En helt særlig søndag

I søndags var der høstgudstjeneste i Stefanskirken, her på Nørrebro. I kurve stod der solsikker, dahlia, græskar, vindruer, æbler, blomkål og andre frugter, blomster og grøntsager. Mine piger og jeg var der, iført blomster fra top til tå. Vores familier var der. Vores venner var der. Alle dem der er særlige for os. Alle dem som elsker os og som vi elsker var der. I søndags blev mine døtre nemlig døbt.

IMG_2685

Det har ikke altid været planen, at de skulle det. Men det må jeg uddybe en anden gang. I dag vil jeg hellere skrive om den helt særlige og magiske søndag det var.

For det var helt særligt. Både op til, under og efter. Når jeg tænker tilbage på dagen, bliver jeg virkelig helt varm indeni. Det var ret stort at mærke, hvor mange der støtter op om mine døtre (og mig).

Undervejs i planlægningen af både dåbsritualet og den efterfølgende reception, blev det meget tydeligt for mig, hvor vigtige begge dele var for mig. Min eksmand annoncerede skilsmisse dagen efter vi havde lavet invitationer til lillesøsters Velkommen til verden-fest, og da jeg sad og lavede de nye indbydelser, blev det ret klart for mig, at der måske lidt var tale om at binde knude på en snor. Jeg har haft det virkelig svært med, at min yngste datter ikke fik en almindelig start på livet. Eller hvad man nu skal kalde det. At hun blev skilsmissebarn som 5 uger gammel, at store dele af hendes familie ikke rigtig har set hende, at hun ikke fik en fest, at jeg græd på hende når jeg ammede, og alt muligt. Hun har slet ikke lidt overlast, for babyer ved jo slet ikke hvad en “almindelig” start på livet er.
Men, i søndags fik jeg på en måde bundet sløjfe på det hele.

Pigerne blev døbt sammen, og selve dåben var så fin og smuk som den kunne være. Jeg er ret glad for at de gjorde det samme, det i sig selv, er der noget rørende ved. Selvom de selvfølgelig er selvstændige individer, og at de ikke skal tvinges til at være venner altid, betyder det meget for mig, at de har mange ting de deler. Også de store dage. Efter den kirkelige handling, havde vi (min eksmand og jeg) inviteret vores familie og venner til en lille reception i Osramhuset. Jeg havde bagt kager, min søde mor havde købt brød, og en af mine helt fantastiske veninder og hendes lillesøster, fik det ellers lidt kedelige lokale til at tage sig virkelig fint ud. Op til arrangementet har flere af mine veninder været indeover, hjælp til bagning, udlån af køkkengrej, og da jeg i fredags havde det lidt som om at jeg ville dejse om, holdt mine to yndlingsnaboer et ekstra øje med mig. Igen igen, var et projekt i mit liv en holdopgave. Igen igen, mærkede jeg hvor lidt alene jeg trods alt er.

Denne her begivenhed var udover at være pigernes dåbsdag, også det første store møde, de to familier imellem siden den store bryllupsfest vi holdt i august 2015. Så derfor også første skilsmisse-familie-arrangement. Der var på den måde nok at være nervøs for. Men jeg synes, at det gik godt. Jeg havde nok lidt frygtet, at der var mange der ikke ville komme, fordi det er en lidt mærkelig setting. Men der kom mange, vi var mange. Pigerne fik tonsvis af fine gaver, nogle virkelig betænktsomme imellem, og så mange søde hilsner. Jeg er meget lykkelig for, at de har så mange mennesker omkring dem der elsker dem og ønsker dem alt det bedste. At der er så mange mennesker der støtter om deres liv og om dem de er.

Da festen var ved at slutte, var der mange der blev og gav en hånd med. Til sidst fulgtes pigerne og jeg, hjem med mine gamle naboer og mine nye, men velkendte, overboere, der selvfølgelig også havde været med til fest. Vi gik hjem, mig med lillesøster i bæresele, to af ungerne i min dobbelt-klapvogn, en i en anden klapvogn. Vi var et lille bitte optog af søde, fjollede unger og deres forældre. På vejen hjem, efter en vellykket dag, med septembersolen i ansigtet og gode mennesker ved min side, følte jeg mig næsten som om, at jeg var med i et afsnit af Alle vi børn i Bulderby, anno 2017.

I søndags mærkede jeg virkelig, hvor mange fællesskaber mine døtre og jeg er en del af, og jeg bliver stadig helt rørt når jeg tænker på det.

Continue Reading

Confessions of a Nørrebro-mom

Jeg elsker at bo på Nørrebro. I over 6 år har 2200 været mit postnummer og jeg har svært ved at forestille mig, at jeg skal flytte herfra. Jeg ved hvor alting er, verdens bedste naboer er her, flere af mine tætteste veninder er lige rundt om hjørnerne, min stamcafé og det hele emmer af hjem. Min ældste datter mener endda at Assistens kirkegården er vores have. Når der bliver skudt i gaderne, gør det mig virkelig ked af det. Min jyske familie har flere gange spurgt til, om det ikke er lidt farligt at bo her. Sådan oplever jeg det slet ikke, jeg kan ikke forestille mig et bedre sted at bo.

I dag cyklede jeg ned af Nørrebrogade med begge mine piger i ladcyklen, og så kom det her til mig. Jeg håber at jeg kan finde på punkter nok til at det kan blive en slags føljeton. Hvis I synes det er sjovt. Anyway, Nørrebro-mor confessions kommer her:

  • Rema1000 er åbnet ved Runddelen.
    Joy to the world #byensbedsteblepusher
  • Det eneste der er værre end at cykle bag en ladcykel, er selv at cykle på en ladcykel, bag en ladcykel
  • Ingen skyderier i en måned og vi er tilbage til landsbystilen
    Skrev egentlig det her skriv forleden dag. I nat har der åbenbart igen igen været skyderi i gaderne her. Så politi overalt i formiddags promenerede med barnevognen. Nørrebroerne virker ikke umiddelbart til at være rystede. Som en jeg kender skrev på Facebook: “vi opdager det kun, fordi medierne skriver om det
  • Meyers har fået oste-croissanter
    Just saaayin’. 
  • Hvis man siger Jægersborggade meget hurtigt, lyder det som Jespergade
    hilsen min 3 årige*

  • Assistensen skifter farve og det er så pænt <3 
  • Selv kioskerne sælger øko frugt/mælk/havregryn.
    2200 spelt

IMG_4648

Continue Reading

Kære A

Da du var helt nyfødt og jeg gik en tur med dig på Riget i den gennemsigtige plastikvugge spillede Mads Langers Elephant ud af højtalerne “she is so beautiful and i’m affraid of breaking her” .. jeg vidste godt at sangen var skrevet til en kæreste. Men jeg tænkte at det ligeså godt kunne være mig der havde skrevet den til dig. Du var den smukkeste baby jeg nogensinde havde set. 

Du strøg ud af maven på mig kl. 02:40. Da fødslen endelig gik igang, gik det stærkt. Der var helt stille og himlen over Blegdamsvej var kulsort. Du skreg. Jeg fik dig op og mine første ord til dig var “så så lille skat. Jeg skal nok passe på dog”. I et øjeblik føltes det som om, at der kun var dig og mig i verden.

Dagene efter var vi indlagt på Riget. Alt var egentlig fint, men fødslen, eller optakten til den havde været hård og lang, så de passede på os og holdt øje med os. Efter to dage hvor vi ikke forlod stuen bevægede vi os ud. Du fik en lille uldhue på og blev svøbt i dynen. Din far og jeg var skide nervøse for at der skulle ske dig noget. Vi snakkede om, og spurgte sygeplejerskerne til råds, om det nu var sikkert nok at gå uden for. Efterårssolen skinnede. Vi var ude i frisk luft, men kun kort. Vi ville så nødig ødelægge dig.

Dagen efter vi kom hjem, skulle vi med bussen ind til hospitalet. Der var FCK – Brøndby i Parken og jeg var rædselsslagen over de fulde mennesker i bussen. Allerhelst ville sidde hjemme i sengen og passe på dig.

Lige da du kom til verden, synede verden utrolig stor, styg, ond, beskidt, farlig og fyldt med bakterier for mig. Jeg kan huske hvordan din fætters løbende næse, næsten fik mit hjerte til at stoppe. Hvordan det at gå forbi en der røg en cigaret på gaden, gav mig lyst til at råbe. Jeg havde lyst til at bane vejen for dig, til at fjerne alt det farlige.

Med tiden har jeg dog besindet mig. Frisk luft, bakterier og snotnæser gør mig ikke længere nervøs. Du er nemlig en af de sejeste, jeg nogensinde har mødt. Da du var baby, var du lidt til den lille side, og du startede i vuggestue allerede da du var 10 måneder. Du var sgu lidt lille i det, dengang. Men du var og er bare skide sej. Der er sgu ingen der skal vælte dig omkuld. Du siger tydeligt fra og ved hvad du vil, og ikke vil. Dét er sejt. Du er alvorlig, klog og eftertænksom. Samtidig er du glad for fest og sjov i gaden. Du er en livsnyder der gerne vil på restaurant og bestiller allerede selv mad. Du er min smukke store unge. Du er verden sødeste og mest omsorgsfulde storesøster. Jeg kan se både mig selv, og din far i dig. Du har fået det bedste fra os, synes jeg. Du gør mig så uendeligt stolt.

Kære A, på de 3 år, der er gået, har jeg lært og følt at kærligheden i den grad tåler og udholder alt og at intet er så stort som en mors kærlighed til sit barn. Da jeg fik dig op på brystet den nat for 3 år siden vidste jeg, at jeg ville bruge hele mit liv på at passe på dig, at jeg ville ofre alt for dig – og det var ganske overvældende. Den nat for 3 år siden, vidste jeg ikke, at man kunne elske et lille bitte menneske så meget og jeg vidste slet ikke, at kærligheden ville blive ved med at vokse.
Jeg finder uendeligt meget styrke i at være din mor og det giver det hele så meget mening. Når alt har synet fuldstændig uoverskueligt, og verden har været i brand, kigger jeg på dig, og ved at jeg kan finde de mest ubeskrivelige urkræfter frem, for at beskytte dig.
Jeg elsker dig, mere end jeg kan beskrive. Jeg mener det når jeg skriver at jeg vil ofre alt, hvis det betyder at du og din søster har set godt.

IMG_1406
I’m curious, curious
Where this might end

Continue Reading

At blive mor

IMG_4586

I dag er det her 3 år siden. Det er 3 år siden, at jeg endelig kom på en fødestue. At det endelig føltes som om, at der nu var kort tid til at jeg endelig skulle møde min datter. Jeg havde et langt og bøvlet igangsættelsesforløb bag mig, og det at komme på fødestuen var fantastisk. Og skræmmende.

Der skulle gå mange timer, før hun gjorde sin ankomst. Jeg var på fødestuen i 14 timer før der rigtig skete noget. Min datter har først fødselsdag i morgen.

“Nu er der ingen vej tilbage” sagde jeg til jordemoderen, da hun tog vandet. Hun smilede og sagde “det har der ikke været i rigtig lang tid”. Jeg prøvede at virke som om at jeg glædede mig. Jeg vidste godt, at det var det største i verden jeg skulle opleve lige om lidt. Men jeg var så skræmt. Jeg tror ikke at der var nogen der opdagede det. Lige om lidt skulle jeg være mor. Og det var sgu da ikke sikkert, at jeg kunne finde ud af det?

Som udgangspunkt er jeg ikke ret glad for at prøve nye ting. Jeg er totalt tryghedsmenneske og bliver allerhelst i min comfortzone. Hvis jeg skal lære noget nyt, giver jeg ret hurtigt op, hvis jeg ikke kan lære det hurtigt. Det er f.eks. derfor at jeg hverken kan strikke eller tale spansk (efter 3 års højniveau i gymnasiet).

Det at skulle være mor var nervepirrende. Jeg havde aldrig prøvet det før, jeg havde ingen mulighed for at vide om jeg ville være god til det. Om jeg ville lykkedes med det. Jeg ville gerne give det kommende barn det bedste, men hvad hvis jeg ikke kunne?

Pludselig var hun ude. Så pludseligt som det kan være, når igangsættelsen har varet 3,5 døgn. Og da hun var der, var det som om, at jeg alligevel vidste hvad jeg skulle gøre.

3 år er ingen tid. Og samtidig al tid. Jeg har aldrig lært så meget på 3 år, som jeg har fra 2014 til 2017. Jeg har lært en masse om kærlighed, udholdenhed, afvikling, styrke og opofrelse. Alt var og er nyt, og heldigvis falder det meste mig ret naturligt. Jeg har lært, at det største ses i det/de små. At det er godt, at kaste sig ud i noget nyt og uprøvet.

Mange ting giver mening på en anden måde. Det at blive forladt, var hårdt. Selvfølgelig. Men jeg ville ikke ønske, at jeg aldrig havde mødt min eksmand for de børn vi har fået sammen, giver min verden så uendelig meget mening. Og på den måde, er det, at være blevet mor, på en måde langer than life for mig.

Hvis jeg havde kunne se ind i fremtiden, der på fødestuen for 3 år siden, havde det helt sikkert ikke hjulpet på skrækken. Tværtimod. Men jeg ville ikke gøre det om. Noget af det. Kære A, jeg elsker at være din mor. Med alt hvad det indebærer.

Continue Reading

Lort mødre siger…

Forleden skrev sjove Johanne, en liste over lort folk uden børn, siger til folk med børn. Jeg grinede højt og genkendte mange punkter. Som jeg engang læste et andet sted, så er de bedste forældre, dem der ikke selv har fået børn endnu. Det tror jeg er ret rigtigt. Det er tit (også i andre sammenhænge) nemt at kloge sig, men når man står i skyttegraven og bliver beskudt og er under maksimalt pres, så er de store tanker tit forsvundet som dug for solen. Virkeligheden som forælder, er en anden end den man forestiller sig – det tror jeg, at de fleste kan skrive under på. Ellers hører jeg gerne fra jer 😉

Min veninde Amalie svarede igen på Johannes indlæg, og skrev om, hvor meget lort folk med børn siger til folk uden børn. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig en lille smule ramt. Og da vi lavede en aftale om at drikke et glas vin når mine børn var puttet, og jeg sagde “jeg kan ikke lige sige et konkret tidspunkt endnu, det afhænger lidt af luren”, følte jeg mig som et mega irriterende menneske. For ja, det er ikke det nemmeste i verden, at lave en aftale med folk der har børn, og hvis man er så heldig at have fået en aftale, kan man risikere at den bliver udskudt eller at man får at vide, at man helst ikke må bruge dørtelefonen, men skal sende en SMS når man er fremme. Så ja, folk med børn er irriterende og bøvlede. Men folk uden, er sgu også ret gode til at kloge sig omkring noget, som de i virkeligheden ikke rigtig har haft mulighed for at prøve.

Jeg kom faktisk til at tænke på noget jeg skrev for halvandet år siden, der handlede om det lort mødre siger til hinanden. Man kan åbenbart ikke rigtig gå fri af folks lort? 😀

Nogle gange, ofte faktisk, synes jeg desværre, at der er sådan en kvinde er kvinde værst stemning. Især omkring det at have børn. Sikkert også omkring andre ting, men det kan jeg sgu snart ikke huske. Anyway, et indspark til lorte-listerne kommer her:

Lort mødre siger til hinanden: 

  • “Ej, så vred kan mit barn slet ikke blive”
    Altid godt at vide, når ens eget barn skriger og går helt amok*
  • “Mit barns livret er broccoli. Jeg tænker at det handler om hvilke vaner DU præsenterer barnet for” *
    Måske ja, men broccoli… Livret? Har dit barn ikke smagt pizza endnu?!

  • Så meget legetøj behøver mit barn ikke”
    Øh, nå? Så er det jo godt, at dit barn ikke bor i vores legoklods-helvede
  • “Hvilket tema har du tænkt dig at køre til barnets fødselsdag?”
    Er fødselsdag ikke sit eget tema? Navnligt, når man er så lille, at man ikke kan huske den sidste?
  • “Du skulle altså prøve en vikle. Det er det tryggeste for barnet, at blive båret på dig”
    Siges det, mens der skules ned til mit trygt sovende barn i barnevognen)
  • “Mit barn sover jo igennem”
    Det gider andre forældre ALDRIG høre
  • “Er du ikke bange for at aldersforskellen bliver for kort?”
    Øh jo. Nu du siger det – hvor afleverer jeg lillesøster henne?
  • “Altså, min dreng er simpelhen så fremmelig. Han vil bare frem i verden. Hvad har dit barn lært siden sidst?”
    Mit barn havde ikke lært en skid 😃)
  • “Den type mor, troede jeg ikke, at du var”
    For det første hvad betyder det? Hvem tror du at jeg er? For det andet, jeg tænker bare at jeg er mor, og ikke en bestemt type.

Fortsæt gerne listen i kommentarsporet 😉

For nogle måneder siden, skrev jeg om det her med de perfekte mødre. Noget af det mest irriterende jeg kan komme i tanke om, når det kommer til andre mødre, er når de er bedrevidende og fortæller mig ting om en bestemt måde at gøre tingene på, når jeg ikke har spurgt. Jeg har aldrig brugt en vikle og vi samsover som udgangspunkt ikke, nogle gange jo, men ikke som en fast ting. Mine døtre er mega trygge og glade alligevel. De spiser godt, sover godt, leger godt. Det jeg ville ønske alle mødre kunne blive enige om er, at børn er forskellige og mødre er forskellige og at vi nok allesammen gør det så godt vi kan.

96aed99a603575cb90d6b9d04f423b1b--sarcastic-funny-quotes-funny-sayings

Continue Reading

Søstre

“Sikke et smukt syn”. Jeg skubber dobbeltvognen med begge piger ned af Lundtoftegade, og vi møder en ældre dame. Pigerne er nu så store, at de kan sidde i klapvognen begge to og kigge ud. Jeg giver damen ret – de to sammen, er det smukkeste syn jeg kender.
Da jeg henter den efterhånden obligatoriske tebolle hos bageren, lader jeg vognen med pigerne stå ude på gaden – jeg kan se dem hele tiden. Mens de venter, kan jeg se at storesøster tager lillesøsters hånd. Det er ligefør, at jeg får tårer i øjnene. Forleden dag sagde hun “bare rolig, jeg skal nok passe på dig”.

Det er ret stort, at mærke hvor meget de allerede holder af hinanden. Den ene er knap 3 år og den anden 8 måneder. Men allerede har de noget sammen, som kun er deres. I går vendte den ældste hjem, efter 3 dage i Jylland med deres far – det er det længste vi har været adskilt, det længste pigerne har været adskilt. Der har været savn over hele linjen, Igår fik lillesøster et kys før der kunne blive tale om, at man sagde hej til sin mor. Lillesøster var ved at hoppe ud af sin egen krop af glæde. Det er hun altid, når hun får øje på sin storesøster. Inden de skulle putte, legede vi alle 3 på gulvet på deres værelse. Den lille rejste sig op af stolen storesøster sad på, prøvede at kravle op på hende, hvor hun var, skulle lillesøster være. Storesøster lod hende gøre det – det i sig selv er kærlighed 😉

Dengang jeg blev alene med dem, frygtede jeg, om det ville have indflydelse på deres indbyrdes forhold, eller måske nærmere storesøsters forhold til lillesøster, at de nu var blevet skilsmissebørn. De var jo virkelig nødt til at dele – hele tiden. Jeg var bange for at min ældste ville lade sine frustrationer gå ud over den yngste. Det skete heldigvis aldrig.

At blive mor, er klart det største jeg har oplevet i mit liv. Jeg har meget svært ved at forestille mig, at noget nogensinde skulle kunne komme til at slå det. Men det at opleve, sine to hjemmegroede små menneske få øjnene op for hinanden, vise hinanden omsorg og kærlighed, at fornemme hvordan man kan savne, selvom man kun er 8 måneder gammel. Det er sgu næsten ligeså stort.

Jeg er så stolt og lykkelig over, at have to der elsker hinanden.

 

IMG_4185

Continue Reading

Om feministiske initiativer

Havde egentlig planlagt et helt andet blogskriv i dag. Med dagens store nyhed om fødslen af det nye parti Feministisk Initiativ, må noget andet vige pladsen. Jeg har overvejet det her skriv nogle gange i løbet af dagen, for det hele er jo nyt endnu. Det er ikke sikkert jeg er eller bliver enig med alt hvad de står for. Men de skal fandeme bydes velkommen alligevel.

For først og fremmest, HURRA! Min gamle kollega er en af kvinderne bag. Det overrasker mig slet ikke, så sejt Marie <3

Da jeg var teenager gik jeg med et guld kvindetegn i en kæde om halsen. Jeg havde min mors gamle badge med et kvindetegn på min jakke. Jeg var meget optaget af feminisme. I alle årerne siden, har det interesseret mig. Jeg har læst kvindesagsbøger, bøger om kvindeliv, feministiske manifestationer og hørt kvindesagsmusik. Kort sagt interesseret mig for sagen og fulgt den. Min opdragelse bygger helt klart på feministiske grundsten. Jeg har aldrig oplevet, at mænd var vigtigere end kvinder, eller at man ikke kunne alt det man ville, når man var kvinde. Jeg har kun oplevet, at vi allesammen var lige gode når støvsugeren skulle svinges og at kvinder sagtens kan gå ud og få sig job og karriere.

Men det var først da jeg blev mor til en pige, at behøvede at mærke hvor vigtigt det var. Hvor mange forventninger der allerede var til hende inden hun var født og inden hun selv fik en fornemmelse af det med drenge og piger. Hvor mange kasser hun “skal”passe i og hvor mange normer der er, omkring børn (og mennesker i al almindelighed) og deres køn.

Da jeg blev enlig mor (til to piger) oplevede jeg virkelig frugten af de mange års kvindekamp. Jeg forstod at vi alle må kæmpe og hvor udsat man kan være. Jeg fik revet alt væk under mig. Vi levede sgu lidt som henne i 50’erne. Jeg var studerende, han hev pengene hjem, jeg vaskede tøjet og lavede maden.

Men det var ikke skamfuldt at være alene og der var flere steder med ressourcer jeg kunne trække på. I forbindelse med min skilsmisse og min nye rolle som enlig mor, har jeg flere gange glædet mig over de sikkerhedsnet, vi trods gevaldige nedskæringer på velfærden i det her land, alligevel har. De børneydelser og tilskud jeg kan få. Den gratis institutionsplads og de forhøjede børnepenge. Det at jeg ved, at jeg får de penge, giver en kæmpe ro. En ro som forplantet sig til børnene. De har ikke en mor der er bange, som frygter fremtiden eller som har økonomiske skrupler der holder hende vågen om natten.

Men har vi det så ikke godt nok? Det tror jeg sgu ikke. Skellet mellem rig og fattig er hastigt voksende. Velfærden er sgu ret hårdt truet i de her år og faktum er desværre stadig, at kvinder og mænd ikke får den samme løn for det samme arbejde. Det er sgu da for dårligt.

Jeg ved godt, at det ikke er alle der har det ligeså godt som mig. Mit ønske for kvinder der havner i min situation, er at de ikke behøver bekymre sig om økonomi og institutionspladser, penge til bleer og rugbrødsmadder. Men at de bare kan være noget for deres børn. Det er mit ønske for alle der ender i en livskrise, eller får brug for at trække på systemet, at der er et system og at det kan trækkes på.

Feministisk Initiativ skriver blandt andet det her i deres værdigrundlag:

“Vi kræver et samfund, som tager vare på alle menneskers behov og fundamentale ret til at være den, de er, uanset køn, opholdsstatus, kønsidentitet, etnicitet, alder, kønsudtryk, handicap, klasse, tro, religion, uddannelsesniveau, nationalitet og seksualitet”

Jeg har tit tænkt på, at det nok har været nemmere for mig, at blive enlig mor, end det kunne have været for andre. At jeg er en hvid, forholdsvis veluddannet, ung kvinde med egen lejlighed, har helt klart gjort det hele nemmere.

Og dét at Danmark nu har fået et nyt parti, der vil sørge for at passe på de enlige mødre og alle andre der er udsatte, gør mig glad helt ned i maven. Velkommen Feministisk Initiativ, jeg er sikker på, at der er brug for jer.

IMG_4456

Continue Reading

Savn

Igår sad jeg og skrev om det faktum, at min ældste datter fra i morges, er på tur med sin far. Jeg ser hende først fredag formiddag. Igår skrev jeg: Jeg savner hende allerede. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg er vant til at vi er sammen 24/7 – og at der er knald på. Så der bliver sikkert stille i det lille hjem de næste par dage. Lillesøsteren er begyndt at sige en lyd, der lyder utrolig meget som om hun siger sin storesøsters navn. Hun er så optaget af hende, hver morgen når hun får øje på hende, er hun ved at hoppe ud af sin egen lille krop, af bare begejstring. Så det er nok ikke kun mig der kommer til at savne.

Jeg skrev:

Som min kloge veninde sagde, det her kan ikke sminkes. Det er ikke sjovt. Det er svært at se fordelene ved det, og det gør mig trist, at det er sådan her det skal være. Man kan prøve at tænke positivt. Jeg ved at hun kommer hjem igen. Jeg ved at vi kommer til at snakke i telefon, og jeg glæder mig til at hun kommer hjem igen. Det fortæller jeg hende, men jeg fortæller hende ikke at mor har ondt i maven, og kommer til at savne hende helt vildt. Det synes jeg på ingen måde, at hun skal forholde sig til.

Men så skete der noget. Min datter var meget tydelig omkring, at det også er svært for hende.

I går morges, da jeg afleverede hende i børnehave, var det med en knude i maven. Jeg syntes det er svært at skulle undvære hende, det vil jeg gerne indrømme. Det sidste halve år, har jeg gjort alt hvad jeg kunne for at give mine børn tryghed og kærlighed. Jeg har sat mig selv på pause af flere omgange, for at lade deres behov komme først. Hverdagen kører, jeg er blevet vant til at have fart på. Vi kører på rutinerne. Om morgenen står jeg først om med lillesøster, skifter hende, giver hende tøj på, laver havregrød til dem begge. Giver lillesøster mad, drikker kaffe. Så står storesøster op, vi leger lidt på gulvet alle 3, jeg varmer havregrød igen, (de slemme morgener tager jeg dagens anden kop kaffe), spiser morgenmad med storesøster, vi finder tøj sammen (hej selvstændighedsalder), leger lidt mere, går i vaskekælderen eller afsted. Pakket med rygsække, pusletaske, sutteflaske, solhat, huer, skiftetøj og løbecykel. Det er hverdag, og vi er vant til det og det kører egentlig uden grus i maskineriet.

Senere da jeg hentede hende i børnehave, kunne man godt mærke at hun var mærket af, at skulle afsted. Vi snakkede om det, og hun begyndte at græde. Jeg krammede hende, og spurgte hvorfor hun var ked af det, hun var dygtig til at beskrive det for mig. Det handlede kort sagt om, det at skulle afsted. Hun ville gerne afsted, men ville også gerne blive hjemme. Hun bliver 3 år om under to uger. Det er tydeligt, at hun er begyndt at forstå, hvad det vil sige at være skilsmissebarn. At det er at være sammen med den ene forælder, nogle gange udelukker den anden. Og det er fandeme hjerteskærende at være vidne til. I nat vågnede hun flere gange, og jeg skulle ligge sammen med hende, så det gjorde jeg. Hun havde brug for den ekstra tryghed, og det var fint at kunne give hende den.

Her til morgen, stod hun op og var glad. Vi pakkede kuffert, snakkede om hvilket legetøj det kunne være rart at have med. At vi skulle huske badetøjet, så hun kan komme i svømmehallen. Ingen tårer, ingen behov for kram og trøst. Hun var glad, og så frem til at skulle afsted.
Mine døtres far kom og hentede den ældste. Vi spiste morgenmad sammen alle 4 og efter en times tid, drog de to afsted. Min morgenrutine var med andre ord aflyst i morges. Da jeg havde lukket døren bag dem, og sunket klumpen i halsen, gik jeg ind for at putte lillesøster til lur. Da hun sov, smed jeg mig i min seng, lå og læste lidt, og faldt i søvn. Klokken 12:30 havde jeg stadig nattøj på. Senere gik vi ud, sad på en bænk i Hans Tausensparken, midt på dagen, som en almindelig barselsmor. Der er pludselig meget tid, når man ikke skal indregne ture til børnehaven og alt muligt andet. Måske lidt for meget tid?

I løbet af dagen har jeg fået billeder af en smilende pige. I går var jeg i tvivl om, hun var klar til at skulle afsted. Jeg vidste, at jeg ville kunne mande mig op, klare savnet, fordi jeg er voksen og fordi jeg har en anden fornemmelse af tiden – fordi jeg har en fornemmelse af tiden. Men hun var glad i morges og ser ud til at nyde turen. Det var hjerteskærende igår, at høre hende sætte ord på. Men jeg er godt nok glad for at hun kan, stolt af hende og tænker at det nok er godt at vi kan snakke om det. At hun ved, at hun kommer hjem igen, og at det er okay at savne og at man kan glæde sig til at se hinanden igen.

Indtil vi ses, ved jeg at hun bliver forkælet af sine bedsteforældre og af sin far. I aften kommer min mor med lækker aftensmad, og i morgen passer min veninde lillesøster, så jeg kan forkæle mig selv. Jeg kan mærke, at jeg brug for at have ting på programmet. For her er mærkbart mere stille, mindre rodet og tiden går langsommere. Jeg glæder mig til, at få min store, seje og kloge pige hjem igen. Og jeg er sikker på, at hun også er klar til at vende hjem når vi rammer fredag. Indtil da, må vi have det så rart vi kan, uden hinanden.

 

Continue Reading