Kære du…

Det er sket flere gange.
At nogen har skrevet til mig. Nogen der har oplevet noget helt helt umuligt, ulykkeligt, livsforandrende, frygteligt, utilgiveligt, alt-om-sig-gribende. Noget som er så kolossalt hårdt, at det er svært at finde ord der dækker.
For nylig skete det igen. At nogen skrev til mig, fordi de kunne spejle sig i min historie.
Historien om at blive forladt på et meget kritisk tidspunkt. Når man mindst venter det. Når man allermest har brug for netop ikke at blive forladt. Jeg ved godt, at det har man aldrig. Men vi kan forhåbentlig allesammen blive enige om, at det at være nybagt mor i sig selv er livsforandrende og alt-om-sig-gribende, og at det er en tid hvor ro og omsorg fra ens omgivelser, er ret nødvendigt.
At nogen har brug for at skrive til mig, fordi de spejler sig i historien om at blive alene med et spædbarn (evt. flere), er ekstremt sørgeligt og det altid med en kæmpe klump i halsen at jeg svarer – også selvom det er for mig ukendt menneske der skriver. Ingen fortjener det. INGEN! Men det er alligevel altid noget, at de rækker ud, finder mig, leder efter noget at spejle sig. Jeg ledte selv med lys og lygte. Googlede og googlede. Ledte efter råd og “how-to-survive”. Det eneste der dukkede op på google, var en liste over hvordan man overlevede den første tid som nybagt mor – punktum – intet ord om skilsmisser eller brud. Det er jo ikke sådan noget der sker, vel?

Da jeg så småt begyndte at fortælle andre mennesker, om det der skete i mit liv, i februar sidste år, væltede historierne alligevel ud af skabene. Alle kendte minimum en kvinde der havde stået i en situation der mindede om min. Da jeg var færdig med at være chokeret over hvor ualmindeligt almindeligt det er, at blive forladt på den helt grove måde, blev jeg rolig. Jeg fandt trøst og håb i alle historierne. For moralen i de fleste af de historier er, at det bliver godt igen. Noget det kan være nærmest umuligt at tro på. Noget der for fanden er umuligt at tro på, når man i nærmest bogstavelig forstand står i (baby)lort til halsen, og er helt helt alene om det.

På en måde virker det for tyndt, og for banalt at lave en liste med gode råd. Det virker for nemt. For simpelt. For alt muligt. Men alligevel, har jeg virkelig lyst til at videregive de ting der virkelig virkede for mig.

Mine bedste råd til dig, der lige er blevet forladt med en baby på armen: 

  • Græd ud og ras ud. Det hjælper. Jeg har selv et virkelig tydeligt billede af mig selv der ligger helt krøllet sammen på stuegulvet i min gamle lejlighed og bare brøle-græder. Der gik 14 dage før jeg virkelig kunne tude på den der måde, og det var som om det svandt i tåre-tanken, og det hele blev en anelse mere klart. Giv dig selv lov til at være vred, men vid samtidig, at det at kaste vreden ud over den der er skyld i din smerte, ikke nødvendigvis hjælper noget. Det gør det ikke nemmere. Desværre.
  • Søg ly. Find et sted du er tryg og bliv der. Så længe du kan og har brug for. Det kan være hos forældre/veninder/bedsteforældre/onkler/tanter/you name it, bare det er et sted du kan få ro, og hjælp. Et sted, hvor der er mennesker der forstår dit behov for at være den lille og lader dig være det.
  • Få omsorg. Lidt i forlængelse af punktet ovenfor. Så ræk ud efter hjælp, tag imod krammere, gryder med mad, telefonopkald og alt hvad dine omgivelser byder dig. Det mindsker følelsen af at være alene. Jeg har alle dage været helt elendig til at modtage hjælp, og at bede om det skulle nærmest kun være, hvis det var livstruende at lade være. Men helt alvorligt, det at bede om hjælp i sådan en tid, og modtage den – som det naturligste i verden, er med til at man ikke føler sig helt mutters alene i verden. At der rent faktisk er en masse mennesker der bekymrer sig og for hvem det er vigtigt at man kommer bedst muligt igennem. Og som min gode veninde sagde “folk kan jo godt lide at hjælpe – også for deres egen skyld”. Det kender man jo også godt fra sig selv – at give en hjælpende hånd kan jo føles så godt.
  • Lad være med at dunke dig selv i hovedet. Det er meget nemt at sidde og finde på alle mulige historier om, hvorfor man er endt hvor man er, hvad der er sket, om det er noget man har gjort eller ikke har gjort. Men for det første hjælper det dig slet ikke, og for det andet, så er det ikke i orden at smutte på så kritisk et tidspunkt. Det er aldrig din skyld.
  • Hjælp til økonomi. Min økonomiske situation ændrede sig ret markant, i forbindelse med skilsmissen. Jeg var studerende i alle de år min eksmand og jeg boede sammen, og vi valgte at få to børn mens jeg læste – fordi det jo er åh så smart. Det gav mig to års forsinkelse på studiet, og derfor var jeg stadig på SU, da jeg blev skilt. Ikke noget super ønskværdigt scenarie. At være enlig mor til to små børn, med SU som eneste indtægt. Men der er faktisk adskillige ekstra tilskud man kan søge (og få), hvis man er ene-forsørger. Alt det er Mødrehjælpen bedre til at rådgive om, end jeg er. De gør det all day, every day, og er FANTASTISKE! Læs mere her!
  • Overvej en form for terapi. Alle mennesker burde give sig selv en psykolog-time i ny og næ. Det mener jeg helt alvorligt. Også dem der tror de har det fint. Men i et tilfælde hvor man har fået revet tæppet væk under sig, og er så udfordret som man kan være, er det virkelig en god idé at tale med en professionel om det, også selvom du føler at du har ok styr på det. For mig handlede det første år, af min yngste datters liv mest om overlevelse og om at rejse sig, flytte, klare praktiske ting (som f.eks. en færdiggørelse af uddannelse). Jeg følte mig først rigtig klar til at grave i hvad der egentlig var sket, og hvordan jeg egentlig havde det, da der var gået en rum tid. Jeg fik 10 psykologtimer af mit forsikringsselskab og det var nok – omend jeg stadig har lyst til at drikke kaffe med verdens sødeste Elisabeth. Men ellers sidder de gode mennesker i Mødrehjælpen også klar ved telefonerne. De kan guide dig, og du kan ringe og få sparring på noget mere akut. Virkelig et vigtigt og uvurderligt redskab.
  • Lad tiden gå. Om tiden læger alle sår, ved jeg ikke helt om jeg tror på. For tiden kan ikke stå alene, men vid alligevel at meget kan ændres på utrolig kort tid. Forleden snakkede jeg med en om, at jeg simpelthen ikke kan huske hvordan vejret var sidste sommer. Der er i det hele tiden utroligt mange ting jeg ikke rigtig kan huske. Jeg havde travlt med at overleve, med et resultat der har givet mig lov til at mærke, huske og føle at solen virkelig skinner denne sommer. På alle mulige måder, også i livet. Alting føles ikke alene nemmere nu, men faktisk synes jeg at livet er helt enormt dejligt. Hvilket er i skærende kontrast til noget der ligger bare et år tilbage. På min stuevæg hænger der en citatplakat – og selvom jeg ellers synes at den slags kan være lidt tacky – er det virkelig words to live by for mig. Der står “This too shall pass”, da min skilsmisse var helt ny og det hele virkelig fuldstændig umuligt, var der en klog mand der mindede mig om de ord. Man tror det er løgn, men det lover jeg at det ikke er. Ting får ende, og nye begyndelser kommer. Det er sådan livet (også) er.
  • Og husk så, at DU ER STÆRK! For det første, er du helt sikkert stærkere end du lige tror. For det andet, så kommer du styrket ud på den anden side, af alt det her. Det sagde to kloge enlige mødre til mig dengang. Den enes ord brændte sig fast på indersiden af hovedet på mig:
    “Du vil finde så meget styrke i, at du kan det her – og det er der aldrig nogen der vil kunne tage fra dig”.
    Det er rigtigt! Det giver en masse tyngde, livserfaring og gør en så meget klogere på sig selv, ens grænser og følelser at opleve sådan et her stormvejr. Uanset hvad livet ellers har til dig, ved du at du kan overleve det der virker umuligt at overleve, og det er en meget stor ting at tage med sig i sin baggage.

Lige helt til sidst, kæmpe kram og kæmpe highfive til, og kæmpe los i løgene til det menneske der byder dig det her. Skriv endelig til mig, hvis du brug for det, det gør mig ked af det, men også en lille bitte smule glad, at nogen kan bruge min sindssyge historie til noget.

Continue Reading

På 24 timers springtur

Lige nu er jeg teknisk set på ferie ved Vesterhavet med mine døtre, mine forældre, min bror og hans kæreste. Det foregår i min families gamle sommerhus og det er ret hyggeligt. Men de seneste 24 timer har jeg været på en lille springtur fra ferieidyllen. København – nærmere bestemt – et ret bestemt sted i København – krævede min tilstedeværelse et par timer. De timer var af den slags der er livsændrende, og som man ikke lige siger nej til.

Klokken er i skrivende stund 15:25 og jeg er på vej over Storebæltsbroen, i retning mod Jylland. Der er blåt til alle sider og mit tog er forsinket. Lige akkurat som det skal være og som det plejer at være. For bare 24 timer siden, satte jeg mig i tog på Esbjerg station og kørte mod København. En time før det, satte jeg mig i min fars bil, for at forlade sommerhusidyllen for et døgn.

Dagen igår startede således ved Vesterhavet. Da jeg vågnede lå jeg som store-ske for min ældste datter. Vi bagte boller og serverede dem for resten af familien. Helt sommerhus-idyllisk. Kort tid efter fik ældstebarnet et hysterisk raseri/trodsanfald over at skulle smøres ind i solcreme og da det var overstået og vi havde krammet længe og meget gik vi til stranden. Vi sad i sandet, hentede vand i spande, legede, byggede og nød solen. Senere sad jeg i et tog på vej til København.

Mit tog blev naturligvis forsinket undervejs. Men jeg nåede hjem, skiftede tøj, drak en øl i mit køkken, nød roen og smurte krigsmaling i ansigtet, for derefter at kaste mig op på cyklen og ud i sommeraftenen. Jeg drak en øl mere med en sød mand, så fodbold, grinede og lærte et nyt menneske bedre at kende.

Lidt i tolv, satte jeg mig igen på min cykel. Byen var stille. Tom som den er, når der Roskilde festival, men endnu mere end normalt. Få timer tidligere tømtes værtshusene, en masse rød-hvid klædte og slukørede mænd forlod etablisamenterne og nærmest sank i jorden. Jeg cyklede ned af Nørrebrogade og i Netto hvor jeg tankede op på mælk til min morgenkaffe.

I morges vågnede jeg af mig selv, lidt i syv. Drak kaffe og gik på møntvaskeri med mine sommerferie-pigers beskidte tøj. Da tøjet var rent, cyklede jeg hjem og hang det op. For derefter at cykle mod det sted, der var grunden til hele min springtur. Jeg skulle til møde, på det der ser ud til, at blive min nye arbejdsplads fra starten af august. Jeg mødte nye kollegaer, blev budt velkommen, sad med til evalueringsmøde og lærte en masse om det her nye sted. Jeg har endnu ikke skrevet endeligt under på noget, så derfor er jeg lidt forbeholden med at fortælle mere. Men når det så er sagt, har jeg kæmpemæssige sommerfugle i maven, min hjerne kører på højtryk med idéer og tanker om alt hvad der skal ske. Jeg glæder mig, har ærefrygt og er helt kolosalt spændt.

Mellem to møder cyklede jeg tilbage til Nørrebro, for at møde et helt særligt menneske. Nemlig min venindes nyfødte søn, og det var en ganske særlig og rørende oplevelse. Det er så kæmpe stort at møde de der helt små mennesker for første gang, at høre deres lyde, iagttage deres små forsigtige bevægelser. For slet ikke at tale om, at se sin veninde som nybagt mor. Det var virkelig en storslået time i det selskab. Med en meget smuk, mild og dejlig lille dreng og hans sejeste, smukke og kloge mor. Så utroligt rørende og vidunderligt.

Og nu er jeg så på vej tilbage til sommerlandet. Jeg har snakket i telefon med min datter. Jeg har lovet hende flødeboller og jeg glæder mig så meget til anden etape af min ferie, hvor jeg tror jeg vil nyde det hele meget mere. Jeg er fyldt med overskud ovenpå denne halv-hektiske springtur. For den gav mig virkelig en oplevelse at man faktisk godt kan have det hele. Blæse og have mel i munden på en gang, nærmest. At bygge sandslotte ved Vesterhavet om formiddagen, for at drikke øl i sommeraftenen på Nørrebro samme aften. Næste dag at blive mødt med smil på en ny arbejdsplads, møde en helt perfekt ny verdensborger og nå at kramme sine børn, spise aftensmad med den allernærmeste familie og igen få lov at kysse sine egne børn godnat, det er sgu da en rigdom der vil noget. Jeg føler mig så heldig. Og glad.
For fanden, mand. Livet er jo godt.

Continue Reading

Hej fra den anden (og nye) side

Der har været lang mellem mine skriv her på domænet de sidste måneder. Jeg har savnet at skrive, og har i vanlig stil også en helvedes masse noter på min telefon. Men der er noget i mig der er forandret. Mange ting ændrede sig med den der Malta-tur. For det første har jeg haft utrolig meget ny energi, og derfor haft lidt svært ved at sidde stille og få skrevet alt muligt.

I slutningen af april, var jeg jo som bekendt, på en uges charterferie med hele min eks-svigerfamilie. Min eksmand og jeg var, for første gang siden skilsmissen sammen i en hel uge. Vi samarbejde om vores børn en hel uge. Lagde os til at sove under det samme tag. Mine børns farmor blev 70 år, og det var derfor vi var afsted. For at fejre hende. Mange af mine veninder fortalte mig, at det syntes de bestemt ikke jeg behøvede, og det gør jeg jo heller ikke. Jeg tænker at det er sit eget skriv værdigt. Det der med at undgå at tage børnene som gidsler i skilsmissen, at de mærker at de har en familie, ikke at frarøve dem muligheden for at være en del af den familie de har.

Men altså, meget ændrede sig på den ferie. Mit syn på mange ting ændrede sig. Jeg vandrede mange ture. I mit helt eget selskab. Oplevede at der var flere hænder og delt ansvar om mine børn. At det ikke kun var mig der holdt øje med solcremes-smørings-frekvensen, væskebalancer, bleer og madindtag. Og henne i de der huller og pauser fra ansvar fløj der mange store tanker igennem hovedet på mig. Min eksmand har i perioder haft det svært (læs her og her), og det har selvfølgelig været med til at farve en helt masse ting. Det har givet mig øget arbejdspres i perioder, det har gjort bekymringerne større og flere, det har været med til at bestemme vores samværsform, eller dvs. hans samværsform med pigerne. Jeg har været bekymret og nervøs for at lade ham overtage fuldstændig. Men på Malta blev det virkelig tydeligt for mig, at han er inde i en ret god periode og at mere ansvar godt kan frigives. At det også gør mig godt og at pigerne har det godt med ham. Så han har dem mere og mere alene nu, hvilket har givet mig en del mere fritid og frihed end jeg hidtil har haft. I den fritid dyrker jeg mig selv og mine egne behov til fulde. Jeg drikker mange øl, træner, dater, griner og fester. Jeg lader mig selv mærke, at jeg stadig er i 20’erne (om end i slutningen, men alligevel), at jeg lever, at jeg er mit eget menneske og altså ikke ”kun” nogens mor.

Henne i de store tanker på de lange vandreture tog jeg mig selv op til gennemsyn. Det sidste 1½ år har jeg levet meget indendørs, haft det tungt og hårdt i perioder og belønnet mig selv med ting man kan spise. For jeg har følt mig låst fast. Låst fast til gulvet i børneværelset, til mor-rollen, til ansvaret og om aftenen når pigerne sov, låste jeg mig selv fast til sofaen. Ofte med chokolade, eller noget andet man kunne putte i hovedet. For jeg kunne jo alligevel ikke gå ud. Jeg kunne jo alligevel ikke gøre noget. Jeg kunne ikke gøre andet. Sådan føltes det i hvert fald. Jeg kunne forsøde min fastlåsthed med slik. Små belønninger på hårde dage. Andre dage handlede det om hurtig energi. Når dagen starter kl. 5, og har gjort det længe, kan man sgu godt komme ind i sådan en evig tømmermændsfølelse, hvor man bare craver hvede, sukker og salt. Jeg gav efter for alle cravings, for lasterne. Orkede ikke andet!

Det mærkelige er, at det ændrede sig fra den ene dag til den anden. Jeg blev træt af det. Træt af at have det sådan. Jeg læste en bog på ferien der fik mig til at se mig selv med andre briller. Fra Smørhullet, som bogen så pudsigt hedder, handler om at være fanget i et klaustrofobisk smørhul. Hovedpersonen Mette, sidder fast i sin lejlighed, interesserer sig ikke rigtig for noget, spiser kollosalt meget slik, vil gerne være typen der redder verden, men orker ikke. Hun viser ingen initiativ og er utrolig doven. Samtidig spejler hun virkelig mange af de sider, vi allesammen har I os, og derfor gav bogen også mig en kæmpemæssig mavepuster. For jeg vil fandme ikke være en Mette.
På ferien så jeg også mig selv – og andre – i bikini, og det gjorde mig selvbevidst på en hel ny måde. Jeg er så absolut fortaler for at alle kroppe er gode kroppe. Jeg drømmer på ingen måde om at passe ind i et eller andet snævert kropsideal eller noget i den dur. Men jeg vil gerne være sund. Fit nok, rask og glad. Derfor har jeg haft gang i en kæmpe livsstilsændrings-ting. Da ferien var slut og hverdagen (dagpenge-hverdagen, that is) ramte igen, gav jeg mig selv et rimelig hidsigt træningsprogram. Når jeg nu intet job havde, kunne jeg sgu da ligeså godt bygge mig selv op. Jeg har brugt det sidste 1½ år på sofaen, hos en psykolog, i en notesbog og med veninder ved min side, på at bygge mig selv mentalt op. Få styr på hvad fanden det var der skete, hvem jeg er nu, hvad det vil sige at være mig henne i mit ”nye” liv – og det er hvad der har været plads til. Udover at være mor og jobsøgende. Men jeg nåede til et punkt, hvor jeg er i fred og ro med alt hvad der er sket, hvem jeg er, hvad tilværelsen har budt på og byder på. Det gav plads til det andet. Til den mere fysiske opbyggelse. På 2 måneder har jeg tabt omkring 10 kilo. Jeg er blevet stærkere. Meget stærkere. Måske en anelse mere tonet. Min grundform er bedre – nu kan jeg løbe. Ikke langt og ikke meget – men hele tiden mere. Jeg er mindre sulten. Jeg craver ikke noget mere. Men prøver at fylde kroppen med sunde og gode ting. Det handler ikke om idealvægt, om at skulle nå en bestemt tøjstørrelse eller sådan noget. Jeg har stadig pisse brede hofter, men jeg hviler bedre og mere i den her krop nu. Den er glad og sund, ligesom mit hoved.

Jeg har brugt rimelig meget tid på at være svedig i et fitness-center. P.s. Ingen grund til at frygte at der går #fitnessmom i den, her på domænet – I know absolutely NOTHING om træning. Skal mest bare være stærk nok til at klare livet med småbørn.

Og ja, så er jeg begyndt at date. Ikke noget seriøst overhovedet. Mest bare for at få hul på bylden og for at arbejde imod følelsen af at ”det hele også kan være ligemeget” og ”mænd er nogle idioter”. For at opleve noget og for at mærke at jeg for fanden stadig kun er i 20’erne, at jeg er rimelig fly af en mor at være (det er endda gået så vidt, at jeg blev kaldt MILF), men mest alt for at mærke at brændt kvinde ikke skyr ilden. For det gør hun sgu ikke!

Stadig bredhoftet, forever-sortklædt, men lettere i livet og mest bare glad.
Continue Reading