4 år som mor

I dag er det min ældste datters fødselsdag.

4 store år.

4 år der har stået på det hele.

4 år der har indeholdt alt.

4 år der i den grad har ændret mig.

Og hende, selvfølgelig. Alt er sket.
I går spurgte hun mig “er det min sidste 3-års dag i dag?” og i morges ville hun selv lave dejen til fødselsdagspandekagerne og sammensatte desuden et nøje afstemt outfit bestående af blomstret kjole og glimmerstøvler. Senere i børnehaven smurte hun fødselsdagboller til alle vennerne, og sikrede sig mere end en gang, at alle havde fået før hun tog en til sig selv.  At hun nogensinde har været så lille, at jeg var bange for at hun ville gå i stykker når hun skulle have tøj på, er for vildt at tænke på.

Sidste år på hendes fødselsdag, skrev jeg noget om at være rædselsslagen for at ødelægge det lille menneske jeg lige havde mødt. Sådan er det ikke mere. Hun bliver hele tiden endnu mere sit eget, store og stærke menneske.

Kære A

I dag bliver du 4 år. Jeg har det blandet med de 4 år. For på en måde, føles det ikke som længe siden, at du var en lille baby. Det er ikke længe siden jeg så dig tage dine første skridt, hørte dig sige dine første ord, og så alligevel. 4 år er også lang tid. Ingen af os er de samme som vi var den gang.

Du skriver bogstaver, cykler på to hjul, hjælper med madlavning, undersøger det engelske sprog, passer på din lillesøster, udviser handlekraft og omsorg. Du føler ting og sætter ord på. Du er et kæmpe menneske med så mange kæmpe store og smukke kvaliteter. Hver dag får jeg et indblik i hvem du er og hvem du bliver. Smuk, klog, sej, kærlig, sjov, opfindsom og med en fremragende tøjsmag. Jeg glæder mig så meget til alt hvad vi skal, alt det jeg skal vise dig og alt det du skal vise mig.

Jeg er så ekstremt stolt af dig og elsker dig helt op til månen og tilbage igen ❤️

For 4 år siden lå hun og sov på min mave. Det fortalte jeg hende om i dag. Så prøvede vi, hvordan det ville være nu. 4 år er lang tid.
Mit lille kæmpestore menneske ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *