Kontrol-mor

Nu hvor katten er ude af sækken, og jeg har afsløret at vi får en lillebror/søster i 2017, kan jeg bedre udgive dette blogindlæg. I den seneste tid har jeg tænkt meget over trangen til at kontrollere eget liv, og det at vi skal vide det hele.

Hvor meget skal vi egentligt vide? Hvor meget skal vi time? Hvor meget skal vi kontrollere?

Da vi planlagde lillebror/søster, gjorde jeg brug af ægløsningstest. Jeg skulle hjem til en veninde og drikke rødvin, og jeg vidste at det muligvis ville være sidste gang jeg skulle noget i den dur. Så jeg smækkede 2 flasker vin på båndet, en pose chips og en æske med ægløsningstests. Det føltes på en gang stort og en lille smule latterligt. Nu var det snart virkelighed, men det var også planlagt ned til nærmest mindste detalje, og selvom man jo i den grad kan sige at lillebror/søster bliver et ønskebarn, er der ikke meget romantik over timing og tilrettelæggelse.

I denne graviditet er jeg blevet medlem af en terminsgruppe på facebook, og det er egentlig ret hyggeligt. For bortset fra den, kvalme og træthed fylder graviditeten ikke særlig meget. Ikke i forhold til hvad den gjorde sidst. Dengang var den jo alt-omfavnende. Men i denne terminsgruppe har jeg opdaget at rigtig mange af mine medsammensvorne gør brug af Angelsound – en hjertelydsmonitor. Med sådan en lille maskine, kan du lytte til din ufødte babys hjertelyd og bevægelser. Mange bruger dem i slutningen af første trimester og ind i andet, altså før du kan mærke baby. Man gør det jo selvfølgelig for tryghedens skyld. For at være sikker på at der ér et lille hjerte der banker og en lille baby der mosler derudaf. Jeg kan sagtens forstå at man i visse situationer, føler sig nødsaget til at have sådan et apparat – hvis man har mistet og lignende. Men på den anden side, tror jeg at vi med alle de gadgets vi har adgang til, nogle gange glemmer at mærke efter, eller bare være i det og stole på at kroppen kan det den skal og endelig tror jeg ikke det er sundt at ligge og scanne i tide og utide.

Ligeledes er der flere gravide der vælger ekstra scanninger, som de selv betaler. Igen forstår jeg virkelig godt at der kan være nogle omstændigheder der gør at man har brug for at se guldklumpen mere eller på andre tidspunkter end det offentlige tilbyder. Dog har jeg opdaget en tendens, hvor gravide selv betaler en såkaldt “kønsscanning”. Flere klinikker tilbyder det de kalder “kønsgaranti” fra uge 14. De gange jeg er stødt på kvinder der vælger dette, handler det udelukkende om at finde ud af om man får en dreng eller en pige. For så kan indkøbene rigtig begynde. I min bog er der egentlig ikke stor forskel på det at få en dreng og en pige. Jeg tror på at det meste handler om personlighed, og endelig mener jeg jo at drenge/pige-udstyr lidt er noget pjat. Babyen er i hvert fald helt ligeglad. Desuden burde der være rigelig tid til at shoppe udstyr fra uge 20 (hvor det offentlige tilbyder misdannelsesscanningen, hvor man normalt også vil kunne se køn) og så til termin. De her ekstra scanninger er interessante fordi de viser at forbrugsfesten i høj grad lever i bedste velgående – at man ikke kan vente 6 uger med at komme ud og købe lyserødt er mig en gåde! Samtidig viser det også den stigende tendens til at tage/få alt den kontrol og viden man kan få. Hvorfor ikke tage det stille og roligt? For at være lidt hippie-agtig, mærk efter i kroppen i stedet for at storforbruge gadgets og scanninger. Jeg tror sgu ikke det andet er sundt for noget som helst.

Der hersker jo ingen tvivl om at vi lever i et videnssamfund. Har du spørgsmål til noget, eller er der noget du gerne vil vide noget om, er svaret aldrig mere end et klik og en google søgning væk. At det så ikke altid er de rigtige svar du finder, er en hel anden historie. Som gravid bliver vi tilbudt en masse scanninger og undersøgelser der skal være med til at fastlægge at dit barn er så “normalt” som muligt. I min første graviditet snakkede min svigermor og jeg om det. Jeg var så nervøs inden de to scanninger og hun sagde at da hun ventede sine tre børn, var det ikke faldet hende ind at bekymre sig. For hvorfor skulle der være noget at bekymre sig for? Det var så også i en tid, hvor man ikke blevet scannet og muligheden for at købe sig til flere undersøgelser var der i hvert fald slet ikke. Måske giver alle de her tilbud og mulighed de gravide mere dårlige nerver, end hvad godt er? Det tror jeg er rigtigt. For tænk at ligge der med sin hjemme-hjertelyds-måler og ikke kunne finde lyden – så går man sgu da i panik. Jeg tror det er en god idé at forsøge at minde sig selv om at kvinder sådan set har født børn, siden tidernes morgen og i de fleste tilfælde går det godt. Mine hormoner synes heller ikke altid det er det letteste – men for baby og ens egen skyld, tror jeg det er godt hvis man kan finde ro.

Continue Reading

Om mor her #3

Der kommer flere og flere “ukendte” læsere til (hvilket gør mig så glad og taknemmelig) og derfor vil jeg lige skrive et lille indlæg der handler lidt om mig. Hvem ved, måske folk der kender mig også kan blive overraskede over nogle af punkterne.

  • Jeg læser på mit sidste semester af læreruddannelsen. En uddannelse jeg faktisk har været i tvivl om siden jeg satte mine fødder her første gang. Men jeg har godt kunne lide undervisningen og forventer at bygge noget ovenpå og skabe mig min egen vej
  • Ambitiøs og doven – to ord der ikke rigtig hænger sammen. Men i virkeligheden to ord der beskriver mig godt. Jeg kan få enormt meget for hånden og vil rigtig mange ting med livet, samtidig kan jeg fandeme også bing-watche serier så jeg skammer mig
  • Jeg blev holdt meget udenfor i folkeskolen og følelsen af at stå uden for, vil altid være med mig
  • Min datter er uden tvivl min største bedrift og jeg er skide stolt af hende. Jeg har svært ved at forestille mig at noget skal overgå det
  • Jeg er højlydt, storsnakkende, højt-grinene og nogle gange fylder jeg nok lidt for meget i et selskab
  • Det værste jeg ved i verden er uretfærdighed. Det gælder både småt og stort. Mine forældre har altid sagt at jeg har en virkelig veludviklet retfærdighedssans
  • Jeg har en svaghed for vrede damer der laver rock musik. Min musiksmag har ikke ændret sig ret meget siden jeg var 14
  • Mit humør kan virkelig svinge som et pendul – jeg har let til de helt store følelser og det kan hurtigt skifte. Sådan har det altid været og jeg har næsten altid følelserne uden på tøjet
  • Jeg synes det er svært at “blive” voksen – ikke desto mindre kan jeg mærke at det sker sådan lidt as we go. Sommetider kan jeg godt tænke “hvornår kommer de rigtige voksne?” 
  • Mor her bliver snart mor til 2 – noget man nok kommer til at læse mere om på bloggen og som skubber til den der voksenlivs følelse

 

Continue Reading

Mor-udfordringer

Indlægget her kunne have mange titler, jeg opererede lidt med noget om lykke. Eller mangel på samme. For gør moderskabet lykkelig eller ulykkelig? Nogle mener at livet først giver mening når du får børn, andre føler at de var mere lykkelige før børnene.

De sidste par måneder har man kunne høre mere og mere, og læse mere og mere om det faktum at det at være mor langt fra er en dans på roser. Nogle fortæller at de er i tvivl, andre om at de elsker deres barn, men ikke det at være mor, ganske få fortæller at de har fortrudt. Jeg er dybt imponeret over disse kvinders mod.

Verden har på mange punkter ændret sig meget, siden jeg selv for knap 27 år kom til verden. I virkeligheden er det jo ikke ret mange år, men så alligevel. Af flere omgange har jeg snakket med både min mor og min svigermor om det at være mor i vores samtid. Min mor sagde noget i stil med: “at det da måtte være svært at det var noget alle mennesker har en holdning til” – hun mente ikke at det fyldte helt så meget i verden at nogle var mødre dengang, i slutfirserne/start halvfemserne. I dag, synes jeg at det kan føles meget svært at gøre noget som helst rigtigt, eksemplet med sammensovning er godt – for sover du sammen med dit barn er du en hønemor der er for knyttet til dit barn og gør du det ikke, giver du ikke dit barn den nødvendige tryghed og kærlighed. Det kommer an på brillerne der kigger på det. Men kritikken er “nem at finde”. Samtidig med at du skal træffe alle de rigtige beslutninger, skal du jo være glad mens du gør det.
Min egen mor er temmelig kølig og siger: “det er da pissehamrende hårdt at have et lille barn” – ikke så meget pis eller dårlig samvittighed. Vi gør jo hvad vi kan.

Og ja, det er hårdt. Det synes jeg faktisk. I nogle perioder mere end andre. Lige nu, er jeg inde i en periode hvor det er hårdt på en ny måde, en måde som jeg ikke har oplevet før. Det er ikke så meget selve det at være mor der er det hårde. Jeg har styr på rutinerne og fornemmer bestemt at mit barn har det godt. Personligt har jeg ingenlunde fortrudt at blive mor, det har bygget en ekstra dimension ovenpå mit liv og jeg ville ikke være det eller min datter foruden. Det er der slet ingen tvivl om. Men det betyder ikke at det bare er lutter lagkage, lyserøde skyer og sommerfugle. Det er også svært. På mange måder og på forskellige måder.

Det er egentlig mere det udenom moderskabet jeg synes der er svært. Det er som om det først nu rigtigt går op for mig, hvor meget det har ændret mit liv at blive mor. Det genkendelige liv fra før. Det at blive mor som 24-årig var i virkeligheden en brat overgang til det “rigtige” voksenliv. Starten af mine tyvere handlede meget om at drikke store øl på værtshus og at ses og måske også identificere mig meget med mine veninder. Vi har set hinanden på alle mulige skæve tidspunkter, da vi allesammen er studerende og derfor oplever undervisnings-fri på hverdagsformiddage – på den måde bliver man en meget stor del af hinandens (hverdags) liv og man kender til hinandens gøren og laden.

Af gode grunde ved jeg ikke ret meget om hvordan det er blive mor når man er i 30’erne. Men jeg tænker det må føles lidt anerledes, fordi man i større omfang er vant til at have en 8-16 hverdag og ikke kan smide alverdens venindedates ind i den. Det er ren gætteri, men sådan forestiller jeg mig det.

I min barsel mærkede jeg ikke meget til hvordan mit (sociale) liv havde ændret sig. De fleste af mine veninder studerede endnu og derfor var der stadig tid til kaffe i hverdagen og mange veninder var søde til at lufte barnevognen med mig. Men nu her, et år efter min barsel sluttede kan jeg godt mærke at der er sket noget. Der tikker ikke ligeså mange SMS’er ind på telefonen og jeg ser færre mennesker og også mindre frekvent end for et år siden.

For et par uger siden, til sidst i min sommerferie affødte det en form for ensomhed. Mit liv vendte på en tallerken den dag jeg stod med min datter i armene, og det kan helt sikkert ikke være anerledes. Men behovet for social kontakt er ikke ophørt og jeg kan stadig virkelig have brug for at føle mig som en del af venindeflokken, eller som en folk gerne vil se. Måske har jeg sagt nej til for mange arrangementer, eller måske har jeg snakket for meget om mit barn – jeg ved det ikke – jeg kan ikke huske det. (Fri)tiden er helt klart ikke det samme som før, men det betyder ikke at jeg ikke savner det, og stadig har prøver at justere hist og her for at få den “nye” virkelighed til at hænge sammen.

I virkeligheden tror jeg ikke det kan være anerledes. Om lidt skal jeg ud og have et rigtigt voksenjob, så tiden bliver kun mere knap. Men jeg vil tænke tilbage på starten af 20’erne som noget rigtig sjovt og dejligt – voksenlivet kom hurtigt, men det valgte jeg selv og jeg ville ikke vælge anerledes i dag. Det handler måske mest om tilvænning. Og så om at have “honningdepoter”, som min far kalder det. At gøre lige det man har allermest lyst til og brug for. Engang i mellem. I sidste uge hjalp det mig meget at tage en halv spontan tur til Odense og se en veninde jeg ikke har set i lang tid, og bare have tid til at snakke. Honningdepoterne og venindetiden bliver mindre, men de er der, og de giver mig fornyet energi.

– (Veninde/unge/savne) Mor her

 

 

 

Continue Reading

By-mor?

Her i løbet af sommeren har min mand og jeg gået med overvejelserne omkring hvor vores lille familie skal bo. Jeg er (forhåbentlig) færdig med min uddannelse til januar og derefter har vi en lidt anden slags penge at leve og bo for end vi har nu, og vi får ligeså stille brug for mere plads.

I al den tid vi har boet sammen, og faktisk også før vi flyttede sammen, har vi boet på Nørrebro. I mine øjne den bedste af alle broerne og indtil for nylig har jeg virkelig ikke kunne forestille mig at bo noget andet sted. Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned om mangfoldighed, gode legepladser, barnevognsture på Assistensen, verdens BEDSTE vuggestue, at bo lige rundt om hjørnet fra flere veninder, hvordan Nørrebrogade kan føles som et fremmet land når solen rigtig skinner, sammenhold, unikke butikker, storbyliv og alt det jeg elsker. Men egentlig er Nørrebro bare hjem for mig. Jeg er kommet her siden mine spæde teenage-år, først i Ungeren på Jagtvej og siden alle mulige andre steder. Jeg ved hvor alting ligger, jeg ville aldrig kunne fare vild her. Jeg hilser på de samme mennesker hver dag og jeg elsker det lille skøre samfund vi har her. 2200 er mit hjem og Nørrebro har mit hjerte.

Men, vi skal snart bo i noget større. Og noget større er dyrt. Især her. Jeg går tit forbi ejendomsmæglerene på Jagtvej, og det er soleklart at man ikke får meget lejlighed for sine penge. De fleste små andelslejligheder er langt oppe i millionklassen. Og med andelslejligheder følger der som bekendt altid et beløb til boligydelse. Hvis du ønsker dig mere end 3 værelser på Nørrebro skal du i hvert fald finde 3 millioner, og vi er ikke den bydel, hvor det er værst. Det er jo helt hul i hovedet! Boligmarkedet i København er ved at stikke helt af.

I overvejelserne omkring hvor vi skal bo, ligger også hvilket liv vi ønsker for vores familie. Vi har ikke lyst til at sidde så dyrt, at vi er nødt til at knokle for at tjene til huslejen – selvfølgelig skal vi arbejde, men der SKAL være tid til at være en familie. Det bliver mere og mere klart for mig, at for at få råd til at kunne holde fri, er vi måske på vej ud af byen.

Priserne på boliger i byen, er ved at jage helt almindelige mennesker væk. Vi, en akademiker og en skolelærer med lyst til en lidt fritid engang i mellem, er i tvivl om det kan lade sig gøre at finde noget vi har råd til. Det er forrykt. Noget af det jeg elsker allermest ved at bo i byen, og især på Nørrebro, er at vi der bor her er så forskellige, men vi er enige om at vi skal bo her allesammen og at alle har lov at være her. Men snart har ingen råd, især ikke dem der er på vej ind på boligmarkedet. Jeg er seriøst bekymret for at København om få år vil minde om London, hvor ingen almindelige mennesker har råd til at bo. Dét er faktisk slet ikke det der er byens ånd.

hjerte

Her på Nørrebro har vi et mindesmærke – Bjørn Nørgaard lavede i 2010 “farvel til våbene”, som ses her på billedet. I daglig tale hedder det dog bare Nørrebros hjerte. På betonsoklen står der “Vi vil leve sammen” på en helt masse forskellige sprog. Nørgaard selv skriver “Verden skal være åben og mangfoldig, der skal være plads til den enkelte, til forskelligheder, til en rigdom og sprog, religion og kulturer, men det skal være en mangfoldighed i en fælles verden” –  noget jeg er meget enig i, og som virkelig er det mit Nørrebro står for. Og derfor kan jeg faktisk ikke holde ud, at det nogensinde skulle blive anerledes.

Continue Reading

Morskab

Moderskabet er en forunderlig og foranderlig størrelse. Selvom jeg er den samme som før, ændrer det at være mor sig hele tiden, for barnet udvikler sig hele tiden. Der er således forskel på tanker/gøremål/lege etc., nærmest fra måned til måned.

Derfor har jeg lavet en lille liste om det at være mor til en på knap to:

  • du kan ikke se en gravko uden at tænke: “GRAVKO!!” Det samme gælder flyvemaskiner, kraner, lastbiler, helikoptere osv..
  • sølv er tale, tavshed er guld. Dine ører er nogle gange ved at falde af
  • for meget stilhed er farligt. Det betyder f.eks. tush på gulvet/i håret/på væggen/
  • du ved hvornår nogen er trætte, før de selv vil indrømme det
  • du kan blive helt nervøs for fremtiden, når du tænker på den stædighed, selvstændighed og viljestyrke der allerede bliver lagt for dagen
  • flere gange om dagen må du smile små-undskyldende til fremmede, fordi barnet kommenterer deres every move, eller kalder dem for en dame (selvom vedkommende er en stor mand)
  • frygter du hvad der bliver det næste barnet finder på at sige
  • er toiletbesøg alene en KÆMPE luksus. I anden række kommer toiletbesøg hvor alting ikke bliver kommenteret
  • du griner heldigvis meget.. For få er så sjove som en på næsten 2

 

Continue Reading

Ferie-mor

En “lille” hilsen fra ferielandet. Som så mange andre er vi også draget på ferie – og det der med sommerferien har jeg været spændt på. Sommerferie med barn kræver mange praktiske overvejelser – V I R K E L I G mange. Og så er der jo alle bekymringerne.

Men som sagt, sommerferie. Vi har tre ugers ferie sammen. Vi er netop gået ind i den tredje. De to første uger var vi i sommerhus, først en uge alene og så en uge med mine forældre. Denne, den tredje uge, bruger vi i en lille hyggelig by uden for Berlin med barnets farmor og farfar. Den her sommerferie er altså all about bedsteforældre-tid. Det kan sikkert lyde ret intenst for nogle. Men det har i den grad vist sig at være en rigtig god idé. Hjemme i hverdagen har vi ikke specielt meget intenst bedsteforældre-samvær, så der bliver i den grad fyldt på den konto her i ferien. En anden konto der også lades op i bedsteforældrenes selskab er søvnkontoen – nu er vi nemlig flere til at stå op klokken tidligt, og hvis man har lyst kan man hvile sig mens nogle andre leger med barnet. Brilliant!

Jeg bliver altid lidt stresset i forbindelse med at skulle rejse, jeg er ikke overdrevet god til mange skift, og jeg fornemmer at det kun er blevet værre af at være blevet nogens mor. Derfor har denne her ferieform været ret ideel – i første omgang skulle vi ikke ret langt væk, vi har haft base det samme sted i længere tid af gangen og så videre. Men det betyder jo desværre ikke at bekymringerne udebliver.

For hvad nu hvis det hele blev for kedeligt? Før vi fik barn rejste vi meget på storbyferie, hvor man kunne træde lige ud af døren og opleve alt muligt. Ville barnet føle sig underholdt nok? Havde vi nu pakket legetøj/tøj og underholdning nok? Og hvad nu hvis det regnede hele tiden?

Indtil videre har det ikke været kedeligt. Men der har heller ikke været den vilde gang i gaden. Og ja, det har regnet meget i sommerhusland. Når det så er sagt, har der været så mange gode ting. Jeg er virkelig blevet opmærksom på hvor meget børn, eller i hvert fald mit barn, kan få ud af ikke ret meget.
Vi har plukket blomster, set en masse (for by-barnet hidtil ukendte) dyr, f.eks. dådyr, en grævling, men også mange larver, biller og sommerfugle. På stranden har vi set og leget med sand, vand og tang og barnet har lært hvad blæretang er – at moren i den forbindelse også blev klogere snakker vi selvfølgelig ikke om. Vi har cyklet, spist is, set Ramasjang, læst bøger, tegnet, leget med alt hvad man kan finde i skufferne i en sommerhus-kommode. Vi har moret os over det høje “PLUMP” der kommer når man smider en sten i vandet. Kort sagt, verden er stor. Også i Vestjylland. Det hele behøver ikke nødvendigvis være så skide fancy. I hvert fald ikke endnu, og det nyder jeg.

Nu har vi så brugt to dage i en lille tysk by. Her er stille, så vi har udforsket byen, spist på fiskerestaurant og været ude og sejle. Desuden har der været en masse tid til at lege med farmor og farfar, og intet gør mig mere lykkelig end at høre min datter skraldgrine fordi hendes bedsteforældre har fundet på noget sjovt. Hun har det som blommen i et æg på den her ferie, og jeg kan virkelig mærke hvor mange mennesker der elsker hende.

I morgen er det dog endelig tid til at der skal ske lidt mere. Vi ind til Berlin, en af mine yndlingsbyer og selvom det ikke er uden bekymringer (vil barnet sove lur i klapvognen? Kan vi overhovedet nå at se noget som helst med en meget selvstændig pige, der helst vil det hele selv? Bliver det for varmt? Etc etc), glæder jeg mig alligevel, for det skal nok blive sjovt, godt og spændende – det har den her ferie lært mig. Og hvis det ikke går, er vi flere til at tage os af barnet. Det er i sandhed fantastisk.

Jeg bruger generelt alt for meget tid på bekymringer der slet ikke når at blive til noget. Den her sommerferie har virkelig lært mig at “ja-hatten” slet ikke er så dum. For det hele skal jo nok gå og det er faktisk slet ikke så svært at rejse med en knap 2-årig.

– (Bekymrede) (Ferie)Mor her

Continue Reading

Princip mor #2

Det her blogindlæg har jeg tænkt på i flere måneder. Flere gange er tankerne omkring det blusset op, og igen de seneste par dage. Det skal handle om børn på de sociale medier. Mine tanker omkring det har fået fornyet styrke af den debat der  foregår i kommentarfeltet hos Mette Marie. Hun har medvirket i en artikel for Berlingske og senere også medvirken i Godmorgen Danmark.

Mette Marie har en Danmarks største “mommy-blogs”, og startede ud med at vise mange billeder af sine tvillinger på bloggen og instagram. Men nu har hun skiftet mening. Fra nu af fotograferes børnene kun bagfra. Hendes beslutning om denne ændring har skabt stor debat i kommentarfeltet på hendes blog og jeg har været med i debatten. For som den skarpe læser af min blog nok har opdaget – er Mor her en blog om at være mor, men ikke om min datter, som sådan. Jeg har hele tiden haft det sådan at de to ting umiddelbart godt kan skilles ad.

Jeg er i kraft af mine 26 år, vokset op med sociale medier og digitalisering. Jeg fik min første mobiltelefon som 10-årig, min første Arto-profil som 13-årig. Jeg husker også hvordan jeg før det, havde “for-sjov profiler” på diverse datingsider og chatfora sammen med veninder. Når vi gik hjem efter skole sad vi og chattede for sjov og foregav at være nogle andre end de bøjle-befængte tweens vi var. I min tid som Arto-bruger oplevede jeg at være en del af en gruppe der var “Arto-kendte” – vi var en “kendt” del af en subkultur der blomstrede op i Danmark i mine teenage-år. Jeg oplevede at blive genkendt på gaden. Jeg oplevede at folk gerne ville snakke med mig, give øl og mad, for jeg var jo “hende der fra Arto”. Lad mig bare sige, det gjorde ikke noget godt for mig at få den opmærksomhed. I min folkeskoletid havde jeg en lang periode hvor jeg blev holdt grusomt udenfor og følte mig mobbet. At gå derfra og så til at blive en der blev genkendt, og en som nogle ligefrem så op til, kunne jeg som 15-16-årig slet ikke håndtere. Det steg mig totalt til hovedet og i den forbindelse kunne jeg godt finde på at udnytte det og bruge det på en ikke særlig hensigtsmæssig måde. Det har jeg det faktisk dårligt med idag.

Blandt andet derfor, har jeg en virkelig skarp holdning til at have min datter på de sociale medier. Jeg ved godt at bare fordi jeg ligger et par billeder af min datter på min private Facebook-side, Instagram, eller på min lille blog her, betyder det ikke nødvendigvis at hun bliver kendt eller kommer til at opføre sig som sin mor. Men jeg kender til bagsiden af alt det der sociale-medie behov og forbrug.

Derudover handler det for mig også om at give min datter et frit valg. Jeg har læst mange forskellige kommentarer omkring det her emne. Nogle fra store børn, der skriver at de nærmest ville blive kede af det, eller ikke føle at deres forældre holdt nok af dem, hvis de ikke var en del af deres sociale-medie liv. Argumentet at man skal følge med tiden, og at det her jo er den virkelighed vores børn vokser op i – dét har jeg også hørt. Og jeg kan sagtens forstå begge synspunkter – det er bare ikke sådan jeg har det. Jeg vil hellere have at min datter bliver vred på mig, eller ked af at jeg ikke har “givet hende en identitet” på de sociale medier i vuggegave, end jeg ønsker det modsatte. For jeg har også hørt historier om børn der føler det grænseoverskridende at deres forældre deler deres liv. Af de to onder, ved jeg godt hvad jeg foretrækker. Og ja, så kan det være at jeg en dag bliver nødt til at forklare min datter at det var ud af kærlighed og respekt for hende, at hun er den eneste i klassen der ikke allerede findes på det store internet.
Endeligt, har jeg hørt uhyggelig historier om hvordan delte facebook billeder bliver brugt som reklamer i andre lande. Vi ved faktisk ikke hvor billederne ender.
Selvom at de sociale medier efterhånden har eksisteret hele mit teenage- og voksenliv, synes jeg stadig det er en lidt ny ting, som vi ikke kender enden på endnu. Derfor har jeg, som den forsigtig-Per jeg er, brug for at fare lidt med lempe.

Paradoksalt nok, blogger jeg jo om vores liv og smider alt muligt ud i cyperspace. Men jeg prøver alt hvad jeg kan at holde mig på min egen banehalvdel. Den har jeg nemlig bruset ud med før.

– (Princip) Mor her

 

Continue Reading

Pige-mor #2

Forleden læste jeg hos Cana, at hendes dreng har fået nye sandaler – ikke bare hvilken som helst slags sandaler, men et par sandaler han helt selv har valgt og derfor er de guld og har blomster på. Hvis I kigger forbi hendes blog, kan I selv se hvor flotte de er. Og hvorfor skal børn egentlig ikke have lov selv at bestemme? Og hvis de skal, hvornår er det så?

I sidste uge oplevede jeg for første gang, at min datter var utilfreds med det tøj jeg havde givet hende på. Hun har tidligere udtryk mening om hvad hun helst ville have på, men ikke haft en decideret holdning. Og come lige on, hun bliver først 2 år til september. Så det starter lidt for tidligt.

I bedste “drenge”-stil, eller måske bare klassisk for hendes alder, er hun helt bidt af alt hvad der hedder gravkøer, kraner, “flymaskinaa” og alverdens transportmidler. At stå ved bygge pladsen ved Nørrebro station er cirka det fedeste man kan lave, for der er både toge, store kraner, gravkøer og der kører busser forbi. Sikke en fest!

Derfor har moderen selvfølgelig været på Reshopper og fundet en aflagt gravko og en mejetærsker. By-barnet høster nu korn midt på stuegulvet og sammen med DUPLO-dyr er det pt. det bedste legetøj der findes. Hver morgen kører vi desuden forbi en stor kran på vej til vuggestue og der bliver bliver både råbt “HEEEJ”, hujet og sagt farvel til den.

Et sted i mellem de indkøbte landbrugsmaskiner og de daglige besøg til byggepladsen, troede jeg at det var godt nok, men næ-nej.  Nu er den nemlig gal med tøjet. I sidste uge havde vi set både kraner og gravkøer på vej til vuggestue. Da vi ankom til vuggestuen ville skæbnen at de to drenge der udover min datter var mødt tidligt, havde trøjer med gravkøer og kraner på. Da hun blev opmærksom på det, udspillede følgende sig:

Hun kigger ned af sig selv. Kigger forurettet op på mig og siger “Mig gravko-trøj” – det er ellers fine sæt med leopard-gamacher (eller “tiger-buksarh”) og en sort trøje var og er slet ikke godt nok. Jeg må altså på jagt efter noget sejere tøj.

Samtidig er hun i de her dage helt vildt optaget af at få “fina hår” – altså fint hår, og viste stolt verdens mindste hestehale frem i vuggestuen i morges.

Jeg tror at kombinationen mellem lyserøde elastikker og tøj med køretøjer bliver perfekt. For det behøver jo ikke være så sort/hvidt hvad man godt kan lide? Hvorfor ikke vælge det bedste fra begge verdener? Moren foretrækker i øvrigt, biler og gravkøer frem for Frost-rædsler any day.

– (Drenge)-Pige Mor her.

Continue Reading

Institutions-mor

To af mine bedste veninder har netop fået vuggestuepladser til deres dejlige unger, og det har selvfølgelig sat tankerne igang hos Mor her.

For i et samfund hvor man høre så mange stygge ting om børns institutions-liv. Historier om én pædagog til 15 børn, bræk, gråd og tænders gnidslen er dagligt at finde i flere aviser. Jeg vil slet ikke undervurdere disse historier, men mange må være meget nervøse for at aflevere deres aller dyrebareste til en så presset institutions-verden.

Mange forældre har sikkert fældet en lille mange tårer i forbindelse med indkøring, måske fordi man savner og måske fordi det føles forkert at nogle andre – ovenikøbet vidt fremmede mennesker – skal passe på ens lille pus. Der er måske noget unaturligt i at overgive sit lille forsvarsløse barn til andre. Da min datter startede i vuggestue, kan jeg huske at jeg blev enormt påvirket af, hvis jeg hørte historier om forældre der havde barsel i flere år, gik hjemme med barnet eller fandt andre alternativer til vuggestue. Hun var kun 10,5 måned da hun startede og netop det oplevede jeg at der var få der havde en negativ holdning til. Selvom det var få, blev det der fyldte. Svigtede jeg nu som mor?

Det ved jeg nu at jeg ikke gjorde.

Min datter går, som jeg vist tidligere har nævnt, i en F A N T A S T I S K vuggestue. Den er selvejende, normeret til få børn og det til trods har de masser af plads. Personalet er sindsygt dygtige og finder på de sejeste projekter med børnene. Jeg er ikke i tvivl om at det selvfølgelig har gjort det noget nemmere at aflevere hende.

Faktisk har jeg nærmest kun positive ting at sige om det at have et vuggestuebarn. For at være helt ærlig kan jeg mærke at jeg nyder min datter på en helt anden måde, end jeg gjorde da jeg var på barsel. Sat lidt på spidsen kan man sige at (noget af barslen) var præget af en vis form for afvikling. Jeg synes jeg var lidt stresset over om det hele var godt nok og jeg følte at der var mange ting vi “skulle”.

Min mand og jeg snakkede lidt om det hele i går og det endte egentlig med at blive en større filosofisk udredning. Vi snakkede om det faktum at alting har to sider – at man for at være glad også skal kende til at være ked af det. Lykken som koncept afhænger af lykkens modsætning. Og at det at savne ikke nødvendigvis er skidt. For når man savner elsker man og når man savner nyder man den tid man har sammen. Disse overvejelser er summerer meget godt op, hvad det for mig vil sige at have et institutions barn.

Det at jeg ikke bruger alle døgnets timer sammen med mit barn gør at jeg elsker det og nyder det på en helt anden måde – i stedet for at tænke på ting vi skal, hvornår hun har sovet, skal spise og så videre, er jeg nu kun fokuseret på en eneste ting. Nemlig at nyde det. Det at vi har en hverdag hver for sig er ikke kun en dårlig ting. Ved at skrive dette, kan det være at jeg lægger mig ud med en masse af de forældre der prædiker at børn har bedst af at være sammen med deres forældre. Det er jeg egentlig ret enig i, men jeg ser nu alligevel ikke alternativerne som værende stygge og onde.

Jeg er som nævnt i tidligere indlæg velsignet med et meget socialt barn der selv efterspørger at komme i vuggestue om morgenen. Hun snakker tit – og meget – om de andre børn og pædagogerne og jeg synes det er fint at hun har sin egen lille hverdag. Der er helt klart morgener hvor jeg har svært ved at aflevere hende og allerede mærker savnet når vuggestuens tunge hoveddør smækker bag mig. Men de dage ender alligevel med at blive gode dage, for så kompenserer jeg for savnet ved at hente hende så tidligt det overhovedet er muligt, kalenderen bliver (i det omfang det kan lade sig gøre) ryddet, der bliver taget en frossen gryderet op af fryseren og tid med barnet bliver prioriteret over alt andet.

For selvfølgelig savner jeg hende når hun ikke er hos mig. Men i min bog er savn ikke kun en dårlig ting. For når jeg savner, mærker jeg hvor meget jeg elsker.

Continue Reading

Overraskede mor

Når man går og venter sig et barn, kan man læse en masse om, hvad der med det venter en. Der er helt sikkert også mange mennesker der har alverdens velmenende råd. Jeg fik selv min portion af disse. Alligevel var der visse ting ved det at blive forældre der virkelig overraskede mig.

Derfor har jeg udformet listen over de største overraskelser ved moderskabet:

  • Hvad der før var lidt kikset og pinligt er nu HELT naturligt. F.eks. at omtale mig selv og min mand som henholdsvis mor og far
  • At rigtig mange ting giver sig selv
  • Følelserne – ALLE følelser bliver forstærket. Lige fra glæde og lykke til selvbebrejdelse, tvivl og angst
  • Min forfængelighed er tit en by i Rusland. Jeg kan fint gå på legeplads i joggingbukser og daggammel make-up
  • At man kan føle sig HELT veludhvilet ved 2 x 3 timers uafbrudt søvn.
  • Ens tålmodighed vokser – det ville jeg ønske nogen havde fortalt mig før jeg fik min datter – for det troede jeg ikke at den hverken ville eller kunne.
  • At selvom jeg ikke følte mig klar eller særlig mor-agtig helt op til fødslen gav alting sig selv, da jeg fik min datter i armene første gang
  • TIDEN. Shit man kan få meget ud af sin tid, når man står børnefamilie-tidligt-op
  • At med den store kærlighed, følger også stor angst. Har fandeme aldrig været så bange for at miste som nu

Det allervigtigste som overraskede mig er sværhedsgraden i det at være forældre. Jeg troede på en måde at det ville være meget kompliceret. Det er virkelig utrolig mærkeligt hvor mange instinkter man har, og hvor meget der ender med at give sig selv. Det bedste råd jeg kan give til gravide/nybagte forældre er: Stol på dig selv! Da vi lå på hospitalet, efter jeg havde født, spurgte jeg en jordemoder om alt muligt. Hele tiden. Til sidst kiggede hun på mig og sagde? Hvad tænker du selv? Jeg svarede hvad jeg tænkte og hun sagde: Det synes jeg lyder så fornuftigt. Og ved du hvad? Hver gang du har spurgt mig om noget, har du selv kendt svaret. Det er dig der ved hvad dit barn har brug for”. 

Så, kære kommende forældre – Det skal nok gå! Også selvom du ikke føler dig spor klar.

Continue Reading