Det var den barsel

Sidste mandag meldte jeg med ledig i min A-kasse. Den første uge som jobsøgende er overstået, og min barsel er endegyldigt slut.

Barselsdagpengene kommer ikke længere. Min lille baby er på ingen måde lille mere. Hun kravler op i senge, stole og sofaen. Hun går langs væggene. Har taget et enkelt skridt nogle gange. Hun spiser mad sammen med os andre. I håndværker-portioner. Hun griner. Leger. Vinker og klapper. Hun er en tumling. På nogle og firs centimeter. Og adskillige kilo.

Det er vildt.

Forleden skrev min veninde, at det da godt nok gik stærkt med hende. Jeg svarede tilbage, at det næsten er som om hun sprang babystadiet over. Jeg fik en klump i halsen. Babytiden gik stærkt. Barselstiden gik stærkt. Måske for stærkt?

Der har været seriøst mange ting på programmet. For mange. For mange ufrivillige ting. Tiden gik med skilsmisse. Med eksaminer. Med ble-smidning, pottetræning og børnehave-start for den store. Med flytning for os alle sammen. En livsomvæltende barsel i mere end en forstand. 2017 som jo nærmer sig sin slutning har eddermaneme godt nok haft forandringer på programmet.

Og hvad så med babyen? Hun har fulgt med. Hele vejen. Jeg har haft hende i armene, på skulderen, i en sele på maven, i barnevognen eller ladcyklen hele vejen. Hun sov på min mave da jeg modtog skilsmissebegæringen. Hun var med til bankmøde da fælles økonomien skulle splittes. Hun sov i gården, da jeg malede væggene i den nye lejlighed. Hun er verdens gladeste baby. Jeg har aldrig mødt en med så godt et humør som hende. Hun er ukuelig, sej, sød, grinende, smilende og glad. Hun elsker sin storesøster og lyser op når hun får øje på hende, og ingen kan give hende grineflip som søster. Hun er tryg ved andre mennesker. Smiler til alle vi møder på vejen. Hun er ikke bange for noget og kravler gerne op hvor der er allerhøjest. Hun følger med. Hun vil med. Der hvor storesøster er, vil hun også være. Derfor må man lære at kravle op i sengen til hende, og det gør man så. Om lidt skal hun i vuggestue. I samme institution som sin storesøster. Det giver mening på så mange planer. De er allerede tætte. Måske tættere end andre søskende. Måske de godt ved, at de to virkelig er nødt til at holde sammen?

Så ja, barslen fløj forbi. Det er trist. Vemodigt. Den kommer aldrig igen, og babyen bliver aldrig baby mere. Det sætter tanker igang om et år, der på mange måder var skidt. Men faktisk også godt. For vi har det jo godt. Jeg ved at jeg nåede at nyde det. Muligvis ikke nok, for det gør man aldrig. Men der var mange små øer, hvor jeg bare sad og iagttog hende. Revnede af stolthed og rørelse. Hvor jeg holdt hende ind til mig. Jeg elsker det lille menneske, og jeg skal se hende meget mere, jeg er ikke færdig med at være stolt, eller med at holde hende, passe på hende og være hendes mor. Heldigvis. Og af erfaring ved jeg, at det hele er magisk og stort. Også når de er store. Alle aldre kan noget, og der er meget uudforsket land endnu.

Man kan (åbenbart) godt amme og læse til eksamen samtidig. Jeg behøver nu ikke prøve det en anden gang 😀

2 tanker om “Det var den barsel”

  1. Vi har stået med nogle helt andre udfordringer, men jeg har det på samme måde som dig. Den forsvandt ligesom bare. Har meldt mig ledig i dag. Ville lidt ønske, jeg kunne være lige så cool omkring det, som du virker til at være

    1. Ja, det er tungt. Men jeg har det virkelig sådan, at alle aldre er fede og jeg nyder virkelig hvordan min yngste er nu. Jeg ville stadig ønske, at min barsel havde været mere barsels-agtig. Men jeg tænker, at jeg måske får et barn og en barsel en anden gang, og kan prøve det engang til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *