24 timer på Riget

Igår fortalte jeg jo at jeg lige brugte 24 timer på Rigshospitalet forleden. Selvom det ikke lyder af længe – så kan man nå at suge mange indtryk til sig på den tid. Og på en mærkelig måde, nåede jeg også at føle mig lidt hjemmevant.

Her følger en slags komprimeret Vinterbørn anno 2016:

Riget – at kalde det et mikrosamfund ville næsten være en underdrivelse. Men det er nok det nærmeste man kan komme det. Et samfund i samfundet. Hospitalet er jo selvfølgelig indrettet så man nærmest kan bo her. Det er klart – det er der jo nogen der gør, det tænker jeg ikke så meget over til hverdag, men nu gør jeg.
En kirke.
Kiosken.
En skole.
Kaffevogne.
Internetkoderne man får af sygeplejersken.
Køleskabet til de indlagtes egen mad. Billedbladet og Euroman i stakkevis – på svangerafdelingen er der både tænkt på mormor og far.

Her er pyntet op til jul. Små kræmmerhuse pryder dørene ind til 4-sengsstuerne. Et juletræ lyser op med elektrisk lys og glinsende glaskugler lidt længere nede af gangen. I lobbyen laver en sød udklædt nisse julepynt med de indlagte børn. Det kan godt være der er mange besparelser i hospitalsvæsnet, men jeg synes ikke man mærker dem. Der bliver tænkt på os. På julen, nissebørnene og det hele.

Jeg ligger på svangerafdelingen, ligesom damerne i bogen Vinterbørn, som jeg holder så meget af. Ens for os alle sammen er det lille hvide plastik-agtige armbånd. Og ja, så de store runde maver. Vi ligger her alle sammen med en form for forventning om hvad der skal ske. For nogen er fødslen tæt på, for andre er den langt væk. Nogle skal være sengeliggende hele graviditeten og skal have hjælp til at hente mad og gå på toilettet. Andre, som mig selv, er kun på en kort visit.

Bortset fra strutmaver, fødselstanker og plastikarmbånd er ligeså forskellige som alle mulige andre i denne verden. Jeg ligger på stue med to meget smukke afrikanske kvinder der dels gør meget ud af at have farvestrålende nederdele på under deres hospitalsskjorter, men som hellere spiser den mad deres store familier kommer med i kølebokse end den hospitalet tilbyder. Men så igen, havde jeg ikke også takket ja, hvis der kom nogen med hjemmelavet mad til mig? Jeg tror det – den bleggule kartoffelmos og oksekødet i den fesne sennepsauce fra i går aftes var i hvert fald ikke en af mine største mindeværdige gourmetoplevelser. Men det behøver det heller ikke at være.

Selvom man på mange måder er overladt helt vildt meget til sig selv, er jeg virkelig taknemmelig for al den hjælp jeg får. Jordemødrene er alle sammen helt vildt søde og spørger sødt ind til mig og min situation. En aer mig på armen og mærker på bulen i min pande og siger ting som ”sikke en forskrækkelse” og ”nu skal du bare sørge for at passe godt på dig selv” – så megen (jorde)moderlig omsorg.

Ude på gangen møder jeg en kvinde der måske er 10 år ældre end jeg. Hun smiler og siger godmorgen. Hun kigger dernæst på min sorte joggingbukser og den rødstribede nattrøje og siger ”hvad har du måtte gøre for at få lov at beholde dit eget tøj på?” Dem der er her længe går rundt i det blå-hvide, lettere forvaskede hospitalstøj. Nogle går med Mao-sko, andre på strømpesokker, en er helt avanceret og har sorte Birkenstocks med foer i. Det er lidt ligesom det må være at gå med skoleuniform – man får lidt lyst til at skille sig ud fra mængden – og det kan man gøre ved hjælp af sine sko. Smykker og make-up gør vi os trods alt ikke i.

En lille dreng kommer løbende ind på afdelingen, mens jeg sidder i en sofa og spiser. En jordemoder hilser hjerteligt på ham, hans mor ligger her tilsyneladende og har gjort det længe. Han har gaver med, han viser dem til jordemoderen, der giver ham et klem og siger noget med at hans mor er meget heldig med ham. Jeg tænker på mit feberramte barn derhjemme og får tårer i øjnene. Shit, hvor kan man savne, selvom man hverken er længe eller langt væk.

På hospitaler er der er en særlig luft og lugt. Jeg har svært ved at beskrive det, men jeg har det som om at luften på hospitaler gør mig døsig. Jeg sover godt her – længe og meget. Selvom sengen er halv hård, puden er klumpet og jeg har ondt hver gang jeg vender mig – så sover jeg. Måske er det i virkeligheden mest en sindstilstand. På hospitaler sover man, man kommer til hægterne.

Selvom jeg kun skal være her i 24 timer, bliver det hurtigt en form for hverdag at være her. Jeg har selvfølgelig også prøvet det før, men alligevel. Man henter mad 3 gange om dagen, spiser, går i bad, henter kaffe eller saftevand. Går en tur rundt på afdelingen og det hele føles på en underlig måde velkendt.

De andre på stuen får besøg. Nogle har lækker kaffe og morgenmad med. Jeg henter saftevand i en lille kande og pose med nødder i kiosken – nu skal jeg skrive på mit bachelorprojekt. Når jeg altså lige har fået kørt en hjertelydsstrimmel.

På Riget er kontrasterne store og mange.

You may also like

4 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *