Om sygdom og hakkebøffer

Igår faldt jeg i søvn med lugten af hakkebøffer hængende i næsen.
På mandag ville det ellers være 2 ugers dagen, for min tabte lugtesans. Men igår sgu, der kunne jeg lige pludselig dufte noget igen.

Med andre ord, den der stygge influenza man kan læse om i alle mulige slags medier, den der der tvinger folk i sengen, og som gerne varer meeeget længe, ja, den, den har også været på besøg her. Den krævede sine ofre. Både mine døtre og jeg var ramt. Den ramte mens vi – i bedste moderne skilsmisse-familie – holdt vinterferie hos pigernes farmor og farfar. Den var jo sådan set heldigt nok, for der var voksne nok. De første dage var det bare mig der var ramt. Jeg tudede lidt over, at jeg ikke kunne tage med i svømmehallen og over at jeg bare kunne ligge brak.

Få dage senere var pigerne nede. Der var jeg halvfrisk, og var derfor med til at sidde med dem. I et par døgn sad der et feberbarn hos enten mig eller min eksmand. Kun iklædt ble, og oftest sovende. Hold kæft, hvor havde de det skidt. Spiste ingenting, drak kun nødtvunget, brændte af varme og var helt matte. Det er sgu virkelig uhyggeligt og ubehageligt at opleve to der ellers er fulde af krudt, være helt slappe. De tabte sig begge to og sådan noget er jo slet ikke til at holde ud.

Den her uge er gået med at komme til hægterne. Jeg har haft bihulebetændelse og er for første igang nogenlunde uden hovedpine. I dag holder pigerne og jeg fri. Vi har været i Netto, og ellers bare bygget med LEGO. Nu spiser ældsten og jeg pizza i sofaen med dyner og fjernsyn, mens lillesøster sover lur. Og jeg tror, at det er præcis det der skal til, for at få den sidste sygdom ud af systemet.

Tilbage til hakkebøfferne, som min eksmand serverede til aftensmad igår. I min lille lejlighed kommer alting til at lugte, når nogen steger noget. Emhætten i køkkenet var ulovlig, og er derfor pillet ned. Jeg har ikke været voksen nok endnu til at finde en ny og få den installeret. I mit næste liv skal jeg seriøst have bedre håndværker-skills. Madlugten plejer at irritere mig helt vildt, men igår fik den mig til at føle mig som et almindeligt menneske og ikke som en slagen kvinde med hovedet fuld af snot

Med lugtesans tilbage og den første kop kaffe i 10 dage, har jeg kun et enkelt ønske:
Forår nu, tak!!

Om lukkede døre

Jeg ringer på døren til nummer 21. Bliver buzzet ind af en glad stemme. Engang havde jeg selv nøglen til hoveddøren. Nu er jeg gæst.

I min gamle opgang bor en meget dejlig dame. Min eks-nabo. Mit venskab med hende, er blevet noget helt særligt, især efter jeg er blevet skilt.

Men når jeg besøger hende, skal jeg altid forbi døren. Døren til mit gamle hjem, og alt hvad der var engang. Lejligheden blev solgt til et ungt par. De kom fra en lille bitte lejlighed og var vist ret lykkelige for al den plads de nu skulle have.

Jeg går forbi min gamle dør, altså de smukke unge menneskers dør, tænker at det i grunden er mærkeligt hvor lidt jeg føler for den dør. Døren går ind til den første bolig jeg har ejet. Dørtrinnet er trods alt det, jeg bar begge mine døtre henover dengang jeg bragte dem hjem fra hospitalet. Inde i stuen blev jeg friet til. Få år senere lå jeg på stuegulvet og tudbrølede. Få måneder senere var stuen ramme om verdens dejligste lærer-fest, dengang jeg blev færdig. I den lejlighed skete alt ligesom. Alt det store i livet.

Døren er underligt præsent og samtidig ikke. De smukke unge mennesker har hængt et dørskilt op på døren. Et messing skilt med sirligt svungne bogstaver. Deres efternavne er ikke ens, men dørskiltet fortæller alligevel at det vil de måske snart blive. Det er så par-agtigt. Det er så sødt. Så ungt, selvom stilen og udtrykket er ganske gammel.

Når jeg går forbi døren tænker jeg mest “Nårh, hvor sødt” og nogle gange “hvor herre bevares”, få gange tænker jeg på dørskiltet med aben, som jeg fik lavet da min eksmand og jeg blev en familie, hans “du er blevet far”-gave. Men mest af alt, glædes jeg over hvor lidt jeg føler for den dør, og hvor meget jeg bare glæder mig til at drikke kaffe i min venindes køkken.

Tvivl

I juni 2017 færdiggjorde jeg min læreruddannelse. Helt nyskilt og med en lille baby på armen. Dagen for min sidste eksamen var en helt fantastisk og meget forløsende dag. Efter eksamen og den afsluttede uddannelse, havde jeg et halvt års barsel. Der udover at være sammen med yngsten også stod på børnehave-indkøring og flytning. Nu er yngsten så startet i vuggestue, min barsel er forbi og jeg er jobsøgende. I den forbindelse gør jeg mig mange tanker om fremtiden, om arbejdsliv, om hvad min drøm er, hvem jeg skal være, når jeg ikke er mor. Kæmpe store eksistentielle overvejelser.

Igår kulminerede de tanker lidt. Jeg var til åbent hus på Danmarks Pædagogiske universitet og allerede i bussen skriblede jeg det her ned på min telefon:

Jeg er ude i virkeligheden uden mine børn. Jeg skal til åbent hus på et universitet. Men jeg ved ikke, om det er noget for mig. Jeg sidder i bussen. På et sæde for mig selv. Bagerst i bussen. Langt væk fra barnevognspladsen. På voksenpladsen. Et af tidens store hits brager ud gennem højtalerne oppe hos chaufføren. Jeg ved ikke om jeg kan lide den. Jeg ved ikke hvad jeg vil. Hvem jeg er. Eller hvad jeg kan lide.

Jeg ved at jeg er top god mor for mine børn. Jeg kender deres behov, før de kender dem selv. Jeg ved hvad de mangler. Hvornår de er sultne. Jeg ved hvor der er uld på tilbud. Hvad for noget øko babymad der er bedst. Jeg har helt styr på det. På at være mor.

Men nu skal jeg finde ud af hvad der skal ske med mig. Med Louise. Med hende der skal være noget, mens de er institution. Hvad skal være det, der giver os mad på bordet? Den helt store egoistiske beslutning. Hold kæft, hvor kan jeg bare ikke finde ud af at træffe den. Jeg har brugt et år på at overleve. På at falde på plads. På at redde mig selv og mine børn. Men nu ved ikke hvad jeg skal tage mig til. Der er så roligt nu. Jeg er i tvivl om hvad jeg brænder for og jeg frygter lidt, at jeg ikke rigtig kan mærke mig selv. At jeg simpelthen har glemt hvilket aftryk jeg gerne vil sætte på verden. Skal det være den ene eller den anden vej? Studie eller job? Hvad vil jeg helst? Mulighederne virker uendeligt mange, og det er faktisk lidt uoverskueligt. 

 

I’m still alive

2,5 uge skulle der gå, før jeg fik checket ind her på domænet. Det er der én god grund til:

Vuggestuestart,

Jeg har prøvet før, men ikke på den her måde. Pyller og sygdom i lange baner. Hos os alle tre.

Den yngste hev en eller anden mavevirus med hjem i sidste uge, og hun var ramt og jeg blev ramt BIG TIME. Jeg plejer ellers at kunne bryste mig af et jernhelbred. Men okay, et år uden sammenhængende søvn, gør en til et nemt offer. De sidste 14 dage har jeg haft ondt i maven og ingen appetit. Været svimmel og kolossalt træt. På en måde, tror jeg, at det var godt nok for mit system med sådan en omgang. Jeg har fået hvilet mere de sidste 14 dage, end jeg har det seneste år.

Tirsdag var første dag, hvor vi alle tre var tilbage i topform. Jeg er tilbage ved computeren, møderne og jobansøgningerne.  Pigerne bliver begge to afleveret i institution. Den mindste er faldet totalt godt til, og er mega glad dernede. Det giver så meget ro, at vide.

Ro er for mig, totalt essentielt i denne her tid, kan jeg mærke. Det seneste år og det at skulle tackle og overleve det, sidder ret dybt i mig. At det ikke mere er ren overlevelse, frigiver plads til tanker. Dybe tanker, strøtanker, triste tanker, stolte tanker. Men også katastrofetanker. Forleden aften havde jeg ret svært ved at falde i søvn. Mine tanker begyndte at køre i ring og handlede om overlevelse. Jeg tænkte på, hvad jeg skulle gøre, hvis lejligheden pludselig stod i flammer. Hvordan jeg skulle få pigerne og mig selv ud, hvis det ikke var muligt at bruge døren ud til opgangen. Skulle vi springe ud af vinduet? Kaste en madras ud først? Hvor farligt ville det være? Hvad ville jeg gøre, hvis nogen brød ind i lejligheden?

Det kørte virkelig i ring. Men det er nok ikke så mærkeligt. Det er jo tanker om overlevelse. Mine tanker og min krop er i totalt beredskab. Jeg har jo lært, at det værste kan ske. At det kan være nødvendigt, at klare sig igennem. At man ikke nødvendigvis når at tænke, før man står mit i katastrofen og skal overleve. Jeg har heldigvis lært, at mit overlevelses instinkt er særdeles veludviklet, at jeg ved hvad jeg skal gøre når katastrofen rammer. At jeg klarer det. At jeg handler mig ud af det.

Selvom jeg ved, at jeg klarer det. At jeg overlever og at jeg faktisk har det godt, er jeg alligevel begyndt at se en psykolog. Det at der nu er ro omkring mig, at jeg er landet og at alt er godt, giver plads til, at jeg virkelig mærker hvad der er sket. Reflekterer over det og det er rart at have hjælp til. At sætte det hele lidt i system. Jeg har brug for at være proaktiv omkring mig selv og min situation, brug for at bearbejde, for jeg tror kun, at det giver mig mere styrker og flere overlevelsesressourcer. Jeg har hele tiden haft en god mavefornemmelse, eller hvad man nu skal kalde det, været ret sikker på at min skilsmisse ikke ville knække mig, heller ikke selvom det hele har været vildt og voldsomt. Men for at være hel sikker, vil jeg gerne bruge det overskud jeg har, på at få den bearbejdet bedst muligt. Så det prøver jeg på, og det er rart. Psykologen er sød, hun siger gode ting og roser mig. Det er rart. Men det rareste er i virkeligheden, at have en ventil som kun er min. Hvor jeg ikke skal stå til regnskab for noget. Hvor jeg kan sige alt det der fylder i mit hoved, også det der ikke er hensigtsmæssigt for noget (eller nogen) som helst. Jeg kan få min vrede ud, min ked-af-det-hed og det hele. Uden at det får konsekvenser. I lænestolen hos psykologen behøver jeg ikke tænke på andre end mig selv. Det er sjældent. Det er vigtigt og det er rigtig dejligt.

Det er snart et år siden, jeg fik opkaldet der ændrede alt. Et år siden jeg stod med 2,5 årig og en lillebitte baby på 5 uger og skulle klare det. Der er ingen tvivl om, at det var mega-hårdt, mega-svært. Men så, pludselig er der gået et år, og mit liv er blevet så uendeligt meget nemmere. Den mindste af pigerne er fyldt et, og selvom det selvfølgelig er vemodigt (og sygt voksen-agtigt!!) ikke at have en baby længere, er det virkelig også fedt. Hun kan spise alting, hun kan selv gå, sover bedre og bliver hele tiden mere selvkørende.

Hele tiden bliver det nemmere. Over hele linjen.

Herfra kan det faktisk kun gå fremad. Op ad.