Søndagen i tal

Søndag formiddag er den længste tid der findes. Som regel når jeg at drikke 3 kopper kaffe, bade børn, spise dem af x 2 hver, lege og alt muligt andet inden klokken bliver 10. Her til aften er jeg helt balret i hovedet. Udover at det har været en lang søndag, var det også dagen hvor mit køleskab valgte at kapitulere og i stedet for at køle, begyndte det at varme. Temmelig uoverskueligt, når man har to små mennesker hvirvlende om benene uanset hvor man går. I dag blev slet ikke den dag jeg havde forestillet mig. Vi skulle have været på en hyggelig tur ud og besøge to vigtige mennesker, som jeg havde glædet mig meget til at se. I stedet gik der aktion find et nyt køleskab igang.

gryde havregrød kokkereret

1 Antal køleskabe der er gået i stykker her på matriklen

5 stykker rugbrød smurt til små mennesker

styks brugt babyudstyr solgt

6 fredsmæglinger mellem børn der absolut vil lege med den samme legegryde/hamrebræt/puslespil

4 runder på Assistens Kirkegården med børn der ikke vil sove

1 tabt tæppe på Assistens Kirkegården

1 Forsvundet tæppe

tømte opvaskemaskiner

3000 kroner brugt på nyt køleskab

lortebleer skiftet

(!!) kopper kaffe drukket (det er helt sikkert usundt!)

fyldte babybadekar

styks renvaskede børn

liter vand tørret op fra gulv i gang

5000 ris skrabet op fra gulv

2 timer brugt på at putte børn

 

… Nu har jeg set fjerner og er så helt utrolig bombet, at jeg næsten ikke kan slæbe mig ind i min seng. Heldigvis drager vi snart på ferie til varmere himmelstrøg. Vi skal bo et sted, hvor jeg ikke behøver at lave aftensmad og det og så det der med varme og sol, gør at jeg er klar på alt hvad den ferie bringer. Det kan kun blive bedre end april-sne og ødelagte køleskabe.
Roll on, monday.

Continue Reading

Om et rum

En del af mine skriv starter som en note på min telefon. En gang i mellem er det nærmest udgivningsklart efterfølgende, andre gange skal der skrives mere på, der skal uddybes, finpudses og der kommer nyt til som bliver flettet sammen med det jeg først havde skrevet. Jeg har haft en lille skriveblokade. Eller, jeg har bare vasket tøj og søgt jobs i stedet for at få skrevet. Hvilket tit gør mig i lidt dårligt humør. Altså når der kun er tid til at ordne praktisk. Det nedenstående skriv fandt jeg en lang bid af på min telefon, og havde lidt svært ved hvad der lige skulle ske med det. Men jeg satte musik i høretelefonerne, musik der prægede mig i de år jeg beskriver længere nede. I de første år havde jeg en periode med rap-musik. Men mest hørte jeg oldschool rock musik, en del vred pigerock og rigtig meget “jeg har ondt af mig selv-tude-punkrock”, som var en del af det miljø jeg kom i. Som blev definerende for en del af de år. Anyway, det skal handle om:


Et rum

Jeg ligger her i mørket og skribler det her. Til lyden af mine helt egne hjemmelavede ungers vejrtrækning. De er langt væk i drømmeland.
Rummet her var mit værelse. Fra jeg var 10 år til jeg var 20 år. Det her er pigeværelset der husede mig og alt mit rod og kaos i de der 10 helt helt skelsættende år kan man sige.

Det ligner ikke det rum der var baggrundstapet til de år som formede mig. Ingen plakater, ingen kaos eller rod. Heller ikke inde i mig. Jeg er en anden nu. Der er intet tilbage fra dengang. Eller jo. Rullegardinet foran det lille vindue på gavlen. Væggene havde en skiftende udsmykning i de år. Backstreet Boys, Britney, Courtney Love, Lennon & Ono, Guddommelig Galskab og Ungdomshuset har alle været repræsenteret på disse vægge. Nu er her mest hvidt. Min mor har overtaget rummet, og det kan man godt se. Her er ryddeligt, rent og hvidt. Det var det aldrig dengang.

Denne sene aften, tænker jeg på alle de historier de her vægge ville kunne fortælle, hvis de altså kunne tale. Både de gode og de knap så gode.

Om dengang værelset blev mit, og det fedeste jeg kunne komme i tanker om var et “Kina-værelse”, med gulvpuder og “Kina-pynt” – jeg havde ingen relation til Kina, what so ever, men det var det der var det fede.
Om den sovesofa med kinesiske tegn jeg brændende ønskede mig, men som jeg tror min mor syntes var dårlig smag (jeg er ikke uenig i dag)
Om dengang jeg havde min første opvarmningsfest herhjemme og mine veninder havde inviteret drenge fra de ældre klasser og de rent faktisk kom.
Om alle de lektier jeg sagde jeg lavede, men som jeg aldrig fik lavet.
Om alle de videoaftener vi holdt.
Om dengang jeg lå og var helt kulret på morfin, 16 år gammel og ved at abortere. Hvor ulykkelig og vred jeg var. Om Julie der kom og gav mig en badeand forklædt som djævel, fordi min eks-kæreste var en djævel, syntes vi. Om hvordan jeg både grinede og græd, mens hun var der. Helt kulret på morfin.
Om den længsel jeg havde for at komme et andet sted hen.
Om dengang jeg rykkede rundt, lavede om, hang nye plakater op, for at imponere en kæreste.
Om det gamle teaktræsskrivebord som jeg syntes både var stort, gammelt, klodset og pinlig – i dag er det hipt. Om den kæmpestore computer på skrivebordet. Om de utallige timer foran computeren, på MSN-chatten, i søgen efter nogen der mindede om sig selv.
Om det slangeformede spejl fra IKEA.
Om usikkerheden foran spejlet.
Om den sindssyge og vrede musik der blev spillet så højt at naboen kunne høre det.
Om de dage hvor jeg var så træt, fordi jeg arbejdede som en sindssyg, og derfor kun orkede at ligge i sengen når jeg kom hjem.
Om de mange bekymringer for fremtiden.
Om dengang jeg kom om i fuldt pensum i gymnasiet og ikke turde fortælle mine forældre det.
Om alle de gange hvor jeg vendte hjem, enten ensom eller i selskab med andre.
Om dengang jeg boede her en måned, inden jeg skulle på højskole. Hvor jeg både nød at få vasket mit tøj, det fulde køleskab, men også var ved at gå ud af mit gode skind over at være tilbage, der hvor nogen spurgte hvor man skulle hen og hvornår man ville være hjemme.
Om dengang jeg skulle giftes og sov her dagen inden den store dag, og om hvor stor min mave var og hvor fuld af sommerfugle og sparkende fødder den var.
Om alle de aftener jeg er gået til ro her, mæt, glad og tryg, som kun man kan være det hos sine forældre.
Om dengang jeg boede her i 10 dage. Som nybagt og nyskilt mor.
Om at det nu også er mine døtres værelse, når de er på overnatning hos mormor og morfar.
Om alle tårerne der er blevet grædt og alle grinene der er blevet grint. Hele det liv der er blevet levet i denne her kulisse. Det føles uendeligt og jeg kan se så mange ting.
Om at jeg nu er en helt anden.

Jeg er ikke længere vild med Kina-tema og slangeformede spejle. Jeg er vild med teaktræs møbler og det gamle skrivebord. Jeg er ikke længere vred. Jeg er ikke ked af det. Forladt eller ensom. Jeg længes ingen andre steder hen. Jeg bliver ikke længere positivt overrasket når folk har lyst til at komme til fest hos mig. Og nå ja, så er jeg jo voksen.

Tiden er en ganske anden og denne nat falder jeg i søvn til mine døtres vejrtrækningen. De trækker vejret i kanon. Der er hele tiden en der trækker vejret ind. Jeg kan ikke lade være med at tænke på alt det der venter dem. Hele det liv der skal forme sig for dem. Jeg håber at de vil lukke mig ind i så meget af det som muligt. Jeg vil aldrig glemme hvordan det er at være teenager. Jeg vil aldrig glemme det liv der udspillede sig i det her rum.

 


Noget har ikke ændret sig, jeg har stadig en masse billeder på væggene – også af mine helte

Continue Reading

Om helligdage med familie(rne)

Helligdagene har jeg – ligesom mange andre – brugt i selskab med min familie. Både den selvvalgte, mine forældre og sandelig også eks-familien. En ganske moderne ferie, kan man sige. Men efterhånden er det jo blevet sådan her det er. The New Normal.

Torsdag var jeg ude og spise middag og drikke et par øl med hende her, mens pigerne spiste/legede/blev puttet af deres far. Hjemme i deres vante rammer. Det gik mega godt, både for dem og mig. Jeg har ikke været rigtig ude siden efterårsferien, så det var tiltrængt. Men jeg kunne mærke en kæmpe forskel på mig selv fra dengang og til nu. Verdenen syntes klarere, mændene pænere og grinene mere inderlige. Faktisk tror jeg bare, at jeg er et lettere sted i mit liv. Det er noget helt særligt for mig at være sammen med Amalie. Hun er et af de mennesker, der virkelig står mig bi. Sådan et hundrede procent, hele vejen igennem, også i regnvejr og storm. Når jeg er sammen med hende, føler jeg mig så ekstremt godt tilpas. Hun får mig virkelig til at føle mig godt tilpas, som om jeg kan klare alting, som om jeg er smuk, sød og sej. Klog endda. Hvis bare hele verden kunne mig, som jeg føler at hun gør. Så ville det hele være meget nemt. At have veninder der er så tæt på, som stiller op når man er i allermest krise, som man kan ringe og tudbrøle til uden at kvoten bliver brugt op, det er noget ganske særligt. Men veninde-termen er lidt tynd, og jeg har få veninder som jeg anser mere som en slags søstre, end som venner. Sådan selvvalgt familie, I ved.

Fredag havde vi besøg af pigernes far (det har vi flere gange om ugen, så intet nyt der) og deres farmor og farfar. Det der med at skulle bibeholde en god relation, selvom man ikke på den måde er linket sammen mere, er noget jeg har gjort mig mange tanker om. Mit yngste barn var 5 uger gammel, da jeg blev alene. Men alt det ved den opmærksomme læser jo. Hendes meget unge alder har haft en kæmpe betydning, for den måde jeg har tænkt over relationen til min eks-svigerfamilie. For hun nåede ikke at lære nogen at kende. Inden hendes egen lille familie var hakket i stykker, og netop det var noget af det, jeg havde sværest ved at bære. At den ene af mine døtre havde flere familiære relationer, altså en større familie end den anden. Den skævvridning i deres forhold vil jeg simpelthen ikke være med til. Fordi hun var/er så lille, er det mest af alt mit ansvar at sørge for, at hun får et forhold til hendes far-familie. Derfor har jeg flere gange besøgt min eks-svigerfamilie i Jylland, været med til store familiearrangementer, fødselsdage og så videre. Fordi det er vigtigt, at børnene ikke bliver taget som gidsler, fordi det er vigtigt at have familie. I mine øjne kan børn aldrig have for mange voksne mennesker der elsker dem, og det ved jeg at deres farmor og farfar gør. Derfor har jeg besluttet at mit hjem virkelig ikke kun er mit, men også mine børns. De har nogle gange gæster der mest er til dem, og det er lige som det skal være.

Lørdag startede på gulvet i pigeværelset med en hel masse stabletårne, høje grin og jubelskrig (og en lille smule dårlig samvittighed overfor underboen) Sidst på formiddagen kom min far og hentede de små damer og mig, og kørte os hjem til mit barndomshjem. Her stod den på god påskefrokost, æggetrilning og forkælelse.
Den aften falder jeg i søvn på mit pigeværelse til lyden af mine sovende børn og min far der går og tømmer opvaskemaskinen i køkkenet. Hos mine forældre føler jeg mig både lille og stor. Som den store moder der sover i ske med børnene. Men samtidig som datteren der er hjemme på påskeferie. Jeg vasker hår i min mors shampoo og tager lugten af hende med mig. Her er jeg så meget mig. Her kan jeg om nogle steder være mig. Døren til værelset hvor jeg sover med mine børn var engang beklædt med postkort, plakater og udklip i en skøn forening. Væggene det samme. Nu er det hele hvidt og nydeligt. Men væggene her har set det hele. De kender hele mig. Både det store barn, det unge menneske, moderen og den voksne unge dame der netop denne aften har siddet og givet sine forældre gode råd.

Søndag tog mine forældre, pigerne og jeg i Zoologisk have. Senere kørte vi hjem til mig og pigerne, tankede op med kage hos bageren. Min far og min ældste datter legede sørøver og fandt påskeæg (skatte) i lejligheden, efter at have orienteret sig på deres skattekort. Imens lagde min mor alt mit vasketøj sammen og pudsede mine støvler. Jeg er i sandhed et meget heldigt menneske.

Mandag var pigerne og jeg igen sammen med deres far-familie. Denne gang til børnefødselsdag hos deres fætter. Jeg er meget glad og lettet over, hvor ukompliceret det hele er blevet. Det havde jeg ikke turdet regne med der for et år siden.
Først på eftermiddagen drog jeg igen imod Nørrebro, for at fejre en af mine helt særlige veninder. En til af dem der føles mere som en slags familie. Jeg lod pigerne blive til fødselsdagen sammen med deres far og resten af familien og var derfor ganske alene afsted. Jeg skal stadig virkelig vænne mig til at gå rundt på gaden alene. Man kan føle sig mærkelig afklædt når man hverken skubber en vogn, bærer på et barn, en pusletaske eller noget lignende. Med en flaske vin under armen gik jeg ned ad Nørrebrogade med solen lige i ansigtet. Min veninde fortjener om nogen en fejring, og det var så dejligt for mig, at se at hun havde flere gode veninder der mente det samme. Jeg fik lejlighed til at lege med hendes datter, læse bøger og glæde mig til den sommerferie mig og hende tager på – sammen med alle vores piger. Fødselsdags-dagen sluttede med hvidvin i en solstråle og til sidst vendte jeg hjem og serverede fiskefrikadeller for mine børn og deres far.

Det her blev lidt længere og med lidt flere sidespring end jeg lige havde regnet med. Men det er godt nok svært at fatte sig i korthed når det kommer til det her familie-tjuhej og den nye familiekonstellation jeg lever i. Der er mange overvejelser og tanker, og det er sikkert ikke det sidste jeg har skrevet om emnet. Men jeg håber, at nogen kunne bruge det til noget. For mig har det været det allervigtigste at mine børn ingen nød lider på familiefronten, og det kræver selvfølgelig sin kvinde til tider. Men det er jo bare virkelig aldrig børnenes skyld, at de voksne er dumme og bliver skilt. 

Jeg håber at alle mine søde læsere havde en dejlig påske. Tak fordi I læser med. 

Continue Reading