Birthday-boy <3

For mange er den 31. december lig med raketter, bordbomber, kaosbranderter, dronningens nytårstale, 90 års fødselsdag, året der gak, og så videre.

Det er det også lidt for mig – men mest er dagen noget andet. Jeg har tidligere beskrevet hvordan fødselsdag og det at fejre dem jeg holder af, er noget der betyder rigtig meget for mig og d. 31. december er udover at være nytårsaften, også min kære hr. mands fødselsdag. I år er vi endda ude i en rund en af slagsen. Fødselsdagsnazisten (altså mig), har altid haft svært ved at hans fødselsdag falder som den gør – for det bliver bare aldrig rigtig kun hans dag og der er mange hensyn at skulle tænke ind i en fødselsdagsfejring. Selv siger han at han jo aldrig har prøvet andet og er godt tilfreds med at vi bare hygger os sammen og får lidt god mad. Fødselsdagsnazisten har spurgt, plaget og spurgt lidt mere for om vi ikke skulle lave noget særligt, om han ikke ville have en fest eller noget helt tredje. Men nej, han er en beskeden mand – alt for god synes jeg faktisk.
Jeg har selvfølgelig ikke helt kunne leve med hans ønske om en stille fødselsdag og har planlagt et par gode overraskelser, som jeg er sikker på at han vil skønne meget på. Der skal sgu hverken mangle overraskelser, kærlighed, kage eller gaver når han fylder år.

I kærlighedens navn har jeg derfor formuleret en lille hyldest til ham, som jeg nu vil dele med hele verden (eller “bare” jer der læser bloggen):

Kære P, 
“Du er aaalt for flink” – for snart 6 år siden hjalp du en meget fuld ung dame i seng. Vi havde på det tidspunkt begge to et ret godt øje til hinanden og havde vist også snig-kysset på gangen foran Pejsestuen på Vallekilde højskole en gang eller tre. Men du var ridderlig som min far ville sige og hjalp mig i seng, da jeg ikke selv kunne forcere trapperne til mit værelse. Du er flink, sød faktisk – et godt menneske endda. Et af de mest oprigtige, ærlige og ordentlige mennesker jeg kender. Jeg tror det var det jeg mente dengang, men mit mere sofistikterede ordforråd var vist gemt på bunden af en flaske.

252706_10150312191242802_6883558_n

Du er hjælpsom, omsorgsfuld og betænktsom. Jeg ved at jeg kan regne med dig. Jeg ved at jeg kan regne med os og at vi passer på hinanden. Du har givet mig en tryghed som ingen andre har kunne give mig. Du har formået at få mig helt ned på jorden og være tilpas med det. Mødet med dig og de sidste snart 6 år har lært mig uendeligt meget om verden, om andre mennesker og om mig selv.  

Første gang vi mødte hinanden vidste jeg på en måde at der var noget over dig. Jeg tror jeg kunne genkende noget af mig selv i dig. En af vores fælles veninder fra højskolen sagde engang at vi har samme øjne og jeg forstår hvad hun mener. I talen til vores bryllup sagde jeg til dig “kender du en med det samme blik, skal du vide at han er din ven” og det var det jeg så. Jeg vidste at vi var på bølgelængde. Skæbnen ville imidlertid at vi skulle starte med at være venner. Min gode veninde havde tænkt sig at det skulle være hende og dig. Så vi måtte være venner og det var vi. Lige indtil at det ikke var nok. Jeg havde dårlig samvittighed over at bryde den der girl-code, og prøvede også at stritte imod, lige indtil at jeg ikke kunne stritte mere imod. I dag kan jeg tydeligt se at det ikke kunne være anerledes. Jeg er ret sikker på at vi to høre sammen.

image2 getattachment-1

Vi er blevet testet af lidt af hvert, men har altid fundet tilbage til at være lige præcis os to. Alting kan sgu bare komme an, vi klarer det nok. Det ved jeg at vi kan.

unnamed-3-1

Kære P, kære min mand, kære min bedste ven, kære mine børns far, rigtig hjertelig tillykke med fødselsdagen. Fra det inderste af mit hjerte ønsker jeg dig den bedste fødselsdag og alt det bedste for resten af vores eventyr. 

concybc2ozkhuryukgw9icqoa482v50hhknecnimsaq

Helt corny, er jeg jo nødt til at indsætte vores sang her. Din helt er Bruce Springsteen, min er Patti Smith – de har begge sunget sangen. Men nu er det jo din fødselsdag, og derfor skal du selvfølgelig ha’ den med Bruce. 

 

Continue Reading

Jul, jul, jul, julegaver

Julen er for alvor et overstået kapitel her hos os. Pynten er pillet ned, kalenderlyset er væk og barnet har forstået at nissen ikke længere kommer med gaver i julesokken. Men vi glæder os til næste år, hvor julemanden kommer igen og hvor vi atter skal danse om juletræet – det er der ingen tvivl om.

Lige straks er julen 2016 også et overstået kapitel her på bloggen, men først vil jeg lige fortælle om mine julegaver. Julegaverne bliver færre og færre og heldigvis også mindre vigtige som jeg bliver ældre – jeg er meget mere interesseret i at min datter får gode gaver – hvilket hun så sandelig også gjorde. Hold nu op. Vi kan næsten ikke være i stuen for Lego klodser, togbaner, guitar, klæd-ud-tøj og dukker. Det er lige som det skal være.

Mine egne julegaver var virkelig også gode – på en måde er det svært at være udstyret med en kæmpe stor gravid krop når det kommer til at modtage julegaver. Parfume duer ikke, lækkert undertøj ved jeg sgu ærligtalt ikke hvornår jeg kommer til at skrue mig ned i og tøj er også lidt svært, det skal i hvert fald være ammevenligt!

Fra min opmærksomme og søde mand fik to skjortekjoler = PÆNT (!!) ammetøj og en bodyscrub, så jeg kan lege spa derhjemme.
Mine smarte forældre forærede mig et gavekort til Magasin = shoppetur når min krop engang arter sig igen. Pt. skifter jeg mellem joggingbukser, en kjole fra Asos Maternity-linje og en graviditetsnederdel fra H&M – er SÅ træt af at se på det 😀 Helt perfekt!
Mine meget opfindsomme piger (lillesøster er her jo næææsten, så der var også gave fra hende) gav mig et gavekort til graviditetsmassage. Det kommer virkelig til at gøre underværker og jeg glæææder mig.
Og den bedste gave af dem alle: min datters gave til hendes far og mig – et lille maleri hun har lavet i vuggestuen. Så kan alle de andre fine gaver, julens materialisme og drømmen om nyt tøj godt pakke sammen. Mit barn har malet mig et billede og jeg er efterhånden blevet så blød og mor-agtig, at jeg rent faktisk synes at de bedste gaver er de hjemmelavede.

Continue Reading

Julen der kom og gik

Nu har vi altså haft jul igen, der la’r sig ikke skjule…

Sidst jeg tjekkede ind på bloggen havde jeg lige afleveret bachelor og tænkte at nu kunne julefreden virkelig sænke sig og jeg kunne få tid til alt det jeg ikke har fået gjort op til aflevering. F.eks. at skrive blogindlæg, ordne lillesøsters tøj/dyne/sengetøj/udstyr – at “neste” om man vil. Jeg kunne måske oven i købet have tid lidt skønlitterær-hyggelæsning, lave mad til fryseren, og så videre …… Det skete ikke – i dagene efter cykelstyrt og aflevering var jeg totalt smadret, mest i kroppen, men også lidt i hovedet. Det der med at man kan komme pludseligt til skade, er sgu uhyggeligt. Mandag inden jul afleverede jeg de sidste eksamensting, og så holdt jeg ellers to fridage hvor jeg så meget fjernsyn og spiste morgenmad og snakkede en hel formiddag væk med en god veninde. 2 hele fridage uden mit barn, 2 dage hvor jeg kørte hende i vuggestue (godt nok til nogle meget korte dage), for så at køre hjem igen. Noget jeg kan forstå man ikke må som forælder. Det hører nok til i sit helt eget blogindlæg og det er hermed skrevet bag øret.

Den 22. december fik barnet juleferie, på facebook annoncerede jeg både efter børnefrisør og julemand, så vi kunne opleve en masse spændende på vores første juleferie-dag sammen – igen blev virkeligheden en helt anden. Vi lavede puslespil, gik en lang tur, forbi bageren og ned og løbe på Assistensen, morede os i vaskekælderen (at vaske tøj er et hit når man er 2,5 – det er nok om at nyde det så længe det vare), bygget togbaner og ellers bare tullet rundt. Julemanden fandt vi ikke og jeg endte igen med at selv at stå for pandehårs-studsningen. Det med julemand og oplevelser var nok i virkeligheden mere mit behov end min datters. Når man kan have det sjovt med at løbe og kaste med blade og putte tøj i en vaskemaskine, er det jo helt fjollet at kaste penge efter indgangen til Tivoli – det skal vi nok komme til. Lige nu er vi stadig et sted hvor noget af det største ses i det små, og det er fedt. Dagen efter drog vi op til mormor og morfar hvor julen skulle fejres – vi fik pyntet juletræ og hygget og leget efter alle kunstens regler, både med mormor, morfar, Karla-hund og den hjemvendte onkel, som alle, på hver deres måde er et kæmpe hit at være sammen med.

Og så blev det altså rigtig jul. Komplet med min mors fantastiske julemad, familiehygge, en afslappet stemning, julemands-besøg og tonsvis (eller næsten i hvert fald) gaver til barnet. Mine forældre har været fantastisk søde til i år at arrangere en jul der var mest på mine og min datters præmisser. Mest af alt skulle det være hyggeligt og overskueligt. Julen i år var blandt de bedste jeg har haft. Helt sikkert den bedste som voksen. Jeg tror virkelig at det er en god og sund idé lige at tage et skridt væk fra alt hvad der hedder jul og så vurdere hvor meget af det man kan overskue og hvor meget af det man vil være med til. Hvor meget der er for andres skyld og hvor meget det egentlig vil ende med at stresse en. 1. juledag brugte vi på at lege med alt det nye legetøj og skiftevis sove middagslur og spise rester – ligesom sådan en dag skal bruges. Det efterlod kræfter til det helt store juleeventyr der ventede dagen efter.

2. juledag proppede vi mine forældres lillebitte bil med mennesker, hund og udstyr – besluttede os for at trodse Urd og sætte kursen mod Jylland. For julen er jo også tiden til at se familien – og Jylland og familie hænger uløseligt sammen for mit vedkommende. Ingen jul uden lidt stress og drama, vi havde planlagt en “ud og hjem samme dag-tur” og det skulle stormvarslerne ikke lave om på. Da vi sidder ved Odden og venter på færgen, tikker der en SMS ind om at den færge vi skulle have hjem er ombooket og nærmest umulig at nå. Så langt så godt. Alle i bilen arbejder for at bevare optimismen og vi trækker ja-hattene endnu længere ned over ørerne og kører ombord på færgen. Færgen vipper og vi smiler stift til hinanden, men bevarer roen. Turen til Jylland ender med at være en stor succes. Vi får nærmest set al familien, 3 stop bliver det til, de 2 første af 1,5 times varighed. Datterbarnet tager det i stiv arm og vader lige ind alle stederne, leger og snakker og følger bare med uden problemer. Jeg er en meget stolt mor. På alle vores stop bliver vi mødt af familiær kærlighed, julekram og gode snakke.

Vi spiste aftensmad hos min farfar – barnets oldefar, som hun ikke har set siden hun var knap et år – noget der ofte har givet mig dårlig samvittighed. Og det var et så fint et møde for alle – vi blev både mødt af flere julegaver og hjemlig hygge. Det betød meget for både min farfar og hans kone at vi var der og min datter blev mødt af megen opmærksomhed og fik mange søde og rosende ord med på vejen. En virkelig fin oplevelse, både for hende, dem og mig. Min onkel, tante og kusine var også med og da der fra dem blev overdraget et hjemmesyet tiger-kostume kunne dagen næsten ikke blive meget bedre. Jylland var en stor succes.

Hjemturen var der vist ikke nogen der havde troet vi ville klare – stormen Urd skulle jo rase over Danmark og da vi kørte fra Aarhus og man kunne mærke de kraftige ryk i bilen, tænkte jeg også at det – på trods af at have været en meget hyggelig dag, måske var lige lovlig kækt at sætte liv og lemmer over styr for at besøge familien nogle timer. Jeg tænkte på min mand – tænk hvis bilen styrtede i vandet med vores datter, mig og lillesøster i maven. Sikke en tragedie – og nej, min fantasi fejler ingenting. I det øjeblik vi ramte Fyn var stormen dog nærmest ikke til stede og turen over Storebælt var, med min fars ord “som på en forårsdag” – ikke en vind rørte sig.

Således vel hjemme fra en juleferie i både nære og fjerne dele af landet, med mange oplevelser og gaver i rygsækken, ser jeg nu tilbage på nok den bedste jul nogensinde. Julen hvor vi kun var en lille bitte smule stressede – mest over vejret. Dagen i dag fortjener ikke mange ord med på vejen, jeg har haft det som om jeg har gået rundt halvt i søvne hele dagen og haft ondt i samtlige knogler i kroppen. Sådan en tur sætter sig i en gravid krop, skulle jeg lige hilse at sige. Jeg har sovet længe, leget med barnet, vi har set lidt for meget fjernsyn, for midt på dagen blev manden min kidnappet af to venner, der startede hans fødselsdagsfejring. Nytårsaften fylder han rundt og han fortjener om nogen en masse fejring. Nu vil jeg gå tidligt i seng, håbe at jeg er mere levende i morgen og nyde juleferien noget mere.

Et forsinket glædelig jul til alle jer der læser med.

 

 

Continue Reading

24 timer på Riget

Igår fortalte jeg jo at jeg lige brugte 24 timer på Rigshospitalet forleden. Selvom det ikke lyder af længe – så kan man nå at suge mange indtryk til sig på den tid. Og på en mærkelig måde, nåede jeg også at føle mig lidt hjemmevant.

Her følger en slags komprimeret Vinterbørn anno 2016:

Riget – at kalde det et mikrosamfund ville næsten være en underdrivelse. Men det er nok det nærmeste man kan komme det. Et samfund i samfundet. Hospitalet er jo selvfølgelig indrettet så man nærmest kan bo her. Det er klart – det er der jo nogen der gør, det tænker jeg ikke så meget over til hverdag, men nu gør jeg.
En kirke.
Kiosken.
En skole.
Kaffevogne.
Internetkoderne man får af sygeplejersken.
Køleskabet til de indlagtes egen mad. Billedbladet og Euroman i stakkevis – på svangerafdelingen er der både tænkt på mormor og far.

Her er pyntet op til jul. Små kræmmerhuse pryder dørene ind til 4-sengsstuerne. Et juletræ lyser op med elektrisk lys og glinsende glaskugler lidt længere nede af gangen. I lobbyen laver en sød udklædt nisse julepynt med de indlagte børn. Det kan godt være der er mange besparelser i hospitalsvæsnet, men jeg synes ikke man mærker dem. Der bliver tænkt på os. På julen, nissebørnene og det hele.

Jeg ligger på svangerafdelingen, ligesom damerne i bogen Vinterbørn, som jeg holder så meget af. Ens for os alle sammen er det lille hvide plastik-agtige armbånd. Og ja, så de store runde maver. Vi ligger her alle sammen med en form for forventning om hvad der skal ske. For nogen er fødslen tæt på, for andre er den langt væk. Nogle skal være sengeliggende hele graviditeten og skal have hjælp til at hente mad og gå på toilettet. Andre, som mig selv, er kun på en kort visit.

Bortset fra strutmaver, fødselstanker og plastikarmbånd er ligeså forskellige som alle mulige andre i denne verden. Jeg ligger på stue med to meget smukke afrikanske kvinder der dels gør meget ud af at have farvestrålende nederdele på under deres hospitalsskjorter, men som hellere spiser den mad deres store familier kommer med i kølebokse end den hospitalet tilbyder. Men så igen, havde jeg ikke også takket ja, hvis der kom nogen med hjemmelavet mad til mig? Jeg tror det – den bleggule kartoffelmos og oksekødet i den fesne sennepsauce fra i går aftes var i hvert fald ikke en af mine største mindeværdige gourmetoplevelser. Men det behøver det heller ikke at være.

Selvom man på mange måder er overladt helt vildt meget til sig selv, er jeg virkelig taknemmelig for al den hjælp jeg får. Jordemødrene er alle sammen helt vildt søde og spørger sødt ind til mig og min situation. En aer mig på armen og mærker på bulen i min pande og siger ting som ”sikke en forskrækkelse” og ”nu skal du bare sørge for at passe godt på dig selv” – så megen (jorde)moderlig omsorg.

Ude på gangen møder jeg en kvinde der måske er 10 år ældre end jeg. Hun smiler og siger godmorgen. Hun kigger dernæst på min sorte joggingbukser og den rødstribede nattrøje og siger ”hvad har du måtte gøre for at få lov at beholde dit eget tøj på?” Dem der er her længe går rundt i det blå-hvide, lettere forvaskede hospitalstøj. Nogle går med Mao-sko, andre på strømpesokker, en er helt avanceret og har sorte Birkenstocks med foer i. Det er lidt ligesom det må være at gå med skoleuniform – man får lidt lyst til at skille sig ud fra mængden – og det kan man gøre ved hjælp af sine sko. Smykker og make-up gør vi os trods alt ikke i.

En lille dreng kommer løbende ind på afdelingen, mens jeg sidder i en sofa og spiser. En jordemoder hilser hjerteligt på ham, hans mor ligger her tilsyneladende og har gjort det længe. Han har gaver med, han viser dem til jordemoderen, der giver ham et klem og siger noget med at hans mor er meget heldig med ham. Jeg tænker på mit feberramte barn derhjemme og får tårer i øjnene. Shit, hvor kan man savne, selvom man hverken er længe eller langt væk.

På hospitaler er der er en særlig luft og lugt. Jeg har svært ved at beskrive det, men jeg har det som om at luften på hospitaler gør mig døsig. Jeg sover godt her – længe og meget. Selvom sengen er halv hård, puden er klumpet og jeg har ondt hver gang jeg vender mig – så sover jeg. Måske er det i virkeligheden mest en sindstilstand. På hospitaler sover man, man kommer til hægterne.

Selvom jeg kun skal være her i 24 timer, bliver det hurtigt en form for hverdag at være her. Jeg har selvfølgelig også prøvet det før, men alligevel. Man henter mad 3 gange om dagen, spiser, går i bad, henter kaffe eller saftevand. Går en tur rundt på afdelingen og det hele føles på en underlig måde velkendt.

De andre på stuen får besøg. Nogle har lækker kaffe og morgenmad med. Jeg henter saftevand i en lille kande og pose med nødder i kiosken – nu skal jeg skrive på mit bachelorprojekt. Når jeg altså lige har fået kørt en hjertelydsstrimmel.

På Riget er kontrasterne store og mange.

Continue Reading

Bye bye Bachelor

I dag afleverede jeg langt om længe mit bachelorprojekt. Hele 40 sekunder inden afleveringsfristen – det endte med at være en kamp mod tiden. Så snart jeg havde trykket upload og fået kvitteringen for at den var modtaget (i know – hyggelig måde at aflevere på, ikke?) begyndte jeg at stortude. Både af lettelse, men også lidt af frustration.

Mit BA-projekt har sgu ikke haft de nemmeste betingelser i verden.
Først og fremmest har jeg været på et komprimeret bachelor modul, hvor vi havde første vejledning i oktober og har derfor været presset på tid, undervisning og vejledning. Første vejledning var mens min mand havde det sværest. Jeg kan huske jeg skrev en SMS til min svigermor den morgen, om at jeg havde afleveret barnet og altså var nødt til at køre på seminariet, selvom at han havde det skidt og om hun mon ville snakke med ham.

Midterforløbet er egentlig gået fint, ikke en overvældende arbejdsindsats, men jeg fik problemformulering og empiri i hus på en god måde.
De seneste uger, har til gengæld været præget af at min trætte gravide krop ikke længere vil som jeg kunne ønske. Mit bækken har ikke været fan af de mange timer foran computeren – jeg fik det fremragende tip at jeg jo kunne arbejde ved et hæve-sænkebord – men sådan nogle har det desværre ikke med at falde ned fra himlen. Så jeg blev siddende, og fik mere og mere ondt. Når man veksler mellem at slæbe en tung rygsæk fuld af bøger, en 2-årig og så at sidde ned mange timer hver dag, med en gravid krop, er man åbenbart selv ude om det – det gør nas.

2016-12-14-19-04-43
Mine mange tunge bøger – fordi jeg absolut ikke kan finde ud af at arbejde derhjemme, har de her blandt andet fyldt min rygsæk. #Studienomade

Den absolutte slutspurt for mit projekt skulle dog vise sig at være den mest umulige. I mandags røg jeg i karambolage med en bildør og måtte efterfølgende opholde mig på Rigshospitalet et døgns tid:

Faktisk sad jeg for en gangs skyld hjemme og arbejdede – efter adskillige overspringshandlinger arbejdede jeg faktisk godt. Lige indtil lidt i 13, hvor vuggestuen ringer og fortæller at barnet har feber og at jeg hellere må hente hende. Jeg når lige at tænke at det jo er umuligt at blive færdig med noget som helst under de omstændigheder, inden jeg selvfølgelig hopper ned på cyklen og sætter kursen imod vuggestuen. Turen ender dog med at blive kort – da jeg kører nedad Stefansgade er der en mand der smækker sin bildør op lige i det sekund jeg er ud for den og jeg kan på ingen måde nå at bremse. Jeg kører lige ind i døren, maser mit cykelstyr direkte ind i maven, og styrter i jorden. Måske tog fra med armene? Jeg har i hvert fald en blodansamling på den ene arm og ømt håndled på den anden – så noget må de arme have lavet. Manden bliver mindst ligeså forskrækket som mig. Måske mest fordi jeg straks hyler op om graviditet, bachelor og feberbarn og nærmest skriger “NEJ! Jeg er fandeme ikke okay” – da han drister sig til at spørge.

Chokket er totalt. Stressen er total. Jeg får ringet til min mand og selvom jeg næsten ikke kan få vejret mellem gråd og chok, forstår han at han skal hente barnet med det samme og at jeg vil ringe til fødegangen på Riget. Det lykkes mig også og de vil meget gerne se mig. Sådan et fald tager man ret alvorligt. Jeg prajer en taxa, lader cykel være cykel og styrtsnakker til taxamanden om hvad der er sket. På Riget bliver jeg undersøgt efter alle kunstens regler – og jordemoderen fortæller at kroppen jo er lavet til at passe på arvefølgen og at barnet næsten ikke kan tage skade af sådan et styrt – heller ikke selvom hun i princippet har fået et cykelstyr i hovedet. Men, moderkagen kan rive sig løs og hvis den gør det hedder det akut kejsersnit og derfor vil de gerne have at jeg bliver 24 timer til observation. Jeg overvejer et kort sekund at spørge hende, hvad hun så har tænkt sig at jeg skal stille op med mit bachelor-projekt, men så alligevel – det kan hun jo ikke gøre noget ved. Da jeg er blevet tjekket ind, sovet lidt og har sat en portion bleggul kartoffelmos, med en lysebrun senneps-oksegryde til livs, kommer min svoger med mine ting, herunder min computer.
Seriøst - hvad er det med hospitalsmad og den ikke eksisterende farve det skal have??
Seriøst – hvad er det med hospitalsmad og den ikke eksisterende farve det skal have??
Det er en underlig oplevelse at være indlagt – især på svangergangen, hvor alle andre gravide kvinder har selskab af deres mænd. Min super-mand var derhjemme med feberbarnet og jeg kunne ikke have ønsket det anerledes, men det er sgu svært ikke at føle sig lidt alene alligevel.
Selvom min krop var (og er) temmelig forslået, og gør ondt hver gang jeg vender mig, får jeg alligevel sovet. I går vågner jeg helt stiv i hele kroppen, men dog indstillet på at jeg SKAL nå den afleveringsfrist.
Rød saftevand og bachelorskrivning fra hospitalsseng.
Rød saftevand og bachelorskrivning fra hospitalsseng.

Jeg blev udskrevet igår kl. 13.30 – vendte hjem til feberbarnet og min seje mand. Træt, lettet og forslået og med en masse arbejde foran mig.

Det korte af det (vældigt) lange er, at jeg nåede det. Jeg f*cking nåede det. Nu er jeg endnu mere træt, lidt mindre forslået, forvirret, glad og lettet – selvom jeg ikke nåede korrektur af de sidste to sider og at det hele blev lidt hastigt til sidst, fik jeg det ud af verden. Den største opgave på læreruddannelsen er afleveret og jeg er kun få flueben fra at være færdig.

Hej hej fra mig – nu skal jeg have chokolade og fordummende tv inden jeg kollapser af træthed. Jeg lover at være mindre end 2,5 uge om næste blogindlæg – nu har jeg jo nærmest tid til at blogge.

Continue Reading