Princip mor #2

Det her blogindlæg har jeg tænkt på i flere måneder. Flere gange er tankerne omkring det blusset op, og igen de seneste par dage. Det skal handle om børn på de sociale medier. Mine tanker omkring det har fået fornyet styrke af den debat der  foregår i kommentarfeltet hos Mette Marie. Hun har medvirket i en artikel for Berlingske og senere også medvirken i Godmorgen Danmark.

Mette Marie har en Danmarks største “mommy-blogs”, og startede ud med at vise mange billeder af sine tvillinger på bloggen og instagram. Men nu har hun skiftet mening. Fra nu af fotograferes børnene kun bagfra. Hendes beslutning om denne ændring har skabt stor debat i kommentarfeltet på hendes blog og jeg har været med i debatten. For som den skarpe læser af min blog nok har opdaget – er Mor her en blog om at være mor, men ikke om min datter, som sådan. Jeg har hele tiden haft det sådan at de to ting umiddelbart godt kan skilles ad.

Jeg er i kraft af mine 26 år, vokset op med sociale medier og digitalisering. Jeg fik min første mobiltelefon som 10-årig, min første Arto-profil som 13-årig. Jeg husker også hvordan jeg før det, havde “for-sjov profiler” på diverse datingsider og chatfora sammen med veninder. Når vi gik hjem efter skole sad vi og chattede for sjov og foregav at være nogle andre end de bøjle-befængte tweens vi var. I min tid som Arto-bruger oplevede jeg at være en del af en gruppe der var “Arto-kendte” – vi var en “kendt” del af en subkultur der blomstrede op i Danmark i mine teenage-år. Jeg oplevede at blive genkendt på gaden. Jeg oplevede at folk gerne ville snakke med mig, give øl og mad, for jeg var jo “hende der fra Arto”. Lad mig bare sige, det gjorde ikke noget godt for mig at få den opmærksomhed. I min folkeskoletid havde jeg en lang periode hvor jeg blev holdt grusomt udenfor og følte mig mobbet. At gå derfra og så til at blive en der blev genkendt, og en som nogle ligefrem så op til, kunne jeg som 15-16-årig slet ikke håndtere. Det steg mig totalt til hovedet og i den forbindelse kunne jeg godt finde på at udnytte det og bruge det på en ikke særlig hensigtsmæssig måde. Det har jeg det faktisk dårligt med idag.

Blandt andet derfor, har jeg en virkelig skarp holdning til at have min datter på de sociale medier. Jeg ved godt at bare fordi jeg ligger et par billeder af min datter på min private Facebook-side, Instagram, eller på min lille blog her, betyder det ikke nødvendigvis at hun bliver kendt eller kommer til at opføre sig som sin mor. Men jeg kender til bagsiden af alt det der sociale-medie behov og forbrug.

Derudover handler det for mig også om at give min datter et frit valg. Jeg har læst mange forskellige kommentarer omkring det her emne. Nogle fra store børn, der skriver at de nærmest ville blive kede af det, eller ikke føle at deres forældre holdt nok af dem, hvis de ikke var en del af deres sociale-medie liv. Argumentet at man skal følge med tiden, og at det her jo er den virkelighed vores børn vokser op i – dét har jeg også hørt. Og jeg kan sagtens forstå begge synspunkter – det er bare ikke sådan jeg har det. Jeg vil hellere have at min datter bliver vred på mig, eller ked af at jeg ikke har “givet hende en identitet” på de sociale medier i vuggegave, end jeg ønsker det modsatte. For jeg har også hørt historier om børn der føler det grænseoverskridende at deres forældre deler deres liv. Af de to onder, ved jeg godt hvad jeg foretrækker. Og ja, så kan det være at jeg en dag bliver nødt til at forklare min datter at det var ud af kærlighed og respekt for hende, at hun er den eneste i klassen der ikke allerede findes på det store internet.
Endeligt, har jeg hørt uhyggelig historier om hvordan delte facebook billeder bliver brugt som reklamer i andre lande. Vi ved faktisk ikke hvor billederne ender.
Selvom at de sociale medier efterhånden har eksisteret hele mit teenage- og voksenliv, synes jeg stadig det er en lidt ny ting, som vi ikke kender enden på endnu. Derfor har jeg, som den forsigtig-Per jeg er, brug for at fare lidt med lempe.

Paradoksalt nok, blogger jeg jo om vores liv og smider alt muligt ud i cyperspace. Men jeg prøver alt hvad jeg kan at holde mig på min egen banehalvdel. Den har jeg nemlig bruset ud med før.

– (Princip) Mor her

 

Continue Reading