En uventet uge #3

For den fulde historie, læs afsnit 1 her og afsnit 2 her.

10. januar 2017: 
Denne morgen vågner jeg og er for første gang i det her indlæggelses forløb i ret godt humør. Jeg har sms’et med min studieveninde og hun kommer. Endda med care-package og læssevis af studiebøger kl. 11, for som hun siger, så har vi en time til at snakke, så vi er klar til at modtage opgaven kl. 12. Da jeg har hentet min morgenmad, hopper jeg i et hurtigt bad og tænker at det er mærkeligt hvor forskelligt graviditeter forløber. Jeg er selv 36+6 i dag og hopper rundt og skal til at skrive eksamen, mens hende i sengen overfor min er i uge 18 og er totalt sengeliggende, hvis hun rejser sig begynder hun at bløde. Jeg føler heldig. Selvom jeg er indlagt.
Lidt nede af gangen er kontoret hvor jordemødre, sygeplejersker og læger holder til når de piler rundt mellem stuerne, jeg stikker hovedet ind –
“øh hej, det er mig der ligger nede på 28”
“Ah, ja. Det er dig med eksamen. Vi kan gøre solstuen klar til dig? Så kan I sidde der?”Jeg kan ikke lade være med at smile. Det grænser til det absurde, men hvor er det dog fint. Jeg siger tak og at det virkelig er fornemt.

Tilbage på stuen logger jeg på min studiemail og skriver til min bachelorvejleder at jeg desværre er nødt til at sygemelde mig fra bachelorforsvaret senere på ugen, fordi jeg lige skal føde et barn. Klokken er snart 11 og min studieveninde skriver at det er håbløst med parkeringen og spørger hvor hun kan finde mig. Jeg tænker at det er helt utroligt at hun virkelig vil komme hele vejen herind og hjælpe mig. For en som mig, der ikke er ret god til at bede om hjælp, er det næsten for meget. Jeg kan næsten ikke rumme det. Sender hende mit værelsesnummer og sidder nu og stresser lidt over stuegang og om lægen snart kommer. Hun kommer hun mig i møde da jeg er på vej ud at lede efter hende. Hun har kigget på mine tal, mit blodtryk er faldende, mine blodprøver og urinprøver er fine og baby har det godt. Og så smider hun bomben, hun synes vi skal vente med igangsættelse til på fredag, og så spørger hun om jeg har lyst til at komme hjem på orlov, for som hun siger er det da alt andet lettere at sidde derhjemme og skrive eksamen. Jeg er helt rundt på gulvet og beder om lidt betænkningstid, min studieveninde står ude på gangen og har hørt det hele. Jeg er på en gang irriteret over udsættelsen af igangsættelsen, men også lettet. Jeg vil jo ret gerne være derhjemme. Så det er rart at have selskab – jeg kan slet ikke træffe beslutninger lige nu. Vi snakker om det – hun er i bil, og kan køre mig og alle tingene hjem og inden jeg nærmest har set mig om, sidder jeg i hendes bil på vej hjem. Hjem. Som i hjem til mig selv. Det eneste jeg virkelig har ønsket hele ugen.

Vi når hjem til mig og kaster os ret hurtigt over opgaven. I skrivende stund kan jeg knap huske hvad det var den handlede om eller hvad det egentlig var det skulle. Men det skulle vise sig at min underviser var glad for den. Rigtig glad endda. Nu, hvor jeg er træt og har været mor til to i en måned, fatter jeg slet ikke hvordan det lykkedes. Noget med adrenalin måske?

Om aftenen hygger jeg med min datter og da hun er puttet fortsætter jeg med opgaven. Det er så rart at være hjemme, men næste formiddag skal jeg igen indfinde mig på hospitalet.

11. januar 2017: Dagen starter i sædvanelig børnefamiliestil, med havregrød, morgenhygge i sofaen, leg og rod og jeg elsker det. Min mand og datter cykler imod vuggestuen og jeg sætter mig ved computeren og fortsætter. En af mine veninder kommer forbi med nogle småting hun har købt for mig og noget tøj lillesøster kan låne. Når nu hun allerede skal til at komme.
Pludselig føler jeg mig bagud og sindssygt meget i tvivl. Opgaven skal afleveres om 30 minutter. Min veninde hepper fra sofaen. Jeg skal nok klare det siger hun. Jeg er rundt på gulvet, kan pludselig ikke huske hvordan man laver referencer og går helt kold. Hun hepper lidt mere fra sofaen. Og så. Pludselig er opgaven færdig. Jeg trykker upload. Fatter ikke hvad der lige skete. Vi deler en kanelsnurrer og griner. Situationen er absurd. For at det ikke skal være løgn er der er en mindre snestorm i gang udenfor. Jeg pakker tasker, en til mig og en til lillesøster. Hvornår mon jeg kommer hjem igen? Og hvordan skal jeg få alt det og min gravide krop fragtet til Riget? Min veninde siger noget med force majure og en taxa til hospitalet. Det kan man måske godt ofre i denne – igen – absurde situation. Vi krammer farvel, velvidende at næste gang vi ses, er det med en lille dame mere i flokken.
Tilbage på hospitalet føler jeg mig mere lettet, mere klar. Men er samtidig lidt irriteret over at jeg skal vente med igangsættelse til på fredag, i stedet for onsdag. Jeg tænker at jeg kunne have nået bachelorforsvaret, men at det jo nok er meget godt at slappe af. Desværre går der ikke længe inden jeg igen er irriteret over at ligge på den der 4-sengsstue. De andre larmer. De tre andre der ligger der er mere sengeliggende end jeg er. De kan ikke rejse sig, derfor foregår alt deres besøg på stuen. Hende i nabosengen har konstant besøg, de overlapper hinanden og jeg lærer hendes familie utrolig godt at kende på den tid jeg ligger der.

12. januar: Jeg er i mærkeligt humør. Igår eftermiddag havde jeg håbet at jeg igen måtte komme hjem og tilbringe natten. Sygeplejerskerne og jordemødrene sagde nej til mit ønske. For de ville gerne lige holde snor i mig og se at alt var som det skal være. Men jeg føler mig alligevel lidt overset. Så i dag skal piben have en anden lyd. Jeg vil hjem igen! Jeg bliver undersøgt igen. Blodprøve, blodtryk og CTG. Jeg er rutineret og fyldt med små prikker fra nåle i armen. Blodprøverne bliver taget det samme sted fra hver gang. Da jeg skal have målt hjertelyd, bliver jeg glemt. Jeg ligger i over en time og ender til sidst med at ringe efter en sygeplejerske der kan befri mig. Der er travlt på afdelingen, det hører vi hele tiden. Det gør mig lidt nervøs for den forestående fødsel. Hvad nu hvis noget går galt?
Da lægen kommer til stuegang, får jeg igen lov at komme hjem på en lille orlov. Jeg skal indfinde mig i morgen kl. 10 og så sætter de fødslen igang.
Eftermiddagen går med at komme hjem, og at besøge min yndlingscafé, jeg drikker kaffe, spiser en god frokost og læser avisen. Tænker at der går mange år før jeg kan det igen. Senere henter jeg min datter og nyder hele eftermiddagen og aftnen sammen med hende og min mand. Det er sidste aften før min familie tæller endnu et medlem. Jeg kan ikke overskue tanken. Jeg glæder mig. Jeg er nervøs. Jeg er spændt på at se hende og finde ud af hvad hun er for en. Og så frygter jeg en lille smule hvordan det hele skal blive. Alligevel føler jeg mig klar. Forløbet med at stemple ind og ud af hospitalet gør (heldigvis) at jeg bliver utålmodig og egentlig gerne bare vil have fødslen overstået.

Men der skulle gå lidt endnu…

(Næste og sidste afsnit i min før-fødsels-føljeton kommer så snart mit barselsliv tillader det. Der er nok at se til i mor-til-to-livet)

 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *