Bange-mor

Da jeg så nyhederne om terrorangrebet i Bruxelles i tirsdags fik jeg kvalme, det rislede ned af ryggen på mig, og jeg havde mest af alt lyst til at ligge mig til at tude helt uhæmmet. Igen. For sådan var det også med København, Paris og Istanbul og alle de andre gange. Jeg kan simpelthen ikke holde ud at verden er så ond. Jeg bor i København og har været i både Bruxelles og Paris flere gange, og det at det er kendte steder for mig, gør det hele endnu mere ubehageligt.

Efter september 2014 er dog der kommet en ekstra dimension på. Jeg er nogens mor. Terror, død og ulykker skræmte mig også fra vidt og sans tidligere. Men nu kan jeg mærke rædslen helt ind i knoglerne. At noget ondt skal ramme mig eller min familie, er noget af det værste jeg kan komme i tanke om. Jeg ved godt at man ikke skal lade sig skræmme, men frygten for ting jeg ikke selv kan styre er en del af det at være mor. Frygten for at miste, eller for at min datter mister mig, er et sted i baghovedet, næsten altid. Og begivenheder som i tirsdags får det hele til at blusse op. Jeg prøver at ignorere det. Men det kan jeg ikke.

I de her dage arbejder jeg meget med at prøve at spejlvende frygten. I stedet for at være bange, prøver jeg at mærke livet og lykken. Tænke at jeg har en familie jeg elsker så højt, at jeg kan være bange. Kigge på min datter når hun sover. Holde hende ind til mig når hun giver mig lov. Danse til Kaj og Andrea med hende. Opleve verdenen igen, sammen med hende. Det er så sindsygt livsbekræftende at være sammen med et lille menneske på 1,5 år. Heldigvis.

Jeg vil mærke at vi lever og at vi har hinanden, og hver aften gå i seng med et smil på læben, for lige rundt om mig er de mennesker jeg elsker allermest. Livet er nemlig også smukt og jeg er meget heldig!

You may also like

3 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *