By-mor?

Her i løbet af sommeren har min mand og jeg gået med overvejelserne omkring hvor vores lille familie skal bo. Jeg er (forhåbentlig) færdig med min uddannelse til januar og derefter har vi en lidt anden slags penge at leve og bo for end vi har nu, og vi får ligeså stille brug for mere plads.

I al den tid vi har boet sammen, og faktisk også før vi flyttede sammen, har vi boet på Nørrebro. I mine øjne den bedste af alle broerne og indtil for nylig har jeg virkelig ikke kunne forestille mig at bo noget andet sted. Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned om mangfoldighed, gode legepladser, barnevognsture på Assistensen, verdens BEDSTE vuggestue, at bo lige rundt om hjørnet fra flere veninder, hvordan Nørrebrogade kan føles som et fremmet land når solen rigtig skinner, sammenhold, unikke butikker, storbyliv og alt det jeg elsker. Men egentlig er Nørrebro bare hjem for mig. Jeg er kommet her siden mine spæde teenage-år, først i Ungeren på Jagtvej og siden alle mulige andre steder. Jeg ved hvor alting ligger, jeg ville aldrig kunne fare vild her. Jeg hilser på de samme mennesker hver dag og jeg elsker det lille skøre samfund vi har her. 2200 er mit hjem og Nørrebro har mit hjerte.

Men, vi skal snart bo i noget større. Og noget større er dyrt. Især her. Jeg går tit forbi ejendomsmæglerene på Jagtvej, og det er soleklart at man ikke får meget lejlighed for sine penge. De fleste små andelslejligheder er langt oppe i millionklassen. Og med andelslejligheder følger der som bekendt altid et beløb til boligydelse. Hvis du ønsker dig mere end 3 værelser på Nørrebro skal du i hvert fald finde 3 millioner, og vi er ikke den bydel, hvor det er værst. Det er jo helt hul i hovedet! Boligmarkedet i København er ved at stikke helt af.

I overvejelserne omkring hvor vi skal bo, ligger også hvilket liv vi ønsker for vores familie. Vi har ikke lyst til at sidde så dyrt, at vi er nødt til at knokle for at tjene til huslejen – selvfølgelig skal vi arbejde, men der SKAL være tid til at være en familie. Det bliver mere og mere klart for mig, at for at få råd til at kunne holde fri, er vi måske på vej ud af byen.

Priserne på boliger i byen, er ved at jage helt almindelige mennesker væk. Vi, en akademiker og en skolelærer med lyst til en lidt fritid engang i mellem, er i tvivl om det kan lade sig gøre at finde noget vi har råd til. Det er forrykt. Noget af det jeg elsker allermest ved at bo i byen, og især på Nørrebro, er at vi der bor her er så forskellige, men vi er enige om at vi skal bo her allesammen og at alle har lov at være her. Men snart har ingen råd, især ikke dem der er på vej ind på boligmarkedet. Jeg er seriøst bekymret for at København om få år vil minde om London, hvor ingen almindelige mennesker har råd til at bo. Dét er faktisk slet ikke det der er byens ånd.

hjerte

Her på Nørrebro har vi et mindesmærke – Bjørn Nørgaard lavede i 2010 “farvel til våbene”, som ses her på billedet. I daglig tale hedder det dog bare Nørrebros hjerte. På betonsoklen står der “Vi vil leve sammen” på en helt masse forskellige sprog. Nørgaard selv skriver “Verden skal være åben og mangfoldig, der skal være plads til den enkelte, til forskelligheder, til en rigdom og sprog, religion og kulturer, men det skal være en mangfoldighed i en fælles verden” –  noget jeg er meget enig i, og som virkelig er det mit Nørrebro står for. Og derfor kan jeg faktisk ikke holde ud, at det nogensinde skulle blive anerledes.

You may also like

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *