Kære du…

Det er sket flere gange.
At nogen har skrevet til mig. Nogen der har oplevet noget helt helt umuligt, ulykkeligt, livsforandrende, frygteligt, utilgiveligt, alt-om-sig-gribende. Noget som er så kolossalt hårdt, at det er svært at finde ord der dækker.
For nylig skete det igen. At nogen skrev til mig, fordi de kunne spejle sig i min historie.
Historien om at blive forladt på et meget kritisk tidspunkt. Når man mindst venter det. Når man allermest har brug for netop ikke at blive forladt. Jeg ved godt, at det har man aldrig. Men vi kan forhåbentlig allesammen blive enige om, at det at være nybagt mor i sig selv er livsforandrende og alt-om-sig-gribende, og at det er en tid hvor ro og omsorg fra ens omgivelser, er ret nødvendigt.
At nogen har brug for at skrive til mig, fordi de spejler sig i historien om at blive alene med et spædbarn (evt. flere), er ekstremt sørgeligt og det altid med en kæmpe klump i halsen at jeg svarer – også selvom det er for mig ukendt menneske der skriver. Ingen fortjener det. INGEN! Men det er alligevel altid noget, at de rækker ud, finder mig, leder efter noget at spejle sig. Jeg ledte selv med lys og lygte. Googlede og googlede. Ledte efter råd og “how-to-survive”. Det eneste der dukkede op på google, var en liste over hvordan man overlevede den første tid som nybagt mor – punktum – intet ord om skilsmisser eller brud. Det er jo ikke sådan noget der sker, vel?

Da jeg så småt begyndte at fortælle andre mennesker, om det der skete i mit liv, i februar sidste år, væltede historierne alligevel ud af skabene. Alle kendte minimum en kvinde der havde stået i en situation der mindede om min. Da jeg var færdig med at være chokeret over hvor ualmindeligt almindeligt det er, at blive forladt på den helt grove måde, blev jeg rolig. Jeg fandt trøst og håb i alle historierne. For moralen i de fleste af de historier er, at det bliver godt igen. Noget det kan være nærmest umuligt at tro på. Noget der for fanden er umuligt at tro på, når man i nærmest bogstavelig forstand står i (baby)lort til halsen, og er helt helt alene om det.

På en måde virker det for tyndt, og for banalt at lave en liste med gode råd. Det virker for nemt. For simpelt. For alt muligt. Men alligevel, har jeg virkelig lyst til at videregive de ting der virkelig virkede for mig.

Mine bedste råd til dig, der lige er blevet forladt med en baby på armen: 

  • Græd ud og ras ud. Det hjælper. Jeg har selv et virkelig tydeligt billede af mig selv der ligger helt krøllet sammen på stuegulvet i min gamle lejlighed og bare brøle-græder. Der gik 14 dage før jeg virkelig kunne tude på den der måde, og det var som om det svandt i tåre-tanken, og det hele blev en anelse mere klart. Giv dig selv lov til at være vred, men vid samtidig, at det at kaste vreden ud over den der er skyld i din smerte, ikke nødvendigvis hjælper noget. Det gør det ikke nemmere. Desværre.
  • Søg ly. Find et sted du er tryg og bliv der. Så længe du kan og har brug for. Det kan være hos forældre/veninder/bedsteforældre/onkler/tanter/you name it, bare det er et sted du kan få ro, og hjælp. Et sted, hvor der er mennesker der forstår dit behov for at være den lille og lader dig være det.
  • Få omsorg. Lidt i forlængelse af punktet ovenfor. Så ræk ud efter hjælp, tag imod krammere, gryder med mad, telefonopkald og alt hvad dine omgivelser byder dig. Det mindsker følelsen af at være alene. Jeg har alle dage været helt elendig til at modtage hjælp, og at bede om det skulle nærmest kun være, hvis det var livstruende at lade være. Men helt alvorligt, det at bede om hjælp i sådan en tid, og modtage den – som det naturligste i verden, er med til at man ikke føler sig helt mutters alene i verden. At der rent faktisk er en masse mennesker der bekymrer sig og for hvem det er vigtigt at man kommer bedst muligt igennem. Og som min gode veninde sagde “folk kan jo godt lide at hjælpe – også for deres egen skyld”. Det kender man jo også godt fra sig selv – at give en hjælpende hånd kan jo føles så godt.
  • Lad være med at dunke dig selv i hovedet. Det er meget nemt at sidde og finde på alle mulige historier om, hvorfor man er endt hvor man er, hvad der er sket, om det er noget man har gjort eller ikke har gjort. Men for det første hjælper det dig slet ikke, og for det andet, så er det ikke i orden at smutte på så kritisk et tidspunkt. Det er aldrig din skyld.
  • Hjælp til økonomi. Min økonomiske situation ændrede sig ret markant, i forbindelse med skilsmissen. Jeg var studerende i alle de år min eksmand og jeg boede sammen, og vi valgte at få to børn mens jeg læste – fordi det jo er åh så smart. Det gav mig to års forsinkelse på studiet, og derfor var jeg stadig på SU, da jeg blev skilt. Ikke noget super ønskværdigt scenarie. At være enlig mor til to små børn, med SU som eneste indtægt. Men der er faktisk adskillige ekstra tilskud man kan søge (og få), hvis man er ene-forsørger. Alt det er Mødrehjælpen bedre til at rådgive om, end jeg er. De gør det all day, every day, og er FANTASTISKE! Læs mere her!
  • Overvej en form for terapi. Alle mennesker burde give sig selv en psykolog-time i ny og næ. Det mener jeg helt alvorligt. Også dem der tror de har det fint. Men i et tilfælde hvor man har fået revet tæppet væk under sig, og er så udfordret som man kan være, er det virkelig en god idé at tale med en professionel om det, også selvom du føler at du har ok styr på det. For mig handlede det første år, af min yngste datters liv mest om overlevelse og om at rejse sig, flytte, klare praktiske ting (som f.eks. en færdiggørelse af uddannelse). Jeg følte mig først rigtig klar til at grave i hvad der egentlig var sket, og hvordan jeg egentlig havde det, da der var gået en rum tid. Jeg fik 10 psykologtimer af mit forsikringsselskab og det var nok – omend jeg stadig har lyst til at drikke kaffe med verdens sødeste Elisabeth. Men ellers sidder de gode mennesker i Mødrehjælpen også klar ved telefonerne. De kan guide dig, og du kan ringe og få sparring på noget mere akut. Virkelig et vigtigt og uvurderligt redskab.
  • Lad tiden gå. Om tiden læger alle sår, ved jeg ikke helt om jeg tror på. For tiden kan ikke stå alene, men vid alligevel at meget kan ændres på utrolig kort tid. Forleden snakkede jeg med en om, at jeg simpelthen ikke kan huske hvordan vejret var sidste sommer. Der er i det hele tiden utroligt mange ting jeg ikke rigtig kan huske. Jeg havde travlt med at overleve, med et resultat der har givet mig lov til at mærke, huske og føle at solen virkelig skinner denne sommer. På alle mulige måder, også i livet. Alting føles ikke alene nemmere nu, men faktisk synes jeg at livet er helt enormt dejligt. Hvilket er i skærende kontrast til noget der ligger bare et år tilbage. På min stuevæg hænger der en citatplakat – og selvom jeg ellers synes at den slags kan være lidt tacky – er det virkelig words to live by for mig. Der står “This too shall pass”, da min skilsmisse var helt ny og det hele virkelig fuldstændig umuligt, var der en klog mand der mindede mig om de ord. Man tror det er løgn, men det lover jeg at det ikke er. Ting får ende, og nye begyndelser kommer. Det er sådan livet (også) er.
  • Og husk så, at DU ER STÆRK! For det første, er du helt sikkert stærkere end du lige tror. For det andet, så kommer du styrket ud på den anden side, af alt det her. Det sagde to kloge enlige mødre til mig dengang. Den enes ord brændte sig fast på indersiden af hovedet på mig:
    “Du vil finde så meget styrke i, at du kan det her – og det er der aldrig nogen der vil kunne tage fra dig”.
    Det er rigtigt! Det giver en masse tyngde, livserfaring og gør en så meget klogere på sig selv, ens grænser og følelser at opleve sådan et her stormvejr. Uanset hvad livet ellers har til dig, ved du at du kan overleve det der virker umuligt at overleve, og det er en meget stor ting at tage med sig i sin baggage.

Lige helt til sidst, kæmpe kram og kæmpe highfive til dig, og kæmpe los i løgene til det menneske der byder dig det her. Skriv endelig til mig, hvis du brug for det, det gør mig ked af det, men også en lille bitte smule glad, at nogen kan bruge min sindssyge historie til noget.

På 24 timers springtur

Lige nu er jeg teknisk set på ferie ved Vesterhavet med mine døtre, mine forældre, min bror og hans kæreste. Det foregår i min families gamle sommerhus og det er ret hyggeligt. Men de seneste 24 timer har jeg været på en lille springtur fra ferieidyllen. København – nærmere bestemt – et ret bestemt sted i København – krævede min tilstedeværelse et par timer. De timer var af den slags der er livsændrende, og som man ikke lige siger nej til.

Klokken er i skrivende stund 15:25 og jeg er på vej over Storebæltsbroen, i retning mod Jylland. Der er blåt til alle sider og mit tog er forsinket. Lige akkurat som det skal være og som det plejer at være. For bare 24 timer siden, satte jeg mig i tog på Esbjerg station og kørte mod København. En time før det, satte jeg mig i min fars bil, for at forlade sommerhusidyllen for et døgn.

Dagen igår startede således ved Vesterhavet. Da jeg vågnede lå jeg som store-ske for min ældste datter. Vi bagte boller og serverede dem for resten af familien. Helt sommerhus-idyllisk. Kort tid efter fik ældstebarnet et hysterisk raseri/trodsanfald over at skulle smøres ind i solcreme og da det var overstået og vi havde krammet længe og meget gik vi til stranden. Vi sad i sandet, hentede vand i spande, legede, byggede og nød solen. Senere sad jeg i et tog på vej til København.

Mit tog blev naturligvis forsinket undervejs. Men jeg nåede hjem, skiftede tøj, drak en øl i mit køkken, nød roen og smurte krigsmaling i ansigtet, for derefter at kaste mig op på cyklen og ud i sommeraftenen. Jeg drak en øl mere med en sød mand, så fodbold, grinede og lærte et nyt menneske bedre at kende.

Lidt i tolv, satte jeg mig igen på min cykel. Byen var stille. Tom som den er, når der Roskilde festival, men endnu mere end normalt. Få timer tidligere tømtes værtshusene, en masse rød-hvid klædte og slukørede mænd forlod etablisamenterne og nærmest sank i jorden. Jeg cyklede ned af Nørrebrogade og i Netto hvor jeg tankede op på mælk til min morgenkaffe.

I morges vågnede jeg af mig selv, lidt i syv. Drak kaffe og gik på møntvaskeri med mine sommerferie-pigers beskidte tøj. Da tøjet var rent, cyklede jeg hjem og hang det op. For derefter at cykle mod det sted, der var grunden til hele min springtur. Jeg skulle til møde, på det der ser ud til, at blive min nye arbejdsplads fra starten af august. Jeg mødte nye kollegaer, blev budt velkommen, sad med til evalueringsmøde og lærte en masse om det her nye sted. Jeg har endnu ikke skrevet endeligt under på noget, så derfor er jeg lidt forbeholden med at fortælle mere. Men når det så er sagt, har jeg kæmpemæssige sommerfugle i maven, min hjerne kører på højtryk med idéer og tanker om alt hvad der skal ske. Jeg glæder mig, har ærefrygt og er helt kolosalt spændt.

Mellem to møder cyklede jeg tilbage til Nørrebro, for at møde et helt særligt menneske. Nemlig min venindes nyfødte søn, og det var en ganske særlig og rørende oplevelse. Det er så kæmpe stort at møde de der helt små mennesker for første gang, at høre deres lyde, iagttage deres små forsigtige bevægelser. For slet ikke at tale om, at se sin veninde som nybagt mor. Det var virkelig en storslået time i det selskab. Med en meget smuk, mild og dejlig lille dreng og hans sejeste, smukke og kloge mor. Så utroligt rørende og vidunderligt.

Og nu er jeg så på vej tilbage til sommerlandet. Jeg har snakket i telefon med min datter. Jeg har lovet hende flødeboller og jeg glæder mig så meget til anden etape af min ferie, hvor jeg tror jeg vil nyde det hele meget mere. Jeg er fyldt med overskud ovenpå denne halv-hektiske springtur. For den gav mig virkelig en oplevelse at man faktisk godt kan have det hele. Blæse og have mel i munden på en gang, nærmest. At bygge sandslotte ved Vesterhavet om formiddagen, for at drikke øl i sommeraftenen på Nørrebro samme aften. Næste dag at blive mødt med smil på en ny arbejdsplads, møde en helt perfekt ny verdensborger og nå at kramme sine børn, spise aftensmad med den allernærmeste familie og igen få lov at kysse sine egne børn godnat, det er sgu da en rigdom der vil noget. Jeg føler mig så heldig. Og glad.
For fanden, mand. Livet er jo godt.

Hej fra den anden (og nye) side

Der har været langt mellem mine skriv her på domænet, de sidste måneder. Jeg har savnet at skrive, og har i vanlig stil også en helvedes masse noter på min telefon. Men der er noget i mig der er forandret. Mange ting ændrede sig med den der Malta-tur. For det første har jeg haft utrolig meget ny energi, og derfor haft lidt svært ved at sidde stille og få skrevet alt muligt.

I slutningen af april, var jeg jo som bekendt, på en uges charterferie med hele min eks-svigerfamilie. Min eksmand og jeg var, for første gang siden skilsmissen sammen i en hel uge. Vi samarbejde om vores børn en hel uge. Lagde os til at sove under det samme tag. Mine børns farmor blev 70 år, og det var derfor vi var afsted. For at fejre hende. Mange af mine veninder fortalte mig, at det syntes de bestemt ikke jeg behøvede, og det gør jeg jo heller ikke. Jeg tænker at det er sit eget skriv værdigt. Det der med at undgå at tage børnene som gidsler i skilsmissen, at de mærker at de har en familie, ikke at frarøve dem muligheden for at være en del af den familie de har.

Men altså, meget ændrede sig på den ferie. Mit syn på mange ting ændrede sig. Jeg vandrede mange ture. I mit helt eget selskab. Oplevede at der var flere hænder og delt ansvar om mine børn. At det ikke kun var mig der holdt øje med solcremes-smørings-frekvensen, væskebalancer, bleer og madindtag. Og henne i de der huller og pauser fra ansvar fløj der mange store tanker igennem hovedet på mig. Min eksmand har i perioder haft det svært (læs her og her), og det har selvfølgelig været med til at farve en helt masse ting. Det har givet mig øget arbejdspres i perioder, det har gjort bekymringerne større og flere, det har været med til at bestemme vores samværsform, eller dvs. hans samværsform med pigerne. Jeg har været bekymret og nervøs for at lade ham overtage fuldstændig. Men på Malta blev det virkelig tydeligt for mig, at han er inde i en ret god periode og at mere ansvar godt kan frigives. At det også gør mig godt og at pigerne har det godt med ham. Så han har dem mere og mere alene nu, hvilket har givet mig en del mere fritid og frihed end jeg hidtil har haft. I den fritid dyrker jeg mig selv og mine egne behov til fulde. Jeg drikker mange øl, træner, dater, griner og fester. Jeg lader mig selv mærke, at jeg stadig er i 20’erne (om end i slutningen, men alligevel), at jeg lever, at jeg er mit eget menneske og altså ikke ”kun” nogens mor.

Henne i de store tanker på de lange vandreture tog jeg mig selv op til gennemsyn. Det sidste 1½ år har jeg levet meget indendørs, haft det tungt og hårdt i perioder og belønnet mig selv med ting man kan spise. For jeg har følt mig låst fast. Låst fast til gulvet i børneværelset, til mor-rollen, til ansvaret og om aftenen når pigerne sov, låste jeg mig selv fast til sofaen. Ofte med chokolade, eller noget andet man kunne putte i hovedet. For jeg kunne jo alligevel ikke gå ud. Jeg kunne jo alligevel ikke gøre noget. Jeg kunne ikke gøre andet. Sådan føltes det i hvert fald. Jeg kunne forsøde min fastlåsthed med slik. Små belønninger på hårde dage. Andre dage handlede det om hurtig energi. Når dagen starter kl. 5, og har gjort det længe, kan man sgu godt komme ind i sådan en evig tømmermændsfølelse, hvor man bare craver hvede, sukker og salt. Jeg gav efter for alle cravings, for lasterne. Orkede ikke andet!

Det mærkelige er, at det ændrede sig fra den ene dag til den anden. Jeg blev træt af det. Træt af at have det sådan. Jeg læste en bog på ferien der fik mig til at se mig selv med andre briller. Fra Smørhullet, som bogen så pudsigt hedder, handler om at være fanget i et klaustrofobisk smørhul. Hovedpersonen Mette, sidder fast i sin lejlighed, interesserer sig ikke rigtig for noget, spiser kollosalt meget slik, vil gerne være typen der redder verden, men orker ikke. Hun viser ingen initiativ og er utrolig doven. Samtidig spejler hun virkelig mange af de sider, vi allesammen har I os, og derfor gav bogen også mig en kæmpemæssig mavepuster. For jeg vil fandme ikke være en Mette.
På ferien så jeg også mig selv – og andre – i bikini, og det gjorde mig selvbevidst på en hel ny måde. Jeg er så absolut fortaler for at alle kroppe er gode kroppe. Jeg drømmer på ingen måde om at passe ind i et eller andet snævert kropsideal eller noget i den dur. Men jeg vil gerne være sund. Fit nok, rask og glad. Derfor har jeg haft gang i en kæmpe livsstilsændrings-ting. Da ferien var slut og hverdagen (dagpenge-hverdagen, that is) ramte igen, gav jeg mig selv et rimelig hidsigt træningsprogram. Når jeg nu intet job havde, kunne jeg sgu da ligeså godt bygge mig selv op. Jeg har brugt det sidste 1½ år på sofaen, hos en psykolog, i en notesbog og med veninder ved min side, på at bygge mig selv mentalt op. Få styr på hvad fanden det var der skete, hvem jeg er nu, hvad det vil sige at være mig henne i mit ”nye” liv – og det er hvad der har været plads til. Udover at være mor og jobsøgende. Men jeg nåede til et punkt, hvor jeg er i fred og ro med alt hvad der er sket, hvem jeg er, hvad tilværelsen har budt på og byder på. Det gav plads til det andet. Til den mere fysiske opbyggelse. Jeg er blevet stærkere. Meget stærkere. Har tabt en del af de der efter fødselskilo og er måske blevet en anelse mere tonet. Min grundform er bedre – nu kan jeg løbe. Ikke langt og ikke meget – men hele tiden mere. Jeg er mindre sulten. Jeg craver ikke noget mere. Men prøver at fylde kroppen med sunde og gode ting. Det handler ikke om idealvægt, om at skulle nå en bestemt tøjstørrelse eller sådan noget. Jeg har stadig pisse brede hofter, men jeg hviler bedre og mere i den her krop nu. Den er glad og sund, ligesom mit hoved.

Jeg har brugt rimelig meget tid på at være svedig i et fitness-center. P.s. Ingen grund til at frygte at der går #fitnessmom i den, her på domænet – I know absolutely NOTHING om træning. Skal mest bare være stærk nok til at klare livet med småbørn.

Og ja, så er jeg begyndt at date. Ikke noget seriøst overhovedet. Mest bare for at få hul på bylden og for at arbejde imod følelsen af at ”det hele også kan være ligemeget” og ”mænd er nogle idioter”. For at opleve noget og for at mærke at jeg for fanden stadig kun er i 20’erne, at jeg er rimelig fly af en mor at være (det er endda gået så vidt, at jeg blev kaldt MILF), men mest alt for at mærke at brændt kvinde ikke skyr ilden. For det gør hun sgu ikke!

Stadig bredhoftet, forever-sortklædt, men lettere i livet og mest bare glad.

Om en helt perfekt uperfekt ven

Jeg har en veninde. Hun hedder Amalie og driver bloggen Mit Uperfekte Aar.

Amalie og jeg mødte hinanden i januar 2011 på Vallekilde højskole. Begge med en drøm om blive forfattere. Eller noget med ord i hvert fald. Ved første øjekast var jeg ikke helt imponeret, eller jeg var i hvert fald ret overbevist om at vi ikke lige ville blive venner. For Amalie kan være en rigtig tøsepige, en fnisehovede og hørte i øvrigt slet heller ikke punkmusik. Hun virkede klart for fjollet til min smag. Så, det lå ligesom ikke i kortene at det skulle være mig og hende. Hurtigt fandt jeg dog alligevel ud af, at hun rummede meget mere og at vi måske alligevel mindede en del om hinanden. Amalie er en kæmpe fighter, en kæmpe lover, en der sætter andre før sig selv, elsker med alt hvad hun har og er verdens bedste ven. 

I mandags blev Amalie 29 år og vi fejrede det med brunch, i fredags fejrede hun sig selv med en kæmpe fest. Hvor jeg slog på glasset og holdt en tale for hende. I dag har hun skrevet til mig at hun ville ønske at den var blevet rammet ind. Det bliver den nu, her er min tale til dig, Malle:

 

Kære Amalie. Fordi jeg ved at du forventer det her næste år. Og ikke regner med det i år og fordi jeg om nogen ved, hvor meget sådan noget her betyder for dig, skal du have et par ord med på vejen. Du er om muligt en ligeså stor fødselsdagsnazist som jeg er – at du har tyvstjålet mit udtryk og gjort det til dit eget henne på din blog, er kun okay fordi det er dig! Jeg ved hvor meget det betyder for dig at blive fejret. At kunne fejre dig selv og mærke kærlighed fra dine nærmeste. For det er jo ikke altid sådan, at man føler sig elsket, eller at man får den kærlighed man har krav på.

Da jeg blev skilt gav du mig kærlighed og opmærksomhed nok til, at jeg stadig følte mig elsket, selvom jeg var blevet trådt i hovedet og skredet fra af den person jeg troede skulle elske mig allermest. Det har jeg takket dig for mange gange, og alle gangene har du nærmest bedt mig om at slappe og været sådan “det var da ikke noget”. Men det var det. Jeg følte mig aldrig alene. Selvom jeg var blevet meget alene. Så tak for helvede!!
Du har selv kæmpet en masse. Blandt andet med det ikke at blive elsket som du burde. For du fortjener al verdens kærlighed. Alt det bedste faktisk!

Og det er fucking hårdt og uretfærdigt at nogle mennesker skal kæmpe mere for nogle ting end andre. Det ved du. Det ved jeg. Og nogle gange har man mest af alt bare lyst til at ligge sig i fosterstilling og spise chips – dét ved jeg at du gør og det er helt iorden. Men jeg vil alligevel bruge de her mulighed for at minde dig om, at du er en fighter, at du er en kæmpe chef og er pisse sej, fuld af kærlighed og at du kan alt når bare du vil. Derfor skal du have denne her og så synes jeg at vi skal råbe et kæmpe hurra for dig. For alt det du er og for de de 29 år du har kæmpet, elsket og være for nice. 29 er ingen alder og du er mega godt på vej.
Amalie længe leve!

 

Girl-power

Sidst jeg tjekkede ind her på domænet, skrev jeg om gode dage og dårlige dage. Hvilket igen viser sig, at være passende og åbenbart et emne jeg slet ikke er færdig med. For de der dårlige dage har det med at dukke op. Eller der er i hvert fald virkelig hændelser der kan få dage til at virke uendeligt uoverskuelige og sure. Indtil videre har maj både budt på at min ELSKEDE ladcykel er blevet stjålet og at jeg igen ikke fik det som jeg ønskede det. Det handler det her skriv om.

Monday, bloody monday. Hvad er det med mandag? Ugens første dag er altid den dag hvor mælken er sur, man falder og slår sig, buksebenet hænger fast i kæden og alt muligt andet. Mandag er regnvejr uden regnjakke. Mandag er kø. Mandag er forsinkelser. Mandag er skal have et los et vist sted. Mandag er altid dagen, hvor det hele godt kan gå lidt galt. Sådan blev det også hos os.

Dagen startede 5.30, som den efterhånden gør nu hvor det er blevet så lyst udenfor. Selv ikke to mørke gardiner kan få min yngste til at sove længere. Søndag aften gik jeg ud og drak et par øl med en sød mand, da pigerne var puttet og min mor lyttede efter dem og overnattede. Så for en gangs skyld var vi da to voksne om at håndtere den tidlige morgen.
Den yngste skulle vaccineres, og vi havde scoret den helt fede lægetid kl. 8, så det skulle ordnes på vej til børnehave.

Efter min ladcykel er blevet stjålet, og mens jeg venter på at min forsikring finder ud af om der bliver penge til en ny, cykler jeg med begge piger på min damecykel, en foran, en bagpå. I dertilindrettede sæder, bevares. Men alligevel. Det er noget af et show at skulle have dem begge to monteret.

Min ældste datter kan godt være lidt genert, og måske en anelse morsyg når vi er ude blandt folk hun ikke kender. Derfor måtte jeg virkelig forberede hende på, at det altså var lillesøster der skulle vaccineres og at vi begge to skulle hjælpe hende med at det gik godt. Det er virkelig en helt anden oplevelse, at få vaccineret en 16 måneders tumling, end når de er helt små, fordi deres bevisthed nu er blevet noget helt helt andet. Jeg frygtede ret meget at sidde med to helt ulykkelige piger hos lægen. Men næ. De små damer er sgu seje. Den ene skreg højt op da nålen stak hende i låret, men med en krammer fra mig og et kys fra storesøster var hun glad igen. Den ældste kiggede på mig og sagde “mor, jeg er ikke ked af det” og det var hendes lillesøster faktisk heller ikke. Totalt seje små damer.

Om eftermiddagen da vi kom hjem, legede vi i gården med alle de andre børn. Og da klokken virkelig var blevet aftensmadstid, måtte jeg slæbe to lidt sure/overtrætte/sultne/ulvetimeramte unger op i lejligheden. Mens jeg stod og lavede aftensmad, tjekkede min mail. Der lå en mail. En rigtig nederen mail. Et afslag. I marts søgte jeg ind på en kandidatuddannelse i Pædagogisk Psykologi, og jeg har virkelig ønsket at få en plads. Og måske også forventet en lille smule, at det nu var min tur til at være heldig. Til at få det jeg virkelig ønsker mig. Til at det rent faktisk er en appelsin der lander i min turban. Men nej.
Selvom jeg godt vidste at der er virkelig mange der søger ind, og at odds’ne var halvdårlige, blev jeg simpelthen så ked af at, at jeg begyndte at tude. Måske egentlig mest over erkendelsen at det bare aldrig rigtig skal være nemt. At jeg er sådan en der skal ud på alle verdens omveje. Alene. At der skal kæmpes.

Egentlig tuder jeg ikke ret meget foran mine børn. Men når det sker, så er jeg meget bevist om, at der også er noget for dem at lære i det. At de ser at det er okay at have nogle følelser, at man kan blive glad igen. Derfor prøvede jeg også at forklare hvad det var der skete og hvorfor jeg var ked af det. Følgende dialog udspillede sig mellem mig og min ældste datter:

Mig: “Mor er lige lidt ked af det. Fordi jeg meget gerne ville gå på en skole. Men de har lige skrevet og sagt at jeg ikke kunne gå der”

A: “Var der ikke plads til dig?”

Mig: “Nej, det var der nemlig ikke”

A: “Var der ikke flere stole og computere?”

Mig: (nu smilende) “Nej, det var der ikke”

A: “Så kan du få et arbejde i stedet for”

Mine tårer nærmest rullede tilbage og jeg kunne slet ikke lade være med at grine. Hvilket fik begge piger til at grine. Vi krammede. Og spiste aftensmad. Alt i skønneste ro og orden igen.

Jeg har brugt ugen på at lave gode og opbyggelige (som min mor siger) ting. Jeg har lagt en ny fremtidsplan, og den satser jeg på bedre kan lade sig gøre. Det er igen-igen noget med en omvej. Men det lærer man jo som bekendt også noget af.
Men når jeg tænker tilbage på mandag, er jeg lidt ved at revne af stolthed. At have børn der er seje, livsduelige, smilende, glade, løsnings-orienterede og som kan rumme når deres mor er ked af det, og endda trøste, er sgu også en bedrift.

Og med hensyn til den der fremtid der altid er lidt uoverskuelig og som sikkert vil være fuld af bump på vejen og olieplettede bukseben, så kommer I bare med den. Vi er klar. Alle tre. Girl-power!

 

Om gode dage og dårlige dage

Jeg har ret svært ved at skrive for tiden. Ordene er der ikke rigtig, og det irriterer mig grænseløst faktisk. Men nu prøver jeg lidt alligevel.

Da jeg var på ferie tog jeg alle mulige beslutninger om hvordan livet fremadrettet skulle være. Lavet nogle livsstils ændringer om man vil. Og det har jeg sgu faktisk virkelig holdt. Hovedoverskriften på det hele var, at jeg gerne vil være så glad som jeg kan være. Fokusere på at gøre rare ting, opbyggelige ting, ting der får mig til at smile og grine så ofte jeg overhovedet kan. Jeg er gladere end jeg har været længere. Lettere om hjertet. Lettere i kroppen. Jeg spiser sundt, rører mig meget, danser til høj musik, drikker vin, hygger mig. Mange i min omgangskreds har kommenteret på, at jeg ser gladere ud, mindre træt, mere levende og sådan føler jeg mig i høj grad også. Det er virkelig dejligt. VIRKELIG!

Men, forleden havde jeg en virkelig dårlig dag. Hvor jeg blev kollosalt træt af det hele. Træt af at være på dagpenge, træt af at være så meget derhjemme, træt af mig selv, træt af at min ELSKEDE ladcykel er blevet stjålet, træt af vasketøj, træt af madplaner og pastaskruer, træt af hverdagen, træt af at køleskabe går i stykker, træt af at være voksen. Alle mine trætte tanker eskalerede og blev til vrede tanker. Vrede over at hvor uretfærdigt livet nogle gange arter sig, og hvordan nogle mennesker bare får lov at kæmpe og kæmpe og kæmpe lidt mere. Og så tudede jeg. STOR-tudede. Heldigvis er jeg så smart indrettet, at når jeg først har tudet, så letter skyerne, og hurtigt er det nogenlunde lyseblåt igen. Nogenlunde overskueligt, og der egentlig ikke langt til at jeg kan grine af det hele igen.

Efterfølgende har det bare virkelig slået mig, hvor nemt det er for mig at falde i fælden med dårlige dage. Henne i det her dagpengeliv er der en del dage uden planer, og det fungerer bare så dårligt for mig. Jeg er nødt til at komme ud en masse. Jeg er nødt til at være produktiv. Jeg er nødt til at snakke med andre. Jeg er nødt til at få brugt mig selv. Min hjerne og min krop. Så det gør jeg. De fleste dage afleverer jeg pigerne iført træningstøj, træner, skriver ansøgninger, skriver tekster, hører høj musik, organiserer mit hjem. Og så har jeg HELDIGVIS landet mig et deltidsarbejde som også sluger tid. Det her dagpengeliv kan virkelig sindssygt nemt blive en altopædende sump, og jeg bliver i så dårligt humør når jeg lander der.

Jeg prøver virkelig at holde mig til den opskrift jeg har lavet for det gode og glade liv. Prøver at nyde dagpengelivet, og den fleksibilitet og frihed der på en måde også er i det. Men også at give plads og lov til de der vrede og triste øjeblikke. For det er en del af mig, og alt hvad jeg har med i bagagen. Der skal stadig nogle gange tudes over det hele. Men det bliver stadig mere sjældent, og for det er jeg meget taknemmelig. Tidligere i dag hjalp jeg en sød ung mand henne på mit deltidsjob, for lidt siden skrev jeg en ansøgning til mit seriøse DRØMMEjob og om lidt skal jeg drikke kaffe med verdens bedste (eks)nabo.

Fremtiden er (fortsat) lys og foråret er her <3

Endnu mere eventyr

Jeg sidder på flyet hjem. Med en uges ferieoplevelser i bagagen. Ny-udsprungne fregner på næsen, endnu flere lyse striber i håret og solbrune knæ.

På skærmen foran mig bevæger en lille flyvemaskine sig over et verdenskort. Der zoomes ind og ud. Verden og ruten hjem er skiftevis stor og overskuelig.

For mange mennesker er det at rejse lig med eventyr. Jeg har mest været spændt på hvordan denne her ferie ville spænde af. Hvordan det hele skulle gå. Hvad mine børn ville sige til at flyve. Hvordan det ville være at omgåes min eksmand og hans familie i en uge. Det er gået totalt godt. Over al forventning. Jeg forventer oftest det værste, bereder mig på at børn skriger hele vejen i flyvemaskinen, at varmen gør mig ør, at nogen bliver syge undervejs, at vi har glemt noget og så videre. Men intet gik galt. Alt gik godt. Alle var venner. Alle var glade. Ingen blev syge. Vi manglede intet.

Og mor her, hun fik faktisk holdt ferie. Jeg havde flere timer hver dag, som jeg brugte på egen hånd. Jeg travede op af bjerget til den nærmeste by til jeg var badet i sved og det det hele kunne mærkes i kroppen. Jeg svømmede. Solede. Løb. Gik. Tænkte. Overvejede. Filosoferede. Besluttede.

I mine alene-timer har jeg således lagt planer for fremtiden. Tænkt over hvem jeg vil være. Eller rettere hvilken dele af mig selv der skal finjusteres og hvilke der bare er gode som de er. Hvilke bidder af livet jeg skal tage. Hvad der er vigtigt. Hvad jeg vil nå. Hvad jeg vil for mig selv.

Udover fregnerne, ferieminderne og de solbrune knæ, har jeg også en liste med hjem. En selvforfattet liste, med gode råd og ros til mig selv. Listen jeg skal leve efter

Og nu, er flyet på skærmen forbi Berlin. Snart begynder nedstigningen. Danmark, København, Nørrebro venter og det nye liv og eventyret er lige om hjørnet. I mkin mave flakser en sommerfugl og jeg kan mærke at den sommer der kommer, bliver min sommer. Jeg ved det bare.

 

Med hovedet i skyerne ❤️

Ud på eventyr

Sidder på bagagehylden i en helt proppet bus der kører tværs over Malta. Ved siden af mig står sådan en pensionisttrolley og sammen hopper og danser vi fra side til side. Buschaufføren kører som død og helvede.

Udenfor har alt en gullig nuance over sig. Samtlige bygninger på Malta er bygget i kalksten og derfor er det hele utrolig gulligt-beige at kigge på. Solen skinner og det er allerede 27 grader. Derfor er græsset på jorden også sådan lidt bleget. Hvilket kun bidrager til hvad der ligner et Instagram filter.

Bumlebussen har endestation i Valletta, Maltas hovedstad. Som jeg i dag skal udforske helt på egen hånd. Jeg tror faktisk aldrig rigtigt jeg har taget sådan en tur. Et nyt land, en ny by, uden ledsager. Har enten rejst med familie, kæreste, eller veninder. en måde gør det mig lidt irriteret at det er sådan. Men det slår mig også, hvorfor det måske ikke er så mærkeligt. Jeg plejer gerne at følge med. Altid har andres dagsorden sat min dagsorden.

Men det seneste år, er jeg jo om noget blev herre, eller frøken om man vil, i eget liv. Med alt hvad det indebærer. Det har jo hidtil ikke betydet at der var ret meget fritid at hente. Enlig-mor-liv and all. Men lige nu, leger mine børn med deres far og hans familie på et charterresort på den anden side af øen. I dag holder jeg en halvdags miniferie, hvor jeg skal har styringen.

Dem der følger bloggen på Instagramvil vide, at jeg lige nu er på Malta med hele min eks-svigerfamilie. Pigerne og jeg er blevet inviteret med på familieferie i anledning af deres farmors 70 års fødselsdag. Det gør mig virkelig glad og fortrøstningsfuld omkring fremtiden, at vi kan det her. Allesammen. At det er ukompliceret og nemt. Det kan være der kommer flere tanker om det, på et andet tidspunkt. Nu vil jeg gå på opdagelse og nyde den lille bid af frihed jeg får serveret i dag.

Søndagen i tal

Søndag formiddag er den længste tid der findes. Som regel når jeg at drikke 3 kopper kaffe, bade børn, spise dem af x 2 hver, lege og alt muligt andet inden klokken bliver 10. Her til aften er jeg helt balret i hovedet. Udover at det har været en lang søndag, var det også dagen hvor mit køleskab valgte at kapitulere og i stedet for at køle, begyndte det at varme. Temmelig uoverskueligt, når man har to små mennesker hvirvlende om benene uanset hvor man går. I dag blev slet ikke den dag jeg havde forestillet mig. Vi skulle have været på en hyggelig tur ud og besøge to vigtige mennesker, som jeg havde glædet mig meget til at se. I stedet gik der aktion find et nyt køleskab igang.

gryde havregrød kokkereret

1 Antal køleskabe der er gået i stykker her på matriklen

5 stykker rugbrød smurt til små mennesker

styks brugt babyudstyr solgt

6 fredsmæglinger mellem børn der absolut vil lege med den samme legegryde/hamrebræt/puslespil

4 runder på Assistens Kirkegården med børn der ikke vil sove

1 tabt tæppe på Assistens Kirkegården

1 Forsvundet tæppe

tømte opvaskemaskiner

3000 kroner brugt på nyt køleskab

lortebleer skiftet

(!!) kopper kaffe drukket (det er helt sikkert usundt!)

fyldte babybadekar

styks renvaskede børn

liter vand tørret op fra gulv i gang

5000 ris skrabet op fra gulv

2 timer brugt på at putte børn

 

… Nu har jeg set fjerner og er så helt utrolig bombet, at jeg næsten ikke kan slæbe mig ind i min seng. Heldigvis drager vi snart på ferie til varmere himmelstrøg. Vi skal bo et sted, hvor jeg ikke behøver at lave aftensmad og det og så det der med varme og sol, gør at jeg er klar på alt hvad den ferie bringer. Det kan kun blive bedre end april-sne og ødelagte køleskabe.
Roll on, monday.

Om et rum

En del af mine skriv starter som en note på min telefon. En gang i mellem er det nærmest udgivningsklart efterfølgende, andre gange skal der skrives mere på, der skal uddybes, finpudses og der kommer nyt til som bliver flettet sammen med det jeg først havde skrevet. Jeg har haft en lille skriveblokade. Eller, jeg har bare vasket tøj og søgt jobs i stedet for at få skrevet. Hvilket tit gør mig i lidt dårligt humør. Altså når der kun er tid til at ordne praktisk. Det nedenstående skriv fandt jeg en lang bid af på min telefon, og havde lidt svært ved hvad der lige skulle ske med det. Men jeg satte musik i høretelefonerne, musik der prægede mig i de år jeg beskriver længere nede. I de første år havde jeg en periode med rap-musik. Men mest hørte jeg oldschool rock musik, en del vred pigerock og rigtig meget “jeg har ondt af mig selv-tude-punkrock”, som var en del af det miljø jeg kom i. Som blev definerende for en del af de år. Anyway, det skal handle om:


Et rum

Jeg ligger her i mørket og skribler det her. Til lyden af mine helt egne hjemmelavede ungers vejrtrækning. De er langt væk i drømmeland.
Rummet her var mit værelse. Fra jeg var 10 år til jeg var 20 år. Det her er pigeværelset der husede mig og alt mit rod og kaos i de der 10 helt helt skelsættende år kan man sige.

Det ligner ikke det rum der var baggrundstapet til de år som formede mig. Ingen plakater, ingen kaos eller rod. Heller ikke inde i mig. Jeg er en anden nu. Der er intet tilbage fra dengang. Eller jo. Rullegardinet foran det lille vindue på gavlen. Væggene havde en skiftende udsmykning i de år. Backstreet Boys, Britney, Courtney Love, Lennon & Ono, Guddommelig Galskab og Ungdomshuset har alle været repræsenteret på disse vægge. Nu er her mest hvidt. Min mor har overtaget rummet, og det kan man godt se. Her er ryddeligt, rent og hvidt. Det var det aldrig dengang.

Denne sene aften, tænker jeg på alle de historier de her vægge ville kunne fortælle, hvis de altså kunne tale. Både de gode og de knap så gode.

Om dengang værelset blev mit, og det fedeste jeg kunne komme i tanker om var et “Kina-værelse”, med gulvpuder og “Kina-pynt” – jeg havde ingen relation til Kina, what so ever, men det var det der var det fede.
Om den sovesofa med kinesiske tegn jeg brændende ønskede mig, men som jeg tror min mor syntes var dårlig smag (jeg er ikke uenig i dag)
Om dengang jeg havde min første opvarmningsfest herhjemme og mine veninder havde inviteret drenge fra de ældre klasser og de rent faktisk kom.
Om alle de lektier jeg sagde jeg lavede, men som jeg aldrig fik lavet.
Om alle de videoaftener vi holdt.
Om dengang jeg lå og var helt kulret på morfin, 16 år gammel og ved at abortere. Hvor ulykkelig og vred jeg var. Om Julie der kom og gav mig en badeand forklædt som djævel, fordi min eks-kæreste var en djævel, syntes vi. Om hvordan jeg både grinede og græd, mens hun var der. Helt kulret på morfin.
Om den længsel jeg havde for at komme et andet sted hen.
Om dengang jeg rykkede rundt, lavede om, hang nye plakater op, for at imponere en kæreste.
Om det gamle teaktræsskrivebord som jeg syntes både var stort, gammelt, klodset og pinlig – i dag er det hipt. Om den kæmpestore computer på skrivebordet. Om de utallige timer foran computeren, på MSN-chatten, i søgen efter nogen der mindede om sig selv.
Om det slangeformede spejl fra IKEA.
Om usikkerheden foran spejlet.
Om den sindssyge og vrede musik der blev spillet så højt at naboen kunne høre det.
Om de dage hvor jeg var så træt, fordi jeg arbejdede som en sindssyg, og derfor kun orkede at ligge i sengen når jeg kom hjem.
Om de mange bekymringer for fremtiden.
Om dengang jeg kom om i fuldt pensum i gymnasiet og ikke turde fortælle mine forældre det.
Om alle de gange hvor jeg vendte hjem, enten ensom eller i selskab med andre.
Om dengang jeg boede her en måned, inden jeg skulle på højskole. Hvor jeg både nød at få vasket mit tøj, det fulde køleskab, men også var ved at gå ud af mit gode skind over at være tilbage, der hvor nogen spurgte hvor man skulle hen og hvornår man ville være hjemme.
Om dengang jeg skulle giftes og sov her dagen inden den store dag, og om hvor stor min mave var og hvor fuld af sommerfugle og sparkende fødder den var.
Om alle de aftener jeg er gået til ro her, mæt, glad og tryg, som kun man kan være det hos sine forældre.
Om dengang jeg boede her i 10 dage. Som nybagt og nyskilt mor.
Om at det nu også er mine døtres værelse, når de er på overnatning hos mormor og morfar.
Om alle tårerne der er blevet grædt og alle grinene der er blevet grint. Hele det liv der er blevet levet i denne her kulisse. Det føles uendeligt og jeg kan se så mange ting.
Om at jeg nu er en helt anden.

Jeg er ikke længere vild med Kina-tema og slangeformede spejle. Jeg er vild med teaktræs møbler og det gamle skrivebord. Jeg er ikke længere vred. Jeg er ikke ked af det. Forladt eller ensom. Jeg længes ingen andre steder hen. Jeg bliver ikke længere positivt overrasket når folk har lyst til at komme til fest hos mig. Og nå ja, så er jeg jo voksen.

Tiden er en ganske anden og denne nat falder jeg i søvn til mine døtres vejrtrækningen. De trækker vejret i kanon. Der er hele tiden en der trækker vejret ind. Jeg kan ikke lade være med at tænke på alt det der venter dem. Hele det liv der skal forme sig for dem. Jeg håber at de vil lukke mig ind i så meget af det som muligt. Jeg vil aldrig glemme hvordan det er at være teenager. Jeg vil aldrig glemme det liv der udspillede sig i det her rum.

 


Noget har ikke ændret sig, jeg har stadig en masse billeder på væggene – også af mine helte