2-års-mor

I morgen har min mor-karriere varet i 2 år. Det lyder ikke af meget når jeg sådan siger det for mig selv og på en og samme gang er det de hårdeste, sjoveste, smukkeste, længste og korteste to år jeg nogensinde har været med til.
Lange fordi – hvad var der før min datter? Jeg kan nærmest ikke huske det. For mig startede der nærmest en ny tidsregning den dag hun blev født. For folk der ikke har børn lyder det sikkert en anelse corny, og mit liv var helt sikkert også fedt og indholdsrigt før – men alligevel var den 17. september 2014 starten på et helt nyt liv for mig.
Korte fordi – de er sgu fløjet afsted. Selvom det føles som om hun altid har været her, kan jeg næsten stadig dufte hendes babyduft, og mærke hendes lillebitte krop der lå og sov på mig.

Den lillebitte krop er nu næsten 40 cm længere end da den blev født, og hun ligger i hvert fald ikke og sover på mig mere, til det har hun for meget krudt. Men jeg elsker hende om muligt endnu mere, end da jeg fik hende lagt i mine arme den der september nat for to år siden. Hver dag forundrer hun med mig ting hun kan, følelser hun forstår, ord og vendinger hun bruger. Hun er smuk, selvstændig, omsorgsfuld, skrap, sej, frygtløs, sød og en drillepind med egne holdninger – intet af det ville jeg bytte for noget. Heller ikke selvom jeg sikkert mener noget andet senere i dag når hun igen bliver vred over at tingene ikke går helt som hun synes de skal.

Jeg er stolt af hende. Jeg er stolt af mig. Hun kan alt og vil alt. Jeg halser efter hende og hendes eventyrlyst. Men med alle de udfordringer der har hørt med, vil jeg sgu nok sige at jeg har gjort det godt. Der er helt klart øjeblikke hvor jeg ikke synes jeg er den ideelle mor – men hvad er også det? Jeg er en ægte mor, en der både kommer til at råbe højt og blive irriteret, men også en der krammer og elsker så det kan mærkes.

Kære mors skat, kæmpe stort tillykke med din 2-års fødselsdag – alverdens ord eller blogindlæg kan ikke beskrive hvor meget jeg elsker dig.

0993_gallery_ib_spang_olsen-l

Continue Reading

Pårørende mor #3

Gårsdagens indlæg om at de følelser og tanker der har strømmet igennem mig den seneste tid, blev taget virkelig godt imod. TAK! Heldigvis var dagen igår og dagen i dag ret gode og nærmest almindelige. Så måske det begynder at gå den rigtige vej?

Forleden læste jeg en gammel artikel fra Politiken om det at være pårørende, hvor generalsekretæren fra Bedre Psykiatri siger følgende: »Som pårørende bliver du stillet over for en enorm opgave, som ingen ønsker sig på forhånd. Du er på 24 timer i døgnet. Hele tiden lurer bekymringen i baghovedet om, hvordan det nu skal gå. Når den syge har det godt, er den pårørende også ovenpå. Men dagen efter kan det se helt sort ud igen. Det er komplet uforudsigeligt og opslidende. Livet som pårørende er som at tage en tur i en karrusel, der aldrig stopper« Selvom min karruseltur heldigvis stopper i årelange perioder, kan jeg sagtens nikke genkendende til betragtningen. Især bekymringen i baghovedet – det er umuligt at slappe af hundrede procent, og det bliver man altså drænet af.

Jeg har lavet en lille liste med idéer, tanker og råd til karruselturen. Det er selvfølgelig bare ting der har virket for mig, men deles det skal de:

  • Sig pyt til alt det du kan sige pyt til. Rene gulve, hjemmelavet aftensmad, sammenlagt tøj på rette plads, vent med alt hvad der er overflødigt. Og lad være med at slå dig selv i hovedet med det du ikke når.
  • Få hjælp! Der er sikkert mange der gerne vil hjælpe, hvis bare du fortæller hvordan omstændighederne er. Sig JA til dem der tilbyder at vaske tøj, holde dig i hånden, skuldre du kan græde på og gryder med mad
  • SNAK! I forbindelse med punktet herovre – det er altså meget lettere at få hjælp og ikke føle sig alene, hvis du prøver at tale med folk. Det er svært at tage hul på, men det føles så meget bedre når du har gjort det og du vil føle dig mindre ensom
  • Pas på dig selv – du er hverken til hjælp eller støtte, hvis du ikke selv får spist, sovet eller slappet af. Det er vigtigt at du ikke glemmer dig selv
  • Kom ud og hver dig selv. Mærkeligt nok er det så dejligt for mig at være i studie – dels fordi det ikke er alle der kender mig så godt og dels fordi jeg kan være en anden version af mig selv og kan bruge mig selv på en anden måde
  • Snak med andre der har det ligesom dig. Jeg har meldt mig ind i en pårørende gruppe hos SIND – jeg tror virkelig det er godt at opleve en form for samhørighed med andre “lidelsesfæller”
  • Sig fra – nogle gange har jeg været nødt til at sige til min mand at jeg kan klare at holde vores liv sammen, jeg kan klare rammerne om vores familie, men jeg kan ikke deltage i alt hvad der har med sygdommen at gøre
  • Sidst, men ikke mindst og noget som jeg fortæller mig selv hver dag, og som jeg ved fordi jeg har prøvet det før er at “det skal nok gå! og det skal nok blive bedre”. 

Tror faktisk at disse råd med lethed kunne oversættes til at passe på andre livskriser. Håber i hvert fald at de vil blive taget godt imod.

Continue Reading

Pårørende-mor #2

Den seneste uge har min mand haft et form for tilbagefald til noget sygdom der snart ligger 2 år tilbage. Det er hårdt. Jeg har før skrevet om at han har været syg i sindet. Det her tilbagefald er ikke helt så slemt som tidligere, men sådan noget er jo aldrig nemt. Kombinationen af min opstart på sidste semester af uddannelse, at jeg er gravid i 4. måned og at vi har en (lige om lidt) 2-årig med en masse krudt gør det næsten uoverskueligt. Synes vi har rigeligt at se til under normale omstændigheder.

Fordi jeg selv tidligere har savnet at læse noget om mennesker der er i situationer der minder om min og fordi jeg ikke bryder mig om tabuer tager jeg altså bladet fra munden og skriver alt det jeg kan og orker om det. Det her blogindlæg er lavet på baggrund af lomme-noter fra en dag hvor jeg gik på gaden og gjorde mit bedste for ikke at bryde sammen:

Du får det værre og værre. Lige mellem hænderne på mig. Jeg kan ikke nå ind til dig og du kan ikke høre alt hvad jeg siger.
Min vejrtrækning bliver hurtigere og hurtigere. Følelsen af at drukne og følelsen af at få mavepusterer blander sig og bliver til en. Det er ikke rart at være inde i mig. Jeg har lyst til at stikke af. Jeg har lyst til at smide mig ned og tude. Var det bedre at være alene? Jeg føler mig allerede helt alene. Jeg ved ikke hvem jeg skal snakke med, hvem jeg skal kontakte. Vil der ikke nok komme nogle voksne?
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Så jeg bliver ved med at skubbe den tomme klapvogn foran mig. Jeg skal op og hente vores datter. Hun og det at være hendes mor er det rigtigste der er. Hvis det ikke var for hende og babyen i maven, ville det hele faktisk være meget sværere. Børn har meget at skulle sige, børn har på en måde meget magt. “Find roen. Træk vejret” – For deres skyld. Det bliver jeg ved med at messe for mig selv. 

Da jeg var ung. Teenager. Havde jeg en t-shirt, hvor jeg selv havde skrevet “Normal people scare me”. I dag ved jeg sgu ikke hvad der er normalt. Om noget i virkeligheden er normalt. Til gengæld er jeg ved at brække mig over folk der ser lykkelige ud. Lykkelige mennesker uden problemer. Jeg prøver at fortælle mig selv at alle har jo deres. Ingen har det nemt hele tiden. Men hvor mange af mødrene på legepladsen er udover at være mor til en vildbasse, gravid og har en mand der måske falder fra hinanden derhjemme? Jeg ved ikke om jeg egentlig har ondt af mig selv. Jeg er bare vred. Og vreden rammer alle mulige og ingen specifikke – egentlig bare alle dem der har det lettere end mig. Jeg er vred over min situation. 

Heldigvis går det allerede meget bedre – det er op og ned. Men det går den rigtige vej.

Continue Reading

Kontrol-mor

Nu hvor katten er ude af sækken, og jeg har afsløret at vi får en lillebror/søster i 2017, kan jeg bedre udgive dette blogindlæg. I den seneste tid har jeg tænkt meget over trangen til at kontrollere eget liv, og det at vi skal vide det hele.

Hvor meget skal vi egentligt vide? Hvor meget skal vi time? Hvor meget skal vi kontrollere?

Da vi planlagde lillebror/søster, gjorde jeg brug af ægløsningstest. Jeg skulle hjem til en veninde og drikke rødvin, og jeg vidste at det muligvis ville være sidste gang jeg skulle noget i den dur. Så jeg smækkede 2 flasker vin på båndet, en pose chips og en æske med ægløsningstests. Det føltes på en gang stort og en lille smule latterligt. Nu var det snart virkelighed, men det var også planlagt ned til nærmest mindste detalje, og selvom man jo i den grad kan sige at lillebror/søster bliver et ønskebarn, er der ikke meget romantik over timing og tilrettelæggelse.

I denne graviditet er jeg blevet medlem af en terminsgruppe på facebook, og det er egentlig ret hyggeligt. For bortset fra den, kvalme og træthed fylder graviditeten ikke særlig meget. Ikke i forhold til hvad den gjorde sidst. Dengang var den jo alt-omfavnende. Men i denne terminsgruppe har jeg opdaget at rigtig mange af mine medsammensvorne gør brug af Angelsound – en hjertelydsmonitor. Med sådan en lille maskine, kan du lytte til din ufødte babys hjertelyd og bevægelser. Mange bruger dem i slutningen af første trimester og ind i andet, altså før du kan mærke baby. Man gør det jo selvfølgelig for tryghedens skyld. For at være sikker på at der ér et lille hjerte der banker og en lille baby der mosler derudaf. Jeg kan sagtens forstå at man i visse situationer, føler sig nødsaget til at have sådan et apparat – hvis man har mistet og lignende. Men på den anden side, tror jeg at vi med alle de gadgets vi har adgang til, nogle gange glemmer at mærke efter, eller bare være i det og stole på at kroppen kan det den skal og endelig tror jeg ikke det er sundt at ligge og scanne i tide og utide.

Ligeledes er der flere gravide der vælger ekstra scanninger, som de selv betaler. Igen forstår jeg virkelig godt at der kan være nogle omstændigheder der gør at man har brug for at se guldklumpen mere eller på andre tidspunkter end det offentlige tilbyder. Dog har jeg opdaget en tendens, hvor gravide selv betaler en såkaldt “kønsscanning”. Flere klinikker tilbyder det de kalder “kønsgaranti” fra uge 14. De gange jeg er stødt på kvinder der vælger dette, handler det udelukkende om at finde ud af om man får en dreng eller en pige. For så kan indkøbene rigtig begynde. I min bog er der egentlig ikke stor forskel på det at få en dreng og en pige. Jeg tror på at det meste handler om personlighed, og endelig mener jeg jo at drenge/pige-udstyr lidt er noget pjat. Babyen er i hvert fald helt ligeglad. Desuden burde der være rigelig tid til at shoppe udstyr fra uge 20 (hvor det offentlige tilbyder misdannelsesscanningen, hvor man normalt også vil kunne se køn) og så til termin. De her ekstra scanninger er interessante fordi de viser at forbrugsfesten i høj grad lever i bedste velgående – at man ikke kan vente 6 uger med at komme ud og købe lyserødt er mig en gåde! Samtidig viser det også den stigende tendens til at tage/få alt den kontrol og viden man kan få. Hvorfor ikke tage det stille og roligt? For at være lidt hippie-agtig, mærk efter i kroppen i stedet for at storforbruge gadgets og scanninger. Jeg tror sgu ikke det andet er sundt for noget som helst.

Der hersker jo ingen tvivl om at vi lever i et videnssamfund. Har du spørgsmål til noget, eller er der noget du gerne vil vide noget om, er svaret aldrig mere end et klik og en google søgning væk. At det så ikke altid er de rigtige svar du finder, er en hel anden historie. Som gravid bliver vi tilbudt en masse scanninger og undersøgelser der skal være med til at fastlægge at dit barn er så “normalt” som muligt. I min første graviditet snakkede min svigermor og jeg om det. Jeg var så nervøs inden de to scanninger og hun sagde at da hun ventede sine tre børn, var det ikke faldet hende ind at bekymre sig. For hvorfor skulle der være noget at bekymre sig for? Det var så også i en tid, hvor man ikke blevet scannet og muligheden for at købe sig til flere undersøgelser var der i hvert fald slet ikke. Måske giver alle de her tilbud og mulighed de gravide mere dårlige nerver, end hvad godt er? Det tror jeg er rigtigt. For tænk at ligge der med sin hjemme-hjertelyds-måler og ikke kunne finde lyden – så går man sgu da i panik. Jeg tror det er en god idé at forsøge at minde sig selv om at kvinder sådan set har født børn, siden tidernes morgen og i de fleste tilfælde går det godt. Mine hormoner synes heller ikke altid det er det letteste – men for baby og ens egen skyld, tror jeg det er godt hvis man kan finde ro.

Continue Reading