AV!

I gårsdagens indlæg kom jeg muligvis til at lyde som verdens største ja-hat. Det prøver jeg virkelig også at være. Når jeg tidligere i mit liv har mødt modgang eller ting har været meget svære, har jeg så vidt muligt prøvet at vende det om til noget positivt – en livserfaring til senere brug, en oplevelse man kan lære af og en mulighed for noget nyt. Sådan prøver jeg oftest også at anskue den her skilsmisse-proces. MEN, der er bestemt tidspunkter hvor ja-hatten falder af med et højt klonk og hvor jeg føler at hele universet er imod mig og at jeg bliver testet ud i det ekstreme. Tirsdag var sådan en dag:

Det er (meget) tidlig morgen, da jeg slår øjnene op. Der ligger en glad lille basse og spræller ved siden af mig. Jeg vågner med en velkendt følelse, men en også en følelse i kroppen, som jeg efterhånden ikke har haft i flere år. Noget der mindede mest om tømmermænd havde ramt min krop. Det var dog ganske sikkert ikke tømmermænd.

Jeg ammede den mindste med et meget ømt bryst, hun faldt i søvn igen og jeg udnyttede at begge børn sov og tog mig et bad. Begge børn vågner hurtigt derefter og så var dagen ligesom igang.

Kvalmen, hovedpinen og den jagende fornemmelsen i maven tager til. Jeg bærer begge børn nedenunder og bander i mit stille sind over lejlighedens to etager. Mens jeg laver ældstebarnets havregrød er jeg flere gange nødt til at skubbe gryden af varmen og sætte mig på gulvet. Jeg prøver at drikke vand, prøver at spise lidt yoghurt. Intet hjælper.

Medicinskabet indeholder kun børnepanodil og jeg overvejer om en dobbelt portion vil virke på min smadrede mor-krop.
“Jeg har det simpelthen så skidt her til morgen. Jeg ved slet ikke hvordan det skal gå” – sender en sms til min mor. Ved ikke hvad jeg forestiller mig at hun skal gøre ved det. Men alligevel.

Det bliver kun værre. Kravler til sidst rundt og får begge børn i tøjet. Heldigt at de er så små at de synes det er sjovt at mor kravler rundt. Ringer til min mor. Hun tager den ikke. Tårerne presser sig på. Ringer igen. Tag den nu. Ringer igen. Græder stille. Børnene leger i stuen og jeg har aldrig følt mig så alene. Havregrøden skal laves, bleer skal skiftes, tænder skal børstes, børn skal fodres og jeg har mest af alt lyst til at ligge mig i fosterstilling og græde og vente på at der kommer nogen og samler mig op. Single-mødre kan ikke blive syge, og slet ikke så meget der. Det er uretfærdigt!

Min mor ringer tilbage og jeg er lige ved at begynde at græde, da jeg hører hendes stemme. Selvom man selv er mor, kan man virkelig godt få brug for sin egen mor. Vi bliver enige om at det nok er brystbetændelse og hun siger at hun vil få min far til at komme ind til mig med det samme. Han skal nok følge den store i vuggestue. Pyha. Så er det bare at holde ud. Googler brystbetændelse. Det gælder åbenbart om at amme alt hvad man kan. Så det gør jeg. Av for s*tan i h*lvede!!! Bider mig i tungen og tænker at den 2-årige ikke skal have udvidet sit ordforråd med alle mine havnearbejder-fraser. Jeg har aldrig prøvet noget så smertefuldt. Eller. Jo, måske at føde. Jo mere jeg ammer, des bedre bliver det. Men jeg har stadig feber og ondt over alt.

Da min far kommer, kan jeg stå oprejst og har fået ældstebarnet i overtøjet. De triller afsted og jeg ammer for fuld skrue. Da han er tilbage, pakker jeg den lille i barnevognen og bakser mig selv op på cyklen. Min far kigger på mig med et bekymret blik “er du sikker på at du kan det der?” – Bare tanken om at komme til lægen og eventuelt få lindrende medicin giver et overskud. Jeg VIL være rask. NU!

Min læge er sød og udskriver en recept på penicillin med det samme. Så kigger hun på mig og spørger “hvordan går det ellers?” .. Jeg siger noget med at alt i alt, så går det godt. Men får tårer i øjnene og siger hulkende at jeg simpelthen følte mig så alene i morges.

Det ved jeg godt at jeg ikke er. Det siger min far også, da jeg kort efter møder ham og mit sovende mindstebarn ude foran. “Det var jo godt at se at vi kunne det her” siger han. Og jeg giver ham ret.

Jeg har det allerede meget bedre.

P.s. Skal vi ikke aftale, at det her så betyder at jeg har held i sprøjten med hensyn til den nye lejlighed?

Continue Reading

Helingsproces

Først og fremmest: tusind tak for alle de søde hilsner, gode råd og al den virtuelle kærlighed jeg har modtaget, efter de sidste to blogindlæg. Der er flere der skriver at det må være frygtelig hårdt og selvfølgelig går ud fra at jeg er knust og dybt ulykkelig.
Men alt i alt, har jeg det faktisk okay. Godt endda.

På en måde er der jo noget i mig der er gået stykker. De første dage i skilsmisseprocessen græd jeg meget. Især over alle de drømme og forventninger der nu ikke ville blive indfriet. Drømmen om kernefamilien brast. Mit ideal om at mine døtre ikke skulle være skilsmissebørn. Jeg græd på pigernes vegne. Jeg synes ikke det var det de havde fortjent. Forventningerne om hvor og hvordan vi skulle bo. Der bliver hverken muremestervilla eller blomsterkummer med krydderurter lige foreløbig. Det er både i det store og det små at alt det jeg havde håbet, ønsket og regnet med blev væk.

Jeg er bestemt ved at vænne mig til den nye tilværelse som single-mor. Som enlig. Eller ja, jeg ved stadig ikke hvad jeg skal kalde det. Fraskilt lyder så voksent og jeg er ikke engang fyldt 28 endnu. Min alder hjælper mig nu faktisk alligevel meget i den her proces, jeg kan nå det hele endnu og jeg er sikker på at livet har noget godt til mig. For mig handler det lige nu om at finde mig selv helt igen. Den som bare er mig. Alene-mig.

I processen hører jeg musik som jeg ikke har hørt siden mine teenage-år. Jeg laver indretningsplaner for mit og pigernes hjem. Vores pige-villa-villekulla-hybel. Fyldt med legetøj og seje damer. Vi skal have lyserøde vægge og vi skal selv bestemme. Jeg har klippet mit hår kortere end det har været i årevis. Jeg tager beslutninger for fremtiden. Måske ved jeg endda nu hvad jeg skal være “når jeg bliver stor”. Mærker efter hvad det præcis er JEG har lyst til og hvad JEG synes. Meget er faldet på plads og heldigvis er kernen af mig den samme.

Jeg øver mig – og bliver bedre – til at tage imod den hjælp folk tilbyder mig. Mandag aften kom et vennepar forbi med aftensmad og legede med ungerne, mens jeg så på en anden lejlighed i min andelsboligforening. Kryds lige fingre! Søndag spiste vi aftensmad med en af mine gode veninder og hendes datter, der aldersmæssigt ligger mellem mine to. Det er rart at mærke at man har et netværk og et sikkerhedsnet. Nogen der selv tilbyder hjælp, og selvom jeg nogle gange føler mig meget alene, føler jeg mig andre gange også meget omsluttet.

Og vigtigst af alt, så kan jeg godt det her. Mine piger er glade og trygge. De spiser godt, sover godt, smiler, griner og fjoller med deres mor. Den store lægger armene om mig og siger “verdens bedste moar”, “du er min bedste ven”, om aftenen når jeg har puttet hende, spørger hun om jeg er træt og prøver så at putte mig i hendes seng. En omsorgsfuld og klog lille en. Da skilsmissen var ny og jeg stadig var i chok, var min største skræk at det ville påvirke børnene meget. At de skulle blive helt traumatiserede. Jeg har gjort alt hvad jeg kan for at give dem tryghed og kærlighed, at forklare den store hvad der er sket, på den bedst mulige måde. Jeg har rådført mig med kloge hoveder og jeg har krammet og gjort hvad jeg kunne for at være hos mine pigerne. Jeg tager lige jantelovs-bladet fra munden og siger: det gav pote. De har det virkelig godt.

En klog kvinde der har undervist mig i at skrive, dengang jeg gik på højskole sagde til mig: “du vil finde stor styrke i at vide at du kan det her”. Det er sejt at kunne klare sig selv. Det kan hun. Det kan jeg. Jeg står stadig. Sammen med to glade og trygge børn. Og nu glæder jeg mig faktisk til alt hvad der venter vores lille trekløver.

MP900438966.JPG (aktuelt)

Continue Reading