske) tit kommer til at træde nogle over tæerne. Artiklen jeg læste i forbindelse med research til det her blog indlæg, diskuterer hvorvidt det at være introvert eller ekstrovert er arveligt, og om man kan vokse fra det:

“Måske kommer man fra en familie, hvor det vægtes højt at være udadvendt og sjov, og derfor har man kun lært at dyrke den side af sig selv, fordi det er den side, man får anerkendelse for. Det kan forholde sig omvendt i en familie, hvor det værdsættes, at man er behersket og mere indadvendt, siger Henriette Boysen, og peger på, at vi kan ændre os flere gange i løbet af livet, alt efter hvilket miljø vi befinder i”, 

Jeg tror ikke man kan ændre sig så drastisk. Tit har jeg ønsket at jeg kunne skrue ned for mit behov for at socialisere, netop fordi det tit er umætteligt og fordi jeg tit ender med at blive ked af det og føle mig ensom. Jo ældre jeg bliver, bliver det lettere for mig at acceptere og tæmme det. Man er som man er, og det er godt nok.

Flere mener at det at være ekstrovert er en fordel i vores samfund – det er kunne smalltalke og skabe kontakter er en kæmpe fordel, og det er sikkert også rigtigt. Desuden klandres ekstroverte tit for både at være overfladiske og ikke ligeså følsomme som introverte – det er jeg lodret uenig i, eller sådan er det i hvert fald ikke for mig. Jeg påvirkes sindsygt meget af hvad andre mener eller føler. Hvis nogle af de mennesker der er tæt på mig har det svært, har jeg det også svært. Jeg føler med dem.

Men, hvordan skal det så gå, med hende den ekstroverte og alle de introverte? Som skrevet bliver det nemmere for mig med årene. Hvor jeg tidligere har haft lyst til at lave om på mig selv, for at passe bedre ind og skåne mine følelser, vælger jeg nu at se det som en fordel. Nogle ting tror jeg godt man kan ændre, men på bundlinjen er jeg som jeg er, og det er helt i orden. Henne i mit parforhold er vi totalt modsatte af hinanden i behovet for social kontakt, men faktisk fungerer det virkelig godt. Nøglen er at acceptere hinandens forskelligheder, at bruge de egenskaber vi hver især har og at give hinanden plads og rum til at være forskellige. Jeg har behov for at gå meget ud, mere end min mand og det får jeg plads til. Og mens jeg er ude, kan han jo hvile ørene.

Min datter har samme glubende sociale sult som jeg har, og det har også hjulpet mig. Hun længes efter at komme i vuggestue og finder selv støvlerne frem om morgenen. I morges klokken 7.30 fandt hun igen sine støvler frem og råbte “TUR! TUR!” – der skal ske noget hele tiden, og jeg elsker det! Sammen buldrer vi ud i verden, som to forlystelsessyge elefanter.

– (Forlystelsessyge) Mor her

Continue Reading

Dagens mor her #3

I dag råbte jeg af en ældre dame.

Eller. Det med råbe mener jeg snerrede. Men det gjorde jeg til gengæld også ret eftertrykkeligt.

Dagen i dag startede 05.30 (igen igen!), da jeg klokken lidt i 8 landede på studiet havde jeg det lidt som om at dagen allerede havde været igang længe – det havde den jo også lidt. Halv ni tikkede der en SMS ind fra min mand om at vores datter havde fuldstændig ulykkelig da han havde afleveret hende. Noget der sker sjældent og noget der giver mig lyst til at råbe “fuck this shit” til min benhårde underviser og cykle ned og hente barnet med det samme. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke – jeg ved godt at hun bliver hurtig glad igen, og jeg vil jo egentlig også gerne have en uddannelse. Min underviser er en god kombination mellem en rigtig fagnørd og en hardass. Undervisningen er svær og hård (og spændende!) På knap 5 timer fik vi to minutters pause, da vi skulle skifte lokale. Termokoppen med kaffe blev hurtigt tømt i dag.

Kl. 12.30 da jeg havde fri, skulle jeg nå en masse ærinder. Samtidig havde jeg en ambition om at hente min datter i det øjeblik hun vågnede fra lur. Så jeg cyklede hele byen rundt, uden at have fået frokost, eller pause og så i det smukkeste (VARME!!) forårsvejr. Alle ærinderne gik heldigvis hurtigere end ventet og jeg kunne derfor nå hjem og stille min taske og spise frokost inden jeg skulle hente barnet. På vejen hjem spotter jeg et lyskryds, hvor der er grønt og skynder mig over. På cykel. Selvom man ikke må. Dét ved jeg godt.

Men det vidste den ældre dame ikke at jeg vidste. Midt i et super trafikeret kryds, med sveden haglende og maven rumlende udspillede denne seance sig:

Dame: “Du ved godt at man ikke må cykle over, ikke?”
Mig: (Smilende og høfligt) “Jo, det ved jeg godt. Jeg har simpelthen bare så super travlt i dag”
Dame: “Nå. Men må altså ikke”
Mig: “Nej, jeg ved det godt. Det var en smutter”
Dame: (Peger på mit barnesæde) “Man skal jo også tænke på børnene”
Mig: (Rimelig bestemt) “Jeg ville aldrig have gjort det hvis mit barn sad bagpå!”
Dame: “JA, for jeg synes altså det er synd for de børn der bliver vist at sådan noget må man godt!”
Mig: (Næsten brølende) “JEG VED GODT AT MAN IKKE MÅ OG DU SKAL SLET IKKE ANFÆGTE AT JEG ER EN DÅRLIG MOR!!”

Lige bagefter var jeg rasende og slog knytnæven ned i mit cykelstyr. Da jeg kom hjem fik jeg sgu lidt ondt af damen. Måske var jeg lige en tand for nærtagende. Men for helvede. Faktisk gjorde jeg alt hvad der stod i min magt for at gøre min datters vuggestue-dag så kort som muligt. Jeg gør næsten hele tiden det bedste jeg kan, for at være den bedste mor for mit barn. Og hvis damen vil være bekymret for børn, så er der virkelig steder hendes bekymring kan bruges bedre. Så undskyld til hende, men vigtigst af alt: lad være med at tirre en træt, sulten og stresset mor.

– (Sure) Mor her

Continue Reading

Ferie-mor

At rejse er at leve – eller hvad?

Da jeg gik ud af gymnasiet var den helt store ting at rejse ud med rygsæk til verdens fjerne egne. Jeg troede en overgang også at jeg skulle, for det gjorde man jo når man var ung. Men faktisk havde jeg ikke rigtig lyst. Min mand og jeg har rejst en del sammen inden vi blev forældre. Både på interrail, forlængede weekender til storbyer og da jeg var højgravid var vi i New York. Jeg kan godt lide at rejse og opleve nye ting, men jeg kan mindst ligeså godt lide at komme hjem igen.

Når man som jeg, læser en del mor-blogs, kan man måske godt få fornemmelsen af at mange rejser med deres børn, og at de rejser langt væk. Forleden snakkede jeg med en bekendt. Hende og hendes mand er the travellin’ kind, som man siger. Hun fortalte om den 4 ugers rejse til Bali de havde været på over julen, og at de skulle noget lignende igen i sommerferien. Hun spurgte meget interesseret hvad vi havde planlagt. Jeg mumlede noget med et sommerhus og noget med et andet sommerhus lidt uden for Berlin, og noget med ferie med bedsteforældre. Vi skal nemlig ikke på det store globetrotter eventyr til sommer. Eller i påsken. Eller lige foreløbig. Jeg får angstens sved ved tanken nærmest. I stedet skal vi to uger i sommerhus, en uge med et vennepar der også har et lille barn, den næste uge med mine forældre og ugen efter kører vi med min datters farfar og farmor en uge til Berlin – eller det vil sige, til et hus uden for Berlin. Det er der sgu ikke meget, mor, far og barn i bungalow på Bali over. Men det er helt perfekt for mig. For os.

Jeg ved ikke om det er øjet der ser, eller om det rent faktisk er en tendens – men er der ikke virkelig mange der rejser meget langt væk – i meget lang tid? Med deres relativt små børn? Jeg spotter det tit, i hvert fald. Der er selvfølgelig ingenting galt med at rejse. Hver mand, sin lyst og alt det der. Men jeg kan næsten få en følelse af vi snyder barnet for noget, når vi bare skal i sommerhus, men så alligevel ikke.

I vuggestuen snakker jeg tit med lederen om dit og dat. Jeg sidder i forældrebestyrelsen og har derfor en god kontakt med hende. Hun er cirka det sejeste pædagog-menneske jeg nogensinde har mødt, hendes viden og forståelse for for børn er fantastisk og stor. Da påskeferien er lige rundt om hjørnet, faldt snakken på sådan noget med ferie, og hun havde nogle gode pointer, synes jeg. For eksempel:

  1. Børn har også brug for ferie. Helt på ligefod med mor og far. Selvom de er glade for institutionen, er det også hårdt at være afsted hver dag – ligesom det er for forældre med job.
  2. En sandstrand kan man få timer til at gå på. Når man 1,5 år – er alt ved stranden nyt og spændende og om havet foran stranden hedder Vesterhavet eller det Indiske Ocean, er i for sig ligemeget.
  3. Så længe mor og far er med er barnet glad. Så nemt er det. Igen, uanset om man er rejst til Thy eller Thailand.
  4. Børn mærker og oplever stress og ubehag stærkt. Hvis man er typen der bliver helt stresset af en lufthavn, bliver det en virkelig ubehagelig oplevelse for barnet. Barnet mærker med det samme hvis forældrene bliver stressede og kører op i en spids, og vil forbinde lufthavnen med noget ubehageligt.
  5. Alt nyt er spændende. Det der med at skulle ud at flyve burde man sprede ud over flere dage. Lufthavnen er ny og spændende. Flyet er nyt og spændende – og barnet når ikke tage det hele ind, før det er tid til næste sceneskift.
  6. Ferie kan også være at man har lov til at lege med legoklodser i nattøj en hel dag, og at der er god tid til at gå på legeplads. Man behøver ikke altid planlægge alt muligt sjovt/vildt/spændende.

Måske kommer det her blog indlæg til at lyde meget spelt-agtigt, og “mit liv er kun på mit barns præmisser”-agtigt, og sådan har jeg det egentlig ikke. Hvis man før man fik barn har været de store globetrottere, så kan jeg godt forstå at man har stort behov for at rykke familien på ferie. Jeg har det personligt sådan at tanken om at skulle flyve i flere timer med min datter er sindsygt uoverskuelig. Dertil kommer at prisen for sådan en ferierejse er høj, de penge en måned på Bali koster, vil jeg virkelig hellere bruge på at forsøde vores hverdag – den fylder nemlig ret meget. Vi skal helt sikkert mere på ferie, og det må gerne koste penge, men jeg tror det bliver senere. Men mens hun er så lille, som hun er nu, vil jeg meget hellere vise hende Vesterhavet og familiesommerhuset. Der udover prioriterer vi at se bedsteforældre i ferien, og det tror jeg er givet så godt ud. Både for dem og for min datter.

Jeg fordømmer på ingen måde folk der prioriterer at rejse langt væk. Hvis de synes det er nemt og hyggeligt er det bare dejligt, og som den kloge vuggestueleder sagde, så er det vigtigste at barnet er sammen med sine forældre. Det kan man jo være mange steder. Så (igen) er pointen måske så simpel, at man skal gøre det der bedst for ens familie og barn, og om det er Thailand eller Thy, er helt op til en selv.

 

Continue Reading

Femi-mor #2

I anledning af denne kvindernes kampdag, føler jeg mig næsten nødsaget til at skrive et lille indlæg. I dag har været en helt almindelig dag i den trædemølle vi kalder hverdag, min hjerne har været omkring kampdagen flere gange. Men arbejdet skulle passes, barnets skulle hentes og maden skulle på bordet. Og hvor er så feminismen?

Feminsmen er både i det store og i det små. Jeg har i dag tænkt meget over nogle ord, som en af mine største heltinder har skrevet:

“Listen, I believe everythin’ we dream
Can come to pass through our union
We can turn the world around
We can turn the earth’s revolution”

Som kvinder skal vi lige stå sammen, i stedet for at kaste mudder efter hinanden, hævde os selv og shame kvinder der anerledes end os selv. Det sker hele tiden, både i den lille og store skala, og det duer fandeme bare ikke.

Sidste år på den dato, tror jeg ikke jeg havde nok åndsnærværelse til at tænke noget særligt over kampdagen. Men i år, i år hvor jeg er landet på mine fødder som mor (til en pige), har mine tanker især handlet om hvilken rollemodel jeg er for min datter i et feministisk henseende.

Jeg vil sørge for at vise og fortælle hende at man som kvinde ikke skal være perfekt, jeg er så pisse træt af feministiske “forbilleder” der optræder blankpolerede. Man har ligeså meget berettigelse i verden med poser under øjnene og for meget på sidebenene. Jeg vil virkelig prøve at vise hende at hun kan blive alt hvad hun vil, det er kun hende selv der skal sætte grænsen. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at hun ser sig selv som mere end en krop. Jeg vil skule til alle dem der fremhæver hende for hendes udseende og ikke andet. Hendes kamp er min kamp. Jeg vil introducere hende for mine kvindelige rollemodeller, fra hendes seje mormor, der har kæmpet sig hele vejen til en sej karriere, til mine søde, kloge og fantastiske veninder, hun skal blive præsenteret for de vigtigste bøger og jeg vil skamspille musik af seje kvinder. Hun skal vide at kvinder har kæmpet, for at jeg og senere hun har de rettigheder vi har. Hun skal kende til alle mulige forskellige måder man kan bruge sig selv på – som kvinde. Om hun vil være trommeslager, astrofysiker, fodboldspiller, læge, smed eller pædagog, så er det hun skal. Og ingen skal nogensinde sige til hende – at det kan man ikke når man er en pige. Endeligt håber jeg at (kvinde)verden ser bedre ud, når hun skal ud og være en voksen dame – kampen er ikke slut endnu, og jeg håber at vilkår på for eksempel barsels og løn-området ser anerledes ud om 20 år. Det skal det sgu!

Men vigtigst af alt – skal hun aldrig stå af alene. Kvinder i flok kan de vildeste ting. Heldigvis er der allerede seje kvinder hele vejen rundt om os, og jeg er sikker på både hun og jeg vil møde mange flere gennem livet. Så tak til alle mine rollemodeller, både dem der tæt og langt væk <3

P.S. 8. marts også dagen hvor mine forældre lærte hinanden at kende. Tillykke og hurra for jer. Og i nyere historie, dagen hvor min datter fik klippet sit hår for første gang. Nu har jeg en korthåret pige – det er ikke tænkt som et statement, men fordi jeg mener at når børn er små skal de have det så behageligt så muligt. Hendes hår irriterede hendes øjne, og var altid filtret ind i diverse krea-projekter fra vuggestuen. Nu er hun endnu mere fri til at gøre hvad hun har lyst til, hun er ikke et symbol på omverdenens forventning til at være en pige og begge ting er jo nærmest symbolske for de ønsker jeg har for hende.

Continue Reading

Dagens Mor her #2

 

Når alting går op i en højere enhed, på trods af helddags hovedpine og ufuldendte to do lister, er hverdagen måske egentlig meget god.

Denne mandag startede kl. 06.10, da lejlighedens mindste beboer råbte “HEEEEJ” inde fra sin seng. Hun er altid så sød og glad allerede fra starten af dagen, idag var moren mere mat og morgenbister i det. Jeg havde feber og ondt i hovedet. Velkommen uge – Gotta love mandag.

Min søde mand gav mig lov at sove lidt længere, og efter 45 minutters blunden, kastede jeg mig i bad og dagen kunne starte. Slugte min kaffe, fik smurt mit trætte og vintergrå ansigt ind i make-up. Lagde puslespil med barnet og så var det afsted til vuggestue. Vi var heldigvis i fin tid i dag (og så på en mandag)! Jeg kan ret godt lide at have tid til afleverings-processen. At se at hun kommer i gang med en leg og er glad for at se de andre børn og de voksne, giver mig en god ro i maven til resten af dagen.
Videre til undervisning, med start 8.45 – På vejen tankede jeg op med en skyr og en bolle. Al den gode tid, skyldtes måske at jeg glemte spise morgenmad. Med masser ad kaffe i termokoppen, kunne den lidt mere professionelle del af dagen starte. Fremlæggelse af et selvlavet undervisningsforløb blev eksekveret, og i bedste skolelærer hippiestil fulgte en time med drama og læseteater.

I løbet af dagen har en eksamensopgave rumsteret i hovedet på mig. Den skal afleveres på mandag. Allerede 12.30 efter undervisning, stod jeg på Israels Plads med en følelse af at være bagud med alt. At halse rundt, kun for at opdage at jeg ikke kan nå det hele. Prøvede at fortælle mig selv at frokost nok ville være en god idé og at jeg ikke kan gøre det bedre, end at løse én opgave af gangen. Frokost blev spist og en stor del af opgaven udarbejdet. Pyh – nogle gange (især efter jeg er blevet mor) er jeg fuld af forundring over hvor mange følelsesmæssige stadier jeg bevæger mig på, inden klokken slår 14:00. Dagene er fyldt med nervøsitet, små-stress, glæde og grin, udmattelse og kampånd.

 

Allerede kl. 14.10 stod jeg i barnets vuggestue – klar til at være en god speltmor og hente barnet hjem, så vi kunne nå at lege og være sammen. Skæbnen ville at hun ikke var færdig med sin eftermiddagslur, så jeg nåede både på apotek og indkøbe panodiler til helddags hovedpinen. Feberen havde forladt mig engang i løbet af formiddagen – nogle gange er det “smart” at have travlt. En halv to-go-kaffe senere tikkede der en SMS ind, min datter var vågen og jeg kunne hente hende. De dage hvor det lykkes mig at kunne hente hende tidligt, er de bedste dage. Den sandhed er sikkert ilde hørt, og jeg ved virkelig godt at det ikke er alle forundt.

Dagens program sluttede desværre ikke her. En eller anden tåbe har bestemt, at mødre sagtens kan have aftenundervisning. Så, klokken 16.30 var det op på jernhesten igen, klokken 17 startede undervisning. I dag var jeg heldig, og den sluttede heldigvis efter et par timer. I skrivende stund har jeg lige onduleret et par skiver rugbrød, hovedpinen er her stadig og nu er jeg ligeså træt som et alderdomshjem. Min to-do liste mangler virkelig stadig et par flueben, men det er der ikke noget at gøre ved.

En meget klog kvinde har introduceret mig for begrebet “pyt-kassen”. I dag, eller her til aften, om man vil, vil jeg fokusere på alt det jeg nåede og ikke alt det jeg mangler at nå. Jeg vil glæde mig over at mine undervisningstimer tillader at jeg henter min datter tidligt, og når at lege med hende hver dag. Som jeg skrev i Studie-mor indlægget, er der fordele og ulemper ved livet som “studie-mor”. Jeg prøver at glæde mig over fordelene, selvom fremtiden rykker tættere på og spøger meget. For hvordan får vi det til at gå op, når mor her skal på arbejde? Og måske også være mor til mere end en?

Nu vil jeg parkere to-do listen i “pyt-kassen”, glæde mig over det jeg nåede, at jeg ikke blev fanget i regnen på cykelstien, at jeg nåede at kramme og kysse mit barn (næsten) så meget som jeg ville i dag. I morgen venter endnu en dag, forhåbentlig med plads til både flueben, arbejde, puslespil, madlavning, kys, kram og alt det andet hverdagen er fuld af.

– (Hverdags) Mor her.

P.S. Husk lige at give jer selv en hverdags-high five (eller en “faij” som min datter kalder det), engang i mellem.

 

Continue Reading

Læse-mor #2

Små hjerter kan også føle store ting, som Grislingen siger. Det her Læse-mor indlæg handler om børnelitteratur hvor der er plads til at have ondt i hjertet, og børnelitteratur med noget på hjerte.

De senere år er der sket en forandring i børnelitteraturen. Bøger der omhandler sorg, død, mobning, og bøger der tager store eksistentialistiske emner op, er blevet mere og mere almindelige. Det synes jeg er helt fantastisk. I mine øjne er det vigtigt at børn får lov at føle forskellige ting. Det er ikke farligt at blive ked af det, og jeg tror det er en god øvelse for os forældre at trøste vores børn, og i trøsten lade dem vide at det er helt okay at blive ked af det.

En billedbog der tager et meget tungt emne op er Annas himmel af Stian Hole. Bogen er sat op, som vi kender det fra en klassisk billedbog – billederne spiller sammen med teksten og handlingen strækker sig over en enkelt dag. Bogen handler om den dag nogen sender søm ned fra himlen. Historien er sorgfuld. Der er kirkeklokker der ringer. Far skynder på Anna – man formoder at de skal til begravelse. I stedet tager Anna far med ud på en rejse. En rejse gennem sorgen. En rejse de skal igennem sammen. Annas mor er (måske) død. Det står ingen steder, det men hentydes.

Teksten er ikke svær at læse, men kan forstås på mange måder. Derfor mener jeg at den kan læses af både af børn på 8-9 år, men også af børn på 11-12 år.
Bogen er ekstremt smuk og fyldt af symboler. Der er små hilsner til forskellige kunstnere, blandt andet Magritte.
Forfatteren Stian Hole har et helt særligt univers. Hans bøger er tænksomme og smukt illustreret. Se selv:

hole

Det der (blandt andet) udemærker Annas himmel, er at de både er for børn og voksne. Læseren kan få forskellige ting ud af bøgerne, alt efter niveauet der læses på. Lige ligesom vi kender det fra Astrid Lindgren og H.C. Andersen. At læse deres historier som voksen overraskede mig meget – det var nogle helt andre ting jeg bed mærke i. Historierne fik flere sider.

Jeg vil helt klart anbefale at dykke ned i Stian Holes forfatterskab – især bøgerne om Garmann er også fantastiske.

Nogle mener at Stian Holes bøger er for dystre. Det er de måske. Men hvorfor er dystert farligt? Jeg mener at det er vigtigt at huske at børnelitteratur kan være mange ting. Ligesom voksenlitteratur kan det, kan børnelitteraturen også hjælpe børnene til på et ikke bevidst niveau at forhold sig til deres egen verden. Bøgerne handler om Alfons Åberg, men også om børnene selv. Børnelitteratur er mere end Totte bader (ikke at der er noget som helst galt med Totte-bøgerne). Børnebøger kan være sjove, smukke, uhyggelige, de kan formidle viden og de kan tage nogle emner op, det måske kan være svært at snakke med børn om. Jeg kender flere eksempler, hvor forældre har brugt børnebøger om de lidt mere mørke sider af livet, som afsæt til en snak. Dét tror jeg er vigtigt.

– (Læse) Mor her.

Continue Reading

Tvivle-mor

Hvornår er man klar til at få børn? Og hvornår ved man at man er klar?

De to spørgsmål har jeg fået mange gange, det er svært at svare på, men jeg vil gøre forsøget. Først og fremmest tror jeg slet ikke at det ideelle tidspunkt findes. Der er som jeg skrev i indlægget Studie-mor fordele og ulemper ved at få børn som studerende. Ligesom der fordele og ulemper ved at få børn mens man kickstarter sin karriere, og der er også fordele og ulemper ved at få børn når man har fået villa, volvo, vovse og karriere. Så det korte svar, er at man måske aldrig kan blive helt klar?

At tage beslutningen om ville være forældre, er en af de vildeste ting min mand og jeg har gjort sammen. Vi blev gift da jeg var højgravid og for mig var det slet ikke tilnærmelses-vist lige så stort som at beslutte sig for at begynde projekt barn. I mine øjne vælger man hinanden til på en helt anden måde, end man gør ved at gifte sig. Det er hurtigere og nemmere at komme ud af ægteskabet (det er jo efterhånden bare noget med et nem-id) end det er at komme ud af at være nogens forældre. Det var stadig en stor og smuk ting at sige ja til hinanden på rådhuset – men vi havde valgt hinanden til flere måneder tidligere. Sådan til døden skiller os ad agtigt – for vi vil altid have et barn sammen. Uanset hvad der sker.

Når man bliver mor som 24-årig, får man tit spørgsmålet “var det planlagt?!” og ja, det var det. Timet og tilrettelagt endda. Idéen om vores kommende barn startede i en lille Italiensk havneby i sommeren 2013. Vi var enige om at vi var klar, og det er jo et meget godt udgangspunkt. Jeg vidste at jeg ville have gennemført en stor del af min uddannelse inden jeg skulle være mor, og det kunne godt nåes. Egentlig startede idéen om at skulle være forældre meget før. Vi købte en lejlighed i efteråret 2012, og der gik vi bevidst efter at der skulle være plads til et børneværelse. Så snakken om børn har vi haft længe og på den måde følte vi os meget klar, begge to.

Min datter blev til i 3. forsøg. (Jeg er godt klar over, at det for nogle mennesker tager meget længere tid og jeg har den dybeste respekt for folk der prøver meget længe. Det må være så hårdt). Den første gang jeg fik menstruation blev jeg ærgerlig, anden gang meget irriteret og ked af det. Efterfølgende blev det meget klart for mig at jeg virkelig gerne ville være mor – jeg ville være mor NU. 3. gang var som bekendt lykkens gang, og da jeg endelig stod med den positive graviditetstest, var min første tanke; “FUCK!”  Fra at være noget meget konkret og ønskeligt, blev det hele meget abstrakt for mig. En bekendt sagde en gang til mig “man bliver mor i det øjeblik, man står med en positiv graviditetstest i hånden”. Det er sikkert rigtig for nogen, men ikke for mig. Jeg blev glad, men også meget forvirret. Og mest af alt, var føltes det enormt ukonkret. Det var som om det ikke var mig og min kæreste det skete for, jeg tænkte hele tiden hvor er det dejligt for dem, men havde svært ved at finde ud af sætte mig selv ind i ligningen. Som ugerne og månederne gik, blev det mere og mere virkeligt, og jeg blev også mere og glad og tryg ved tanken. Vi fik styr på alt det praktiske og til sidst glædede jeg mig endda. Især scanningerne og det at mærke liv gjorde en kæmpe forskel. Jeg følte mig dog ikke 100 % klar hele tiden, jeg gik alle følelser igennem, tvivl, nervøsitet, glæde, frygt, utålmodighed og jeg var så spændt på at møde min datter. Tankerne omkring fødselen fyldte rigtig meget, jeg kan huske at jeg sagde til min mand, at jeg havde svært ved at glæde mig ligeså meget som ham, fordi der ligesom liiiige var noget der skulle overståes først.

Jeg fødte 2 uger før terminsdatoen. Min fødsel endte med at blive sat igang, og det tog lang tid før der skete ret meget. I dagene omkring igangsættelsen var der også noget der ændrede sig, især satte utålmodigheden ind og jeg glædede mig så meget til at se min datter og vi snakkede rigtig meget om hvordan hun må så ud, og hvordan hun ville være. Men jeg var stadig nervøs og tvivlende. Da igangsættelsen trak ud, endte jeg med at få taget mit vand, og sagde i den forbindelse til jordmoderne “nu er der ingen vej tilbage”, hun grinede og sagde “det har der virkelig ikke været i meget lang tid”. Mens jeg havde veer fokuserede jeg meget på den opgave det var at føde, og ikke så meget på resultatet af fødslen, og det hjalp på alle de tusindvis af følelser jeg havde omkring det at skulle være mor. Fødselen handlede i høj grad om mig og min krop og ikke så meget om at skulle have et barn. Selve fødslen gik hurtigt, og pludselig var hun der. Min datter. Hun skreg og jeg fik hende op til mig – i det sekund blev jeg mor. I det sekund var jeg helt klar. Det hele føltes pludseligt naturligt, hun skulle ammes, hun skulle have tryghed og jeg vidste at mit liv nu havde forandret sig for altid, og lige så vanvittigt en tanke det var, lige så fantastisk var det.

Selvom jeg på overfladen følte mig klar til at blive mor længe før jeg overhovedet var gravid. Selvom vi havde de praktiske ting på plads. Selvom vi havde råd og selvom vi vidste at vi ville være forældre sammen. Jeg følte mig først klar, da hun var her.
Jeg blev først mor i det øjeblik jeg så min datter.

 

Continue Reading