At være så træt, at det kan ses

Jeg går tit ad de sædvanelige barsels/gå tur med barnevognen ruter her på Nørrebro. Det vil blandt andet sige Stefansgade/Jægersborggade-kvarteret og selvfølgelig Assistensen. Her vrimler det med barnevogne. Dyre smarte barnevogne. Min barnevogn har lige fået skiftet forhjulene, de var rustne og smadrede, de gamle. Men okay, det er også snart 3,5 år siden den blev købt. Nogle gange knirker vognen lidt. Der er et hul i stoffet foran, en lille flænge. Ikke noget der betyder noget. Andet end udseendet, selvfølgelig.

Jeg føler mig lidt som den menneskelige udgave af den barnevogn. Jeg er slidt at se på. Ikke decideret i stykker, men bare lidt slidt. Med flere gode år i sig. De mange nætter med afbrudt søvn viser sine tydelige spor, om morgenen når jeg ikke altid at få make-up på. Det er heller ikke altid jeg når at få kontaktlinser i. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har købt nyt tøj. Det meste af det jeg går i, er gamle lidt halv-slidte t-shirt kjoler. Min yngste datter har været snottet i flere uger, og jeg kan simpelthen ikke holde ud hvis hun tørre sin næse af i mine Mads Nørgaard skjortekjoler, eller mit Stine Goya loppefund. Om morgenen prioritere jeg, at lave fletninger på ældsten, få alle mand i rent tøj, lege og lave havregrød, ordne og dutte i en uendelighed. Alt sammen ting, der sætter mine egne behov til side. For, hvor vigtigt er make-up, når der er kvalitetstid med ungerne på højkant? Dertil kommer, at den lille har en lille smule seperationsangst, så at lukke badeværelsesdøren er udelukket. Hvis den er åben stikker hun hele hovedet ned i toiletkummen, bider i toiletbrættet og forsøger at lege med toiletbørsten. Så det er en udfordring.

De andre mødre, på de der barnevognstur-ruter, ser sgu ret godt ud. De er ikke så smadrede at se på. Deres barnevogne er nye. Uknirkende. Deres hår ser rent ud. Randerne under deres øjne er til at overse. Deres tøj ser smart og nyt ud. Intet tyder på snotnæse-aftryk. Jeg er mildest talt imponeret.

Da jeg fortalte min mor, om disse smukke smarte mødre, sagde hun “mon ikke det er deres første barn?” Og det er selvfølgelig ikke til at vide. Men jeg tror det lidt. Dermed ikke sagt, at det ikke er hårdt at have et barn og være på barsel med det. For det er det. Jeg kan selv huske, at jeg synes det var hårdt. Trængte til at komme ud lidt selv. På en eller anden måde, tror jeg, at jeg syntes at det var ligeså hårdt dengang, som jeg synes nu. For man kender jo ikke andet. Det er hårdt, at få frarøvet sin nattesøvn. At vende sig til, at skulle opfylde et lille menneskes behov 24/7. At sætte sig selv på pause. Konstant.

Men det ændre jo ikke på, at der nok er lidt mere tid at gøre med.
Heldigvis ved jeg, at jeg igen får tid til make-up. At snotnæserne stopper med at løbe, at some point. At alting jo bare en fase.
Det ER en fase.

Weekends-tjuhej

Jeg har haft adskillelige blogskriv i ærmet, siden jeg skrev herinde sidst. Alligevel er det ikke rigtig blevet til noget. Det er der selvfølgelig flere gode grunde til. Først og fremmest, synes jeg virkelig at dagene æder hinanden. I dag er det søndag, det synes jeg sgu lige at det har været. Jeg får ikke ret meget søvn for tiden. I ugen der er gået, har pigerne været vågne på skift i løbet af natten. Den ene skal tisse og have hjælp til at finde sin sut. Den anden skal bare have hjælp til at falde i søvn igen – noget der heldigvis oftest kan klares med en hånd på ryggen og lidt nus. Efter de vågne seancer plejer jeg som regel at falde i søvn igen, men ikke i den her uge. Der foregår en masse ting oppe i knolden på mig. Meget af det handler om fremtid. Min barsel er snart slut.

Weekenden er normalt ikke der jeg har mest tid. Oftest ser vi pigernes far om lørdagen (det gjorde vi også i går). Vi tager på tur, eller leger hjemme hos os, spiser aftensmad sammen, og har det ok moderne. I går brugte vi den også på aflusning – gotta love institutionsliv!
Søndag er min alene-dag med dem. En dag der ikke er brudt op af institution eller hverdags-trommerum. En dag der bare er vores. Hele dagen. Disse søndage kan godt føles meget længe. Dels fordi, at børn har det med at stå tidligt op. Dels fordi det ikke altid er helt nemt at finde på sjove ting at lave, som både tilgodeser en på 10 måneder og en på 3 år. Her til morgen blev det en tur i ladcyklen. Ned til Føtex for at købe ind til banankage, og for at få en tebolle. De elsker at sidde i ladcyklen sammen, og når jeg sætter dem begge to op i en indkøbsvogn, så har de en fest. Så tak til Føtex for at sikre underholdningen 😀

Vi nåede hjem igen inden regnen for alvor kom. Vi var tidligt oppe, og har allerede oplevet en masse. Hvilket åbenbart har resulteret i, at begge børn trængte til en formiddagslur. Det er ikke sket i adskillige måneder. Jeg er helt overrasket og ved næsten ikke hvad jeg skal stille op med mig selv.

Eller.. Jo! Det ved jeg. Der skal lades op. Har lige hevet nybagte boller ud af ovnen, og havde åndsnærværelse nok til at få dynen med ind på sofaen. Senere tror jeg, at vi skal til et børnejazz-julearrangement på en café tæt på os.

Søndag.. Du er fandeme helt i orden.

 

Ps. Jeg opdaterer jævnligt på Instagram, så følg med derinde, hvis du synes der er lidt stille på bloggen. 

 

Om lange dage

“Dagene er lange og årene korte”. Det var der engang en der sagde til mig, da snakken faldt på det at være forælder. Det er meget rigtigt synes jeg.

For tiden er dagene virkelig lange. Alt i mens er min baby begyndt at rejse sig selv op, og er passeret de 10 måneder. Snart er hun et år, og det er for vildt. Den store er bare stor, og overrasker mig dagligt med ting hun siger, forstår og kan. Det går lynhamrende stærkt.

Men, dagene er godt nok også lange.
Bare tag i lørdags.
Vi var oppe klokken 6, alle tre. Vi lå lidt og krammede og puttede i min seng. Stod op, og kom igang med dagen. Men pludselig. Midt i havregrødskogningen, begyndte den store og klage over ondt i nakken. Det blev værre og værre. Hun skreg og hylede. Ville ikke bevæge sig. Jeg blev bange. Satte mig på gulvet med hende på skødet og ringede 1813. Hun havde ikke feber, men alligevel ville de gerne se os på Bispebjerg. Jeg bar hende ind foran computeren, og fik den – nu kolde – havregrød i begge piger. Fik dem pakket sammen, pakket snacks, bleer, drikkedunke, sutteflasker og diverse fornødenheder. Nu er jeg jo efterhånden helt øvet ud i det, at tage med børn på hospital. Det gælder om at være forberedt, skulle jeg lige hilse og sige. Klokken var omkring 8, da jeg skubbede dobbelt-klapvognen ud af hoveddøren. Det føltes lidt som om vi var alene i verden. De fleste af dem jeg sms’ede til og prøvede at få fat på, sov tydeligvis endnu. Afsted kom vi. Ind i bus. Ud af bus. Forbi vejarbejde. Gennem regnen. Hen til akutmodtagelsen. Vente vente vente.


“Mor, jeg har ikke ondt i nakken mere” sagde barnet, alt i mens hun hoppede rundt i venteværelset.
Super!

Ind til lægen, lægen undersøgte. Barn strittede imod. Lillesøster vågnede i klapvognen. “Børn kan også få hold i nakken”. Pyh. Altså ingen meningitis – som virkelig er en af mine største skrækscenarier.
Børn op i klapvogn. En bolle til dem hver. På med regnslag. Ud i regnen. Savnede lidt vinduesviskere på brillen. Jeg havde sjovt nok ikke nået, at få linser i.

 

Da vi kom hjem, kom min mor. Min ældste og jeg tog en lur sammen. Vi vågnede. Alt var godt. Ingen hold i nakken mere. Bare krudt og godt humør. Vi havde egentlig planlagt, at skulle på julemarked, og nu var der ikke noget der stoppede os mere. Ud igen. Med børn, udstyr, bleer og alle vores pakkenelliker.

Julemarked var et hit. Jeg startede en ny juletradition på stedet, og lod min ældste datter vælge en  julekugle. Tænker at vi kan fortsætte stilen hvert år. Det bliver sikkert et mærkeligt miskmask af pynt, men det er der nu også noget skønt i. Efter julemarked tog vi på café. Lillesøster tog sig verdens længste lur.

Da tusmørket begyndte at indfinde sig, drog vi hjem. Hjem og spise aftensmad. Bade. Lege. Nattøj på. Godnathistorielæsning.

Kl. 19.30 var der ro.

Verdens længste lørdag.

Og sådan er dagene lidt for tiden synes jeg. Vi står absurd tidligt op, i morges var den 5.
Så ja. Dagene er lange. Men årene er korte. Jeg prøver alt hvad jeg kan, at nyde dagene. Også de lange. Dem med hospitalsbesøg og regnvejr på brillerne. Når man lige når at frygte sygdomme og alverdens ulykker, giver det sig selv. At nyde ungerne. Også når de står op klokken 5.

Solitude

I går havde jeg virkelig dårlige timer. Jeg er egentlig ret god til at finde det gode humør frem. Se lyset i det mørke. Jeg ved at alting er en fase, og jeg er god til at fortælle mig selv det.

Men i går ved middagstid, fløj der er en stor mørk regnsky ind foran hovedet på mig. Den var ikke lige sådan at få væk igen.

Regnskyen fik mig til at tænke på, hvor alene jeg kan være. Hvor alene jeg tit er. Sådan noget sygdom og enlig mor-liv, kan virkelig få følelsen af ensomhed og alenehed til at vokse. Jeg havde ret meget brug for at ringe til nogen lige der. Til at der kom nogen. Men jeg kunne ikke lige finde ud af hvem jeg skulle række ud efter. Folk der ikke er på barsel, går jo på arbejde. Alle har deres at slås med. Mange af mine veninder, går selv og bokser med forskellige ting. På en måde, når jeg har de mørkeste briller på kan jeg også godt få det lidt sådan, at jeg skal tage mig sammen, og at jeg har opbrugt min kvote. Jeg bør være kommet længere. Jeg bør have fattet, at det er mit liv nu og jeg bør være faldet på plads i det. Men så enkelt er det jo ikke. Det at være på barsel, kan i sig selv være en ensom fornøjelse.

Det der hjalp igår,var at gøre noget andet. Sådan rent fysisk at rykke sig fra sofaen og tristheden. At gå ned med vasketøj. At putte barnet i barnevognen og mærke den kolde luft i ansigtet. Så det vil jeg huske. Det er oftest det der virker mest uoverskueligt, at gå ud i verden og gøre ting. Men det er det der hjælper mest. Note to self!

I dag var bedre. Af en eller anden grund. Selvom jeg havde en aftale der blev aflyst. Noget der igår nok ville have gjort mig helt ekstremt ked af det. Jeg blev også ret ærgerlig over det i dag, men bestemte mig for at ryste det af mig. Da babyen havde sovet en lang lur, gik vi ud. Tog i legestue. Gik ud i virkeligheden og var blandt andre mennesker. På vejen ned og hente storesøster, mødte jeg en gammel studieveninde der spurgte om vi ikke snart skal drikke kaffe. Og det skal vi <3 Mødte også en fra min mødregruppe to gange, og det er sgu rart (for sådan en ekstrovert type som mig) at sludre med andre voksne mennesker i løbet af dagen. Det er ret nødvendigt for mig, kan jeg mærke.

Når alt kommer til alt, er jeg ikke spor alene. Altså, jeg bor alene med to børn og er ikke i sådan et der parforhold og alt det. Men jeg er ikke alene. Mit liv er ikke ensomt. Jeg ved, at jeg har mange der tjekker op på hvordan jeg har det, som bekymrer sig for mit ve og vel og som er villige til at steppe ind og hjælpe, når de kan. Mange som gerne vil drikke kaffe/rødvin/sludre og sladre. Tit kan det heldigvis også godt lade sig gøre.

Med tiden har jeg fået en livsfilosofi, eller a way of life, der handler om, at jeg vil være i godt humør. Så meget det overhovedet kan lade sig gøre. Alt det tunge, skal ikke tynge mig ned. Det vil jeg simpelthen ikke være med til. I dag brugte jeg virkelig de tanker, hankede op i mig selv, gik ud og var glad. For mig hjælper det virkelig. For nu, er jeg glad igen. Som jeg sagde til min store datter i morges “i dag regner det ikke, solen skinner og himlen er lyseblå”. Det er sgu vigtigt at fokusere på.

 

Ud på tur – aldrig sur! Heldigvis har jeg verdens gladeste og mest nysgerrige baby, som min tur-makker <3

 

Jeg jinxede…

I løbet af weekenden og igår, har jeg fortalt alle det kunne interessere, at lillesøsters søvn uvaner var på vej væk, og at hun nu kun var vågen en gang i løbet af natten. Som den – alligevel relativt erfarne – småbørnsmor, jeg jo er, burde jeg godt nok have vidst bedre. For selvfølgelig hørte lillesøster mine roser og mærkede at jeg nok begyndte at tro på, at hun ville sove igennem. Og hvad gør man så, når man er baby? Man siger “det kan du f*ndeme glemme, mor!” og begynder at sove som vinden blæser igen.

Jeg har samtidig fortalt flere, at nu gik det bedre med helbredet – at jeg var ved at blive rask. Hah! Hvad gør kroppen, når man siger sådan?Den siger “det skal du sgu ikke bestemme”, og giver en feber. I formiddags fik jeg dog en lur på næsten 2 timer, sammen med søvnterroristen, og det hjalp lidt på det hele. Men hold nu op, hvor er jeg træt! Og hvor er der meget der skal ordnes og klares.

Så, for ikke at jinxe noget, så er jeg træt, vedblivende syg, begge mine børn var vågne i nat og gør det helt sikkert igen i nat. Jeg forventer ingen mirakler eller søvn i lange intervaller. Det regner jeg med, at universet har forstået nu? Aldrig mere vil jeg være kæphøj og have høje forventninger til helbred og søvn.

      Hvad skulle man gøre uden det her sæt?

 

Picture perfect

Havregrødsgryde og tallerkner står i køkkenvasken. Opvaskeren er stadig fuld og det virker uoverskueligt at gøre noget ved det.

Jeg er blevet syg. Jeg har ondt i halsen, feber, hoster og har ingen stemme. Heldigvis sov pigerne godt i nat og jeg behøvede ikke at stå op før kl. 7. Alligevel er jeg træt. Ikke søvnig. Men sådan træt i kroppen. På sygdoms måden.

De sidste 14 dage har jeg hostet. Eller haft noget med halsen i forskellig variation. Men nu topper det. Det håber jeg i hvert fald.

Pigerne er kommet i tøjet, har fået morgenmad, fået redt hår, børstet tænder, fået vitaminer og den yngste rene bleer. Alt det er en selvfølgelighed, det skal de ha! Selvfølgelig. Men når man er syg og enlig mor, er det lidt hårdt at holde skuden oppe for os alle tre. Jeg har således fedtet hår, briller og daggammel make up og er stadig iført nattøjet.

I går aftes da pigerne sov og jeg havde sofatid, lå jeg og gloede ind i min telefon. Henne på Instagram ligner det, at alle er kreative, på ferie, ude at shoppe, i spa, spiser sund og smuk mad, træner, er til noget smart og kulturelt, og i øvrigt har smukke hjem uden havregrødsgryder der trænger til at blive vasket op.

Jeg har det faktisk virkelig fint med mit liv, mig selv, mit hjem og hvad jeg evner og kan. Her er oftest rent og ryddet op. Børnene er rene og pæne. Jeg er det også (de fleste dage i hvert fald). Vi har det godt og spiser sund og hjemmelavet mad og alt det der. Alligevel, kan jeg sgu godt blive ret træt af, at alt det perfekte er det der fylder så meget.

Johanne fra nutidensmor har lavet en undersøgelse på Instagram, hvor hun spørger om, folk tror at nogle Instagramprofiler eller billeder, kan få andre til at få det dårligt med selv eller give en følelse af utilstrækkelighed. 4 % svarer nej, 96 % svarer ja. Bag de 96 procent gemmer sig 3627 mennesker. Det er alligevel ret påfaldende. Men slet ikke mærkeligt, synes jeg. For der igår. Da jeg lå helt sølle og alene på sofaen, med manglende stemme og ondt i alle knogler, tænkte jeg, at jeg var imponeret over andre menneskers aktivitetsniveau og det overskud de ligger for dagen (Instagram). Jeg er heldigvis godt klar over, at det ikke er virkelighed og lur mig om ikke de fleste har rod i hjørnerne og dage hvor det hele er lidt grimt. Jeg tror det.

Rise and shine

De sidste 14 dage, har jeg fået ubehageligt lidt søvn. Min yngste har været vågen 3-4 gange om natten og er stået op ved 5-tiden. Hun har ikke spildt tiden med at sove, kan man sige. Det har været lidt hårdt, og jeg har været meget træt. Lige præcis i perioder med sådan nogle nætter, er det hårdt at være alene. Ekstra hårdt. Der er ikke ekstra hjælp at hente om natten, og dagen efter skal vores hverdags-hamsterhjul jo køre alligevel.

Heldigvis er jeg vist ved at blive et rigtigt A-menneske. Jeg plejer at sove senest klokken 22:00. Nogle aftener tænker jeg meget over, at mit liv på en måde er lidt kedeligt – men også at jeg jo samtidig aldrig keder mig. De fleste 28-årige kommer helt sikkert meget mere ud, end jeg gør. Oplever flere spændende ting, tænker jeg. Men faktisk er det helt okay sådan her – det sidste år har været så langt fra kedeligt, det har ligesom været lidt for action packed. Nu er der faldet totalt ro på, og jeg ved altid hvad jeg skal og vi har vores hverdag med rutiner. Jeg kan faktisk virkelig godt lide det.

I nat var yngsten vågen 2 gange. En gang ved 1-tiden og en ved 4-tiden. Efter den seneste opvågning kunne jeg ikke selv falde til ro igen. I går havde jeg virkelig ondt i halsen og nu har hosten overtaget. For ikke at vække pigerne, er jeg trukket ind på sofaen. Så nu – klokken 6 – sidder jeg her med tæppe på, jeg drikker te og læser Alt for damerne. Underligt nok, er jeg ikke spor træt. Måske vænner man sig bare hurtigt til manglende søvn? Jeg ved det ikke.

Der er noget helt særligt over at være tidligt oppe alene. Det sker nærmest aldrig. Ej, det sker aldrig. Der er helt sort ude i min gård. Mine piger sover trygt og godt. Det føles lidt som om, at det hele står stille. At være alene på det her tidspunkt, giver virkelig tankerne frit løb (som man nok fornemmer). Men på trods af manglende søvn, ensformige aftener med lasagne, leg, badning af børn, godnathistorielæsning osv., så synes jeg faktisk, at mit liv er ret godt. Jeg er ret meget der, hvor jeg gerne vil være.

Godmorgen.

Det er en fase!

Det er en fase
Det er en fase
DET ER EN FASE!!
 
I nat var min baby vågen intet mindre end 4 gange.

Den sidste af gangene, var klokken lidt i fem, og der var hun overbevist om at det var morgen. I en over en time prøvede jeg at overbevise hende om det modsatte og til sidst lykkedes det og hun sov videre.

Da hun har sovet cirka et kvarter i armene på mig, og jeg har blundet lidt, bliver der kaldt inde fra børneværelset “jeg er vågen, moaar”.. Så. Det var så den nat pg den søvn. For en gangs skyld havde jeg været smart og forudseende og gik i seng halv ni, så jeg er heldigvis ikke så smadret som jeg kunne være.

Jeg har øvet mig meget i, ikke at blive irriteret over at skulle så tidligt op/blive vækket/at ungerne rotter sig sammen og er vågne på skift. For selvom det nogle gange føles sådan, så gør de det nok ikke med vilje 😃 min og deres morgen bliver i øvrigt kun værre af, at mor er i underskud. Så ja-hatten bliver presset godt ned over hovedet. Ofte med et ret ok resultat.

I morges nåede min store datter og jeg f.eks. at lege frisør (også kendt som mor får redt hår) og arkitekt (barn tegner tegning, mor prøver så godt hun kan at bygge den tegnede model med Dublo og arkitekt kan løbende rette 😃). Vi nåede altså kvalitetstid. Jeg gav lov til at vi skrottede havregrøden til fordel for ristet rugbrød med ost, som er en af min datters livretter. Således fik vi os faktisk en ret hyggelig morgen.

I eftermiddags var min far med nede og hente i børnehaven og vi var forbi bageren på vejen hjem. Thank god for kaffe og carbs når dagen starter før fanden får sko på. Og da lillesøster var puttet, nappede vi et afsnit af Krummernes Jul, som er det helt store hit.

I morgen skal min osteglade ældstedatter og jeg med hende her til oste-festival. So far, so good. Det skal nok blive en storartet weekend.

Men send lige noget trylle-sove-støv i min retning. Hvis nogen har tips til hvordan man får en baby på knap 10 måneder til at forstå det der vintertid, hører jeg også meget gerne fra jer 🙈

Jeg er her stadig

Bare et lille skriv for at orientere om, at jeg altså ikke er forsvundet fra jordens overflade/blevet væk i Jylland. Vi er kommet hjem, og vores tur gik godt. Særligt togturen til Aarhus gik over al forventning, den mindste sov lidt over halvdelen af tiden, så der var massere af tid til, at den store og jeg kunne spise madpakker, se på vindmøller, spille fiskespil, sludre, lave klistermærkebilleder og alt muligt andet hyggeligt. Alle man var derfor i godt humør da vi ramte banegården i Aarhus. Derefter gik der et par dage med hygge hos min gudmor, hvor både mindsten og jeg dog blev ramt af en eller virus, og vi var derfor halvsløje, da turen gik videre til mine (eks)svigerforældre. Der havde begge piger en fest, den store kom i svømmehallen med sin far og farmor og den lille fik udforsket det meste af huset.
Det gør mig meget glad, når de er glade. Når de mærker, at der mange forskellige mennesker der holder af dem og at de har en kæmpe familie og mange omkring dem der ønsker dem det bedste. Blandt andet derfor, skal forholdet til min eks-familie, eller hvad man skal kalde det, helst være så uproblematisk som muligt.

Vi kom hjem mandag eftermiddag, og de sidste par dage har jeg sgu ikke haft ret meget overskud. Min yngste datter har slet slet slet ikke fanget konceptet vintertid og har siden natten til søndag, vågnet ved 4-tiden og været overbevist om at nu måtte det da være morgen. 2 af nætterne lykkedes det mig at overbevise hende om, at kl. 4, virkelig er nat. Jeg hoster og er træt. Der har været udpakning og vasketøj i sækkevis. Nu er jeg igennem tøjet, og mangler bare at få det lagt på plads (as if – længe leve IKEA-posen). Vi er landet i hverdagen igen, den store var glad for at gense børnehaven. I dag har jeg lavet aftensmad til de næste par dage og ryddet op. Lillesøster piller så alle tingene frem igen og igen og igen. Men der HAR været ryddet op, vil jeg bare sige. Hverdagen har for alvor indfundet sig.

I dag fik jeg også en video og en masse billeder (blandt andet det til sidst i indlægget her) tilsendt fra en journalist. For en måneds tid siden, blev jeg interviewet til en reklamevideo for DBA, og det vil jeg gerne fortælle mere om en anden dag. Nu skal jeg lige nå at se Kender du typen, mens babyen sover. Rock ‘n’ roll-lifestyle.

 


Billede af Julie Bülow