Den tunge rygsæk

Som den opmærksomme læser sikkert har bidt mærke i, fylder mit bachelorprojekt en del i de her dage. Det skal afleveres d. 14. december og det er der snart kun en måned til. Noget der er lidt svært at forholde sig til. Ligeledes at der snart kun er to måneder til at jeg forhåbentlig er færdig med min uddannelse. Jeg forstår det ikke helt. Målet er nær.

På DR kører der for tiden en programserie der hedder Mig og Klassen – kort sagt handler den om forskellige kendte danskere der tager tilbage til deres gamle skole, mødes med gamle klassekammerater og tager et blik på hvem de var og hvilken betydning deres “skole-jeg” har haft for deres liv og deres person efterfølgende. Jeg har set nogle af dem – og de er ikke alle lige gode. Det er ikke alle kendisserne jeg kan forholde mig til, men idéen om at blive “konfronteret” med sit skole-jeg og tankerne om hvad det har betydet for ens fremtid synes jeg er virkelig interessant.

I programmet er der to eksperter med, Helle Bjerg der er forsker i skole udvikling og psykologen Margrethe Brun Hansen. I et af programmerne snakker de blandt andet om det der med “hvem man var i klassen”, eller hvilken rolle man havde. Der er 12-tals pigen, det dårlige selskab, klassens klovn og så videre. Margrethe Brun Hansen har en virkelig god pointe undervejs. Hun snakker om hvordan ens skolegang kommer til at have kolosalt stor påvirkning på hele ens liv. Nogle mennesker bruger hele deres efterfølgende liv på at flygte fra det mærkat de fik i skolen. Nogle mennesker vi forevigt føle sig som klassens klovn – fordi i de 10 år man går i folkeskole, nemt kan blive fastholdt i den samme rolle. Det er oftest de samme klassekammerater man har hele perioden og derfor er rollen så svær at slippe af med.
Hendes ord ramte mig benhårdt. Lige i mellem øjnene.

En lidt genert, 1. skoledags pige.
En lidt genert, 1. skoledags pige

I min folkeskoletid tænker jeg at jeg dog havde forskellige kasketter. Som nyt skolebarn var jeg ret glad for at gå i skole. Men jeg havde et iltert temperament og hvis drengene drillede var jeg ikke bange for at både slå og sparke tilbage. Omkring 5.-6. klasse havde jeg et par år hvor jeg følte mig meget alene i skolen, tit græd og var meget følsom.
De sidste år af skolen var jeg vist mest en rod – jeg havde i hvert fald travlt med alt muligt andet end at gå i skole – og i skoletiden handlede det mest om at ryge smøger i smug, eller snakke med sidemanden. Skolen var for mig kun et socialt fællesskab.

Fælles for alle de her kasketter, eller personligheder, er en mangel – jeg har aldrig været den fagligt dygtige elev. Jeg har aldrig været 12-tals pigen. Jeg har altid fået at vide at jeg var kvik og i starten af mine folkeskolekarriere tror jeg egentlig også at det meste kom nemt til mig. Men jeg satte alt ind på at at være en del af et fællesskab og jeg var hunderæd for nogensinde at skulle føle mig holdt udenfor igen.

Da jeg kom i gymnasiet havde jeg nogle ekstremt turbulente år (det er en lang historie, som vi må tage i et eller flere blogindlæg). Jeg lavede en masse dumme ting, småkriminelle ting, røg for meget hash, drak klart alt for meget og kom ud i nogle dumme problemer. Igen kom skolearbejdet til at ligge meget langt nede på prioriteringslisten og denne her gang fik det benhårde følger. Jeg kom med nød og næppe igennem og endte med en studenterhue. Mit karaktergennemsnit fra gymnasiet er så dårligt, at jeg aldrig har kunne få mig selv til at fortælle nogen hvad det præcist er på. Det er simpelthen for pinligt. Det pinlige tal, følelsen af ikke at være dygtig nok i skolen, eller god nok til at være en del af fællesskabet, at jeg måtte kæmpe mig igennem og følelsen af at fejle ligger altså og roder rundt i den rygsæk jeg har haft med siden. En gang i mellem eksplodere rygsækken og det hele vælter frem.

En glad student - alting til trods.
En glad student – alting til trods.

Mindreværd og tvivlen på at kunne lykkes med noget som helst har været oppe og vende i denne uge, hvor jeg har arbejdet med førnævnte bacheloropgave. De her følelser er helt klart grundlagt i skolen, og selvom jeg faktisk har klaret mig aldeles strålende på lærerseminariet, fået en masse ros, gode karakterer, anbefalinger, fået tilbudt flere jobs og pladser i diverse råd, fylder den der der satans bagage bare det meste. Den der lille stemme der bliver ved at fortælle mig at jeg ikke kan, at jeg ikke er god nok og at det hele bare har været held, den har for meget taletid. Mindre end tidligere, men stadig for meget. Måske vil den altid være en del af mig, jeg ved det ikke?

Åh, hvor vil jeg prøve at få alle siderne frem i de elever jeg skal møde. De elever der bliver mit ansvar lige om lidt.
For alle kan være dygtige og alle børn er gode nok. Som de er.

 

You may also like

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *