En uventet uge #3

For den fulde historie, læs afsnit 1 her og afsnit 2 her.

10. januar 2017: 
Denne morgen vågner jeg og er for første gang i det her indlæggelses forløb i ret godt humør. Jeg har sms’et med min studieveninde og hun kommer. Endda med care-package og læssevis af studiebøger kl. 11, for som hun siger, så har vi en time til at snakke, så vi er klar til at modtage opgaven kl. 12. Da jeg har hentet min morgenmad, hopper jeg i et hurtigt bad og tænker at det er mærkeligt hvor forskelligt graviditeter forløber. Jeg er selv 36+6 i dag og hopper rundt og skal til at skrive eksamen, mens hende i sengen overfor min er i uge 18 og er totalt sengeliggende, hvis hun rejser sig begynder hun at bløde. Jeg føler heldig. Selvom jeg er indlagt.
Lidt nede af gangen er kontoret hvor jordemødre, sygeplejersker og læger holder til når de piler rundt mellem stuerne, jeg stikker hovedet ind –
“øh hej, det er mig der ligger nede på 28”
“Ah, ja. Det er dig med eksamen. Vi kan gøre solstuen klar til dig? Så kan I sidde der?”Jeg kan ikke lade være med at smile. Det grænser til det absurde, men hvor er det dog fint. Jeg siger tak og at det virkelig er fornemt.

Tilbage på stuen logger jeg på min studiemail og skriver til min bachelorvejleder at jeg desværre er nødt til at sygemelde mig fra bachelorforsvaret senere på ugen, fordi jeg lige skal føde et barn. Klokken er snart 11 og min studieveninde skriver at det er håbløst med parkeringen og spørger hvor hun kan finde mig. Jeg tænker at det er helt utroligt at hun virkelig vil komme hele vejen herind og hjælpe mig. For en som mig, der ikke er ret god til at bede om hjælp, er det næsten for meget. Jeg kan næsten ikke rumme det. Sender hende mit værelsesnummer og sidder nu og stresser lidt over stuegang og om lægen snart kommer. Hun kommer hun mig i møde da jeg er på vej ud at lede efter hende. Hun har kigget på mine tal, mit blodtryk er faldende, mine blodprøver og urinprøver er fine og baby har det godt. Og så smider hun bomben, hun synes vi skal vente med igangsættelse til på fredag, og så spørger hun om jeg har lyst til at komme hjem på orlov, for som hun siger er det da alt andet lettere at sidde derhjemme og skrive eksamen. Jeg er helt rundt på gulvet og beder om lidt betænkningstid, min studieveninde står ude på gangen og har hørt det hele. Jeg er på en gang irriteret over udsættelsen af igangsættelsen, men også lettet. Jeg vil jo ret gerne være derhjemme. Så det er rart at have selskab – jeg kan slet ikke træffe beslutninger lige nu. Vi snakker om det – hun er i bil, og kan køre mig og alle tingene hjem og inden jeg nærmest har set mig om, sidder jeg i hendes bil på vej hjem. Hjem. Som i hjem til mig selv. Det eneste jeg virkelig har ønsket hele ugen.

Vi når hjem til mig og kaster os ret hurtigt over opgaven. I skrivende stund kan jeg knap huske hvad det var den handlede om eller hvad det egentlig var det skulle. Men det skulle vise sig at min underviser var glad for den. Rigtig glad endda. Nu, hvor jeg er træt og har været mor til to i en måned, fatter jeg slet ikke hvordan det lykkedes. Noget med adrenalin måske?

Om aftenen hygger jeg med min datter og da hun er puttet fortsætter jeg med opgaven. Det er så rart at være hjemme, men næste formiddag skal jeg igen indfinde mig på hospitalet.

11. januar 2017: Dagen starter i sædvanelig børnefamiliestil, med havregrød, morgenhygge i sofaen, leg og rod og jeg elsker det. Min mand og datter cykler imod vuggestuen og jeg sætter mig ved computeren og fortsætter. En af mine veninder kommer forbi med nogle småting hun har købt for mig og noget tøj lillesøster kan låne. Når nu hun allerede skal til at komme.
Pludselig føler jeg mig bagud og sindssygt meget i tvivl. Opgaven skal afleveres om 30 minutter. Min veninde hepper fra sofaen. Jeg skal nok klare det siger hun. Jeg er rundt på gulvet, kan pludselig ikke huske hvordan man laver referencer og går helt kold. Hun hepper lidt mere fra sofaen. Og så. Pludselig er opgaven færdig. Jeg trykker upload. Fatter ikke hvad der lige skete. Vi deler en kanelsnurrer og griner. Situationen er absurd. For at det ikke skal være løgn er der er en mindre snestorm i gang udenfor. Jeg pakker tasker, en til mig og en til lillesøster. Hvornår mon jeg kommer hjem igen? Og hvordan skal jeg få alt det og min gravide krop fragtet til Riget? Min veninde siger noget med force majure og en taxa til hospitalet. Det kan man måske godt ofre i denne – igen – absurde situation. Vi krammer farvel, velvidende at næste gang vi ses, er det med en lille dame mere i flokken.
Tilbage på hospitalet føler jeg mig mere lettet, mere klar. Men er samtidig lidt irriteret over at jeg skal vente med igangsættelse til på fredag, i stedet for onsdag. Jeg tænker at jeg kunne have nået bachelorforsvaret, men at det jo nok er meget godt at slappe af. Desværre går der ikke længe inden jeg igen er irriteret over at ligge på den der 4-sengsstue. De andre larmer. De tre andre der ligger der er mere sengeliggende end jeg er. De kan ikke rejse sig, derfor foregår alt deres besøg på stuen. Hende i nabosengen har konstant besøg, de overlapper hinanden og jeg lærer hendes familie utrolig godt at kende på den tid jeg ligger der.

12. januar: Jeg er i mærkeligt humør. Igår eftermiddag havde jeg håbet at jeg igen måtte komme hjem og tilbringe natten. Sygeplejerskerne og jordemødrene sagde nej til mit ønske. For de ville gerne lige holde snor i mig og se at alt var som det skal være. Men jeg føler mig alligevel lidt overset. Så i dag skal piben have en anden lyd. Jeg vil hjem igen! Jeg bliver undersøgt igen. Blodprøve, blodtryk og CTG. Jeg er rutineret og fyldt med små prikker fra nåle i armen. Blodprøverne bliver taget det samme sted fra hver gang. Da jeg skal have målt hjertelyd, bliver jeg glemt. Jeg ligger i over en time og ender til sidst med at ringe efter en sygeplejerske der kan befri mig. Der er travlt på afdelingen, det hører vi hele tiden. Det gør mig lidt nervøs for den forestående fødsel. Hvad nu hvis noget går galt?
Da lægen kommer til stuegang, får jeg igen lov at komme hjem på en lille orlov. Jeg skal indfinde mig i morgen kl. 10 og så sætter de fødslen igang.
Eftermiddagen går med at komme hjem, og at besøge min yndlingscafé, jeg drikker kaffe, spiser en god frokost og læser avisen. Tænker at der går mange år før jeg kan det igen. Senere henter jeg min datter og nyder hele eftermiddagen og aftnen sammen med hende og min mand. Det er sidste aften før min familie tæller endnu et medlem. Jeg kan ikke overskue tanken. Jeg glæder mig. Jeg er nervøs. Jeg er spændt på at se hende og finde ud af hvad hun er for en. Og så frygter jeg en lille smule hvordan det hele skal blive. Alligevel føler jeg mig klar. Forløbet med at stemple ind og ud af hospitalet gør (heldigvis) at jeg bliver utålmodig og egentlig gerne bare vil have fødslen overstået.

Men der skulle gå lidt endnu…

(Næste og sidste afsnit i min før-fødsels-føljeton kommer så snart mit barselsliv tillader det. Der er nok at se til i mor-til-to-livet)

 

Continue Reading

En uventet uge #2

Læs gerne indlægget fra i går, hvis du vil have hele historien med.

Mandag d. 9. januar: Jeg vågner allerede ved 6-tiden efter en urolig nat. Det er svært for min store gravide krop at finde hvile i den smalle hospitalsseng, med den klumpede pude og vattæppet der er en ynkelig undskyldning for en dyne. Jeg savner min egen seng, min dyne og at ligge i ske med min ammepude. Allerede fra morgenstunden er jeg småsur og bitter. Der er fandeme også en af de andre på stuen der snorker. Fuck altså.
Selvom jeg er sur og urolig falder jeg alligevel i søvn igen og vågner da en jordemoder tænder alt lyset på stuen fordi hun skal snakke med én af de andre. Fedt! Klokken er blevet otte og en ny dag på Riget er igang. Jeg sms’er frem og tilbage med manden. Jeg kan ikke holde ud at jeg ikke er hjemme. Jeg føler at jeg har mistet al kontrol over mit liv. Jeg sender sms’er hvor jeg spørger hvad de har spist til morgenmad – for jeg nåede ikke at købe havregryn dagen før. Yoghurt svarer han, det købte han på vejen hjem fra hospitalet. Der er styr på det. Han har styr på det – selvfølgelig har han det. “Hvad med aftensmad?” Skriver jeg. “Der er kødsauce i fryseren, tag det op, så skal du ikke tænke på det” – her ligger jeg og skal slappe af og jeg kan kun tænke på at gøre det nemmest muligt for dem derhjemme.

Senere er der stuegang og det er her min skæbne skal afgøres. Jeg smågræder lidt hele tiden. Af savn og frustration. Fordi alting er uafklaret og fordi jeg ingen kontrol har over noget. Jeg snakker med en læge, efter at være blevet undersøgt grundigt. Får kørt CTG-strimmel, målt blodtryk i et væk og jeg får et lille kig ind til babyen, da jeg også skal scannes. Alt ser fint ud, men blodtrykket er lidt højt og min ene hånd og arm snurrer ret meget. Det ligner altså fortsat svangerskabsforgiftning. Lægen siger at hun gerne lige vil have mig til uge 37 og derfor sætte fødslen igang onsdag. Indtil da vil hun have at jeg bliver på hospitalet og jeg er altså fortsat indlagt. Onsdag, sagde hun virkelig onsdag? Som i overmorgen? Jeg er helt rundt på gulvet over beskeden og tuder lidt mere. For både dagen efter og onsdag har jeg eksamen. Den ene en skriftlig, den anden et bachelorforsvar – jeg er slet ikke klar til at blive mor igen. Jeg har ikke pakket noget. Jeg har ikke vasket noget – og hey, har vi overhovedet noget tøj i størrelse 50? Da jeg blev scannet bliver lillesøster skudt til 26-2800 gram, så hvad for noget tøj skal hun så have på?! Jeg stresser og kan ikke finde hoved og hale i noget som helst!

Da jeg kommer tilbage til den firesengsstue der foreløbig er mit hjem, har en af de andre gravide besøg af både mand og barn. Barnet er en pige på min datters alder og jeg styrter ud igen. Det er simpelthen for meget. Finder en stol midt på svangergangen og græder så meget at jeg ryster. Jeg føler jeg svigter mit barn. Hun har brug for sin mor. Jeg har brug for hende og for at være der. Jeg vil hjem!!

I løbet af dagen sms’er jeg med min bedste studieveninde  hun skriver og spørger hvad jeg tænker om morgendagens eksamen – det er en 24-timers eksamen man skriver hjemme fra. Jeg har det ambivalent, en lille stemme i mig siger at jeg bør tænke på at slappe af, men en lidt højere stemme advokerer for at det fandeme også kunne være fedt at få overstået. Da verdens bedste studieveninde skriver at hun gerne vil komme ind på hospitalet og skrive den med mig, er det afgjort. Jeg kan mærke at jeg ligeså stille er ved at få pip af at ligge og lave ingenting og med lidt hjælp kan jeg måske klare det? Måske det kan hjælpe lidt på trangen til kontrol.

Senere er det min tur til at få besøg af mand og barn. Det går fint og jeg formår at holde tårerne tilbage. Vi læser Lille Frø i hospitalssengen, jeg krammer hende og går på opdagelse på hospitalet. Det føles næsten normalt og indtil videre virker det ikke til at barnet lider overlast. Da de skal gå, må jeg dog virkelig stramme mig an for ikke at blive ked af det.

Efter aftensmaden – der uhyggeligt nok er fuldstændig identisk med den jeg fik under indlæggelsen i december – kommer min mor. Min søde gode mor. Hun har stor-shoppet økologisk babytøj i bitte små størrelser. Det er godt at have en mor. Ligeså meget jeg har brug for at være min datters mor, ligeså meget har jeg brug for min egen mor. Det er mærkeligt. At være mor og barn på en gang. Men min mor ved fuldstændig hvad jeg har brug for. Hun kender mig.

Da jeg går ud for at børste tænder den aften kan jeg se at jeg er blevet kronisk rød rundt om øjnene, huden er tørret helt ud efter alt det vand der er væltet ud af øjnene på mig. Alligevel har jeg mere mod på det hele nu. Der er styr på babytøjet, i morgen skal jeg skrive eksamen og på onsdag gør vi klar til fødsel. Flueben, flueben, tjek, tjek. Den aften føler jeg at jeg har mere kontrol over situationen. Nu ved jeg hvad jeg kan regne med og jeg falder hurtigt i søvn og sover bedre end natten før.

Men som bekendt, så bliver det jo aldrig helt som man regner med.
Mere om det i næste indlæg.

 

Continue Reading

En uventet uge #1

Jeg havde som bekendt tænkt og forestillet mig at jeg skulle gøre min uddannelse færdig inden lillesøsters ankomst. Men skæbnen og livet ville noget andet. Som en jordemoder på Riget sagde til mig, så er det at have og få børn – uanset barnets alder – ofte noget med at man forestiller sig en ting og at det hele bliver noget andet, noget modsat af det man lige havde planlagt. Men man finder alligevel ud af det hele. Det ender næsten altid godt alligevel og det kunne ikke være mere rigtigt og den uge jeg nu vil beskrive for dig, kære læser, er et glimrende billede på det:

Ugen inden lillesøster blev født endte nemlig med se helt anderledes ud, end jeg havde regnet med at netop den uge skulle.

Søndag d. 8. januar: Jeg er 36+4 i min graviditet, og har egentlig forestillet mig at jeg går til terminen i denne graviditet. Søndagen starter som en helt almindelig søndag, men alligevel går jeg hele formiddagen rundt med en mærkelig fornemmelse i kroppen – en fornemmelse af at noget er under opsejling. Da mit blodtryk steg meget hen imod slutningen af min første graviditet, har jeg indkøbt et måle-apparat og har aftalt med læger og sundhedsplejersker at jeg skal tjekke det dagligt. Ved halv to tiden ligger jeg mig op i sengen, trækker vejret helt ned i maven og prøver at slappe af. Et kvarter senere tager jeg blodtrykket og det er højt. Som i alt for højt. 155/100! Efter en snak med min mand, beslutter jeg lige at slappe af og tage det et par timer senere. Umiddelbart derefter banker det på døren og mine søde veninder og min mor står pludselig i stuen, klar til at fejre at jeg er ved at lave en baby. Og jeg blev så glad og glemte lykkeligt alt om blodtryk. De medbragte alt til en virkelig dejlig fejring, gaver, kage, mad, kaffe og juice. Jeg har verdens bedste damer i mit liv. Ingen tvivl om det.

Da fejringen var slut, aften-afviklingen med storesøster eksekveret, besluttede jeg mig for at måle trykket igen. Desværre med det resultat at det var alt alt for højt. Jeg ringede til fødegangen, som gerne ville have mig ind. Jeg bestilte en taxa, kyssede barnet godnat og satte mod Riget. Klog af tidligere erfaringer med pludselige hospitalsophold pakkede jeg en bog, lidt snacks og min oplader. Men jeg var desværre ikke klog nok, for jeg havde på ingen måde forudset at jeg skulle indlægges. Men indlagt, det blev jeg. Denne gang under observation for svangerskabsforgiftning. Hele søndag aften brugte jeg på at tude, jeg græd og græd og følte mig både uretfærdigt behandlet (af min krop, vel og mærke) og en lille smule alene. For jeg sad jo bare der, på Riget – igen. Alene.
Dog fik min søde mand ordnet det sådan at hans bror kom og sad lidt hjemme hos os og lyttede efter det sovende barn, så han kunne komme ind til mig med mine ting.

Da han kom sad jeg på en stol på den såkaldte svangerafdeling og ventede. Det var jo meningen at jeg skulle have en seng at sove i. Men ventetiden er lang og mens jeg sidder og venter, kigger jeg på det hospitalsarmbånd jeg tidligere på aftenen har fået på – kun for at opdage at det er en fremmed kvindes oplysninger der står på det. Jeg henvender mig til en sygeplejerske og bliver i den forbindelse også tilddelt en seng på en stue med tre andre gravide. Klokken nærmer sig 22, og min mand er nødt til at tage hjem igen. Dels for at afløse barnepige og dels fordi det er slut med besøg efter kl. 22.

Den aften er jeg hamrende ulykkelig. Jeg kan ikke holde tanken ud om at skulle være væk fra min datter – slet ikke når jeg ved at jeg i løbet af kort tid hjembringer en lillesøster til hende. En lillesøster vi selvfølgelig allesammen glæder os helt vildt til at møde, men som jo også kommer til at vende op og ned på alt hvad hun kender til. Jeg ved at jeg i den kommende uge har hele to eksaminer og hvad skal der ske med dem? Hvornår skal jeg føde? Hvornår kommer jeg hjem igen? Og hvad skal der ske indtil da?
Jeg er et stort ulykkeligt spørgsmålstegn.

Tjek bloggen i morgen, hvis du vil læse mere om en af de mest krævende og mærkelige uger i mit liv.

Continue Reading

Tiden

Tiden er en underlig størrelse og den bliver mere tydelig og på en måde også mere forvirrende i det man får børn. En klog mand sagde engang til mig at når man får børn, så føles dagene lange og årene korte. Det er virkelig rigtigt på mange måder. Tiden kan gå så hurtigt at man slet ikke kan følge med og den kan gå uendeligt langsomt – f.eks. når man prøver at få barnet til at falde i søvn.

I tiden efter lillesøsters kommen til verden er dagene flydt lidt sammen. På en gang føles det som om jeg halser rundt og stresser for at få det hele til at hænge sammen, samtidig sidder jeg flere timer i dagligt i sofaen og ammer. Amme-tiden går langsomt, resten af tiden går (alt for) hurtigt. Og jeg når ingenting. Jeg har flere gange tænkt på at jeg ville skrive et blogindlæg der beskrev dagene op til lillesøsters fødselsdag og selvfølgelig også lidt om hvordan det hele gik på selve dagen. Men jeg når det ikke. Jeg når at aflevere storesøster i vuggestuen, købe ind på vejen hjem eller ordne andre ærinder, gå hjem og amme, sætte aftensmaden igang, rydde lidt op og når storesøster kommer hjem er den ekstra tid jeg har hundrede procent hendes.

Tiden er i den grad blevet en fysisk ting. Fredag d. 13. januar afleverede jeg min lille 2 årige datter i vuggestue og fortsatte mod Rigshospitalet for at blive sat igang med fødslen af hendes lillesøster. Jeg afleverede et lille barn og da jeg så hende næste gang, to dage senere var hun en stor pige. En pige der kan det meste selv, en pige med lange ben, en god forstand og et kæmpe hjerte. Hun er så langt fra at være en baby, og mit lille første barn er nu blevet en stor storesøster – jeg kunne næsten ikke kende hende igen og på en måde er der noget utroligt sørgeligt og rørende ved at hun aldrig mere skal være lille og at vi har gjort en ende på det at hun er lille. Ja, jeg har tudet over det. Men samtidig virker hun også klar, hun er vokset med opgaven og er bestemt selvstændig og gammel nok til at gøre sig som storesøster. Det er en “opgave” der falder hende helt naturligt og jeg er så stolt af hende. Det tænker jeg på, når jeg “savner” mit lille første barn.

Lillesøsterens sovetid og sovemønster er et helt andet end jeg oplevede første gang. Hun sover korte lure og de skal helst foregå ovenpå et andet menneske. Nattesøvnen er mere afbrudt og det er gør kun min tidsfornemmelse mere forskruet – jeg vågner tit om natten og har ingen fornemmelse af om jeg har sovet 5 minutter eller 2 timer.

Hvad dag på ugen det er, eller sågar hvad dato der står på kalenderen ville jeg skulle tænke lidt for længe over, hvis nogen spurgte. Og som jeg skriver dette, går det op for mig at der kun er en uge til at mindstebarnet har været her en hel måned. Hvor forsvandt den måned lige hen?!

I morges havde vi sundhedsplejerske – vi er så heldige at det er den samme som med vores store datter. Og jeg sagde til hende at jeg ikke følte at jeg nåede noget som helst. Men vi endte med at få en fin snak om at dét at holde to små mennesker i live og møde deres behov og være deres mor i særdeleshed er så rigeligt. Det vil jeg prøve at fortælle mig selv, når tiden føles knap og jeg igen tænker at jeg burde have nået mere end at fylde opvaskeren og smøre mig en rugbrødsmad.

Continue Reading