Tvivl

I juni 2017 færdiggjorde jeg min læreruddannelse. Helt nyskilt og med en lille baby på armen. Dagen for min sidste eksamen var en helt fantastisk og meget forløsende dag. Efter eksamen og den afsluttede uddannelse, havde jeg et halvt års barsel. Der udover at være sammen med yngsten også stod på børnehave-indkøring og flytning. Nu er yngsten så startet i vuggestue, min barsel er forbi og jeg er jobsøgende. I den forbindelse gør jeg mig mange tanker om fremtiden, om arbejdsliv, om hvad min drøm er, hvem jeg skal være, når jeg ikke er mor. Kæmpe store eksistentielle overvejelser.

Igår kulminerede de tanker lidt. Jeg var til åbent hus på Danmarks Pædagogiske universitet og allerede i bussen skriblede jeg det her ned på min telefon:

Jeg er ude i virkeligheden uden mine børn. Jeg skal til åbent hus på et universitet. Men jeg ved ikke, om det er noget for mig. Jeg sidder i bussen. På et sæde for mig selv. Bagerst i bussen. Langt væk fra barnevognspladsen. På voksenpladsen. Et af tidens store hits brager ud gennem højtalerne oppe hos chaufføren. Jeg ved ikke om jeg kan lide den. Jeg ved ikke hvad jeg vil. Hvem jeg er. Eller hvad jeg kan lide.

Jeg ved at jeg er top god mor for mine børn. Jeg kender deres behov, før de kender dem selv. Jeg ved hvad de mangler. Hvornår de er sultne. Jeg ved hvor der er uld på tilbud. Hvad for noget øko babymad der er bedst. Jeg har helt styr på det. På at være mor.

Men nu skal jeg finde ud af hvad der skal ske med mig. Med Louise. Med hende der skal være noget, mens de er institution. Hvad skal være det, der giver os mad på bordet? Den helt store egoistiske beslutning. Hold kæft, hvor kan jeg bare ikke finde ud af at træffe den. Jeg har brugt et år på at overleve. På at falde på plads. På at redde mig selv og mine børn. Men nu ved ikke hvad jeg skal tage mig til. Der er så roligt nu. Jeg er i tvivl om hvad jeg brænder for og jeg frygter lidt, at jeg ikke rigtig kan mærke mig selv. At jeg simpelthen har glemt hvilket aftryk jeg gerne vil sætte på verden. Skal det være den ene eller den anden vej? Studie eller job? Hvad vil jeg helst? Mulighederne virker uendeligt mange, og det er faktisk lidt uoverskueligt. 

 

I’m still alive

2,5 uge skulle der gå, før jeg fik checket ind her på domænet. Det er der én god grund til:

Vuggestuestart,

Jeg har prøvet før, men ikke på den her måde. Pyller og sygdom i lange baner. Hos os alle tre.

Den yngste hev en eller anden mavevirus med hjem i sidste uge, og hun var ramt og jeg blev ramt BIG TIME. Jeg plejer ellers at kunne bryste mig af et jernhelbred. Men okay, et år uden sammenhængende søvn, gør en til et nemt offer. De sidste 14 dage har jeg haft ondt i maven og ingen appetit. Været svimmel og kolossalt træt. På en måde, tror jeg, at det var godt nok for mit system med sådan en omgang. Jeg har fået hvilet mere de sidste 14 dage, end jeg har det seneste år.

Tirsdag var første dag, hvor vi alle tre var tilbage i topform. Jeg er tilbage ved computeren, møderne og jobansøgningerne.  Pigerne bliver begge to afleveret i institution. Den mindste er faldet totalt godt til, og er mega glad dernede. Det giver så meget ro, at vide.

Ro er for mig, totalt essentielt i denne her tid, kan jeg mærke. Det seneste år og det at skulle tackle og overleve det, sidder ret dybt i mig. At det ikke mere er ren overlevelse, frigiver plads til tanker. Dybe tanker, strøtanker, triste tanker, stolte tanker. Men også katastrofetanker. Forleden aften havde jeg ret svært ved at falde i søvn. Mine tanker begyndte at køre i ring og handlede om overlevelse. Jeg tænkte på, hvad jeg skulle gøre, hvis lejligheden pludselig stod i flammer. Hvordan jeg skulle få pigerne og mig selv ud, hvis det ikke var muligt at bruge døren ud til opgangen. Skulle vi springe ud af vinduet? Kaste en madras ud først? Hvor farligt ville det være? Hvad ville jeg gøre, hvis nogen brød ind i lejligheden?

Det kørte virkelig i ring. Men det er nok ikke så mærkeligt. Det er jo tanker om overlevelse. Mine tanker og min krop er i totalt beredskab. Jeg har jo lært, at det værste kan ske. At det kan være nødvendigt, at klare sig igennem. At man ikke nødvendigvis når at tænke, før man står mit i katastrofen og skal overleve. Jeg har heldigvis lært, at mit overlevelses instinkt er særdeles veludviklet, at jeg ved hvad jeg skal gøre når katastrofen rammer. At jeg klarer det. At jeg handler mig ud af det.

Selvom jeg ved, at jeg klarer det. At jeg overlever og at jeg faktisk har det godt, er jeg alligevel begyndt at se en psykolog. Det at der nu er ro omkring mig, at jeg er landet og at alt er godt, giver plads til, at jeg virkelig mærker hvad der er sket. Reflekterer over det og det er rart at have hjælp til. At sætte det hele lidt i system. Jeg har brug for at være proaktiv omkring mig selv og min situation, brug for at bearbejde, for jeg tror kun, at det giver mig mere styrker og flere overlevelsesressourcer. Jeg har hele tiden haft en god mavefornemmelse, eller hvad man nu skal kalde det, været ret sikker på at min skilsmisse ikke ville knække mig, heller ikke selvom det hele har været vildt og voldsomt. Men for at være hel sikker, vil jeg gerne bruge det overskud jeg har, på at få den bearbejdet bedst muligt. Så det prøver jeg på, og det er rart. Psykologen er sød, hun siger gode ting og roser mig. Det er rart. Men det rareste er i virkeligheden, at have en ventil som kun er min. Hvor jeg ikke skal stå til regnskab for noget. Hvor jeg kan sige alt det der fylder i mit hoved, også det der ikke er hensigtsmæssigt for noget (eller nogen) som helst. Jeg kan få min vrede ud, min ked-af-det-hed og det hele. Uden at det får konsekvenser. I lænestolen hos psykologen behøver jeg ikke tænke på andre end mig selv. Det er sjældent. Det er vigtigt og det er rigtig dejligt.

Det er snart et år siden, jeg fik opkaldet der ændrede alt. Et år siden jeg stod med 2,5 årig og en lillebitte baby på 5 uger og skulle klare det. Der er ingen tvivl om, at det var mega-hårdt, mega-svært. Men så, pludselig er der gået et år, og mit liv er blevet så uendeligt meget nemmere. Den mindste af pigerne er fyldt et, og selvom det selvfølgelig er vemodigt (og sygt voksen-agtigt!!) ikke at have en baby længere, er det virkelig også fedt. Hun kan spise alting, hun kan selv gå, sover bedre og bliver hele tiden mere selvkørende.

Hele tiden bliver det nemmere. Over hele linjen.

Herfra kan det faktisk kun gå fremad. Op ad.

1 år

 

              D. 15. januar 2017, kl. 12.30.          Som jeg skriver det her, er det her billede præcis et år gammelt. Og hvilket å

I dag bliver min yngste datter 1 år. For et år siden, søndag d. 15. januar 2017, lå jeg på fødestue og var efter 3 dages igangsættelsesproces ærlig talt ved at være pisse utålmodig. Jeg havde haft veer om natten, som var forsvundet igen, og i det hele taget havde jeg ikke særlig meget lyst til at være på hospital længere. Tålmodighed har aldrig været min stærke side, og jeg bryder mig generelt ikke om at vente, så man kan nok regne ud, at det ikke var spor sjovt. Jeg savnede min ældste datter, havde dårlig samvittighed over at være væk fra hende. I dagene med igangsættelse, havde jeg været indlagt på en firesengsstue, som mest af alt mindede om en banegård. Jeg ville bare gerne hjem og allerhelst af alt, var jeg så klar til at føde og møde min datter nummer 2.

Da selve fødslen endelig gik igang, gik det stærkt. Kl. 13 skrev jeg til min veninde, at der var skruet op for mit vedrop.

Klokken 13.37 lød der et vræl, og endelig var hun der.

Kære E, 
Kl. 13.37, den 15. januar ændrede mit liv sig på den allerbedste vis. Du kom ud til os. I en allerhelvedes fart. Meget større end samtlige jordemødre havde skønnet. Med en lille spids næse og et kuglerundt ansigt. Helt anderledes end din søster. Så meget dig selv. Du ammede fra du var 2 minutter gammel, og har haft appetit som en murerarbejdsmand lige siden. Du kom virkelig med alt hvad der var dig, den dag. Raketfart, glubende appetit, mild og glad, og som helt din egen. 

Jeg har aldrig mødt et barn med et så godt humør som dit. Allerede meget tidligt, smilede du til alt og alle på din vej. Du er sjældent ked af det, eller sur. Bare glad. Nysgerrig og helt utroligt undersøgende. Din morfar siger, at du har et virkelig vindende væsen – og det er så rigtigt. Det er svært, nærmest umuligt, at være i dårligt humør i dit selskab. Du er en helt fantastisk følgesvend at have. Tager alt med et smil, og ser alt som en mulighed for at opdage noget nyt, fornemmer jeg. Det kunne mange lære noget af – det har jeg lært meget af. På den måde kom du og gjorde alt så lyst og fint. 

Du er top sej, og lynhurtigt. Du har været gående i knap 3 uger, og øver dig allerede i at løbe. Du kravler henover samtlige forhindringer jeg laver, for at afholde dig for at pille billeder ned fra væggene. Kravler op på stole og skamler. Op og ned. Ud og afsted. Der er fart på, og du er så sjov at spæne efter. Du er lige startet i vuggestue, og vader som det naturligste i verden ind på de store børns stue, allerede på første dag. Totalt ukuelig <3

Der ingen tvivl om, at du elsker din storesøster helt kolossalt. Hvor hun er, vil du være, og du skal nok komme derop. Du vil med. Heldigvis er følelsen helt tydeligt gengældt. Så sent som igår, sad i sammen på køkkengulvet, mens jeg lavede havregrød. I hvilede hovederne mod hinandens. Din storesøster nikkede ligeså stille hovedet op og ned, og sagde “jeg vil bare gerne nusse hende”. Der er ingen tvivl om, at det er kæmpe stort at blive mor, livsomvæltende og livsbekræftende på en måde man slet ikke fatter. Men ingen havde fortalt mig, at man i fysisk forstand, kan mærke sit hjerte boble og hoppe, når man ser to mennesker, man helt selv har lavet, elske hinanden.

Dit første år i livet, har budt på lidt af hvert. Opture og nedture, kan man sige. Men, du er simpelthen så optur, lille store E.
Intet er større end, at være din (og din søsters) mor. Det er det vigtigste og bedste nogensinde.
Tak for dit første år, som har givet mig meget mere end jeg nogensinde kunne forestille mig. Og kæmpe kæmpe tak for dig. Du var den rigtigste der kunne dumpe ind i mit liv, der for et år siden.

Jeg elsker dig.