Mad-mor

I dag skal det handle om noget lidt andet. Nemlig mad, og hvad vi (blandt andet) putter i munden her i huset.

De seneste par dage har der været en spændende debat om kødpriser, efter Etisk råd har foreslået at der kommer afgifter på oksekød. Jeg er ikke helt klar i spyttet omkring hvad jeg mener. Jeg ved ikke hvad jeg synes om afgifter på madvarer. Men omvendt, mener jeg ikke at vi kan blive ved med at leve som vi gør uden at det har store omkostninger. For nogle måneder siden hørte jeg et oplæg om madspild, hvor det blandt andet blev italesat at vi lige nu lever som vi havde 4 ½ jordklode til rådighed. En af de helt store syndere er madvarer herunder spild af dem og så selvfølgelig kød. Produktionen af oksekød står for 10 % af den samlede globale udledning af drivhusgasser. Derfor ville det jo være fint, hvis man gjorde noget ved det kæmpe store forbrug der af den slags. Desuden synes jeg at meget kød er alt alt for billigt. Man kan tit gå i supermarkedet og hente 500 g. kød for 25 kroner, og det kan jeg simpelthen ikke holde ud. Dels fordi at dyret ikke kan have haft det ret godt når det er prisen på produktet og dels fordi jeg ikke mener at kød skal være så billigt at det vinder over andre råvarer. Der udover tror jeg at mange køber f.eks. hakket oksekød når de ikke ved hvad de skal lave til aftensmad, for man kan altid bygge noget op om hakket oksekød. Men det må gerne være lidt luksus-agtigt at skulle have kød. Sådan er det i hvert fald hjemme hos os.

Jeg stødte på et udtryk forleden: Flexitarians. Jeg synes det lyder lidt tåbeligt, men det er ret meget dét vi er hjemme hos os. Vi har 3-4 kødfrie dage om ugen, og får en del fisk og kylling og engang i mellem rødt kød. Men så er det oftest i kødsaucer eller gryderetter der er fyldt med grøntsager også, og så en sjældent gang i mellem som en stor fed synde-bøf. Det er egentlig startet med at jeg foretrækker at leve så økologisk som muligt – det kan hurtigt blive ret dyrt og yderst SU-uvenligt, hvis man insisterer på kød alle ugens syv dage. I denne her uge har vegetar-dagene blandt andet stået på følgende retter:

Rødbede-burgere:
– 4 små groftrevede rødbede
– 1 dl havregryn, -måske lidt ekstra
– 1 fint hakket løg
– 2 fed hvidløg, finthakket
– 2 æg
– 1 tsk dijonsennep

1. Jeg rev rødbederne og saltede dem. Inden jeg blandede resten af ingredienserne i, pressede jeg al væden fra.
2. De øvrige ingredienser røres sammen med rødbeden og formes til bøffer. Det er en god idé at stege bøfferne right away, så de ikke falder fra hinanden. Vær i øvrig forsigtig når du vender dem.
3. Jeg serverede med persille-mayo, guacamole, feta, spinatblade, tomater og rødløg og byggede op som en “almindelig” burger.

Indisk carry med kikærter, blomkål og kartofler
Den her er en regulær klassiker i mit køkken. Jeg freestyler dog tit over den og putter enten revet gulerod, små blomkålsbuketter og kartoffeltern. Og så har koriander nærmest den eneste ting jeg virkelig ikke kan lide, så det kommer der ikke i min mad.

Begge retter er store hits i mit hjem – både hos den store mand og det lille barn. Så hermed min anbefaling.

Jeg skal overhovedet ikke bestemme hvordan andre lever deres liv, eller hvad der ligger på deres tallerken. Men hvis man vil mindske sit økologiske fodaftryk, så er det der med maden et virkelig godt sted at starte. Vi spiser flere gange hver dag, hele året rundt, så det kan altså hurtigt blive en forandring der batter. En ekstra bonus er at pengepungen har også ganske godt af en linseret engang i mellem.

 

Continue Reading

Pårørende-mor

Nu gik der igen længe inden jeg fik skrevet her på bloggen, og som jeg skrev i mit tidligere indlæg var der en grund til denne “blogpause”. Jeg har gået og tænkt og haft det lidt svært. Jeg har kunne mærke at min krop har reageret meget på alt det der sker i mit hoved. Derfor har jeg haft influenzalignende symptomer flere gange. Med andre ord, jeg har haft brug for ro. Jeg har haft brug for at fokusere på min familie, det har været vigtigt for mig at min datter ikke har lidt under at mor har haft det lidt svært og derfor har det meste andet været skåret fra. Så derfor har jeg oven i hatten også følt mig som en dårlig veninde og en ringe studerende. Men det lever jeg med. Det har ikke kunne være anerledes.

De sidste uger har jeg, som skrevet før, gået og tænkt meget på en periode der ligger to år tilbage, nemlig da min mand blev syg. Syg i sindet. Responsen på det seneste blogindlæg, hvor jeg skrev om det, var fantastisk. Jeg fik flere beskeder fra nogle der selv har det svært, eller kender til noget der minder om. Og det var jo egentlig derfor jeg skrev det.

Hele tanken med den her blog startede nemlig dengang, for to år siden. Tanken kom fordi jeg følte mig så alene. Jeg kendte ikke nogen der havde oplevet noget lignende, og når vi var igennem det system der skulle hjælpe min mand med at få det bedre handlede det jo om ham. Jeg skrev til SIND for at finde en pårørende gruppe, men hørte aldrig tilbage. Jeg oplevede kun at finde pårørende grupper til børn. Jeg googlede alverdens ting for at finde bare et eller andet. Jeg havde brug for at finde nogle der kendte min situation. Men det var nærmest umuligt.

Til gengæld sendte DR en række programmer der handlede om psykisk sygdom i den periode og jeg tror faktisk at de hjalp mig mere end jeg umiddelbart havde regnet med. Det kom ned på et menneskeligt og håndgribeligt niveau. De mennesker der fortalte om at leve med psykisk sygdom var helt almindelige mennesker, faktisk kendte mennesker som man kender for alt andet end sygdom. Noget af det vigtigste jeg lærte er, at man ikke er en sygdom, man HAR en sygdom. Mange går rundt og siger: “Han/hun er psykisk syg” eller “han/hun er deprimeret” “han/hun er skizofren” – Men nej, det hedder det ikke! Ligesom man jo heller ikke ER influenza. Desuden lærte jeg at hver femte dansker i løbet af deres liv rammes af en form for psykisk sygdom. Det er mange! (Faktisk opdagede jeg lige at psykiatrifonden har en ny undersøgelse der siger hver tredje! Dét er mange!) Og så burde man som pårørende eller som psykisk syg jo for pokker ikke føle sig alene.

Efter vi er kommet ud på den anden side, og jeg selv er begyndt at fortælle andre mennesker om det vi gik igennem, er det blevet tydeligt for mig, at det var og er vi ikke alene om. Ganske som det også blev tilfældet med mit blogindlæg. Med det in mente, bliver det nok ikke er sidste gang emnet bliver berørt her på bloggen.

Derfor er dette indlæg ment som en slags opfølgning, men også som en slags opfordring. Jeg ville elske hvis psykiske sygdomme var mindre tabubelagte og noget vi kunne snakke om. For det sidder der virkelig nogen derude og har brug for.

– (Tænksomme) Mor her.

1-ud-af-3

Continue Reading

Om mor her #2

Det er halvanden uge siden jeg har skrevet noget herinde, og det er der en god grund til.

Bedst som livet lige gik så godt, blev det hele svært. Jeg har haft nogle mindre panikanfald over bitte små hverdagsting, for eksempel et hjemmebagt rugbrød som jeg ikke var tilfreds med. Jeg har tidligere haft angstanfald og helt derude er vi heldigvis ikke. MEN, det her er ikke ingenting. Jeg kan bedst beskrive det med at jeg føler mig presset helt op mod muren og har svært ved at falde ned. De mindste ting kan gøre mig helt vildt ked af det. Jeg er indesluttet og træt – meget træt. Det føles lidt som influenza. Altså som om mit hoved har influenza.

For lidt over to år siden blev min mand syg. I sit sind. Men det er en helt anden og lang historie. Jeg var forholdsvis nygravid med vores datter, vores første barn. Når jeg tænker tilbage på det, ved jeg ikke hvordan vi kom igennem det. Vi har siden dengang gået hos en psykolog. Det sidste lange stykke tid mest som en slags parterapi, dog uden at vi har haft det skidt. Man kan måske kalde det en slags syn af parforholdet – noget jeg virkelig kun kan anbefale. Især ovenpå svær sygdom, barn og forældreskab. Men udgangspunktet var den største krise jeg nogensinde har oplevet. Nemlig at stå som 24-årig, ny-gravid og skulle indlægge min mand. Jeg vidste ikke hvordan noget som helst ville blive, eller hvad der skulle ske med os allesammen.

Jeg ved virkelig ikke hvordan vi kom igennem det. Når jeg kigger tilbage og kigger på de ting jeg har skrevet ned fra den tid, tror jeg egentlig at jeg slog en form for automatpilot til. Det er den bedste overlevelses-mekanisme jeg kender. Tiden skulle bare gå. Jeg var selvfølgelig ked af det, men jeg vidste også at jeg var nødt til ikke at dvæle for meget ved det, for så ville jeg aldrig kigge op fra den tårefyldte sump jeg sad i igen.
Og tiden gik. Det blév forår. Min mand fik det bedre. Vi fik det bedre. Vi rejste på ferie til New York, nød sommeren, holdt i hånd og glædede os til vi skulle være forældre. Helt almindeligt. Vi blev gift, og oven på det vi havde været igennem, gav det mening. Det gav så meget mening – vi havde bevist overfor hinanden at vi kunne stå hårde ting igennem, vi valgte hinanden til, i mere end en forstand.

I slutningen af november måned 2014, da min datter var 2 måneder, blev gulvtæppet revet væk under mig igen. Han blev syg igen. Denne her gang var mit fokus et andet. Nu var jeg virkelig nødt til at klare det. Siden det tilbagefald, har der ikke været det mindste og vi har været en helt almindelig familie. Men jeg har haft brug for at tage ret meget kontrol over de ting, som jeg ved jeg kan tage kontrol over. For eksempel vasketøj, madplaner og rugbrødsbagning.

Men nu. Nu hvor alt går godt og har gjort det længe. Nu hvor jeg kan se at jeg er lykkedes som mor, lykkedes med at få et fantastisk glad barn, der bare trives. Nu hvor min mand har det godt, og har haft det længe. Nu hvor jeg snart er færdig med mit studie. Nu er jeg bange, rystet, slidt og træt. Jeg kan ikke tage kontrol over fremtiden, og det skræmmer mig helt vildt. Den her reaktion er ingens skyld, men jeg har desværre ikke fået bearbejdet det kæmpe chok jeg fik for to år siden.

For det er helt klart noget af det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Jeg har aldrig haft så meget ansvar på mine skuldre. Der skulle løftes for tre. For mor, far og barn. Den sidste barnlige uskyld blev taget ud af mig dengang. Jeg var voksen, jeg var nødt til at være voksen, og jeg kæmpede som kun en mor kan gøre det. Jeg satte mine egne behov totalt på pause.

Alle de her oplevelser skal bearbejdes, og det bliver de nu. Selvom jeg jo er exceptionel ekstrovert, har jeg brug for ret meget fred, fred til at tænke, skrive og læse alle mine tanker fra den gang. Komme helt ind i følelserne. Jeg bebrejder ingen, og jeg ved at det hele bliver godt igen. Det er fordelen ved at opleve de helt store kriser, at man opdager at verden samler sig igen og at “alt nok skal gå”.

Heldigvis ved jeg at det bliver forår igen. At solen denne sommer vil skinne mindst ligeså stærkt som sommeren for to år siden. Hjemme hos mig er vi sammen om de kriser der kommer. Jeg får alverdens støtte og vi kan alting sammen.

De stærkeste rødder har træer i blæst. 

– (Følsomme)Mor her

P.s. Bare at skrive det her hjalp mig så meget.

Continue Reading

Råbe-mor

I dag har jeg behov for at gå på barrikaderne. De sidste par måneder, har jeg læst og debatteret på forskellige forældre-fora på nettet. Det er spændende og til tider uhyggelige sager. Debatindlæg om hvordan børn svigtes af deres forældre, og hvordan pædagoger ikke længere kan stå inde for deres arbejde strømmer frem. Historien om moderen der er nødt til at blive og hjælpe i vuggestuen, fordi der ikke er hænder nok ramte mit feed i denne uge, vuggestuebørn skal klare sig selv, hvis de altså ikke brækker sig, fordi de er så kede af at gå i vuggestue. Historierne er mange og de er skræmmende!

Vi lever i dag i slipstrømmen af både 00’ernes forbrugsfest og den efterfølgende finanskrise. Det tror jeg har en kæmpe betydning for måden vi indretter vores samfund og liv på. Dels har vi stadig et kæmpe forbrugssamfund der skal tjenes penge til. Butikker med navne som Luksusbaby vælter frem, overalt i bybilledet spotter jeg barnevogne til 8-10.000 kroner, babysenge til flere tusindekroner pryder instagram-glansbilledet. Børn tumles på foldemadrasser til 5.000 kroner. At have et sådant forbrug må godt nok kræve nogle knaster, og derfor også kræve nogle timers arbejde. Personligt er jeg af den holdning at ting skal være af en fornuftig kvalitet, så de kan holde. Men også at børn sgu hellere vil være sammen med deres forældre end blive kørt rundt i en slæde til tusindevis af kroner.

Samtidig tror jeg der er mange der er nervøse for at miste deres jobs. Sparekniven bliver svunget over det offentlige, humanister uddanner sig til arbejdsløshed. Hvis man er så heldig at få foden ind på det der arbejdsmarked, er det jo svært at kræve deltidstillinger, barnets 25. sygedag, og hvad ved jeg. Det kan jeg altså godt forstå.

Vores børn er mere i daginstitution nu end nogensinde. Det finder jeg meget foruroligende for jeg selv, og mange jeg kender var virkelig meget i institution allerede i 90’erne. Så hvordan skal det ikke ende? Samtidig skal institutions området spare. Hele tiden skal de spare. Det hænger jo ikke sammen!

På diverse forældre-fora på nettet læser jeg tit at det er en prioriteringssag. At man må skære ind til benet, så en forældre kan gå hjemme med børnene. Eller at man kan finde sig en god institution enten i det private, eller være en af de få der vinder lotteriet og få en fantastisk offentlig institutionsplads. Jeg er simpelthen lodret uenig. Guld og grønne skove er ikke forundt alle. Nogle har ikke mulighed for at arbejde deltid/gå hjemme/have flekstimer. Alle har ikke råd til private pasnings muligheder, og det er ikke alle forundt at vinde i lotteriet om “de gode pladser”. I mine øjne er det en hamrende usolidarisk holdning at have. Problemerne bliver jo ikke mindre af, at nogle bare melder sig ud.

Jeg kender desværre ikke løsningen på alle disse problematikker. I forhold til min egen lille familie er det klart en fordel at jeg er studerende, og at vi bor (forholdsvis) billigt og ikke har de store udgifter. Det giver et fleksibelt liv for os, og giver mulighed for korte dage i institutionen. Jeg vil til en hver tid hellere sætte tærring efter næring. Spare på luksus og mærkevare. Den største luksus jeg kan komme i tanke om at give mit barn, er tid med os. Forældrene. Tid i familien. Det er få år det i virkeligheden drejer sig om, og jeg før skrevet at “Det er så få år børn er små og jeg vil gerne være med til så meget af det som muligt. Inden man har set sig om, vil de jo hellere hen og lege hos vennerne og så sidder man der – og har tid til sine andre ambitioner” (og til at tjene penge!) 

Men samtidig mener jeg at vi forældre er nødt til at hjælpes ad. Både dem med ressourcer og muligheder, og dem uden. Vi skylder vores børn at vi ikke ender med et samfund der opdelt i A og B-hold allerede fra vuggestue alderen. Selv prøver jeg at bruge min stemme, f.eks. med dette indlæg, jeg er næstformand i forældrebestyrelsen i vuggestuen, og så følger jeg ellers med i meget af det der rører sig på området. Jeg vil anbefale facebookgruppen Familiepolitisk Netværk og Forældrenes Landsforening. Både til inspiration til hvad man kan gøre for sin egen lille familie, men også som inspiration til kampen. Hvis man har ressourcer til at kæmpe en kamp, så synes jeg man skal gøre det.

12933058_10154151928184850_2636736894339618690_n

 

Sammen er vi altså stærkere!

 

 

 

 

 

– (Barrikade)Mor her

Continue Reading

Studiemor #2

I torsdags var jeg til min anden eksamen som mor. Aftenen inden var jeg til et møde med mit arbejde, hvor en af mine kollegaer spurgte: “hvordan er det egentlig at læse til eksamen, nu hvor du er mor? Har du overhovedet tid til det?” To virkelig gode spørgsmål, som jeg vil prøve at svare på. For det kan måske lyde som en svær kombination, det der morliv og eksamenslæsning.

Da jeg sad på eksamensgangen i torsdags, kom der to piger ud fra et lokale, og havde fået karakteren 10. Den ene sagde til deres ventende veninder: “Altså, vi er jo sådan nogle rigtige 12-tals piger, så vi er selvfølgelig ret skuffede!” … Og der slog det mig, hvis jeg nogensinde har været en 12-tals pige (haha!), er jeg det i hvert fald ikke mere. Jeg vil selvfølgelig gerne klare mig godt, men det er på ingen måde alfa og omega for mig at mit eksamensbevis skal være prydet af 12-taller. Der er for mange andre ting der er vigtige for mig. Der udover er jeg af den overbevisning at et lykkeligt liv er mere en 12-taller. Jeg tror ikke at det er rækken af flotte karakterer (eller mangel på samme) der i sidste ende bliver afgørende for mine fremtids-og job muligheder. Det er min fortid simpelthen et alt for levende eksempel på. Jeg klarede mig med nød og næppe igennem gymnasiet. De tre år var en pærevælling af druk, røg, brudte venskaber og svære følelser. Jeg kunne simpelthen ikke samle mig om at gå i skole, men kom dog igennem. Efterfølgende har arbejdede jeg en masse. Brugte tre år på andet end studie, og det var godt. Dels har har det givet mig en enormt høj arbejdsmoral. Dels har mine forskellige jobs givet mig et CV med titler som projektleder, rollemodel og studenter-studievejleder. For at mit studie giver mening for mig, er jeg nødt til at arbejde ved siden af. På den måde vinkler jeg studiet i den retning jeg vil, og på en måde giver de problemstillinger og perspektiver mit arbejde giver mig en mening med studiet, og som sagt tror jeg mere på at det er profilen jeg er ved at skabe der skal give mig jobs og ikke tallene på mit eksamensbevis.

Tilbage til eksamen. Det at være mor og læse til eksamen, har klart nogle begrænsninger. I januar sagde en af mine medstuderende til mig: “jeg er godt nok glad for at jeg ikke mor i den her eksamensperiode. Jeg ville slet ikke kunne overskue at skulle tænke på andre end mig selv og eksamen”. Der har jeg det så helt modsat. Det at være mor og gå til eksamen har faktisk vist sig at være bedre og nemmere end jeg havde regnet med. Mine læseperioder har været enormt stramme og strukturerede, for der er bare kun den tid der. Jeg har ikke lyst til at sidde oppe hele natten og læse til eksamen, når jeg har et barn der vågner klokken 6. Det at skulle tænke andre ind i min planlægning har hjulpet til at få noget for hånden i de få timer der er til det. Jeg blevet bedre til at stille skarpt på det jeg vil arbejde med. Overspringshandlinger og omvalg af emner er der ikke tid til.

Så ja, forberedelsestiden er blevet kortere. Men der ér tid til at arbejde, men jeg skal virkelig have noget ud af den tid. Eksamensnerver også lidt noget andet nu. I torsdags kunne jeg godt mærke et sug i maven inden jeg gik ind i eksamenslokalet, men det giver en kæmpe ro at tænke på, at det på mange måder også bare er en helt almindelig dag hvor der skal hentes barn i vuggestue, leges med LEGO, læses bøger og laves aftensmad. Det ændrer en karakter ikke på. Jeg føler mig mere rolig og der skal mere til at slå mig ud af kurs.

Med ro i sjælen, et turbolæst pensum, og få, men skarpe pointer gik jeg altså til eksamen og jeg fik 10. Mange snakker om at livet, studiet, arbejdslivet og så videre er hårdere når man har fået børn. Men på mange måder synes jeg det er nemmere. At være mor gør mig mere grounded end jeg før har været og det er så godt for mit (studie)liv!

– (Studie)mor her.

Continue Reading