Børn er den bedste medicin

Jeg genlæste for nylig et blogindlæg, der har en del måneder på bagen. Dengang var jeg bare 4 måneder henne i min anden graviditet, og min (nu eks)mand var syg. Dengang skrev jeg om at det hjalp på alting at jeg havde min datter og babyen i maven at tænke på.

Sådan er det også nu.
Der kan helt sikkert siges rigtig mange dårlige ting om at blive skilt, når man har små børn. Flere siger siger det der med, at man sgu ikke går nogle steder før barnet er blevet 3 år. Sådan havde jeg det også. Familieliv med små børn er sgu en eller anden form for undtagelsestilstand og man må behandle det som sådan. Den skilsmisse, jeg netop har gennemlevet kom som et chok for mig. Og jeg ville gerne have haft lov til at kæmpe for at min familie kunne være forblevet hel. Men sådan gik det ikke.

Min virkelighed jo nu, at jeg er alene med to små.
Sidst jeg havde kærestersorger håndterede jeg det på en temmelig anderledes måde, end denne gang. Det var noget med store fadøl, sprut, smøger og fremmede mænd. Som single-mom er det ikke rigtig en mulighed. Men det er okay. Faktisk.

Der var en af mine læsere der skrev, at det var vildt så godt jeg klarede den her tid. Tak, Pernille <3 Det er blandt andet børnenes fortjeneste. Det er slet ikke deres valg, at deres far ville skilles, og jeg ser det som min opgave, at det ikke skal traumatisere dem. Lige så lidt som det var min beslutning, var det heller ikke deres. De må ikke komme til at betale prisen, ligesom jeg heller ikke vil betale den.

I min nye tilværelse, har jeg har næsten ikke et ledigt sekund til mig selv. Det er hårdt ja, men på en måde også godt-gørende. Der er hverken tid eller mulighed for, at gå ud og drukne sorgerne – det har der bestemt været dage, hvor jeg har haft lyst til. Men samtidig er der heller ikke tid til at falde fra hinanden. Til at tænke alle de der sørgelige og ukonstruktive tanker, der kan følge med, når man bliver forladt. For selvom jeg er forladt, er jeg ikke alene. Der er hele tiden nogen der hænger på mig, eller har brug for mig – og det er der noget helt terapeutisk i. Jeg er nødt til at være stærk. For jeg skal kunne være noget for nogle andre – små mennesker hvis hele liv afhænger af mig.

Det er så dejligt umiddelbart at være sammen med børn. Man er nødt til at være tilstede i nuet – for det er de. Der er behov der skal dækkes og den rutine jeg har fået oparbejdet, er faktisk rar. Samtidig giver de mig kærlighed, hver dag. Børne-kærlighed ganske vist, den mindste pludrer, griner og sutter mig på hagen. Den store krammer mig, siger store og smukke ord “jeg elsker dig, moar” “du er så sød, moar” og “du er min bedste ven”. Så selvom jeg er forladt, er jeg stadig elsket, ønsket og nødvendig. Jeg giver børnene al den tryghed, jeg synes de har krav på. Men de gengælder den faktisk også.

Samtidig insisterer jeg på at den her tid ikke kun skal være overlevelse. Jeg vil have lov at nyde mine børn og jeg vil have lov at være glad. Det har gjort mig meget vred, at min barsel skulle ødelægges af en skilsmisse, at min yngste datters start på livet, på mange måder blev kaotisk for os allesammen. Det er ikke det, man ønsker at føde et barn ind i. Derfor skal mit liv ikke ødelægges mere. Det vil jeg simpelthen ikke finde mig i, derfor prøver jeg, alt hvad jeg overhovedet kan, at finde overskuddet frem, at se fordele i stedet for ulemper og lade lyspunkterne fylde. Selvfølgelig har der været øjeblikke hvor jeg er meget vred, skuffet og ked af det. De følelser dukker stadig op. Men jeg vil ikke lade mig ødelægge, jeg vil være glad.

Som dagene, ugerne og månederne er gået, kan jeg mærke at mit glædes-barometer fyldes mere og mere op. I slutningen af februar var der flere grå timer, end lyse timer. Det er heldigvis vendt for længst. Nu er der flere dage, der er lyse og få øjeblikke der er grå. Jeg er sikker på at denne fortælling får en lykkelig slutning. Jeg kender den bare ikke endnu.

20170314_190545

Continue Reading

Freedom…

I går aftes efter jeg havde puttet storesøster, kom min søde veninde for at være i lejligheden, mens lillesøster og jeg drog mod Rigshospitalet, for at få det sidste skud antibiotika.

Fra og med i morges, får hun nu kun medicin, som jeg fint kan give hende herhjemme. Det føles som om, at der er blevet løftet et gigantisk åg fra mine skuldre. Et er, at faren er drevet over – min baby er ikke syg mere. Det er selvfølgelig det vigtigste. Men at skulle ind på Riget 3 gange i døgnet, er bestemt ikke noget jeg kommer til at savne.

Jeg føler, at jeg har fået alverdens tid forærende. Det er helt skørt så hurtigt man indordner sig nye vilkår i tilværelsen.

1309462765765_6488054

Før det her sygdomsforløb, og den medfølgende spænen frem og tilbage til Rigshospitalet, syntes jeg, at jeg var presset på tid og overskud. At jeg havde svært ved at nå det hele. Men om ikke andet, så har de sidste dage sat alting lidt i perspektiv.

“Det kan altid blive lidt værre”, som en af mine søde (og pessimistiske) veninder sagde. Desværre har hun nok ret. Men on the bright side, så føles min hverdag nu nemmere end før. Fyldt med tid og overskud. I dag fejrede jeg den nyvundne frihed, med en formiddagslur sammen med mindstebarne.

Continue Reading

En ulykke…

… Kommer sjældent alene.

Min weekend blev ikke brugt på legepladsture i solen. Næ, yngstebarnet og jeg har skam været indlagt. Fredag fik hun pludselig høj feber og vi måtte afsted til (min gamle ven) Rigshospitalet.

20170521_151758

Efter adskillige undersøgelser viste det sig, at hun har urinvejsinfektion. Det lille bitte menneske. Kuren er antibiotika i et drop. At få et drop til at sidde fast i et lille menneske på bare 4 måneder er meget svært. Blodårerne ligger tæt og er bittesmå. Derfor tog det en time, 4 stik at få og en helt masse skrig og tårer at få droppet lagt.

Lørdag ventede vi så på stuegang. I knap 5 timer. Da lægen endelig kom, fik vi lov til, at komme hjem. Dog under den forudsætning, at jeg kommer ind med hende 3 gange i døgnet, når der skal sprøjtes medicin i droppet. Så det bokser jeg med nu. Det kræver en del koordinering og jeg glæder mig allerede til det bliver hverdag igen. En hverdag der ellers virkede krævende nok, men som dog er en hverdag hvor jeg kun skal ud af døren 2 gange om dagen. Det er sjovt at almindelige gøremål kan føles som en badeferie, efter en særligt udfordrende periode.

Nogle gange tænker jeg, at jeg må have været et ualmindeligt stor idiot i mit tidligere liv, eller, at jeg er født under en uheldig stjerne, for at fortjene alle disse ulykker.

Og dog, alt er jo selvfølgelig relativt. Jeg luner mig ved, at vi trods alt lever i antibiotikaens tidsalder, at begge børn besidder et fantastisk humør, at der er mad i mit køleskab og tag over mit hoved.
Men lidt færre udfordringer kunne jeg nu nok trænge til!

Continue Reading

Mange bække små…

Det er mest om aftenen, at jeg føler mig alene. Når aftensmaden er afviklet, børnene har været i bad og er blevet puttet. Når mine små piger ligger trygt i deres senge og når jeg endelig har tid til mig selv, så sker det at de sorte-ensomsheds tanker kommer.

Det der med at mangle en, der er der 100 procent, har tit taget pippet fra mig. At jeg ikke rigtig er nogens mere, det er en ambivalent følelse. Mest nyder jeg det egentlig, men nogle gange skræmmer det mig. I serien Grey’s Anatomy, snakker de tit om at være hinandens “person” . Sådan en har jeg ikke. Sådan en er jeg ikke.
I de sorte stunder har jeg været ked af, at det er meget få der har “taget sig af mig”. Det har overrasket og til tider gjort mig ked af det, hvor alene jeg alligevel har været. Min skilsmisse blev hurtigt hverdag. Både for mig og andre.
Som jeg skrev forleden, så forstår jeg det sådan set godt. Jeg ved ikke om jeg nogensinde har støttet andre på den måde, jeg har brug for at andre støtter mig.

Min kloge mor har i de øjeblikke snakket om, at man jo godt kan stykke det folk gør sammen. Sådan at de små gestusser bliver knyttet sammen, som små stykker stof til et stort kludetæppe.

At tale om kvantitet og kvalitet er forkert. For jeg ved nu, at de små ting godt kan føles meget store. Som nu f.eks. i søndags. Mors dag. Egentlig ikke en dag der førhen har betydet meget for mig. Men pludselig svømmede nettet over med blomster, chokolade og smykker. Fædre der havde købt gaver fra deres børn til moren. For at ære og anerkende hende. Det gav ærlig talt et sug i maven på mig. En mavepuster. Søndag aften tømmer jeg så min postkasse og finder en kuvert med en hilsen fra en mødregruppe-veninde. Jeg blev så lykkelig og rørt. Senere bankede min søde nabo på med chokolade og en lille hilsen.

2017-05-17 17.47.15

20170517_141202

Der udover har en gammel studieveninde inviteret mig og pigerne i sommerhus, min gudmor ringer tit for at få en status, min juristkusine tog med mig i statsforvaltningen, der er venner kommer med aftensmad, eller inviterer os, flere tilbyder at kigge forbi, købe ind for mig eller bære skraldet ned.

Så jo. Jeg har mistet den person der var tæt på at være med mig næsten 100 % af tiden. Den person som lænede sig op af mig og som jeg lænede mig op ad. Men det gamle ordsprog mange bække små, gør en stor å, er ikke helt forkert. Der er mange jeg kan takke. Ikke for det hele, men for noget. Jeg har ikke en jeg kan læne mig 100 % opad, men jeg har flere der giver mig en arm at støtte mig til.  Og netop det gør det hele meget mindre trist og ensomt.

Continue Reading

En god dag

Meget grimt er der sagt om mandage. Men i dag havde jeg en virkelig god en af slagsen.

Weekenden brugte pigerne og jeg i Jylland. Det er intenst at rejse med to små børn, også selvom man har en hjælpende hånd med og rejsen kun er indenrigs. Jeg har altid været øst-vest-hjemme-bedst-typen, men det er kun blevet mere af at have fået børn. Mange ting er trods alt nemmere når man er hjemme i vante rammer.

I dag var sådan en dag hvor alting bare spillede. Seriøst. Alting. Det er jeg nærmest helt oppe at køre over. Lige nu er klokken ikke engang otte endnu, og begge børn sover. Jeg deler en øl med mig selv og nyder roen.

Mindstebarnet har været hos os i præcis 4 måneder i dag. Hvor er der dog sket meget på de 4 måneder – det er HELT ufatteligt.
For at markere 4 måneders-dagen var vi forbi sundhedsplejersken i dag. Og da min baby er en af de mest sultne jeg nogensinde har mødt, blev vi enige om at jeg kunne begynde at give hende grød. Dét var et hit. Hun spiste og spiste. Man skulle tro hun aldrig havde lavet andet end at få skemad. SUCCES!

Efter sundhedsplejerske-besøget, var vi i mødregruppe. For mit vedkommende første gang. Den første gang vi skulle mødes, var jeg i statsforvaltningen og anden gang havde jeg brystbetændelse of doom. Så allerede inden jeg skulle møde alle de andre, havde jeg virkelig følelsen af at være hende der, den kaotiske. Men det var nogle virkelig søde og sjove kvinder og jeg følte mig ikke som the odd one out. Endelig var det rart at lave noget der er mere barselsorlovs-agtigt end at rende til eksamen og i statsforvaltningen.

Da pigerne og jeg havde spist aftensmad (den mindste fik risgrød, vi andre fik ris og kikærte-curry – næsten det samme) røg den store i bad. Mens hun var i bad, lå lillesøster på mine knæ og holdt øje med hende. Hun pludrede og grinede i vilden sky, og det er ret fantastisk at der ikke skal mere til, end at være helt tæt på storesøster for at være lykkelig. Endelig lykkedes det mig at vaske hår på storesøster, uden ret meget skrig og skrål.

Mens jeg sad der, på gulvet foran badeværelset, fik jeg virkelig følelsen af at være lykkedes. I slutningen af februar, da min mand lige havde annonceret, at han ville skilles, boede jeg 10 dage hos mine forældre. I de 10 dage var jeg i de fleste af døgnets timer sammen med andre voksne. Mest mine forældre og søde Amalie – det havde jeg totalt brug for. Det gav mig dog en nagende tvivl, en tvivl på hvorvidt jeg nogensinde ville kunne være helt alene med to så små børn. Men, det er blevet hverdag. Endda en hverdag jeg holder af. En hverdag hvor det hele lykkes. Lige der, følte jeg mig næsten ligeså lykkelig som lillesøster.

 

dora
Nogle gange har jeg virkelig lyst til at danse rundt og synge “vi gjorde det, vi gjorde det, vi gjorde det, hurra”. Hvis du ikke kender sangen, skal du være glad 😉

 

Continue Reading

Moar ❤

At være alenemor til to små børn gør, at mors dag ikke rigtig er min dag. Facebook svømmer over med blomster og smykker og folk der hylder deres mødre. Alt det er mine piger naturligvis for små til – de fejrer mig ikke mere end de plejer. Den mindste har dog grinet en masse i dag, så jeg mangler ikke noget.

Derfor vil jeg i stedet for skrive et indlæg til min egen mor. For lige netop denne mors dag, kan jeg ikke komme i tanke om nogen der fortjener det mere end hende.

“Jeg ved godt, at jeg er den eneste du kan råbe og snerre af for tiden”. Sådan sagde min mor en dag, da jeg desværre igen var kommet til at tabe besindelsen overfor hende. For i den her tid, hvor jeg gør alt for at få det hele til at hænge sammen, så er hun den det går ud over når jeg ikke har mere overskud. Hun er den i verden jeg er tryggest ved, og det belønner jeg så med skæld ud.

Min mor har været helt fantastisk til, at sætte sig selv på pause for at hjælpe mig. Hun er den der er der, når jeg føler mig allermest alene og ensom. Hun er den der kender og får alle sider af mig at se. Også de grimmeste. Hun er helt klart den største grund til, at den her tid er gået så (efter omstændighederne) fint for mig. Min mor er den jeg kender, der er bedst i en krise. Sammen med hende får jeg følelsen af, at det hele altid nok skal gå.

Så tak for det hele, søde mor. Ikke nok med at du har født mig, fodret mig, pustet på mine skrammede børneknæ, holdt mig ud som vanvids-teenageren fra helvede og alt det midt i mellem. Så er du den der har fået mig sikkert i havn. Hele livet.

Continue Reading

Lommefilosofi

2017-05-11 17.34.57

Sådan skrev min onkel til mig, da jeg sendte en mail rundt til venner og familie for at fortælle at jeg var ved at blive skilt.

Da jeg læste den første gang tænkte jeg “arh, der er der nogen man kan regne med” og det er der helt sikkert også. Men for mit vedkommende er det få. Og jeg kan sådan set godt forstå det. Mange mennesker har deres eget liv, deres egne bekymringer, ting der optager dem.

Det er ikke det samme som at jeg ikke har følt mig omsluttet og hjulpet. Mange har været søde til at spørge til mig, en del har tilbudt deres hjælp. Min nabo har sat mad og kage til mig på min dørmåtte, min søde veninde Amalie er kommet de gange lokummet virkelig har brændt – nogle gange endda bevæbnet med rødvin og is. Mange tænker på mig, det ved jeg. Mine forældre har været en uvurderlig støtte. Så der er bestemt mennesker jeg kan regne med.

Men at the end of the day, kan alle tage hjem. Hjem til dem selv, til deres udfordringer, til deres hverdag og interesser. Den eneste der bliver tilbage i mit liv, er mig. Og selvfølgelig mine piger. Den eneste selskab jeg ved jeg har 24 timer i døgnet, er mit eget. Det har i øjeblikke givet mig den største ensomhedsfølelse og gjort mig meget ked af det. Men der er også noget stærkt ved det og det føles godt at begynde at vænne sig til at mit eget selskab er rart at være i. Og når det hele brænder på, og jeg fredag aften føler mig meget ensom, ved jeg at der er gode mennesker jeg kan ringe til.

Så jo, min onkel har på en måde ret. Men det betyder ikke nødvendigvis at man er alene om at klare alle udfordringer ❤

Continue Reading

Om mor her #4

Jeg skal sgu da lige love for, at der er kommet nye læsere til de sidste par uger. Det kan jeg vist takke Sneglcille for. Det er sjovt, for jeg har virkelig tit tænkt på at de “store” bloggere, har en eller anden form for magt, med den store læserskare de har, og at det, på en måde er lidt snyd. Det fik jeg nu at mærke – på den gode måde. Det er jeg selvfølgelig overdrevet glad for.

Så, var det måske ikke på tide at jeg skriver lidt kort om mig selv? Sådan i den smarte blogger-punktforms-stil. Det tror jeg nok.

  • Jeg blev holdt grusomt meget ude for i en længere periode som barn. Det har desværre medfødt, at jeg vil gøre ret meget for at “være med i hulen”. Som ung, resulterede det i en masse dumheder, jeg egentlig ikke havde lyst til. Som voksen handler det mere om, at det er svært at sige fra. (det har jeg faktisk skrevet om i et lignende indlæg, men det har desværre også haft, en kæmpe betydning for hele mit liv)
  • 27 år og fraskilt med to børn. Tyg lige på den.
  • Min tøjsmag er klart bedre på ønske/tankeplan, end i virkeligheden. #hardupengesåkandufå #menharduingensåmådugå
  • Jeg har set ALLE (og jeg mener alle) DR1 søndagsdramaer og kan huske samtlige udenad
  • Har jeg altid ønsket mig 4 børn. Nu har jeg 2, alene. Det er måske næsten det samme?
  • Før jeg fik børn, læste jeg gerne 4-5 bøger om måneden og er var den vilde læsehest
  • Forhåbentlig bliver jeg lærer, i slutningen af juni (snupper lige en eksamen oven i hatten – hvem skal alligevel bruge søvn og ro?!)
  • Jeg kan virkelig godt lide at bande. Jeg holder det nede på et absolut minimum foran mine børn. Det medfører bare at det flyver rundt med fugning, sgu og for helvede, når jeg snakker i telefon efter puttetid om aftenen
  • Går jeg aldrig i bukser
  • Tror jeg måske at jeg er pessimist og optimist på samme tid. Jeg forventer altid det værste, men insisterer samtidig på at det hele nok skal gå
  • Er jeg ved at lære mig selv at kende på ny. Jvf. punktet ovenfor, har det overrasket mig meget, hvor optimistisk jeg egentlig er. Jeg har altid set mig selv som pessimist
  • Har jeg mange “spelt-principper” (mest på mine børns vegne)

IMG_20170204_150022_412

Mere om mig, kan læses her og her.

Continue Reading

Single-mom life

Oh lord, won’t you buy me a vaskemaskine?

Her til morgen lykkedes det mig at få begge børn og en masse vasketøj ud af døren og ned til vaskekælderen før klokken 9. Blot for at møde det her syn:

20170510_083700

ALLE maskiner var optaget!!
Hvem vasker på det tidspunkt? Iført regntøj fra top til tå venter leger vi nu i gården. Heldigvis er det bare spændende og sjovt når man er 2,5. Vi andre må blot væbne os med tålmodighed.

Mon vi når at få tøj i maskiner og barn i vuggestue inden lillesøster vågner eller det begynder at regne?

Jeg lever livet på kanten, kan I nok fornemme.

 

Continue Reading

Fra skuffen #2

Det er med blandende følelser at jeg udgiver de her “Fra skuffen” indlæg. Det er mærkeligt at finde dem frem og læse dem igen. Det nedenstående er fra slutningen af februar. Det er sgu ikke særlig længe siden. Men jeg er et helt andet sted nu. Nu tænker jeg, at det måske er okay at pigerne er så små. De kommer ikke til at kende til en anden virkelighed end at have skilte forældre. Det fine med børn er jo, at den verden der er deres, nok er det de forbinder med normalen.
I de her dage sidder jeg og ser Matador for gud ved hvilken gang, når pigerne er puttet. Det er sgu da altid noget at det er 2017 vi lever i. Tak for offentlig støtte til ene-forsøgere og tak for at det ikke er ildeset at være alene med to små børn.

Anyway, her kommer Fra skuffen #2:

Jeg er alene i huset. I  mit barndomshjem. Eller jeg har jo pigerne. Den store sover, den lille ammes og jeg tænker over hvor meget hun ænser. Hvad kan man egentlig forstå, når man kun er 5 uger?
Lænestolen der stod hos min mormor og morfar knirker lidt. Det var en kæmpe lænestol dengang jeg var lille og den stod hos dem. Nu er jeg voksen, sidder med mit eget lille barn her. Der er plads til os begge i stolen, men kæmpe stor er den ikke længere.
På min finger er der stadig et mærke efter min vielsesring. Den har strammet lidt – måske har jeg stadig lidt vand i kroppen? 5 uger er intet.
Jeg ammer og græder over at vores piger aldrig kommer til at opleve den store kærlighed jeg virkelig synes vi havde. At de aldrig skal opleve at bo sammen med to forældre der elsker hinanden. At de aldrig skal se os være så glade for hinanden som vi virkelig var. At jeg nu kun kan fortælle dem det, som om det var et eventyr. Eller hvad kalder man det, når der ikke er en lykkelig slutning? En tragedie?
Jeg tørrer tårerne væk med den stofble der hænger over min skulder.

20170509_135552

Continue Reading