Børn er den bedste medicin

Jeg genlæste for nylig et blogindlæg, der har en del måneder på bagen. Dengang var jeg bare 4 måneder henne i min anden graviditet, og min (nu eks)mand var syg. Dengang skrev jeg om at det hjalp på alting at jeg havde min datter og babyen i maven at tænke på.

Sådan er det også nu.
Der kan helt sikkert siges rigtig mange dårlige ting om at blive skilt, når man har små børn. Flere siger siger det der med, at man sgu ikke går nogle steder før barnet er blevet 3 år. Sådan havde jeg det også. Familieliv med små børn er sgu en eller anden form for undtagelsestilstand og man må behandle det som sådan. Den skilsmisse, jeg netop har gennemlevet kom som et chok for mig. Og jeg ville gerne have haft lov til at kæmpe for at min familie kunne være forblevet hel. Men sådan gik det ikke.

Min virkelighed jo nu, at jeg er alene med to små.
Sidst jeg havde kærestersorger håndterede jeg det på en temmelig anderledes måde, end denne gang. Det var noget med store fadøl, sprut, smøger og fremmede mænd. Som single-mom er det ikke rigtig en mulighed. Men det er okay. Faktisk.

Der var en af mine læsere der skrev, at det var vildt så godt jeg klarede den her tid. Tak, Pernille <3 Det er blandt andet børnenes fortjeneste. Det er slet ikke deres valg, at deres far ville skilles, og jeg ser det som min opgave, at det ikke skal traumatisere dem. Lige så lidt som det var min beslutning, var det heller ikke deres. De må ikke komme til at betale prisen, ligesom jeg heller ikke vil betale den.

I min nye tilværelse, har jeg har næsten ikke et ledigt sekund til mig selv. Det er hårdt ja, men på en måde også godt-gørende. Der er hverken tid eller mulighed for, at gå ud og drukne sorgerne – det har der bestemt været dage, hvor jeg har haft lyst til. Men samtidig er der heller ikke tid til at falde fra hinanden. Til at tænke alle de der sørgelige og ukonstruktive tanker, der kan følge med, når man bliver forladt. For selvom jeg er forladt, er jeg ikke alene. Der er hele tiden nogen der hænger på mig, eller har brug for mig – og det er der noget helt terapeutisk i. Jeg er nødt til at være stærk. For jeg skal kunne være noget for nogle andre – små mennesker hvis hele liv afhænger af mig.

Det er så dejligt umiddelbart at være sammen med børn. Man er nødt til at være tilstede i nuet – for det er de. Der er behov der skal dækkes og den rutine jeg har fået oparbejdet, er faktisk rar. Samtidig giver de mig kærlighed, hver dag. Børne-kærlighed ganske vist, den mindste pludrer, griner og sutter mig på hagen. Den store krammer mig, siger store og smukke ord “jeg elsker dig, moar” “du er så sød, moar” og “du er min bedste ven”. Så selvom jeg er forladt, er jeg stadig elsket, ønsket og nødvendig. Jeg giver børnene al den tryghed, jeg synes de har krav på. Men de gengælder den faktisk også.

Samtidig insisterer jeg på at den her tid ikke kun skal være overlevelse. Jeg vil have lov at nyde mine børn og jeg vil have lov at være glad. Det har gjort mig meget vred, at min barsel skulle ødelægges af en skilsmisse, at min yngste datters start på livet, på mange måder blev kaotisk for os allesammen. Det er ikke det, man ønsker at føde et barn ind i. Derfor skal mit liv ikke ødelægges mere. Det vil jeg simpelthen ikke finde mig i, derfor prøver jeg, alt hvad jeg overhovedet kan, at finde overskuddet frem, at se fordele i stedet for ulemper og lade lyspunkterne fylde. Selvfølgelig har der været øjeblikke hvor jeg er meget vred, skuffet og ked af det. De følelser dukker stadig op. Men jeg vil ikke lade mig ødelægge, jeg vil være glad.

Som dagene, ugerne og månederne er gået, kan jeg mærke at mit glædes-barometer fyldes mere og mere op. I slutningen af februar var der flere grå timer, end lyse timer. Det er heldigvis vendt for længst. Nu er der flere dage, der er lyse og få øjeblikke der er grå. Jeg er sikker på at denne fortælling får en lykkelig slutning. Jeg kender den bare ikke endnu.

20170314_190545

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *