Min første fødselsdag som voksen

I går var det min fødselsdag. 27 år er gået siden jeg blev født på et lille, nu lukket hospital i provinsen. Jeg hører ikke til dem der har det svært med at blive ældre, 27 er i min optik nærmest ingenting, for jeg har på en måde følt mig gammel hele livet.

Alligevel har jeg altid haft en helt barnlig måde at håndtere det med fødselsdag på. Da jeg var barn var mine forældre virkelig gode til at gøre noget ud af fejringen, når jeg havde fødselsdag. Vi holdt altid fri og gjorde noget særligt sammen hele dagen. Den der fyldte år fik lov at være i centrum og hele dagen var ens egen. Måske derfor har jeg altid haft et helt vildt forhold til fødselsdage, både mine egne men også andre menneskers – særligt dem der betyder meget for mig. På ens fødselsdag skal man føle sig elsket, på ens fødselsdag skal man have alt det man ønsker sig og alt det der skal til for at dagen bliver helt speciel. Når man har fødselsdag er man kongen af verden. Mine veninder driller mig lidt med det og kalder mig for fødselsdags-nazisten. Sådan er det bare, sådan har det altid været.

Men i år var det anderledes. Fødselsdags-nazisten er død. Eller hvilende i hvert fald. Eller måske bare blevet voksen. For i år fyldte min fødselsdag intet i mit hoved. Jeg har altid lagt storstilede planer om flere fejringer, haft en ønskeliste klar flere måneder i forvejen, købt pynt til det fine fødselsdagsbord, googlet kageopskrifter og jeg ved virkelig ikke hvad. I år.. Ingenting. I lang tid kunne jeg ikke forholde mig til det, når jeg blev spurgt hvad jeg ønskede mig, eller hvad jeg havde lyst til at lave og om mon jeg havde tænkt mig at fejre det i år? Måske hænger det sammen med at være nogens mor, mit fokus er ikke kun på mig selv længere, men så igen, jeg har jo været mor i 2 år – først på min tredje fødselsdag som mor var det anderledes. Det hænger muligvis sammen med at det hele har været meget svært på det sidste.
Fødselsdag har været the last thing on my mind. 

Det har sikkert også handlet om frygten for at blive skuffet. Jeg havde ærlig talt ikke regnet med noget som helst i år – mit allerstørste ønske for dagen var i virkeligheden bare at vi alle sammen havde det godt og var glade.

Jeg er pessimist helt ind til den inderste knogle. “Når man forventer det værste, bliver man sjældent skuffet” – sådan tænker jeg tit, måske man næsten kan kalde det et motto.

I går havde fødselsdags-pessimisten fødselsdag. Jeg regnede ikke med noget, håbede ikke på noget særligt. Bare en stille og rolig god dag. En af de første hilsner jeg fik var denne her:

thumbnail_screenshot_2016-10-19-14-13-07
Fra min tandlæge! Selvom de har gjort brug af fine balloner og de sikkert bare ville være søde, var det ærlig talt nedslående og meget voksen-agtigt med sådan en besked. Der var ikke meget barnlig fødselsdags-kongen-af-verden-lykke over det.

Men så skete der alligevel noget. Jeg blev “vækket” på sengen af min søde mand og verdens dejligste to-årige, som sang fødselsdagssang, flagede, råbte “HURRA” og gav mig gaver (at jeg ikke selv fik lov at pakke dem op er en anden snak). Jeg fik nogle virkelig fine ting og da vi var stået op tog vi på en hemmelig tur der endte på SULT, hvor vi spiste os igennem en kæmpe – og meget lækker – brunchbuffet. Da datterbarnet ikke gad spise mere, gik min mand og hende på opdagelse og jeg sad med min varme kaffe og lækre mad og kiggede til og følte mig meget rig og heldig. For mens jeg kiggede efter dem væltede det ind med søde beskeder. En veninde formulerede noget meget smukt der fik mig til at føle mig meget elsket og værdsat, et familiemedlem fik tårerne til at pible frem og lige der kunne jeg ikke ønske mig det meget bedre.

Da vi kom hjem igen, ringede det på døren og en meget ung dreng kom løbende op af trappen med en smuk buket blomster og et kort der udnævnte mig til at være den modigste og stærkeste min søde veninde kender. Som om blomsterne i selv ikke var nok. Efter et lille hvil derhjemme, satte manden, barnet og jeg kursen mod La Glace hvor vi var inviteret ind af mine ret så fantastiske forældre, som udover at betale gildet havde nogle meget flotte gaver med og et kort der igen fik mig til at tude af rørelse. Min mor og jeg gik en lang tur i byen, snakkede om alt og intet og endte med at købe aftensmad i Torvehallerne. Senere samledes vi med min far, min mand og min datter derhjemme til tapas og champagne (et lille bitte mikro glas til mig, men alligevel).

Fødselsdagen endte på sofaen hvor jeg flettede fingre med min mand og hvor vi havde den vigtigste og smukkeste snak vi har haft i meget lang tid. En snak om at elske hinanden. Om at vælge hinanden til. Om alt det vi har.

Måske fødselsdags-nazisten er tilbage næste år – den dag jeg havde i går gav i hvert fald fødselsdag-pessimisten kamp til stregen og selvom jeg intet havde forventet gik jeg lykkelig og overbevist i seng. I går følte jeg mig som en meget elsket og hyldet kongen af verden.

Tak <3
Bare, virkelig tak <3

 

Continue Reading

Hjemkomst

Mandag formiddag gik jeg lidt rundt i cirkler rundt om mig selv. Som jeg skrev i lørdags har min mand været 6 dage i Jylland for at blive passet lidt på af sine forældre. Noget der både var en fælles og rigtig god beslutning.
Det er muligvis ret priviligeret, men i de 2 år vi har været far, mor og børn, har vi aldrig været mere end et par enkelte overnatninger væk fra hinanden. Der er ingen af os der har jobs hvor man rejser meget og der er nok ikke rigtig nogle af os der har haft lyst til at tage væk.

Onsdag i sidste uge skulle vi så prøve noget helt nyt – at far var længe væk og mor var alene med barn. Noget jeg ikke har prøvet ret meget af og noget som barnet slet ikke er vant til. Og selvom jeg virkelig godt kunne se at det var for hele min lille families bedste at min mand tog afsted, var det ikke uden en vis form for nervøsitet.
Det handlede ikke så meget om mig selv, jeg skulle nok klare det. Det skulle jeg jo.
Men barnet – hvad med barnet? Jeg gjorde ret meget ud af at snakke meget åbent med pædagogerne i vuggestuen om hvad der skete hjemme hos os, om at vi var alene for en kortere periode, hvorfor, at det var svært for mig og at det ikke var noget vi havde prøvet før. Pædagogen jeg snakkede med var bare fantastisk, hun roste mig for måden at håndtere det på, rakte mig en kleenex og kom med nogle virkelig brugbare råd. Jeg vil virkelig anbefale at man trækker på den faglighed pædagogerne har – de kan virkelig give et andet perspektiv.
En anden ting der virkelig fungerede var Skype. Et medie jeg ellers har det ret svært med – jeg kommer aldrig til at synes at det er helt vildt fedt at man sidder og kan se hinanden, jeg ved aldrig hvor jeg skal kigge hen og synes tit at det hele kommer til at virke lidt akavet. Men i den her situation var det et hit, min datter kunne se far, snakke med ham, se at han faktisk var hos farfar og farmor og at han havde det godt. Vi skypede om morgenen inden vuggestue og om aftenen inden sengetid. Derfor gik hun rundt, helt afklaret og sagde “far hos farfar og farmor” “far kommer tilbage” – og ja, det var jo bare sådan det var.

I mandags, mens hun var i vuggestue kom han hjem. Vi fik snakket og jeg fik mærket at han havde det godt nok. Jeg sendte vuggestuen en SMS om at vi begge to kom og hentede hende og om de lige ville sige det til hende. På vejen ned til vuggestuen snakkede vi om at det jo kunne være at hun ikke ville snakke med ham, eller at hun ville reagere på en eller anden måde vi ikke kunne forudse og det var han helt afklaret med. Da vi træder ind i vuggestuen sidder de midt i eftermiddagsfrugt-situationen og vi venter lidt på at hun selv får øje på os. Hun kigger op, smiler lidt og siger “far ikke hos farfar og farmor mere” og gnasker videre på sit æble. Hold nu op, det var nemt, tænkte jeg. Igen, er det gået over al forventning. Hun har gerne ville lege lidt mere med far end hun plejer og har været ret svær og putte om aftenen. Det skal være far og han må ikke gå. Men som de siger i vuggestuen; “det ville være underligt hvis hun slet ikke reagerede” og igen, er jeg meget enig. Hun er et lille bitte menneske, men hvor har hun været sej. De store mennesker i familien har også været seje. Far er en kæmper. Mor er en kæmper og vi skal nok klare det.

Continue Reading

Graviditet 1 Vs. Graviditet 2

Jeg er nu et godt stykke over halvvejs i min anden graviditet og tænker at det derfor må være på sin plads at kloge sig lidt omkring de helt store forskelle på at være gravid for første og anden gang. I den her graviditet har jeg:

  • Været noget mindre hysterisk og fanatisk – generelt bruger jeg ikke ret meget kemi på min hud, men at der engang i mellem ryger lidt rød læbestift og lidt parfume på tøjet nægter jeg simpelthen at have dårlig samvittighed over. Denne her gang.
    Ligeledes ved jeg nu at barnet ikke tager skade af at man ikke får spist sine 600 g. frugt og grønt HVER DAG!
  • Haft lyst til at sove hele tiden – i hvert fald i de første tre måneder. Mit første trimester faldt sammen med eksamensperiode og herefter sommerferie – eksamensperioden var hård at komme igennem og sommerferien blev da heller ikke helt som jeg havde regnet med. Jeg holdt 4 ugers sommerferie med min datter + lidt løse fridage – resten sov jeg. Thank god for studielivets lange ferier.
  • Fået en tykkere mave – eller er i hvert fald blevet rund hurtigere end sidst. En af de gange vi fortalte den lykkelige nyhed til noget familie, blev det hurtigt konstateret at “det kunne man da i hvert fald sagtens se” – der vidste ikke sgu lige om jeg skulle blive glad eller fornærmet.
  • I de fleste tilfælde været mere afslappet end før – jeg har jo prøvet det hele før og “kender” rutinen om man vil. Derfor har jeg ikke været helt så bange og nervøs den her gang. Det skal dog lige siges at panikken kan overmande mig engang i mellem da jeg næsten synes vi har været FOR heldige – jeg er blevet hurtigt gravid begge gange og graviditeterne er forløbet rimelig nemt – hvornår går det galt??!
  • Følt mig mere slidt – det kan godt være at jeg ikke nogle af de helt slemme graviditets-gener som bækkenløsning eller andet, men det kan sagtens mærkes at jeg har en 2-årig der skal løftes engang i mellem. Om aftenen er jeg helt død i kroppen.
  • Hvis jeg skal være helt ærlig føles interessen omkring graviditeten også noget mindre denne gang. Dels fra andre, men også fra mig selv. Sidst var fyldte det nærmest alt. Jeg kunne huske præcis hvor langt jeg var henne (i dag er jeg 23+3 – har jeg lige måtte regne mig frem til – det behøvede jeg ikke sidst – der vidste jeg det bare)

Jeg glæder mig på en anden måde denne her gang. Sidst fyldte tanken om selve fødslen virkelig meget. Jeg var nervøs og det føltes vildt grænseoverskridende at skulle gennemgå noget så vildt, som jeg ikke havde ret meget mulighed for at forberede mig på. At to fødsler ikke er ens, det ved jeg, men det gør mig alligevel mindre nervøs at jeg ved hvad det handler om og at jeg har prøvet det før. Jeg ved nu at jeg ikke behøver lytte til alle de forskellige jordemødres gode råd om amning – sidst var der en der insisterede på at jeg ammede i en helt umulig stilling og det føltes så forkert, men jeg vidste ikke bedre end at lade hende diktere det. Alt det er jeg lykkelig over at skulle slippe for. Spændt, det er jeg virkelig også. Hvad vil det overhovedet sige at have to børn? Får jeg nogensinde tid til andet end at være mor? Hvordan reagerer min datter på at blive storesøster? På at skulle dele opmærksomheden? Man ved det jo ikke – uanset hvor mange gange man har prøvet at være gravid og føde, følger der nok en masse ubekendte med, når baby flytter ind. Det skal blive spændende alt sammen. Det bliver godt!

Continue Reading

Ligenu..

I skrivende stund sidder jeg med min mors hjemmelavede pærekage, en kop kaffe (der er varm!) og et håndklæde om håret. Jeg har fået Meyer-brød til morgenmad, en formiddagslur, et karbad og nu sover min datter. Det der sker i denne weekend er at barnet og jeg er taget på weekend hos mormor og morfar.

Som jeg tidligere har nævnt her på bloggen, har min mand haft sig et tilbagefald. Han er det man kalder psykisk sårbar og i denne tid er det ekstra svært at være ham. Hvilket vil sige at det er ekstra svært at være familie, ekstra svært at være mig. For at passe bedst muligt på sig selv og os allesammen tog han tidligere på ugen over til sine forældre i Jylland, hvor jeg kan forstå at den står på god hjemmelavet mad, gå-ture, lange snakke, ro og omsorg.

Jeg har i løbet af ugen så været alene med vores datter. Ugen har desuden budt på at hun er startet på de stores stue i vuggestuen og så har jeg haft influenza. Kort sagt, den her uge har været lidt af en prøvelse. Når det så er sagt, er det faktisk gået fint – der har været færre restriktioner på fjernsyns-kigning, vi har været på café på vej hjem fra vuggestue og i torsdag stod den også på pige-pizza-aften med tante Amalie. Lidt flere dyre og usunde løsninger.

Denne uge har givet mig (om muligt) endnu mere respekt for enlige forældre. At nogen kan have et fuldtids-job, være alene med et (eller flere børn), sørge for mad, rent tøj og få det hele til at gå op er jeg meget imponeret over. Jeg er vant til at vi er to om tingene, jeg er vant til at have en mand der er til stede, en mand der hjælper til og er ligeså meget en del af dagligdagen som jeg er. At han er afsted lige nu, er jo ikke meget anerledes end de mange familier hvor den ene rejser med arbejdet, eller tager på forlænget fodbold-weekend, og på en eller anden måde føles derfor heller ikke fair at brokke sig. For det er jo for en kortere periode og jeg har da også haft følelsen af jeg egentlig sagtens kan klare det.

Men, det der gør en uge som denne ekstra svær er, at jeg ekstra tyndhudet – i onsdags græd jeg lidt på en af de andre mødre i vuggestuen. Der er mange følelser i spil, både på godt og ondt. Når jeg nu tænker over det, har jeg faktisk ikke grædt siden og jeg sidder virkelig med en følelse af at vi nok skal klare den. For vi er ikke alene.

Nu er kaffen drukket, kagen spist, tankerne tænkt og ordene skrevet. Min mor har lige taget en steg ud af fryseren og vi debatterer hvad vi mon skal have til den. For satan, det er vigtigt at have nogen der tager sig af en. De seneste par måneder har jeg virkelig arbejdet med at dele ansvar ud og bede om hjælp. Det er totalt nødvendigt, men ikke noget jeg har nemt ved. Det er jo ikke tegn på svaghed at sige ja-tak til den hjælp andre mennesker tilbyder en – det ved jeg virkelig godt.

Og når man sidder her, helt kagemæt og nyvasket, med udsigt til fuglene i haven og en steg til aftensmad, velvidende at barnet bliver leget med af sine elskede bedsteforældre, føles det virkelig godt at have sagt “ja-tak, vi vil gerne passes i weekenden” – hvor havde andet dog været dumt.

?

Continue Reading