De perfekte mødre

For et par måneder siden læste jeg, et fint debatindlæg i Politiken. Overskriften var fængende:

“Smid nu den blankpolerede Instagram-mor ad helvede til”

I februar sidste år, skrev jeg det her indlæg – det minder en smule om debatindlægget fra Politiken. Det rejser i hvert fald lidt samme paradoks, det der med at det er umuligt at gøre det rigtige. F.eks. i forhold til sovende børn – hvis du samsover med dit barn, giver du det den tryghed og nærhed det har brug for, eller også er det fordi du selv har et kæmpe behov for at være tæt med dit barn hele tiden, fordi du er en løvemor, og hvis du samsover kompromitterer du dit parforhold. Hvis man ikke gør det, er man jo ligeglad med sit barn, eller sætter sine egne behov først? Eller hvad? Tit bliver linjerne trukket meget skarpt op og det hele syner meget sort-hvidt.

Jeg kan kun tilslutte både debatindlæg og overskrift. I mine øjne er der slet ikke nok der gør op med glansbilledet. Men det er fandeme også svært. Jeg tænker tit selv over, hvordan jeg fremstiller mit liv her på bloggen. For selvom jeg jo har skrevet om at mit liv langt fra er et glansbillede, med skilsmissen and all that, tænker jeg da over, at det hele heller ikke altid behøver syne så sindssygt hårdt, som det nogle gange kan være. Det er jo både og, og måske får det ene lov at fylde mere end det andet. En der jo virkelig har slået et slag, og været god til at dele, når moderskabet har været hårdt, er Lortemor – jeg har fulgt hende siden hun startede. Især da jeg var gravid og nybagt mor, var jeg glad for at læse at det hele ikke behøver være lutter lagkage hele tiden. Men at dem der deler, når det hele er lidt gråt og grumset, bliver konfronteret groft og meldt til kommunen og hvad ved jeg, giver jo kun plads til flere lyserøde blogs og blankpolerede instagramprofiler – for hvem tør stikke næsen frem, når man risikerer at få kastet i hovedet at man er dårlig mor? Det er dybt urimeligt, synes jeg.

I forhold til de perfekte mødre – eller dem der i hvert fald er det udadtil, har jeg lidt en fornemmelse af at det er ny ting. Eller, selvfølgelig har der altid været mødre der har trumfet alle de andre og er kommet med vilde hjemmelavede kreationer til sommerfesten i børnehaven. Men, det virker alligevel lidt som om at mødrene til kvinder i min generation og før den, ikke lod det fylde helt ligeså meget at være mor, som mange kvinder gør i dag. Det er selvfølgelig både på godt og ondt. For noget tid siden, skrev jeg om det der Mom-shaming, og om at frygte det. Jeg tror, at den gængse opfattelse af moderskabet, har lidt at gøre med mængden af de sten der bliver kastet med.

Med det meste det moderne 2017 menneske gør, virker det ofte på mig, som om at man skal lave top-præstationer i alt hvad man foretager sig. En eksamen er ikke interessant med mindre den smider et 12 tal af sig. Hvis du løber i din fritid, skal du gerne kunne løbe minimum et halv marathon. Alt skal dyrkes ud i det overdrevne. Og samtidig “skal” man være dygtig (eller perfekt) flere steder. Også som mor. Det gælder om at være forælder på elite plan.

Min påstand er at børnene ville have meget bedre af, hvis vi alle sammen tog det lidt mere med ro. Luntede i stedet for at løbe. Men jeg har selvfølgelig ikke nogen evidens herfor.

Det at være mor er efterhånden helt identitetsskabende, og jeg ved godt at jeg er one to talk – jeg har ligesom bygget hele det her blogunivers op om det at være mor, først og fremmest. Men jeg oplever alligevel at der er nogle der er værre end mig. Kvinder der bekender sig til BLW, stimualstik, sammensovning og slynger som om det var en religion. Hvis man er dum nok til at spørge til deres valg, får man serveret en brandtale af den anden verden. Jeg har oplevet flere gange, at man skal have bekendt sig til et valg; hvilken slags mor vil du være? Vil du bruge bæresele eller vikle, skal dit barn sove i slyngevugge, bedsidecrip, babynest, sammen med dig i sengen, eller bare i en tremmeseng? Får dit barn hjemmelavet øko-mad? Øko-mad på glas? Konventionel hjemmelavet, eller på glas? Vil du gå til babyrytmik, babysvømning, eller er du typen der tager din baby med ned i dit crossfitcenter til mor-baby-crossfit? Moder, bekend dig! Det at alting er en google-søgning væk, at du i din barsel kan debattere lystigt på diverse internetfora, mens du ammer.  Jeg tror jeg er virkelig skidt for den her udvikling. Selvfølgelig er det godt, at kunne træffe et velovervejet valg. Men hvorfor skal alting overvejes, googles først, og nærmest forskes i, før du træffer et valg? Den mulighed havde vores egne mødre jo ikke. Jeg tror, at en af grundene til, at mange så gerne vil dele deres valg med andre, og have dem til at bekende sig til samme valg, er at det jo er den ultimative anerkendelse. Hvis du selv er lykkes med noget, hvis andre kan se det, og tilmed både lytter til dit råd og begynder at gøre som dig – så er man da virkelig lykkes som mor, ikke? Det skal ikke forståes sådan, at jeg har noget imod at man bekender sig til et valg, eller en måde at leve på. Men når man nærmest missionerer eller ikke kan forstå at andre gør noget andet, så synes jeg at der er et problem. Jeg er egentlig ret overbevist om, at de fleste faktisk gør det så godt de kan (det meste af tiden 😉) og det synes jeg at man skal have tiltro til.

Forleden snakkede jeg med en kvinde jeg kender, der har børn på samme alder som mine. Vi snakkede om en oplevelse hun havde haft på legepladsen, hvor hendes børn havde teet sig åndssvagt begge to. Hun var flov over det og pisse træt af, at være til offentligt skue i den situation. Jeg sagde til hende, at jeg egentlig tit synes at det er ret befriende at være vidne til den slags situationer. At det er godt at opleve og se, at andres børn også kan være bøvlede og at vi allesammen kan være udfordrede. Hvis vi så allesammen kunne blive bedre til at give hinanden et skulderklap og vise hinanden at det er ok og normalt, så ville det være rigtig godt.

Det korte af det lange for mig, er egentlig ret simpelt. Måske er det fint nok bare at være lidt. Uden at tænke så meget. Uden at google så meget. Og huske at vi til tider allesammen kæmper. Have lidt forældre-solidaritet. Jeg er sikker på, at alle gør deres bedste.

IMG_4059

You may also like

2 kommentarer

  1. Og Amen til det! Jeg tænker meget over de samme tanker (fordi jeg er på barsel og har tid til at læse alle de der åndssvage debatter på internettet, ahem…)

    Min mor siger ofte, at hun ville ønske for mig, at jeg ikke havde haft alle de mange valg og al den let tilgængelige information. At det var noget nemmere for hende at være mor, end hvad det er for mig i dag.
    For det er nemlig det det med, at vi allesammen gerne vil være så skide perfekte. Og ikke vil lave fejl. For mig gælder det, at jeg vil skåne mine børn for alle de mange nederlag, jeg selv har været igennem som barn. Det er nok gældende for alle forældre, når jeg tænker over det, men det gør jo netop, at jeg er så bange for at træde ved siden af. Tææænk, hvis jeg gav dem ar for livet. Tja, så lærte vi allesammen noget af det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *