Eksamen på barsel

Never a dull moment, det er ret meget historien om mit liv, føler jeg. Det ene projekt bliver lynhurtigt afløst af det næste.

Om under en uge skal jeg til eksamen. Min forhåbentlig sidste eksamen på læreruddannelsen. En eksamen jeg troede, at jeg kunne nå i januar, inden lillesøster kom til verden. Virkeligheden skulle vise sig at være en anden. En ganske anden. Jeg nåede det ikke. Og så skete der jo alt muligt. Eksamen har virkelig ikke været det jeg tænkte mest på.

I december skrev jeg bachelorprojekt, afleverede efter at have ligget til observation på Riget, fordi jeg væltede på cykel. Det bachelorprojekt har haft ret dårlige betingelser, på flere måder. I de her dage forsøger jeg at læse på det, når jeg har ledigt øjeblik. Dem har jeg ikke mange af.

Min bedste studieveninde, krykke og tro væbner gennem hele min uddannelse, blev færdig i mandags. Jeg dukkede uanmeldt op med blomster for at fejre hende, og det var kæmpe stort at dele øjeblikket med hende. Da jeg ventede på, at hun skulle komme ud fra eksamenslokalet, faldt jeg i snak med en af mine andre medstuderende, en der startede sammen med os, og som også fik to børn undervejs. Hun spurgte til mit bachelorprojekt, og hvad jeg havde skrevet om. I det øjeblik kunne jeg slet ikke huske det. Altså hele mit emne. Det ord jeg har skrevet måske 100 gange i min opgave. Det var totalt pinligt, og lidt skræmmende. Heldigvis dukkede det op, og jeg undskyldte mig med at jeg simpelthen var så spændt på min venindes vegne. Det var jeg også. Men jeg kunne også mærke alvoren, eksamenssommerfuglene og de begyndende nerver. Snart er det mig. Hvis noget ikke går galt. Igen.

Om alt går vel, er jeg på torsdag kl. 14.00 uddannet folkeskolelærer. Hvis jeg altså ikke glemmer ordet relationskompetence. 

20170617_150443

You may also like

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *