Lort mødre siger…

Forleden skrev sjove Johanne, en liste over lort folk uden børn, siger til folk med børn. Jeg grinede højt og genkendte mange punkter. Som jeg engang læste et andet sted, så er de bedste forældre, dem der ikke selv har fået børn endnu. Det tror jeg er ret rigtigt. Det er tit (også i andre sammenhænge) nemt at kloge sig, men når man står i skyttegraven og bliver beskudt og er under maksimalt pres, så er de store tanker tit forsvundet som dug for solen. Virkeligheden som forælder, er en anden end den man forestiller sig – det tror jeg, at de fleste kan skrive under på. Ellers hører jeg gerne fra jer 😉

Min veninde Amalie svarede igen på Johannes indlæg, og skrev om, hvor meget lort folk med børn siger til folk uden børn. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig en lille smule ramt. Og da vi lavede en aftale om at drikke et glas vin når mine børn var puttet, og jeg sagde “jeg kan ikke lige sige et konkret tidspunkt endnu, det afhænger lidt af luren”, følte jeg mig som et mega irriterende menneske. For ja, det er ikke det nemmeste i verden, at lave en aftale med folk der har børn, og hvis man er så heldig at have fået en aftale, kan man risikere at den bliver udskudt eller at man får at vide, at man helst ikke må bruge dørtelefonen, men skal sende en SMS når man er fremme. Så ja, folk med børn er irriterende og bøvlede. Men folk uden, er sgu også ret gode til at kloge sig omkring noget, som de i virkeligheden ikke rigtig har haft mulighed for at prøve.

Jeg kom faktisk til at tænke på noget jeg skrev for halvandet år siden, der handlede om det lort mødre siger til hinanden. Man kan åbenbart ikke rigtig gå fri af folks lort? 😀

Nogle gange, ofte faktisk, synes jeg desværre, at der er sådan en kvinde er kvinde værst stemning. Især omkring det at have børn. Sikkert også omkring andre ting, men det kan jeg sgu snart ikke huske. Anyway, et indspark til lorte-listerne kommer her:

Lort mødre siger til hinanden: 

  • “Ej, så vred kan mit barn slet ikke blive”
    Altid godt at vide, når ens eget barn skriger og går helt amok*
  • “Mit barns livret er broccoli. Jeg tænker at det handler om hvilke vaner DU præsenterer barnet for” *
    Måske ja, men broccoli… Livret? Har dit barn ikke smagt pizza endnu?!

  • Så meget legetøj behøver mit barn ikke”
    Øh, nå? Så er det jo godt, at dit barn ikke bor i vores legoklods-helvede
  • “Hvilket tema har du tænkt dig at køre til barnets fødselsdag?”
    Er fødselsdag ikke sit eget tema? Navnligt, når man er så lille, at man ikke kan huske den sidste?
  • “Du skulle altså prøve en vikle. Det er det tryggeste for barnet, at blive båret på dig”
    Siges det, mens der skules ned til mit trygt sovende barn i barnevognen)
  • “Mit barn sover jo igennem”
    Det gider andre forældre ALDRIG høre
  • “Er du ikke bange for at aldersforskellen bliver for kort?”
    Øh jo. Nu du siger det – hvor afleverer jeg lillesøster henne?
  • “Altså, min dreng er simpelhen så fremmelig. Han vil bare frem i verden. Hvad har dit barn lært siden sidst?”
    Mit barn havde ikke lært en skid 😃)
  • “Den type mor, troede jeg ikke, at du var”
    For det første hvad betyder det? Hvem tror du at jeg er? For det andet, jeg tænker bare at jeg er mor, og ikke en bestemt type.

Fortsæt gerne listen i kommentarsporet 😉

For nogle måneder siden, skrev jeg om det her med de perfekte mødre. Noget af det mest irriterende jeg kan komme i tanke om, når det kommer til andre mødre, er når de er bedrevidende og fortæller mig ting om en bestemt måde at gøre tingene på, når jeg ikke har spurgt. Jeg har aldrig brugt en vikle og vi samsover som udgangspunkt ikke, nogle gange jo, men ikke som en fast ting. Mine døtre er mega trygge og glade alligevel. De spiser godt, sover godt, leger godt. Det jeg ville ønske alle mødre kunne blive enige om er, at børn er forskellige og mødre er forskellige og at vi nok allesammen gør det så godt vi kan.

96aed99a603575cb90d6b9d04f423b1b--sarcastic-funny-quotes-funny-sayings

Continue Reading

Søstre

“Sikke et smukt syn”. Jeg skubber dobbeltvognen med begge piger ned af Lundtoftegade, og vi møder en ældre dame. Pigerne er nu så store, at de kan sidde i klapvognen begge to og kigge ud. Jeg giver damen ret – de to sammen, er det smukkeste syn jeg kender.
Da jeg henter den efterhånden obligatoriske tebolle hos bageren, lader jeg vognen med pigerne stå ude på gaden – jeg kan se dem hele tiden. Mens de venter, kan jeg se at storesøster tager lillesøsters hånd. Det er ligefør, at jeg får tårer i øjnene. Forleden dag sagde hun “bare rolig, jeg skal nok passe på dig”.

Det er ret stort, at mærke hvor meget de allerede holder af hinanden. Den ene er knap 3 år og den anden 8 måneder. Men allerede har de noget sammen, som kun er deres. I går vendte den ældste hjem, efter 3 dage i Jylland med deres far – det er det længste vi har været adskilt, det længste pigerne har været adskilt. Der har været savn over hele linjen, Igår fik lillesøster et kys før der kunne blive tale om, at man sagde hej til sin mor. Lillesøster var ved at hoppe ud af sin egen krop af glæde. Det er hun altid, når hun får øje på sin storesøster. Inden de skulle putte, legede vi alle 3 på gulvet på deres værelse. Den lille rejste sig op af stolen storesøster sad på, prøvede at kravle op på hende, hvor hun var, skulle lillesøster være. Storesøster lod hende gøre det – det i sig selv er kærlighed 😉

Dengang jeg blev alene med dem, frygtede jeg, om det ville have indflydelse på deres indbyrdes forhold, eller måske nærmere storesøsters forhold til lillesøster, at de nu var blevet skilsmissebørn. De var jo virkelig nødt til at dele – hele tiden. Jeg var bange for at min ældste ville lade sine frustrationer gå ud over den yngste. Det skete heldigvis aldrig.

At blive mor, er klart det største jeg har oplevet i mit liv. Jeg har meget svært ved at forestille mig, at noget nogensinde skulle kunne komme til at slå det. Men det at opleve, sine to hjemmegroede små menneske få øjnene op for hinanden, vise hinanden omsorg og kærlighed, at fornemme hvordan man kan savne, selvom man kun er 8 måneder gammel. Det er sgu næsten ligeså stort.

Jeg er så stolt og lykkelig over, at have to der elsker hinanden.

 

IMG_4185

Continue Reading

Om feministiske initiativer

Havde egentlig planlagt et helt andet blogskriv i dag. Med dagens store nyhed om fødslen af det nye parti Feministisk Initiativ, må noget andet vige pladsen. Jeg har overvejet det her skriv nogle gange i løbet af dagen, for det hele er jo nyt endnu. Det er ikke sikkert jeg er eller bliver enig med alt hvad de står for. Men de skal fandeme bydes velkommen alligevel.

For først og fremmest, HURRA! Min gamle kollega er en af kvinderne bag. Det overrasker mig slet ikke, så sejt Marie <3

Da jeg var teenager gik jeg med et guld kvindetegn i en kæde om halsen. Jeg havde min mors gamle badge med et kvindetegn på min jakke. Jeg var meget optaget af feminisme. I alle årerne siden, har det interesseret mig. Jeg har læst kvindesagsbøger, bøger om kvindeliv, feministiske manifestationer og hørt kvindesagsmusik. Kort sagt interesseret mig for sagen og fulgt den. Min opdragelse bygger helt klart på feministiske grundsten. Jeg har aldrig oplevet, at mænd var vigtigere end kvinder, eller at man ikke kunne alt det man ville, når man var kvinde. Jeg har kun oplevet, at vi allesammen var lige gode når støvsugeren skulle svinges og at kvinder sagtens kan gå ud og få sig job og karriere.

Men det var først da jeg blev mor til en pige, at behøvede at mærke hvor vigtigt det var. Hvor mange forventninger der allerede var til hende inden hun var født og inden hun selv fik en fornemmelse af det med drenge og piger. Hvor mange kasser hun “skal”passe i og hvor mange normer der er, omkring børn (og mennesker i al almindelighed) og deres køn.

Da jeg blev enlig mor (til to piger) oplevede jeg virkelig frugten af de mange års kvindekamp. Jeg forstod at vi alle må kæmpe og hvor udsat man kan være. Jeg fik revet alt væk under mig. Vi levede sgu lidt som henne i 50’erne. Jeg var studerende, han hev pengene hjem, jeg vaskede tøjet og lavede maden.

Men det var ikke skamfuldt at være alene og der var flere steder med ressourcer jeg kunne trække på. I forbindelse med min skilsmisse og min nye rolle som enlig mor, har jeg flere gange glædet mig over de sikkerhedsnet, vi trods gevaldige nedskæringer på velfærden i det her land, alligevel har. De børneydelser og tilskud jeg kan få. Den gratis institutionsplads og de forhøjede børnepenge. Det at jeg ved, at jeg får de penge, giver en kæmpe ro. En ro som forplantet sig til børnene. De har ikke en mor der er bange, som frygter fremtiden eller som har økonomiske skrupler der holder hende vågen om natten.

Men har vi det så ikke godt nok? Det tror jeg sgu ikke. Skellet mellem rig og fattig er hastigt voksende. Velfærden er sgu ret hårdt truet i de her år og faktum er desværre stadig, at kvinder og mænd ikke får den samme løn for det samme arbejde. Det er sgu da for dårligt.

Jeg ved godt, at det ikke er alle der har det ligeså godt som mig. Mit ønske for kvinder der havner i min situation, er at de ikke behøver bekymre sig om økonomi og institutionspladser, penge til bleer og rugbrødsmadder. Men at de bare kan være noget for deres børn. Det er mit ønske for alle der ender i en livskrise, eller får brug for at trække på systemet, at der er et system og at det kan trækkes på.

Feministisk Initiativ skriver blandt andet det her i deres værdigrundlag:

“Vi kræver et samfund, som tager vare på alle menneskers behov og fundamentale ret til at være den, de er, uanset køn, opholdsstatus, kønsidentitet, etnicitet, alder, kønsudtryk, handicap, klasse, tro, religion, uddannelsesniveau, nationalitet og seksualitet”

Jeg har tit tænkt på, at det nok har været nemmere for mig, at blive enlig mor, end det kunne have været for andre. At jeg er en hvid, forholdsvis veluddannet, ung kvinde med egen lejlighed, har helt klart gjort det hele nemmere.

Og dét at Danmark nu har fået et nyt parti, der vil sørge for at passe på de enlige mødre og alle andre der er udsatte, gør mig glad helt ned i maven. Velkommen Feministisk Initiativ, jeg er sikker på, at der er brug for jer.

IMG_4456

Continue Reading

Savn

Igår sad jeg og skrev om det faktum, at min ældste datter fra i morges, er på tur med sin far. Jeg ser hende først fredag formiddag. Igår skrev jeg: Jeg savner hende allerede. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg er vant til at vi er sammen 24/7 – og at der er knald på. Så der bliver sikkert stille i det lille hjem de næste par dage. Lillesøsteren er begyndt at sige en lyd, der lyder utrolig meget som om hun siger sin storesøsters navn. Hun er så optaget af hende, hver morgen når hun får øje på hende, er hun ved at hoppe ud af sin egen lille krop, af bare begejstring. Så det er nok ikke kun mig der kommer til at savne.

Jeg skrev:

Som min kloge veninde sagde, det her kan ikke sminkes. Det er ikke sjovt. Det er svært at se fordelene ved det, og det gør mig trist, at det er sådan her det skal være. Man kan prøve at tænke positivt. Jeg ved at hun kommer hjem igen. Jeg ved at vi kommer til at snakke i telefon, og jeg glæder mig til at hun kommer hjem igen. Det fortæller jeg hende, men jeg fortæller hende ikke at mor har ondt i maven, og kommer til at savne hende helt vildt. Det synes jeg på ingen måde, at hun skal forholde sig til.

Men så skete der noget. Min datter var meget tydelig omkring, at det også er svært for hende.

I går morges, da jeg afleverede hende i børnehave, var det med en knude i maven. Jeg syntes det er svært at skulle undvære hende, det vil jeg gerne indrømme. Det sidste halve år, har jeg gjort alt hvad jeg kunne for at give mine børn tryghed og kærlighed. Jeg har sat mig selv på pause af flere omgange, for at lade deres behov komme først. Hverdagen kører, jeg er blevet vant til at have fart på. Vi kører på rutinerne. Om morgenen står jeg først om med lillesøster, skifter hende, giver hende tøj på, laver havregrød til dem begge. Giver lillesøster mad, drikker kaffe. Så står storesøster op, vi leger lidt på gulvet alle 3, jeg varmer havregrød igen, (de slemme morgener tager jeg dagens anden kop kaffe), spiser morgenmad med storesøster, vi finder tøj sammen (hej selvstændighedsalder), leger lidt mere, går i vaskekælderen eller afsted. Pakket med rygsække, pusletaske, sutteflaske, solhat, huer, skiftetøj og løbecykel. Det er hverdag, og vi er vant til det og det kører egentlig uden grus i maskineriet.

Senere da jeg hentede hende i børnehave, kunne man godt mærke at hun var mærket af, at skulle afsted. Vi snakkede om det, og hun begyndte at græde. Jeg krammede hende, og spurgte hvorfor hun var ked af det, hun var dygtig til at beskrive det for mig. Det handlede kort sagt om, det at skulle afsted. Hun ville gerne afsted, men ville også gerne blive hjemme. Hun bliver 3 år om under to uger. Det er tydeligt, at hun er begyndt at forstå, hvad det vil sige at være skilsmissebarn. At det er at være sammen med den ene forælder, nogle gange udelukker den anden. Og det er fandeme hjerteskærende at være vidne til. I nat vågnede hun flere gange, og jeg skulle ligge sammen med hende, så det gjorde jeg. Hun havde brug for den ekstra tryghed, og det var fint at kunne give hende den.

Her til morgen, stod hun op og var glad. Vi pakkede kuffert, snakkede om hvilket legetøj det kunne være rart at have med. At vi skulle huske badetøjet, så hun kan komme i svømmehallen. Ingen tårer, ingen behov for kram og trøst. Hun var glad, og så frem til at skulle afsted.
Mine døtres far kom og hentede den ældste. Vi spiste morgenmad sammen alle 4 og efter en times tid, drog de to afsted. Min morgenrutine var med andre ord aflyst i morges. Da jeg havde lukket døren bag dem, og sunket klumpen i halsen, gik jeg ind for at putte lillesøster til lur. Da hun sov, smed jeg mig i min seng, lå og læste lidt, og faldt i søvn. Klokken 12:30 havde jeg stadig nattøj på. Senere gik vi ud, sad på en bænk i Hans Tausensparken, midt på dagen, som en almindelig barselsmor. Der er pludselig meget tid, når man ikke skal indregne ture til børnehaven og alt muligt andet. Måske lidt for meget tid?

I løbet af dagen har jeg fået billeder af en smilende pige. I går var jeg i tvivl om, hun var klar til at skulle afsted. Jeg vidste, at jeg ville kunne mande mig op, klare savnet, fordi jeg er voksen og fordi jeg har en anden fornemmelse af tiden – fordi jeg har en fornemmelse af tiden. Men hun var glad i morges og ser ud til at nyde turen. Det var hjerteskærende igår, at høre hende sætte ord på. Men jeg er godt nok glad for at hun kan, stolt af hende og tænker at det nok er godt at vi kan snakke om det. At hun ved, at hun kommer hjem igen, og at det er okay at savne og at man kan glæde sig til at se hinanden igen.

Indtil vi ses, ved jeg at hun bliver forkælet af sine bedsteforældre og af sin far. I aften kommer min mor med lækker aftensmad, og i morgen passer min veninde lillesøster, så jeg kan forkæle mig selv. Jeg kan mærke, at jeg brug for at have ting på programmet. For her er mærkbart mere stille, mindre rodet og tiden går langsommere. Jeg glæder mig til, at få min store, seje og kloge pige hjem igen. Og jeg er sikker på, at hun også er klar til at vende hjem når vi rammer fredag. Indtil da, må vi have det så rart vi kan, uden hinanden.

 

Continue Reading

Girls, girls, girls

I dag er det 3 uger siden, at min far, min bror og flere af mine veninder slæbte/samlede møbler, hjalp med at pakke ud, passede yngsten og en masse andet der skulle til, for at pigerne og jeg kunne have den første nat i nyligheden. I aften er det 3 uger siden, at nogle af mine allernærmeste skovlede den pizza min mor kom med. Og hvor jeg, da jeg sad og kiggede på dem og lyttede til at de snakkede, tænkte på, at mine venner og min familie smelter sammen, i denne her tid. Mine tætteste veninder er efterhånden mere som søstre.

Jeg føler at vi kan sige alt til hinanden, og det at vi har set hvor grimt livet kan være overfor os allesammen, at vi har skælve-grædt sammen, trøstet, skålet og krammet gør, at veninde, på en eller anden måde ikke er betegnelse nok længere. Jeg har en lille håndfuld jeg ser tit, de ved sikkert hvem de er, nogle er nye venner, som jeg kun har mødt fordi jeg bor, hvor jeg bor, nogle er tilbage fra dengang man havde dreadlocks, røg de billigste smøger i frikvarteret og en anden mødte jeg første gang en kold januar dag, da vi begge startede på højskole.

Igår delte jeg halvspontant en flaske vin med to af dem. I virkeligheden burde vi nok allesammen være gået tidligt i seng, og få indhentet det der søvn, vi hele tiden går og mangler. Men nogle gange, tit faktisk, giver det mig fornyet energi, at bruge tid med mine veninder. Energi som jeg ikke kan få ved at sove, eller ved at være i mit eget selskab.

Vi havde flere forskellige emner på bordet igår. Børn, moderskab, job-liv, studieliv, parforhold, livskriser, at have det pisse fucking svært og alt muligt andet. Ret store emner i virkeligheden. Men da jeg gik i seng, faldt jeg i søvn med en følelse af, at vi allesammen kan klare det hele. Især hvis vi har hinanden og taler med hinanden om det hele, også det grimme. For vi er fandeme gode til at støtte hinanden og samle hinanden op.

IMG_4388

Det her billede hænger på min væg. Mine girls, både de store og små, de gamle og de nye, er sgu det største og mest livsgivende jeg har. One love ❤️

Continue Reading

På plads

Så gik der lige tid, siden jeg sidst fik skrevet noget som helst herinde. Jeg har alle mulige halve og næsten hele skriverier liggende. Jeg har alt muligt på hjerte. Noget om hvor meget hjælp jeg har fået, noget om den sidste tids store omvæltning, noget om at være en bekymret mor til en snart 3 årig der har oplevet mange forandringer, noget om at være en moderne skilsmisse-familie, der tager til familietamtam sammen, måske noget om en forestående barnedåb. Men der er stille her på domænet. Der er simpelthen ikke nok timer i døgnet for tiden. Jeg synes hele tiden, at jeg skal noget. Altså noget oveni min hverdags trædemølle med børn, vasketøj, madlavning og alt det der.

I går havde jeg f.eks. besøg, min fars bedste ven, en slags onkel for  mig, var her og hænge billeder op i min stue. Det er blevet skide godt, og nu mangler der snart ikke mere, før vi er helt på plads. Det er fedt.

Samtidig er lillesøster halvsyg, hoste og snot i en skøn kombination, og hun er ikke i sit sædvanlige strålende humør hele tiden. Men har mere lyst til at hænge på sin mor. Så med flyttekasse udpakning, hyldeophængning, eftersøgning af garderobeløsning til verdens måske mindste gang, syg baby, barnedåbsplanlægning, de daglige ture til og fra børnehaven, er der faktisk ikke tid til alt det jeg gerne vil.

I dag mødte jeg en gammel veninde, mens jeg sad og gav lillesøster en sutteflaske. Og da hun spurgte hvordan det gik, fik jeg tårer i øjnene. Jeg var træt og det hele virkede en lille smule uoverkommeligt. Men, for mig skal der tit ikke mere til end en god snak, og efter vi havde snakket lidt, og jeg havde fortalt en masse, havde jeg det helt fint igen. Senere var sundhedsplejersken på besøg, og min lille (store) baby fik en masse ros, og kan alt hvad hun skal. Begge piger har det sgu godt, jeg har det faktisk også godt. Lejligheden ligner et rigtigt hjem, og vi er alle tre ret glade for at være her.
Så alt er godt, og vi skal nok nå det hele. We can do this.

IMG_4331

 

 

Continue Reading

Om lyst til leverpostej

Nå. Jeg har sagt det før. Jeg keder mig aldrig. Never a dull moment, er de ord der beskriver mit liv bedst.

Vi er så godt som på plads i nyligheden. Alle flyttekasser er pakket ud og vi mangler kun lidt knager, billeder og skoopbevaring, før vi er helt på plads. Jeg havde derfor set frem til en uge, hvor jeg ligeså stille kunne gå og dimse med det.

Men sådan skulle det selvfølgelig ikke gå. Jeg har pt en virkelig pylret baby. Hun er forkølet, små-varm og utilpas. Tænderne er på vej igennem. Oh the horror. Derfor vågnede hun også 6 (!!!) gange i nat og kartede rundt of havde helt tydeligt ondt. Det er jo sådan det er, I know. Og jeg var sådan set også forbedredt på at det kunne ske.

Men. Fordi en ulykke som bekendt aldrig kommer alene, så har børnehaven lus og ældsten er ramt.

Eftermiddagen bliver noget med at lusekæmme, med en baby i bæresele. Hvis det rent fysisk, kan lade sig gøre!

Tidligere skrev jeg en SMS til en veninde, hvor jeg efterlyste en hel almindelig hverdagsuge. En hvor det bare er hverdag, uden alt det ekstra man kan smide ovenpå. Ingen skilsmisser, ingen sygdomme, ingen lus eller flytninger. Men sådan en må man åbenbart se langt efter. Måske romantiserer jeg det, men jeg trænger sådan til en god gammeldags kedelig leverpostejs-uge.

IMG_4272

“Vil du have den store æske, eller den med en enkelt kur?” Spurgte manden på apoteket. Jeg svarede “bare den store tak” – sådan er livet nemlig. Det ved jeg. Man skal altid have luseshampoo på lager!

Continue Reading

Instagram

Når det kommer til teknik, sociale medier og sådan noget, er jeg totalt en late bloomer. Det tog mig flere år, at beslutte at jeg ville blogge.  Jeg har læst blogs i mange år, alt i mens jeg har fyldt notesbøger op. I virkeligheden kan jeg ret godt lide at skrive i hånden. Jeg fremkalder stadig billeder, ligesom jeg aldrig kunne drømme om at læse bøger på en tablet. Så jeg egentlig ret glad for det analoge.

Samtidig er jeg virkelig glad for Instagram og følger alt muligt derinde. Der udover, er der et par læsere der efterlyst min profil, og min private har jeg ikke lyst til at dele herinde. Så nu, som den sene starter jeg er, har jeg oprettet en Instagram profil til bloggen her. Følg med her, hvis I vil.

Continue Reading

Kloge børn

In such an ugly world, something so beautiful, synger the Kooks, og de ord kom jeg til at tænke på i dag.

For shit, en grim verden altså. Jeg kan slet ikke holde tanken om det terrorangreb, der skete i Barcelona i torsdags. Barcelona er klart en af mine yndlingsbyer og en jeg meget gerne vil besøge med mine børn en dag. Desuden var min lillebrors søde dejlige kæreste i Barcelona indtil samme dag og jeg er så glad for at hun er okay.

På Nørrebro, hvor pigerne og jeg bor huserer der pt. bandekrig. Min Gudmor ringede forleden fra Jylland, for at sikre sig at vi ikke er blevet skudt endnu, og ville også høre om vi kan gå frit på gaden. Det kan vi. Sådan da. Eller altså, det er sgu da noget jeg tænker over. Og er på en måde glad for, at jeg aldrig går rundt udenfor efter kl. 17, og der er klart visse steder jeg skynder mig igennem eller undgår. Det giver mig myrekryb, at tænke på, at der er røget kugler ind af vinduerne, hos en familie, uhyggeligt tæt på hvor jeg bor. Det skal stoppe nu!

IMG_4088

I dag var mig og min ældste datter på tur til Silvan i Nørrebro Bycenter. Min yngste og pigernes far var hjemme i lejligheden. Inden vi cyklede, sagde jeg lidt i spøg “nu må man håbe at vi ikke bliver skudt”. Jeg er nu som sådan ikke nervøs for det. Men så alligevel.

Da vi kom ud af Silvan holdt der 3 politibiler og der var flere betjente i skudsikre veste. Nogle af dem var ved at ransage en bil og andre holdt en mand fast i håndjern. Det så egentlig ikke så dramatisk ud (jeg har muligvis boet på Nørrebro for længe). Min datter fik øje på en politibil der kærte, og sagde “det er en politibil. Politiet er på vej ud og redde nogen” “måske sidder de fast i et træ og har slået sig”. 

Jeg smilede til hende og sagde, at det troede jeg også. Samtidig tænkte jeg, at verden ville være et bedre og mindre ugly sted, hvis alle anskuede den som en på knap 3 år.

Continue Reading

3 år

For 3 år siden var jeg temmelig højgravid. Min store mave var fyldt med sommerfugle og pakke ind i hvidt stof. For 3 år siden var jeg brud.

IMG_4229

Solen strålede da min far kørte mig ind til Rådhuspladsen. Jeg havde svært ved at have mine trætte fødder i de sorte højhælede sko, så jeg stak først i dem, i det øjeblik jeg skulle hoppe ud af bilen. Vi var lidt forsinkede. Midt på Rådhuspladsen stod min kæreste sammen med sine forældre og med min brudebuket i hånden. Selvom det skulle være en stille dag med kun de nærmeste, ville jeg alligevel gerne have sådan en. Som det sig hør og bør. Han fik ikke øje på mig til at starte med. Da jeg gik henimod ham, tænkte jeg, at det var lidt sindssygt at vi gjorde det. Det føltes som alvor og som forevigt.

Giftefogden snakkede om medgang og modgang. Om svære dage og gode dage. Hun nikkede mod min store mave og sagde noget med, at det jo ikke altid var nemt når der kom børn. Den dag var jeg helt sikker på, at vi ikke ville blive en del af den der grimme skilsmisse statistik.

For et par uger siden, cyklede jeg forbi Rådhuset. Solen skinnede på det, på samme måde som det gjorde, d. 14/9-14. Men den dag, var jeg skilt, og på vej til min venindes polterabend. Jeg funderede meget over, om man mon må fortælle om sin polterabend og bryllup, når det ligesom ikke gik? Slugte den klump i halsen, de tanker medførte. Tænkte “det handler ikke om dig, det her!!”

Vi var altid gode til at fejre mærkedagene. Den dag vi blev kærester, bryllupsdagen og sådan noget. I dag er første gang, vi ikke har bryllupsdag. Dagen har jeg fejret med at pakke flyttekasser ud. Pigerne og jeg har spist kødboller i tomatsauce. Alt er hverdag. Intet festligt på den måde.

På vejen hjem fra børnehave, midt på smarte Jægersborggade, med sved på overlæben, lidt for vågen sprællebaby i den lidt for fyldte barnevogn, med løbecykel over armen og børn over det hele. Udbrød ældstebarnet, helt ud af det blå “Jeg vil ha’ en ridder”, og lige i det øjeblik var jeg tilbøjelig til at give hende ret, og ønske mig en ridder.

Dagen i dag, havde jeg faktisk frygtet at skulle se i øjnene. Broken dreams og alt det der. Men det er ok. Har ikke skænket det så mange tanker, som jeg havde troet, at jeg ville. Jeg har set hele to gode veninder i dag. De har givet mig peptalks, hjulpet med at sætte varer på plads og rykke møbler rundt i stuen. Når ungerne sover kommer en tredje veninde med vin. Så jeg føler mig ikke alene. Langt fra, faktisk. Det er bare noget andet og det andet kan nu også noget. Selvom jeg ikke har en ridder, har jeg alle mine ridderinder og de er de bedste ❤️ Og som en ridderinderne konstaterede i dag, klarer vi os sgu ret godt selv. “Vi er nogle stærke piger”, som barnet også sagde i dag

Continue Reading