At blive far…

Forleden dag teasede jeg med at min mand har brygget et blogindlæg sammen til mig og selvfølgelig jer, kære læsere. Han har skrevet om sine oplevelser fra da vi i september 2014 blev forældre første gang. Jeg synes i al beskedenhed at det er fremragende og håber at I vil synes det samme. Ordet er her med givet videre: 

Elevator ned. Hen i Rigshospitalets kiosk og hente kaffe. Elevator op. Kramme, snakke, ligge i ske, ae, fjolle, grine, nusse. Elevator ned. Hen i Rigshospitalets kiosk og hente kaffe. Elevator op. Mere kramme, snakke, nusse. Elevator ned. Gentag.

36 timer senere.

Min kone får indsat ballonkateter. FUCK!

Tag lige en dyb indånding og plant fødderne på gulvet, før du googler ballonkateter. Mens du gør det, så tillad mig lige at spole historien lidt tilbage.

Min kone blev indlagt søndag formiddag d. 14 september 2014, fordi hendes fødsel skulle sættes i gang for at undgå eventuel svangerskabsforgiftning. I samme øjeblik vi fik beskeden, spurtede jeg ud af hospitalet, sprang op på min kones alt for lille cykel (jeg er 194 cm høj. Det er hun ikke) og sprintede tværs gennem Indre Nørrebro, mens mine knæ skiftedes til at banke ind i styret hvert milisekund. Konen var i uge 37. Vi var ikke forberedte. Jeg skulle hente tøj. Og jeg skulle nå over og købe bleer, inden hun fødte.

Lad mig bare røbe det nu. Jeg nåede det hele.

3 dage senere fødte hun.

Nå, men altså… Cykelturen var det dramatiske højdepunkt i de første 36 timer, for heldigvis fik jeg smidt min hjælp-det-er-nu-jeg-skal-være-far-panik ret hurtigt efter jeg kom tilbage til hospitalet. Og så skete der ikke meget andet den dag — eller den næste — end at vi måtte trodse de lidt kedelige omgivelser og udfylde ventetiden med noget hygge og ture i elevatoren til mig.

Veerne ville ikke dukke op. Babyen ville ikke ud.

Spol frem til mandag aften igen.

Min kone får indsat ballonkateter. FUCK!

Nu er jeg jo godt nok ikke udstyret med en livmoder, men det gjorde sgu stadig ondt på mig, da jordemoderen forklarede nærmere omkring ballonkateteret og hvordan det udvider livmoderhalsen. Det var så heller ikke en følelse, der blev bedre af at opleve kateteret sat op i min kone. Hun måtte have hjælp til at bevæge sig hen til sin seng. Og hjælp til at falde i søvn. Mere skal der ikke fortælles om det.

Fuck, hvor var hun sej.

Lige så ondt som ballonkateret gjorde, lige så godt blev vi behandlet af personalet. Jeg fik lov til at overnatte sammen med min kone. En sygeplejerske skubbede to senge sammen og redte op til os. Det var sgu nærvær.

Og det var omsorg.
Tak.

Jeg er formentlig ikke den eneste, der er af det indtryk, at der de sidste mange år har været alt for stort fokus på at effektivisere landets fødselsafdelinger (og offentlige hospitaler generelt). Men trods det har diverse politikere, administratortyper og andre bureaukrater heldigvis ikke fået pillet menneskeligheden ud af personalet. Oven i det var det vores held, at min kone skulle føde uden for højsæsonen (som en af sygeplejerskerne fik kaldt den travle sommerperiode). Så vi følte, at der blev taget rigtig godt hånd om os gennem hele vores ophold.

Tak endnu engang.

Og så tilbage til tirsdag formiddag.

Ballonkateteret skulle ud efter en slem nat for min kone. Vi røg over på en stue på fødegangen. Det var tid til ve-drop. Hvilken lettelse! Jeg fik lært elevatorerne endnu bedre at kende. Og 7-Eleven, der bestyrer kiosken på Riget, tjente gode penge på mig endnu en dag.

I løbet af eftermiddagen begyndte min kone endelig at få veer med jævne mellemrum, og livmoderhalsen udvidede sig langsomt. Inden hele showet startede, var jeg godt klar over, at jeg var nødt til at fokusere 100 procent på min kones behov under fødselsforløbet. Så mellem veerne agerede jeg troligt pauseklovn, hyggeonkel og massør, alt efter hvilken form for underholdning min kone havde behov for. Og når veerne ramte, gjorde jeg mit bedste for at hun kunne fokusere. Det var ligesom det, jeg kunne gøre.

Nemt.
Kein problem.
Piece of cake.
Men fucking hårdt.

Nemt, fordi jeg for det meste blot skulle være til stede og fokusere på min kones behov. Hårdt, fordi det ikke var nemt for min kone.

En epiduralblokade og adskillige ture med elevatoren senere.

Sent på aftenen beordrede min kone mig hen til stuens sofa for at hvile. Modvilligt lagde jeg mig ned.

Zzz.

Klokken rammer 1 natten til onsdag.
En fremmed kvinde vækker mig.

Dagens tredje jordemoder var mødt ind, mens jeg sov. De to tidligere havde været totalt cool. Det var den tredje så absolut også. Og nu var det tid til, at jeg skulle være med igen. Min kone havde udvidet sig meget. En time senere blev der gjort klar til, at min kone skulle presse.

Shit. Hvor gik alting bare stærkt, når jeg tænker tilbage på det. Men sådan føltes de dage absolut ikke, da jeg oplevede dem. Det var en lang, langsom, indimellem hyggelig og til tider træls march, specielt for min kone. Til gengæld er jeg stolt over, hvordan jeg klarede de dage og stolt over, hvor sej min kone var. For det var hun. Og er hun.

Sikken en oplevelse vi havde sammen.

Klokken rammer 2:20.

Tid til sidste akt. Pressefasen. Livmodermunden havde åbnet sig til ca. 10 cm og barnets hoved stod på bækkenbunden. Jeg var forberedt på, at min kone skulle på endnu mere hårdt arbejde den næste times tid eller mere. Til gengæld var jeg ikke forberedt på, at jeg skulle hjælpe til med at holde min kones ben, mens hun pressede.

Tid til at tænke hurtigt.

Til al held for jordemoderen og min kone var min hjælp-det-er-nu-jeg-skal-være-far-panik længe borte. Det var sgu bare at gribe fat. Og så ellers fokusere på at opmuntre min kone og holde øjenkontakten med hende.

En time eller mere?

No way.

20 minutter.

2:40.

Mor + Far = den dejligste datter

Vildt,

Smukt
Det
Var!

Jeg er far. Min datter fyldte 2 år for ikke så lang tid siden. Min kone er gravid igen. Vi har haft så mange fantastiske oplevelser sammen, alle tre. Og nu skal vi være fire.

Glæder mig!

Mit råd til dig, kommende førstegangs-far eller -mor? Glem dine bekymringer. Glem alt om, hvor let eller hård en fødsel lyder. Bare vær til stede, når det sker. Det er en elevator-optur du aldrig glemmer.

elevatorknap

You may also like

7 kommentarer

  1. Fantastisk historie! Jeg er ret sikker på, at hvis jeg bad Mand om at bidrage til den fælles erindring, så ville der være tomt derinde. Helt tomt. Tabula rasa; Mand har glemt alt.
    Men fantastisk, at I er på den igen, jeg glæder mig til at læse med, nu hvor jeg er dumpet ned på din side

    1. Tusind tak for din søde kommentar. Hehe, han arbejdede også lidt med hukommelsen vil jeg sige, og havde en del spørgsmål undervejs. Heldigvis blev resultatet jo fint.
      Dejligt at du vil læse med <3

  2. Sikke fint skrevet! Jeg elsker fødselsberetninger og ISÆR dem skrevet af fædrene, fordi man altid tydeligt kan mærke den store kærlighed og respekt, de oplevede at føle for deres fødende kvinde. Dejligt at have i arkivet (også det mentale)! Kh.

    1. Årh, tak <3
      Jeg elsker virkelig også dem der er skrevet af fædrene - derfor var det jo dejligt at manden ville. Og igen, tillykke med graviditeten <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *