Om sygdom og hakkebøffer

Igår faldt jeg i søvn med lugten af hakkebøffer hængende i næsen.
På mandag ville det ellers være 2 ugers dagen, for min tabte lugtesans. Men igår sgu, der kunne jeg lige pludselig dufte noget igen.

Med andre ord, den der stygge influenza man kan læse om i alle mulige slags medier, den der der tvinger folk i sengen, og som gerne varer meeeget længe, ja, den, den har også været på besøg her. Den krævede sine ofre. Både mine døtre og jeg var ramt. Den ramte mens vi – i bedste moderne skilsmisse-familie – holdt vinterferie hos pigernes farmor og farfar. Den var jo sådan set heldigt nok, for der var voksne nok. De første dage var det bare mig der var ramt. Jeg tudede lidt over, at jeg ikke kunne tage med i svømmehallen og over at jeg bare kunne ligge brak.

Få dage senere var pigerne nede. Der var jeg halvfrisk, og var derfor med til at sidde med dem. I et par døgn sad der et feberbarn hos enten mig eller min eksmand. Kun iklædt ble, og oftest sovende. Hold kæft, hvor havde de det skidt. Spiste ingenting, drak kun nødtvunget, brændte af varme og var helt matte. Det er sgu virkelig uhyggeligt og ubehageligt at opleve to der ellers er fulde af krudt, være helt slappe. De tabte sig begge to og sådan noget er jo slet ikke til at holde ud.

Den her uge er gået med at komme til hægterne. Jeg har haft bihulebetændelse og er for første igang nogenlunde uden hovedpine. I dag holder pigerne og jeg fri. Vi har været i Netto, og ellers bare bygget med LEGO. Nu spiser ældsten og jeg pizza i sofaen med dyner og fjernsyn, mens lillesøster sover lur. Og jeg tror, at det er præcis det der skal til, for at få den sidste sygdom ud af systemet.

Tilbage til hakkebøfferne, som min eksmand serverede til aftensmad igår. I min lille lejlighed kommer alting til at lugte, når nogen steger noget. Emhætten i køkkenet var ulovlig, og er derfor pillet ned. Jeg har ikke været voksen nok endnu til at finde en ny og få den installeret. I mit næste liv skal jeg seriøst have bedre håndværker-skills. Madlugten plejer at irritere mig helt vildt, men igår fik den mig til at føle mig som et almindeligt menneske og ikke som en slagen kvinde med hovedet fuld af snot

Med lugtesans tilbage og den første kop kaffe i 10 dage, har jeg kun et enkelt ønske:
Forår nu, tak!!

Continue Reading

Om lukkede døre

Jeg ringer på døren til nummer 21. Bliver buzzet ind af en glad stemme. Engang havde jeg selv nøglen til hoveddøren. Nu er jeg gæst.

I min gamle opgang bor en meget dejlig dame. Min eks-nabo. Mit venskab med hende, er blevet noget helt særligt, især efter jeg er blevet skilt.

Men når jeg besøger hende, skal jeg altid forbi døren. Døren til mit gamle hjem, og alt hvad der var engang. Lejligheden blev solgt til et ungt par. De kom fra en lille bitte lejlighed og var vist ret lykkelige for al den plads de nu skulle have.

Jeg går forbi min gamle dør, altså de smukke unge menneskers dør, tænker at det i grunden er mærkeligt hvor lidt jeg føler for den dør. Døren går ind til den første bolig jeg har ejet. Dørtrinnet er trods alt det, jeg bar begge mine døtre henover dengang jeg bragte dem hjem fra hospitalet. Inde i stuen blev jeg friet til. Få år senere lå jeg på stuegulvet og tudbrølede. Få måneder senere var stuen ramme om verdens dejligste lærer-fest, dengang jeg blev færdig. I den lejlighed skete alt ligesom. Alt det store i livet.

Døren er underligt præsent og samtidig ikke. De smukke unge mennesker har hængt et dørskilt op på døren. Et messing skilt med sirligt svungne bogstaver. Deres efternavne er ikke ens, men dørskiltet fortæller alligevel at det vil de måske snart blive. Det er så par-agtigt. Det er så sødt. Så ungt, selvom stilen og udtrykket er ganske gammel.

Når jeg går forbi døren tænker jeg mest “Nårh, hvor sødt” og nogle gange “hvor herre bevares”, få gange tænker jeg på dørskiltet med aben, som jeg fik lavet da min eksmand og jeg blev en familie, hans “du er blevet far”-gave. Men mest af alt, glædes jeg over hvor lidt jeg føler for den dør, og hvor meget jeg bare glæder mig til at drikke kaffe i min venindes køkken.

Continue Reading

Tvivl

I juni 2017 færdiggjorde jeg min læreruddannelse. Helt nyskilt og med en lille baby på armen. Dagen for min sidste eksamen var en helt fantastisk og meget forløsende dag. Efter eksamen og den afsluttede uddannelse, havde jeg et halvt års barsel. Der udover at være sammen med yngsten også stod på børnehave-indkøring og flytning. Nu er yngsten så startet i vuggestue, min barsel er forbi og jeg er jobsøgende. I den forbindelse gør jeg mig mange tanker om fremtiden, om arbejdsliv, om hvad min drøm er, hvem jeg skal være, når jeg ikke er mor. Kæmpe store eksistentielle overvejelser.

Igår kulminerede de tanker lidt. Jeg var til åbent hus på Danmarks Pædagogiske universitet og allerede i bussen skriblede jeg det her ned på min telefon:

Jeg er ude i virkeligheden uden mine børn. Jeg skal til åbent hus på et universitet. Men jeg ved ikke, om det er noget for mig. Jeg sidder i bussen. På et sæde for mig selv. Bagerst i bussen. Langt væk fra barnevognspladsen. På voksenpladsen. Et af tidens store hits brager ud gennem højtalerne oppe hos chaufføren. Jeg ved ikke om jeg kan lide den. Jeg ved ikke hvad jeg vil. Hvem jeg er. Eller hvad jeg kan lide.

Jeg ved at jeg er top god mor for mine børn. Jeg kender deres behov, før de kender dem selv. Jeg ved hvad de mangler. Hvornår de er sultne. Jeg ved hvor der er uld på tilbud. Hvad for noget øko babymad der er bedst. Jeg har helt styr på det. På at være mor.

Men nu skal jeg finde ud af hvad der skal ske med mig. Med Louise. Med hende der skal være noget, mens de er institution. Hvad skal være det, der giver os mad på bordet? Den helt store egoistiske beslutning. Hold kæft, hvor kan jeg bare ikke finde ud af at træffe den. Jeg har brugt et år på at overleve. På at falde på plads. På at redde mig selv og mine børn. Men nu ved ikke hvad jeg skal tage mig til. Der er så roligt nu. Jeg er i tvivl om hvad jeg brænder for og jeg frygter lidt, at jeg ikke rigtig kan mærke mig selv. At jeg simpelthen har glemt hvilket aftryk jeg gerne vil sætte på verden. Skal det være den ene eller den anden vej? Studie eller job? Hvad vil jeg helst? Mulighederne virker uendeligt mange, og det er faktisk lidt uoverskueligt. 

 

Continue Reading

I’m still alive

2,5 uge skulle der gå, før jeg fik checket ind her på domænet. Det er der én god grund til:

Vuggestuestart,

Jeg har prøvet før, men ikke på den her måde. Pyller og sygdom i lange baner. Hos os alle tre.

Den yngste hev en eller anden mavevirus med hjem i sidste uge, og hun var ramt og jeg blev ramt BIG TIME. Jeg plejer ellers at kunne bryste mig af et jernhelbred. Men okay, et år uden sammenhængende søvn, gør en til et nemt offer. De sidste 14 dage har jeg haft ondt i maven og ingen appetit. Været svimmel og kolossalt træt. På en måde, tror jeg, at det var godt nok for mit system med sådan en omgang. Jeg har fået hvilet mere de sidste 14 dage, end jeg har det seneste år.

Tirsdag var første dag, hvor vi alle tre var tilbage i topform. Jeg er tilbage ved computeren, møderne og jobansøgningerne.  Pigerne bliver begge to afleveret i institution. Den mindste er faldet totalt godt til, og er mega glad dernede. Det giver så meget ro, at vide.

Ro er for mig, totalt essentielt i denne her tid, kan jeg mærke. Det seneste år og det at skulle tackle og overleve det, sidder ret dybt i mig. At det ikke mere er ren overlevelse, frigiver plads til tanker. Dybe tanker, strøtanker, triste tanker, stolte tanker. Men også katastrofetanker. Forleden aften havde jeg ret svært ved at falde i søvn. Mine tanker begyndte at køre i ring og handlede om overlevelse. Jeg tænkte på, hvad jeg skulle gøre, hvis lejligheden pludselig stod i flammer. Hvordan jeg skulle få pigerne og mig selv ud, hvis det ikke var muligt at bruge døren ud til opgangen. Skulle vi springe ud af vinduet? Kaste en madras ud først? Hvor farligt ville det være? Hvad ville jeg gøre, hvis nogen brød ind i lejligheden?

Det kørte virkelig i ring. Men det er nok ikke så mærkeligt. Det er jo tanker om overlevelse. Mine tanker og min krop er i totalt beredskab. Jeg har jo lært, at det værste kan ske. At det kan være nødvendigt, at klare sig igennem. At man ikke nødvendigvis når at tænke, før man står mit i katastrofen og skal overleve. Jeg har heldigvis lært, at mit overlevelses instinkt er særdeles veludviklet, at jeg ved hvad jeg skal gøre når katastrofen rammer. At jeg klarer det. At jeg handler mig ud af det.

Selvom jeg ved, at jeg klarer det. At jeg overlever og at jeg faktisk har det godt, er jeg alligevel begyndt at se en psykolog. Det at der nu er ro omkring mig, at jeg er landet og at alt er godt, giver plads til, at jeg virkelig mærker hvad der er sket. Reflekterer over det og det er rart at have hjælp til. At sætte det hele lidt i system. Jeg har brug for at være proaktiv omkring mig selv og min situation, brug for at bearbejde, for jeg tror kun, at det giver mig mere styrker og flere overlevelsesressourcer. Jeg har hele tiden haft en god mavefornemmelse, eller hvad man nu skal kalde det, været ret sikker på at min skilsmisse ikke ville knække mig, heller ikke selvom det hele har været vildt og voldsomt. Men for at være hel sikker, vil jeg gerne bruge det overskud jeg har, på at få den bearbejdet bedst muligt. Så det prøver jeg på, og det er rart. Psykologen er sød, hun siger gode ting og roser mig. Det er rart. Men det rareste er i virkeligheden, at have en ventil som kun er min. Hvor jeg ikke skal stå til regnskab for noget. Hvor jeg kan sige alt det der fylder i mit hoved, også det der ikke er hensigtsmæssigt for noget (eller nogen) som helst. Jeg kan få min vrede ud, min ked-af-det-hed og det hele. Uden at det får konsekvenser. I lænestolen hos psykologen behøver jeg ikke tænke på andre end mig selv. Det er sjældent. Det er vigtigt og det er rigtig dejligt.

Det er snart et år siden, jeg fik opkaldet der ændrede alt. Et år siden jeg stod med 2,5 årig og en lillebitte baby på 5 uger og skulle klare det. Der er ingen tvivl om, at det var mega-hårdt, mega-svært. Men så, pludselig er der gået et år, og mit liv er blevet så uendeligt meget nemmere. Den mindste af pigerne er fyldt et, og selvom det selvfølgelig er vemodigt (og sygt voksen-agtigt!!) ikke at have en baby længere, er det virkelig også fedt. Hun kan spise alting, hun kan selv gå, sover bedre og bliver hele tiden mere selvkørende.

Hele tiden bliver det nemmere. Over hele linjen.

Herfra kan det faktisk kun gå fremad. Op ad.

Continue Reading

1 år

 

              D. 15. januar 2017, kl. 12.30.          Som jeg skriver det her, er det her billede præcis et år gammelt. Og hvilket å

I dag bliver min yngste datter 1 år. For et år siden, søndag d. 15. januar 2017, lå jeg på fødestue og var efter 3 dages igangsættelsesproces ærlig talt ved at være pisse utålmodig. Jeg havde haft veer om natten, som var forsvundet igen, og i det hele taget havde jeg ikke særlig meget lyst til at være på hospital længere. Tålmodighed har aldrig været min stærke side, og jeg bryder mig generelt ikke om at vente, så man kan nok regne ud, at det ikke var spor sjovt. Jeg savnede min ældste datter, havde dårlig samvittighed over at være væk fra hende. I dagene med igangsættelse, havde jeg været indlagt på en firesengsstue, som mest af alt mindede om en banegård. Jeg ville bare gerne hjem og allerhelst af alt, var jeg så klar til at føde og møde min datter nummer 2.

Da selve fødslen endelig gik igang, gik det stærkt. Kl. 13 skrev jeg til min veninde, at der var skruet op for mit vedrop.

Klokken 13.37 lød der et vræl, og endelig var hun der.

Kære E, 
Kl. 13.37, den 15. januar ændrede mit liv sig på den allerbedste vis. Du kom ud til os. I en allerhelvedes fart. Meget større end samtlige jordemødre havde skønnet. Med en lille spids næse og et kuglerundt ansigt. Helt anderledes end din søster. Så meget dig selv. Du ammede fra du var 2 minutter gammel, og har haft appetit som en murerarbejdsmand lige siden. Du kom virkelig med alt hvad der var dig, den dag. Raketfart, glubende appetit, mild og glad, og som helt din egen. 

Jeg har aldrig mødt et barn med et så godt humør som dit. Allerede meget tidligt, smilede du til alt og alle på din vej. Du er sjældent ked af det, eller sur. Bare glad. Nysgerrig og helt utroligt undersøgende. Din morfar siger, at du har et virkelig vindende væsen – og det er så rigtigt. Det er svært, nærmest umuligt, at være i dårligt humør i dit selskab. Du er en helt fantastisk følgesvend at have. Tager alt med et smil, og ser alt som en mulighed for at opdage noget nyt, fornemmer jeg. Det kunne mange lære noget af – det har jeg lært meget af. På den måde kom du og gjorde alt så lyst og fint. 

Du er top sej, og lynhurtigt. Du har været gående i knap 3 uger, og øver dig allerede i at løbe. Du kravler henover samtlige forhindringer jeg laver, for at afholde dig for at pille billeder ned fra væggene. Kravler op på stole og skamler. Op og ned. Ud og afsted. Der er fart på, og du er så sjov at spæne efter. Du er lige startet i vuggestue, og vader som det naturligste i verden ind på de store børns stue, allerede på første dag. Totalt ukuelig <3

Der ingen tvivl om, at du elsker din storesøster helt kolossalt. Hvor hun er, vil du være, og du skal nok komme derop. Du vil med. Heldigvis er følelsen helt tydeligt gengældt. Så sent som igår, sad i sammen på køkkengulvet, mens jeg lavede havregrød. I hvilede hovederne mod hinandens. Din storesøster nikkede ligeså stille hovedet op og ned, og sagde “jeg vil bare gerne nusse hende”. Der er ingen tvivl om, at det er kæmpe stort at blive mor, livsomvæltende og livsbekræftende på en måde man slet ikke fatter. Men ingen havde fortalt mig, at man i fysisk forstand, kan mærke sit hjerte boble og hoppe, når man ser to mennesker, man helt selv har lavet, elske hinanden.

Dit første år i livet, har budt på lidt af hvert. Opture og nedture, kan man sige. Men, du er simpelthen så optur, lille store E.
Intet er større end, at være din (og din søsters) mor. Det er det vigtigste og bedste nogensinde.
Tak for dit første år, som har givet mig meget mere end jeg nogensinde kunne forestille mig. Og kæmpe kæmpe tak for dig. Du var den rigtigste der kunne dumpe ind i mit liv, der for et år siden.

Jeg elsker dig. 

 

Continue Reading

Hverdagen

Det her er skrevet på bagsiden af min alenlange to-do-liste:

Jeg tømmer opvasker, mens havregrøden snurrer på gaskomfuret.
Pigerne spiser, jeg drikker dagens første balje kaffe.
Senere vasker jeg beskidte pander fra igår op, mens jeg skovler skyr ind
Gaber, men highfiver mig selv, fordi jeg var så klog, at gå i seng før kl. 21 i går
Tumlingen er startet i vuggestue, nætterne er noget rod og der er nok en sammenhæng
Skæver ind i stuen
Den store sidder helt selv og “læser” i et Rasmus Klump hæfte
Helt fredeligt

Jeg kigger mig selv i spejlet.
Smører godt med concealer under øjnene
Et år uden søvn
Sætter sine tydelige spor

Jeg får fyldt opvaskeren igen
Tørrer spisebordet af
Selvom vi stod senere op i dag,
når jeg både at få øreringe på,
og at efterlade lejligheden rimelig pæn.

1-2-3 “LØØØB”
Vi løber ned ad den lille skråning der er ned til cykelkælderen
Begge piger griner og jeg luner mig ved, at vi som regel når at grine om morgenen

Har ondt i hovedet og metalsmag i munden
Regnen trommer på ladcyklens kaleche
Pigerne pludrer med hinanden derinde,
leger legen hvor de klonker deres cykelhjelme sammen
Søde, glade børn

Vi når ned i børnehaven.
Krammer og kysser
Barn er afleveret
Fortsætter ned i vuggestuen
Tumling vil klart ikke have, at jeg forlader hende
Hun sidder på mig, knuger sig ind til mig
Ligner mest af alt en lille koala

Senere er vi hjemme igen,
Koalaen og jeg
Hun spiser.
Jeg drikker kaffe.

Bruger 10 minutter på at lede efter mit Nem-id
Mit hjerte hamrer
Husker at tumlingen legede med det igår.
Det kan være ALLE steder.
Hvor fanden er det
Ingen Nem-id, ingen jobsøgning, ingen dagpenge, tænker jeg.
Stress
Finder Nem-id bag sofaen

Tumlingen vil ikke sove
Skifter ble. 2 gange
Hun sover.
Tager babyalarmen om halsen,
går i vaskekælderen
Alle maskinerne er optaget.

Det er bare ikke min dag, i dag.

Tre maskiner vasketøj,
To afsendte jobansøgninger
og en enkelt trøstende telefonsamtale senere,
trækker jeg tæppet op over mig,
nyder at tumlingen sover
og tænder for Den store Bagedyst

Continue Reading

Den næstsidste aften

Det er sent. Altså, alt over klokken 21 er jo sent for mig. Og nu er den lidt over elleve.

Pigerne kom sent i seng. De er gået i ferie-mode.
Sov begge to sene lurer, vi spiste sen aftensmad (senere end 17:30!!), holdt dansefest på værelset og læste to godnathistorier.
En virkelig, virkelig dejlig aften. Hvor alt føles lattermildt, let og levende. Hvor jeg høstede frugten, af alt det der er og har været hårdt.
At kunne putte to piger der har smilet, grinet, snurret og hoppet lige indtil de lå i deres små senge.
Det er sgu da lykkeligt, og jeg bliver helt rørt ved tanken. Da jeg puttede dem, følte jeg mig selv ganske let.

Det er ikke tungt mere. 

De har sovet i nogle timer nu. Jeg har set tema-lørdag. Drukket et stille glas vin. Tænkt over, hvor godt jeg egentlig har fået det i mit eget selskab. Dét har 2017 lært mig. På den hårde måde. Men, nu er det egentlig mest rart. Især fordi, jeg ikke føler mig alene. Min søde nabo kom spontant til kaffe og hang ud i mit køkken i formiddags. Mine forældre var her nogle timer i eftermiddags. I morgen aften skal vi holde nytår med en af de allerbedste damer der er i mit liv, og hendes fantastiske datter. Det bliver både noget med spaghetti-bolo, rød saftevand, nytårshatte og børnehits på den lyserøde cd-afspiller i børneværelset. Men også Prosecco, tapas, kæmpe high-fives over at vi trods alt klarede det her år og drinks til mødrene.

Det er sgu et helt godt liv jeg har fået stablet på benene. 

Alligevel, er jeg lidt melankolsk her til aften. Min eks-mand har fødselsdag i morgen. For et år siden, skrev jeg en hyldest til ham her på bloggen. Jeg skrev blandt andet: “Jeg ved at jeg kan regne med dig. Jeg ved at jeg kan regne med os og at vi passer på hinanden” og “Alting kan sgu bare komme an, vi klarer det nok. Det ved jeg at vi kan”. Det vidste sig jo, som bekendt, at virkeligheden var en helt anden.
Her et år efter den storladne hyldest, er vi skilt, vi er gode venner og det hele er egentlig okay. I morgen skal pigerne og jeg fejre fars fødselsdag om dagen. Med kage og gaver. Jeg har hjulpet dem begge to med at lave noget helt særligt til ham. Nu har jeg også pakket det hele ind i stribet papir og bundet silkesløjfer på.

Den melankolske stemning, opstod imidlertid, da Youtube selv fandt sangen længere nede, og jeg skulle finde ud af, hvad man mon skriver i et fødselsdagskort til en eks-mand. Jeg er lidt typen, der altid skriver alenlange fødselsdagskort med store ord og roser til folk. Men hvad skriver man til en som man har børn med, en som gik fra en midt i det hele, en som man nok egentlig ikke elsker på den måde mere?
Jeg ved det ikke! Men jeg skrev, at jeg ønsker ham det bedste for hans kommende år, for det gør jeg virkelig.

I morgen er den sidste mærkedag, føler jeg lidt. Så har vi været alle de store dage igennem, som skilte. Så er det hele ikke nyt og famlende mere. Der er selvfølgelig lillesøsters fødselsdag i januar, men da hun aldrig rigtig har oplevet at vi har været sammen, eller haft fødselsdag før, så virker det ikke så svært. Ikke nu i hvert fald. Det er en lettelse, at vide, at 2018 ikke bringer min første “bryllupsdag”/fødselsdag/barns-fødselsdag/jul/sommerferie (you name it) som skilt.

Nu er det bare.. Almindeligt.

Og man si’r at efter stormens pisken kommer solen frem… 

Godt nytår, kære læser.
Jeg er så taknemmelig for alle jer der læser med <3

 

 

Continue Reading

2017, mit livs hårdeste år

Det er jo ret så almindeligt at bloggertyper ser tilbage på året der er gået. Eller, det er vist noget alle gør. Selv er jeg en sucker for de der året der gik programmer der kører i fjerneren i disse dage. Ser det hele! Derfor kan det jo ikke undgås at jeg selv begynder at tænke over det der 2017. Det har jeg egentlig gjort meget de sidste par uger. Især i forbindelse med alle de mærkedage der er omkring jul. For et år siden gik jeg og arrangerede min eksmands fødselsdag med alt hvad det skulle indebærer at omsorgsfulde gaver og hemmelige overraskelser. Det føles meget langt væk nu.

Måske kommer der flere skriv om dette sindssyge år i løbet af de næste dage. Men sent igår aftes lå jeg og skriblede det her på min telefon. Så here goes. Lidt om mit 2017:

2017 har på en gang været mit år og slet ikke mit år.

Man kan sige jeg kom svært fra start. I slutningen af februar blev jeg forladt af den mand jeg elskede. Sgu. Af faderen til mine børn. Ingen nybagt mor fortjener at blive skredet fra bare 5 uger efter en fødsel. Kroppen er jo stadig helt mør ovenpå sådan en omgang. Men – måske netop derfor – lå der nogle seriøse urkræfter og urinstinkter lige under overfladen. Når jeg skriver det her i dag, forstår jeg stadig ikke hvordan jeg kom igennem det.

Her i julen har pigerne og jeg været hos mine forældre. Jeg overnattede på mit gamle værelse. Denne gang i ske med min ældste datter og nu med yngsten i rejsesengen. I februar lå de omvendt. Jeg sov max to timer ad gangen. Ammede hele tiden. Knugede begge børn ind til mig i alle vores vågne timer.
Intet ondt skulle de mærke.
Især i starten af året havde jeg meget svært ved at få dem passet. De skulle ikke være i tvivl om at deres mor var hos dem hele tiden.
De skulle aldrig mangle mig.

I julen havde vi tre overnatninger i mit barndomshjem. Sidst det var så mange overnatninger i træk var i februar. Hvor mit liv blev slået seriøst ud af kurs. Hvor mine forældre hjalp mig med at sætte stykkerne sammen igen. Hvor de hjalp mig på at holde sammen på mig selv og på det hele.

Og på bare 10 måneder er alt som forandret. Jeg føler mig ikke som et skibbrudent vrag længere. Jeg er ikke længere nervøs for fremtiden. Jeg er ganske vist lidt slidt og træt. Året der er gået kan tydeligt ses. Men jeg er ved godt mod.

Det her år mand, med alle dets udfordringer… Nu er vi ved enden og jeg er glad, godt tilpas og et rigtigt godt sted. Julen har ikke været svær. Selvom det var den første uden alt muligt. Men jeg var sammen med mine dejlige unger og min dejlige familie. Fik lækker mad, fantastiske gaver, store kram og rosende ord med på vejen.

For 2017 var alligevel også lidt mit år. Jeg blev mor for anden gang, jeg blev lærer, jeg købte min første helt egen lejlighed, jeg stod på fucking egne ben i alle livets henseender og jeg klarede det. Men det er også godt nok at det hårdeste og mest begivenhedsrige år, jeg nogensinde har oplevet er ved at være slut. Sådan et år, behøver jeg ikke lige prøve igen. Det kommer ikke til at ske.

2018, du kommer bare. Jeg er sikker på, at der må være flere gode ting i vente. Flest gode, ik?!

 

Det sidste billede, jeg tog af mig selv i 2016 (Ret dårlig kvali, I know) Nytårsaften, min eksmands fødselsdag, højgravid og med vielsesring på fingeren. Det sidste billede af mig, som hende jeg var engang. Jeg havde ingen anelse om hvad der ventede, hvilket år der ville møde mig.
Continue Reading

Og pludselig var det jul

Den her december er simpelthen fløjet afsted. Kan ikke huske, at jeg nogensinde har oplevet, at det er gået så hurtigt før.  Optakten til jul, er til gengæld noget ganske særligt når man er i selskab med en 3-årig. Vi har både været i Tivoli og møde julemanden, til julekoncert med Motor Mille, bagt pebernødder og brunkager, set Krummernes Jul i en uendelighed, sunget julesange, været på udflugt ud af byen for at kigge på juletræer, møde nisser og købe julemad. Der udover har vi (selvfølgelig!) haft en nisse til at bo her. En nisse der vist lagde lidt ambitiøst fra start med både oppyntning, drillerier og gaver. En nisse som hurtigt lærte, at det (heldigvis!) også kan være magisk at få en fignestang eller en lille bitte chokolade julemand. Nissen lærte også, at de i mange butikker er søde til at pakke bittesmå ting ind hver for sig, hvis man bare er smart nok til at spørge.

Alligevel kommer det helt bag på mig, at det nu er den 23. december. Lille juleaften. Nedtællingen er nærmest forbi. Nissen skal tilbage til julemanden på Grønland. Jeg synes, der var mange ting jeg alligevel ikke nåede denne julemåned. Hyggede man nu nok? Julede vi nu nok? Det tror jeg, at vi gjorde. Jeg fik julet med pigerne, men ikke med mig selv.

Den her december har været lidt hård, at komme igennem. Ikke sådan mentalt, men der har været nok på programmet. Derfor har der også været relativt stille her på domænet. Jeg har haft mange skriv inde i hovedet, men ikke ret mange i fingrene. For det første er jeg blevet det man jobsøgende, eller between jobs, hvis man skal være rigtig smart. Det fylder lidt i hovedet på mig. Hvad jeg vil, og sådan. De store spørgsmål. Jeg er begyndt at snakke med en psykolog, for at få det her sindssyge år bearbejdet. Egentlig har jeg det meget godt, men der er helt klart behov for at få snakket det hele godt igennem. For sikke et år jeg har haft, som psykologen siger.

Selvom jeg normalt har et jernhelbred (og tak da gud for det!), så har jeg været syg to gange. Med ondt i maven, feber og en svimmelhed der gjorde mig totalt sengeliggende. Sidste omgang var i forgårs, og gjorde at jeg lige pludselig var totalt bagud med alt hvad der hed julegaver. Min ældste datter har været på en lille 3-dages ferie til farmor og farfar med sin far i den her uge. De dage var det meningen at jeg skulle nå en masse. Organisere, rydde op, ordne julegaver, lave simreretter og jeg ved ikke hvad. I stedet fik jeg en lige højre af mit immunforsvar og blev slået i gulvet (eller sengen om man vil). Heldigvis kom min søde mor og passede både yngsten og mig.

Igår var jeg på benene igen. Hvilket resulterede et julegave-marathon af den anden verden, inden vi skulle ind og hente storesøster ved toget. Jeg benede rundt på Fisketorvet med barnevognen foran mig. Læssede den til med kasser, gavepapir, bånd og gaver. For helt forpustet at indfinde mig på Hovedbanegården kl. 11.08, hvor toget fra Jylland bragte min allerdejligste store pige hjem.

Nu er det lille juleaftens dag i det lille hjem på Nørrebro. I går eftermiddags lagde vi sidste hånd på de hjemmelavede gaver og nu leger pigerne sammen på deres værelse. Julefreden sænker sig over os.

Om lidt cykler vi op og henter deres far ved toget. Vi skal ud og købe juletræ og have varm kakao. For i eftermiddag skal vi holde jul, bare os fire på moderne- skilsmisse-familie-manér. Men med juletræ, sang, dans og gaver. Alt hvad der sig høre til.

Så selvom jeg er lidt ærgerlig over mange af de ting, jeg ikke nåede i denne december. De æbleskiver jeg endnu ikke har fået, den Gløgg jeg ikke har drukket. Turen ud og købe min mors julegave med min far. Den planlagte julehyggedag med min veninde og hendes datter og kagespisningen på La Glace og julebordsudstillingen hos Royal Copenhagen med min mor. Mange ting blev ikke som det plejer.

Men jeg siger pyt, for nu er det jul.

 

Continue Reading

100 år

“Tiden løftede sine frygtelige vinger og fløj bort mod en virkelighed der ikke var hendes. Al tyngde forlod hende, og hun stirrede op i en blå himmel, der var plettet med minder”. 

I dag bliver mit største litterære idol 100 år. Eller, det ville hun være blevet, hvis hun levede i dag. Jeg kunne godt have undet hende, at hun kunne have oplevet hvor stort et hit, hun stadig er. Hun er blevet moderne igen og det tror jeg ville have passet hende.

Selvom vi ikke har levet samtidig er hun en af de største for mig. Min Tove samling er den del af bogsamlingen der fylder mest. Jeg kan umuligt vælge et ynglings digt eller skriv. Når jeg går i mine egne tanker, kan jeg tit høre, eller fornemme hendes ord. Når jeg stiger af toget, i min hjemby, går fra stationen og drejer ned omkring bøgebusken kører hendes ord, om barndommens gade altid i mit hoved.

“Jeg slog dig engang til jorden
for at gøre dit hjerte hårdt”

Selvom der er langt fra en baggård på Vesterbro til et rækkehuskvarter i Nordsjælland. Selvom der er langt fra 1917 til 1989. Jeg synes, at hun er universel. Det er hun for mig.

En af grundende til at jeg holder så meget af Tove, har hun faktisk selv formuleret:

“Jeg elsker det mørke og svære, 
der spænder en ukendt kraft
og volder en sødme, lykken
aldrig har haft”

Selvom det hele godt kan virke trist og mørkt, havde hun også helt vildt meget humor. Da hun levede blev hun nogle gange kritiseret for at være gammeldags, hvilket for mig, er meget svært at forstå. Og når man har fornemmet Tove-feberen rase de seneste år, giver det heller ingen mening. Meget af det hun har skrevet, virker på mig helt friskt og som jeg skrev længere oppe, universelt. Hun er rå og tør.
At hun både var en selvstændig kvinde, men samtidig havde en lille usikker pige inde i sig, er for mig meget genkendeligt og smukt. At hun var så ærlig og uforbeholden, er jeg helt vild med. Hun rører mig, mange af hendes tekster, kan jeg ikke læse eller tænke på uden at få tårer i øjnene. Hun er personlig og hun er min heltinde.

Jeg kan ikke anbefale nok, at dykke ned i hendes forfatterskab. Eller, at gå ind og se Tove! Tove! Tove!

I min stue hænger Ib Spang Olsens billede af Barndommens gade. Pigen med det lysende pagehår taler til mig på så mange niveauer.
Continue Reading