Ferie-mor

At rejse er at leve – eller hvad?

Da jeg gik ud af gymnasiet var den helt store ting at rejse ud med rygsæk til verdens fjerne egne. Jeg troede en overgang også at jeg skulle, for det gjorde man jo når man var ung. Men faktisk havde jeg ikke rigtig lyst. Min mand og jeg har rejst en del sammen inden vi blev forældre. Både på interrail, forlængede weekender til storbyer og da jeg var højgravid var vi i New York. Jeg kan godt lide at rejse og opleve nye ting, men jeg kan mindst ligeså godt lide at komme hjem igen.

Når man som jeg, læser en del mor-blogs, kan man måske godt få fornemmelsen af at mange rejser med deres børn, og at de rejser langt væk. Forleden snakkede jeg med en bekendt. Hende og hendes mand er the travellin’ kind, som man siger. Hun fortalte om den 4 ugers rejse til Bali de havde været på over julen, og at de skulle noget lignende igen i sommerferien. Hun spurgte meget interesseret hvad vi havde planlagt. Jeg mumlede noget med et sommerhus og noget med et andet sommerhus lidt uden for Berlin, og noget med ferie med bedsteforældre. Vi skal nemlig ikke på det store globetrotter eventyr til sommer. Eller i påsken. Eller lige foreløbig. Jeg får angstens sved ved tanken nærmest. I stedet skal vi to uger i sommerhus, en uge med et vennepar der også har et lille barn, den næste uge med mine forældre og ugen efter kører vi med min datters farfar og farmor en uge til Berlin – eller det vil sige, til et hus uden for Berlin. Det er der sgu ikke meget, mor, far og barn i bungalow på Bali over. Men det er helt perfekt for mig. For os.

Jeg ved ikke om det er øjet der ser, eller om det rent faktisk er en tendens – men er der ikke virkelig mange der rejser meget langt væk – i meget lang tid? Med deres relativt små børn? Jeg spotter det tit, i hvert fald. Der er selvfølgelig ingenting galt med at rejse. Hver mand, sin lyst og alt det der. Men jeg kan næsten få en følelse af vi snyder barnet for noget, når vi bare skal i sommerhus, men så alligevel ikke.

I vuggestuen snakker jeg tit med lederen om dit og dat. Jeg sidder i forældrebestyrelsen og har derfor en god kontakt med hende. Hun er cirka det sejeste pædagog-menneske jeg nogensinde har mødt, hendes viden og forståelse for for børn er fantastisk og stor. Da påskeferien er lige rundt om hjørnet, faldt snakken på sådan noget med ferie, og hun havde nogle gode pointer, synes jeg. For eksempel:

  1. Børn har også brug for ferie. Helt på ligefod med mor og far. Selvom de er glade for institutionen, er det også hårdt at være afsted hver dag – ligesom det er for forældre med job.
  2. En sandstrand kan man få timer til at gå på. Når man 1,5 år – er alt ved stranden nyt og spændende og om havet foran stranden hedder Vesterhavet eller det Indiske Ocean, er i for sig ligemeget.
  3. Så længe mor og far er med er barnet glad. Så nemt er det. Igen, uanset om man er rejst til Thy eller Thailand.
  4. Børn mærker og oplever stress og ubehag stærkt. Hvis man er typen der bliver helt stresset af en lufthavn, bliver det en virkelig ubehagelig oplevelse for barnet. Barnet mærker med det samme hvis forældrene bliver stressede og kører op i en spids, og vil forbinde lufthavnen med noget ubehageligt.
  5. Alt nyt er spændende. Det der med at skulle ud at flyve burde man sprede ud over flere dage. Lufthavnen er ny og spændende. Flyet er nyt og spændende – og barnet når ikke tage det hele ind, før det er tid til næste sceneskift.
  6. Ferie kan også være at man har lov til at lege med legoklodser i nattøj en hel dag, og at der er god tid til at gå på legeplads. Man behøver ikke altid planlægge alt muligt sjovt/vildt/spændende.

Måske kommer det her blog indlæg til at lyde meget spelt-agtigt, og “mit liv er kun på mit barns præmisser”-agtigt, og sådan har jeg det egentlig ikke. Hvis man før man fik barn har været de store globetrottere, så kan jeg godt forstå at man har stort behov for at rykke familien på ferie. Jeg har det personligt sådan at tanken om at skulle flyve i flere timer med min datter er sindsygt uoverskuelig. Dertil kommer at prisen for sådan en ferierejse er høj, de penge en måned på Bali koster, vil jeg virkelig hellere bruge på at forsøde vores hverdag – den fylder nemlig ret meget. Vi skal helt sikkert mere på ferie, og det må gerne koste penge, men jeg tror det bliver senere. Men mens hun er så lille, som hun er nu, vil jeg meget hellere vise hende Vesterhavet og familiesommerhuset. Der udover prioriterer vi at se bedsteforældre i ferien, og det tror jeg er givet så godt ud. Både for dem og for min datter.

Jeg fordømmer på ingen måde folk der prioriterer at rejse langt væk. Hvis de synes det er nemt og hyggeligt er det bare dejligt, og som den kloge vuggestueleder sagde, så er det vigtigste at barnet er sammen med sine forældre. Det kan man jo være mange steder. Så (igen) er pointen måske så simpel, at man skal gøre det der bedst for ens familie og barn, og om det er Thailand eller Thy, er helt op til en selv.

 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *