Princip-mor

I pinsen skal vi på tur til Jylland. En tur vi har taget rigtig mange gange. Denne gang har vi flere stop på vores Jyllandstur, og starter med en togtur på 3 timer første dag, for så at være et døgns tid hos min datters farmor og farfar. Dagen efter tager vi 2,5 time med henholdsvis bus og tog. Det er storartet for os at vi kan bryde vores tur over i flere i dele. Så når det nemlig ikke at blive uudholdeligt for nogle af os.

Når vi har rejst på de her togture tidligere, har der vist sig et mønster, eller en tendens, kan man nærmest kalde det. Vi reserverer altid plads i togets familievogn – hvor andre børnefamilier også sidder. Lidt udfra devisen om at være i samme båd. Jeg tænker at børnefamilier er (forhåbentlig) er mere tolerante over for andre børns larm og løb op og ned af midtergangen.

På turene med tog, tværs over Danmark, er det blevet mig smerteligt klart at vi lever i teknologiens og især iPad’ens tidsalder. For når man tager på togtur med børn – også dem under 2 år – kan man stikke dem en iPad og så er der ellers ro det meste af turen. Således kan mor og far sidde med snuden i deres telefoner og alle kan passe sig selv.

En dag overhørte jeg nogle forældre der snakkede om at det snart var tid til at deres lille barn fik en iPad. Er det bare mig, eller er det ikke totalt hul i hovedet at udstyre børn under 2 år med dyr elektronik?

For et års tid siden var jeg på biltur med mine forældre og min datter – hun var ærligtalt helt helt umulig og i et sidste forsøg på at få hende til at falde ned viste jeg hende et eller andet på min telefon. Min far, der har stor erfaring i at køre skrigende unger rundt på tværs af landegrænser, konstaterede lidt små-fortørnet at moderne forældre havde det meget nemmere end de havde haft det og noget med at vi bare skulle vide.

Men bare fordi vi har alle de muligheder vi har – er det så ensbetydende med at vi skal bruge dem? Jeg synes det er vildt at stikke børn et stykke dyrt elektronik som en form for holdkæft-bolsje. I sidste uge læste jeg en artikel, der handler om at “vi har fået digitaliseringen galt i halsen”. Artiklen kommer blandt andet med den overvejelse at i det vi giver vores børn iPad’en eller elektronikken går de glip af noget andet. Der er sociale koder barnet ikke lærer at aflæse, fordi det er travlt beskæftiget med noget andet. Det tror jeg er meget rigtigt.

Som man måske kan regne ud, ejer vi ikke en iPad. Faktisk har vi heller ikke fjernsyn. Jeg kan forstå at nogle af dem med fjernsyn har Ramasjang kørende hele morgenen. Det kan jeg godt forstå, og jeg er ikke sikker på at vi ikke selv vi ryge i den fælde. Inden man forestiller sig at vi sidder og leger med dukker uden ansigter og løber efter et tøndebånd, skal det lige siges at det faktisk ikke er et politisk statement som sådan. Når det så er sagt, synes jeg ikke at små børn skal se fjernsyn i rå mængder. For der er så meget andet de skal lære.

Hos os har vi TV-tid, engang i mellem. Ikke hver dag, men stadig rimelig tit. Min datter ELSKER at se fjernsyn og kalder alle skærme for Per – Postmand Per har ikke levet forgæves. Når vi har TV-tid fungerer det således, at vi fortæller hende hvor længe hun må se. Det er aldrig mere end 15-20 minutter af gangen. Jeg ved godt at børn på 1½ år ikke kender klokken, men det handler om at få opbygget en vane. Oftest sidder vi sammen med hende, hun vil rigtig gerne snakke om det hun ser, så det gør vi. Selvfølgelig er der dage hvor hun ser fjernsyn når jeg laver aftensmad eller støvsuger. Det er klart. Samtidig er det vigtigt for mig at skærmen ikke bliver en digital barnepige. Man kan ligeså godt stikke barnet et puslespil, en bog, eller nogle farver.

Førnævnte artikel fortæller også hvordan store mediemoguler som Steve Jobs lod deres børn indskrive på en skole hvor digitale redskaber er bandlyst. Omtalte skole har et princip om at disse redskaber ikke har noget at gøre i barndommen. Ret interessant, ikke sandt?

Tilbage til togturen – når vi er afsted, side om side med andre småbørnsfamilier, kan jeg godt få fornemmelsen af at vi er de eneste i landet uden en iPad. Men så har vi en blok, tusher, bøger, legoklodser og snacks med. Når gode råd er dyre, og barnet har leget alt hvad hun kan med det “analoge”-legetøj, får hun lov at se lidt på telefonen. Det handler altså ikke om fuldstændig afholdenhed, men mere om at bare fordi vi har en masse muligheder og redskaber skal vi ikke nødvendigvis bruge dem hele tiden. Der er ingen tvivl om at der virkelig er tidspunkter hvor de er gode at have, og at fjernsyn, film og serier godt kan lære en helt masse, men det må stadig gerne være lidt noget særligt.

Vi øver os meget i at ligge vores telefoner væk, og lade være med at sidde og glo ned i den, når vi er sammen med vores barn. Lige som hun har TV-tid eller skærm-tid, skal vi også efterleve vores egne principper. Jeg er nemlig slet ikke nervøs for at hun nok skal lære og mestre at bruge alle den moderne verdens medier og teknologier – men vanerne, det er dem der er det svære at lære.

– (Analoge) Mor her

Skrappe-mor

Forleden var jeg i H&M. Barnets sommergarderobe trængte voldsomt til at blive optimeret. For pludselig var sommeren her jo.

Min datter er røget op i stor-pige tøjet, hun er nu en størrelse 92 og er derfor i samme tøjkategori som de helt store piger på op til 4 år. Der er ikke meget baby tilbage over mit barn – faktisk tværtimod når det kommer til H&Ms tøj.
I pige-afdelingen var det kun muligt at finde shorts til min (trods alt) lille tumling, der kun lige akkurat ville dække hendes ble. Hotpants er åbenbart et hit til de små piger. De kunne så krydres med en bindebluse, hvor man ville kunne se hendes navle og hendes (stadige) “baby-topmave”. Det fatter jeg seriøst ikke en lyd af!

Sidste år på denne tid huserede en debat om bikinier til småpiger. Som jeg husker fik H&M nogle lussinger på den konto. Nogle mente at det var mærkeligt med en “BH-del” til små piger, andre mente at det var en direkte seksualisering af de små piger, modsvaret til det blev at hvis man synes at der er noget sexet over små piger i bikini-toppe, så må det være fordi man er pervers. Debatten fra i fjord blussede op i hovedet på mig som jeg stod der i H&M.

For mig handler det ikke direkte om seksualiseringen, selvom det var yderst påfaldende at shortsene var flere centimeter længere i drenge-afdelingen, og t-shirtsene er lavet til at dække de små drenges topmaver. Derfor brugte jeg da også mit aktive valg som forbruger og købte det meste af sommergarderoben hos “drengene” – igen! Egentlig handler det mest om at det tøj jeg vælger til min datter skal have følgende funktioner:

  • Det skal være behageligt – man skal kunne lege og tumle i det. Af samme grund havde hun stort set ikke kjole på før hun kunne gå.
  • Tøjet skal ikke være for sart. Lyst tøj der ikke kan kogevaskes er en sjældenhed.
  • Børnetøj skal være børnetøj, og ikke en kopi af voksentøj. Børn er børn og børn skal lege. Derfor blev jeg heller ikke fristet af ruskinds-frynse-vesten H&M bød på. Hvorfor give børn overflødigt tøj på?!
  • Når det er sommer skal tøjet skærme hende mest muligt for solen – derfor ingen hotpants!
  • Tøjet skal ikke være for dyrt. Jeg er vild med øko-bomuld og god kvalitet. Men igen, det er et barn der skal have det på. Tanken om at jeg måske ville blive irriteret over at nogen kom til at spilde tomatsauce på Mini Rodini trøjen til 500 kroner er ikke til at holde ud.

Så selv om der vist var en skjult opsang til H&M, skal de også have en spand ros. Tak for jeres Conscious linje, jeres 3 for 2 tilbud og tak for at have studierabat engang i mellem. Det kan jeg li’.

– (Skrappe-Femi) Mor her.

Mor-kortet

Der er mange irriterende udtalelser jeg øver mig i ikke at sige, men kun tænke. Jeg forsøger at undgå at trække mor-kortet, eller komme med de der klassiske irriterende udtalelser, som mange bruger.

Jeg bider mig i tungen og siger ikke:

  • “Baaaaare vent til du får børn” – i dag, da jeg sidder til undervisning. Min datter stod op kl. 5.30 og klokken 9.30, da det er tid til første pause overvejer jeg om jeg vil få det skidt af dagens fjerde kop kaffe. Samtidig overhører jeg en fyr, der højlydt sidder og klager over at han ikke får nok søvn og “kun” nåede 7,5 times søvn i nat. Cry me a fucking river!
  • “Husk at nyd det” – når jeg er på barselsbesøg og virkelig ikke forstår hvor hurtigt mit eget barn er blevet stor – det er små-provokerende at sige, for man nyder det jo ikke hele tiden og hvornår nyder man det nok?
  • “Kan I f*cking ikke huske hvordan det er?!?!” Når forældre lader deres store børn larme og lege fangeleg rundt om barnevognen med et sovende barn
  • “Hvis du ikke selv har små børn, må du ikke mene noget” – til den midaldrende mand i toget, da jeg 3. gang forsøger at putte overtræt datter-barn i barnevognen og han siger til mig at “hun nok IKKE er træt”
  • *Alle bandeord i verden* – når jeg cykler ned af Nørrebrogade med et skrigende ulvetime-barn og ALLE kigger fordømmende på mig. Alle forældre der har skrigende børn ude i virkeligheden fortjener en krammer, high-five, en stor kop kaffe og et stykke kage. 

Nu hvor jeg har jeres opmærksomhed, og har afsløret mine “inderste tanker”, kan jeg jo lige give en kort besked:
Til alle jer der ikke har fået børn endnu – sov for helvede. Klag aldrig til forældre over at blive vækket kl. 7 – klokken 7 er LUKSUS og klag aldrig over 7 timers søvn. 7 timer ér meget! Til alle jer der har overstået at have små børn – vær lige flink og lad være med at ligge dig ud med trætte og slidte forældre.

– (Skælde-ud)Mor her 😉

Mad-mor

I dag skal det handle om noget lidt andet. Nemlig mad, og hvad vi (blandt andet) putter i munden her i huset.

De seneste par dage har der været en spændende debat om kødpriser, efter Etisk råd har foreslået at der kommer afgifter på oksekød. Jeg er ikke helt klar i spyttet omkring hvad jeg mener. Jeg ved ikke hvad jeg synes om afgifter på madvarer. Men omvendt, mener jeg ikke at vi kan blive ved med at leve som vi gør uden at det har store omkostninger. For nogle måneder siden hørte jeg et oplæg om madspild, hvor det blandt andet blev italesat at vi lige nu lever som vi havde 4 ½ jordklode til rådighed. En af de helt store syndere er madvarer herunder spild af dem og så selvfølgelig kød. Produktionen af oksekød står for 10 % af den samlede globale udledning af drivhusgasser. Derfor ville det jo være fint, hvis man gjorde noget ved det kæmpe store forbrug der af den slags. Desuden synes jeg at meget kød er alt alt for billigt. Man kan tit gå i supermarkedet og hente 500 g. kød for 25 kroner, og det kan jeg simpelthen ikke holde ud. Dels fordi at dyret ikke kan have haft det ret godt når det er prisen på produktet og dels fordi jeg ikke mener at kød skal være så billigt at det vinder over andre råvarer. Der udover tror jeg at mange køber f.eks. hakket oksekød når de ikke ved hvad de skal lave til aftensmad, for man kan altid bygge noget op om hakket oksekød. Men det må gerne være lidt luksus-agtigt at skulle have kød. Sådan er det i hvert fald hjemme hos os.

Jeg stødte på et udtryk forleden: Flexitarians. Jeg synes det lyder lidt tåbeligt, men det er ret meget dét vi er hjemme hos os. Vi har 3-4 kødfrie dage om ugen, og får en del fisk og kylling og engang i mellem rødt kød. Men så er det oftest i kødsaucer eller gryderetter der er fyldt med grøntsager også, og så en sjældent gang i mellem som en stor fed synde-bøf. Det er egentlig startet med at jeg foretrækker at leve så økologisk som muligt – det kan hurtigt blive ret dyrt og yderst SU-uvenligt, hvis man insisterer på kød alle ugens syv dage. I denne her uge har vegetar-dagene blandt andet stået på følgende retter:

Rødbede-burgere:
– 4 små groftrevede rødbede
– 1 dl havregryn, -måske lidt ekstra
– 1 fint hakket løg
– 2 fed hvidløg, finthakket
– 2 æg
– 1 tsk dijonsennep

1. Jeg rev rødbederne og saltede dem. Inden jeg blandede resten af ingredienserne i, pressede jeg al væden fra.
2. De øvrige ingredienser røres sammen med rødbeden og formes til bøffer. Det er en god idé at stege bøfferne right away, så de ikke falder fra hinanden. Vær i øvrig forsigtig når du vender dem.
3. Jeg serverede med persille-mayo, guacamole, feta, spinatblade, tomater og rødløg og byggede op som en “almindelig” burger.

Indisk carry med kikærter, blomkål og kartofler
Den her er en regulær klassiker i mit køkken. Jeg freestyler dog tit over den og putter enten revet gulerod, små blomkålsbuketter og kartoffeltern. Og så har koriander nærmest den eneste ting jeg virkelig ikke kan lide, så det kommer der ikke i min mad.

Begge retter er store hits i mit hjem – både hos den store mand og det lille barn. Så hermed min anbefaling.

Jeg skal overhovedet ikke bestemme hvordan andre lever deres liv, eller hvad der ligger på deres tallerken. Men hvis man vil mindske sit økologiske fodaftryk, så er det der med maden et virkelig godt sted at starte. Vi spiser flere gange hver dag, hele året rundt, så det kan altså hurtigt blive en forandring der batter. En ekstra bonus er at pengepungen har også ganske godt af en linseret engang i mellem.

 

Pårørende-mor

Nu gik der igen længe inden jeg fik skrevet her på bloggen, og som jeg skrev i mit tidligere indlæg var der en grund til denne “blogpause”. Jeg har gået og tænkt og haft det lidt svært. Jeg har kunne mærke at min krop har reageret meget på alt det der sker i mit hoved. Derfor har jeg haft influenzalignende symptomer flere gange. Med andre ord, jeg har haft brug for ro. Jeg har haft brug for at fokusere på min familie, det har været vigtigt for mig at min datter ikke har lidt under at mor har haft det lidt svært og derfor har det meste andet været skåret fra. Så derfor har jeg oven i hatten også følt mig som en dårlig veninde og en ringe studerende. Men det lever jeg med. Det har ikke kunne være anerledes.

De sidste uger har jeg, som skrevet før, gået og tænkt meget på en periode der ligger to år tilbage, nemlig da min mand blev syg. Syg i sindet. Responsen på det seneste blogindlæg, hvor jeg skrev om det, var fantastisk. Jeg fik flere beskeder fra nogle der selv har det svært, eller kender til noget der minder om. Og det var jo egentlig derfor jeg skrev det.

Hele tanken med den her blog startede nemlig dengang, for to år siden. Tanken kom fordi jeg følte mig så alene. Jeg kendte ikke nogen der havde oplevet noget lignende, og når vi var igennem det system der skulle hjælpe min mand med at få det bedre handlede det jo om ham. Jeg skrev til SIND for at finde en pårørende gruppe, men hørte aldrig tilbage. Jeg oplevede kun at finde pårørende grupper til børn. Jeg googlede alverdens ting for at finde bare et eller andet. Jeg havde brug for at finde nogle der kendte min situation. Men det var nærmest umuligt.

Til gengæld sendte DR en række programmer der handlede om psykisk sygdom i den periode og jeg tror faktisk at de hjalp mig mere end jeg umiddelbart havde regnet med. Det kom ned på et menneskeligt og håndgribeligt niveau. De mennesker der fortalte om at leve med psykisk sygdom var helt almindelige mennesker, faktisk kendte mennesker som man kender for alt andet end sygdom. Noget af det vigtigste jeg lærte er, at man ikke er en sygdom, man HAR en sygdom. Mange går rundt og siger: “Han/hun er psykisk syg” eller “han/hun er deprimeret” “han/hun er skizofren” – Men nej, det hedder det ikke! Ligesom man jo heller ikke ER influenza. Desuden lærte jeg at hver femte dansker i løbet af deres liv rammes af en form for psykisk sygdom. Det er mange! (Faktisk opdagede jeg lige at psykiatrifonden har en ny undersøgelse der siger hver tredje! Dét er mange!) Og så burde man som pårørende eller som psykisk syg jo for pokker ikke føle sig alene.

Efter vi er kommet ud på den anden side, og jeg selv er begyndt at fortælle andre mennesker om det vi gik igennem, er det blevet tydeligt for mig, at det var og er vi ikke alene om. Ganske som det også blev tilfældet med mit blogindlæg. Med det in mente, bliver det nok ikke er sidste gang emnet bliver berørt her på bloggen.

Derfor er dette indlæg ment som en slags opfølgning, men også som en slags opfordring. Jeg ville elske hvis psykiske sygdomme var mindre tabubelagte og noget vi kunne snakke om. For det sidder der virkelig nogen derude og har brug for.

– (Tænksomme) Mor her.

1-ud-af-3

Om mor her #2

Det er halvanden uge siden jeg har skrevet noget herinde, og det er der en god grund til.

Bedst som livet lige gik så godt, blev det hele svært. Jeg har haft nogle mindre panikanfald over bitte små hverdagsting, for eksempel et hjemmebagt rugbrød som jeg ikke var tilfreds med. Jeg har tidligere haft angstanfald og helt derude er vi heldigvis ikke. MEN, det her er ikke ingenting. Jeg kan bedst beskrive det med at jeg føler mig presset helt op mod muren og har svært ved at falde ned. De mindste ting kan gøre mig helt vildt ked af det. Jeg er indesluttet og træt – meget træt. Det føles lidt som influenza. Altså som om mit hoved har influenza.

For lidt over to år siden blev min mand syg. I sit sind. Men det er en helt anden og lang historie. Jeg var forholdsvis nygravid med vores datter, vores første barn. Når jeg tænker tilbage på det, ved jeg ikke hvordan vi kom igennem det. Vi har siden dengang gået hos en psykolog. Det sidste lange stykke tid mest som en slags parterapi, dog uden at vi har haft det skidt. Man kan måske kalde det en slags syn af parforholdet – noget jeg virkelig kun kan anbefale. Især ovenpå svær sygdom, barn og forældreskab. Men udgangspunktet var den største krise jeg nogensinde har oplevet. Nemlig at stå som 24-årig, ny-gravid og skulle indlægge min mand. Jeg vidste ikke hvordan noget som helst ville blive, eller hvad der skulle ske med os allesammen.

Jeg ved virkelig ikke hvordan vi kom igennem det. Når jeg kigger tilbage og kigger på de ting jeg har skrevet ned fra den tid, tror jeg egentlig at jeg slog en form for automatpilot til. Det er den bedste overlevelses-mekanisme jeg kender. Tiden skulle bare gå. Jeg var selvfølgelig ked af det, men jeg vidste også at jeg var nødt til ikke at dvæle for meget ved det, for så ville jeg aldrig kigge op fra den tårefyldte sump jeg sad i igen.
Og tiden gik. Det blév forår. Min mand fik det bedre. Vi fik det bedre. Vi rejste på ferie til New York, nød sommeren, holdt i hånd og glædede os til vi skulle være forældre. Helt almindeligt. Vi blev gift, og oven på det vi havde været igennem, gav det mening. Det gav så meget mening – vi havde bevist overfor hinanden at vi kunne stå hårde ting igennem, vi valgte hinanden til, i mere end en forstand.

I slutningen af november måned 2014, da min datter var 2 måneder, blev gulvtæppet revet væk under mig igen. Han blev syg igen. Denne her gang var mit fokus et andet. Nu var jeg virkelig nødt til at klare det. Siden det tilbagefald, har der ikke været det mindste og vi har været en helt almindelig familie. Men jeg har haft brug for at tage ret meget kontrol over de ting, som jeg ved jeg kan tage kontrol over. For eksempel vasketøj, madplaner og rugbrødsbagning.

Men nu. Nu hvor alt går godt og har gjort det længe. Nu hvor jeg kan se at jeg er lykkedes som mor, lykkedes med at få et fantastisk glad barn, der bare trives. Nu hvor min mand har det godt, og har haft det længe. Nu hvor jeg snart er færdig med mit studie. Nu er jeg bange, rystet, slidt og træt. Jeg kan ikke tage kontrol over fremtiden, og det skræmmer mig helt vildt. Den her reaktion er ingens skyld, men jeg har desværre ikke fået bearbejdet det kæmpe chok jeg fik for to år siden.

For det er helt klart noget af det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Jeg har aldrig haft så meget ansvar på mine skuldre. Der skulle løftes for tre. For mor, far og barn. Den sidste barnlige uskyld blev taget ud af mig dengang. Jeg var voksen, jeg var nødt til at være voksen, og jeg kæmpede som kun en mor kan gøre det. Jeg satte mine egne behov totalt på pause.

Alle de her oplevelser skal bearbejdes, og det bliver de nu. Selvom jeg jo er exceptionel ekstrovert, har jeg brug for ret meget fred, fred til at tænke, skrive og læse alle mine tanker fra den gang. Komme helt ind i følelserne. Jeg bebrejder ingen, og jeg ved at det hele bliver godt igen. Det er fordelen ved at opleve de helt store kriser, at man opdager at verden samler sig igen og at “alt nok skal gå”.

Heldigvis ved jeg at det bliver forår igen. At solen denne sommer vil skinne mindst ligeså stærkt som sommeren for to år siden. Hjemme hos mig er vi sammen om de kriser der kommer. Jeg får alverdens støtte og vi kan alting sammen.

De stærkeste rødder har træer i blæst. 

– (Følsomme)Mor her

P.s. Bare at skrive det her hjalp mig så meget.

Råbe-mor

I dag har jeg behov for at gå på barrikaderne. De sidste par måneder, har jeg læst og debatteret på forskellige forældre-fora på nettet. Det er spændende og til tider uhyggelige sager. Debatindlæg om hvordan børn svigtes af deres forældre, og hvordan pædagoger ikke længere kan stå inde for deres arbejde strømmer frem. Historien om moderen der er nødt til at blive og hjælpe i vuggestuen, fordi der ikke er hænder nok ramte mit feed i denne uge, vuggestuebørn skal klare sig selv, hvis de altså ikke brækker sig, fordi de er så kede af at gå i vuggestue. Historierne er mange og de er skræmmende!

Vi lever i dag i slipstrømmen af både 00’ernes forbrugsfest og den efterfølgende finanskrise. Det tror jeg har en kæmpe betydning for måden vi indretter vores samfund og liv på. Dels har vi stadig et kæmpe forbrugssamfund der skal tjenes penge til. Butikker med navne som Luksusbaby vælter frem, overalt i bybilledet spotter jeg barnevogne til 8-10.000 kroner, babysenge til flere tusindekroner pryder instagram-glansbilledet. Børn tumles på foldemadrasser til 5.000 kroner. At have et sådant forbrug må godt nok kræve nogle knaster, og derfor også kræve nogle timers arbejde. Personligt er jeg af den holdning at ting skal være af en fornuftig kvalitet, så de kan holde. Men også at børn sgu hellere vil være sammen med deres forældre end blive kørt rundt i en slæde til tusindevis af kroner.

Samtidig tror jeg der er mange der er nervøse for at miste deres jobs. Sparekniven bliver svunget over det offentlige, humanister uddanner sig til arbejdsløshed. Hvis man er så heldig at få foden ind på det der arbejdsmarked, er det jo svært at kræve deltidstillinger, barnets 25. sygedag, og hvad ved jeg. Det kan jeg altså godt forstå.

Vores børn er mere i daginstitution nu end nogensinde. Det finder jeg meget foruroligende for jeg selv, og mange jeg kender var virkelig meget i institution allerede i 90’erne. Så hvordan skal det ikke ende? Samtidig skal institutions området spare. Hele tiden skal de spare. Det hænger jo ikke sammen!

På diverse forældre-fora på nettet læser jeg tit at det er en prioriteringssag. At man må skære ind til benet, så en forældre kan gå hjemme med børnene. Eller at man kan finde sig en god institution enten i det private, eller være en af de få der vinder lotteriet og få en fantastisk offentlig institutionsplads. Jeg er simpelthen lodret uenig. Guld og grønne skove er ikke forundt alle. Nogle har ikke mulighed for at arbejde deltid/gå hjemme/have flekstimer. Alle har ikke råd til private pasnings muligheder, og det er ikke alle forundt at vinde i lotteriet om “de gode pladser”. I mine øjne er det en hamrende usolidarisk holdning at have. Problemerne bliver jo ikke mindre af, at nogle bare melder sig ud.

Jeg kender desværre ikke løsningen på alle disse problematikker. I forhold til min egen lille familie er det klart en fordel at jeg er studerende, og at vi bor (forholdsvis) billigt og ikke har de store udgifter. Det giver et fleksibelt liv for os, og giver mulighed for korte dage i institutionen. Jeg vil til en hver tid hellere sætte tærring efter næring. Spare på luksus og mærkevare. Den største luksus jeg kan komme i tanke om at give mit barn, er tid med os. Forældrene. Tid i familien. Det er få år det i virkeligheden drejer sig om, og jeg før skrevet at “Det er så få år børn er små og jeg vil gerne være med til så meget af det som muligt. Inden man har set sig om, vil de jo hellere hen og lege hos vennerne og så sidder man der – og har tid til sine andre ambitioner” (og til at tjene penge!) 

Men samtidig mener jeg at vi forældre er nødt til at hjælpes ad. Både dem med ressourcer og muligheder, og dem uden. Vi skylder vores børn at vi ikke ender med et samfund der opdelt i A og B-hold allerede fra vuggestue alderen. Selv prøver jeg at bruge min stemme, f.eks. med dette indlæg, jeg er næstformand i forældrebestyrelsen i vuggestuen, og så følger jeg ellers med i meget af det der rører sig på området. Jeg vil anbefale facebookgruppen Familiepolitisk Netværk og Forældrenes Landsforening. Både til inspiration til hvad man kan gøre for sin egen lille familie, men også som inspiration til kampen. Hvis man har ressourcer til at kæmpe en kamp, så synes jeg man skal gøre det.

12933058_10154151928184850_2636736894339618690_n

 

Sammen er vi altså stærkere!

 

 

 

 

 

– (Barrikade)Mor her

Studiemor #2

I torsdags var jeg til min anden eksamen som mor. Aftenen inden var jeg til et møde med mit arbejde, hvor en af mine kollegaer spurgte: “hvordan er det egentlig at læse til eksamen, nu hvor du er mor? Har du overhovedet tid til det?” To virkelig gode spørgsmål, som jeg vil prøve at svare på. For det kan måske lyde som en svær kombination, det der morliv og eksamenslæsning.

Da jeg sad på eksamensgangen i torsdags, kom der to piger ud fra et lokale, og havde fået karakteren 10. Den ene sagde til deres ventende veninder: “Altså, vi er jo sådan nogle rigtige 12-tals piger, så vi er selvfølgelig ret skuffede!” … Og der slog det mig, hvis jeg nogensinde har været en 12-tals pige (haha!), er jeg det i hvert fald ikke mere. Jeg vil selvfølgelig gerne klare mig godt, men det er på ingen måde alfa og omega for mig at mit eksamensbevis skal være prydet af 12-taller. Der er for mange andre ting der er vigtige for mig. Der udover er jeg af den overbevisning at et lykkeligt liv er mere en 12-taller. Jeg tror ikke at det er rækken af flotte karakterer (eller mangel på samme) der i sidste ende bliver afgørende for mine fremtids-og job muligheder. Det er min fortid simpelthen et alt for levende eksempel på. Jeg klarede mig med nød og næppe igennem gymnasiet. De tre år var en pærevælling af druk, røg, brudte venskaber og svære følelser. Jeg kunne simpelthen ikke samle mig om at gå i skole, men kom dog igennem. Efterfølgende har arbejdede jeg en masse. Brugte tre år på andet end studie, og det var godt. Dels har har det givet mig en enormt høj arbejdsmoral. Dels har mine forskellige jobs givet mig et CV med titler som projektleder, rollemodel og studenter-studievejleder. For at mit studie giver mening for mig, er jeg nødt til at arbejde ved siden af. På den måde vinkler jeg studiet i den retning jeg vil, og på en måde giver de problemstillinger og perspektiver mit arbejde giver mig en mening med studiet, og som sagt tror jeg mere på at det er profilen jeg er ved at skabe der skal give mig jobs og ikke tallene på mit eksamensbevis.

Tilbage til eksamen. Det at være mor og læse til eksamen, har klart nogle begrænsninger. I januar sagde en af mine medstuderende til mig: “jeg er godt nok glad for at jeg ikke mor i den her eksamensperiode. Jeg ville slet ikke kunne overskue at skulle tænke på andre end mig selv og eksamen”. Der har jeg det så helt modsat. Det at være mor og gå til eksamen har faktisk vist sig at være bedre og nemmere end jeg havde regnet med. Mine læseperioder har været enormt stramme og strukturerede, for der er bare kun den tid der. Jeg har ikke lyst til at sidde oppe hele natten og læse til eksamen, når jeg har et barn der vågner klokken 6. Det at skulle tænke andre ind i min planlægning har hjulpet til at få noget for hånden i de få timer der er til det. Jeg blevet bedre til at stille skarpt på det jeg vil arbejde med. Overspringshandlinger og omvalg af emner er der ikke tid til.

Så ja, forberedelsestiden er blevet kortere. Men der ér tid til at arbejde, men jeg skal virkelig have noget ud af den tid. Eksamensnerver også lidt noget andet nu. I torsdags kunne jeg godt mærke et sug i maven inden jeg gik ind i eksamenslokalet, men det giver en kæmpe ro at tænke på, at det på mange måder også bare er en helt almindelig dag hvor der skal hentes barn i vuggestue, leges med LEGO, læses bøger og laves aftensmad. Det ændrer en karakter ikke på. Jeg føler mig mere rolig og der skal mere til at slå mig ud af kurs.

Med ro i sjælen, et turbolæst pensum, og få, men skarpe pointer gik jeg altså til eksamen og jeg fik 10. Mange snakker om at livet, studiet, arbejdslivet og så videre er hårdere når man har fået børn. Men på mange måder synes jeg det er nemmere. At være mor gør mig mere grounded end jeg før har været og det er så godt for mit (studie)liv!

– (Studie)mor her.

(Påske)ferie-mor

Så er påskeferien slut. Hverdags-trædemøllen skal rulles i gang. I morges snakkede min mand om at det var godt at skulle på arbejde igen. Jeg frygtede lidt det hele – især at aflevere barnet, efter 10 dage i familiens skød, forestillede jeg mig at hun ville knuge sig til mig og græde. Jeg brugte derfor lang tid på at aflevere, men da den store afskedsscene skulle udspille sig vinkede hun bare og sagde “Hahej Moar”. Både barn og mand har det altså fint med at hverdagen er igang igen.

Men jeg savner allerede påskeferien lidt. Vi trængte til den. Alle 3. Barnet trængte til at være sammen med sine forældre, non stop. Forældrene trængte til at slappe af, være sammen med hinanden og at mærke hvor meget vores familie faktisk trives. Min datter har udviklet sig med raketfart henover ferien. Mange flere ord er kommet på. Nogle bliver til sætninger. Vi har været på Statens Museum for Kunst, besøgt Farfar og Farmor, været i en virkelig fin, børnevenlig mini Zoologisk have, og trillet æg med Mormor og Morfar. Jeg har fået brudt det traume jeg havde omkring babysvømning og været i svømmeren. Vi har leget, grinet, danset, hoppet på hoppepuder, spillet bold, tumlet og været sammen. I skrivende stund er min arbejdsdag slut – resten denne uge står på lange møder, eksamenslæsning og eksamen. Lige nu kan jeg slet ikke se hvordan jeg skal gå til eksamen på torsdag og har mest lyst til at holde påskeferie igen.

Forleden læste jeg et blogindlæg, der blandt andet handlede om den angst og bekymring man har som nybagt mor overfor det at være blevet mere erfaren og garvet. Forleden skrev jeg selv om det at leve med frygten for alt det man ikke kan styre og hvordan det at være mor, kun har gjort det være. Så angsten og bekymringerne er der bestemt stadig. Men erfaringen er blevet større og jeg tvivler ikke helt så meget på mig selv og mine evner mere. At være sammen med min datter mere eller mindre non-stop i påskeferien har givet mig følelsen af at jeg sgu er en ret god mor. Min datter stortrives og det mindsker en masse tvivl. Hun er modig, nysgerrig, fjollet og glad. Hun knytter bånd til andre mennesker, og elsker alle sine bedsteforældre. Hun kan sige fra, være fræk og skælde ud. For mig er det klart nemmere nu, for hun giver tydelige indikatorer på hvordan hun har det, også får hun sin mor til at føle sig som verdens heldigste.

På denne tirsdags-mandag synes jeg det må være på sin plads med lidt rosende ord. Så giv lige jer selv det. Og selvom sommertidsjetlagget måske ikke har lagt sig, at det er mandag på en tirsdag, to-do-listen er lang og at ferien er slut, så er livet med en tumling sgu ret sjovt, solen skinner og forårshelligdagene og sommerferien er tæt på.

 

Bange-mor

Da jeg så nyhederne om terrorangrebet i Bruxelles i tirsdags fik jeg kvalme, det rislede ned af ryggen på mig, og jeg havde mest af alt lyst til at ligge mig til at tude helt uhæmmet. Igen. For sådan var det også med København, Paris og Istanbul og alle de andre gange. Jeg kan simpelthen ikke holde ud at verden er så ond. Jeg bor i København og har været i både Bruxelles og Paris flere gange, og det at det er kendte steder for mig, gør det hele endnu mere ubehageligt.

Efter september 2014 er dog der kommet en ekstra dimension på. Jeg er nogens mor. Terror, død og ulykker skræmte mig også fra vidt og sans tidligere. Men nu kan jeg mærke rædslen helt ind i knoglerne. At noget ondt skal ramme mig eller min familie, er noget af det værste jeg kan komme i tanke om. Jeg ved godt at man ikke skal lade sig skræmme, men frygten for ting jeg ikke selv kan styre er en del af det at være mor. Frygten for at miste, eller for at min datter mister mig, er et sted i baghovedet, næsten altid. Og begivenheder som i tirsdags får det hele til at blusse op. Jeg prøver at ignorere det. Men det kan jeg ikke.

I de her dage arbejder jeg meget med at prøve at spejlvende frygten. I stedet for at være bange, prøver jeg at mærke livet og lykken. Tænke at jeg har en familie jeg elsker så højt, at jeg kan være bange. Kigge på min datter når hun sover. Holde hende ind til mig når hun giver mig lov. Danse til Kaj og Andrea med hende. Opleve verdenen igen, sammen med hende. Det er så sindsygt livsbekræftende at være sammen med et lille menneske på 1,5 år. Heldigvis.

Jeg vil mærke at vi lever og at vi har hinanden, og hver aften gå i seng med et smil på læben, for lige rundt om mig er de mennesker jeg elsker allermest. Livet er nemlig også smukt og jeg er meget heldig!