Hjemkomst

Mandag formiddag gik jeg lidt rundt i cirkler rundt om mig selv. Som jeg skrev i lørdags har min mand været 6 dage i Jylland for at blive passet lidt på af sine forældre. Noget der både var en fælles og rigtig god beslutning.
Det er muligvis ret priviligeret, men i de 2 år vi har været far, mor og børn, har vi aldrig været mere end et par enkelte overnatninger væk fra hinanden. Der er ingen af os der har jobs hvor man rejser meget og der er nok ikke rigtig nogle af os der har haft lyst til at tage væk.

Onsdag i sidste uge skulle vi så prøve noget helt nyt – at far var længe væk og mor var alene med barn. Noget jeg ikke har prøvet ret meget af og noget som barnet slet ikke er vant til. Og selvom jeg virkelig godt kunne se at det var for hele min lille families bedste at min mand tog afsted, var det ikke uden en vis form for nervøsitet.
Det handlede ikke så meget om mig selv, jeg skulle nok klare det. Det skulle jeg jo.
Men barnet – hvad med barnet? Jeg gjorde ret meget ud af at snakke meget åbent med pædagogerne i vuggestuen om hvad der skete hjemme hos os, om at vi var alene for en kortere periode, hvorfor, at det var svært for mig og at det ikke var noget vi havde prøvet før. Pædagogen jeg snakkede med var bare fantastisk, hun roste mig for måden at håndtere det på, rakte mig en kleenex og kom med nogle virkelig brugbare råd. Jeg vil virkelig anbefale at man trækker på den faglighed pædagogerne har – de kan virkelig give et andet perspektiv.
En anden ting der virkelig fungerede var Skype. Et medie jeg ellers har det ret svært med – jeg kommer aldrig til at synes at det er helt vildt fedt at man sidder og kan se hinanden, jeg ved aldrig hvor jeg skal kigge hen og synes tit at det hele kommer til at virke lidt akavet. Men i den her situation var det et hit, min datter kunne se far, snakke med ham, se at han faktisk var hos farfar og farmor og at han havde det godt. Vi skypede om morgenen inden vuggestue og om aftenen inden sengetid. Derfor gik hun rundt, helt afklaret og sagde “far hos farfar og farmor” “far kommer tilbage” – og ja, det var jo bare sådan det var.

I mandags, mens hun var i vuggestue kom han hjem. Vi fik snakket og jeg fik mærket at han havde det godt nok. Jeg sendte vuggestuen en SMS om at vi begge to kom og hentede hende og om de lige ville sige det til hende. På vejen ned til vuggestuen snakkede vi om at det jo kunne være at hun ikke ville snakke med ham, eller at hun ville reagere på en eller anden måde vi ikke kunne forudse og det var han helt afklaret med. Da vi træder ind i vuggestuen sidder de midt i eftermiddagsfrugt-situationen og vi venter lidt på at hun selv får øje på os. Hun kigger op, smiler lidt og siger “far ikke hos farfar og farmor mere” og gnasker videre på sit æble. Hold nu op, det var nemt, tænkte jeg. Igen, er det gået over al forventning. Hun har gerne ville lege lidt mere med far end hun plejer og har været ret svær og putte om aftenen. Det skal være far og han må ikke gå. Men som de siger i vuggestuen; “det ville være underligt hvis hun slet ikke reagerede” og igen, er jeg meget enig. Hun er et lille bitte menneske, men hvor har hun været sej. De store mennesker i familien har også været seje. Far er en kæmper. Mor er en kæmper og vi skal nok klare det.

Continue Reading

Graviditet 1 Vs. Graviditet 2

Jeg er nu et godt stykke over halvvejs i min anden graviditet og tænker at det derfor må være på sin plads at kloge sig lidt omkring de helt store forskelle på at være gravid for første og anden gang. I den her graviditet har jeg:

  • Været noget mindre hysterisk og fanatisk – generelt bruger jeg ikke ret meget kemi på min hud, men at der engang i mellem ryger lidt rød læbestift og lidt parfume på tøjet nægter jeg simpelthen at have dårlig samvittighed over. Denne her gang.
    Ligeledes ved jeg nu at barnet ikke tager skade af at man ikke får spist sine 600 g. frugt og grønt HVER DAG!
  • Haft lyst til at sove hele tiden – i hvert fald i de første tre måneder. Mit første trimester faldt sammen med eksamensperiode og herefter sommerferie – eksamensperioden var hård at komme igennem og sommerferien blev da heller ikke helt som jeg havde regnet med. Jeg holdt 4 ugers sommerferie med min datter + lidt løse fridage – resten sov jeg. Thank god for studielivets lange ferier.
  • Fået en tykkere mave – eller er i hvert fald blevet rund hurtigere end sidst. En af de gange vi fortalte den lykkelige nyhed til noget familie, blev det hurtigt konstateret at “det kunne man da i hvert fald sagtens se” – der vidste ikke sgu lige om jeg skulle blive glad eller fornærmet.
  • I de fleste tilfælde været mere afslappet end før – jeg har jo prøvet det hele før og “kender” rutinen om man vil. Derfor har jeg ikke været helt så bange og nervøs den her gang. Det skal dog lige siges at panikken kan overmande mig engang i mellem da jeg næsten synes vi har været FOR heldige – jeg er blevet hurtigt gravid begge gange og graviditeterne er forløbet rimelig nemt – hvornår går det galt??!
  • Følt mig mere slidt – det kan godt være at jeg ikke nogle af de helt slemme graviditets-gener som bækkenløsning eller andet, men det kan sagtens mærkes at jeg har en 2-årig der skal løftes engang i mellem. Om aftenen er jeg helt død i kroppen.
  • Hvis jeg skal være helt ærlig føles interessen omkring graviditeten også noget mindre denne gang. Dels fra andre, men også fra mig selv. Sidst var fyldte det nærmest alt. Jeg kunne huske præcis hvor langt jeg var henne (i dag er jeg 23+3 – har jeg lige måtte regne mig frem til – det behøvede jeg ikke sidst – der vidste jeg det bare)

Jeg glæder mig på en anden måde denne her gang. Sidst fyldte tanken om selve fødslen virkelig meget. Jeg var nervøs og det føltes vildt grænseoverskridende at skulle gennemgå noget så vildt, som jeg ikke havde ret meget mulighed for at forberede mig på. At to fødsler ikke er ens, det ved jeg, men det gør mig alligevel mindre nervøs at jeg ved hvad det handler om og at jeg har prøvet det før. Jeg ved nu at jeg ikke behøver lytte til alle de forskellige jordemødres gode råd om amning – sidst var der en der insisterede på at jeg ammede i en helt umulig stilling og det føltes så forkert, men jeg vidste ikke bedre end at lade hende diktere det. Alt det er jeg lykkelig over at skulle slippe for. Spændt, det er jeg virkelig også. Hvad vil det overhovedet sige at have to børn? Får jeg nogensinde tid til andet end at være mor? Hvordan reagerer min datter på at blive storesøster? På at skulle dele opmærksomheden? Man ved det jo ikke – uanset hvor mange gange man har prøvet at være gravid og føde, følger der nok en masse ubekendte med, når baby flytter ind. Det skal blive spændende alt sammen. Det bliver godt!

Continue Reading

Ligenu..

I skrivende stund sidder jeg med min mors hjemmelavede pærekage, en kop kaffe (der er varm!) og et håndklæde om håret. Jeg har fået Meyer-brød til morgenmad, en formiddagslur, et karbad og nu sover min datter. Det der sker i denne weekend er at barnet og jeg er taget på weekend hos mormor og morfar.

Som jeg tidligere har nævnt her på bloggen, har min mand haft sig et tilbagefald. Han er det man kalder psykisk sårbar og i denne tid er det ekstra svært at være ham. Hvilket vil sige at det er ekstra svært at være familie, ekstra svært at være mig. For at passe bedst muligt på sig selv og os allesammen tog han tidligere på ugen over til sine forældre i Jylland, hvor jeg kan forstå at den står på god hjemmelavet mad, gå-ture, lange snakke, ro og omsorg.

Jeg har i løbet af ugen så været alene med vores datter. Ugen har desuden budt på at hun er startet på de stores stue i vuggestuen og så har jeg haft influenza. Kort sagt, den her uge har været lidt af en prøvelse. Når det så er sagt, er det faktisk gået fint – der har været færre restriktioner på fjernsyns-kigning, vi har været på café på vej hjem fra vuggestue og i torsdag stod den også på pige-pizza-aften med tante Amalie. Lidt flere dyre og usunde løsninger.

Denne uge har givet mig (om muligt) endnu mere respekt for enlige forældre. At nogen kan have et fuldtids-job, være alene med et (eller flere børn), sørge for mad, rent tøj og få det hele til at gå op er jeg meget imponeret over. Jeg er vant til at vi er to om tingene, jeg er vant til at have en mand der er til stede, en mand der hjælper til og er ligeså meget en del af dagligdagen som jeg er. At han er afsted lige nu, er jo ikke meget anerledes end de mange familier hvor den ene rejser med arbejdet, eller tager på forlænget fodbold-weekend, og på en eller anden måde føles derfor heller ikke fair at brokke sig. For det er jo for en kortere periode og jeg har da også haft følelsen af jeg egentlig sagtens kan klare det.

Men, det der gør en uge som denne ekstra svær er, at jeg ekstra tyndhudet – i onsdags græd jeg lidt på en af de andre mødre i vuggestuen. Der er mange følelser i spil, både på godt og ondt. Når jeg nu tænker over det, har jeg faktisk ikke grædt siden og jeg sidder virkelig med en følelse af at vi nok skal klare den. For vi er ikke alene.

Nu er kaffen drukket, kagen spist, tankerne tænkt og ordene skrevet. Min mor har lige taget en steg ud af fryseren og vi debatterer hvad vi mon skal have til den. For satan, det er vigtigt at have nogen der tager sig af en. De seneste par måneder har jeg virkelig arbejdet med at dele ansvar ud og bede om hjælp. Det er totalt nødvendigt, men ikke noget jeg har nemt ved. Det er jo ikke tegn på svaghed at sige ja-tak til den hjælp andre mennesker tilbyder en – det ved jeg virkelig godt.

Og når man sidder her, helt kagemæt og nyvasket, med udsigt til fuglene i haven og en steg til aftensmad, velvidende at barnet bliver leget med af sine elskede bedsteforældre, føles det virkelig godt at have sagt “ja-tak, vi vil gerne passes i weekenden” – hvor havde andet dog været dumt.

?

Continue Reading

2-års-mor

I morgen har min mor-karriere varet i 2 år. Det lyder ikke af meget når jeg sådan siger det for mig selv og på en og samme gang er det de hårdeste, sjoveste, smukkeste, længste og korteste to år jeg nogensinde har været med til.
Lange fordi – hvad var der før min datter? Jeg kan nærmest ikke huske det. For mig startede der nærmest en ny tidsregning den dag hun blev født. For folk der ikke har børn lyder det sikkert en anelse corny, og mit liv var helt sikkert også fedt og indholdsrigt før – men alligevel var den 17. september 2014 starten på et helt nyt liv for mig.
Korte fordi – de er sgu fløjet afsted. Selvom det føles som om hun altid har været her, kan jeg næsten stadig dufte hendes babyduft, og mærke hendes lillebitte krop der lå og sov på mig.

Den lillebitte krop er nu næsten 40 cm længere end da den blev født, og hun ligger i hvert fald ikke og sover på mig mere, til det har hun for meget krudt. Men jeg elsker hende om muligt endnu mere, end da jeg fik hende lagt i mine arme den der september nat for to år siden. Hver dag forundrer hun med mig ting hun kan, følelser hun forstår, ord og vendinger hun bruger. Hun er smuk, selvstændig, omsorgsfuld, skrap, sej, frygtløs, sød og en drillepind med egne holdninger – intet af det ville jeg bytte for noget. Heller ikke selvom jeg sikkert mener noget andet senere i dag når hun igen bliver vred over at tingene ikke går helt som hun synes de skal.

Jeg er stolt af hende. Jeg er stolt af mig. Hun kan alt og vil alt. Jeg halser efter hende og hendes eventyrlyst. Men med alle de udfordringer der har hørt med, vil jeg sgu nok sige at jeg har gjort det godt. Der er helt klart øjeblikke hvor jeg ikke synes jeg er den ideelle mor – men hvad er også det? Jeg er en ægte mor, en der både kommer til at råbe højt og blive irriteret, men også en der krammer og elsker så det kan mærkes.

Kære mors skat, kæmpe stort tillykke med din 2-års fødselsdag – alverdens ord eller blogindlæg kan ikke beskrive hvor meget jeg elsker dig.

0993_gallery_ib_spang_olsen-l

Continue Reading

Pårørende mor #3

Gårsdagens indlæg om at de følelser og tanker der har strømmet igennem mig den seneste tid, blev taget virkelig godt imod. TAK! Heldigvis var dagen igår og dagen i dag ret gode og nærmest almindelige. Så måske det begynder at gå den rigtige vej?

Forleden læste jeg en gammel artikel fra Politiken om det at være pårørende, hvor generalsekretæren fra Bedre Psykiatri siger følgende: »Som pårørende bliver du stillet over for en enorm opgave, som ingen ønsker sig på forhånd. Du er på 24 timer i døgnet. Hele tiden lurer bekymringen i baghovedet om, hvordan det nu skal gå. Når den syge har det godt, er den pårørende også ovenpå. Men dagen efter kan det se helt sort ud igen. Det er komplet uforudsigeligt og opslidende. Livet som pårørende er som at tage en tur i en karrusel, der aldrig stopper« Selvom min karruseltur heldigvis stopper i årelange perioder, kan jeg sagtens nikke genkendende til betragtningen. Især bekymringen i baghovedet – det er umuligt at slappe af hundrede procent, og det bliver man altså drænet af.

Jeg har lavet en lille liste med idéer, tanker og råd til karruselturen. Det er selvfølgelig bare ting der har virket for mig, men deles det skal de:

  • Sig pyt til alt det du kan sige pyt til. Rene gulve, hjemmelavet aftensmad, sammenlagt tøj på rette plads, vent med alt hvad der er overflødigt. Og lad være med at slå dig selv i hovedet med det du ikke når.
  • Få hjælp! Der er sikkert mange der gerne vil hjælpe, hvis bare du fortæller hvordan omstændighederne er. Sig JA til dem der tilbyder at vaske tøj, holde dig i hånden, skuldre du kan græde på og gryder med mad
  • SNAK! I forbindelse med punktet herovre – det er altså meget lettere at få hjælp og ikke føle sig alene, hvis du prøver at tale med folk. Det er svært at tage hul på, men det føles så meget bedre når du har gjort det og du vil føle dig mindre ensom
  • Pas på dig selv – du er hverken til hjælp eller støtte, hvis du ikke selv får spist, sovet eller slappet af. Det er vigtigt at du ikke glemmer dig selv
  • Kom ud og hver dig selv. Mærkeligt nok er det så dejligt for mig at være i studie – dels fordi det ikke er alle der kender mig så godt og dels fordi jeg kan være en anden version af mig selv og kan bruge mig selv på en anden måde
  • Snak med andre der har det ligesom dig. Jeg har meldt mig ind i en pårørende gruppe hos SIND – jeg tror virkelig det er godt at opleve en form for samhørighed med andre “lidelsesfæller”
  • Sig fra – nogle gange har jeg været nødt til at sige til min mand at jeg kan klare at holde vores liv sammen, jeg kan klare rammerne om vores familie, men jeg kan ikke deltage i alt hvad der har med sygdommen at gøre
  • Sidst, men ikke mindst og noget som jeg fortæller mig selv hver dag, og som jeg ved fordi jeg har prøvet det før er at “det skal nok gå! og det skal nok blive bedre”. 

Tror faktisk at disse råd med lethed kunne oversættes til at passe på andre livskriser. Håber i hvert fald at de vil blive taget godt imod.

Continue Reading

Pårørende-mor #2

Den seneste uge har min mand haft et form for tilbagefald til noget sygdom der snart ligger 2 år tilbage. Det er hårdt. Jeg har før skrevet om at han har været syg i sindet. Det her tilbagefald er ikke helt så slemt som tidligere, men sådan noget er jo aldrig nemt. Kombinationen af min opstart på sidste semester af uddannelse, at jeg er gravid i 4. måned og at vi har en (lige om lidt) 2-årig med en masse krudt gør det næsten uoverskueligt. Synes vi har rigeligt at se til under normale omstændigheder.

Fordi jeg selv tidligere har savnet at læse noget om mennesker der er i situationer der minder om min og fordi jeg ikke bryder mig om tabuer tager jeg altså bladet fra munden og skriver alt det jeg kan og orker om det. Det her blogindlæg er lavet på baggrund af lomme-noter fra en dag hvor jeg gik på gaden og gjorde mit bedste for ikke at bryde sammen:

Du får det værre og værre. Lige mellem hænderne på mig. Jeg kan ikke nå ind til dig og du kan ikke høre alt hvad jeg siger.
Min vejrtrækning bliver hurtigere og hurtigere. Følelsen af at drukne og følelsen af at få mavepusterer blander sig og bliver til en. Det er ikke rart at være inde i mig. Jeg har lyst til at stikke af. Jeg har lyst til at smide mig ned og tude. Var det bedre at være alene? Jeg føler mig allerede helt alene. Jeg ved ikke hvem jeg skal snakke med, hvem jeg skal kontakte. Vil der ikke nok komme nogle voksne?
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Så jeg bliver ved med at skubbe den tomme klapvogn foran mig. Jeg skal op og hente vores datter. Hun og det at være hendes mor er det rigtigste der er. Hvis det ikke var for hende og babyen i maven, ville det hele faktisk være meget sværere. Børn har meget at skulle sige, børn har på en måde meget magt. “Find roen. Træk vejret” – For deres skyld. Det bliver jeg ved med at messe for mig selv. 

Da jeg var ung. Teenager. Havde jeg en t-shirt, hvor jeg selv havde skrevet “Normal people scare me”. I dag ved jeg sgu ikke hvad der er normalt. Om noget i virkeligheden er normalt. Til gengæld er jeg ved at brække mig over folk der ser lykkelige ud. Lykkelige mennesker uden problemer. Jeg prøver at fortælle mig selv at alle har jo deres. Ingen har det nemt hele tiden. Men hvor mange af mødrene på legepladsen er udover at være mor til en vildbasse, gravid og har en mand der måske falder fra hinanden derhjemme? Jeg ved ikke om jeg egentlig har ondt af mig selv. Jeg er bare vred. Og vreden rammer alle mulige og ingen specifikke – egentlig bare alle dem der har det lettere end mig. Jeg er vred over min situation. 

Heldigvis går det allerede meget bedre – det er op og ned. Men det går den rigtige vej.

Continue Reading

Kontrol-mor

Nu hvor katten er ude af sækken, og jeg har afsløret at vi får en lillebror/søster i 2017, kan jeg bedre udgive dette blogindlæg. I den seneste tid har jeg tænkt meget over trangen til at kontrollere eget liv, og det at vi skal vide det hele.

Hvor meget skal vi egentligt vide? Hvor meget skal vi time? Hvor meget skal vi kontrollere?

Da vi planlagde lillebror/søster, gjorde jeg brug af ægløsningstest. Jeg skulle hjem til en veninde og drikke rødvin, og jeg vidste at det muligvis ville være sidste gang jeg skulle noget i den dur. Så jeg smækkede 2 flasker vin på båndet, en pose chips og en æske med ægløsningstests. Det føltes på en gang stort og en lille smule latterligt. Nu var det snart virkelighed, men det var også planlagt ned til nærmest mindste detalje, og selvom man jo i den grad kan sige at lillebror/søster bliver et ønskebarn, er der ikke meget romantik over timing og tilrettelæggelse.

I denne graviditet er jeg blevet medlem af en terminsgruppe på facebook, og det er egentlig ret hyggeligt. For bortset fra den, kvalme og træthed fylder graviditeten ikke særlig meget. Ikke i forhold til hvad den gjorde sidst. Dengang var den jo alt-omfavnende. Men i denne terminsgruppe har jeg opdaget at rigtig mange af mine medsammensvorne gør brug af Angelsound – en hjertelydsmonitor. Med sådan en lille maskine, kan du lytte til din ufødte babys hjertelyd og bevægelser. Mange bruger dem i slutningen af første trimester og ind i andet, altså før du kan mærke baby. Man gør det jo selvfølgelig for tryghedens skyld. For at være sikker på at der ér et lille hjerte der banker og en lille baby der mosler derudaf. Jeg kan sagtens forstå at man i visse situationer, føler sig nødsaget til at have sådan et apparat – hvis man har mistet og lignende. Men på den anden side, tror jeg at vi med alle de gadgets vi har adgang til, nogle gange glemmer at mærke efter, eller bare være i det og stole på at kroppen kan det den skal og endelig tror jeg ikke det er sundt at ligge og scanne i tide og utide.

Ligeledes er der flere gravide der vælger ekstra scanninger, som de selv betaler. Igen forstår jeg virkelig godt at der kan være nogle omstændigheder der gør at man har brug for at se guldklumpen mere eller på andre tidspunkter end det offentlige tilbyder. Dog har jeg opdaget en tendens, hvor gravide selv betaler en såkaldt “kønsscanning”. Flere klinikker tilbyder det de kalder “kønsgaranti” fra uge 14. De gange jeg er stødt på kvinder der vælger dette, handler det udelukkende om at finde ud af om man får en dreng eller en pige. For så kan indkøbene rigtig begynde. I min bog er der egentlig ikke stor forskel på det at få en dreng og en pige. Jeg tror på at det meste handler om personlighed, og endelig mener jeg jo at drenge/pige-udstyr lidt er noget pjat. Babyen er i hvert fald helt ligeglad. Desuden burde der være rigelig tid til at shoppe udstyr fra uge 20 (hvor det offentlige tilbyder misdannelsesscanningen, hvor man normalt også vil kunne se køn) og så til termin. De her ekstra scanninger er interessante fordi de viser at forbrugsfesten i høj grad lever i bedste velgående – at man ikke kan vente 6 uger med at komme ud og købe lyserødt er mig en gåde! Samtidig viser det også den stigende tendens til at tage/få alt den kontrol og viden man kan få. Hvorfor ikke tage det stille og roligt? For at være lidt hippie-agtig, mærk efter i kroppen i stedet for at storforbruge gadgets og scanninger. Jeg tror sgu ikke det andet er sundt for noget som helst.

Der hersker jo ingen tvivl om at vi lever i et videnssamfund. Har du spørgsmål til noget, eller er der noget du gerne vil vide noget om, er svaret aldrig mere end et klik og en google søgning væk. At det så ikke altid er de rigtige svar du finder, er en hel anden historie. Som gravid bliver vi tilbudt en masse scanninger og undersøgelser der skal være med til at fastlægge at dit barn er så “normalt” som muligt. I min første graviditet snakkede min svigermor og jeg om det. Jeg var så nervøs inden de to scanninger og hun sagde at da hun ventede sine tre børn, var det ikke faldet hende ind at bekymre sig. For hvorfor skulle der være noget at bekymre sig for? Det var så også i en tid, hvor man ikke blevet scannet og muligheden for at købe sig til flere undersøgelser var der i hvert fald slet ikke. Måske giver alle de her tilbud og mulighed de gravide mere dårlige nerver, end hvad godt er? Det tror jeg er rigtigt. For tænk at ligge der med sin hjemme-hjertelyds-måler og ikke kunne finde lyden – så går man sgu da i panik. Jeg tror det er en god idé at forsøge at minde sig selv om at kvinder sådan set har født børn, siden tidernes morgen og i de fleste tilfælde går det godt. Mine hormoner synes heller ikke altid det er det letteste – men for baby og ens egen skyld, tror jeg det er godt hvis man kan finde ro.

Continue Reading

Om mor her #3

Der kommer flere og flere “ukendte” læsere til (hvilket gør mig så glad og taknemmelig) og derfor vil jeg lige skrive et lille indlæg der handler lidt om mig. Hvem ved, måske folk der kender mig også kan blive overraskede over nogle af punkterne.

  • Jeg læser på mit sidste semester af læreruddannelsen. En uddannelse jeg faktisk har været i tvivl om siden jeg satte mine fødder her første gang. Men jeg har godt kunne lide undervisningen og forventer at bygge noget ovenpå og skabe mig min egen vej
  • Ambitiøs og doven – to ord der ikke rigtig hænger sammen. Men i virkeligheden to ord der beskriver mig godt. Jeg kan få enormt meget for hånden og vil rigtig mange ting med livet, samtidig kan jeg fandeme også bing-watche serier så jeg skammer mig
  • Jeg blev holdt meget udenfor i folkeskolen og følelsen af at stå uden for, vil altid være med mig
  • Min datter er uden tvivl min største bedrift og jeg er skide stolt af hende. Jeg har svært ved at forestille mig at noget skal overgå det
  • Jeg er højlydt, storsnakkende, højt-grinene og nogle gange fylder jeg nok lidt for meget i et selskab
  • Det værste jeg ved i verden er uretfærdighed. Det gælder både småt og stort. Mine forældre har altid sagt at jeg har en virkelig veludviklet retfærdighedssans
  • Jeg har en svaghed for vrede damer der laver rock musik. Min musiksmag har ikke ændret sig ret meget siden jeg var 14
  • Mit humør kan virkelig svinge som et pendul – jeg har let til de helt store følelser og det kan hurtigt skifte. Sådan har det altid været og jeg har næsten altid følelserne uden på tøjet
  • Jeg synes det er svært at “blive” voksen – ikke desto mindre kan jeg mærke at det sker sådan lidt as we go. Sommetider kan jeg godt tænke “hvornår kommer de rigtige voksne?” 
  • Mor her bliver snart mor til 2 – noget man nok kommer til at læse mere om på bloggen og som skubber til den der voksenlivs følelse

 

Continue Reading

Mor-udfordringer

Indlægget her kunne have mange titler, jeg opererede lidt med noget om lykke. Eller mangel på samme. For gør moderskabet lykkelig eller ulykkelig? Nogle mener at livet først giver mening når du får børn, andre føler at de var mere lykkelige før børnene.

De sidste par måneder har man kunne høre mere og mere, og læse mere og mere om det faktum at det at være mor langt fra er en dans på roser. Nogle fortæller at de er i tvivl, andre om at de elsker deres barn, men ikke det at være mor, ganske få fortæller at de har fortrudt. Jeg er dybt imponeret over disse kvinders mod.

Verden har på mange punkter ændret sig meget, siden jeg selv for knap 27 år kom til verden. I virkeligheden er det jo ikke ret mange år, men så alligevel. Af flere omgange har jeg snakket med både min mor og min svigermor om det at være mor i vores samtid. Min mor sagde noget i stil med: “at det da måtte være svært at det var noget alle mennesker har en holdning til” – hun mente ikke at det fyldte helt så meget i verden at nogle var mødre dengang, i slutfirserne/start halvfemserne. I dag, synes jeg at det kan føles meget svært at gøre noget som helst rigtigt, eksemplet med sammensovning er godt – for sover du sammen med dit barn er du en hønemor der er for knyttet til dit barn og gør du det ikke, giver du ikke dit barn den nødvendige tryghed og kærlighed. Det kommer an på brillerne der kigger på det. Men kritikken er “nem at finde”. Samtidig med at du skal træffe alle de rigtige beslutninger, skal du jo være glad mens du gør det.
Min egen mor er temmelig kølig og siger: “det er da pissehamrende hårdt at have et lille barn” – ikke så meget pis eller dårlig samvittighed. Vi gør jo hvad vi kan.

Og ja, det er hårdt. Det synes jeg faktisk. I nogle perioder mere end andre. Lige nu, er jeg inde i en periode hvor det er hårdt på en ny måde, en måde som jeg ikke har oplevet før. Det er ikke så meget selve det at være mor der er det hårde. Jeg har styr på rutinerne og fornemmer bestemt at mit barn har det godt. Personligt har jeg ingenlunde fortrudt at blive mor, det har bygget en ekstra dimension ovenpå mit liv og jeg ville ikke være det eller min datter foruden. Det er der slet ingen tvivl om. Men det betyder ikke at det bare er lutter lagkage, lyserøde skyer og sommerfugle. Det er også svært. På mange måder og på forskellige måder.

Det er egentlig mere det udenom moderskabet jeg synes der er svært. Det er som om det først nu rigtigt går op for mig, hvor meget det har ændret mit liv at blive mor. Det genkendelige liv fra før. Det at blive mor som 24-årig var i virkeligheden en brat overgang til det “rigtige” voksenliv. Starten af mine tyvere handlede meget om at drikke store øl på værtshus og at ses og måske også identificere mig meget med mine veninder. Vi har set hinanden på alle mulige skæve tidspunkter, da vi allesammen er studerende og derfor oplever undervisnings-fri på hverdagsformiddage – på den måde bliver man en meget stor del af hinandens (hverdags) liv og man kender til hinandens gøren og laden.

Af gode grunde ved jeg ikke ret meget om hvordan det er blive mor når man er i 30’erne. Men jeg tænker det må føles lidt anerledes, fordi man i større omfang er vant til at have en 8-16 hverdag og ikke kan smide alverdens venindedates ind i den. Det er ren gætteri, men sådan forestiller jeg mig det.

I min barsel mærkede jeg ikke meget til hvordan mit (sociale) liv havde ændret sig. De fleste af mine veninder studerede endnu og derfor var der stadig tid til kaffe i hverdagen og mange veninder var søde til at lufte barnevognen med mig. Men nu her, et år efter min barsel sluttede kan jeg godt mærke at der er sket noget. Der tikker ikke ligeså mange SMS’er ind på telefonen og jeg ser færre mennesker og også mindre frekvent end for et år siden.

For et par uger siden, til sidst i min sommerferie affødte det en form for ensomhed. Mit liv vendte på en tallerken den dag jeg stod med min datter i armene, og det kan helt sikkert ikke være anerledes. Men behovet for social kontakt er ikke ophørt og jeg kan stadig virkelig have brug for at føle mig som en del af venindeflokken, eller som en folk gerne vil se. Måske har jeg sagt nej til for mange arrangementer, eller måske har jeg snakket for meget om mit barn – jeg ved det ikke – jeg kan ikke huske det. (Fri)tiden er helt klart ikke det samme som før, men det betyder ikke at jeg ikke savner det, og stadig har prøver at justere hist og her for at få den “nye” virkelighed til at hænge sammen.

I virkeligheden tror jeg ikke det kan være anerledes. Om lidt skal jeg ud og have et rigtigt voksenjob, så tiden bliver kun mere knap. Men jeg vil tænke tilbage på starten af 20’erne som noget rigtig sjovt og dejligt – voksenlivet kom hurtigt, men det valgte jeg selv og jeg ville ikke vælge anerledes i dag. Det handler måske mest om tilvænning. Og så om at have “honningdepoter”, som min far kalder det. At gøre lige det man har allermest lyst til og brug for. Engang i mellem. I sidste uge hjalp det mig meget at tage en halv spontan tur til Odense og se en veninde jeg ikke har set i lang tid, og bare have tid til at snakke. Honningdepoterne og venindetiden bliver mindre, men de er der, og de giver mig fornyet energi.

– (Veninde/unge/savne) Mor her

 

 

 

Continue Reading

By-mor?

Her i løbet af sommeren har min mand og jeg gået med overvejelserne omkring hvor vores lille familie skal bo. Jeg er (forhåbentlig) færdig med min uddannelse til januar og derefter har vi en lidt anden slags penge at leve og bo for end vi har nu, og vi får ligeså stille brug for mere plads.

I al den tid vi har boet sammen, og faktisk også før vi flyttede sammen, har vi boet på Nørrebro. I mine øjne den bedste af alle broerne og indtil for nylig har jeg virkelig ikke kunne forestille mig at bo noget andet sted. Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned om mangfoldighed, gode legepladser, barnevognsture på Assistensen, verdens BEDSTE vuggestue, at bo lige rundt om hjørnet fra flere veninder, hvordan Nørrebrogade kan føles som et fremmet land når solen rigtig skinner, sammenhold, unikke butikker, storbyliv og alt det jeg elsker. Men egentlig er Nørrebro bare hjem for mig. Jeg er kommet her siden mine spæde teenage-år, først i Ungeren på Jagtvej og siden alle mulige andre steder. Jeg ved hvor alting ligger, jeg ville aldrig kunne fare vild her. Jeg hilser på de samme mennesker hver dag og jeg elsker det lille skøre samfund vi har her. 2200 er mit hjem og Nørrebro har mit hjerte.

Men, vi skal snart bo i noget større. Og noget større er dyrt. Især her. Jeg går tit forbi ejendomsmæglerene på Jagtvej, og det er soleklart at man ikke får meget lejlighed for sine penge. De fleste små andelslejligheder er langt oppe i millionklassen. Og med andelslejligheder følger der som bekendt altid et beløb til boligydelse. Hvis du ønsker dig mere end 3 værelser på Nørrebro skal du i hvert fald finde 3 millioner, og vi er ikke den bydel, hvor det er værst. Det er jo helt hul i hovedet! Boligmarkedet i København er ved at stikke helt af.

I overvejelserne omkring hvor vi skal bo, ligger også hvilket liv vi ønsker for vores familie. Vi har ikke lyst til at sidde så dyrt, at vi er nødt til at knokle for at tjene til huslejen – selvfølgelig skal vi arbejde, men der SKAL være tid til at være en familie. Det bliver mere og mere klart for mig, at for at få råd til at kunne holde fri, er vi måske på vej ud af byen.

Priserne på boliger i byen, er ved at jage helt almindelige mennesker væk. Vi, en akademiker og en skolelærer med lyst til en lidt fritid engang i mellem, er i tvivl om det kan lade sig gøre at finde noget vi har råd til. Det er forrykt. Noget af det jeg elsker allermest ved at bo i byen, og især på Nørrebro, er at vi der bor her er så forskellige, men vi er enige om at vi skal bo her allesammen og at alle har lov at være her. Men snart har ingen råd, især ikke dem der er på vej ind på boligmarkedet. Jeg er seriøst bekymret for at København om få år vil minde om London, hvor ingen almindelige mennesker har råd til at bo. Dét er faktisk slet ikke det der er byens ånd.

hjerte

Her på Nørrebro har vi et mindesmærke – Bjørn Nørgaard lavede i 2010 “farvel til våbene”, som ses her på billedet. I daglig tale hedder det dog bare Nørrebros hjerte. På betonsoklen står der “Vi vil leve sammen” på en helt masse forskellige sprog. Nørgaard selv skriver “Verden skal være åben og mangfoldig, der skal være plads til den enkelte, til forskelligheder, til en rigdom og sprog, religion og kulturer, men det skal være en mangfoldighed i en fælles verden” –  noget jeg er meget enig i, og som virkelig er det mit Nørrebro står for. Og derfor kan jeg faktisk ikke holde ud, at det nogensinde skulle blive anerledes.

Continue Reading