Mor her

Mit BA-projekt har sgu ikke haft de nemmeste betingelser i verden.
Først og fremmest har jeg været på et komprimeret bachelor modul, hvor vi havde første vejledning i oktober og har derfor været presset på tid, undervisning og vejledning. Første vejledning var mens min mand havde det sværest. Jeg kan huske jeg skrev en SMS til min svigermor den morgen, om at jeg havde afleveret barnet og altså var nødt til at køre på seminariet, selvom at han havde det skidt og om hun mon ville snakke med ham.

Midterforløbet er egentlig gået fint, ikke en overvældende arbejdsindsats, men jeg fik problemformulering og empiri i hus på en god måde.
De seneste uger, har til gengæld været præget af at min trætte gravide krop ikke længere vil som jeg kunne ønske. Mit bækken har ikke været fan af de mange timer foran computeren – jeg fik det fremragende tip at jeg jo kunne arbejde ved et hæve-sænkebord – men sådan nogle har det desværre ikke med at falde ned fra himlen. Så jeg blev siddende, og fik mere og mere ondt. Når man veksler mellem at slæbe en tung rygsæk fuld af bøger, en 2-årig og så at sidde ned mange timer hver dag, med en gravid krop, er man åbenbart selv ude om det – det gør nas.

Den absolutte slutspurt for mit projekt skulle dog vise sig at være den mest umulige. I mandags røg jeg i karambolage med en bildør og måtte efterfølgende opholde mig på Rigshospitalet et døgns tid:

Faktisk sad jeg for en gangs skyld hjemme og arbejdede – efter adskillige overspringshandlinger arbejdede jeg faktisk godt. Lige indtil lidt i 13, hvor vuggestuen ringer og fortæller at barnet har feber og at jeg hellere må hente hende. Jeg når lige at tænke at det jo er umuligt at blive færdig med noget som helst under de omstændigheder, inden jeg selvfølgelig hopper ned på cyklen og sætter kursen imod vuggestuen. Turen ender dog med at blive kort – da jeg kører nedad Stefansgade er der en mand der smækker sin bildør op lige i det sekund jeg er ud for den og jeg kan på ingen måde nå at bremse. Jeg kører lige ind i døren, maser mit cykelstyr direkte ind i maven, og styrter i jorden. Måske tog fra med armene? Jeg har i hvert fald en blodansamling på den ene arm og ømt håndled på den anden – så noget må de arme have lavet. Manden bliver mindst ligeså forskrækket som mig. Måske mest fordi jeg straks hyler op om graviditet, bachelor og feberbarn og nærmest skriger “NEJ! Jeg er fandeme ikke okay” – da han drister sig til at spørge.

Chokket er totalt. Stressen er total. Jeg får ringet til min mand og selvom jeg næsten ikke kan få vejret mellem gråd og chok, forstår han at han skal hente barnet med det samme og at jeg vil ringe til fødegangen på Riget. Det lykkes mig også og de vil meget gerne se mig. Sådan et fald tager man ret alvorligt. Jeg prajer en taxa, lader cykel være cykel og styrtsnakker til taxamanden om hvad der er sket. På Riget bliver jeg undersøgt efter alle kunstens regler – og jordemoderen fortæller at kroppen jo er lavet til at passe på arvefølgen og at barnet næsten ikke kan tage skade af sådan et styrt – heller ikke selvom hun i princippet har fået et cykelstyr i hovedet. Men, moderkagen kan rive sig løs og hvis den gør det hedder det akut kejsersnit og derfor vil de gerne have at jeg bliver 24 timer til observation. Jeg overvejer et kort sekund at spørge hende, hvad hun så har tænkt sig at jeg skal stille op med mit bachelor-projekt, men så alligevel – det kan hun jo ikke gøre noget ved. Da jeg er blevet tjekket ind, sovet lidt og har sat en portion bleggul kartoffelmos, med en lysebrun senneps-oksegryde til livs, kommer min svoger med mine ting, herunder min computer.

Det er en underlig oplevelse at være indlagt – især på svangergangen, hvor alle andre gravide kvinder har selskab af deres mænd. Min super-mand var derhjemme med feberbarnet og jeg kunne ikke have ønsket det anerledes, men det er sgu svært ikke at føle sig lidt alene alligevel.
Selvom min krop var (og er) temmelig forslået, og gør ondt hver gang jeg vender mig, får jeg alligevel sovet. I går vågner jeg helt stiv i hele kroppen, men dog indstillet på at jeg SKAL nå den afleveringsfrist.

Jeg blev udskrevet igår kl. 13.30 – vendte hjem til feberbarnet og min seje mand. Træt, lettet og forslået og med en masse arbejde foran mig.

Det korte af det (vældigt) lange er, at jeg nåede det. Jeg f*cking nåede det. Nu er jeg endnu mere træt, lidt mindre forslået, forvirret, glad og lettet – selvom jeg ikke nåede korrektur af de sidste to sider og at det hele blev lidt hastigt til sidst, fik jeg det ud af verden. Den største opgave på læreruddannelsen er afleveret og jeg er kun få flueben fra at være færdig.

Hej hej fra mig – nu skal jeg have chokolade og fordummende tv inden jeg kollapser af træthed. Jeg lover at være mindre end 2,5 uge om næste blogindlæg – nu har jeg jo nærmest tid til at blogge.