28 år

I går var det min fødselsdag. Jeg har før skrevet om det der med de svære mærkedage i kølvandet på skilsmisse. Og man skulle da også tro, at sådan en fødselsdag ville blive forbigået i tavshed og dagligdags praktiske gøremål, når husstanden herhjemme tæller en 28 årig, en 3 årig og en på 9 måneder. Men nej. Jeg havde den bedste dag.

Sidste år skrev jeg om, at have sin første fødselsdag som voksen, en fødselsdag hvor jeg ikke forventede noget. Den her fødselsdag var lidt anerledes. På den måde, at jeg faktisk ikke havde skænket den så mange tanker. Lige pludselig var det d. 18. Og hvilken dag det var.

Tirsdag aften var jeg ude og spise med verdens bedste Amalie. Det gav jeg nemlig hende i fødselsdagsgave, i sommer, fordi hun er en helt ekstraordinær god ven. Imens passede min mor mine døtre. Sidst på aftenen sendte hun en SMS om at hun havde redt op til mig på sofaen, så jeg kunne få sovet. Folk med små børn vil vide, at det i sig selv er en kæmpe gave.

Onsdag vågnede jeg selvfølgelig 6:30, og kunne ikke sove mere. Men det gjorde ikke noget. Min mor kom ind med mindste-datteren og vi drak morgenkaffe. Jeg havde tid til et morgenbad (endnu en gave). Derefter stod den på en lægetid jeg har udskudt lidt for længe. Derefter brunch med bobler på Sult. En Tivolitur hvor jeg havde tid og mulighed for at køre i karrusel med den 3-årige. Senere shoppede vi børne-vinterstøvler med god rabat. Dagen sluttede med tapas, flere bobler og selskab af mine forældre, bror og hans søde kæreste.

På den måde blev min 28-års fødselsdag både luksus-agtig, praktisk, fyldt med nærvær, vigtige gøremål, kærlighed og så er jeg nu så gammel at det virkelig tæller som en luksus at begge børns vintergarderober er på plads. Og på den måde kunne jeg faktisk ikke have haft en bedre dag.

Hele dagen mærkede jeg, at det slet ikke er et spor ensomt liv jeg har. Der er mange der virkelig passer på mig, forkæler sender rørende søde fødselsdagshilsner som emmer af kærlighed og omsorg. På lørdag sender jeg begge børn på overnatning hos mormor og morfar, og så er det tid til at give lidt tilbage. Min allernærmeste veninder skal forkæles med god mad og rødvin. Life is faktisk great.

28 år – med mørkere rander end nogensinde før. Blomster fra min søde overbo
og fødselsdagsgave-hårbånd fra eksmand og børn.
This is the new normal

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *