At finde sin stemme

Første gang det slog mig, at jeg gerne ville blogge var jeg 24 år. Jeg var nygravid med mit første barn og havde lige tjekket min kæreste ind på psykiatrisk hospital. Jeg googlede og ledte alle steder, efter en artikel eller en pårørendeberetning der skulle fortælle mig, at det nok skulle blive ok. Jeg fandt ingenting. Jeg prøvede at klare mig selv. Fik hjælp og snakkede med mine venner og forældre om hvad jeg oplevede. Også skrev jeg. Men egentlig følte jeg mig ret alene. Der var jo ikke rigtig nogen der vidste eller kunne forstå hvad jeg gik igennem. Jeg var ung. Der voksede et barn i maven på mig. Jeg havde aldrig set et psykiatrisk hospital indefra før. Jeg var bange. Utryg på min kærestes vegne. Fremtiden så usikker ud. Hvad skulle det ende med? Hvilket liv ville mit ufødte barn få. Hvilket liv ville jeg få? Det troede jeg, at jeg ville få svar på, hvis jeg fandt en der havde oplevet noget lignende. Som sagt, jeg ledte forgæves.

Dengang tænkte jeg, at jeg så blev nødt til at skrive om det. Skrive en bog. Pårørende bogen. Samtidig tænkte jeg på alle mine febrilske google-søgninger og tænkte at det ville være smart med en blog.

Da jeg startede bloggen her, var det alligevel for svært at stå 100 % frem. Jeg tænkte at den kunne være anonym. De fleste indlæg jeg startede med at skrive havde ikke så meget personlighed bag sig. Eller, jo, men de kunne være skrevet af alle muligt. Man kunne ikke nødvendigvis lige se at det var mig.

Men så skete der noget. Jeg blev skilt og begyndte at dele det på bloggen. Det er der læsere i, skulle jeg lige hilse at sige. De blogs jeg selv elsker mest, er også de mest personlige. Sådan er det for mange, tror jeg. Og jeg kan mærke at det her, blogging, er blevet personligt for mig. Der er helt klart nogle ting, der for mig er for personlige at dele, og jeg tænker meget over hensynet til mine børn, når jeg skriver og deler. På en måde, er det jo også deres historie.

Jeg vil stadig gerne skrive indlæg om at det er dyrt at bo i byen, om at små piger ikke bør dulles op i mini-voksentøj osv. De lidt mere debat-agtige ting, som kunne være skrevet af mange.

Men.

Jeg bærer min historie med mig. Der er ingen grund til at være anonym længere. Jeg har intet at skamme mig over. Derfor har bloggen nu fået nyt layout og mit tegneserie alias er væk. Jeg hedder Louise, og det er mig på billedet. Sig hej, hvis vi støder på hinanden ude i virkeligheden.

received_10213782843745575

You may also like

13 kommentarer

  1. Jeg er en af de lidt nye læsere – og jeg elsker at følge med i dine tanker og dit liv. Du er pisse sej! Tak fordi du deler

  2. Hej Louise.
    Jeg er en af dine nyere læsere :)
    Jeg er vist også mest til de personlige fortællinger, hvor man kommer til at “kende” afsenderen.

    1. Hej Nette. Dejligt at du er her :)
      Det forstår jeg godt, sådan har jeg det i øvrigt også når jeg læser bøger 😀

  3. Jeg er også ny, men nu fast læser Jeg tror jeg kom hertil via Sneglcille, der anbefalede din blog.
    Jeg synes du er pisse modig og sej!

    1. Hej Line. 1000 tak, dejligt at du læser med – det gav bestemt godt med læsere at blive anbefalet derover. Det er fedt!

  4. Jeg er også relativt ny – jeg læste med efter Sneglcille havde anbefalet din blog og nappede lige hele bloggen i noget nær ét hug. Jeg er også fan af det personlige og din blog, så keep endelig going!

  5. Hej, Jeg er også fan af din personlige blog, også på anbefaling af sneglcille. Det er nogle rigtig fine og modige indlæg, du skriver. En enkelt kommentar dog er, at når du står frem skal du også tænke over, hvem du samtidig bringer frem i søgelyset og selvom jeg ikke ligefrem er en kæmpe fan af din ekskæreste, så er det en meget personlig og privat oplysning om ham, du deler i dit indlæg. Medmindre han ligefrem har givet samtykke til denne videregivelse, ville jeg slette dette, men ellers er der thumbs up herfra.

    1. Hej Katja
      Tak for din søde kommentar. Du har helt ret – og det er faktisk, tro det eller ej, noget jeg tænker ret meget over. Der er mange ting i min skilsmisse jeg har lyst til at dele, men som jeg holder for mig selv, netop af hensynet til andre.
      Der udover ved jeg at han læser med på bloggen, og endelig har han givet mig lov til at skrive alt det jeg har lyst til om os og vores skilsmisse. Det kommer jeg dog ikke til at gøre brug af, for jeg tænker meget på mine børn i det her. Min historie er jo også deres.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *