28 år

I går var det min fødselsdag. Jeg har før skrevet om det der med de svære mærkedage i kølvandet på skilsmisse. Og man skulle da også tro, at sådan en fødselsdag ville blive forbigået i tavshed og dagligdags praktiske gøremål, når husstanden herhjemme tæller en 28 årig, en 3 årig og en på 9 måneder. Men nej. Jeg havde den bedste dag.

Sidste år skrev jeg om, at have sin første fødselsdag som voksen, en fødselsdag hvor jeg ikke forventede noget. Den her fødselsdag var lidt anerledes. På den måde, at jeg faktisk ikke havde skænket den så mange tanker. Lige pludselig var det d. 18. Og hvilken dag det var.

Tirsdag aften var jeg ude og spise med verdens bedste Amalie. Det gav jeg nemlig hende i fødselsdagsgave, i sommer, fordi hun er en helt ekstraordinær god ven. Imens passede min mor mine døtre. Sidst på aftenen sendte hun en SMS om at hun havde redt op til mig på sofaen, så jeg kunne få sovet. Folk med små børn vil vide, at det i sig selv er en kæmpe gave.

Onsdag vågnede jeg selvfølgelig 6:30, og kunne ikke sove mere. Men det gjorde ikke noget. Min mor kom ind med mindste-datteren og vi drak morgenkaffe. Jeg havde tid til et morgenbad (endnu en gave). Derefter stod den på en lægetid jeg har udskudt lidt for længe. Derefter brunch med bobler på Sult. En Tivolitur hvor jeg havde tid og mulighed for at køre i karrusel med den 3-årige. Senere shoppede vi børne-vinterstøvler med god rabat. Dagen sluttede med tapas, flere bobler og selskab af mine forældre, bror og hans søde kæreste.

På den måde blev min 28-års fødselsdag både luksus-agtig, praktisk, fyldt med nærvær, vigtige gøremål, kærlighed og så er jeg nu så gammel at det virkelig tæller som en luksus at begge børns vintergarderober er på plads. Og på den måde kunne jeg faktisk ikke have haft en bedre dag.

Hele dagen mærkede jeg, at det slet ikke er et spor ensomt liv jeg har. Der er mange der virkelig passer på mig, forkæler sender rørende søde fødselsdagshilsner som emmer af kærlighed og omsorg. På lørdag sender jeg begge børn på overnatning hos mormor og morfar, og så er det tid til at give lidt tilbage. Min allernærmeste veninder skal forkæles med god mad og rødvin. Life is faktisk great.

28 år – med mørkere rander end nogensinde før. Blomster fra min søde overbo
og fødselsdagsgave-hårbånd fra eksmand og børn.
This is the new normal

Continue Reading

Going on 28

I morgen er det min fødselsdag. Min 28 års fødselsdag. Sølle 28. Eller. Altså. På en måde, er det jo lige som det skal være. Men samtidig, kan jeg næsten ikke forstå at jeg kan nøjes med 28. Det er sgu ikke ret meget.

Jeg føler mig ikke særlig ung. Ikke særlig 28. Jeg har sgu allerede oplevet så mange ting. Så mange sindssyge ting at det er svært at forstå.

Men det er også en lettelse. Jeg tænker rigtig meget over fremtiden i de her dage. Og her er det sgu en lettelse at det ikke er værre med alderen. Jeg tror ikke at jeg er færdig med at få børn. Jeg er heller ikke færdig med at uddanne mig.

Og så er der jo alt det der med skilsmisse og mærkedage. I morgen er det min første fødselsdag som fraskilt. Sidste år skrev jeg om min første fødselsdag som voksen. En fødselsdag der bar præg af at min daværende mand havde været syg.

I weekenden batlede jeg ret meget med den der ensomshedsfølelse. Den kan være ret gennemtrængende særlig fredag aften og søndag eftermiddag.

Når alt det er sagt. Så har jeg faktisk mod på det. På det alt sammen. Hvis der er noget jeg har lært i mit 27. år, så er det at alt er foranderligt og intet er ret sikkert. Men også at alt er muligt, hvis man er klar til at kæmpe. Jeg er sikker på at 28, bliver mit år. Og at det må blive de gode overraskelsers år.


Continue Reading

Fra skuffen #5

Jeg har tidligere udgivet skriverier fra min skuffe. Jeg holdt et par måneders blogpause, mens skilsmissen stod i lys lue. Det betød dog ikke, at jeg ikke fik skrevet. Nedenstående fra skuffen-skriv, er dog ikke så gammelt. Men læs flere skriv fra min skuffe herherher og her.

 

At være en familie

En gammel klassekammerat offentliggjorde igår et billede af hans nyfødte datter. Selvom han er typen der lavet lidt sjov med det og ikke er så højtidelig, emmer det alligevel af kærlighed. Først bliver jeg rørt, glad på deres vegne og tænker at det er så stort at blive forældre for første gang. Så bliver jeg lidt irriteret, og lidt sur. Sur over alt det som det ikke blev for mig. Og ked af at det aldrig kommer igen. Virkelig ulykkelig over, at den allermest særlige tid blev taget fra mig. Jeg lover mig selv, at jeg ikke er færdig med at få børn. Jeg er nødt til at prøve det igen.

Forleden dag er pigerne og jeg på vej hjem fra weekendbesøg hos mormor og morfar. Jeg øje på et par. De har en barnevogn med. Og en lille dreng der er på alder med min yngste datter. På Hellerup station sidder de og fjoller med ham. Er sammen om ham. Sammen.  De snakker og griner af et eller andet han gør med sin hue. Jeg kigger ned i min dobbeltvogn der er læsset med børn og de alle pakkenelliker, vi har haft brug for for at være på weekend. Den yngste sover trygt. Den ældste smiler op til mig. Jeg kan høre kvinden ved siden af grine.
Var vi mon også sådan, dengang, med bare et barn og to forældre? Måske. Eller det var vi. Nogle gange. Håbløst lykkelige. Og uvidende om hvad der ventede. Men vi havde også vores og slås med. Sygdommen der kom og gik. Og som jeg altid frygtede.

Parret står af på Nørrebro station, ligesom os. Men er hurtigere henne ved elevatoren end mig. De kom på toget først. Først til den forreste vogn. Jeg snakker med min ældste datter. Om at nu er vi hjemme på Nørrebro. At gaderne nedenfor hedder Nørrebrogade og Frederikssundsvej. Manden foran mig bukker sig ind foran kvinden. Jeg kigger væk. Jeg vil ikke se det. Jeg kan åbenbart stadig ikke rigtig holde ud at se et lykkeligt par kysse hinanden. Ihvertfald ikke denne søndag.

 

Continue Reading

Børneafdelingen tur-retur

“I får stue 1 – jeg tror faktisk det er den samme som sidst”. 

Før jeg blev gravid første gang, havde jeg aldrig prøvet at være indlagt på et hospital. Jeg har været på skadestuen 2 gange, men ellers har hospitaler været ret uudforsket land for mig. Med børnene blev det anderledes, skal jeg da lige love for. Begge mine graviditeter er endt med igangsættelser, da jeg var gravid i vinter havde jeg 24 timer til observation efter et møde med en bildør, og så var der jo hele frem og tilbage til Riget-showet i foråret. Jeg har været meget på hospital – på et særligt hospital, that is.

Tirsdag aften tog vi en tur mere. Lillesøster og jeg har – igen – været en tur forbi Rigshospitalets børneafdeling.

Vi havde en helt almindelig og stille eftermiddag og aften. Pigernes far hentede den  store fra børnehave og jeg havde lavet lasagne. Begge piger ELSKER lasagne og spiste med stor appetit. Lillesøster rå-åd og det gik hurtigt. For hurtigt. Og det gik galt. Hun fik et stykke i den gale hals og hostede som en gal. Vi dunkede hende i ryggen og lavede alle de der ting man skal når små børn får noget i den gale hals og ud fløj et stykke lasagneplade. Pyha. Men hun blev ved med at hoste. Gentagende gange og med korte intervaller. Det var svært at vurdere om det var en efterreaktion, eller om der sad mere tilbage. Men jeg fik ondt i maven og dårlige nerver. Derfor ringede jeg til 1813. Sygeplejersken var heller ikke vild med hosten, og selv lillesøster hverken havde blå læber eller decideret åndedrætsbesvær og ellers var i fint humør, mente sygeplejersken at vi skulle tage på børneafdelingen.

Jeg bestilte en taxa og tog lillesøster med ned på gaden og vente. Vi ventede og ventede. 15 minutter senere får jeg en SMS fra selskabet om at den er afmeldt. Jeg bruger aldrig 4×35 igen, det er fandeme for dårligt. Det lykkedes til sidst at komme igennem til et andet sted, der selvom der var en times ventetid, forstod alvoren og 5 minutter senere sad jeg i en vogn.

På Rigshospitalet var der en del ventetid. Ikke til lægen, eller de undersøgelser der skulle til. Men jeg ventede 3 timer på, at lægen fik fat i den kirurg der skulle bestemme hvorvidt min datter skulle have en kikkertoperation for at få pillet den rest lasagne op, som et røntgenbillede måske viste.

Der nåede faktisk ikke at komme en rigtig afgørelse, før en sød sygeplejeske kom og sagde at nu havde hun fundet en stue til os. I det øjeblik, begyndte jeg at tude. Ikke igen! tænkte jeg. Senere tænkte jeg, at jeg virkelig ville ønske at jeg kunne klone mig selv. Det kan gøre ondt helt ind i hjertet på mig, at jeg ikke kan være hos begge mine piger, når vi er sådan nogle her situationer.

“Jeg ved ikke hvad fanden jeg har gjort”, sagde jeg hulkende til en veninde i telefonen. Nogle gange føler jeg simpelthen at jeg bliver udfordret helt sindssygt og testet til grænsen.

Onsdag morgen blev min datter undersøgt af en kirurg og fik taget et nyt røntgenbillede. Resultatet var heldigvis at hun slap for kikkertoperation og at vi kunne vende hjem. Efter at have fastet i næsten 12 timer gik vi ombord i frokostbuffeten på børneafdelingen. Min store lille baby var så sej og glad hele vejen igennem og jeg er dybt imponeret af hendes altid gode humør og kampånd. Natten til onsdag sov vi ikke ret meget og så måtte hun ikke spise i tilfælde af operation, alligevel kravlede hun rundt og undersøgte hele legetummet på afdelingen og smilede til alle sygeplejersker og læger. Seje unge ❤️

Nu er vi heldigvis hjemme igen og den almindelige hverdag har indfundet sig. Jeg har det lidt, som jeg havde det efter den sidste indlæggelse, nu føler jeg igen, at mit liv nærmest er nemt, når bare mine børn ikke er syge. Det er en kæmpe frihed, ikke at skulle være på hospital. Selvom vi kun var der i 16 timer og selvom personalet på børneafdelingen er verdens sødeste, så er der sgu intet som at være hjemme. Hjemmelavet mad, begge pigers selskab, at kunne gå ud i den friske luft, lege med LEGO og bare være os. Det er det bedste jeg ved ❤️

 

 

Continue Reading