Mor-telefonløs

Jeg har snart været uden telefon i nogle uger (JA! Som i mere end en!) Og det har faktisk slet ikke gjort ondt. I tiden uden telefon har jeg gjort følgende opdagelser:

  • Forældre på legepladser bruger oceaner af tid på at glo ned i deres telefoner. F.eks. så jeg en far, der gyngede sit barn, barnet sad med ryggen til og far gloede ned i telefonen. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige om det var vigtigt det han lavede, men det var sgu et sørgeligt syn.
  • Manbuns er åbenbart (også) et hit, når er 8 år og bor på Nørrebro. Vesterbroficeringen er over os!
  • At jeg er seriøst bagud i Mads og Monopolet – det er en katastrofe.
  • At det faktisk er forbavsende få vigtige ting, jeg bruger min telefon til.
  • Man kan høre fuglene pippe når man cykler langs Hillerødmotorvejen om morgen – det er sgu da smukt
  • Jeg er blevet bedre til at lege efter telefonen er lagt på hylden. (Fuck!)
  • Folk kigger meget mærkeligt på en, når man spørger om de ved hvad klokken er.
  • Jeg hører mere efter og husker mere. (Fuck! igen)

Jeg læste en artikel om vigtigheden af kedsomhed. Det er sundt at kede sig, og det moderne menneske gør det nærmest aldrig mere. Hvis vi har en ledig stund, tjekker vi mails, Facebook, instagram, læser nyheder og så videre. I går morges lå jeg lige ti minutter ekstra i min seng, og blev enig med mig selv om at både himlen og lampen i soveværelset er flotte. Jeg lå og lod tankerne vandre. På 10 minutter nåede jeg vidt omkring, og det var ret dejligt! Normalt ville jeg nok lige have tjekket instagram og set andres billeder af den flotte lyserøde himmel. Det er da for dumt?
I denne her periode uden telefon er det blevet virkelig tydeligt for mig, hvor meget magt et lille stykke elektronik har over os. Jeg tror ikke at jeg var den værste før. Jeg har forsøgt at have telefon-fri tider på døgnet, men jeg har sgu altid lige tjekket den alligevel, hvis jeg gik forbi den. Jeg har bestemt brugt ret meget tid på at kigge ned i den lille skærm. Det er ligefør at jeg vil anbefale alle, at komme miste deres telefon engang i mellem.

Nu er der snart gået 3 uger uden telefon. Jeg har faktisk ikke rigtig savnet den på noget tidspunkt. Måske lige til et par praktiske ting og det duer heller ikke at vuggestuen ikke kan få fat i mig, hvis barnet bliver syg. Så, mandag er dagen, hvor jeg skal besøge Telia. Jeg håber at jeg fortsat vil høre fuglene pippe, nyde himlen og være en god legekammerat.

  • (analoge) Mor her.
Continue Reading

Ravnemor eller speltmor?

I dag snakkede en veninde og jeg om en debat der har været mellem journalisten Ditte Giese og en kvinde der i et interview til Politiken har fortalt om hvordan hendes liv er indrettet. Kvinden har en videregående uddannelse, men er tilbage på skolebænken. På Facebook udråber Ditte Giese hende til en speltmor der lever af mandens penge og i øvrigt går en sort fremtid i møde. Fordi manden sandsynligvis skrider og tager pengene med. Jeg vil egentlig ikke tage stilling til hvem jeg synes har mest ret. For Ditte Giese har klart en pointe i, at det valg man tager når man vælger deltidsløsningen og de lange barsler, også er et fravalg i forhold til egen værdi på arbejdsmarkedet og pensionsopsparing. Men jeg bryder mig ikke om at der er nogen der vil bestemme hvad der er mest rigtigt.

I lange tider har der været den ene debat efter den anden i forhold til moderskab og de valg der følger i kølvandet på at få et barn. Ofte handler det om hvor meget man er til stede i det der moderskab. Om man er en mor med en smartphone i hånden og karrieren på speed-dial eller om man er så spelt at man har lagt alt det på hylden.

Jeg tror tit det handler om en søgen på at bekræftelse af os selv og de valg vi træffer. I den forbindelse er det bare fandens nemt at komme til at pege fingre af det andre gør.

Enten er man en ravnemor eller en speltmor, enten prioriterer man sin egen karriere eller lever af sin mands penge, mens man tager sig af sine børn. Enten ammer man, eller også shames man for at lade være. Enten laver man daddelkugler til hele gul stue når ungen har fødselsdag eller også fylder man barnet med slik. Enten samsover man (det giver jo trygge børn) eller også gør man ikke. Enten sværger man til BLW eller også er man til mos på glas. Selvfølgelig er det sat lidt på spidsen, men alt sammen fordomme jeg enten har mødt eller hørt om.

Min datter og jeg har aldrig samsovet og hun er tryg. Hun blev ammet til hun var 10 måneder, så ville hun ikke mere. Vi har ikke haft nogle slyngevugge og jeg turde aldrig kaste mig ud i en vikle (hvad nu hvis jeg bandt den forkert?!) Da hun var 7,5 måned bestemte hun at mos var for babyer – og vi har ikke kigget os tilbage siden. Jeg henter nogle gange klokken 14, nogle gange klokken 16. Ofte laver jeg gennemtænkt, sund, nærende øko-aftensmad, andre gange får vi røræg og rugbrød, min datter har natursutter men også blinkende og lysende plastik legetøj. Nogle gange får vi kage, også på en onsdag – men (desværre) ikke hver onsdag. Jeg er studerende, men læser overnormeret og har et job ved siden af. Jeg lever mest af min mands penge og lidt af min S.U. (Som Ditte Giese skriver). Dog tænker jeg i karrierebaner og gør hvad jeg kan for at mit CV er attraktivt. Samtidig tænker jeg at jeg ikke skal arbejde fuldtid mens mine børn er små.

Jeg vil helst ikke være hverken det ene eller det andet. Jeg er bare min datters mor. Med alt hvad det indebærer af gode kvaliteter og fejl og mangler. Men idéer og tanker om hvordan det skal være. Nogle gange viser disse tanker at være de rigtige og andre gange ikke. Jeg vil sgu helst ikke stå på mål for alle mine overvejelser. Jeg er jo bare en træt mor der prøver at finde min vej.

Mit ønske er stadig, at vi ikke peger fingre af hinanden og tror at nogle af os har de vises sten i forhold til moderskabet. Der er jo ingen af os der har regnet den 100 % ud?? Vel?

Continue Reading

Sure-mor

Nå men, forleden dag skrev jeg lidt om det der feminisme. En anden debat der er oppe i tiden, er den såkaldte juridiske abort. For nogle er denne debat et spørgsmål om ligestilling. For hvis kvinder har ret til at få en abort, har mænd vel også? Eller?

Min holdning er at kvinder og mænd aldrig kan blive 100 % ligestillet. Det er vores kroppe simpelthen for forskellige til. Man kan sige at der er en biologisk ubalance, og det er måske unfair – men der er sgu ikke rigtig så meget at gøre ved det. Kvinder må leve med at mænd (ofte) er dem fysisk overlegne, og mænd må leve med at det er kvinder der gravide og kan få aborter. Det er lidt snyd, men det er også sådan naturen har lavet os.

Da jeg var 16, fik jeg en abort. En abort jeg tit tænker på, en abort jeg lever med. Jeg var ung, jeg var ikke kærester med “faren” mere, jeg røg og drak meget på det tidspunkt, og havde det i det hele taget meget kaos-agtigt. Aborten blev valgt af alle de rigtige årsager. Men det er stadig en ting jeg tit tænker på, og jeg tænkte meget på den, da min mand og jeg startede projekt baby – tænk hvis den abort havde været min eneste chance for at blive mor? Det var det heldigvis ikke, og nu hvor jeg har fået min datter, er jeg slet ikke i tvivl om at det dengang var det rigtige valg. Alt havde været anderledes idag, hvis jeg havde valgt at blive ung alene-mor dengang.

Især på grund af min egen historie, gør debatten om juridisk abort mig rigtig vred. En abort er et kæmpe indgreb, både fysisk og psykisk. At tro at man kan sidestille de to slags aborter er fuldstændig vanvittigt. I det ene tilfælde bliver et barn født, og det andet gør det ikke. I mine øjne kan de to ting slet ikke sammenlignes og derfor forstår jeg næsten ikke hvorfor debatten får lov at fylde så meget. Derudover ser jeg en masse problematikker i forbindelse med juridisk abort. Er der for eksempel fortrydelsesret? Foreningen Far skriver: “Vi oplever fædre der med saglig grund ønsker en abort, men fortsat langt flere fædre, der opdager den store kærlighed til barnet overtid. For mange fædre begynder kærligheden til barnet først, når de står med barnet i armene efter fødslen og får de mange sjove og glade oplevelser børnene giver os alle. De fortæller ofte at de aldrig ville have været det foruden.” Hvad hvis man skifter mening? De fleste bliver jo ældre og klogere. Selvom man rent juridisk har afskrevet sig sit barn, kan man jo ikke abortere tanken om barnet.

Det er selvfølgelig virkelig trist for de mænd, der bliver snydt af kvinder. Jeg kan ikke komme i tanke om meget der er mere tarveligt og egoistisk end at snyde nogen til at blive forældre. Samtidig kan jeg bare ikke se, hvordan man skal kunne lovgive imod at nogen opfører sig så egoistisk.  Og hvor stopper det så?

Hvis man virkelig ikke vil have et barn, så kan man jo beskytte sig. Det gælder i øvrigt begge veje. I min egen historie var det “min skyld” at den smuttede. Det lod fyren mig også vide, og det gjorde ondt. Han blev vred. Jeg gik med mange tanker om det her barn. Jeg fik aborten. Jeg havde ondt. Jeg græd. Jeg gik med tanker om hvorvidt indgrebet ville betyde noget for min fertilitet. Fyren kunne fortsætte sit liv, og det tror jeg han gjorde. Vi kender ikke hinanden mere. Det var røvhamrende uretfærdigt, og jeg følte mig meget alene. Det er også røvhamrende uretfærdigt at kvinder snyder mænd til at blive forældre imod deres vilje. Livet er (tit) røvhamrende uretfærdigt.

Alle livets valg og fravalg koster. Nogle ganske koster det dyrt, og øv for det.

– (Sure) Mor her.

Continue Reading

Femi-mor

Feminisme og moderskab – en sprængfarlig cocktail.

Vores bedsteforældres og forældres generation kæmpede for at vi kvinder kunne gå ud i verden og gøre lige hvad vi ville. Mænd skal ikke have mere ret til bestemte jobs, til at tjene flest penge eller til at bestemme mest. Vi skal være lige. De “gamle” feminister vrider deres hænder og forsøger at kalde til orden, for på trods af deres kamp tager mange kvinder stadig moderskabet uhyre alvorligt. De ammer, de vikler sig selv og baby ind i strækvikler, de ofrer år af deres arbejdsliv til barsel og deltidsarbejde. Det er fandeme en ringe tak for hjælpen.

Jeg er all for feminisme og ligestilling, det er jeg virkelig. Men som med mange andre ting, har moderskabet ændret mine holdninger en lille smule.

Joachim B. Olsen er (igen igen) i vælten for at have udtalt sig omkring kvinders biologi. Han udtaler for eksempel: »Hvis man ser på mænd og kvinder gennemsnitligt set, så tror jeg, vi har forskellige ønsker til den måde, vi indretter vores liv på. Jeg tror, der er noget medfødt i os, som gør, at kvinder gennemsnitligt set måske har mere lyst til at være derhjemme med børnene, mens mændene arbejder”.

Efter at have læst Joachim B. Olsens genialiteter, kunne jeg ikke slippe emnet feministisk moderskab – for det er et konfliktfyldt emne. Jeg fandt en 6 år gammel artikel fra Information som på mange måder stadig er relevant. En (af de mange) interessant ting i artiklen er, at mange af feministiske forbilleders børn har savnet dem. De har manglet deres mødre. Av! Og mødrene har formentlig også savnet dem. Det burde de (ifølge hr. Olsens biologi-begreb i hvert fald). Dermed ikke sagt at jeg er enig i Joachim B. Olsens anskuelser, og jeg synes virkelig det er sørgeligt at det i hans verden er så sort-hvidt.

For mig eget vedkommende er jeg stadig feminist. Jeg ammede i 10 måneder. Jeg holdt et års barsel. Min mand arbejder fuldtid og jeg er studerende. Han tjener pengene. Jeg henter barnet tidligt. Han banker søm i væggene. Jeg laver maden. Min mand er ældst. Jeg er yngst. MEN. Jeg er stadig feminist. Jeg er ikke mere forælder end min mand er. Jeg er ikke mere værd end han er, og han er ikke mere værd end jeg er. Vi er forældre på hver vores måde, og det tror jeg i høj grad har mere med vores personligheder at gøre, end vores køn. I nogle situationer reagerer han som moren og jeg som faren, sådan kønsstereotypt- andre gange er det omvendt. I vores hjem er der ikke forskel på os to, selvom den ene tjener mere end den anden eller har større muskler. Vi er lige meget værd – og det er for mig det ligestilling handler om. Jeg er ikke begrænset af mit køn – og det er for mig det feminisme handler om.
På den måde er vi kommet langt i forhold til vores bedsteforældre og det er jeg glad for!

Når alt det så er sagt, kan jeg godt mærke i min krop at jeg har født og ammet et barn. At det betød noget. I starten af min datters liv følte jeg mig vildt forbundet til hende – det har da helt klart haft noget med biologi at gøre. Jo ældre hun er blevet, er hendes far mindst ligeså forbundet til hende som jeg er.
Mellem jul og nytår, var vi indlagt på Rigshospitalets børneafdeling med hende. Vi skulle blive der natten over og var begge i tvivl om, hvorvidt der var plads til begge forældrene. Og hvis der ikke var plads – hvem skulle så blive? Vi huskede begge to tilbage på dengang vi var på Rigshospitalet sidst, nemlig i forbindelse med hendes fødsel, hvor min mand ikke måtte overnatte. Dette måtte han gerne denne gang, der var plads til os begge to. Heldigvis – for barnet havde brug for os begge to og vi havde brug for hinanden. Og lige der slog det mig – vi er lige meget forældre. Vi er lige.


Jeg skønner på alt hvad tidligere generationer har gjort i ligestillingen og feminismens navn. Hvis ikke nogen var gået forrest og havde kæmpet, ville den måde mit liv er skruet sammen på ikke være et frivilligt valg, og det er det. Tak for det!

– Mor her

Continue Reading

Runaway-mor

I dag væltede korthuset totalt for mig.

Min søde mand var til fest i går – en både planlagt og aftalt fest. Barnet blev puttet inden han gik og jeg bestilte thai-mad og så fjerner. ALT var godt.

Men weekender bliver sjældent som man regner med, når halvdelen af forældrene har tømmermænd. De forgangne uger har været meget travle hos os, og inde i mit hoved havde jeg en dejlig lang liste med ting vi skulle nå i dag. Jeg har været stresset de sidste par uger med et par hysteriske anfald og panik til følge.

I dag fik jeg så følelsen af at det hele ramlede – egentlig mest fordi, at der både skulle købes ind, laves madplan, vaskes tøj og forberedes uge og hygges med barnet og og og.. Jeg kunne ikke overskue at gøre det hele selv. Forleden skrev jeg på Facebook, at jeg følte jeg var tæt på at være en superhelt – for man får jo fandeme superkræfter at blive mor. Mine superkræfter var desværre bare sluppet op i dag.

Af og til, henne i det her mor-liv, kan jeg virkelig få lyst til at stikke af. Sådan var det i dag. I stedet for at gøre det, tudede jeg lidt – midt på Nørrebrogade, med barnevogn og det hele. Til gengæld stak jeg af til min seng, med min computer under armen, da vi kom hjem. Lod barn og far være sammen og strejkede lidt fra det der familieliv. Meget kan reddes med det.

Snart skal jeg lave et planlagt run-away. Tænker noget med rødvin, meget damesnak og god mad. Jeg tror det er nødvendigt! Og jeg tror på at rødvin og veninder kan tanke superhelte-tanken op.

– (Slidte) Mor her.

Continue Reading

Ambitiøs-mor

Forleden stødte jeg på en bog der hedder Ambitiøse Mødre. Uden at have læst bogen, satte titlen noget i gang i hovedet på mig.

Så vidt jeg kan læse mig frem til, er bogen en slags håndbog til work-life-balance, som det så fint hedder.
Bogen gør op med 7 værdifulde indsigter, en af dem er: Succes er noget, man har på arbejdet – derhjemme er man bare mor… Den overskrift ramte mig!
Måske er det fordi jeg ”kun” er studerende og ikke endnu er ude på det store vigtige arbejdsmarked. MEN, min største succes er at være mor. Min datter er uden tvivl min største præstation og jeg ved godt at det nogle steder er ilde hørt. Hvis ens største ambition er at være en god mor, betyder det så at man mangler ambitioner for sig selv og sit arbejdsliv?

Ikke for mig. Det er så få år børn er små og jeg vil gerne være med til så meget af det som muligt. Inden man har set sig om, vil de jo hellere hen og lege hos vennerne og så sidder man der – og har tid til sine andre ambitioner. Derudover tror jeg ikke, at jeg ville kunne magte at skulle det hele på en gang. Hatten af for dem der kan, dem der vil og dem der er nødt til det – jeg bukker mig i støvet.
Jeg er selv vokset op med to karrieremennesker til forældre. Jeg elsker og beundrer dem meget højt og jeg har ikke ondt nogle steder over den barndom jeg har haft. Jeg føler mig heller ikke svigtet. Når det er sagt, blev jeg hentet som den sidste – altid. Vi endte med at få en barnepige, som så kunne hente os tidligt. Mine forældre startede deres karrierer op i de år, de fik min bror og mig. Vi var (som de fleste børn) altid syge og til sidst var forståelsen for syge børn ikke stor på deres arbejdspladser.

Lige for tiden er jeg selv i praktik og derfor væk fra mit studie. Man kan sige jeg får lov til at prøve kræfter med, hvad det vil sige at have en hverdag. Jeg synes fandengalemig at det er svært at nå alting. Jeg vil gerne hente barnet tidligt. Jeg vil gerne være en god veninde. En god kone. En god mor. Jeg vil gerne lave ordentlig aftensmad. Jeg vil gerne være med til at lege med legoklodser. Jeg vil også gerne nå i bad. Og forberede mig ordentligt på min praktik. Min uddannelse er som regel ikke anset for et ambitiøst valg, og der kan være tendens til at se ned på folk med den uddannelse jeg læser. Jeg ender altså (nok) ikke med en stor og imponerende karriere. Men alligevel har jeg fornemmelsen af, at selv folk med min uddannelse har svært ved at få hverdagen til at gå op.

Forfatteren til Ambitiøse Mødre vil med bogen opfordre kvinder til at tage aktivt stilling til, hvilke forventninger de selv ønsker at leve op til. For som hun siger “På mange måder kører vi kvinder på autopilot, fordi der i samfundet huserer så mange skjulte ideer om, hvad kvinder skal være i stand til at præstere. Samtidig falder dommen hurtigt, hvis man som mor ikke er i leverer varen. En mor, der er omhyggelig med sine børn får tilnavnet speltmor, mens en mor, der dropper barslen for at hellige sig karrieren er en ravnemor”.

Jeg er absolut enig! Men min erfaring viser mig nu bare alligevel, at det er mere imponerende at være den slags mor, der når det hele. Der er tendens til, at man roser mødre der både har en flot karriere og børn. Mødre der løber marathon. Mødre der kan få det hele til at gå op i en højere enhed. Mødre, der har ambitioner.
Det er ikke på samme måde imponerende, når man siger, jeg vil gerne arbejde deltid mens mine børn er små. Det synes jeg, det er. I M P O N E R E N D E! At være mor handler jo i høj grad om at sætte sine egne behov på pause. Mine børn kommer sikkert ikke til at have det dyreste tøj, og de kommer heller ikke på udlandsrejser flere gange om året, og de kommer sikkert heller ikke til at vokse op i et dejligt parcelhuskvarter i Nordsjælland. Men jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at de aldrig skal føle sig besværlige, når de er syge. Så derfor udsætter jeg gerne behovet for rigdom, verdensomspændende rejser, dyre møbler og designertasker. Jeg skal gerne tage dem med ud og rejse når de er blevet ældre og deres mor har fået bedre råd til den slags.

Jeg satser på at dyrke motherhood lidt mere og sætte mine ambitions-behov lidt på pause. Og bare være.

Må man det?

(Trætte) Mor her.

 

P.s. Dette blogindlæg er ikke ment som en revselse af mødre der vælger anerledes end mig. Alle har ret til deres frie valg – også (især) mødre. Alle mødre har deres kampe, og alle fortjener et skulderklap.

Continue Reading

Mor-til-mor eller crap mødre siger til hinanden

Da min datter var yngre gik vi til rytmik engang om ugen sammen med resten af speltsegmentet fra Nørrebro. Pæne mødre i smart tøj, med Ida Ising pusletasker og rent hår. Min datter var ikke den hurtigste på holdet til at lære ting, jeg var ikke den smarteste i tøjet, ej heller den slankeste, men jeg har dog en Ida Ising pusletaske 😀

På holdet var der egentlig en fin stemning – Vi lavede gode øvelser med vores unger side om side, og nogle gange faldt man også i snak. En dag mødte jeg dog en af de andre mødre på vejen derhen. Jeg havde trillet min barnevogn ind i den lokale Ella’s Kitchen forhandler (øko baby mad på pose), så der var lidt at spise til barnet efter de rytmikprøvelser vi skulle udsættes for. I butikken står en anden mor foran mig i køen, en kvinde jeg med det samme genkender fra rytmikholdet. Jeg smiler til hende, og følgende senarie udspiller sig:

Mig: ”Hej”
Hende: ”Øh, hej.. Det er lidt pinligt, men hvor er det nu vi kender hinanden fra?”
Mig: ”Vi går til rytmik sammen – I er også på vej derhen kan jeg regne ud?”
Hende: (Rødmer lidt) ”Nååå ja, undskyld.”
Mig: ”I skulle måske også lige tankes op på babymad?”
Hende: ”Ja – altså jeg havde lavet noget hjemmelavet. Men pludselig løb tiden fra mig og jeg nåede ikke at pakke det sammen”.
Jeg smilede og sagde noget med at nogle gange får man jo bare travlt. Det kender vi alle sammen – de sædvanlige floskler.

MEN. Situationen har jeg virkelig tænkt på flere gange.

1. Hvis ikke øko-baby mad til fucking 17,95 portionen er godt nok, hvad er så?
2. Hvorfor opbygge en stemning af, at det ikke er ok at springe over hvor gærdet er lavest (dyrest) når man nu tager ungen med til rytmik?

Jeg har oplevet flere eksempler på at mødre dunker hinanden i hovedet. Helt sikkert ubevidst, men det er stadig ærgerligt. Mødre der siger ”jeg er sikker på at grunden til at mit barn udvikler sig så hurtigt, er fordi han stadig bliver ammet”, selvom der sidder en i rummet, hvis amning mislykkes.

Mødre der insisterer på at samsovning er det eneste rigtige – ikke kun for dem selv. Men for alle. Samsovning er det der gør børn trygge. Og hvem vil ikke gerne have trygge børn?

Børn er forskellige. Mødre er også forskellige, og mange er usikre, især når det hele er nyt. Så lad os lige være nogle gode sisters og støtte hinanden i stedet for at dunke andre i hovedet i jagt på bekræftelse. Jeg savner søstersolidaritet.

– (Skrappe) Mor her

P.s. Nogle gange vil man gerne bekræftes i at man er skidehamrende dygtig til at være nogens mor. Jeg har en hotline jeg ringer til og blærer mig med barnets og mine egne genialiteter. Det kan både være et nyt ord (barnets) eller en fantastisk kombination af mos udtænkt af mig selv. I de situationer ringer jeg til min mor og hun siger altid ”du er så dygtig til at være mor, lille skat”. Mødre stopper åbenbart aldrig med at være stolte af deres (søde små) børn.

Continue Reading

Mor hvem?

En bekendt sagde en gang til mig; jeg ved ikke hvem jeg selv er efter jeg har fået barn. Mens en mor ude cyberspace skrev, at hun i hvert fald stadig var helt sig selv – morrollen var ligesom lagt ovenpå alt det andet der var hende.

Et sted midt i mellem dumper denne blog ned. Jeg kan sagtens kende mig selv og føler mig stadig som mit gamle jeg. På samme tid er alt ændret, mit syn på nogle ting er totalt forandret. Jeg er mere angst, mere stærk, mere sårbar, mere glad, mere træt, mere tvivlende og mere sikker end mit gamle jeg.

Alt det vil jeg gerne skrive om og derfor har jeg nu oprettet en blog. En blog der handler om at være mor, men ikke handler direkte om mit barn. En blog uden billeder af et barn med natursut og hæklet legetøj, men en blog med tekster om alt det der optager mit morliv.
Mit liv er ikke kun at være mor, jeg studerer, jeg arbejder, jeg drikker rødvin med veninder og ryger en cigaret i smug. Men de fleste af mine overvejelser og tanker omkring livet starter med min familie og med mig, som mor.

Velkommen til, jeg håber at du bliver hængende.

– Mor her

Continue Reading
1 12 13 14