AV!

I gårsdagens indlæg kom jeg muligvis til at lyde som verdens største ja-hat. Det prøver jeg virkelig også at være. Når jeg tidligere i mit liv har mødt modgang eller ting har været meget svære, har jeg så vidt muligt prøvet at vende det om til noget positivt – en livserfaring til senere brug, en oplevelse man kan lære af og en mulighed for noget nyt. Sådan prøver jeg oftest også at anskue den her skilsmisse-proces. MEN, der er bestemt tidspunkter hvor ja-hatten falder af med et højt klonk og hvor jeg føler at hele universet er imod mig og at jeg bliver testet ud i det ekstreme. Tirsdag var sådan en dag:

Det er (meget) tidlig morgen, da jeg slår øjnene op. Der ligger en glad lille basse og spræller ved siden af mig. Jeg vågner med en velkendt følelse, men en også en følelse i kroppen, som jeg efterhånden ikke har haft i flere år. Noget der mindede mest om tømmermænd havde ramt min krop. Det var dog ganske sikkert ikke tømmermænd.

Jeg ammede den mindste med et meget ømt bryst, hun faldt i søvn igen og jeg udnyttede at begge børn sov og tog mig et bad. Begge børn vågner hurtigt derefter og så var dagen ligesom igang.

Kvalmen, hovedpinen og den jagende fornemmelsen i maven tager til. Jeg bærer begge børn nedenunder og bander i mit stille sind over lejlighedens to etager. Mens jeg laver ældstebarnets havregrød er jeg flere gange nødt til at skubbe gryden af varmen og sætte mig på gulvet. Jeg prøver at drikke vand, prøver at spise lidt yoghurt. Intet hjælper.

Medicinskabet indeholder kun børnepanodil og jeg overvejer om en dobbelt portion vil virke på min smadrede mor-krop.
“Jeg har det simpelthen så skidt her til morgen. Jeg ved slet ikke hvordan det skal gå” – sender en sms til min mor. Ved ikke hvad jeg forestiller mig at hun skal gøre ved det. Men alligevel.

Det bliver kun værre. Kravler til sidst rundt og får begge børn i tøjet. Heldigt at de er så små at de synes det er sjovt at mor kravler rundt. Ringer til min mor. Hun tager den ikke. Tårerne presser sig på. Ringer igen. Tag den nu. Ringer igen. Græder stille. Børnene leger i stuen og jeg har aldrig følt mig så alene. Havregrøden skal laves, bleer skal skiftes, tænder skal børstes, børn skal fodres og jeg har mest af alt lyst til at ligge mig i fosterstilling og græde og vente på at der kommer nogen og samler mig op. Single-mødre kan ikke blive syge, og slet ikke så meget der. Det er uretfærdigt!

Min mor ringer tilbage og jeg er lige ved at begynde at græde, da jeg hører hendes stemme. Selvom man selv er mor, kan man virkelig godt få brug for sin egen mor. Vi bliver enige om at det nok er brystbetændelse og hun siger at hun vil få min far til at komme ind til mig med det samme. Han skal nok følge den store i vuggestue. Pyha. Så er det bare at holde ud. Googler brystbetændelse. Det gælder åbenbart om at amme alt hvad man kan. Så det gør jeg. Av for s*tan i h*lvede!!! Bider mig i tungen og tænker at den 2-årige ikke skal have udvidet sit ordforråd med alle mine havnearbejder-fraser. Jeg har aldrig prøvet noget så smertefuldt. Eller. Jo, måske at føde. Jo mere jeg ammer, des bedre bliver det. Men jeg har stadig feber og ondt over alt.

Da min far kommer, kan jeg stå oprejst og har fået ældstebarnet i overtøjet. De triller afsted og jeg ammer for fuld skrue. Da han er tilbage, pakker jeg den lille i barnevognen og bakser mig selv op på cyklen. Min far kigger på mig med et bekymret blik “er du sikker på at du kan det der?” – Bare tanken om at komme til lægen og eventuelt få lindrende medicin giver et overskud. Jeg VIL være rask. NU!

Min læge er sød og udskriver en recept på penicillin med det samme. Så kigger hun på mig og spørger “hvordan går det ellers?” .. Jeg siger noget med at alt i alt, så går det godt. Men får tårer i øjnene og siger hulkende at jeg simpelthen følte mig så alene i morges.

Det ved jeg godt at jeg ikke er. Det siger min far også, da jeg kort efter møder ham og mit sovende mindstebarn ude foran. “Det var jo godt at se at vi kunne det her” siger han. Og jeg giver ham ret.

Jeg har det allerede meget bedre.

P.s. Skal vi ikke aftale, at det her så betyder at jeg har held i sprøjten med hensyn til den nye lejlighed?

You may also like

3 kommentarer

  1. Jeg er så pissedårlig til at kommentere.. undskyld for det!
    Og så vil jeg sige, at dagens nedsmeltning er ret så naturlig, tænker jeg. For det første gør brystbetændelse bare rocker-ondt! Og for det andet står du/I jo midt i en krise – og dels er der flere faser at komme igennem, og dels er det ret almindeligt at “springe lidt frem og tilbage” i dem.
    Og så rigtig, rigtig god bedring! Og et velfortjent virtuelt kram! (Og så tænker jeg at det der med, at når man står i lort til halsen, skal man ikke bøje nakken, men rette ryggen, passer ret godt på dig!) :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *