En helt særlig søndag

I søndags var der høstgudstjeneste i Stefanskirken, her på Nørrebro. I kurve stod der solsikker, dahlia, græskar, vindruer, æbler, blomkål og andre frugter, blomster og grøntsager. Mine piger og jeg var der, iført blomster fra top til tå. Vores familier var der. Vores venner var der. Alle dem der er særlige for os. Alle dem som elsker os og som vi elsker var der. I søndags blev mine døtre nemlig døbt.

IMG_2685

Det har ikke altid været planen, at de skulle det. Men det må jeg uddybe en anden gang. I dag vil jeg hellere skrive om den helt særlige og magiske søndag det var.

For det var helt særligt. Både op til, under og efter. Når jeg tænker tilbage på dagen, bliver jeg virkelig helt varm indeni. Det var ret stort at mærke, hvor mange der støtter op om mine døtre (og mig).

Undervejs i planlægningen af både dåbsritualet og den efterfølgende reception, blev det meget tydeligt for mig, hvor vigtige begge dele var for mig. Min eksmand annoncerede skilsmisse dagen efter vi havde lavet invitationer til lillesøsters Velkommen til verden-fest, og da jeg sad og lavede de nye indbydelser, blev det ret klart for mig, at der måske lidt var tale om at binde knude på en snor. Jeg har haft det virkelig svært med, at min yngste datter ikke fik en almindelig start på livet. Eller hvad man nu skal kalde det. At hun blev skilsmissebarn som 5 uger gammel, at store dele af hendes familie ikke rigtig har set hende, at hun ikke fik en fest, at jeg græd på hende når jeg ammede, og alt muligt. Hun har slet ikke lidt overlast, for babyer ved jo slet ikke hvad en “almindelig” start på livet er.
Men, i søndags fik jeg på en måde bundet sløjfe på det hele.

Pigerne blev døbt sammen, og selve dåben var så fin og smuk som den kunne være. Jeg er ret glad for at de gjorde det samme, det i sig selv, er der noget rørende ved. Selvom de selvfølgelig er selvstændige individer, og at de ikke skal tvinges til at være venner altid, betyder det meget for mig, at de har mange ting de deler. Også de store dage. Efter den kirkelige handling, havde vi (min eksmand og jeg) inviteret vores familie og venner til en lille reception i Osramhuset. Jeg havde bagt kager, min søde mor havde købt brød, og en af mine helt fantastiske veninder og hendes lillesøster, fik det ellers lidt kedelige lokale til at tage sig virkelig fint ud. Op til arrangementet har flere af mine veninder været indeover, hjælp til bagning, udlån af køkkengrej, og da jeg i fredags havde det lidt som om at jeg ville dejse om, holdt mine to yndlingsnaboer et ekstra øje med mig. Igen igen, var et projekt i mit liv en holdopgave. Igen igen, mærkede jeg hvor lidt alene jeg trods alt er.

Denne her begivenhed var udover at være pigernes dåbsdag, også det første store møde, de to familier imellem siden den store bryllupsfest vi holdt i august 2015. Så derfor også første skilsmisse-familie-arrangement. Der var på den måde nok at være nervøs for. Men jeg synes, at det gik godt. Jeg havde nok lidt frygtet, at der var mange der ikke ville komme, fordi det er en lidt mærkelig setting. Men der kom mange, vi var mange. Pigerne fik tonsvis af fine gaver, nogle virkelig betænktsomme imellem, og så mange søde hilsner. Jeg er meget lykkelig for, at de har så mange mennesker omkring dem der elsker dem og ønsker dem alt det bedste. At der er så mange mennesker der støtter om deres liv og om dem de er.

Da festen var ved at slutte, var der mange der blev og gav en hånd med. Til sidst fulgtes pigerne og jeg, hjem med mine gamle naboer og mine nye, men velkendte, overboere, der selvfølgelig også havde været med til fest. Vi gik hjem, mig med lillesøster i bæresele, to af ungerne i min dobbelt-klapvogn, en i en anden klapvogn. Vi var et lille bitte optog af søde, fjollede unger og deres forældre. På vejen hjem, efter en vellykket dag, med septembersolen i ansigtet og gode mennesker ved min side, følte jeg mig næsten som om, at jeg var med i et afsnit af Alle vi børn i Bulderby, anno 2017.

I søndags mærkede jeg virkelig, hvor mange fællesskaber mine døtre og jeg er en del af, og jeg bliver stadig helt rørt når jeg tænker på det.

You may also like

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *