Femi-mor #2

I anledning af denne kvindernes kampdag, føler jeg mig næsten nødsaget til at skrive et lille indlæg. I dag har været en helt almindelig dag i den trædemølle vi kalder hverdag, min hjerne har været omkring kampdagen flere gange. Men arbejdet skulle passes, barnets skulle hentes og maden skulle på bordet. Og hvor er så feminismen?

Feminsmen er både i det store og i det små. Jeg har i dag tænkt meget over nogle ord, som en af mine største heltinder har skrevet:

“Listen, I believe everythin’ we dream
Can come to pass through our union
We can turn the world around
We can turn the earth’s revolution”

Som kvinder skal vi lige stå sammen, i stedet for at kaste mudder efter hinanden, hævde os selv og shame kvinder der anerledes end os selv. Det sker hele tiden, både i den lille og store skala, og det duer fandeme bare ikke.

Sidste år på den dato, tror jeg ikke jeg havde nok åndsnærværelse til at tænke noget særligt over kampdagen. Men i år, i år hvor jeg er landet på mine fødder som mor (til en pige), har mine tanker især handlet om hvilken rollemodel jeg er for min datter i et feministisk henseende.

Jeg vil sørge for at vise og fortælle hende at man som kvinde ikke skal være perfekt, jeg er så pisse træt af feministiske “forbilleder” der optræder blankpolerede. Man har ligeså meget berettigelse i verden med poser under øjnene og for meget på sidebenene. Jeg vil virkelig prøve at vise hende at hun kan blive alt hvad hun vil, det er kun hende selv der skal sætte grænsen. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at hun ser sig selv som mere end en krop. Jeg vil skule til alle dem der fremhæver hende for hendes udseende og ikke andet. Hendes kamp er min kamp. Jeg vil introducere hende for mine kvindelige rollemodeller, fra hendes seje mormor, der har kæmpet sig hele vejen til en sej karriere, til mine søde, kloge og fantastiske veninder, hun skal blive præsenteret for de vigtigste bøger og jeg vil skamspille musik af seje kvinder. Hun skal vide at kvinder har kæmpet, for at jeg og senere hun har de rettigheder vi har. Hun skal kende til alle mulige forskellige måder man kan bruge sig selv på – som kvinde. Om hun vil være trommeslager, astrofysiker, fodboldspiller, læge, smed eller pædagog, så er det hun skal. Og ingen skal nogensinde sige til hende – at det kan man ikke når man er en pige. Endeligt håber jeg at (kvinde)verden ser bedre ud, når hun skal ud og være en voksen dame – kampen er ikke slut endnu, og jeg håber at vilkår på for eksempel barsels og løn-området ser anerledes ud om 20 år. Det skal det sgu!

Men vigtigst af alt – skal hun aldrig stå af alene. Kvinder i flok kan de vildeste ting. Heldigvis er der allerede seje kvinder hele vejen rundt om os, og jeg er sikker på både hun og jeg vil møde mange flere gennem livet. Så tak til alle mine rollemodeller, både dem der tæt og langt væk <3

P.S. 8. marts også dagen hvor mine forældre lærte hinanden at kende. Tillykke og hurra for jer. Og i nyere historie, dagen hvor min datter fik klippet sit hår for første gang. Nu har jeg en korthåret pige – det er ikke tænkt som et statement, men fordi jeg mener at når børn er små skal de have det så behageligt så muligt. Hendes hår irriterede hendes øjne, og var altid filtret ind i diverse krea-projekter fra vuggestuen. Nu er hun endnu mere fri til at gøre hvad hun har lyst til, hun er ikke et symbol på omverdenens forventning til at være en pige og begge ting er jo nærmest symbolske for de ønsker jeg har for hende.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *