Girl-power

Sidst jeg tjekkede ind her på domænet, skrev jeg om gode dage og dårlige dage. Hvilket igen viser sig, at være passende og åbenbart et emne jeg slet ikke er færdig med. For de der dårlige dage har det med at dukke op. Eller der er i hvert fald virkelig hændelser der kan få dage til at virke uendeligt uoverskuelige og sure. Indtil videre har maj både budt på at min ELSKEDE ladcykel er blevet stjålet og at jeg igen ikke fik det som jeg ønskede det. Det handler det her skriv om.

Monday, bloody monday. Hvad er det med mandag? Ugens første dag er altid den dag hvor mælken er sur, man falder og slår sig, buksebenet hænger fast i kæden og alt muligt andet. Mandag er regnvejr uden regnjakke. Mandag er kø. Mandag er forsinkelser. Mandag er skal have et los et vist sted. Mandag er altid dagen, hvor det hele godt kan gå lidt galt. Sådan blev det også hos os.

Dagen startede 5.30, som den efterhånden gør nu hvor det er blevet så lyst udenfor. Selv ikke to mørke gardiner kan få min yngste til at sove længere. Søndag aften gik jeg ud og drak et par øl med en sød mand, da pigerne var puttet og min mor lyttede efter dem og overnattede. Så for en gangs skyld var vi da to voksne om at håndtere den tidlige morgen.
Den yngste skulle vaccineres, og vi havde scoret den helt fede lægetid kl. 8, så det skulle ordnes på vej til børnehave.

Efter min ladcykel er blevet stjålet, og mens jeg venter på at min forsikring finder ud af om der bliver penge til en ny, cykler jeg med begge piger på min damecykel, en foran, en bagpå. I dertilindrettede sæder, bevares. Men alligevel. Det er noget af et show at skulle have dem begge to monteret.

Min ældste datter kan godt være lidt genert, og måske en anelse morsyg når vi er ude blandt folk hun ikke kender. Derfor måtte jeg virkelig forberede hende på, at det altså var lillesøster der skulle vaccineres og at vi begge to skulle hjælpe hende med at det gik godt. Det er virkelig en helt anden oplevelse, at få vaccineret en 16 måneders tumling, end når de er helt små, fordi deres bevisthed nu er blevet noget helt helt andet. Jeg frygtede ret meget at sidde med to helt ulykkelige piger hos lægen. Men næ. De små damer er sgu seje. Den ene skreg højt op da nålen stak hende i låret, men med en krammer fra mig og et kys fra storesøster var hun glad igen. Den ældste kiggede på mig og sagde “mor, jeg er ikke ked af det” og det var hendes lillesøster faktisk heller ikke. Totalt seje små damer.

Om eftermiddagen da vi kom hjem, legede vi i gården med alle de andre børn. Og da klokken virkelig var blevet aftensmadstid, måtte jeg slæbe to lidt sure/overtrætte/sultne/ulvetimeramte unger op i lejligheden. Mens jeg stod og lavede aftensmad, tjekkede min mail. Der lå en mail. En rigtig nederen mail. Et afslag. I marts søgte jeg ind på en kandidatuddannelse i Pædagogisk Psykologi, og jeg har virkelig ønsket at få en plads. Og måske også forventet en lille smule, at det nu var min tur til at være heldig. Til at få det jeg virkelig ønsker mig. Til at det rent faktisk er en appelsin der lander i min turban. Men nej.
Selvom jeg godt vidste at der er virkelig mange der søger ind, og at odds’ne var halvdårlige, blev jeg simpelthen så ked af at, at jeg begyndte at tude. Måske egentlig mest over erkendelsen at det bare aldrig rigtig skal være nemt. At jeg er sådan en der skal ud på alle verdens omveje. Alene. At der skal kæmpes.

Egentlig tuder jeg ikke ret meget foran mine børn. Men når det sker, så er jeg meget bevist om, at der også er noget for dem at lære i det. At de ser at det er okay at have nogle følelser, at man kan blive glad igen. Derfor prøvede jeg også at forklare hvad det var der skete og hvorfor jeg var ked af det. Følgende dialog udspillede sig mellem mig og min ældste datter:

Mig: “Mor er lige lidt ked af det. Fordi jeg meget gerne ville gå på en skole. Men de har lige skrevet og sagt at jeg ikke kunne gå der”

A: “Var der ikke plads til dig?”

Mig: “Nej, det var der nemlig ikke”

A: “Var der ikke flere stole og computere?”

Mig: (nu smilende) “Nej, det var der ikke”

A: “Så kan du få et arbejde i stedet for”

Mine tårer nærmest rullede tilbage og jeg kunne slet ikke lade være med at grine. Hvilket fik begge piger til at grine. Vi krammede. Og spiste aftensmad. Alt i skønneste ro og orden igen.

Jeg har brugt ugen på at lave gode og opbyggelige (som min mor siger) ting. Jeg har lagt en ny fremtidsplan, og den satser jeg på bedre kan lade sig gøre. Det er igen-igen noget med en omvej. Men det lærer man jo som bekendt også noget af.
Men når jeg tænker tilbage på mandag, er jeg lidt ved at revne af stolthed. At have børn der er seje, livsduelige, smilende, glade, løsnings-orienterede og som kan rumme når deres mor er ked af det, og endda trøste, er sgu også en bedrift.

Og med hensyn til den der fremtid der altid er lidt uoverskuelig og som sikkert vil være fuld af bump på vejen og olieplettede bukseben, så kommer I bare med den. Vi er klar. Alle tre. Girl-power!

 

Om gode dage og dårlige dage

Jeg har ret svært ved at skrive for tiden. Ordene er der ikke rigtig, og det irriterer mig grænseløst faktisk. Men nu prøver jeg lidt alligevel.

Da jeg var på ferie tog jeg alle mulige beslutninger om hvordan livet fremadrettet skulle være. Lavet nogle livsstils ændringer om man vil. Og det har jeg sgu faktisk virkelig holdt. Hovedoverskriften på det hele var, at jeg gerne vil være så glad som jeg kan være. Fokusere på at gøre rare ting, opbyggelige ting, ting der får mig til at smile og grine så ofte jeg overhovedet kan. Jeg er gladere end jeg har været længere. Lettere om hjertet. Lettere i kroppen. Jeg spiser sundt, rører mig meget, danser til høj musik, drikker vin, hygger mig. Mange i min omgangskreds har kommenteret på, at jeg ser gladere ud, mindre træt, mere levende og sådan føler jeg mig i høj grad også. Det er virkelig dejligt. VIRKELIG!

Men, forleden havde jeg en virkelig dårlig dag. Hvor jeg blev kollosalt træt af det hele. Træt af at være på dagpenge, træt af at være så meget derhjemme, træt af mig selv, træt af at min ELSKEDE ladcykel er blevet stjålet, træt af vasketøj, træt af madplaner og pastaskruer, træt af hverdagen, træt af at køleskabe går i stykker, træt af at være voksen. Alle mine trætte tanker eskalerede og blev til vrede tanker. Vrede over at hvor uretfærdigt livet nogle gange arter sig, og hvordan nogle mennesker bare får lov at kæmpe og kæmpe og kæmpe lidt mere. Og så tudede jeg. STOR-tudede. Heldigvis er jeg så smart indrettet, at når jeg først har tudet, så letter skyerne, og hurtigt er det nogenlunde lyseblåt igen. Nogenlunde overskueligt, og der egentlig ikke langt til at jeg kan grine af det hele igen.

Efterfølgende har det bare virkelig slået mig, hvor nemt det er for mig at falde i fælden med dårlige dage. Henne i det her dagpengeliv er der en del dage uden planer, og det fungerer bare så dårligt for mig. Jeg er nødt til at komme ud en masse. Jeg er nødt til at være produktiv. Jeg er nødt til at snakke med andre. Jeg er nødt til at få brugt mig selv. Min hjerne og min krop. Så det gør jeg. De fleste dage afleverer jeg pigerne iført træningstøj, træner, skriver ansøgninger, skriver tekster, hører høj musik, organiserer mit hjem. Og så har jeg HELDIGVIS landet mig et deltidsarbejde som også sluger tid. Det her dagpengeliv kan virkelig sindssygt nemt blive en altopædende sump, og jeg bliver i så dårligt humør når jeg lander der.

Jeg prøver virkelig at holde mig til den opskrift jeg har lavet for det gode og glade liv. Prøver at nyde dagpengelivet, og den fleksibilitet og frihed der på en måde også er i det. Men også at give plads og lov til de der vrede og triste øjeblikke. For det er en del af mig, og alt hvad jeg har med i bagagen. Der skal stadig nogle gange tudes over det hele. Men det bliver stadig mere sjældent, og for det er jeg meget taknemmelig. Tidligere i dag hjalp jeg en sød ung mand henne på mit deltidsjob, for lidt siden skrev jeg en ansøgning til mit seriøse DRØMMEjob og om lidt skal jeg drikke kaffe med verdens bedste (eks)nabo.

Fremtiden er (fortsat) lys og foråret er her <3