Pinse”ferie”

I fredags, var der en mand på gaden der smilede af mit karavane-lignende ensemble bestående af barnevogn med baby, ståbræt med 2 årig og rygsæk på ryggen. “God weekend” sagde han. “Weekend og weekend” sagde jeg.
For helt ærligt, i gamle dage, før jeg fik børn, der var der weekender til. Det var noget med at sove til man ikke kunne længere, stå op når man ikke orkede at ligge i sengen mere, stene fjernsyn, drikke øl, spise god mad og alt det der livsnyderi. Nu er weekend liiidt noget andet. Især hvis den ovenikøbet er forlænget!

Nu synger pinseferien på sidste vers. Det er gået godt sgu. Til gengæld har jeg det mest som om, at jeg er blevet kørt over. Af en damptromle, that is.

Vi har ikke været på en smart ferie, til fjerne og lune himmelstrøg. Pinse”ferien” har været små-intens, hyggelig, hård, trættende, fyldt med søde børnegrin. Jeg har summeret den op i punktform. Mest for letheds skyld.

I pinse”ferien” har jeg:

  • haft alle mand i bad. Ikke på en gang. Eller på samme dag. Men alligevel
  • fjernet neglelak fra mine tæer
  • (næsten) lært ældstebarnet at gå på potte
  • tørret tis op fra gulv x 2
  • heppet på mindste barnet der nu næsten kravler #theygrowupsofast
  • haft samvær med børnenes far. Vi er en stor lykkelig skilsmisse-familie
  • lagt rent sengetøj på 3 senge i forskellig størrelse
  • serveret aftensmad for den største foran fjernsynet (den dag hun sprang luren over – tak skat!)
  • købt ind
  • sovet for lidt
  • drukket så meget kaffe at jeg fik kvalme x 2
  • betalt 40 kroner for ½ kg nye kartofler. Vanvittig kilopris, vanvittigt lækkert!
  • bagt rabarber “barabar”-kage med storesøster #speltmornumedsukker
  •  tegnet
  • leget hospital (en god leg hvor man får lov at ligge på sofaen)
  • vasket tøj (2 maskiner!!!)
  • købt og solgt på dba – tak til min evige chauffør hr. Far <3
  • spist klart for meget chokolade og kage og kulhydrater.
  • haft besøg af verdens bedste mormor og morfar (som er grunden til at så mange af punkterne, er ok overskudsagtige)
  • haft kalender-koordinerings møde i telefonen med min eks-mand – how very skilsmisse of us
  • luftet løbecyklen flere gange
  • elsket at min mor lagde vasketøjet sammen, ellers var det strandet i en IKEA-pose
  • most udkogte grønsager til ugenkendelighed

Og meget meget andet. Nu er klokken 20 og begge børn sover. Halleluja.

edc7bfe63a929734159160ea4cdea8d7
Seriøst – jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden <3

 

Continue Reading

Fra skuffen #3

Jeg har tidligere udgivet skriverier fra min skuffe. Jeg holdt et par måneders blogpause, mens skilsmissen stod i lys lue. Det betød dog ikke, at jeg ikke fik skrevet. Læs mere her og her.

110317:
Fik begge piger til at sove før kl. 20. Det er en personlig rekord. Jeg fejrer det med en enkelt dåseøl og noget så interessant som X-factor – det er alt jeg har hjernekapacitet til lige nu. Jeg læner mig tilbage og forsøger at lade mig underholde. Ligesom resten af Danmark, der sidder i kernefamiliens hjørnesofa-hygge, kun adskilt af en slikskål.

En ung dreng synger “How deep is your love”, så det risler ned af ryggen på mig. Satans til underholdningsprogram. Jeg troede at dem slags skulle være letfordøjeligt. Det rammer mig midt mellem øjnene. Jeg er blevet forladt. Din love er ikke deep mere. Den er slet ikke mere.

Forleden hentede du nogle af dine ting. Blandt andet din dyne. I sengen er der ingen til at holde om mig. Og nu kan jeg ikke engang holde om den ekstra dyne for at lade sig om, at jeg ikke er helt alene. At være alene med to små børn er hårdt og intenst og jeg er på hele tiden. Dét er ensomt. At vi ikke er to til at dele både udfordringer og glæder.

Du skal komme og hente flere ting her til aften. Det er egentlig derfor jeg ser X-Factor, og ikke sover. Lige for tiden går jeg i dørken, så snart pigerne sover. Jeg er så træt.

Får en sms “vi er her nu”. Du har en ven med. Gad vide hvad han tænker. Buzzer jer ind. Jeg begynder at bære ting ud i opgangen. Vi behøver ikke trække det her i langdrag. Tidligere i dag havde jeg lyst til, at kyle alt hvad er dit ud ad vinduet. Det havde alt andet lige, forkortet processen og så havde jeg sovet nu. Men jeg er konstruktiv. Fattet. Det er børnenes fortjeneste. Jeg vil ikke være uvenner med deres far. Det er ingen sårede følelser vigtige nok til.

Igen rammer det mig præcis hvor forladt jeg er blevet. Er der grader eller procenter for den slags?

I kører afsted og skal sikkert have en øl efter det hårde arbejde. Min øl er blevet flad og jeg hælder den i vasken. Jeg tager liften hvor vores lillebitte datter ligger og sover trygt. Jeg går ovenpå og i seng.

Du tager afsted. Ud i verden, i din vens varevogn og jeg bliver. Sover i vores gamle seng. Bliver i lejligheden. Er her. Med vores piger. Alene.

Av!

Continue Reading

Barselsboblen

Forleden spurgte en sød og velmenende veninde, hvad jeg lavede. Jeg havde mest lyst til at svare noget halv-flabet om, at jeg holdt to børn kørende med mad, omsorg og bleer. I dag faldt jeg så over det her opslag på Facebook: 2017-06-02 16.18.44

Jeg er MEGET enig. De fleste dage kan jeg godt, slå mig selv i hovedet, med alt det jeg ikke når. Men det er jo ikke helt fair.

Måske er grunden til, at mange – mig selv inklusiv – har følelsen af ikke at nå noget, at mange af de ting man laver på barsel er sådan nogle små-dimse ting. Ikke noget med store tidskrævende opgaver, men mere små konstante aktiviteter. Det har jeg tænkt lidt over i dag, og har forsøgt at nedskrive og huske hvad jeg har foretaget mig i dag:

  • overlevet at stå op kl. 05
  • lavet æblemos til børne-grød
  • lavet og drukket 2 kopper kaffe før kl. 07
  • afleveret ældsten i vuggestuen. I (semi)-tålmodig stil med løbecykel
  • købt ind
  • serveret grød/mos for lillesøster x 3
  • puttet og ammet
  • sovet 2 x 10 minutter under putning
  • puttet og ammet IGEN – lillesøster synes at intervalsøvn er et hit
  • ryddet, hvad der føles, som 10000 stykker legetøj i forskellig størrelse op fra mit stuegulv
  • skrevet (forhåbentlig) sidste mail til verdens sureste bachelorvejleder
  • fotograferet lejlighed til potentielle købere af lejlighed
  • været i (lyn)bad
  • hentet storesøster
  • skåret og spist ananas med storebarnet (på det der tidspunkt af dagen, hvor man mest har lyst til at inhalere en marsbar)
  • haft besøg af pigernes morfar
  • pottetrænet x 7
  • lavet aftensmad
  • afviklet aftensmad
  • fyldt opvaskeren
  • puttet storesøster
  • puttet lillesøster

Således opløftet over alle dagens bedrifter, er det vist tid at spise den der marsbar, jeg sparede tidligere. Hvad der er sparet, er tjent, ikke? Pinseferien står på to børn fuldtid – har ingen ambition om, at nå noget som helst i de kommende dage.

Den her bunke rod får lov at overnatte. Der er jo ingen grund til at overdrive og vi skal jo også have noget at lave i morgen 😂
Den her bunke rod får lov at overnatte. Der er jo ingen grund til at overdrive og vi skal jo også have noget at lave i morgen 😂

 

Continue Reading

Bye bye baby

For nylig skiftede jeg lillesøsters vinterdyne til en sommerdyne. Endelig, langt om længe gav det mening, og vil selvfølgelig ikke begræde at foråret endelig er over os. Det er heller ikke mange uger siden hun er hoppet op i en ny tøj størrelse. For to uger siden begyndte hun at trille, vi er i fuld gang med grød og mos og nu øver hun sig så småt i at kravle. Min baby er definitivt ikke nyfødt længere.

Netop fordi hun er begyndt at trille, kom der forleden en og købte det aktivitetsstativ hun indtil for nylig har ligget og mundret sig under. Ligesom jeg er ved, at sælge ud af alt det tøj der er blevet for småt. Selvom jeg virkelig går ind for genbrug og cirkulærøkonomi, er det stadig trist og lidt svært at skille sig af med disse ting.

Sidst jeg havde en baby, blev alle de ting hun voksede fra samlet i poser og kasser og lagt på loftet. Til den næste. Vi var enige om, at vi ville have flere børn. Vi var også enige om at, de skulle være forholdsvis tæt på hinanden. Faktisk snakkede vi også tit om, at vi skulle have mere end de 2 – 3 måske? Jeg vovede endda, at sige at jeg gerne vil have 4 børn.

Nu er virkeligheden jo en anden. Pigerne og jeg skal flytte i en mindre lejlighed. Til en lejlighed hvor der kun hører ét loftsrum til (modsat de to, jeg har haft indtil nu). Så i de her dage fotograferer jeg Lamaze baby-rangler og babytøj i små størrelser, som lillesøster er blevet for stor til. Jeg sætter til salg og udveksler varerne med nybagte mødre.

Det er dejligt at få ryddet ud, men det gør mig nu også ked af det. Dels fordi at tiden med en nyfødt baby ikke kommer igen og fordi den var turbulent og hård.

Men mest fordi, at fremtiden er usikker nu. Måske har jeg nu fået de børn jeg skal have? Hvem ved? Hvis der er noget jeg har lært, så er det, at man ikke rigtig kan regne med noget.

Jeg aner ikke hvad det ender med. Jeg er ret sikker på, at jeg gerne vil have flere børn en dag. Så jeg gemmer de fineste af de ting pigerne har haft. Gemmer de ting, vi har fået af de mennesker der betyder meget for mig og dem. Hvis ikke de får en lillebror eller søster, kan de selv finde tingene frem og vi kan sammen mindes om den tid der var engang. En tid der både var turbulent og fyldt med kærlighed til dem.

Continue Reading