2017, mit livs hårdeste år

Det er jo ret så almindeligt at bloggertyper ser tilbage på året der er gået. Eller, det er vist noget alle gør. Selv er jeg en sucker for de der året der gik programmer der kører i fjerneren i disse dage. Ser det hele! Derfor kan det jo ikke undgås at jeg selv begynder at tænke over det der 2017. Det har jeg egentlig gjort meget de sidste par uger. Især i forbindelse med alle de mærkedage der er omkring jul. For et år siden gik jeg og arrangerede min eksmands fødselsdag med alt hvad det skulle indebærer at omsorgsfulde gaver og hemmelige overraskelser. Det føles meget langt væk nu.

Måske kommer der flere skriv om dette sindssyge år i løbet af de næste dage. Men sent igår aftes lå jeg og skriblede det her på min telefon. Så here goes. Lidt om mit 2017:

2017 har på en gang været mit år og slet ikke mit år.

Man kan sige jeg kom svært fra start. I slutningen af februar blev jeg forladt af den mand jeg elskede. Sgu. Af faderen til mine børn. Ingen nybagt mor fortjener at blive skredet fra bare 5 uger efter en fødsel. Kroppen er jo stadig helt mør ovenpå sådan en omgang. Men – måske netop derfor – lå der nogle seriøse urkræfter og urinstinkter lige under overfladen. Når jeg skriver det her i dag, forstår jeg stadig ikke hvordan jeg kom igennem det.

Her i julen har pigerne og jeg været hos mine forældre. Jeg overnattede på mit gamle værelse. Denne gang i ske med min ældste datter og nu med yngsten i rejsesengen. I februar lå de omvendt. Jeg sov max to timer ad gangen. Ammede hele tiden. Knugede begge børn ind til mig i alle vores vågne timer.
Intet ondt skulle de mærke.
Især i starten af året havde jeg meget svært ved at få dem passet. De skulle ikke være i tvivl om at deres mor var hos dem hele tiden.
De skulle aldrig mangle mig.

I julen havde vi tre overnatninger i mit barndomshjem. Sidst det var så mange overnatninger i træk var i februar. Hvor mit liv blev slået seriøst ud af kurs. Hvor mine forældre hjalp mig med at sætte stykkerne sammen igen. Hvor de hjalp mig på at holde sammen på mig selv og på det hele.

Og på bare 10 måneder er alt som forandret. Jeg føler mig ikke som et skibbrudent vrag længere. Jeg er ikke længere nervøs for fremtiden. Jeg er ganske vist lidt slidt og træt. Året der er gået kan tydeligt ses. Men jeg er ved godt mod.

Det her år mand, med alle dets udfordringer… Nu er vi ved enden og jeg er glad, godt tilpas og et rigtigt godt sted. Julen har ikke været svær. Selvom det var den første uden alt muligt. Men jeg var sammen med mine dejlige unger og min dejlige familie. Fik lækker mad, fantastiske gaver, store kram og rosende ord med på vejen.

For 2017 var alligevel også lidt mit år. Jeg blev mor for anden gang, jeg blev lærer, jeg købte min første helt egen lejlighed, jeg stod på fucking egne ben i alle livets henseender og jeg klarede det. Men det er også godt nok at det hårdeste og mest begivenhedsrige år, jeg nogensinde har oplevet er ved at være slut. Sådan et år, behøver jeg ikke lige prøve igen. Det kommer ikke til at ske.

2018, du kommer bare. Jeg er sikker på, at der må være flere gode ting i vente. Flest gode, ik?!

 

Det sidste billede, jeg tog af mig selv i 2016 (Ret dårlig kvali, I know) Nytårsaften, min eksmands fødselsdag, højgravid og med vielsesring på fingeren. Det sidste billede af mig, som hende jeg var engang. Jeg havde ingen anelse om hvad der ventede, hvilket år der ville møde mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *