En uventet uge #2

Læs gerne indlægget fra i går, hvis du vil have hele historien med.

Mandag d. 9. januar: Jeg vågner allerede ved 6-tiden efter en urolig nat. Det er svært for min store gravide krop at finde hvile i den smalle hospitalsseng, med den klumpede pude og vattæppet der er en ynkelig undskyldning for en dyne. Jeg savner min egen seng, min dyne og at ligge i ske med min ammepude. Allerede fra morgenstunden er jeg småsur og bitter. Der er fandeme også en af de andre på stuen der snorker. Fuck altså.
Selvom jeg er sur og urolig falder jeg alligevel i søvn igen og vågner da en jordemoder tænder alt lyset på stuen fordi hun skal snakke med én af de andre. Fedt! Klokken er blevet otte og en ny dag på Riget er igang. Jeg sms’er frem og tilbage med manden. Jeg kan ikke holde ud at jeg ikke er hjemme. Jeg føler at jeg har mistet al kontrol over mit liv. Jeg sender sms’er hvor jeg spørger hvad de har spist til morgenmad – for jeg nåede ikke at købe havregryn dagen før. Yoghurt svarer han, det købte han på vejen hjem fra hospitalet. Der er styr på det. Han har styr på det – selvfølgelig har han det. “Hvad med aftensmad?” Skriver jeg. “Der er kødsauce i fryseren, tag det op, så skal du ikke tænke på det” – her ligger jeg og skal slappe af og jeg kan kun tænke på at gøre det nemmest muligt for dem derhjemme.

Senere er der stuegang og det er her min skæbne skal afgøres. Jeg smågræder lidt hele tiden. Af savn og frustration. Fordi alting er uafklaret og fordi jeg ingen kontrol har over noget. Jeg snakker med en læge, efter at være blevet undersøgt grundigt. Får kørt CTG-strimmel, målt blodtryk i et væk og jeg får et lille kig ind til babyen, da jeg også skal scannes. Alt ser fint ud, men blodtrykket er lidt højt og min ene hånd og arm snurrer ret meget. Det ligner altså fortsat svangerskabsforgiftning. Lægen siger at hun gerne lige vil have mig til uge 37 og derfor sætte fødslen igang onsdag. Indtil da vil hun have at jeg bliver på hospitalet og jeg er altså fortsat indlagt. Onsdag, sagde hun virkelig onsdag? Som i overmorgen? Jeg er helt rundt på gulvet over beskeden og tuder lidt mere. For både dagen efter og onsdag har jeg eksamen. Den ene en skriftlig, den anden et bachelorforsvar – jeg er slet ikke klar til at blive mor igen. Jeg har ikke pakket noget. Jeg har ikke vasket noget – og hey, har vi overhovedet noget tøj i størrelse 50? Da jeg blev scannet bliver lillesøster skudt til 26-2800 gram, så hvad for noget tøj skal hun så have på?! Jeg stresser og kan ikke finde hoved og hale i noget som helst!

Da jeg kommer tilbage til den firesengsstue der foreløbig er mit hjem, har en af de andre gravide besøg af både mand og barn. Barnet er en pige på min datters alder og jeg styrter ud igen. Det er simpelthen for meget. Finder en stol midt på svangergangen og græder så meget at jeg ryster. Jeg føler jeg svigter mit barn. Hun har brug for sin mor. Jeg har brug for hende og for at være der. Jeg vil hjem!!

I løbet af dagen sms’er jeg med min bedste studieveninde  hun skriver og spørger hvad jeg tænker om morgendagens eksamen – det er en 24-timers eksamen man skriver hjemme fra. Jeg har det ambivalent, en lille stemme i mig siger at jeg bør tænke på at slappe af, men en lidt højere stemme advokerer for at det fandeme også kunne være fedt at få overstået. Da verdens bedste studieveninde skriver at hun gerne vil komme ind på hospitalet og skrive den med mig, er det afgjort. Jeg kan mærke at jeg ligeså stille er ved at få pip af at ligge og lave ingenting og med lidt hjælp kan jeg måske klare det? Måske det kan hjælpe lidt på trangen til kontrol.

Senere er det min tur til at få besøg af mand og barn. Det går fint og jeg formår at holde tårerne tilbage. Vi læser Lille Frø i hospitalssengen, jeg krammer hende og går på opdagelse på hospitalet. Det føles næsten normalt og indtil videre virker det ikke til at barnet lider overlast. Da de skal gå, må jeg dog virkelig stramme mig an for ikke at blive ked af det.

Efter aftensmaden – der uhyggeligt nok er fuldstændig identisk med den jeg fik under indlæggelsen i december – kommer min mor. Min søde gode mor. Hun har stor-shoppet økologisk babytøj i bitte små størrelser. Det er godt at have en mor. Ligeså meget jeg har brug for at være min datters mor, ligeså meget har jeg brug for min egen mor. Det er mærkeligt. At være mor og barn på en gang. Men min mor ved fuldstændig hvad jeg har brug for. Hun kender mig.

Da jeg går ud for at børste tænder den aften kan jeg se at jeg er blevet kronisk rød rundt om øjnene, huden er tørret helt ud efter alt det vand der er væltet ud af øjnene på mig. Alligevel har jeg mere mod på det hele nu. Der er styr på babytøjet, i morgen skal jeg skrive eksamen og på onsdag gør vi klar til fødsel. Flueben, flueben, tjek, tjek. Den aften føler jeg at jeg har mere kontrol over situationen. Nu ved jeg hvad jeg kan regne med og jeg falder hurtigt i søvn og sover bedre end natten før.

Men som bekendt, så bliver det jo aldrig helt som man regner med.
Mere om det i næste indlæg.

 

You may also like

4 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *