Fra skuffen

Som jeg skrev forleden, har jeg en masse skriverier liggende fra de sidste par måneder. Nedenstående er et blandt mange. Jeg håber, at I vil tage godt imod det.

Det er i dag sølle 15 dage siden du annoncerede at du ville skilles. For 5 dage siden skrev jeg skilsmisse papirerne under med mit nem-id. Hurtigere end at booke en fucking charterrejse.

Men i dag er det fastelavn i vuggestuen. Og vi deltager begge to. Selvfølgelig gør vi det. Det er få af de tilstedeværende der ved hvad jeg står midt i. To af de andre mødre er gravide. Fædrene er søde og holder om dem. På den der “jeg passer på min kvinde”-måde. Vi sidder ved siden af hinanden med hver vores papkrus med kaffe. Da jeg henter den til dig, tager jeg mig selv i at tænke om du mon stadig bruger mælk – det kunne jo også godt være en af de ting du har lavet om. Jeg ved jo ikke hvem du er alligevel. Hælder dog mælk i alligevel – det er for underligt at spørge. Du siger at du vil takke ja til værelset på Blegdamsvej. Jeg spørger om vi ikke kan snakke om den slags et andet sted. Jeg har fandeme ikke brug for at udstille min skilsmisse til hele vuggestuen.

Jeg går ud for at finde noget vand. I værkstedet sidder en dreng med sin mor. Hun kender min situation og er blevet en slags fortrolig. Hun siger “han fik lige brug for at trække sig” .. jeg smiler og siger at det kan jeg godt forstå. Jeg får lyst til at gøre ham kunsten efter. Men mødre kan ikke trække sig. Mødre kan tage en stor slurk vand, trække vejret dybt ned i maven og trække ja-hatten og game-facet på. Så det gør jeg.

Efter seancen i vuggestuen, går pigerne og jeg hjem. Bare os tre, sådan er det jo nu. Jeg laver aftensmad, ammer og putter begge børn. Efter sådan en dag får jeg trang til at snakke med min mor. Fredag aften er en af de svære. I weekenden er det på en måde mere tydeligt, hvor alene man er, som enlig. Pigernes far er vist ude og drikke øl, og jeg sidder i lejligheden. Helt træt. Helt alene. Da pigerne sover ringer jeg til min mor. Hun minder mig om at alle de lykkelige kernefamilier man ser i vuggestuen jo er et øjebliksbillede. Det har hun ret i. Men det var fandeme nogle pæne øjebliksbilleder. Mit eget familieportræt er krakeleret. Gad vide om nogen opdagede det i dag?

 
Continue Reading

Historien om et smykke

I dag har jeg hentet et fint nyt smykke. En lille skilsmisse-gave til mig selv, kan man måske kalde det. Jeg tror at det ender med at blive den fysiske “døde” ting, jeg ejer der betyder mest for mig.

Min mormor døde da jeg var 8 år. Men i de første 8 år af mit liv var hun nok min bedste ven. Hun elskede mig betingelsesløst og det var jeg aldrig i tvivl om. Mine forældre har tit fortalt mig om at det forhold min mormor og jeg havde til hinanden, var noget helt særligt. Selvom jeg var et barn da hun døde er hun stadig ofte i mine tanker og jeg savner hende tit, og så er min yngste datter opkaldt efter hende.

Da  jeg skulle giftes og vi skulle have lavet ringe, var min mor så sød og betænksom at give mig et af min mormors gamle guld armbånd, som jeg kunne bruge til at få lavet ringene af. Det betød helt sindssygt meget for mig at hun på en måde var med mig den dag jeg blev gift og at det var hendes guld der endte på min finger.

Min nu eksmand var helt med på at jeg skulle have vores vielsesringe, og min mormors gamle armbånd har fået nyt liv igen. Nu i form af noget der for mig aldrig skal laves om. Nemlig et symbol på det bedste der kom ud af mit ægteskab og det allervigtigste der nogensinde vil være i mit liv. Mine to døtre.

 

20170428_150640

Designet har jeg selv fundet på. Jeg var inspireret af en gammel hjerteveninde halskæde, jeg havde som barn. For mig symboliserer hjertet og bogstaverne, der er mine døtres forbogstaver, at det er de to der er i mit hjerte og det er dem der deler det. Og at hjertet er knækket, eller tæt på, giver jo på en måde mening på flere planer.

Tak til dygtige dygtige Anders fra Handcrafted Cph. Det er en kæmpe vigtig ting du har lavet til mig.

Continue Reading

Siden sidst..

Bloggen har ligget totalt brak. Jeg glemte endda at betale for mit domæne. Den har simpelthen ikke fyldt i min bevidsthed. Mit liv er forandret. Jeg er et andet sted nu.
Fra den ene dag til den anden ændrede mit liv sig totalt.

En onsdag aften i februar sad min mand og jeg og lavede invitationer til en fest vi vil holde i foråret. En fest der skulle byde vores yngste datter velkommen til verden og en fest hvor hele hendes store familie kunne møde hende.

24 timer senere sad jeg hos mine forældre, jeg havde lige puttet begge mine piger. Jeg var taget op til mine forældre fordi det virkede som om at min mand ikke havde det specielt godt. 24 timer efter vi havde siddet og skrevet adresser og portokoder på invitationer til vores 80 nærmeste venner og familie kom opkaldet. Min mand ville skilles. Og så ingen grund til at trække det i langdrag. Jeg fik et chok.

Nu er der gået 2 måneder. Det har været 2 intense og hæsblæsende måneder. 2 måneder der har lært mig meget om styrke, udholdenhed og om hvor store stormvejr det kan lade sig gøre at få min egen lille båd igennem. En lille båd hvis besætning nu består af mig og mine to døtre. Jeg ved ikke hvilket ord jeg skal bruge om mig selv. Single-mor, solo-mor, enlig-mor. I det offentlige er jeg ene-forsørger. Kort sagt, vi bor kun 3 mennesker hjemme hos mig nu. 1 voksen og 2 børn.

Jeg har skrevet en masse om det, noget skal formentlig blive i skuffen, noget skal måske blive til noget større end skuffeskriv, og noget vil nok ramme bloggen. Det kribler i mine fingre og jeg har meget på hjertet, men det er svært at finde de rigtige ord. For jeg er stadig i tvivl om hvad det præcis er der er sket. Hvorfor det skulle gå så hurtigt, og hvorfor det skulle være nu. Jeg troede at vi var det par der kunne holde sammen igennem det hele. Så jeg prøver at finde de rigtige ord, de ord der nu er min historie. En historie der også omhandler det dyrebareste jeg har – nemlig mine døtre. Der er nogle hensyn der skal tages og derfor kommer hele historien ikke flydende på en gang. Men jeg er glad for at være tilbage, og jeg håber at I vil følge med.

Continue Reading