We’re here

Weekenden har i den grad stået i flytningens tegn. Fredag formiddag efter ældstebarnet blev afleveret i børnehave, gik vi igang. Eller det vil sige, flytningen har været igang længe. Men det sidste seje træk, var i denne weekend.

Der har været mange hjælpende hænder igang. Min venindes mand, min eks-mands venner, mine søde veninder, min ret så fantastiske familie, nye og gamle naboer. Det er helt på sin plads, at sige, at jeg ikke havde kunne klare det alene.

Nu ligger jeg på sofaen og kigger op i de hylder som hele 4 forskellige mænd, har hjulpet med at hænge op. Goddamn murstensvægge. Jeg er hjemme. Vi er næsten på plads. Jeg er træt i kroppen. Jeg har virkelig fået meget hjælp i den her weekend og jeg er så taknemmelig. Men jeg føler måske også lidt, at jeg har overtrukket hjælpekontoen nu. Det er en svær balancegang. De sidste dage har nok ikke været så sjove for alle. Mine far og bror har virkelig slæbt, bygget Ikea møbler og slæbt lidt mere. Især en af mine veninder har måtte lytte til megen ynk og har også måtte trøste lidt. Mange har løbet op og ned af trapper. Min eksmands bedste ven har været her både igår og i dag og hjælpe mig med alt det, jeg ikke selv kan finde ud af. Er der egentlig nogen der ved, hvor man kan tage et boremaskine-kørekort?

Tidligere i dag, hjalp min far mig med at tømme mine gamle loftsrum og fylde det nye. Verdens mest rædselsfulde opgave. Min far er stor og stærk og det var godt han var der.

Min tante sidder i Aarhus og syer gardiner til min lejlighed. Min faster kørte mig i Ikea. Mine veninder hjalp med at male væggene og pakke kasser og sætte på plads. Alle har været i gang og mit hjem er nærmest et kludetæppe af hjælpende hænders værk.

Når jeg får lidt dårlig samvittighed over, at jeg har trukket så meget på andres hjælp, tænker jeg tilbage på de sidste uger af februar, hvor jeg vitterligt ikke troede, at jeg nogensinde ville kunne være alene med mine børn hverken hele eller halve dage. I dag har jeg – bortset fra 3 timer midt på dagen, været alene med dem. I flytterod. Vi har spist havregrød, været i fakta og pakket flyttekasser ud og der er blevet lavet aftensmad. Der har været mere skærmtid end der plejer, men vi har også tumlet, læst bøger og leget. Det kan godt være, at hjælpekontoen er overtrukket, men heldigvis kan jeg sagtens klare hverdagen og lover mig selv og alle andre, at jeg ikke flytter nogensteder lige foreløbig 😃

 

IMG_4161

Continue Reading

Den sidste nat

Den kommende nat er den sidste nat, jeg sover i min gamle lejlighed. Den første lejlighed jeg har (delvist) ejet. Den lejlighed som mig og min eksmand valgte sammen. Den der skulle være vores hjem.

Min ældste datter, har fundet på at den gamle lejlighed hedder gamligheden og den nye nyligheden. 

I morgen rykker vi over i nyligheden. Ind i vores nye hjem. I dag har jeg, min eksmand, og flere gode (skønne og hjælpsomme) venner hjulpet mig med at komme et ordentligt stykke. Det er vigtigt for mig, at i hvert fald børnenes værelse, står helt klar, når vi rykker. De skal føle sig hjemme, fra første øjekast.

I dag har jeg ligeså stille gået og taget afsked med gamligheden. Jeg har foræret mine gamle Ikea-skabe til to unge flygtninge. Jeg pillet lamper ned, fjernet uroen over puslebordet. Det puslebord min eks-mand byggede, da jeg var høj gravid med den ældste. Jeg kan næsten ikke huske hvordan lejligheden så ud uden. Dørskiltet jeg gav min eksmand i “tillykke-du-er-blevet-far-gave”, med vores families navne på, har jeg skruet ned, med min nye “single-mom”-skruetrækker (Tak Annemette ❤️) Nu er jeg nemlig typen der skal have sin egen værktøjskasse.

Pigerne sover. Jeg drikker en øl på den sofa, jeg købte for et par måneder siden, min første egen sofa. Den kommer min far og bror og slæber over i nyligheden i morgen. Min stue er fyldt med legoklodser, babylegetøj og flyttekasser. I morgen er den tom.

Selvom vi kun flytter rundt om hjørnet. Selvom vi bliver i samme gård. Selvom stukken er ens i begge lejligheder og selvom begge opgange er malet i samme mærkelige lyserøde nuance, er det alligevel pisse vemodigt. Den her lejlighed, gamligheden, var den lejlighed, begge børn blev bragt hjem til. I september 2014, tog min far et billede af to nybagte forældre foran hoveddøren. De holdt begge i liften med en lille bitte pige i. To et halvt år senere, tog min eksmand et billede af en lille ny pige i samme lift. Ved døren ind til lejligheden, babyens mor og storesøster hjalp hinanden med at bære hende over dørtærsklen. Nu er begge piger vokset ud af liften og vi er sammen vokset ud af lejligheden.

Farvel gamlighed. Tak for det hele. For festerne, for hverdagen. For frieriet på sofaen, for de første skridt, for at være rammen om det familieliv der var mit engang. For krampegråden på sofagulvet en sen aften i marts. Jeg håber at nyligheden bliver ligeså fantastisk, og fuld af minder som dig.

IMG_4164

Continue Reading

På det seneste

Som jeg skrev forleden, går det stærkt i de her dage. Jeg har en milliard ting at se til inden pigerne og jeg kan rykke ind i vores nye hjem. Der er så meget jeg har lyst til at skrive, men for nu bliver det bare en slags status.

På det seneste:

  • har jeg været ved at tude over de søde søde kommentarer jeg får her på bloggen
  • været til et meget smukt have bryllup og tudet lidt af rørelse og vemod
  • afleveret tonsvis af tøj til mødrehjælpen
  • malet både lyserøde og blå vægge i lejligheden – det handler om balance
  • fået så meget fantastisk hjælp af familie og venner. Tak tak tak!! (Det har jeg selvfølgelig også været ved at tude over)
  • været til den årlige familieweekend i min eks-mands familie. Hvem sagde moderne idyllisk skilsmisse familie?
  • Pakket og pakket og pakket
  • haft mega meget lyst til at skrive en hel masse
  • bandet over at min (gamle) lejlighed er en labyrint af legetøj og flyttekasser
  • observeret en lille halvårs-unge der er lige ved at knække kravle-koden 😱
  • er jeg blevet forundret og forarget over Ikeas fragtpriser – 799 kroner for at få leveret møbler for 2000 kroner. Når der er fri fragt alle andre steder. Kom ind i kampen Ikea
  • fået en alt for sød gave af søde venner gavekort til nemlig.com og magasin. Så kan hverdagen i den nye lejlighed bare komme an
  • følt mig både hjulpet og elsket ❤️

IMG_4118

IMG_4117

Continue Reading

De nye begyndelsers tid

IMG_4070

I mandags fik jeg nøglerne til min nye lejlighed. Min mor var her og overnatte, så da pigerne var puttet listede jeg derover med tommestok og blok. Jeg sad midt på gulvet et øjeblik og prøvede at tage det hele ind.

Det er sgu underligt. Og rart. Skønt faktisk. Det er en rigtig fin lille lejlighed, jeg har fået. Faktisk er lejligheden det første hjem, der mest bare er mit. Jeg har altid boet sammen med andre. Det gør jeg jo også nu – de allerbedste (og vist mest krævende roomies jeg  nogensinde har haft) Men lejligheden den er sgu min. Det er mit boliglån, min stuk og mine trægulve. Det føles sært, men godt. Tænker at det er godt nok at prøve.

Da jeg sad der på gulvet i mandags, blev jeg igen ramt af det hele. Det er vildt at være kommet hertil. Så hurtigt. Men jeg føler mig klar og glæder mig til de nye begyndelser.

Hurra for at være kvinde i eget hus, hurra for lyserød maling og girlpower.

Continue Reading

De perfekte mødre

For et par måneder siden læste jeg, et fint debatindlæg i Politiken. Overskriften var fængende:

“Smid nu den blankpolerede Instagram-mor ad helvede til”

I februar sidste år, skrev jeg det her indlæg – det minder en smule om debatindlægget fra Politiken. Det rejser i hvert fald lidt samme paradoks, det der med at det er umuligt at gøre det rigtige. F.eks. i forhold til sovende børn – hvis du samsover med dit barn, giver du det den tryghed og nærhed det har brug for, eller også er det fordi du selv har et kæmpe behov for at være tæt med dit barn hele tiden, fordi du er en løvemor, og hvis du samsover kompromitterer du dit parforhold. Hvis man ikke gør det, er man jo ligeglad med sit barn, eller sætter sine egne behov først? Eller hvad? Tit bliver linjerne trukket meget skarpt op og det hele syner meget sort-hvidt.

Jeg kan kun tilslutte både debatindlæg og overskrift. I mine øjne er der slet ikke nok der gør op med glansbilledet. Men det er fandeme også svært. Jeg tænker tit selv over, hvordan jeg fremstiller mit liv her på bloggen. For selvom jeg jo har skrevet om at mit liv langt fra er et glansbillede, med skilsmissen and all that, tænker jeg da over, at det hele heller ikke altid behøver syne så sindssygt hårdt, som det nogle gange kan være. Det er jo både og, og måske får det ene lov at fylde mere end det andet. En der jo virkelig har slået et slag, og været god til at dele, når moderskabet har været hårdt, er Lortemor – jeg har fulgt hende siden hun startede. Især da jeg var gravid og nybagt mor, var jeg glad for at læse at det hele ikke behøver være lutter lagkage hele tiden. Men at dem der deler, når det hele er lidt gråt og grumset, bliver konfronteret groft og meldt til kommunen og hvad ved jeg, giver jo kun plads til flere lyserøde blogs og blankpolerede instagramprofiler – for hvem tør stikke næsen frem, når man risikerer at få kastet i hovedet at man er dårlig mor? Det er dybt urimeligt, synes jeg.

I forhold til de perfekte mødre – eller dem der i hvert fald er det udadtil, har jeg lidt en fornemmelse af at det er ny ting. Eller, selvfølgelig har der altid været mødre der har trumfet alle de andre og er kommet med vilde hjemmelavede kreationer til sommerfesten i børnehaven. Men, det virker alligevel lidt som om at mødrene til kvinder i min generation og før den, ikke lod det fylde helt ligeså meget at være mor, som mange kvinder gør i dag. Det er selvfølgelig både på godt og ondt. For noget tid siden, skrev jeg om det der Mom-shaming, og om at frygte det. Jeg tror, at den gængse opfattelse af moderskabet, har lidt at gøre med mængden af de sten der bliver kastet med.

Med det meste det moderne 2017 menneske gør, virker det ofte på mig, som om at man skal lave top-præstationer i alt hvad man foretager sig. En eksamen er ikke interessant med mindre den smider et 12 tal af sig. Hvis du løber i din fritid, skal du gerne kunne løbe minimum et halv marathon. Alt skal dyrkes ud i det overdrevne. Og samtidig “skal” man være dygtig (eller perfekt) flere steder. Også som mor. Det gælder om at være forælder på elite plan.

Min påstand er at børnene ville have meget bedre af, hvis vi alle sammen tog det lidt mere med ro. Luntede i stedet for at løbe. Men jeg har selvfølgelig ikke nogen evidens herfor.

Det at være mor er efterhånden helt identitetsskabende, og jeg ved godt at jeg er one to talk – jeg har ligesom bygget hele det her blogunivers op om det at være mor, først og fremmest. Men jeg oplever alligevel at der er nogle der er værre end mig. Kvinder der bekender sig til BLW, stimualstik, sammensovning og slynger som om det var en religion. Hvis man er dum nok til at spørge til deres valg, får man serveret en brandtale af den anden verden. Jeg har oplevet flere gange, at man skal have bekendt sig til et valg; hvilken slags mor vil du være? Vil du bruge bæresele eller vikle, skal dit barn sove i slyngevugge, bedsidecrip, babynest, sammen med dig i sengen, eller bare i en tremmeseng? Får dit barn hjemmelavet øko-mad? Øko-mad på glas? Konventionel hjemmelavet, eller på glas? Vil du gå til babyrytmik, babysvømning, eller er du typen der tager din baby med ned i dit crossfitcenter til mor-baby-crossfit? Moder, bekend dig! Det at alting er en google-søgning væk, at du i din barsel kan debattere lystigt på diverse internetfora, mens du ammer.  Jeg tror jeg er virkelig skidt for den her udvikling. Selvfølgelig er det godt, at kunne træffe et velovervejet valg. Men hvorfor skal alting overvejes, googles først, og nærmest forskes i, før du træffer et valg? Den mulighed havde vores egne mødre jo ikke. Jeg tror, at en af grundene til, at mange så gerne vil dele deres valg med andre, og have dem til at bekende sig til samme valg, er at det jo er den ultimative anerkendelse. Hvis du selv er lykkes med noget, hvis andre kan se det, og tilmed både lytter til dit råd og begynder at gøre som dig – så er man da virkelig lykkes som mor, ikke? Det skal ikke forståes sådan, at jeg har noget imod at man bekender sig til et valg, eller en måde at leve på. Men når man nærmest missionerer eller ikke kan forstå at andre gør noget andet, så synes jeg at der er et problem. Jeg er egentlig ret overbevist om, at de fleste faktisk gør det så godt de kan (det meste af tiden 😉) og det synes jeg at man skal have tiltro til.

Forleden snakkede jeg med en kvinde jeg kender, der har børn på samme alder som mine. Vi snakkede om en oplevelse hun havde haft på legepladsen, hvor hendes børn havde teet sig åndssvagt begge to. Hun var flov over det og pisse træt af, at være til offentligt skue i den situation. Jeg sagde til hende, at jeg egentlig tit synes at det er ret befriende at være vidne til den slags situationer. At det er godt at opleve og se, at andres børn også kan være bøvlede og at vi allesammen kan være udfordrede. Hvis vi så allesammen kunne blive bedre til at give hinanden et skulderklap og vise hinanden at det er ok og normalt, så ville det være rigtig godt.

Det korte af det lange for mig, er egentlig ret simpelt. Måske er det fint nok bare at være lidt. Uden at tænke så meget. Uden at google så meget. Og huske at vi til tider allesammen kæmper. Have lidt forældre-solidaritet. Jeg er sikker på, at alle gør deres bedste.

IMG_4059

Continue Reading

Fra skuffen #4

Jeg har tidligere udgivet skriverier fra min skuffe. Jeg holdt et par måneders blogpause, mens skilsmissen stod i lys lue. Det betød dog ikke, at jeg ikke fik skrevet. Læs mere herher og her.

I sommer
Nu er det februar. Jeg sidder med vores 5 uger gamle baby i armene, og den store vimser rundt om mig. Hun er mor-syg. Hun kan godt mærke, at alt ikke er som det plejer. For det er det godt nok ikke. Jeg har ellers prøvet at hele hendes liv, var så plejer-agtigt som muligt. Ro og stabilitet og sådan. Som mor, vil man jo allerhelst skærme sine børn fra alverdens ulykker og triste ting. Men selvom jeg gør mit bedste, oplever de nu begge en ualmindelig trist ting.

I sommer var vi på ferie i det sommerhus ved Vesterhavet, der har været i min familie i mange år. Et sommerhus vi tit har holdt ferie i. Vi jokede med, at du var heldig, fordi du havde giftet dig til en del af sommerhuset. Selvom det er lidt slidt og sjovt indrettet, er det en plet vi holder meget af. Begge to.
Vi havde nogle sløve og dejlige dage derude. Gik på opdagelse i klitterne. Cyklede ture på de faldefærdige sommerhuscykler. Det var den sommer, hvor vores datter virkelig fik smag for jordbæris. Hver dag sov vi fælleslur alle tre. Jeg mærkede livet af lillesøster vokse i maven på mig. En eftermiddag, under fællesluren, vågnede jeg, og mens I sov, lå jeg og tænkte på det paradoksale i at alle de mennesker, jeg altid er kommet bedst ud af det med og som jeg agter og elsker allerhøjest, er dem med lidt ridser i lakken. Dem der har mærket at livet kan gøre ondt. Dem som har befundet sig i et form for stormvejr. Samtidig tænkte jeg på, at mine piger ville få en tryg opvækst, uden noget af det der gør ondt. Mærkeligt nok gav det mig ikke kun glæde at tænke på. Jeg ønsker dem det bedste. Det allerbedste man kan få. Jeg ønsker at de skal være så glade og have det så godt, som man overhovedet kan. Men jeg ønsker også for dem, at de bliver seje, robuste og livserfarne. At de kan klare lidt af hvert. Tit kommer sejheden, livserfaringerne og modet, fordi man har været igennem stormvejret og oplevet at det hele ikke bare er lutter lagkage. Det har de allerede oplevet nu, kan man sige. Selvom de kun er 2,5 år og 5 uger, har livet allerede budt dem udfordringer og svære ting. Desværre. Måske? De er nok for små til, at de mærker hvor kæmpe stort det her er. Men der ingen tvivl om, at de er seje. Begge to.

Continue Reading

Never a dull moment

Titlen på det her blogindlæg, er ret meget også titlen på mit liv de sidste måneder, føler jeg.

IMG_3978

De sidste par måneder har stået på skilsmisse, brystbetændelse, syg baby og eksamen. Derefter var der heldigvis en dejlig sommerferie.

I mandags startede min ældste i børnehave, og indkøringen går så godt. Men hun har brug for nogle flere krammere fra mor, og jeg prøver også at give hende så korte dage som muligt. Fordi et “projekt” ikke er nok, er projekt flytning gået igang. Der er med andre ord, nok at se til hos mig, og derfor måske også lidt stille her på domænet.

På mandag får jeg nøglerne til min nye lejlighed. Det betyder også, at jeg mellem pasning af ½ års baby, indkøring af den knap 3 årige, skal
have pakket hele min lejlighed ned. Det går ikke stærkt, lade mig sige det sådan. Og det er begyndt at frustrere mig en lille smule. Men det er svært, for alting skal også sorteres da jeg skal flytte til noget mindre. I dag har jeg købt ind, givet nogle ting væk til en flygtningefamilie, solgt noget babyhalløj, sat flere ting til salg, hængt i verdens længste telefonkø. Altså udover at bringe barn i børnehave og være barsels-mor.
Jeg føler lidt at jeg er igang hele tiden, og at jeg ingenting når. Der er stadig bunker alle vegne og tusind ting der skal sorteres eller pakkes.

Den telefonkø jeg ventede i, var til Udbetaling Danmark. Da jeg blev færdig med mit studie i sidste måned, søgte jeg om barselsdagpenge. Jeg har ventet og ventet på at få en afgørelse. Jeg har prøvet at ringe virkelig mange gange, men er blevet smidt af, allerede før telefonkøen, på grund af travlhed. Are you kidding me, har jeg tænkt. Travlt, det er det jeg har! For travlt til at skulle bøvle med det også.
Nå men, i dag lykkedes det mig endelig at komme igennem. Havde forberedt en svada om, hvad de egentlig havde tænkt sig, at en enlig mor til to små børn, med en flytning coming up, skulle gøre når nu deres system ikke fungerede.
MEN. Det skulle vise sig, at jeg selvfølgelig har lavet en fejl i min ansøgning. Damen i telefonen var så sød, og så begyndte jeg at tude. Jeg blev simpelthen så ked af at det. Dels fordi det er pisse træls, at have lavet en fejl, dels fordi at der nu er endnu længere til jeg ser de barselsdagpenge. Men egentlig mest fordi, at jeg føler jeg kæmper og kæmper. Prøver at have styr på det hele. Huske det hele. Hver dag er der tusind ting jeg skal huske, skiftetøj, bleer, solhatte og cykelhjelme. Der skal meldes flytning, pakkes og ordnes. Og så er det sgu glippet med den ansøgning. Jo nok fordi jeg har så skide meget om ørerne. Men igen, damen var sød og sagde at hun nok skulle hjælpe mig så hurtigt hun kunne.

Ens for alle de ting, jeg skal ordne er, at det er svært for mig at være fokuseret. Jeg går til og fra hele tiden. Fordi alting skal nåes på den halve tid, og fordi der er mange ting, der er vigtige, prøver jeg at nå det hele på en gang. Derfor føler jeg også, at jeg aldrig bliver helt færdig med noget som helst.

Efter mit opkald til Udbetaling Danmark, tog jeg mig lige en solid tudetur og har nu trukket vejret langt ned i maven. Det. Skal. Nok. Gå! Jeg får et rimeligt overskud med fra min gamle lejlighed, så jeg står ikke og mangler pengene totalt akut. Nu prøver jeg lige at slappe af, mens babyen sover i soveværelset, og storebarnet sover i børnehaven. Har lavet en to-do-liste over flytning, og har besluttet mig for at jeg måske nok er nødt til at bede om nogle hjælpende hænder.

I aften pjækker jeg lidt fra det hele. Min mor kommer og overnatter, og lytter efter pigerne, mens jeg tager ud og får en øl med nogle gamle venner. Det er much needed. Selvom jeg burde bruge tiden praktisk, tror jeg alligevel at det er en god prioritering. Der skal fyldes lidt overskud på kontoen, og lidt honning i honning depoterne, som jeg plejer at sige. bab

Continue Reading

Natteravne

I går startede ældstedatteren i børnehave, og denne uge står således i indkøringens tegn. Det er 2 år siden hun startede i vuggestue, og jeg sidst kørte hende ind. Det var jo noget ganske andet. Nu kan hun f.eks. sige “du må ikke gå, mor”. Heldigvis kan hun også sige “jeg vil blive i børnehaven”. I dag var hun der 1½ time alene og det gik godt. Men da jeg gik derfra i formiddags, havde jeg ondt i maven. Følte jeg svigtede. Følte at der er noget helt unaturligt i at man afleverer sit et og alt til nogle relativt fremmede mennesker. Det er det måske også, men sådan er vores samfund jo nu engang skruet sammen. Det er ikke en mulighed for mig at blive hjemmegående med mine piger. Jeg har lagt nogle planer for min, og deres fremtid, der gør at vi får brug for at de er institution.

På den lyse side, så kan jeg allerede efter to dage mærke hvor meget hun er vokset af at være der. Hvor stolt hun er af at være børnehavebarn og hvor spændende hun synes det er. Når den dårlige samvittighed nager, glæder jeg mig over, at jeg har tid og mulighed for at give hende mange korte dage og fridage. Da hun gik i vuggestue, var det det samme. Jeg ved at hun er tryg, og jeg ved at hun er glad. Men den dårlige samvittighed og de tunge tanker er sværere at slå væk, når man er træt.

I morges var jeg træt. Min nat så nemlig sådan her ud:
22.30: vender og drejer mig og kan ikke falde i søvn
23.30: vågner af at den ældste græder og har slået hovedet ind i sit sengegærde. Får hende hurtigt beroliget og puttet igen. Alt er godt.
23.40: Lillesøster er vågen. Laver en flaske. Giver flaske.
24:00: Lillesøster gylper udover hele min seng. Ned af min ryg, og ned i mine underbukser. Der er gylp über alles.
00:05: Finder ren body og ble. Skifter barn.
00:10: Leder efter sengetøj i mørket
00:15: Skifter sengetøj med så lidt lys som muligt. Er så stille jeg kan. Ingen skal få den fikse idé at det er morgen.
00:20: Leder efter rent tøj til mig selv
00.25: “Aaa-græææ, pludre, pludre, pludre” lyder det henne fra babysengen
Halvanden timer senere sover hun igen.
04:30: Pludren fra sengen igen. Barnet tror tydeligvis at det er morgen.
06:00: Efter mere sutteflaske, mere pludren, bleskift og mere rullen rundt sover yngstebarnet igen.
06:40: “Moaaar, jeg er vågen”.

Da jeg stod op i morges, troede jeg virkelig at alt ville gå galt i dag. Men overraskende nok følte jeg mig ikke så træt. Kender I det, at man er så træt, at man “kun” har ondt i hovedet og tømmermænds-agtige fornemmelser i kroppen? Men jeg havde svært ved at se, hvordan indkøring af børnehavebarn skulle passe sammen med overtræt baby. Men, baby faldt i søvn i barnevognen da vi kørte ind i børnehaven. Så der var god tid til overlevering af børnehavebarn.
Hentede børnehavebarn kl. 12, og kl. 13.30 sov vi alle tre en lur.
Derfor kan jeg nu, fortælle mig selv, at det hele nok skal gå. Huske på at børnehavebarnet ikke ville hjem. At vi har masser af tid sammen. At alt er godt og at indkøringen faktisk gik godt, igen i dag.

20130730-071942Men i nat, der skal vi sove. Aaah, sove..

Continue Reading

Om et sommerhus

Min fars familie har en ret skøn perle af et sommerhus. Eller, sommerhuset i sig selv er et gammelt og lidt slidt træhus og ville, set med andres øjne, nok ikke være noget at råbe hurra for. Det fine ved sommerhuset er, at det er min oldefar der har bygget det og at familien altid har holdt sommerferien her. Vi er flere om at dele det og skiftes derfor til at have det en uge ad gangen. En anden fin ting ved huset, er at det ligger i alleryderste klitrække. Der må ikke bygges længere ude. Så der er masser af natur og strand lige ved huset, og det meste af det føles som vores.

Jeg har brugt mange sommerferier i huset. Både som barn og voksen. Huset står der altid og ligner sig selv. På væggen hænger et stamtræ over familien. Der hænger billeder af mine oldeforældre og billeder af familien samlet. Min oldefars gamle gyngestol står der endnu, på den samme plads, den altid har stået. Sommerhuset emmer af familie-hus.

Alligevel havde jeg det som om, at jeg fik en mavepuster, da vi trådte ind i huset sidste lørdag. For der er jo naturligvis mange minder forbundet med sådan et sted. Den her gang mindede det mig ikke om barndoms-somre, bølgebrus og sand i håret. Den her gang mindede dig mig om sommeren 2016. Sidste sommer var min eksmand, datter og jeg derovre for første gang helt alene. Vi har altid været afsted sammen med mine forældre. Men efter vi fik vores eget barn, gav det ligesom mening at vi begyndte at bruge huset selv. Sidste sommer gik jeg rundt med en lykkelig hemmelighed i maven. Jeg var ny-gravid og det var ikke mange udover vores egne forældre der vidste besked. Da jeg trådte ind i sommerhuset sidste lørdag, igen i selskab med mine forældre (og begge pigerne, selvfølgelig), var det som om hele sidste års sommerferie passerede revy. Jeg så det hele for mig. Vi cyklede ture med vores dengang 1,5 årige datter i cykelsæde, plukkede blomster og pressede dem i tykke bøger, spiste is, gik ture på stranden. Var sammen. Vi havde det sgu da godt. Vi var en familie, en lille voksende familie. Mens sidste sommer udspillede sig i mit hoved, ramte det mig, hvor sindssygt hurtigt det hele er gået.

At man den ene sommer, kan føle sig som en lykkelig lille kernefamilie og man den næste er enlig mor til to. Det er ufatteligt, og det er virkelig barskt at tænke på, hvor uforudsigeligt livet kan være.

I sommerhuset holder vi gæstebog. Hver gang nogen har været der, skriver de en hilsen i bogen. Vi er oppe på bog nummer 4 nu, og den første af bøgerne, blev vist påbegyndt i starten af 70’erne. Det er vores helt egen lille familiekrønike, og at sidde og bladre dem igennem og se det hele for sig, er noget ganske særligt. Jeg har selvfølgelig selv skrevet i gæstebogen. Både som barn, teenager, som voksen, som mor. Jeg skrev i den sidste år og berettede om de dejlige dage min egen lille familie havde haft, at vi så en grævling, spiste jordbæris og kørte på cykel. Da jeg genlæste det, begyndte tårerne at presse sig på. Jeg lød så glad, dengang. For bare et år siden. Min mor fangede godt, at jeg ikke var helt på toppen, gav mig et stort kram og sagde ting som, “selvfølgelig har du det sådan, det er ikke mærkeligt”. 

Heldigvis blev jeg hurtigt kaldt tilbage til nutiden. Min ældste datter var gået på opdagelse i sommerhuset, og hun ville have mig med. Selvom hun kan huske mange ting, sin alder taget i betragtning, kunne hun tydeligvis ikke huske at hun havde været i huset før. Vi gik ud i solen, og hen til garagen. “Kan man åbne den?”, spurgte hun. Jeg svingede den halvknirkende gamle trælåge op, og vi kiggede ind i garagen. Gulvet er halvt sand, halvt fliser, og min datter udbrød begejstret “se mor, en sandkasse”. Vi fandt skovle og spande frem og begyndte at grave. Hver dag i ferien, skulle vi ud i garagen. Det endte med at være et af hendes yndlingssteder.

Som timerne og dagene gik i det gamle sommerhus ved Vesterhavet, blev det ligeså stille fyldt med nye ferieminder. Min yngste datter tog sine første kravletag på gulvet, min ældste viste hvor god hun er blevet til rollelege. Vi fandt et nyt sted at købe vores is. Vi var på loppemarked, dyppede tæerne i det vilde Vesterhav, fandt muslingeskaller, var på museum, på restaurant, fejrede mormors fødselsdag, var i svømmehal og en helt masse andet. Fredag aften var det igen tid til at skrive i gæstebogen. Jeg undlod ikke at fortælle, at det havde været svært for mig at se huset igen, men kunne heldigvis igen berette om en dejlig uge, fyldt med gode minder og oplevelser og når jeg læser det næste år, er jeg sikker på, at jeg vil tænke; hvor lyder jeg dog glad.

IMG_3804

Skyer over Vesterhavet

Continue Reading

Early birds

Den der står tidligt op, får noget ud af dagen. Som man (lettere lallet) siger. Klokken har lige akkurat passeret ti, og vi har allerede været i gang i mange timer. Det føles i hvert fald sådan. Jeg havde egentlig planlagt, at udgive et lidt tungere blogindlæg i dag, men jeg blev ikke helt færdig med det igår aftes. Derfor bliver vi en den lette ende.

Man ved at man har været tidligt oppe, når klokken er 10 og man allerede har:

  • luftet løbecyklen og barnevognen
  • været på legepladsen
  • fået serveret kage, lavet henholdsvis af LEGO og sand
  • kogt havregrød
  • vasket havregrødsgryde op
  • været hos bageren og hente den obligatoriske tebolle
  • solgt og overleveret dagens første ting (jeg downsizer for tiden, vi skal snart flytte)
  • haft opvaskeren til at køre i 2 timer
  • tørret mælk af sofaen
  • puttet det ene barn til lur
  • drukket to kopper kaffe
  • brygget dagens 3. kop
  • skrevet et blogindlæg i punktform, fordi du er lidt træt

Nu er klokken halv elleve, min kaffe er varm og ældstebarnet gaber. Måske de to banditter har tænkt sig at sove samtidig?

God søndag derude.

IMG_3877

Continue Reading