Femi-mor

Feminisme og moderskab – en sprængfarlig cocktail.

Vores bedsteforældres og forældres generation kæmpede for at vi kvinder kunne gå ud i verden og gøre lige hvad vi ville. Mænd skal ikke have mere ret til bestemte jobs, til at tjene flest penge eller til at bestemme mest. Vi skal være lige. De “gamle” feminister vrider deres hænder og forsøger at kalde til orden, for på trods af deres kamp tager mange kvinder stadig moderskabet uhyre alvorligt. De ammer, de vikler sig selv og baby ind i strækvikler, de ofrer år af deres arbejdsliv til barsel og deltidsarbejde. Det er fandeme en ringe tak for hjælpen.

Jeg er all for feminisme og ligestilling, det er jeg virkelig. Men som med mange andre ting, har moderskabet ændret mine holdninger en lille smule.

Joachim B. Olsen er (igen igen) i vælten for at have udtalt sig omkring kvinders biologi. Han udtaler for eksempel: »Hvis man ser på mænd og kvinder gennemsnitligt set, så tror jeg, vi har forskellige ønsker til den måde, vi indretter vores liv på. Jeg tror, der er noget medfødt i os, som gør, at kvinder gennemsnitligt set måske har mere lyst til at være derhjemme med børnene, mens mændene arbejder”.

Efter at have læst Joachim B. Olsens genialiteter, kunne jeg ikke slippe emnet feministisk moderskab – for det er et konfliktfyldt emne. Jeg fandt en 6 år gammel artikel fra Information som på mange måder stadig er relevant. En (af de mange) interessant ting i artiklen er, at mange af feministiske forbilleders børn har savnet dem. De har manglet deres mødre. Av! Og mødrene har formentlig også savnet dem. Det burde de (ifølge hr. Olsens biologi-begreb i hvert fald). Dermed ikke sagt at jeg er enig i Joachim B. Olsens anskuelser, og jeg synes virkelig det er sørgeligt at det i hans verden er så sort-hvidt.

For mig eget vedkommende er jeg stadig feminist. Jeg ammede i 10 måneder. Jeg holdt et års barsel. Min mand arbejder fuldtid og jeg er studerende. Han tjener pengene. Jeg henter barnet tidligt. Han banker søm i væggene. Jeg laver maden. Min mand er ældst. Jeg er yngst. MEN. Jeg er stadig feminist. Jeg er ikke mere forælder end min mand er. Jeg er ikke mere værd end han er, og han er ikke mere værd end jeg er. Vi er forældre på hver vores måde, og det tror jeg i høj grad har mere med vores personligheder at gøre, end vores køn. I nogle situationer reagerer han som moren og jeg som faren, sådan kønsstereotypt- andre gange er det omvendt. I vores hjem er der ikke forskel på os to, selvom den ene tjener mere end den anden eller har større muskler. Vi er lige meget værd – og det er for mig det ligestilling handler om. Jeg er ikke begrænset af mit køn – og det er for mig det feminisme handler om.
På den måde er vi kommet langt i forhold til vores bedsteforældre og det er jeg glad for!

Når alt det så er sagt, kan jeg godt mærke i min krop at jeg har født og ammet et barn. At det betød noget. I starten af min datters liv følte jeg mig vildt forbundet til hende – det har da helt klart haft noget med biologi at gøre. Jo ældre hun er blevet, er hendes far mindst ligeså forbundet til hende som jeg er.
Mellem jul og nytår, var vi indlagt på Rigshospitalets børneafdeling med hende. Vi skulle blive der natten over og var begge i tvivl om, hvorvidt der var plads til begge forældrene. Og hvis der ikke var plads – hvem skulle så blive? Vi huskede begge to tilbage på dengang vi var på Rigshospitalet sidst, nemlig i forbindelse med hendes fødsel, hvor min mand ikke måtte overnatte. Dette måtte han gerne denne gang, der var plads til os begge to. Heldigvis – for barnet havde brug for os begge to og vi havde brug for hinanden. Og lige der slog det mig – vi er lige meget forældre. Vi er lige.


Jeg skønner på alt hvad tidligere generationer har gjort i ligestillingen og feminismens navn. Hvis ikke nogen var gået forrest og havde kæmpet, ville den måde mit liv er skruet sammen på ikke være et frivilligt valg, og det er det. Tak for det!

– Mor her

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *