Om gode dage og dårlige dage

Jeg har ret svært ved at skrive for tiden. Ordene er der ikke rigtig, og det irriterer mig grænseløst faktisk. Men nu prøver jeg lidt alligevel.

Da jeg var på ferie tog jeg alle mulige beslutninger om hvordan livet fremadrettet skulle være. Lavet nogle livsstils ændringer om man vil. Og det har jeg sgu faktisk virkelig holdt. Hovedoverskriften på det hele var, at jeg gerne vil være så glad som jeg kan være. Fokusere på at gøre rare ting, opbyggelige ting, ting der får mig til at smile og grine så ofte jeg overhovedet kan. Jeg er gladere end jeg har været længere. Lettere om hjertet. Lettere i kroppen. Jeg spiser sundt, rører mig meget, danser til høj musik, drikker vin, hygger mig. Mange i min omgangskreds har kommenteret på, at jeg ser gladere ud, mindre træt, mere levende og sådan føler jeg mig i høj grad også. Det er virkelig dejligt. VIRKELIG!

Men, forleden havde jeg en virkelig dårlig dag. Hvor jeg blev kollosalt træt af det hele. Træt af at være på dagpenge, træt af at være så meget derhjemme, træt af mig selv, træt af at min ELSKEDE ladcykel er blevet stjålet, træt af vasketøj, træt af madplaner og pastaskruer, træt af hverdagen, træt af at køleskabe går i stykker, træt af at være voksen. Alle mine trætte tanker eskalerede og blev til vrede tanker. Vrede over at hvor uretfærdigt livet nogle gange arter sig, og hvordan nogle mennesker bare får lov at kæmpe og kæmpe og kæmpe lidt mere. Og så tudede jeg. STOR-tudede. Heldigvis er jeg så smart indrettet, at når jeg først har tudet, så letter skyerne, og hurtigt er det nogenlunde lyseblåt igen. Nogenlunde overskueligt, og der egentlig ikke langt til at jeg kan grine af det hele igen.

Efterfølgende har det bare virkelig slået mig, hvor nemt det er for mig at falde i fælden med dårlige dage. Henne i det her dagpengeliv er der en del dage uden planer, og det fungerer bare så dårligt for mig. Jeg er nødt til at komme ud en masse. Jeg er nødt til at være produktiv. Jeg er nødt til at snakke med andre. Jeg er nødt til at få brugt mig selv. Min hjerne og min krop. Så det gør jeg. De fleste dage afleverer jeg pigerne iført træningstøj, træner, skriver ansøgninger, skriver tekster, hører høj musik, organiserer mit hjem. Og så har jeg HELDIGVIS landet mig et deltidsarbejde som også sluger tid. Det her dagpengeliv kan virkelig sindssygt nemt blive en altopædende sump, og jeg bliver i så dårligt humør når jeg lander der.

Jeg prøver virkelig at holde mig til den opskrift jeg har lavet for det gode og glade liv. Prøver at nyde dagpengelivet, og den fleksibilitet og frihed der på en måde også er i det. Men også at give plads og lov til de der vrede og triste øjeblikke. For det er en del af mig, og alt hvad jeg har med i bagagen. Der skal stadig nogle gange tudes over det hele. Men det bliver stadig mere sjældent, og for det er jeg meget taknemmelig. Tidligere i dag hjalp jeg en sød ung mand henne på mit deltidsjob, for lidt siden skrev jeg en ansøgning til mit seriøse DRØMMEjob og om lidt skal jeg drikke kaffe med verdens bedste (eks)nabo.

Fremtiden er (fortsat) lys og foråret er her <3

Endnu mere eventyr

Jeg sidder på flyet hjem. Med en uges ferieoplevelser i bagagen. Ny-udsprungne fregner på næsen, endnu flere lyse striber i håret og solbrune knæ.

På skærmen foran mig bevæger en lille flyvemaskine sig over et verdenskort. Der zoomes ind og ud. Verden og ruten hjem er skiftevis stor og overskuelig.

For mange mennesker er det at rejse lig med eventyr. Jeg har mest været spændt på hvordan denne her ferie ville spænde af. Hvordan det hele skulle gå. Hvad mine børn ville sige til at flyve. Hvordan det ville være at omgåes min eksmand og hans familie i en uge. Det er gået totalt godt. Over al forventning. Jeg forventer oftest det værste, bereder mig på at børn skriger hele vejen i flyvemaskinen, at varmen gør mig ør, at nogen bliver syge undervejs, at vi har glemt noget og så videre. Men intet gik galt. Alt gik godt. Alle var venner. Alle var glade. Ingen blev syge. Vi manglede intet.

Og mor her, hun fik faktisk holdt ferie. Jeg havde flere timer hver dag, som jeg brugte på egen hånd. Jeg travede op af bjerget til den nærmeste by til jeg var badet i sved og det det hele kunne mærkes i kroppen. Jeg svømmede. Solede. Løb. Gik. Tænkte. Overvejede. Filosoferede. Besluttede.

I mine alene-timer har jeg således lagt planer for fremtiden. Tænkt over hvem jeg vil være. Eller rettere hvilken dele af mig selv der skal finjusteres og hvilke der bare er gode som de er. Hvilke bidder af livet jeg skal tage. Hvad der er vigtigt. Hvad jeg vil nå. Hvad jeg vil for mig selv.

Udover fregnerne, ferieminderne og de solbrune knæ, har jeg også en liste med hjem. En selvforfattet liste, med gode råd og ros til mig selv. Listen jeg skal leve efter

Og nu, er flyet på skærmen forbi Berlin. Snart begynder nedstigningen. Danmark, København, Nørrebro venter og det nye liv og eventyret er lige om hjørnet. I mkin mave flakser en sommerfugl og jeg kan mærke at den sommer der kommer, bliver min sommer. Jeg ved det bare.

 

Med hovedet i skyerne ❤️

Ud på eventyr

Sidder på bagagehylden i en helt proppet bus der kører tværs over Malta. Ved siden af mig står sådan en pensionisttrolley og sammen hopper og danser vi fra side til side. Buschaufføren kører som død og helvede.

Udenfor har alt en gullig nuance over sig. Samtlige bygninger på Malta er bygget i kalksten og derfor er det hele utrolig gulligt-beige at kigge på. Solen skinner og det er allerede 27 grader. Derfor er græsset på jorden også sådan lidt bleget. Hvilket kun bidrager til hvad der ligner et Instagram filter.

Bumlebussen har endestation i Valletta, Maltas hovedstad. Som jeg i dag skal udforske helt på egen hånd. Jeg tror faktisk aldrig rigtigt jeg har taget sådan en tur. Et nyt land, en ny by, uden ledsager. Har enten rejst med familie, kæreste, eller veninder. en måde gør det mig lidt irriteret at det er sådan. Men det slår mig også, hvorfor det måske ikke er så mærkeligt. Jeg plejer gerne at følge med. Altid har andres dagsorden sat min dagsorden.

Men det seneste år, er jeg jo om noget blev herre, eller frøken om man vil, i eget liv. Med alt hvad det indebærer. Det har jo hidtil ikke betydet at der var ret meget fritid at hente. Enlig-mor-liv and all. Men lige nu, leger mine børn med deres far og hans familie på et charterresort på den anden side af øen. I dag holder jeg en halvdags miniferie, hvor jeg skal har styringen.

Dem der følger bloggen på Instagramvil vide, at jeg lige nu er på Malta med hele min eks-svigerfamilie. Pigerne og jeg er blevet inviteret med på familieferie i anledning af deres farmors 70 års fødselsdag. Det gør mig virkelig glad og fortrøstningsfuld omkring fremtiden, at vi kan det her. Allesammen. At det er ukompliceret og nemt. Det kan være der kommer flere tanker om det, på et andet tidspunkt. Nu vil jeg gå på opdagelse og nyde den lille bid af frihed jeg får serveret i dag.

Søndagen i tal

Søndag formiddag er den længste tid der findes. Som regel når jeg at drikke 3 kopper kaffe, bade børn, spise dem af x 2 hver, lege og alt muligt andet inden klokken bliver 10. Her til aften er jeg helt balret i hovedet. Udover at det har været en lang søndag, var det også dagen hvor mit køleskab valgte at kapitulere og i stedet for at køle, begyndte det at varme. Temmelig uoverskueligt, når man har to små mennesker hvirvlende om benene uanset hvor man går. I dag blev slet ikke den dag jeg havde forestillet mig. Vi skulle have været på en hyggelig tur ud og besøge to vigtige mennesker, som jeg havde glædet mig meget til at se. I stedet gik der aktion find et nyt køleskab igang.

gryde havregrød kokkereret

1 Antal køleskabe der er gået i stykker her på matriklen

5 stykker rugbrød smurt til små mennesker

styks brugt babyudstyr solgt

6 fredsmæglinger mellem børn der absolut vil lege med den samme legegryde/hamrebræt/puslespil

4 runder på Assistens Kirkegården med børn der ikke vil sove

1 tabt tæppe på Assistens Kirkegården

1 Forsvundet tæppe

tømte opvaskemaskiner

3000 kroner brugt på nyt køleskab

lortebleer skiftet

(!!) kopper kaffe drukket (det er helt sikkert usundt!)

fyldte babybadekar

styks renvaskede børn

liter vand tørret op fra gulv i gang

5000 ris skrabet op fra gulv

2 timer brugt på at putte børn

 

… Nu har jeg set fjerner og er så helt utrolig bombet, at jeg næsten ikke kan slæbe mig ind i min seng. Heldigvis drager vi snart på ferie til varmere himmelstrøg. Vi skal bo et sted, hvor jeg ikke behøver at lave aftensmad og det og så det der med varme og sol, gør at jeg er klar på alt hvad den ferie bringer. Det kan kun blive bedre end april-sne og ødelagte køleskabe.
Roll on, monday.

Om et rum

En del af mine skriv starter som en note på min telefon. En gang i mellem er det nærmest udgivningsklart efterfølgende, andre gange skal der skrives mere på, der skal uddybes, finpudses og der kommer nyt til som bliver flettet sammen med det jeg først havde skrevet. Jeg har haft en lille skriveblokade. Eller, jeg har bare vasket tøj og søgt jobs i stedet for at få skrevet. Hvilket tit gør mig i lidt dårligt humør. Altså når der kun er tid til at ordne praktisk. Det nedenstående skriv fandt jeg en lang bid af på min telefon, og havde lidt svært ved hvad der lige skulle ske med det. Men jeg satte musik i høretelefonerne, musik der prægede mig i de år jeg beskriver længere nede. I de første år havde jeg en periode med rap-musik. Men mest hørte jeg oldschool rock musik, en del vred pigerock og rigtig meget “jeg har ondt af mig selv-tude-punkrock”, som var en del af det miljø jeg kom i. Som blev definerende for en del af de år. Anyway, det skal handle om:


Et rum

Jeg ligger her i mørket og skribler det her. Til lyden af mine helt egne hjemmelavede ungers vejrtrækning. De er langt væk i drømmeland.
Rummet her var mit værelse. Fra jeg var 10 år til jeg var 20 år. Det her er pigeværelset der husede mig og alt mit rod og kaos i de der 10 helt helt skelsættende år kan man sige.

Det ligner ikke det rum der var baggrundstapet til de år som formede mig. Ingen plakater, ingen kaos eller rod. Heller ikke inde i mig. Jeg er en anden nu. Der er intet tilbage fra dengang. Eller jo. Rullegardinet foran det lille vindue på gavlen. Væggene havde en skiftende udsmykning i de år. Backstreet Boys, Britney, Courtney Love, Lennon & Ono, Guddommelig Galskab og Ungdomshuset har alle været repræsenteret på disse vægge. Nu er her mest hvidt. Min mor har overtaget rummet, og det kan man godt se. Her er ryddeligt, rent og hvidt. Det var det aldrig dengang.

Denne sene aften, tænker jeg på alle de historier de her vægge ville kunne fortælle, hvis de altså kunne tale. Både de gode og de knap så gode.

Om dengang værelset blev mit, og det fedeste jeg kunne komme i tanker om var et “Kina-værelse”, med gulvpuder og “Kina-pynt” – jeg havde ingen relation til Kina, what so ever, men det var det der var det fede.
Om den sovesofa med kinesiske tegn jeg brændende ønskede mig, men som jeg tror min mor syntes var dårlig smag (jeg er ikke uenig i dag)
Om dengang jeg havde min første opvarmningsfest herhjemme og mine veninder havde inviteret drenge fra de ældre klasser og de rent faktisk kom.
Om alle de lektier jeg sagde jeg lavede, men som jeg aldrig fik lavet.
Om alle de videoaftener vi holdt.
Om dengang jeg lå og var helt kulret på morfin, 16 år gammel og ved at abortere. Hvor ulykkelig og vred jeg var. Om Julie der kom og gav mig en badeand forklædt som djævel, fordi min eks-kæreste var en djævel, syntes vi. Om hvordan jeg både grinede og græd, mens hun var der. Helt kulret på morfin.
Om den længsel jeg havde for at komme et andet sted hen.
Om dengang jeg rykkede rundt, lavede om, hang nye plakater op, for at imponere en kæreste.
Om det gamle teaktræsskrivebord som jeg syntes både var stort, gammelt, klodset og pinlig – i dag er det hipt. Om den kæmpestore computer på skrivebordet. Om de utallige timer foran computeren, på MSN-chatten, i søgen efter nogen der mindede om sig selv.
Om det slangeformede spejl fra IKEA.
Om usikkerheden foran spejlet.
Om den sindssyge og vrede musik der blev spillet så højt at naboen kunne høre det.
Om de dage hvor jeg var så træt, fordi jeg arbejdede som en sindssyg, og derfor kun orkede at ligge i sengen når jeg kom hjem.
Om de mange bekymringer for fremtiden.
Om dengang jeg kom om i fuldt pensum i gymnasiet og ikke turde fortælle mine forældre det.
Om alle de gange hvor jeg vendte hjem, enten ensom eller i selskab med andre.
Om dengang jeg boede her en måned, inden jeg skulle på højskole. Hvor jeg både nød at få vasket mit tøj, det fulde køleskab, men også var ved at gå ud af mit gode skind over at være tilbage, der hvor nogen spurgte hvor man skulle hen og hvornår man ville være hjemme.
Om dengang jeg skulle giftes og sov her dagen inden den store dag, og om hvor stor min mave var og hvor fuld af sommerfugle og sparkende fødder den var.
Om alle de aftener jeg er gået til ro her, mæt, glad og tryg, som kun man kan være det hos sine forældre.
Om dengang jeg boede her i 10 dage. Som nybagt og nyskilt mor.
Om at det nu også er mine døtres værelse, når de er på overnatning hos mormor og morfar.
Om alle tårerne der er blevet grædt og alle grinene der er blevet grint. Hele det liv der er blevet levet i denne her kulisse. Det føles uendeligt og jeg kan se så mange ting.
Om at jeg nu er en helt anden.

Jeg er ikke længere vild med Kina-tema og slangeformede spejle. Jeg er vild med teaktræs møbler og det gamle skrivebord. Jeg er ikke længere vred. Jeg er ikke ked af det. Forladt eller ensom. Jeg længes ingen andre steder hen. Jeg bliver ikke længere positivt overrasket når folk har lyst til at komme til fest hos mig. Og nå ja, så er jeg jo voksen.

Tiden er en ganske anden og denne nat falder jeg i søvn til mine døtres vejrtrækningen. De trækker vejret i kanon. Der er hele tiden en der trækker vejret ind. Jeg kan ikke lade være med at tænke på alt det der venter dem. Hele det liv der skal forme sig for dem. Jeg håber at de vil lukke mig ind i så meget af det som muligt. Jeg vil aldrig glemme hvordan det er at være teenager. Jeg vil aldrig glemme det liv der udspillede sig i det her rum.

 


Noget har ikke ændret sig, jeg har stadig en masse billeder på væggene – også af mine helte

Om helligdage med familie(rne)

Helligdagene har jeg – ligesom mange andre – brugt i selskab med min familie. Både den selvvalgte, mine forældre og sandelig også eks-familien. En ganske moderne ferie, kan man sige. Men efterhånden er det jo blevet sådan her det er. The New Normal.

Torsdag var jeg ude og spise middag og drikke et par øl med hende her, mens pigerne spiste/legede/blev puttet af deres far. Hjemme i deres vante rammer. Det gik mega godt, både for dem og mig. Jeg har ikke været rigtig ude siden efterårsferien, så det var tiltrængt. Men jeg kunne mærke en kæmpe forskel på mig selv fra dengang og til nu. Verdenen syntes klarere, mændene pænere og grinene mere inderlige. Faktisk tror jeg bare, at jeg er et lettere sted i mit liv. Det er noget helt særligt for mig at være sammen med Amalie. Hun er et af de mennesker, der virkelig står mig bi. Sådan et hundrede procent, hele vejen igennem, også i regnvejr og storm. Når jeg er sammen med hende, føler jeg mig så ekstremt godt tilpas. Hun får mig virkelig til at føle mig godt tilpas, som om jeg kan klare alting, som om jeg er smuk, sød og sej. Klog endda. Hvis bare hele verden kunne mig, som jeg føler at hun gør. Så ville det hele være meget nemt. At have veninder der er så tæt på, som stiller op når man er i allermest krise, som man kan ringe og tudbrøle til uden at kvoten bliver brugt op, det er noget ganske særligt. Men veninde-termen er lidt tynd, og jeg har få veninder som jeg anser mere som en slags søstre, end som venner. Sådan selvvalgt familie, I ved.

Fredag havde vi besøg af pigernes far (det har vi flere gange om ugen, så intet nyt der) og deres farmor og farfar. Det der med at skulle bibeholde en god relation, selvom man ikke på den måde er linket sammen mere, er noget jeg har gjort mig mange tanker om. Mit yngste barn var 5 uger gammel, da jeg blev alene. Men alt det ved den opmærksomme læser jo. Hendes meget unge alder har haft en kæmpe betydning, for den måde jeg har tænkt over relationen til min eks-svigerfamilie. For hun nåede ikke at lære nogen at kende. Inden hendes egen lille familie var hakket i stykker, og netop det var noget af det, jeg havde sværest ved at bære. At den ene af mine døtre havde flere familiære relationer, altså en større familie end den anden. Den skævvridning i deres forhold vil jeg simpelthen ikke være med til. Fordi hun var/er så lille, er det mest af alt mit ansvar at sørge for, at hun får et forhold til hendes far-familie. Derfor har jeg flere gange besøgt min eks-svigerfamilie i Jylland, været med til store familiearrangementer, fødselsdage og så videre. Fordi det er vigtigt, at børnene ikke bliver taget som gidsler, fordi det er vigtigt at have familie. I mine øjne kan børn aldrig have for mange voksne mennesker der elsker dem, og det ved jeg at deres farmor og farfar gør. Derfor har jeg besluttet at mit hjem virkelig ikke kun er mit, men også mine børns. De har nogle gange gæster der mest er til dem, og det er lige som det skal være.

Lørdag startede på gulvet i pigeværelset med en hel masse stabletårne, høje grin og jubelskrig (og en lille smule dårlig samvittighed overfor underboen) Sidst på formiddagen kom min far og hentede de små damer og mig, og kørte os hjem til mit barndomshjem. Her stod den på god påskefrokost, æggetrilning og forkælelse.
Den aften falder jeg i søvn på mit pigeværelse til lyden af mine sovende børn og min far der går og tømmer opvaskemaskinen i køkkenet. Hos mine forældre føler jeg mig både lille og stor. Som den store moder der sover i ske med børnene. Men samtidig som datteren der er hjemme på påskeferie. Jeg vasker hår i min mors shampoo og tager lugten af hende med mig. Her er jeg så meget mig. Her kan jeg om nogle steder være mig. Døren til værelset hvor jeg sover med mine børn var engang beklædt med postkort, plakater og udklip i en skøn forening. Væggene det samme. Nu er det hele hvidt og nydeligt. Men væggene her har set det hele. De kender hele mig. Både det store barn, det unge menneske, moderen og den voksne unge dame der netop denne aften har siddet og givet sine forældre gode råd.

Søndag tog mine forældre, pigerne og jeg i Zoologisk have. Senere kørte vi hjem til mig og pigerne, tankede op med kage hos bageren. Min far og min ældste datter legede sørøver og fandt påskeæg (skatte) i lejligheden, efter at have orienteret sig på deres skattekort. Imens lagde min mor alt mit vasketøj sammen og pudsede mine støvler. Jeg er i sandhed et meget heldigt menneske.

Mandag var pigerne og jeg igen sammen med deres far-familie. Denne gang til børnefødselsdag hos deres fætter. Jeg er meget glad og lettet over, hvor ukompliceret det hele er blevet. Det havde jeg ikke turdet regne med der for et år siden.
Først på eftermiddagen drog jeg igen imod Nørrebro, for at fejre en af mine helt særlige veninder. En til af dem der føles mere som en slags familie. Jeg lod pigerne blive til fødselsdagen sammen med deres far og resten af familien og var derfor ganske alene afsted. Jeg skal stadig virkelig vænne mig til at gå rundt på gaden alene. Man kan føle sig mærkelig afklædt når man hverken skubber en vogn, bærer på et barn, en pusletaske eller noget lignende. Med en flaske vin under armen gik jeg ned ad Nørrebrogade med solen lige i ansigtet. Min veninde fortjener om nogen en fejring, og det var så dejligt for mig, at se at hun havde flere gode veninder der mente det samme. Jeg fik lejlighed til at lege med hendes datter, læse bøger og glæde mig til den sommerferie mig og hende tager på – sammen med alle vores piger. Fødselsdags-dagen sluttede med hvidvin i en solstråle og til sidst vendte jeg hjem og serverede fiskefrikadeller for mine børn og deres far.

Det her blev lidt længere og med lidt flere sidespring end jeg lige havde regnet med. Men det er godt nok svært at fatte sig i korthed når det kommer til det her familie-tjuhej og den nye familiekonstellation jeg lever i. Der er mange overvejelser og tanker, og det er sikkert ikke det sidste jeg har skrevet om emnet. Men jeg håber, at nogen kunne bruge det til noget. For mig har det været det allervigtigste at mine børn ingen nød lider på familiefronten, og det kræver selvfølgelig sin kvinde til tider. Men det er jo bare virkelig aldrig børnenes skyld, at de voksne er dumme og bliver skilt. 

Jeg håber at alle mine søde læsere havde en dejlig påske. Tak fordi I læser med. 

Nye tider

I skrivende stund sidder jeg på en café, ikke så langt fra mit hjem. Jeg har bestilt et glas hvidvin. Jeg har en (ren!) gulvlang kjole på. Store øreringe. Lige om lidt finder jeg lommespejlet og den røde læbestift frem. Mens jeg har siddet her med min hvidvin har jeg sendt to jobansøgninger. For det er jo en del af det her ledigheds-game. Der er ansøgninger der skal sendes, også på en hellig skærtorsdag. Men hvor er dine børn, tænker den opmærksomme læser nok. De er hjemme i min lejlighed, sammen med deres far. Jeg har lavet spaghetti-meatballs klar til dem, vasket deres yndlingsnattøj. Nu skal de bare hygge med deres far, mens deres mor går ud.

Yes. Mor her skal ud. For et par uger siden sad jeg i min venindes køkken og havde svært ved at se det rigtig sjove ved noget som helst. Jeg fortalte hende om, at jeg føler mig låst fast i mit eget liv, og at det ikke er et specielt spændende liv jeg har. Det er meget noget med spaghetti og snotnæser tørret af i mit tøj. Trætte øjne med poser under og noget med at gå i seng senest kl. 21. Min veninde var sød, men også skrap. Hun nærmest beordrede mig til at gøre noget ved min situation. Altså den situation der vedrører min fritid. Den fritid jeg i lang lang tid har pakket ned i en store kiste og sat hængelås på. Den fritid som jeg har joket med at jeg får tilbage når jeg bliver 40 år.

Det har været virkelig svært for mig, at lade mine børn passe i længere tid. Det har været meget vigtigt for mig, at de ikke nogensinde har følelsen af, at jeg går fra dem. Det værste i verden er at føle og mærke, at nogen går fra en. I should know. På det år der er gået siden jeg blev skilt, har jeg måske været ude 5 gange. Mere har jeg simpelthen ikke kunne. Jeg har hverken haft lyst, turdet eller orket.

Men det bliver der lavet lidt om på nu. Jeg er nødt til at mærke en lille bitte smule luft under vingerne, og derfor er mine børn nu alene hjemme med deres far. De var igang med at bygge hule da jeg gik, og jeg har allerede nydt det. At få et glas koldt hvidvin, at sidde i fred, ikke at have pletter på tøjet. Den der lille flig af frihed. Jeg er 2 minutter væk hjemmefra, men alligevel.

And the best is yet to come. Lige om lidt dribler jeg lige ned om hjørnet, møder hende her, og spiser en 4-retters middag, sladrer, griner og drikker noget vin. Livet er sgu da meget godt, hva?

 

 

Mom-moments

I dag var jeg igen-igen på kursus i Jobcenteret. Hvis nogen vil vide noget om CV’er og ansøgninger, så siger I bare til! Det er meget grundig undervisning, I tell you. Den gruppe jeg er i, er for dimittender med mellemlange uddannelser indenfor pædagogik og sundhed. Det vi har til fælles er, at vi allesammen er relativt ny-uddannede og har uddannelser der har taget 3-4 år og som retter sig imod “noget med mennesker”.

Selvom jeg jo føler mig relativt ung, selvom jeg er nyuddannet(-ish), så er jeg den eneste i lokalet der har børn. Udover den midaldrende underviser, that is. Han har til gengæld allerede fortalt mig, om dengang hans børn blev renlige. Det er ret sjovt, at man på en eller anden måde er en del af en klub når man er forælder. Min underviser havde intet problem med at fortælle mig om dengang hans datter bad om en ble, for at hun kunne lave lort. Det er sgu ikke en samtale man har med ret mange mennesker, og de omkringsiddende kiggede også ret underligt på ham.

Når jeg er i nye sammenhænge med folk der ikke har børn, føler jeg mig ofte virkelig mor-agtig. Eller, jeg bliver meget bevist om det at jeg er mor, og hvor mange små tegn der er på det. Derfor har jeg lavet en liste – bloggere elsker lister jo. 

Det skal handle om øjeblikke, hvor man føler sig virkelig mor-agtig. 

Et rigtigt mor-moment er, når: 

  • din computer i samme nu den åbnes brager “GUUUUURLI GRIS, ØF ØF ØF ØF” ud af højtalerne.
  • du cykler gennem byen med din telefon i hånden, for at være sikker på ikke at ryge ud af billetkøen til Cirkus Summarum
  • en masse i dit facebook/instagramfeed er helt oppe at køre over, at de fik billetter til Jay-Z og Beyonce, og du genkender følelsen. Fordi du FIK billetterne til Cirkus Summarum. Endda gode billetter tæt på scenen #rocknrolllife
  • du af din kursusunderviser bliver bedt om at fortælle om dine fritidsinteresser, og tænker hvad et ansættelsesudvalg ville tænke om ture på toilettet i fred eller at falde i søvn foran fjernsynet om aftenen
  • en af dine kursusmakkere overvejer at takke nej til et job, fordi det betyder at han skal stå op kl. 6 og du tænker “get over yourself, dagen starter kl. 5!!”
  • du går rundt med en legetøjs-skildpadde i lommen, sutter/perleplader/legomænd (indsæt selv flere 😉 ) i tasken
  • det løbehjul der skulle løbes på, ender med at din problem og derfor din bagage #løbehjulpånakken
  • dit hår er nyvasket, fordi du nåede et bad om MORGENEN, og tænker at en high-five er på sin plads

Og eeeen helt masse andet, men I fortsætter bare i kommentarfeltet <3

 

Om fredagsmad

Fredag aften og søndag formiddag er de tidspunkter hvor jeg oftest synes det er sværest at være enlig mor. Det er ikke altid, men hvis tristhed- og ensomhedsmuren rammer mig, er det som regel på et af de tidspunkter. Jeg tror det er fordi, det er her jeg har fornemmelsen af at alle andre laver noget dejligt med sammen med deres significant other. Om fredagen drikker man nok et glas rødvin, ser X-factor mens man ligger i ske i sengen, eller også er man i biffen, til koncert, ude at spise, den ene passer ungerne så den anden kan gå ud, eller, eller, eller….
Endelig er søndag formiddag den længste tid der findes. Især mit yngste barn er så udpræget A-menneske, og man får en del formiddag forærende, når man står op kl. 5.30. Om søndagen skiftes andre til at sove længe, hvis de altså har børn. Hvis man ikke har børn sover man bare længe, spiser stille morgenmad, læser avis, går ud og får brunch, eller, eller, eller…

Deep down ved jeg jo godt, at det ikke er sådan det er. Jeg så aldrig X-Factor med min eks-mand. Bare fordi man er i et forhold, betyder det jo ikke at man laver alt sammen. Men det er så nemt at forestille sig, at græsset er grønnere hos alle de andre, ik?

Dengang jeg var barn og teenager og boede under mine forældres tag, havde vi et begreb, en ugentlig tradition, nemlig fredagsmad. Om fredagen skulle det være nemt og det skulle være ekstra lækkert. Det var oftest noget lidt tapas-agtigt, for på den måde blev der taget højde for alles forskellige smag (og i min familie er vi ultra forskellige, og har ultra forskellig smag). Der var både lun leverpostej, noget med laks, lækre oste, både de blå og de gule. Den gode rødvin blev åbnet, og det var her alle faldt til ro efter en lang uge, og bare nød.

I starten af min enlig-hed, havde jeg mange kriser fredag aften, når pigerne var puttet. Jeg ringede ofte til min mor og græd, fordi jeg følte mig kolosalt ensom og låst fast. For jeg er meget låst fast. Mine døtre bor hos mig fuldtid, og det er klart det bedste og jeg hverken begræder det eller mener at det skal være anerledes, men det lægger klart en dæmper på mine muligheder for udskejelser. Når man så er trist, forladt, i søvnunderskud og forestiller sig alt det lækre andre laver, så kan det hele godt blive for meget og for sørgeligt. Men de klare tanker der kommer bagefter sådan en skylle af tårer, har altid fortalt mig, at der ikke er noget at gøre ved det, at det bestemt ikke er alle der morer sig fredag aften og at min tid kommer igen. Mine børn er bare så små lige nu, og herfra bliver det kun lettere. Lige nu er det bare sådan her, det er.

Efter jeg flyttede i min nye lejlighed har jeg taget den gamle tradition om fredagsmad op. Jeg spiser næsten altid alene fredag aften. Som i helt alene. Normalt spiser vi allerede ved 17-tiden og om fredagen er det næsten endnu før, fordi de små damer jeg bor med oftest er trætte. Når de er puttet laver jeg noget lækkert til mig selv, nogle gange flotter jeg mig og køber en god bøf, andre gange er det bare en pastaret der har fået lidt ekstra opmærksomhed, eller en simpel omelet. Men det er så dejligt at have tid og ro til at lave noget god mad til sig selv, og jeg tror at det er både sundt og godt med lidt fredags-forkælelse, også selvom det indeholder en masse smør og fløde. ‘

Fredagsmaden er blevet en måde for mig, at embrace min civilstatus og det faktum at jeg er meget alene. Men er det ikke alligevel lidt befriende, at sidde i natbukser med håndklæde om håret, en bøf på tallerkenen og fjerneren tændt, og ikke skulle dele med nogen? Eller spise pænt? Eller noget som helst?

Jeg synes det faktisk!

                            En enlig bøf <3

Voksen?

Ret ofte har jeg det lidt mærkeligt med min alder. Altså, 28 er et udemærket sted at være og jeg har ingen alderskvababelser overhovedet.

Men der er øjeblikke, hvor jeg simpelthen føler mig meget ældre end de 28 år. F.eks. kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst var i byen. Hvornår jeg sidst havde tømmermænd. Eller jo, det var sidst jeg drak 3 glas vin – hvilket jo siger det hele om tingenes tilstand. Jeg køber sjældent nyt tøj, mange dage går jeg uden make-up. Til gengæld bruger jeg mange penge på bleer, på børnetøj, på børnene i det hele taget. Jeg går til møder i banken og opretter testamente og forsikring til mine børn. I gamle dage, før jeg fik børn, gik jeg meget til koncert, den sidste jeg var til var Motor Milles julekoncert, selvom de fyrede godt op for guitarsoloer og hårdslående trommer, er det sgu ikke så rock ‘n’ roll, som de koncerter jeg tidligere frekventerende. Jeg spiser ikke smart mad, men rigtig mange dampede grøntsager, gulerodsstænger, pasta og børne-agtig mad i det hele taget. Mit liv er sygt voksen-agtigt og en smule kedeligt.

Natten til søndag kulminerede det og jeg følte mig som verdens ældste og sureste dame. “Du er blevet en rigtig fru Olsen”, sagde min mor, da jeg fortalte hende om episoden. Og ja, det er der en stor del af mig der er. Helt konkret holdt en pige (som sikkert nok er på min alder) fra min opgang fest. Det var sådan set fint nok, eller det må hun jo gerne, vi skal allesammen være her og alt det der. MEN. Ved 4-tiden var min yngste vågen, og jeg prøvede at få hende til at sove igen. Hvilket viste sig svært, fordi festen var rykket ud på gaden, og var blevet til en syngefest. Meget højt og meget dårligt sangvalg. Da barnet endelig sov, og jeg nu kunne få ro, kunne jeg fandeme ikke få ro. Så det endte med at jeg åbnede vinduet og råbte ud.  Først på en pæn og ikke så høj måde, sådan “hey, er I søde at skrue lidt ned”, men det var der sjovt nok ingen der kunne høre noget af. Derfor endte det sådan her: “HOLD NU KÆÆÆÆFT, TAK!” (man har vel sin gode opdragelse). To timer stod jeg op, lavede havregrød, puttede små mennesker i tøj, tog på legeplads, gik i vaskekælderen og gjorde alle de der børnefamilie-ting, man jo gør en søndag. Hos hende fra min opgang, var der rullet ned indtil sidst på eftermiddagen. Tænk, at kunne bruge en hel dag på at sove og have tømmermænd. Hun aner nok ikke, hvilken luksus hun lige har oplevet.

Meget af det der med at føle sig gammel, kommer helt sikkert med det at få børn. På den anden side, har jeg i mit liv, været “tvunget” til at tage ret meget ansvar. F.eks. De gange min eksmand blev syg, og jeg stod ret alene. Min psykolog har sagt, at jeg blev voksen på et par dage. Hel konkret, da jeg var 24 år, ny-gravid og med en indlagt kæreste. Det er nok rigtigt. Så meget af det der voksen-noget handler også om at al uskyld forsvandt som dug for solen. Jeg er nok blevet et ret alvorligt menneske, der kender livets seriøse vrangsider, og kan derfor godt have svært ved at identificere mig med, når nogle har kærestesorger over en fyr de har kendt et øjeblik. Jeg kan godt huske, at man kan være ulykkelig over den slags og at det kan fylde det hele, men det er svært at forholde sig til.

Så ja, det er ambivalent med den alder der. Andelsboliglån, to institutionsbørn, madplaner, rander under øjnene, budgetter, strækmærker, livsforsikringer, begyndende rynker og testamenter er ikke nødvendigvis lig med min alder. Af og til, kan jeg blive helt træt ved tanken om at skulle ud på et eller andet datingmarked og konkurrere med kvinder på min egen alder. Som stadig er friske, stramme og har lyse sind.

Omvendt har det også sine fordele. At føle sig som en gammel dame, men stadig at være ung. Der er jo stadig en hel masse ting jeg skal opleve og gøre. Men samtidig stresser det mig ikke, at jeg rammer 30 om halvandet år. Jeg stresser ikke over pensionsopsparinger, jeg stresser ikke over at skulle nå noget, jeg har ligesom både nået at blive gift og skilt, taget en uddannelse og fået de der børn. Resten er bare spændende eventyr, som jeg selvfølgelig tager med et gran salt. Fordi jeg er realistisk, og lidt fru Olsen-agtig.