At blive mor

IMG_4586

I dag er det her 3 år siden. Det er 3 år siden, at jeg endelig kom på en fødestue. At det endelig føltes som om, at der nu var kort tid til at jeg endelig skulle møde min datter. Jeg havde et langt og bøvlet igangsættelsesforløb bag mig, og det at komme på fødestuen var fantastisk. Og skræmmende.

Der skulle gå mange timer, før hun gjorde sin ankomst. Jeg var på fødestuen i 14 timer før der rigtig skete noget. Min datter har først fødselsdag i morgen.

“Nu er der ingen vej tilbage” sagde jeg til jordemoderen, da hun tog vandet. Hun smilede og sagde “det har der ikke været i rigtig lang tid”. Jeg prøvede at virke som om at jeg glædede mig. Jeg vidste godt, at det var det største i verden jeg skulle opleve lige om lidt. Men jeg var så skræmt. Jeg tror ikke at der var nogen der opdagede det. Lige om lidt skulle jeg være mor. Og det var sgu da ikke sikkert, at jeg kunne finde ud af det?

Som udgangspunkt er jeg ikke ret glad for at prøve nye ting. Jeg er totalt tryghedsmenneske og bliver allerhelst i min comfortzone. Hvis jeg skal lære noget nyt, giver jeg ret hurtigt op, hvis jeg ikke kan lære det hurtigt. Det er f.eks. derfor at jeg hverken kan strikke eller tale spansk (efter 3 års højniveau i gymnasiet).

Det at skulle være mor var nervepirrende. Jeg havde aldrig prøvet det før, jeg havde ingen mulighed for at vide om jeg ville være god til det. Om jeg ville lykkedes med det. Jeg ville gerne give det kommende barn det bedste, men hvad hvis jeg ikke kunne?

Pludselig var hun ude. Så pludseligt som det kan være, når igangsættelsen har varet 3,5 døgn. Og da hun var der, var det som om, at jeg alligevel vidste hvad jeg skulle gøre.

3 år er ingen tid. Og samtidig al tid. Jeg har aldrig lært så meget på 3 år, som jeg har fra 2014 til 2017. Jeg har lært en masse om kærlighed, udholdenhed, afvikling, styrke og opofrelse. Alt var og er nyt, og heldigvis falder det meste mig ret naturligt. Jeg har lært, at det største ses i det/de små. At det er godt, at kaste sig ud i noget nyt og uprøvet.

Mange ting giver mening på en anden måde. Det at blive forladt, var hårdt. Selvfølgelig. Men jeg ville ikke ønske, at jeg aldrig havde mødt min eksmand for de børn vi har fået sammen, giver min verden så uendelig meget mening. Og på den måde, er det, at være blevet mor, på en måde langer than life for mig.

Hvis jeg havde kunne se ind i fremtiden, der på fødestuen for 3 år siden, havde det helt sikkert ikke hjulpet på skrækken. Tværtimod. Men jeg ville ikke gøre det om. Noget af det. Kære A, jeg elsker at være din mor. Med alt hvad det indebærer.

You may also like

2 kommentarer

  1. Haha jeg havde præcis den samme følelse af point-of-no-return, da jeg gik i fødsel med vores første søn, men ja det punkt var passeret for længst…
    Nu ligger jeg på sofaen og venter på at gå i fødsel med vores andet barn og har lidt samme følelse af “hvad fanden tænkte vi på, nu gik det lige så godt og den store kan endelig så meget” men jeg ved jo godt at det bliver SÅ godt for os alle med en lillebror, og håber det hele kommer tilbage til mig, når jeg står med den lille i armene :)

    1. Det er jeg sikker på, at det gør. På det punkt er det meget federe med nummer to. Han falder helt sikkert bare ind i jeres familie, ham lillebror.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *