Om mor her #3

Der kommer flere og flere “ukendte” læsere til (hvilket gør mig så glad og taknemmelig) og derfor vil jeg lige skrive et lille indlæg der handler lidt om mig. Hvem ved, måske folk der kender mig også kan blive overraskede over nogle af punkterne.

  • Jeg læser på mit sidste semester af læreruddannelsen. En uddannelse jeg faktisk har været i tvivl om siden jeg satte mine fødder her første gang. Men jeg har godt kunne lide undervisningen og forventer at bygge noget ovenpå og skabe mig min egen vej
  • Ambitiøs og doven – to ord der ikke rigtig hænger sammen. Men i virkeligheden to ord der beskriver mig godt. Jeg kan få enormt meget for hånden og vil rigtig mange ting med livet, samtidig kan jeg fandeme også bing-watche serier så jeg skammer mig
  • Jeg blev holdt meget udenfor i folkeskolen og følelsen af at stå uden for, vil altid være med mig
  • Min datter er uden tvivl min største bedrift og jeg er skide stolt af hende. Jeg har svært ved at forestille mig at noget skal overgå det
  • Jeg er højlydt, storsnakkende, højt-grinene og nogle gange fylder jeg nok lidt for meget i et selskab
  • Det værste jeg ved i verden er uretfærdighed. Det gælder både småt og stort. Mine forældre har altid sagt at jeg har en virkelig veludviklet retfærdighedssans
  • Jeg har en svaghed for vrede damer der laver rock musik. Min musiksmag har ikke ændret sig ret meget siden jeg var 14
  • Mit humør kan virkelig svinge som et pendul – jeg har let til de helt store følelser og det kan hurtigt skifte. Sådan har det altid været og jeg har næsten altid følelserne uden på tøjet
  • Jeg synes det er svært at “blive” voksen – ikke desto mindre kan jeg mærke at det sker sådan lidt as we go. Sommetider kan jeg godt tænke “hvornår kommer de rigtige voksne?” 
  • Mor her bliver snart mor til 2 – noget man nok kommer til at læse mere om på bloggen og som skubber til den der voksenlivs følelse

 

Continue Reading

Mor-udfordringer

Indlægget her kunne have mange titler, jeg opererede lidt med noget om lykke. Eller mangel på samme. For gør moderskabet lykkelig eller ulykkelig? Nogle mener at livet først giver mening når du får børn, andre føler at de var mere lykkelige før børnene.

De sidste par måneder har man kunne høre mere og mere, og læse mere og mere om det faktum at det at være mor langt fra er en dans på roser. Nogle fortæller at de er i tvivl, andre om at de elsker deres barn, men ikke det at være mor, ganske få fortæller at de har fortrudt. Jeg er dybt imponeret over disse kvinders mod.

Verden har på mange punkter ændret sig meget, siden jeg selv for knap 27 år kom til verden. I virkeligheden er det jo ikke ret mange år, men så alligevel. Af flere omgange har jeg snakket med både min mor og min svigermor om det at være mor i vores samtid. Min mor sagde noget i stil med: “at det da måtte være svært at det var noget alle mennesker har en holdning til” – hun mente ikke at det fyldte helt så meget i verden at nogle var mødre dengang, i slutfirserne/start halvfemserne. I dag, synes jeg at det kan føles meget svært at gøre noget som helst rigtigt, eksemplet med sammensovning er godt – for sover du sammen med dit barn er du en hønemor der er for knyttet til dit barn og gør du det ikke, giver du ikke dit barn den nødvendige tryghed og kærlighed. Det kommer an på brillerne der kigger på det. Men kritikken er “nem at finde”. Samtidig med at du skal træffe alle de rigtige beslutninger, skal du jo være glad mens du gør det.
Min egen mor er temmelig kølig og siger: “det er da pissehamrende hårdt at have et lille barn” – ikke så meget pis eller dårlig samvittighed. Vi gør jo hvad vi kan.

Og ja, det er hårdt. Det synes jeg faktisk. I nogle perioder mere end andre. Lige nu, er jeg inde i en periode hvor det er hårdt på en ny måde, en måde som jeg ikke har oplevet før. Det er ikke så meget selve det at være mor der er det hårde. Jeg har styr på rutinerne og fornemmer bestemt at mit barn har det godt. Personligt har jeg ingenlunde fortrudt at blive mor, det har bygget en ekstra dimension ovenpå mit liv og jeg ville ikke være det eller min datter foruden. Det er der slet ingen tvivl om. Men det betyder ikke at det bare er lutter lagkage, lyserøde skyer og sommerfugle. Det er også svært. På mange måder og på forskellige måder.

Det er egentlig mere det udenom moderskabet jeg synes der er svært. Det er som om det først nu rigtigt går op for mig, hvor meget det har ændret mit liv at blive mor. Det genkendelige liv fra før. Det at blive mor som 24-årig var i virkeligheden en brat overgang til det “rigtige” voksenliv. Starten af mine tyvere handlede meget om at drikke store øl på værtshus og at ses og måske også identificere mig meget med mine veninder. Vi har set hinanden på alle mulige skæve tidspunkter, da vi allesammen er studerende og derfor oplever undervisnings-fri på hverdagsformiddage – på den måde bliver man en meget stor del af hinandens (hverdags) liv og man kender til hinandens gøren og laden.

Af gode grunde ved jeg ikke ret meget om hvordan det er blive mor når man er i 30’erne. Men jeg tænker det må føles lidt anerledes, fordi man i større omfang er vant til at have en 8-16 hverdag og ikke kan smide alverdens venindedates ind i den. Det er ren gætteri, men sådan forestiller jeg mig det.

I min barsel mærkede jeg ikke meget til hvordan mit (sociale) liv havde ændret sig. De fleste af mine veninder studerede endnu og derfor var der stadig tid til kaffe i hverdagen og mange veninder var søde til at lufte barnevognen med mig. Men nu her, et år efter min barsel sluttede kan jeg godt mærke at der er sket noget. Der tikker ikke ligeså mange SMS’er ind på telefonen og jeg ser færre mennesker og også mindre frekvent end for et år siden.

For et par uger siden, til sidst i min sommerferie affødte det en form for ensomhed. Mit liv vendte på en tallerken den dag jeg stod med min datter i armene, og det kan helt sikkert ikke være anerledes. Men behovet for social kontakt er ikke ophørt og jeg kan stadig virkelig have brug for at føle mig som en del af venindeflokken, eller som en folk gerne vil se. Måske har jeg sagt nej til for mange arrangementer, eller måske har jeg snakket for meget om mit barn – jeg ved det ikke – jeg kan ikke huske det. (Fri)tiden er helt klart ikke det samme som før, men det betyder ikke at jeg ikke savner det, og stadig har prøver at justere hist og her for at få den “nye” virkelighed til at hænge sammen.

I virkeligheden tror jeg ikke det kan være anerledes. Om lidt skal jeg ud og have et rigtigt voksenjob, så tiden bliver kun mere knap. Men jeg vil tænke tilbage på starten af 20’erne som noget rigtig sjovt og dejligt – voksenlivet kom hurtigt, men det valgte jeg selv og jeg ville ikke vælge anerledes i dag. Det handler måske mest om tilvænning. Og så om at have “honningdepoter”, som min far kalder det. At gøre lige det man har allermest lyst til og brug for. Engang i mellem. I sidste uge hjalp det mig meget at tage en halv spontan tur til Odense og se en veninde jeg ikke har set i lang tid, og bare have tid til at snakke. Honningdepoterne og venindetiden bliver mindre, men de er der, og de giver mig fornyet energi.

– (Veninde/unge/savne) Mor her

 

 

 

Continue Reading

By-mor?

Her i løbet af sommeren har min mand og jeg gået med overvejelserne omkring hvor vores lille familie skal bo. Jeg er (forhåbentlig) færdig med min uddannelse til januar og derefter har vi en lidt anden slags penge at leve og bo for end vi har nu, og vi får ligeså stille brug for mere plads.

I al den tid vi har boet sammen, og faktisk også før vi flyttede sammen, har vi boet på Nørrebro. I mine øjne den bedste af alle broerne og indtil for nylig har jeg virkelig ikke kunne forestille mig at bo noget andet sted. Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned om mangfoldighed, gode legepladser, barnevognsture på Assistensen, verdens BEDSTE vuggestue, at bo lige rundt om hjørnet fra flere veninder, hvordan Nørrebrogade kan føles som et fremmet land når solen rigtig skinner, sammenhold, unikke butikker, storbyliv og alt det jeg elsker. Men egentlig er Nørrebro bare hjem for mig. Jeg er kommet her siden mine spæde teenage-år, først i Ungeren på Jagtvej og siden alle mulige andre steder. Jeg ved hvor alting ligger, jeg ville aldrig kunne fare vild her. Jeg hilser på de samme mennesker hver dag og jeg elsker det lille skøre samfund vi har her. 2200 er mit hjem og Nørrebro har mit hjerte.

Men, vi skal snart bo i noget større. Og noget større er dyrt. Især her. Jeg går tit forbi ejendomsmæglerene på Jagtvej, og det er soleklart at man ikke får meget lejlighed for sine penge. De fleste små andelslejligheder er langt oppe i millionklassen. Og med andelslejligheder følger der som bekendt altid et beløb til boligydelse. Hvis du ønsker dig mere end 3 værelser på Nørrebro skal du i hvert fald finde 3 millioner, og vi er ikke den bydel, hvor det er værst. Det er jo helt hul i hovedet! Boligmarkedet i København er ved at stikke helt af.

I overvejelserne omkring hvor vi skal bo, ligger også hvilket liv vi ønsker for vores familie. Vi har ikke lyst til at sidde så dyrt, at vi er nødt til at knokle for at tjene til huslejen – selvfølgelig skal vi arbejde, men der SKAL være tid til at være en familie. Det bliver mere og mere klart for mig, at for at få råd til at kunne holde fri, er vi måske på vej ud af byen.

Priserne på boliger i byen, er ved at jage helt almindelige mennesker væk. Vi, en akademiker og en skolelærer med lyst til en lidt fritid engang i mellem, er i tvivl om det kan lade sig gøre at finde noget vi har råd til. Det er forrykt. Noget af det jeg elsker allermest ved at bo i byen, og især på Nørrebro, er at vi der bor her er så forskellige, men vi er enige om at vi skal bo her allesammen og at alle har lov at være her. Men snart har ingen råd, især ikke dem der er på vej ind på boligmarkedet. Jeg er seriøst bekymret for at København om få år vil minde om London, hvor ingen almindelige mennesker har råd til at bo. Dét er faktisk slet ikke det der er byens ånd.

hjerte

Her på Nørrebro har vi et mindesmærke – Bjørn Nørgaard lavede i 2010 “farvel til våbene”, som ses her på billedet. I daglig tale hedder det dog bare Nørrebros hjerte. På betonsoklen står der “Vi vil leve sammen” på en helt masse forskellige sprog. Nørgaard selv skriver “Verden skal være åben og mangfoldig, der skal være plads til den enkelte, til forskelligheder, til en rigdom og sprog, religion og kulturer, men det skal være en mangfoldighed i en fælles verden” –  noget jeg er meget enig i, og som virkelig er det mit Nørrebro står for. Og derfor kan jeg faktisk ikke holde ud, at det nogensinde skulle blive anerledes.

Continue Reading